Maximillian havde aldrig troet at han ville blive fri. Han havde levet 2000 år i fangeskab hos Lyset og havde set sine muligheder for at flygte forsvinde ligeså stille. Hver gang han gjorde noget, kom der bare flere regler. Flere og flere regler, indtil han følte han var ved at blive kvalt og til sidst. Stoppede han bare med at prøve. Men en af Mørkets Hær havde hjulpet ham, og selvom det aldrig var rart, så var Maximillian blevet nødt til at i det mindste at gengælde det at han var fri. Det betød også at han for en stund havde været fanget i Kzar Dûn. En borg han ikke før havde været i før, men nu havde han mulighed for at kigge rundt i sit gamle hjem igen.

Han havde endelig forladt bogen igen, en hvis bitterhed fuldt op i ham, for hvor han ønskede at se riget være stolt igenn, i stedet for at Mørkets Hær sad på riget, men der var ikke meget han kunne gøre endnu. Han blev nødt til at give tilbage for tjeneste først, men derefter, der ville han gerne se dem bliver smidt ud. Han ville hellere end gerne slutte sig sammen med de vrede dæmoner i riget.
Men denne bitterhed blev glemt et øjeblik, da han endelig trådte in i Aztaroth. Sidst han havde været her, var før porten blev lukket, og der havde alting være pragtfuldt. Han havde selv siddet i en god position, men dette... dette var ikke den by han var født og opvokset i. Det gjorde ham næsten trist, ikke pga. nostalgi, men fordi det havde været en pragtfuld by. Kzar Mora's stolthed. 
Han lod sig selv vade gennem stræderne, og det løb ham næsten koldt ned af ryggen, som han kunne mærke hvordan mindre dæmoner lurede i skyggerne. De ville ikke havde været så frække dengang.

Ruiner. Den storslået by Aztaroth havde været en pragteksemplar, hvordan at dødssynderne havde haft deres tag på Kzar Mora - dæmonernes rige. Men nu, var den som beskrevet tidligere bare en simpelt og ligegyldig ruin. 
Luxuria, som normalvis gik under navnet Avaion. Havde dog ikke ladet dette kurer hendes vilje til at genskabe den samme pragt der før havde hersket i denne by. Det storslået palæ som hun havde vokset op i, som hun havde opfostret sine egne børn i. Var langsomt ved at komme til sin ret. Som en af de eneste bygninger der befandt sig i miles omkreds, var der skønhed omkring det. Haven der lå bag store massive porte fremviste sin bragt inde for dæmoniske planter der voksede inde i dette rige. Et stort springvand stod i midten mellem selve hovedindgangen og porten til palæet. 
Selve facaden var hellere ikke faldefærdigt mere, det eneste derefterhånden manglede var få værelser der skulle sættes i stand. Det som gæsterne selvfølgelig ikke skulle have lov til at se. 

Som alle andre dage, havde den dog været lidt kedsommeligt. Der havde været bud efter hende, flere af dæmonerne som der viste deres uvilje imod mørkets hær der havde sat bolig i Kzar Dûn. Egentlig kunne Luxuria ikke være mere ligeglad, men med hendes title og det langvarrige fravær. Havde det sat bølger igang, så snart at der blev givet nyt omkring hun var tilbage. Ikke blot tilbage, men at hovmod var blevet nedlagt og en ny arving til titlen skulle findes. Igen, en ting Luxuria ikke fandt særlig interessant. Med ligegyldige øjne, sad hun så der. Mindre dæmoner, samt væsner fra verden ude af Kzar Mora lå i klynger rundt omkring hende. De fleste uden en travl på kroppen. Et lys blev dog kortvarrigt tændt, da hun mærkede en tilnærmelse. Det var blot et glimt at noget havde bevæget sig ind i Aztaroth, som bestemt burde have hendes opmærksomhed. En af hendes små spioner havde opfanget noget, og glimtet hun fik af manden som Zalazar havde opsnuset fik et bitter smil til at forme sig hen over de fyldige læber. 

En skikkelse bevægede sig nærmere på den unge dæmon der havde bevæget sig ind i ruinerne. Han virkede som en der ville være en interesse for hans mester. Med nogle lange skridt trådte han ind foran den ankommet. "Du virker som en der søger noget, måske jeg kan hjælpe dem?" det var en mørk hvisken, næsten som en slange der gled hen over mandens tunge. Næsten helt sort, med flammende rødt hår, der var samlet i en stram hestehale der lå ned af ryggen. De orange raptil øjne gled hurtigt frem og tilbage, for at betragte manden foran ham ganske indgående. Luxurias stemme var kort at høre i hans hoved, mens Zalazar gjorde store øjne. "Min mester ønsker at møde dem, kom med mig." han vente sig rundt og gik hurtigt af vejen hen imod palæet. Dog stoppede han kort op og vente sig imod yndlingen. "Jeg ville skynde mig med hvis jeg var dig, du vil nødig skuffe mesteren." derefter satte han afsted i et forhøjet tempo.

Det var lang tid siden at Maximillian var blevet udsat for andre frie dæmoner. Især med Kzar Moras fristelser der lå om hvert et hjørne. Men alligevel var hans første instinkt på dæmonen der kom mod ham, en hvis påpasselighed. En reaktion fra hans tidligere liv i dæmonriget. Han havde ganske vidst været højere stående, men dæmoner var ikke kendt for at være venlige, og nød at friste hinanden og andre racer. At hive en direkte efterfølger af to dødssynder i fordærv? Ja, det var da ikke en mulighed mange ville forpasse. Han havde muligvis mærket sin moders vrede mere end et par gange....

Alligevel var der en hvis nysgerrighed der brusede frem i ham, som kræet, den bedste måde Maximillian kunne beskrive dæmonen på, påstod at dets mester ville mødes med ham. Hvor mange mestre var tilbage i denne ruinby? Og hvor mange her ville huske ham? Han havde måske dengang være vigtig, men tingen var anderledes nu. Ingen ville kunne huske en dæmon som ham. Dengang var han mere interesseret i sex og have det godt end noget andet. Ikke megen grund til at bruge ham til meget dengang, og nu, endnu mindre.
"Din mester må være utålmodig," sagde han roligt, men han fulgte efter kræet, og der gik ikke lang tid før de kom foran det store hus. Noget der åbenbart var blevet genopbygget, eller måske aldrig revet ned, for det lignede noget fra Aztaroth pragttid. Men det fik det også til at løbe det koldt ned af ryggen på ham. Han ville aldrig glemme denne bygning. "Utålmodig var nok det rette ord at bruge om hende," mumlede han, men alligevel trådte han indenfor grunden. Hvis han havde ret og hans moder var her, så var han ikke sikker på hvad kunne ske, men alligevel nægtede han at være bange for hende. Så meget magt skulle hun ikke have over ham.

Zalazar ytret ikke ret meget efter det, mens hans lange ben næsten pilede hen over den hårde jord for at komme frem. Et blik lagde sig kort på Max da den yngre dæmon, da nogle ord omkring hans mester blev sagt. Men valgte ikke at kommenterer på dem, hans mester vidste bedst hvad der skulle ske nu. Den store port blev åbnet, hvor man ville mærke en meget stærk magi vogte omkring stedet. Tydeligvis en beskyttelse imod de mange små dæmoner der befandt sig i området. Man kunne efterhånden ikke være for sikker, i hvert fald ikke i disse tider. Da de var kommet inden døres, var det som at være i et palads. Højt til lofterne, malerier der sikkert havde ville taget flere år havde det været normale dødelige som havde stået for det. Marmorgulve og møbler som man ikke ville se andre steder end i dette rum. Tydeligvis havde der ikke sparet på noget, hvilket ville beskrive denne dødsynd ganske godt. Max blev ledt op af en trappe, som havde en tvilling på den anden side af rummet. Hvor de mødtes på midten ved kæmpe overdådige døre. "Jeg præsenterer hermed; Luxuria" sagde Zalazar med en hvislene stemme, som han åbnede dem og lod synet af kvinderne og mændende der lå rundt omkring Avaion der sad plantet på hvad der kunne forveksles med en trone. 

Zalazar skubbede Max ind i rummet og lukkede hurtigt dørene igen. Det bitre smil der havde været på Avaions læber, forandrede sig til et mere blidt et af slagens. Hendes højre hånd der var lukket rundt omkring et glas vin, drejede lidt rundt omkring sig selv, så den mørke drikkelse skvulpede i koppen. "Maxmillian." kom der fra hende med en silkeblød stemme. Hun rejste sig op i hendes fulde skikkelse, hvilket ville gøre en opmærksom på hvor lidt tøj hun havde på. En silkekøbe i sort og guld der gik ned til gulvet og undergarmer inden under. Det røde hår bølgede ned over skuldrene, mens hun gjorde sig vej ned til hendes søn. Flere gange trådte hun på dem som der havde ligget for hendes fødder. "Så hvad er grunden til du befinder dig her?" hvor man før havde kunne have tolket hendes kropssprog som positivt og glædeligt. Var der et snert af noget der ulmede under overfladen. Hun var bestemt ikke begejstret for at se denne søn vende hjem efter så lang tid. 

Selvom huset var fuldstændig fantastisk. Et syn for mange, virkede det som om at Maximilian ikke ænsede den smukke arkitektur. Nej, det var så nærmere ud som om at han ignorerede den, hvilket måske ikke var så underlig, når man tænkte på hvor han var på vej hjem. Måske Maximillian og Luxuria havde haft et bedre forhold før riget blev lukket, før Maximillian var blevet fanget, men årerne gjorde intet for dette forhold til at være savnet. Men nu var Luxuria ikke kendt for at være den rareste af dæmoner.
Hans øjne kiggede næsten dovent op på de yderst attraktive dæmon han nu var overfor. Hun havde holdt sig godt over årerne, men ligeledes havde han. Selvom han havde fået skiftet krop et par gange, men han havde vissse præferencer angående hans krop, og modsat visse andre dæmoner, havde han ikke sin egen krop.

"Luxuria," var hans eget lettere kølige svar, selvom der var en hvis interesse i hans øjne. Nu hvor han endelig lod sine øjne opfange hvad der var, kunne han se at hun da havde fået sæt sig rigtig godt tilbage på pladsen. Han havde trods alt hørt hvordan dødssynderne var faldet fra deres plads på tronen i de 2000 år riget havde været lukket. Så det betød at Luxuria også var faldet i den tid, men hvor hun havde være. Det vidste han ikke. "Det var dig der hidkaldte mig her. Jeg havde ingen grund til at bevæge mig ind på denne grund ellers," pointerede han med løftet hoved. Han var ikke bange for Luxuria, selvom han vidste at hun havde magten over ham. Hun havde trods alt født ham, og det bånd kunne Maximillian nok aldrig blive befriet fra.

Som hun betragtede ham, blev hun mindet om hvor meget hun havde hadet sin mor. Og her efter så kort tid, efter hun endelig havde fået sin hævn. Så var der noget igen, der mindede hende om de lænker som den tidligere hovmod havde haft over hende. Hendes hengivende og imødekommende maske, begyndte lige så stille at krakelerer.  "Jeg ville passe på med at være så næsvis.." hvislede hun igennem sammenbidte tænder. Hele rummet føltes lidt koldere, og det var som om at stemningen ændrede sig marginalt i lokalet. De kroppe der havde ligget rundt omkring, rejste sig pludseligt. Og forsvandt ud igennem flere af dørene i rumme, som små rotter der var blevet skræmt af katten. Et køligt smil bredte sig hen over hendes læber, inden hun trådte et skridt tættere på drengen foran hende. "Jeg mente jo tydeligvis ikke i dette rum, men hvad laver du i Kzar Mora!" der var tryk på stemmen, men ikke i så høje toner at hun råbte. Hun rynkede på næsen, som havde hun lugtet til noget dårligt, mens hun betragtede sønnen. Ja, han mindede hende alt for meget om hende der havde givet Luxuria liv. Væsenet der havde givet hende alt, og taget endnu mere fra hende. Her stod hendes ultimative hævn og værste beslutning. Det var kvalmende. 

Et lille smil spredte sig på Maximillian's læber, som han kiggede op på dødssynden. Hun var tydeligvis ikke glad for at se ham igen, hvilket nok egentlig var forståeligt. Han havde aldrig været en favorit hos nogen af hans mødre. Ikke noget han længtes efter. De dæmoner der havde flokkedes til ham dengang var nok for ham. Hvem havde behov for en moders kærlighed. Dengang, og nu.
"Det var ikke min mening at være næsvis," svarede han, måske en smule for kækt, før at smilet endnu engang blev droppet, for at svare seriøst. Han var ikke sjov og leg hele dagen. Han kunne trods alt godt være seriøst. "Jeg er ikke det værste der er krøbet gennem de porte. Det er da naturligt at jeg ønsker at søge hjem til det engang store rige, Kzar Mora. Jeg har ligeså meget ret til at være her som du har..... selvom det har set bedre dage," indrømmede han og kiggede endelig rundt i det store hus. Der var smukt, men det var af en grund. Udenfor lå alting stadig i ruiner. Det ville tage meget at få opbygget det stolte rige endnu engang. Noget Maximillian selvfølgelig ønskede, men en hvis dæmon ønskede vidst ikke at han blev omkring her.

Hun betragtede ham, hendes øjnvipper der lukkede sig i nogle gange. Inden hun med en hurtigt bevægelse, greb ham omkring kæben. Hun trak ham tættere på, så hun kunne mærke hans ånde imod hendes. Det var måske en enkelt cm der skilte dem i højde. "Maximillian." hendes stemme dryppede af foragt, mens hendes blå øjne lynede af arrigskab. Som dødsdæmon for lyst, havde alle følelser det med at nå et højde punkt, ganske hurtigt. Mange gange, fordi hun holde så meget af det dramatiske, at det var svært ikke at lade sig påvirke af lysten til at overile sig selv. "Det kan godt være du er født af mig, og din herkomst er ganske fordelagtige." hvæsede hun igennem sammenbidte tænder, og strammede sit jerngreb omkring hans kæbe. Hvor hendes læber dalede faretruende imod hans. 

"Men en søn af mig, kan ikke lade sig selv slavebinde, af en så simpelt skabning som et menneske." noget af de karaktertræk som altid gik igen hos stort set alle dæmoner, var deres ego og hvordan at de nok skulle dreje ordene så det ikke fik dem selv til at stå i dårligt lys. For Avaion som hun havde heddet i længere tid, var jo selv blevet slavebundet til en krop af hendes egen forældre. Dette totalt sagen udvedkommende, for i det mindste havde det været af en af de stærkeste dæmoner der havde været. Og hun havde slet udslettet denne forbandelse, og ikke blevet reddet af en mørkets ridder. Jo hun havde sine øre godt klistret til jorden, og vidste hvad der foregik af interessante ting i denne verden. "Så jeg spørger dig, hvad for dig til at tro du er velkommen her?" 

Det var ikke nogen hemmelighed, at de to af dem måske ikke altid havde kunne enes, men det gjorde ikke meget at dæmpe Maximillians humør. Han var så vant til at blive hadet, at selv hans moders vrede ikke gjorde noget, men der var stadig en vis respekt, en vis frygt, i ham når han kiggede på den smukke og stolte Luxuria.
Da Luxuria nævnte hvordan han var blevet slavebundet, lynede hans øjne, som han stirrede vredt på hende. Hvor vovede hun at være efter ham. Visse ting var udenfor selv dæmoners ønske. Især deres navne, og selvom Maximillian aldrig havde nævnt sit navn højt for andre, så var det alligevel kommet ud, svømmet ud mellem pøblen, og så blev han taget til fanget.

"Moder," kom det fra Maximilians mund, og han gjorde intet for at skjule den foragt ordet dryppede med. "Du har vidst glemt hvor meget et navn egentlig holder," hvæsede han næsten af hende, og rettede sig mere rank over hende. Han havde ikke evernene til at tage den titel hun besad, men hvor han dog ønskede det nu. Tage det gyselige smil af hendes læber, og vise hende at hun ikke skulle være så høj i hatten.

//Inaktiv