Selv uden at befinde sig i sin byvagtsuniform blev Cedric ofte genkendt. Enten fordi andre rent faktisk kendte hans ansigt eller fordi han som regel var at se i selskab med sin enorme kompagnon ved navn Teros. Denne dag var ingen undtagelse og det var heller ikke ligefrem fordi Cedric gjorde noget for at tynde ud i opmærksomheden. Tunikaen han bar var figursyet og højhalset, hvilket bestemt gav ham en elegant silhuet som han bevægede sig gennem gaderne. At den desuden var fyldt med broderede fugle i guldtråd understregede bestemt, at der var tale om et dyrt stykke håndværk. Elegancen han selv udviste lå i kontrast til Teros, der på ganske kluntet vis luntede rundt foran ham. Reaktionen der kom fra folk, når dyret kiggede på dem var forskellig. Nogle havde efterhånden set ham så ofte, at de ikke frygtede det mere, da han aldrig gjorde nogen noget uden at få besked på det, men andre blev noget frygtsomme når det hornede bæst vendte opmærksomheden mod dem. Cedric holdt kun halvt øje med det, da han var langt travlere beskæftiget med at se sig rundt på markedet. Det var ikke ofte han befandt sig omkring det uden at være i uniform og han var også godt klar over, at han nemt kunne risikere at fortryde sit valg, skulle der først opstå problemer. Officielt set var det måske ikke forventet af ham, at han konstant var i tjeneste, men han havde erfaret at realiteterne var lidt noget andet. Af samme grund bar han da også et sværd i det bælte, der ellers også kunne havde prydet tunikaen på ganske elegant vis, hvis ikke det havde været nødt til at være solidt nok til at holde på et sværd.

"Det er nogle fantastiske smykker," kommenterede han, da han stod ved en juvelérs bod. Ordene var en blanding af ros til den handlende, men også som en kommentar ment som kontakt til en anden, der stod og betragtede de yndige genstande. Cedric var en social mand og han kæmpede evigt en kamp om at give så mange som overhovedet muligt et godt billede af ham, da han alt for ofte kæmpede med ondsindede rygter.

Tiden var for Charlene en sjov, og underlig ting. Nogen dage og nætter føltes lange, mens andre igen bare forsvandt som dug for solen, også var der de dage der bare var i et dejligt afslappet tempo. Det var sådan en dag Charlene indtil videre havde fundet sig selv i.
På trods af at have haft en kunde natten før, havde hun vågnet tidligt til lyden af tøj der blev trukket på igen. Som en anden hjertenskær havde hun fulgt til dørs hvor resterende betaling var foregået og de havde taget afsked, i al fald for denne gang.
Ved et af bordene havde hun indtaget sit morgenmåltid og taget en sludder for en sladder med bordel-mutter Vigdis, leveret pengene, som hun dog fik tilbage igen med ord om at bruge dem på sig selv. 
Det var en mindre overraskelse, men ikke desto mindre havde hun lært ikke at sige Vigdis imod når det kom til pengesager. Et bad senere havde den unge glædespige, med et lille smil dansende på læberne, draget mod markedspladsen, fulgt af et par andre tøser, selvom deres veje hurtigt skiltes da de endelig var nået frem. Charlene tog sig ikke af det, og nød blot lyden og lugtene, lod blikket vandre som hun selv gik skridt for skridt mellem boderne for at se på varerne.
Stof følte hun ikke at hun havde det store behov for lige for nu, så de boder kiggede hun kun kort på, mens hun gik fremad. Hendes klæder virkede næsten helt artig, med et par simple sko af læder på fødderne, selvom hun nok havde foretrukket a gå barfodet her i forårets lune, men hellere være forsigtig på markedet, man kunne let ende med fødderne i en hestepære eller kokasse skjult under savsmuld. Kjolen hun bar var i en frisk grøn der fik hendes øjne til at stå frem, med dets lidt mørkere indvævede mønster, der virkede tilfældig indtil man så nærmere nær barmen,  hvor mønsteret nærmest synes at mødes og formede sig om hendes attributer, så meget det nu kunne i den dybere udskæring der gav en forsmag på hvad der gemte sig under; et herligt stykke klæde hun havde modtaget i gave. Over skuldrene bar hun en lys, mathvid og let capelet til at varme skuldrene. 
Jovist var hun ikke længere storbonde datter, men hun værdsatte skam stadig fine klæder, og ikke mindst smykker.

DE grønne øjne var blevet fanget at en smykkebod som hun nyssgerrigt stoppede op ved og vurderende betragtede et armbånd med små indfattede sten.  Hun havde været lidt i sin egen verden da en stemme rev hende ud af den. Hun drejede hovedet til siden og blev mødt af en mand, rank af statur og højere end hende selv, ikke at det var nogen overraskelse for hende, langt de fleste mænd hun mødte var højere end hende selv. Blikket søgte automatisk hans mens hun nikkede samtykkende. " Ja, et ganske glimrende håndværk. Især indfatningerne står ud i forhold til andre jeg har set før, Det minder om elverhåndværk. " Blikket flakkede hen imod sælgeren, som holdt et vagtsomt øje med sine værdifulde smykker. Forsigtigt placerede hun armbåndet tilbage igen, som for tavst at bevise at hun ikke var ude på at nappe noget. Især ikke nu hvor hun havde et erhverv, husly og mad på bordet.

Hendes øjne søgte igen den krølhårede authoritære mand ved hendes side, nysgerrig på hvad og ikke mindst hvem han var.. Han virkede hende sært bekendt, men hun kunne ikke mindes at have mødt ham før. Måske hun havde set ham i bybilledet før? Under flugten fra hendes gamle hjemegn? 
En bevægelse ved hans side fik hendes blik til at flakke ned, ned på det hornede bæst ved hans side. Noget der kom som sådan en overraskelse for hende at hun meget nær havde søgt over i sin fugleskikkelse for at skabe afstand hurtigst muligt. 

(Afsluttet fordi den er gammel og inaktiv)