Mørket og frosten havde overtaget landet og dette føltes også tydeligt på Ulvehøj. Det var sparsomt med vildt og teltene ingen isolation mod kulden og hulerne kun lidt mere. Nogle af flokken der havde forbindelser til civilizationen havde søgt mod byerne, mens de der blev tilbage blot forsøgte at klare sig gennem den dystre eksistens. Fra tid til anden blev der lidt modvilligt organiseret jagter som reserverne løb ud, men det meste af tiden blev spenderet i dvalelignende tilstande. Slumrende, afslappende, sovende så vidt muligt. Man søgte sammen for varme og viljestyrke mod de mareridt der var hyppigere for tiden.
Det var et sted på dagen, det kunne tydes på det evindelige tusmørke udenfor der var en anelse mindre tusmørkt. To måneder havde denne mørke vinter stået på, af dømme ud fra de gang varulvene havde kunne mærke fuldmånens kald fra bag de tykke skyer.
Fayne var ellers kendt for sit høje energiniveau og efter magien havde vendt tilbage havde han for en periode været ustandselig, men den sidste tid havde også tæret på ham. Nu brugte han dagene på at samle kræfter. Han var stadig på næsten hver en jagt, meget stædigt insisterende på at skaffe mad til flokken, men især et specifikt medlem.. Eller snarere to.
De havde røget kød for et par dage siden og burde have nok til de kommende uger, så nu fandt man Fayne i et forsøg på at undslippe den bidende kulde, under en bunke af skind, primært bjørn og får. Han lå og døsede lige på kanten af bevidstheden da en isnende vind tudede gennem højens huler. Faynes hånd fandt kvindeskikkelsens hofte og han trykkede sin næsten nøgne krop tættere ind til Mirandas.

Mørket havde været så nem at dvæle hen til. Energiniveauet faldte drastisk som mørket blev kraftigere og kulden for alvor tog til. Alfahunnen havde aldrig rigtig bekymret sig om frosten, da den lå hende så nær, og mørket var ikke fremmed. Men hun var alligevel lige så udkørt som de andre, hvis ikke mere. Som man kunne forvente forsøgte Miranda at skjule det. Hun påtog sig stadig opgaver, uddeligeringer og kommandoen holdte hun i mange tilfælde. Men efter den første måned, var barnet blevet for energikrævende, og mørket for stærkt. Hun brugte de fleste dage på at hvile. Pakke sig ind i tygge skin og suge varmen fra sine medulve så snart hun havde chancen. Mest sørgede hun for at holde Yasmin i nærheden til dette formål. Nok var varulven ny, men hendes instilling var anderledes. Det var ikke nær så farligt for Mirandas sind at være mindre stærk i hendes nærvær.

En kold vind fik et par af de røde krøller til let af bevæge sig. Miranda krøllede sig mere sammen under skinnende, i en slumrende tilstand. Bevistheden kom ganske let tilbage, omend ikke fuldt, som en anden krop lagde sig ind imod hendes ryg, varm og beskyttende. Hun havde en svag erindring om det kunne være, men hun var stadig ikke helt vågen. Langt fra. Alfahunnen blikkede et par gange med de trætte øjne, som endnu en isnende vind gled over det lidt derr var synligt af hendes ansigt. Som bevidstheden ganske roligt vendte tilbage, blev hun mere og mere klar over at der lå en hånd på hendes hofte, omend hun ikke gjorde noget forsøg på at fjerne den.

Fayne var endnu ikke vågen nok til at tale, eller i det hele taget formulere ord. Heldigvis var det længe siden han og Miranda havde behøvet snakke sammen. Hans næse fortalte ham meget af den information han behøvede - hendes humør, helbred, hvorvidt hun var sulten. Og til hans forundring og gennemførte begejstring havde hendes fært over den sidst tid mindet grangiveligt om hans; om det var det var deres barn eller bare al den tid de spenderede sammen, skulle han ikke kunne sige.. men glad gjorde det ham.
Selv havde han altid været mere fysisk end verbal og selvom det var længe siden han sidst havde tacklet hende, forblev hans kommunikation stadig decideret kropslig.
Det var bestemt ikke bevidst, men netop i dette øjeblik bevægede hans hånd sig nænsom op og indad. Fra grebet ved hoften, fulgte den knoglen indtil fingerspidserne hvilede blidt langs svajet af hendes gravide mave. Forsikrende. Beskyttende. Som for på en gang at spørge til hvordan hun havde det og forsikre hende om at hun aldrig skulle mangle noget så længe han levede.
Fayne lænede sit ansigt ind mod Miranda, hans læber mod hendes skulder og hans næse i hendes viltre hår. Da hans fingre blev drejet 30 grader nedad, var det ligeledes et spørgsmål. Men et af en lidt mere intim natur.

Mirandas huskede som tørken var gået over, hvor glad og ovenud lykkelig hun havde været da hendes evner meldte deres tilbagekomst. Hendes sensitive næse, som overgik de andres ulves var nok nært hendes kæreste eje i krop og sjæl - hvis man så bort fra barnet som voksede stødt og nærmest upåvirket af plagerne, i hendes indre. Imponerende nok kunne det endda holdte til forvandlingerne hver fuldmåne. Miranda havde været overbevist om at under disse hårde forhold ville fosteret dø af den ene eller anden årsag. men nej, det var sejlivet og muligvis velsignet af en større styrke på grund af netop den måde det var undfanget.
Miranda kom med en ganske lille gabende lyd, mens hun krøllede sig en smule mere sammen med tæppet, stadig ikke nært vågen - omend det lette gab havde sørget for at hjernen på en eller anden vis måtte udvise en form for livstegn til at opfange hvad der foregik omkring hende.
Den lette berøringen af den gravide mave, var ikke længere noget der fortrækkede hende, ej heller var Faynes nærvær noget der blev mødt med modstand. Hun havde erfaret at være alene i denne stund, var drænende for hende. Miranda var flokdyr af stor natur, og tanken om at gennemgå dette alene var nærmest pinsel, og hvem ville være bedre at have i nærheden end den selv samme varulv, der havde sørget for at hun aldrig nogensinde skulle være alene igen?
Miranda strak sig derfor en smule ud igen, efter at havde krøllet sig sammen, mere opservant på hvad hånden foretog sig, med sin retning. Den var ikke dominerende, stadig indikerende at det var Mirandas eget valg hvis der foregik mere end at han var i nærheden. Det eneste der mest af alt stoppede hende, var de menneskelige tanker der fæsnede sig hårdt fast ved hans alder. For evigt at være i krig med to sidder af sig selv - omend i denne døsende tilstand, var ulven mere dominerende. Miranda kom med en let brummen, ganske rolig og venlig af natur.

//afsluttet/inaktiv