Elaina var på vej hen til Hektor, da en tjener stoppede hende "Deres ægtemand, vil gerne se Dem i det højeste tårn" hun nikkede. Med en lettere hurtig gang var hun der oppe i løbet af nogle minutter. Han stod der allerede, men så noget hun ikke havde forventet at se. Hans bluse var ikke lukket, af hendes ellers skjulte naive jeg, kunne hun ikke dy sig i at studere hans mave lidt nærmere. Hun så at han bar en medaljon om halsen som forestillede Isaris symbol, men det der især fangede hendes blik var et hvidt ar, som nærmest var lysende som sad nær hans hjerte. Men Elaina turde ikke at spørger ind til, ikke lige nu. Ikke nu hvor lyset endelig var vendt tilbage til dem, men udover arret havde markerede muskler, hvilket tiltrækkede hende. Hun så heldigvis diskret på ham, eller så diskret som muligt. Hun ville nådig sende de forkerte tanker, for den del var hun endnu ikke parat til. "Du ønskede at se mig" spurgte hun roligt. Elaina ville vente med at fortælle sin åbenbaring, end til han havde fortalt hvorfor han ville se hende. 

Han smilet oh hvor han smile som solen kastede sin smukke glans over denne dag, en dag han længtes efter. Han hørte nogle skridt som kom bagfra, det måtte være Elaina der havde været så venlig at mødes med ham her oppe. Til at starte med kiggede han ikke på hende men udover landskabet "Se dette!" kom det fra ham og glæden var ikke til at tag fejl af. "Vi er virkeli-" Som han vendte sig om for at fortsætte med at snakke, fik han et chok af at se hans hustru, så elegant og lysende, at han tog et skridt bagud, ikke af frygt men af en glædelig overraskelse han ikke havde forventet og det kunne ses tydeligt. Han fandt et drenget smil frem og tog et skridt imod hende for at holde blidt om hendes ene lille og blide hånd. "Jeg ville gerne dele dette øjeblik med dig Elaina." Lød det varmt fra hertugen der førte den begge hen til kanten af muren som sikrede at man ikke kunne falde udover. "Du lyser som en anden lille sol Elaina, som var du et maleri man kun kunne holde af og sætte pris på." Nok var han ikke som Roland hvad angik kvinder og hvordan man skulle håndtere den slags men han kunne finde ud af give en kompliment og rose folk for hvad de var oprigtigt og hun var præcis hvad hans kompliment var. Hvilken velsignelse han følte inderligt.

Elaina smilede ganske kort ved begejstring over at lyset var vant tilbage. ”Jeg har set det” svarede hun med rolig stemme og alligevel lidt mere glad end ellers. Selvom lyset påvirkede hende var hun stadig sit rolige og stille jeg, det ville hun nok aldrig slippe for. Elaina fornemmede tydeligt at hun havde en vis påvirkning på ham, og især da han ikke færdiggjorde sin sætning og samtidig tog et skridt muligvis for at betragte hende. Hun ændrede ikke sit ansigt, men fik en vis glød over sig, da hun trods deres afstand elskede at have sådan effekt på ham, og ikke mindst mænd generelt. Hendes tankerne fløj væk idet han tog fat i hendes små spinkle hænder, hun gjorde igen et lille kort smil, da det var nu ikke af den grund hun var kommet, men tanken om at dele det med ham var ikke skræmmende for hende. Hun lod sig føre af ham og kom hen til kanten hvor de begge kunne se over hele lennet og se hvad hans familie havde bygget, hvad de skulle fører videre. Hun blev anelse forlegen, men viste det ikke for ham, hun svarede blot ”Tak min kære" med en anelse varm stemme, da hun faktisk en af de få gange mente det. 

Han valgte at bruge lige 5 minutter ekstra ved dette syn og at hun takkede ham men på en anden måde end hvad hun hidtil havde gjort tidligere. "Du må undskylde at jeg ikke gav dig direkte besked, om at jeg var kommet hjem men du lå og sov. Det kunne jeg ikke nænne at gøre ved dig min kære." Undskyldte han sig overfor Elaina. Han drejede om på fødderne for at føre dem begge afsted herfra, han havde nogle ting han gerne ville vise hende. "Det lykkedes mig at sikre en okay aftale blandt en større gruppe handelsmænd og jeg håber at jeg fik det mest nødvendige med på den liste du havde givet mig." Hektor ville gerne fortælle hende om hvordan det hele endte, for begge vidste at hun var det sikre kort at spille når det gjaldt sådan nogle situationer, han fortsatte langs ned af den ene trappe efter anden, forbi de døre der nu måtte være i vejen. "Men kostede en hel del Elaina. De penge jeg havde sparet op fra lysets hær var jeg nød til at bruge og jeg har måtte love mig selv ud til at skulle eskortere en af deres handels karavane engang til sommer, efter at jeg fik et mindre vredes udbrud." Han rystede blot på hovedet over hele den affære med de møder, men dagen idag skulle ikke bruges på negative ting.

Tjeneste folkene havde været flittige til at tælle op og sikre sig at de rette ting blev rundt fordelt, vognens manifest lå på store bord inde i hans arbejdsrum, samt lå der også en mindre pakke der var pakket ind og en større kasse ved siden af. Han pegede hen på den store kasse "Den er til dig min kære."

Elaina undrede sig lidt over hvorfor han overhovedet undskyldte. De sov jo ikke sammen eller delte værelse derfor var der vel ikke grund til andet. Hun vidste det jo alligevel om morgen. Hun nævnte da hellere ikke til ham, hvis hun forlod rummet om natten for at se på nogle dokumenter eller andet som holdte hende vågen om natten. Derfor nikkede hun blot, som en slags tilgivelse. Selvom hun ikke syntes det var nødvendigt, men det var mest høfligt at reagere. ”Det må vi håbe” ’ellers måtte han afsted igen’ tænkte hun, der var virkelig behov for nogle aftalerne og andre var mindre vigtige. Elaina gik roligt med sin mand. Dette var han nok også selv klar og nok også derfor han havde brugt sig selv for at opnå de nødvendige aftaler. ”Jeg har fået snakket med Astra, hun er med villigt til at vi skal skære ned på nogle af sine fornøjelser, i samarbejder har hun fået ansvaret til at lukke de unødvendige områder ned i lennet” så selvom at Hektor havde brugt mange penge, var der sparet andre steder, på den måde ville det hele forhåbelig gå i balance.

Elaina blev ført ind i arbejdsrummet, hun følte en opgivelse inden i, men viste det ikke overfor ham. Da hun tænkte hvorfor ialverden skulle han købe sådanne ting i spare tiden, godt nok var lyset kommet tilbage, men det betød også at de havde brug for at investere i frø osv. ikke på gaver. Elaina gjorde som enhver anden hertuginde, hun gik hen til kassen og åbnede for dens indhold. Den indeholdt alle forskellige farvede silke, nogle blonder og noget organza, som hun rodet lidt rundt i kassen for at få et billede af hvad der var i fandt hun et yndigt guldarmbånd, af pligt men også lidt glæde over at have fået sådan en fin gave, tog hun armbåndet på. Det klædte hende. Hun så imod ham og svarede venligt "Tak med et kort lille smil.  

Han så Elaina an mens hun kiggede kassen igennem og hendes reaktion ved armbåndet. Han gengældt hendes tak og smil med et buk, tiltrods for at han godt vidste at gaver i en spare tid var nok ikke det bedste men på den anden side, kunne de bygge broer mellem folk. Men at hun havde givet Astra medansvar, var noget han ikke ville selv have gjort, ikke med de resultater han havde set, så han havde en vis mistro over for dette. "Nuvel, det vil jeg lade jer begge to om at styre. Hvis du siger god for hende, er det godt nok til mig." Nikkede han ved hans beslutning, han stolet på Elaina, det måtte være rigeligt. 

Han gik langsomt hen ved siden af Elaina, for at tag plads ved det store bord. "Hvordan har du det Elaina?"

Elaina kunne fornemme at han ikke helt var tryg ved at Astra havde fået ansvar, de måtte have et specielt forhold. Tænk at der var så forskelligt, hun havde det mest nære forhold til sin bror og han, han afskyede sin søster. ”Hun har aflagt en rapport, og det var kun nødvendigt at rette nogle små ting.” svarede hun roligt, for at give ham lidt ro i sindet. Elaina ville aldrig lade en person der tyggede til alkohol give for meget ansvar, tænk hvis hun drak samtidig det kunne give urigtige oplysninger, eller tingene skete halve. Den dag var Astra målbevidst og fattet og derfor fik hun det ansvar. Hun skulle også en dag styre et len, og hun kunne godt væne sig til tanken om de valg man var nødsaget til at tage.
 

Hun så hen imod da han spurgte hvordan hun havde det. Elaina hader disse spørgsmål, men det måtte vel betyde at han gik op i at hun havde det godt. ”Fint tak.” svarede hun roligt og forsatte lidt, hun kunne vel først som sidst fortælle hvorfor hun søgte ham, selvom det faktisk var ham som havde sendt bud efter hende. ”Jeg tænkte på en ting…. Nu hvor lyset er kommet, burde vi så ikke hylde de der ikke kom igennem mørket, med at sende blomster med lys og små både børnene kan lave ud på vandet?” spurgte hun med sit rolige jeg. Elaina gik væk fra kassen og satte sig på en stol foran skrivebordet, således at hun nu sad overfor Hektor.

Hun havde ret i hendes antagelse, han fik det bedre af at hun tog styringen men ikke i hvordan forholdet mellem dem var og den egentlig grund. 

Hektor skævede sit hoved til den ene side ved hendes forslag, det var noget han ikke havde forventet at høre fra hende. Han selv enig om idéen og nu hvor foråret viste sig, var det nok også på sin plads at hylde den. Han måtte lige rejse sig op fra bordet, han var stadig træt og han havde ikke spist endnu. "Jeg synes at det lyder som en god ide Elaina. Det kan måske give folk hjælp til at finde fred og afslutning." Han gik hen til skrive bordet og satte sig ved det, tæt ved Elaina med et nysgerrig ansigts udtryk, for han havde et gæt på hvorfor "Men jeg er nysgerrig om en ting Elaina." En ting var hendes små korte og til tider kølige svar, det havde han været vant til, som da hun sagde fint tak men dette lå ikke normalt til hende, udfra den stund han havde brugt med hende. "Hvad fik dig til den ide? Altså udover din pligt og ansvarsfølelse." Det var ikke en anklage men et oprigtig spørgsmål og ønske om at hun ville bare fortælle ham lidt om hvad der foregik inde i hende.

Elaina betragtede ham med rolige øjne, og undrede sig ved hans lage sit hoved på skrå, måske havde han ikke troet de ideer fra hende. Generelt var der meget der ikke var til at tro, så som at hun var begyndt at tage på eventyr i landet når han for det meste var bortrejst fra slottet. Elaina var dog glad for at han kunne lide ideen, men det næste var hun knap så glad ved. Hver gang han nævnte at han var nysgerrig omkring noget, var ofte noget mere underliggende i det han ville spørge og ganske rigtig hun havde ret. Inden sukkede hun, men hun bearbejde ham ikke for hans nysgerrighed, det bare til tider trættende. Mest fordi Elaina havde gemt sig selv så længe og at blive prikket til og spurgt til var hun ikke vant til. Han havde jo ikke været her. Hun tog en kort indånding for at forklare det, men hun vidste næsten ikke hvordan hun skulle starte. ”Jeg vil gerne give noget til Marius” svarede hun så, en anelse lavmeldt. Hun håbede ikke at han ville borer yderlige i det, da gjorde ondt nok bare at snakke om ham. 

Han tykkede længe på hendes svar, for hun bekræftede blot hans egen mistanke. I forhold til hende, huskede han tydeligt den sidste stund med Marius, et syn han ville skåne Elaina for, mens han selv måtte bære det minde og med dette, en ubehagelig følelse som han selv ikke havde fået styr på eller det spørgsmål hans overordnet havde stillet ham "Hvor er grænsen mellem retfærdighed og hævn."

Hektor rejste sig op fra hans skrivbord, for at gå over på den anden side ved bordet og dens stol. Han begyndte så småt at hive i nogle skuffer, nogle papir her, nogle diverse tegninger over lennet der, plan tegning over slottet og nogle fjerpenne og blæk kom frem på bordet. Han så henover på hans hustru, med en tændt glød "Det er en god ide Elaina og jeg vil meget gerne hjælpe til. Jeg havde selv en ide, om at vi heromkring skulle fejre og hylde lyset. Både Leander og Laurana er guder som står under Isari og en minde høj tid ledet af en fra Kile kunne være med til at hjælpe de der måtte søge hjælp om fred og afslutning?"

Elaina lyttede til hendes ægtemand, det faktisk hellere nogen dum ide han kom, folket ville elske at de ren hypotetisk set skulle danse lyset ind. ”Det lyder som en rigtig god ide ” startede hun med, det eneste problem var at de endnu ikke havde mange af tingene, Elaina tænkte på blomster og andre tiltag som ville gøre at det så fantastisk og varmt ud. ”Så må du hellere begynde med en liste for det der skal benyttes på dagen, såvel som præster, mad og objekter” Elaina sad jo ikke ved bordet, så hun kunne ikke skrive, selvom hun var god til det med struktur. Hun anede dog ikke om Hektor ejede den samme ordenssans.

Elaina selv ønskede en helt specielt blomst til Marius, en hun ville dyrke og lade gro til dagen. Derudover ville hun også selv lave lyset til blomsten, det skulle bare være perfekt. Hun havde aldrig fået en afsked til ham, da hun også blev frarøvet hans begravelse.

Det lod til, at de begge var på samme bølgelængde hvad angik dette. Netop som han skulle til at gå igang, fortsatte Elaina med at snakke og det op for ham, at han ikke havde gjort sig så meget i dette. Han havde jo været væk i flere år og de eneste som han kunne trække på, var nogle som han ikke selv kunne sige god for. Hektor rejste sig op fra bordet og så spørgende hen på hans hustru "Elaina, er det noget som du kan hjælpe mig med?" med en opgivende og ærligt krops holdning "Jeg kan som sådan godt finde ud af at passe på et len og få det nogenlunde til at køre rundt." han sukkede kort "Men sandheden er, at jeg kun har siddet som hertug i snart 4 år og de eneste som jeg har måtte lære fra angår sådan nogle selskaber og højtider, har været den nærmeste familie og hvad jeg nu kan huske fra mine unge dage. Jeg har nemmere ved at planlægge en krig, træne folk og lede dem end sådan noget her."

Elaina så på ham idet han spurgte om hun ikke kunne træde til, et lille selvtilfredssmil kom frem. Hun nød at planlægge sådanne arrangementer, og især fordi det her ville komme til at betyde ekstra meget for hende. ”Selvfølgelig” svarede hun til hans spørgsmål, hun vidste lige præcis hvad der skulle serveres af mad, og hvilke begivenheder der skulle være på dagen. Hun rejste sig og gik lidt rundt i rummet for at finde forskellige dokumenter, hvorefter hun satte sig der hvor Hektor lige havde siddet. Hvorefter hun begyndte at skrive ned.

I anledning af lyset er vendt tilbage, vil de’Lacour lennet invitere alle til en ny tradition. Fejring af lyset og en ceremoni for de falde.
Programmet for dagen (17 marts):
Morgen: Der laves små skibe, stearinlys og plukkes blomster til ceremonien.
Eftermiddag og aften: Fejring af lyset er vendt tilbage – der vil være dans og et stort festmåltid, samt vil præster kommer og give en udtalelse, det samme gør hertugen for de’Lacour.
Sen aften: Skibene og blomsterne med lys i sendes ud på floden sent om aften, præsten vil sige nogle ord for de faldne.
De kærligste hilsner de’Lacour
 

Derefter forsætte hun på en anden liste, som var indkøbslisten for alle de ting som skulle skaffes til festlighederne. Efterfølgende gik hun i gang med en anden liste for hvilke vigtige personer der skulle være en del af begivenhederne. Elaina var så opslugt af listerne og andre tjeklister for hvad det skulle skaffes at hun helt glemte tiden og at Hektor var hos hende. Elaina var i sit es, og det ville nok være første gang, hvis Hektor endnu befandt sig der, at han så hende arbejde så intens. 

Hektor gjorde plads for, at Elaina kunne komme til og hun var allerede gået godt igang med dette. Det gjorde ham godt, at se hende være så aktiv og i hendes rette element, hun lod til at have mere styr på det end han selv gjorde. Fra tid til anden hjalp han hende med at finde de nødvendige papir frem, blot for at hjælpe og støtte hende. Fra tid til anden virkede det som om at hun var nærmest begravet i det men det så ikke ud til at slå hende ud. På et tidspunkt forlod han rummet for en kort bemærkning, en kop varm te havde en god effekt på ham selv og hun ville sikker gerne sætte pris på at nogle opvartrede hende, blot en smule mens hun kunne fokusere.

Han kom tilbage med et fad hvor der var krus, te-kande, en pose med te, te breve der kunne fyldes op og nogle te skeer. Han gik hen til Elaina og satte den ved siden af hende og så ned på hvad hun havde været igang med. Hektor trak på smilebåndet over hvor meget hun havde formået at lave. "Det ser virkelig godt ud min kære." lød det varmt fra hertugen. "Hvor har vi tænkt os, at holde det henne?"

Elaina havde slet ikke set teen før hun faktisk var tæt på at være færdig med de første forberedelser. Da hun så op fra bordet opdagede hun teen, hun var ikke den store te drikke, men en gang imellem var det rart nok. Hun tog koppen rundt om hendes spinkle fingre, imens hun havde skrevet og koncentreret sig var de blevet lettere kølige, så der var intet bedre end lige at få varmet den ved hjælp af koppen.

”Tak svarede hun roligt, med et ganske lille smil. Elaina selv var godt tilfreds med arbejdet og det hun havde formået på den korte tid, men Elaina elskede sådanne ting og vidste præcis hvad der var brug. Samtidig at selvom de var ude af plagerne var mad osv. begrænset, men med hendes kvoter og besparelse kunne de lave et fest måltid, det ville ikke blive overdådigt, men forhåbligt ville der være nok. ”Jeg syntes nede i slotsgården, der går en bæk ikke så langt derfra som kan benyttes senere.. Hvad syntes du?” svarede hun roligt.  

Hektor nikkede til Elaina ved hendes forslag "Det lyder som en god plan Elaina. Men vi bliver nød til at begrænse det til selve slots gården og dens faciliteter. For en sikkerheds skyld."Det gik ikke, at uvedkommende trængte ind på deres hjem og selvom lyset var nu engang vendt tilbage, følte Hektor at det var ikke det rette tidspunkt at slå alle dørene op. Når beskeden blev spredt, kunne det også give anledning til at andre med mindre gode intentioner ville se det som en chance og den ville han gerne afværge. "Jeg går igang med en vagtplan og træning af folk Elaina. Dette er dit og jeg vil gøre hvad jeg kan, for at det hele forløber sig smertefrit." Det virkede rart, at de begge to kunne lave noget sammen, at de kunne kompetencerne hinanden med hver deres styrker. Ulige ham selv, tog han en blid arm rundt om hende for at kramme hende kort og kysse hendes pande som tak. Hektor bevægede sig hen på det store bord, for at finde kortet over selve slottet og det nærliggende område. Han stoppede dog lige op kort og tænkte over hans egen handling, for det var meget lang tid siden han havde udtrykt sig selv på den måde. Han rystede kort på hovedet over dette. "Okay, jeg har kortet her og hvis vi nu ligger hovederne i blød, bør vi nok kunne få sat det pænt og forsvarligt op." Hektor prøvede på at slå tankerne væk ved at distrahere sig selv.

Elaina undrede sig over hans holdning. Hvordan skulle de så sætte skibene og blomsterne afsted, de kunne umuligt blive sat til søs i slotsgården. ”Hektor, hvordan havde du så tænkt blomsterne og skibene skulle sættes afsted?” spurgte hun lettere kritisk. Han havde nok ikke tænkt det hele igennem for hvad der skulle ske på dagen.

Elaina nikkede, det lød som en god plan idet hun ikke havde den store forstand på sikkerhed. Vagterne havde jo altid bare været der, så hun var efterhånden så vant til dem, at hun ligesom havde glemt at de gjorde et godt stykke arbejde for at holde slottet sikret. Hun mærkede at Hektor blidt omkring hende, og nemt som ingenting lå hendes krop i hans, men kun et kort sekund hvorefter han gav slip på hende og kyssede hendes pande. Det var en underlig fornemmelse, og det første nærvær de rigtig havde haft. Elaina følte sig ikke helt tilpas, men hellere ikke utilpas. Elaina nikkede blot igen, hun følte sig næsten forlegen men ville ikke vise det overfor Hektor. Han ville kun se hendes normale stille jeg, hvilket hun var tilfreds med. 

Hektor vinkede Elaina hen til sig mens han selv så over kortet "Ja selvfølgelig, bækken er jo det vigtigste." Han tog en æske frem og åbnede den op, der lå diverse træ figurer af mindre detaljer i den, som kunne bruges til at sætte markeringer på et kort og hvis det skulle være, kunne det også bruges til krigsførelse, men ikke denne gang. Han begyndte at sætte nogle op omkring slots-gården, fronten af slottet og lavede en "vej" ned til bækken, det var det vigtigste for hele denne ceremoni. "Altså, det er lige mit forslag min egen. Igen, jeg ville foretrække at, resten af vores hjem ikke bliver brugt, medmindre du har nogle gode forslag gemt inde i dit kloge hoved?" Han grinte mens han pointerede den sidste del og smilet til hende. Hvis denne ceremoni var en krig, ville hans hustru have været en fantastisk general.

Elaina var glad ved hans svar, at planen blev lavet om således at alle planer kunne udføres. Elaina kom hen til ham, idet han lage kortet på bordet. Hun troede ellers han selv ville stå for denne del. Hun så hvordan han illustrerede med de små figurere, som skulle forestille personer der ville vogte dem alle sammen. ”Det tro jeg er en fornuftig ide, trods at vi er ude af lyset har det været hård tid og nogle er nok endnu desperate” svarede hun, hun smilede blot af hendes lille kommentar, hun følte sig dog også lidt stolt, trods hende yngre alder – anerkendte han hende, det kunne hans søster godt lære noget af tænkte hun.    

Hektor så blot roligt og glad hen på Elaina, så langt så godt var de kommet med planen. "Okay. Hvis der er særlige gæster som vi skal tag hensyn til, er det jo oplagt vi tager ansvar for dem og indlogere dem hos os. Jeg kan forestille mig, at det præster og højst sandsynligt nogle adelig som kunne finde på at dukke op, så vi kan risikere" Han tog nogle flere figurere fra æsken og placerede dem ved siden af Elaina, så hun kunne placere dem efter hvad hun mente var korrekt "At vi gør brug af nogle værelser, for de kan opholde sig her hos os". Hektor brugte lige et par minutter for at kigge de forskellige kort igennem, inden det gik op for ham, at han stadig ikke havde skiftet tøjet siden han for ud af hans værelse. Han så lige en ekstra gang ned af sig selv og blev mindet om en hændelse "På selve dagen, kan jeg fortælle dig historien omkring dette. Det handler om heltemod og jeg er ikke helten i den historie." Hektor pegede på det hvide ar der sad tæt ved hans hjerte.