"Anastasia!" Stemmen var næsten panisk, som afhang hans liv af at denne Anastasia endelig ville vende sin opmærksomhed til ham, efter adskillige forsøg på at kalde hende op. Og endnu engang måtte han se sig skuffet. Den mørkhårede kvinde ikke så meget kiggede over skulderen, lod som om hun ikke havde mødt ham, mens hun nød at solens stråler var begyndt at kigge svagt frem igen bag de store tunge skyer, som stadig havde en tendens til at regne ned over byerne.
Anastasia havde kurs tilbage mod landsbyen, men var stadig langt derfra. Hun søgte klogt at holde en forsvarlig afstand til skovkanten, således at denne Maximus ikke kunne trække hende væk fra folks blikke. Desværre til hendes store irritation og skuffelse var der ingen i nærheden, og han var hurtigere end hende.
Med et solidt tag i hendes underarm tvang han hende til at vende sig. "STOP!" Anastasia stirrede roligt og en anelse koldt op i Maximus ansigt. Det var ikke fordi han var grim, han var da ganske nydelig på mange punkter, men han havde nogle interessante lyster gemt bag facaden. Noget hans kære kone tilsyneladende ikke lystede - eller også var det fordi brylluppet var arrangeret. Tilsyneladende havde denne kære kone ingen lidenskabelig plads ved Maximus hjerte. Han havde i stedet kastet sin noget dyriske forelskelse på Anastasia der uskyldigt havde spurgt ind til ham dengang, havde manipuleret sig frem, og havde nydt hans opmærksomhed og trang til at give hende alt han nærmest ejede blot for en stund alene. "Det er slut, Maximus, og det ved du udemærket godt." Et smerteligt træk blandet med vrede løb over hans ansigt. Anastasia mærkede et let stik af frygt over denne forandring. "Nej.. Nej det er ikke slut... jeg vil ikke have det er slut! Hun sladre ikke.. Hun siger ingenting, det skal jeg nok sørge for." Anastasia trak sig væk, men kunne ikke slippe, siden hendes arm stadig var i et fast jerngreb. "Slip mig... Jeg vil ikke være med til det her-..." mere nåede hun ikke at sige, før manden der var minimum et hoved højere end hende, trak hende tilbage til sig, mens han trak hen imod træerne.
En halvkvalt lyd undslap overrasket Anastasia der kæmpede imod, inden hendes ryg blev presset mod en træstamme. "Slip mi-" han indfangede hendes læber - muligvis i et forsøg på at overtale hende til at blive, eller fordi hans lyster havde en tendens til at løbe over styr når man ikke var samarbejdsvillig. Han ville have, og hvis han ikke fik, så tog han. Desperat bed hun hårdt ned i hans læbe, hvilket gav et klagesudbrud fra manden. Han pressede hende hårdere fast, til luft begyndte at blive besværligt.

Ranulfs rejse havde ført ham tilbage mod Medanien, et sted han havde været lidt for mange gange af andre årsager end blot at besøge. Forhåbentlig kunne ingen huske ham, men hvis de nu skulle gå hen at blive mindet om hans historie med landsbyen, vidste han nok til at kunne tage benene på nakken. Han gik med sin oppakning over skulderen, iført brune, posede bukser og en hvid, ret så snavset skjorte. Uden over en vest samt en større brun jakke, der var fuld af flere huller og som også så rigtig snavset ud. Halen var som sædvane snoet rundt om livet på ham og hans hår blafrede let i vinden, som solen stille tittede frem med sine hyggelige, varme stråler. Manden smilede stort ved tanken om at plagen måske snart ville være overstået.
En tanke der blev afbrudt af et smertesudbrud. Han stoppede roligt op og kiggede mod lyden. En fint klædt herre stod og pressede en kvinde op af en en træstamme lidt længere inde i noget skovbryn, og den eneste grund til at Ranulf så det var hans lidt bedre sanser, samt smertesudbruddet - og de efterfølgende tanker der strømmede fra mandens hoved.

Ville han virkelig tvinge hende til samleje? Var det dét, han ville? Det lød ikke til at hun havde lyst til det. Han slentrede stille og roligt ind mod dem kradsende let i et træ på vejen, hvilket fik manden til at stoppe brat op og kigge bagud.
"Hvorfor ikke bare have den der slags samleje med din kone? Jeg mener... Arrangeret ægteskab eller ej, hende dér gider dig altså ikke," han pegede på kvinden, som manden stod med og mandens vrede grimasse sagde alt.
"Vent, vent! Før du siger det...." han sukkede let, men stadig med et lille smil på læberne. "Jeg veeed godt at jeg roder rundt, og jeg veeed godt at du ikke kan lide at jeg gør det. Men det er bare ærgeligt, du kunne jo bare lade være med at forsøge at tvinge kvinden dér til noget hun ikke har lyst til. Og nu tror jeg det er bedst at du går, ikke også?" allerede nu blev mandens vrede grimasse værre, men da han så ud til at skulle til at slå kvinden, greb Ranulf hans hånd i et snuptag og gravede de lidt spidsere negle ned i huden på ham. Hans blik var stadig varmt og et kækt smil prydede halvulvens ansigt. Han rystede let på hovedet af manden.

Maximus bandede lavmælt af hende, nærmest kun til at hun skulle kunne høre hvad han sagde, selvom hun var pænt optaget med at kæmpe for at komme fri.
Anastasia drejde blikket - siden hendes hoved blev holdt fast - hen imod stemmen der pludselig talte til dem. En der blandede sig. Anastasia var skam taknemmelig, men han skulle passe på ikke selv at komme i problemer. De kiggede begge en anelse forvirret på ham, og Anastasia sneg sig endda til at kigge tilbage på Maximus der så langt mere rassende ud end forvirret. Rassende og irriteret.
"Din forbandede satan! Forsvind, eller det bliver værst for dig selv!" Rassede han spydigt ud for derefter at rette sin opmærksomhed tilbage til Anastasia.
Hans egentlige tanker nåede aldrig ud, som manden borede sine lange negle ned i håndledet på Maximus. Den pludselige smerte og indvending, fik ham til at slippe taget om Anastasia, der bukkede let sammen, men gled væk fra stammen så hurtigt hun kunne - væk fra rigmandens greb. "Det er ikke så rart når man selv prøver det vel?" knurrede hun arrigt, mens hun tog sig til sine ribben Hvorfor fik hun altid tiltrukket taberne?

//Afsluttet <3