Elaina havde haft en rolig morgen, hvis det overhovedet var morgenen. Det var svært at kende forskel på hvad tid på døgnet hun befandt sig i, den mørke der havde opslugt verden gjorde det svært. Når der ingen sol var at se.
Det meste af eftermiddagen var gået på at se de forskellige tjenestefolk og tjekke op på kvoterne. Især madkvote forholdt sig godt, de havde en god kok der var specielt god til at effektivisere maden, således at der var mad til længere tid. Det gav en tryghed at de havde mad. Elaina fik skrevet det hele ned i deres arkiv bøger. Imens hun sad i arbejdsrummet var en af tjenestepigerne kommet ind med et brev til hende. Hun kunne se på symbolet at det var fra Hektor, med hendes små fingre fik hun åbnet brevet og læste roligt hvad han ville.

Til Elaina de’Lacour.
Jeg håber på, at du får dette brev i tide og ikke at det falder i de forkerte hænder, ikke at jeg tror andre ville få noget brugbart ud af det.
Tilstanden i hovedstaden virker stadig stabilt og forholdsvis roligt, taget i betrækning med denne mørke som hviler over os alle, folk har ikke opgivet deres livsstil eller håbet, de er måske mere forsigtige men de tror stadig på lyset ved enden af tunnelen vi alle oplever.
Jeg har per efter dine instrukser og anbefalinger prøvet på, at komme i kontakt med nogle fra adelen og diverse handelsmænd, for at se om jeg kan få fremskaffet flere forsyninger. Den del er let nok, men problemet ligger i, at mad og drikkelse er en høj efterspørgsels, så de forlanger langt flere krystal end normalt! Jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan de kan være sådan nogle gribbe i disse stunder! Krystaller er ikke hvad som fylder en persons mave! Hvis blot du var her, ville jeg føle mig mere tryg og sikker omkring disse forhandlinger, jeg er soldat, ikke en handelsmand.
Jeg håber på, at lenet stadig behandler dig godt og alt er vel med dig. Hvis der er problemer med nogle, særligt de nærmeste, kan du bede dem om at kende deres plads og opfordre dem til at tænke på det større billede.
Jeg finder det morsomt og paradoksalt, at jeg har nemmere ved at udtrykke både mine bekymringer og håb i et dokument end jeg har ansigt til ansigt med dig. Det burde ikke være sådan.
Jeg regner med at vende tilbage til lenet inden for nogle uger, forhåbentligt med en aftale i hus, må Aladrios og Azur hjælpe mig med dette.
Isari være med dig, æret Hustru.
Hektor.

Selv hun fandt det paradoksalt at han kunne udtrykke sig mere, og bedre på skrift, men måske var det måden de kunne lære hinanden at kende. Hun ville gerne have været der, men nok mest for forhandlingernes skyld. Hun elskede den magt og form for adrenalinkik man fik af det, hun havde kun været med på få, sammen med hendes bror. Elaina ville så gerne lære mere på det område og blive en endnu bedre hertuginde. Det anede hende dog at folkene ville forlænge flere og flere krystaller som mørket forsatte. Dette betød også at de som familie måtte bruge færre krystaller, og den ene i familien som brugte mange krystaller var Hektors søster Astra. Elaina følte det som pligt at hun måtte overbringe denne nyhed og få hende til at forstå hvor vigtigt det var hendes forbrug skulle halveres i hvert fald! Elaina sendte derfor bud efter Astra, og imens hun ventede forsatte hun med at skrive i bøgerne. 

Det var eftermiddag og  det meste af dagen havde Astra som altid sidet på bibloteket og læst i bøgerne. hun leviterede en bog fra de øverste hylder ned til sig og holdte den i luften lidt tid inden hun læste bogen, og bag efter tog den der var i luften og så læste den. hun brugte sin evne til at få den hen mod sin plads. ikke mange tjenestefolk var glade for at bringe astra til dårlige nyhedder og heller ikke forstyrre hende i at læse. hun rettede på brillerne og læste roligt videre.

der gik godt en halvtime før en af tjeneste stablen turde forstyrre hende. det var hendes eneste ven i stablen, hendes kammer tjener. hun kom ind i bibloteket og gik over til astra og nejede. Astra så op fra bogen og så på hende, med irreterede øjne. "hvad nu?" tjeneste pigen rejste sig op og fortalte at elaina ville tale med hende.

"vis det er så vigtigt så må hun komme her ind og tale med mig, jeg LÆSER" sagde hun irreteret og så ned i bogen igen. kammertjeneren så på hende og vidste at astra ikke kunne lig hende og det var derfor hun ikke gik der ned som hun skulle. kammertjeneren vidste ikke hvad der skulle ske nede i arbejdsværelset men det ville astra få at vide vis hun bare ville gå der ned. Astra læste videre og hadede at blive forstyrret når hun læste.
kammertjeneren skyndte sig ned til arbejdsværelset og ned til Elaina. "undskyld Fru, Frøken Astra læser og vil ikke komme ned nu," sagde hun nervøst. for hun ville jo ikke gøre hende sur men astra ville hun heller ikke gøre sur. kammertjeneren til astra var meget sød og ønskede ikke at skuffe nogle.

Hun så roligt op fra bogen og lyttede til tjenestepigen. Imens hun lyttede roligt til hende rullede hun indvendigt med øjne. Elaina kunne forstå sagtens forstå hvis det var et autoriteret problem med hende, eftersom hun var noget yngre end Astra, men ellers nej. Hun var og blev hertuginde og dermed mente Elaina at hun skulle respekteres. Hun gjorde trods disse kvoter for at beskytte lennet ikke for at ødelægge det. Elaina ønskede ikke at flytte sig, eftersom hun forventede at Astra ville modsige hendes ønske, havde hun brug for beviser som lå i arbejdsrummet. Derfor svarede hun blot ”Så send hende her hen, når hun er færdig med bogen” svarede hun roligt. Elaina havde umiddelbart ikke travlt da der endnu var mange informationer og forslag der endnu skulle skrives ind, så hun havde nok et par timers arbejde endnu og der burde Astra i hvert fald være færdig med at læse bogen. 

Kammertjeneren nikkede til Elaina og gik over til bibloteket igen. hun gik ind og nejede for Astra og bad hende gå til arbejdsværelset når bogen var færdig. Astra vidste godt at hendes bror ikke var hjemme og derfor skulle hun adlyde Elaina men det var ikke noget der frydede Astra. hun læste bogen roligt færdig. det var hun på 1½ time. hun lagde bogen og rejste sig op men skyndte sig ikke. hun tog sig god tid. hun stilte bogen på plads før hun forlod bibloteket. hun så på kammertjeneren der var kommet op fra vaskebaljerne med hendes kjoler. "vær rar at bring mig et glas rødvin når du har hængt mine kjoler op" sagde hun roligt og kammertjeneren nikkede og begyndte at gå op til hendes værelse. Astra stilte sig foran arbejdsværelset og bandede indenvendigt over at skulle adlyde et barn. hun var ældst hun burde ha ansvaret for lennet. ikke sådan et... et barn. Astra bankede på døren og lagde armende over kors og ventede. hun synes at denne Elaina kunne erstattes af folk der var meget bedre, højere rang end hun havde været før og var ældre. for 17 år var jo ingen alder for Astra. hun var klogere end Elaina og kunne nok derfor bedre tage ansvaret. selv om hun jo havde et alkohol problem. men det havde hun jo ikke indset endnu, kun hendes lillebror kunne holde hende lidt fra at drikke sig ihjel.

Elaina havde ikke tænkt på tiden, imens hun noterede de forskellige oplysninger. Først efter en tid begyndte at undre sig over at det kunne tage sådan en tid, men det var garanteret fordi Astra ikke ville lytte til hende. Elaina orkede ikke helt efter alt dette arbejde, at skulle overbevise Astra at dette ville være det bedste for lennet og dens indtægter. Elaina forsatte derfor arbejdet og forsøgte på ikke at blive for irriteret over at det kunne vare så længe at læse en enkelt bog.

Endelig bankede det på døren. ”Kom ind” sagde hun roligt, og så Astra komme ind i rummet. Elaina blev siddende bag arbejdsbordet. Elaina ville være tvunget til at forklare meget, fordi hun ikke regnede med at hun ville forstå det store problematik. ”Som De ved, har mørket resulteret i visse stramninger på lennet, og det betyder desværre også flere. Jeg har lige modtaget et brev fra din broder omkring handler han forsøger at foretage for lennet, men priser er steget på nødvendige vare for vores len. Derfor har jeg brug for at De spare radikalt på Deres forbrug af krystaller. Da vi simpelt ikke har råd til de luksus goder De ønsker” forklarede hun ganske roligt og en vis ro over hende. Hvis Hektor var der ville han nok blive forbløffet over den store tale hun kom med, men hun havde brug for Astras forståelse og samarbejde, og især hvis lennet skulle forsætte, som velhavende sted. 

da hun fik at vide hun kunne komme ind så åbnede hun stille og roligt døren og gik ind, hun stilte sig foran bordet og leviterede en stol over til sig og satte sig ned. hun satte sig med ryggen mod ryglænet og så ikke særlig begestret ud over at hun megyndte med at tale om mørket og lennet. hun løftede hovedet og så på Elaina der talte videre om at spare. Astra fik store øjne. måtte hun nu ikke engang leve som livet havde givet hende, rigdom. hun trak vejret dybt for ikke at fare op og slå i bordet. 
"og hvad vil De så ha jeg skal leve af? jeg skal vel ha mad og drikke så vel som De skal ha" hun mente nu mest hun skulle ha sin alkohol og det vidste hendes lillebror også at hun var blevet lidt afhængig af alkohol. hvilket jo ikke var syndt men efter at hendes far døde havde alkoholen været en trøst, men hvad vidste denne TØS om alkoholdens nydelse, hun vidste nok ikke engang hvad alkohol var. Astra lukkede øjnene kort for at samle sin vrede inden i og åbnede dem og så på hende. hun havde sådan lyst til at råbe op. at hun boede her først så hun havde mere ret til krystallerne og alt lennets ansvar mere end hende, men astra styrede sig pga hendes bror ord. selv om de heller ikke havde gjort hende glad. Astra så på Elaina og ventede på hvad hun ville sige men sagde så pludselig. "men jeg advare Dem, nok kan jeg styre min kjole forbrug, min mad, men min vin! den tager du.... undskyld DE, ikke fra mig" det var tydeligt hun ikke mente det De til hende denne gang. hun ville ikke meste sin vin. det som nærmest holdte hende i live. en af de få bøger hun ikke havde læst var læge bøger om alkohols dødelig effekt af for meget.

 Havde hun ikke flugt med i hvad der skete på lennet? Hun havde for længst foretaget mad kvoter. ”Astra der er mad kvoter for lennet. Hvad De selv benytter på fornøjelser skal der spares på.” Elaina undlod at kommentere drikkelsen, det burde kun nydes ved højtider, ikke ellers. Hun havde dog fået nys om at Astra også drak, heldigvis ikke så voldsomt som hendes mor. Elaina brød sig ikke om det, for hendes vedkommende var det ikke adeligt, samt det sendte et dårligt budskab. Elaina kunne fornemme irritationen fra Astra, og så tydeligt hvordan hun lukkede sine øjne og åbnede dem igen. Tænk at hun ikke kunne forstå logikken. ”Så vil De måske hellere ende som en bonde, fordi De har spist og drukket alle vores krystaller op” svarede Elaina, stadig med en vis rolighed i sin stemme. Indvendig fnøs hun dog af hende. Hvad bildte hun sig ind i at sige hende imod, og gå imod etiketten og omtale den vin som om den var livsnødvendig for hende. Astra måtte før eller siden acceptere at hun var hendes hertuginde, og hvis hun ikke ville lytte til hende, måtte Hektor forklare hende alvoren i at hun skulle tage bedre vare på hendes penge. 

Astra vidste godt at der skulle spares men hun ville få det virkelig dårligt vis hendes vin blev taget fra hende. hun så væk i irretation. hun så på hende med irreterende øjne da hun talte om at blive en bonde. hun rejste sig brat op og gik mod døren. "FINT! så siger vi det" kom der fra hende og hun åbnede døren. hun vidste det jo godt men hendes sans for rigdom var medfødt og hun mente at rigdom var noget man var født til og ikke noget man blev, og man mistede det heller ikke bare sådan lige.
Astra åbnede døren op og gik ud og ind mod bibloteket. hun hadede Elaina af mange grunde. et var det at hun troede hun var højere rang ind hende. ja hun havde giftet sig til en højere rang men det betød ikke at astra følte hun var højere rang.

nej  Astra havde ikke tiltro til andet end bøger. og da hun pludselig talte om at se i bøgerne konenterede Astra sig om bøgerne hun havde set på bordet og de lettede fra bordet og svævvede over til Astra som tog dem i hånden og gik mod bibloteket. hun kunne aldrig drømme om at skade en bog. heller ikke en regnskabsbog. Astra satte sig i en af de dejlig behagelig stole på bibloteket og begyndte at studere bøgerne. hun havde ikke sagt et ord til Elaina om bøgerne men læste dem igennem. måske hun kunne finde en udvej. men det eneste hun kunne se var at fyre tjenerne, men hun manglede at læse den anden store bog igennem så hun ville vente med at konkludere noget. lidt efter kom hendes kammertjener ind med hendes rødvinsglas og stilte det på bordet. Astra nikkede og tog den roligt og nippede til den imens hun læste. der måtte være en udvej et eller andet sted.

Astra sad længe og studerede bøgerne. hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men bøgerne talte jo sandt. hun bladrede flere sider igennem og kom kun frem til en måde de kunne få mad og vin på, sælge nogle dyr, eller lukke noget af lennet af. måske sige til tjenestefolket at de ikke kunne bo på lennet og derfor måtte bo hos dem selv til bedre tider. Astra tænkte voldsomt igennem og tog bøgerne op i hænderne og gik over mod arbejdsværelset og åbnede døren og gik ind. 
"der er mere end at fjerne vinnen vi kan gøre. vi kan feks lukke tjenestefløjen og sige de godt kan arbejde her men ikke bo her. vi kan sælge nogle af vores dyr i stedet for. Vi kan mange ting, men jeg vil forslå lukke noget af lennet ned og derfra spare varmen på de områder" sagde astra og lagde bøgerne på arbejdsbordet, hun så på Elaina for at se hendes reaktion.

Imens hun g værelset mere pænt og nydeligt, kom Astra igen med bøgerne. Elaina gik roligt hen til dem og lage dem på plads ved hylden. Hun lyttede hvad Astra havde af ideer, det var tydeligt at hun ikke ønskede at der skulle røres ved hendes fornøjelser. Elaina var ikke helt enig i at lukke tjeneste fløjen. Det ville nemlig betyde at de ville kræve en større løn, for netop at have et bedre sted at bo. Ellers ville det betyde at de skulle bo på gaden og Elaina var ikke interesseret i ilde lugtende tjenere. ” Det er gode ideer, men tjenesteflokkene bliver boende. Vi kan godt lukke noget af lennet ned, og dyrene har vi brug for. Hvis de skulle blive endnu værre med mørket så er de den sidste føde ressource vi har. ” forklaret hun roligt. Hun kunne godt lide denne Astra, det var en side hun ikke helt havde set før.  Hun kunne faktisk godt se hendes pointe, hvilket gjorde hende tilfreds, for de kunne altid diskutere hvordan de skulle få lennet på den rigtige kurs. Det var nok i bund og grund deres fælles ønske.  

astra tænkte ikke rigtigt på fornøjelserne lige nu. hun ville bare ikke blive en bonde. hun så hvor bøgerne stod så hun altid kunne se i dem igen. hun var heller ikke anderledes end før. men hun havde læst og hun lærte meget af at læse. hun var jo trodsalt en rigtig bogorm.  Astra så på hende da hun sagde at tjenesteflokken blev der, og dyrene blev der. hun havde jo ikke tænkt på alle dyrene. bare nogle af dem. Astra var dog glad for en af hendes ideer virkede. hun så over på bøgerne. "gæsteværelserne kunne jo sagens lukkes ned. vi har jo så sjældent sovene gæster" sagde hun roligt og vidste at bibloteket som log i underetagen ikke ville kunne lukkes ned for det første var det jo der nede. for det andet brugte hun det dagligt.

Elaina nikkede roligt, som Astra forklarede nogle andre steder der kunne lukkes ned, Elaina så overvejende på Astra, mest fordi hun overvejede at give opgaven videre til Astra. Hun så en passion i hende, og nu hvor tjenesteflokken var fredet så burde hun muligvis kunne stole på hendes evner. Måske det også kunne hjælpe til at få Astra bedre til kunne acceptere hende. ”Det kunne vi… Astra jeg stoler på Deres dømmekraft. Så hvis De har lyst, kan De tage denne opgave og sørger for det bliver fuldgjort, men jeg vil ønsker gerne en rapport der kan tillægges til regnskabet” spurgte hun roligt, med en anelse venlig tone. ”Jeg ser dog stadig, at vi forsøger at overvejer vores fornøjelser og kun køber hvad vi finder yderst nødvendigt. Hvis mørket skulle blive værre” forsætte hun, uden at anklage Astra, men blot have det i tankerne at krystaller var deres vigtigste ressource og derfor skulle de bruges med omhu. 

Astra var lidt forbavsert over at hun gav ansvaret til hende. hun så på hende og nikkede så. så rundt i arbejdsværelset efter en lille bod hun kunne skrive rapport ned i. hun så en blok med parpir i og gik over og tog nogle stykker parpir hvor efter hun gik over mod døren og så på hende. "jeg skal nok prøve at gøre mit bedste" hun åbnede døren og fik en tjeneste pige til at komme med til at lukke dørene af. hun ville gerne ha at hendes bror så hende som dygtig og klog. selv om hun ikke brød sig om at aflyde Elaina men hun kunne vise hun var klog nu. så hun begyndte at gå rundt på lennet  og skrev ned hvor mange rum hun valgte at lukke af.

Elaina forsøgte blot at smile, det var ikke noget hun gjorde så ofte, og slet ikke i denne dystre tid, men hun følte en vis sejr. Hun havde troet det ville være et større besvær at få Astra til se hvor nødvendigt det var for lennet at de sparede penge. Det var nok det faktum at de alle kunne risikere at leve som bønner. Selv Elaina ønskede ikke det. Hun nød at have sit eget soveværelse, og selvom hun var afhængig af Hektor var han ikke på samme måde afhængig af hende. Elaina fik ryddet det sidste væk, og arbejdsdagen havde været meget tilfredsstillende, selvom hun ikke havde sagt det til Astra så ville hun tjekke op på rapporten om det var noget som ikke skulle lukkes ned, som ikke skulle, men hun regnede med at Astra kunne klare opgaven godt. Derudover skulle hun også se om hendes beregninger for besparelserne ville være tilstrækkelige. Hun forlod rummet med en rar følelse i kroppen, hvorpå hun vendte tilbage til sine gemakker for at tage en velfortjent lur.