Det var præcist et år siden, at de begge sagde ja. Men for en dag som idag, virkede det ikke videre muntert.

Den fjerde plage var over hele landet, en massiv mørke hvor solens stråler ikke trænge igennem, hvor kulden herskede endnu mere end den havde gjort de tidligere vintre. Det var trænge tider for alle og bønder på lenet, led under dette men for alt hvad de havde været igennem, kunne de stadig bevare håbet.

Hektor så ud over muren på fortet, han havde en kappe over sig og stod med rank ryg, begge hænder bag hans ryg. Han mærkede den kølige vinter brise komme forbi hans ansigt og kærtegne ham, måbe ham i hans private tanker. Han så hen over landet, så langt øjet kunne række og betragte det, mon de ville kunne være i stand til at kunne høste jorden i denne mørke? Hvor meget havde hans undersåtter ikke lidt i alt den tid han ikke var her.

Han rystede på hovedet, lige nu var der andre ting han ville sørge for. Det var hans bryllups dag og han ville gerne glæde Elaina med hans fulde opmærksomhed. Hans bryllups gave til hende stod klar i hans arbejds-kammer, nu var det blot et spørgsmål om det rigtige tidspunkt.

Mørket havde bragt plagen til landet, men den havde bragt mørke over Elaina. Hun havde svært ved at forstå at hun nu havde boet her et år. Endnu havde hun ikke fået følelse af hjem, og sorgen var der stadig. Elaina følte sig endnu ikke tryg nok til at bearbejde den, så den var gemt væk. 

Elaina havde en elegant slank mørkeblå kjole på, samt et ræveskind omkring sig for at holde varmen, hun var blevet noget magre efter have spist så lidt den sidste lange stykke tid. Hun gik forbi Hektor, men stoppede og vendte om og gik ud til på muren. Hun trak skindet tættere på sin krop, da hun mærkede den kølige brise på hendes kølige hud. For alt i verden ville hun ikke bukke under for pesten, selvom livet ikke havde magen glæder, bar hun endnu håbet om at finde lidt lykke i verden. 

Elaina stod nu ved siden af ham, hun kunne se på ham at han var bekymret og sagde derfor betryggende "Vi skal nok klare den" Hun stod lige så stille uden en mine, hun vidste de stadig havde penge, hun havde trods alt fået gemt nogen væk fra resten af familien, i tilfælde af hvis der skulle blive krise. Endnu vidste Hektor intet om dette. Hun foretrak at holde kortene tæt på kroppen, selvom han burde være personen hun kunne stole på. 

Hektor så ned på hans unge hustru, han fandt et smil frem til hende, efterfulgt af hans varme ord "Det ved jeg, Elaina." Han så hen over landet igen for han kunne mærke det, fornemme den kommende tids kamp. "Det er mere de som er under os jeg bekymre mig for. De har lidt nok igennem de sidste ti år og nu dette mørke." Han rystede på hovedet som han afsluttede sætningen. Han rakte forsigtig en åben hånd ud imod hans Hustru, selv tanken virkede stadig fjernt og fremmede endnu. "Du ser henrivende ud den kjole" Han smilede varmt ned til hende, i dag var hendes dag og det var hans pligt at muntre hende op. Vinteren kastede endnu en brise forbi ham, men han lod sig ikke blive bidt eller hånet af den, hans fokus var hende.

Elaina var klar over at han bekymrede sig mere for dem, end hun gjorde. For ikke at startedagen på den forkerte fod, undlod hun at sige noget. Han burde kende hendes holdning, mente hun selv. Elaina havde jo gjort radikale ændringer på stedet, hun syntes selv at Hektor var alt for blød sød overfor dem der var under en, de skal vide hvem der bestemmer og især tider som disse. Elaina havde gjort således at der var meget stramme madplaner for hver person, også hende selv, for på den måde ville de kunne samlet komme igennem plagen. Elaina kunne godt mærke at hun skåret drastisk ned på maden, hun var blevet ganske tynd. Hun håbede ikke Hektor ville ligge mærke til det, for så ville han sikkert blive bekymret for hende, og det ønskede hun ikke. 

Hun bemærkede hånden, og forpligtende lage hun sin i hans. Det var stadig fremmet og akavet. Elaina havde og har intet forhold til denne mand, mon han overhovedet kendte til hendes favorit farve og bog. Tankerne om hvor godt han kendte hende blev revet væk da han sagde hun så henrivende. Et kort lille smil dukkede frem "Tak, min kære" svarede hun med en rolig stemme. For engang skyld bar hun en farvet kjole, i lang tid bevægede hun sig kun ud i sort. Hendes humør var ikke til andet, men det var trods alt deres bryllupsdag og det var ikke høfligt at tage en sort kjole på. 

Hektor tog imod hendes hånd og langsomt førte an, væk fra muren, væk fra den bidende kulde. "Jeg ved godt, at jeg ikke har været megen tilstede det sidste års tid Elaina. Det beklager jeg virkelig dybt" lød det roligt fra hertugen mens han fortsatte med føre an, en dør blev åbnet og han lod hende træde ind først, ind til en lille vagt stue hvor to soldater sad omkring et bord, han hilste kort på dem, inden han åbnede næste dør, der førte ud til en gang. Han vidste ikke meget om Elaina, en fejl fra hans egen side, han selv havde en ide om, at for at kunne lede, bonde som soldat, ville det være en god ide med at lære dem at kende, for bedre kunne forstå dem og på den måde, ville det være med til at styrke sammenarbejdet.

Han fortsatte så snart døren bag den var lukket "Så jeg fik en ide her til morgen." Ordene lød optimistiske, han selv bevarede det gode humør "Jeg kender ikke meget til dig og det er også sådan du har det med mig. Så jeg tænkte på, om du ville have lyst til, at bruge dagen på, at lære hinanden at kende?" Hans brune øjne så på hende, han virkede ikke nervøs og han var også beredt på hvis hun takkede nej.

Elaina lod ham føre hende afsted, hvor mon han ville føre hende hen. Hun nikkede blot, der var intet som kunne ændre fortiden nu. Elaina nikkede kort for hovedet til de soldater, de var garanteret nogle af Hektors venner, men hvad de lavede her var hun ikke klar over, men det skulle hun nok finde frem. 

Hun glinsende lidt øjne, lettere mistroisk overfor hans ide, alligevel var hun nysgerrig efter hvilken ide det var. Han ville lære hende at kende og omvendt. Elaina havde dog ikke helt humøret til at bruge så mange kræfter på det, men hun kunne fornemme på ham at det reelt var et ønske, og som en pligtopfyldende hustru nikkede hun roligt. Stadig noget afholdende. Efter plagen var kommet til landet, og alt var indhyldet i mørke, var Elaina blevet mere tilbagetrykken for alt og alle, og da Hektor ikke havde været her så længe. Havde hun ingen at gå til og det havde medført at hun var meget forsigtig og kold. 

Dette ville ikke være let, det kunne han godt fornemme og han kunne ikke bebrejde hende, tværtimod så forstod han hende godt, følelsen om at være fanget i et fremmet sted. Han fortsatte med at føre dem begge ned ad gangen "Så hvad med, at vi gør det til en leg. Du stiller mig et spørgsmål, jeg stiller dig et spørgsmål. Jeg skal nok svare så ærligt som det er mig muligt og du er velkommen til at spørge mig alt." Han åbnede en dør for enden af gangen, der førte ud til en nedadgående trappe, ned til den store tronesal.

Tronesalen var centrumemnet for hele fortet, man kunne komme rundt omkring alle steder på fortet herfra. I den ene ende var der to store døre af massive egetræ og forstærket med jern rundt om kanterne i midten af hver dør. Langs siderne af salen hang der flere malerier, nogle af dem var selv portrætter, andre var landskaber og få viste forskellige scener som taget ud af en bog mens der hang et banner imellem hvert maleri. For enden af salen var der to troner, af højt kvalitet design og træ, der havde set mange af de'Lacour slægten sidde på deres bløde puder. 
 Loftet i rummet var et stort maleri der viste hele krystallandet pyntet med blomster, træer og dyr mens de fire års tider gav maleriet de forskellige nuancer.

Hektor gik ned af trappen fra salens venstre side.

Elaina gentog ordene i hovedet *Vi gør det til en leg*, - Hvad troede han lige hun var, et barn! Elaina blev irriteret og nærmest arrig. "Jeg er ikke et barn længere..." svarede hun sammenbidt, og havde lyst til at slippe hans hånd og gå op til soveværelset. Hun ville bestemt ikke lege denne leg, Ela foretrak en naturlig samtale, selvom det kunne blive svært imellem dem, så var hun ikke til sådanne lege. 
Elaina var blevet derfor mere stiv i det, efter han havde nævnt at de kunne lege. Bare tanken om at han betragtede hende som et slags barn irriteret hende. Selvom det nok ikke var hans intetion med det, syntes hun selv der var bedre måde at forklare hvordan de kunne lære hinanden bedre at kende.  
Trods hendes irritation, holdte hun stadig hans hånd og forsatte med ham rundt i tornsalen. 

Hektor så på hende ved hendes kommentar, det fik ham til at bide læberne sammen. "Det var ikke sådan ment Elaina." "Godt klaret Matthew, virkelig god måde at bryde isen på!" tænkte han for sig selv. "Roland, jeg kunne godt bruge dit råd lige nu" kom det lavmælt fra ham selv, nok til at Elaina kunne høre ham. Han stoppede op ved et af maleriene for at betragte det. Hektor havde ingen problemer med at snakke med ordinære folk og han kunne finde ud af piske en deling sammen, selv folk af højere rang og andre adelig var ingen problemer for ham. Men når det gjaldt kvinder og at bryde isen, var han på bar bund, Roland var altid charmøren og damernes ven, en god wingman.

Hun betragtede hans ansigt, imens han bed hans læber. Et lille selv tilfreds smil kom frem inden i hende. Han skulle ikke bare tro at kunne tillade sig alt med hende. "Godt" svarede hun roligt, og tilfreds med hans undskyldning. Elaina kunne høre han hviskede til sig selv, alligevel opfangede hun det han sagde, og hun kunne ikke lade værre med at rynke bryn ved hans kommentar, *Hvem var Roland?* "Hektor, hvem er Roland?" startede hun med og så lidt køligt frem, før hun forsatte "Hvad skulle du også bruge hans råd til?" hun lød lettere kynisk, som en lidt højrøvet adelig kvinde. Men hun følte sig såret, såret over at være efterladt med sorgen, og at være så alene, at blive tvunget til dette ægteskab. 

Hektor så på hans unge hustru, så hvordan hun stod som en adels kvinde normalt ville gøre hvis de ikke var tilfredse med noget. Han tog sig til hagen, skægget var kraftigt og tremmet i morges. "Roland er en som jeg stod i lære sammen med, dengang jeg blot selv var væbner." Fortalte han, med en vis stolthed og glæde, men det gav ham en ide. Han så op på billedet igen, inden han spurgte Elaina "Hør, jeg har faktisk en gave til dig og jeg ville høre om du ville have den nu eller senere? Du behøver ikke, hvis du ikke føler for det." Han havde brugt lang tid for at sikre sig de rette folk og informationer omkring denne gave og ventet endnu længere tid på at den blev færdiggjort. Han gav slip på hendes hånd med en vis ro og så ind i hendes øjne.

Elaina så mistænktsom til, imens han tog sig selv til skægget. Hun nikkede roligt, men han svarede ikke på hvorfor han skulle bruge hans råd. Var det mon til deres samtale, hun kunne kun forestille sig at det kunne være det. Mon han var en bedre mand end Hektor. Selvom Elaina havde mødt mange mænd til diverse baller, havde hun aldrig mødt en som kunne gøre hende blød i knæene, ikke engang Hektor. 
Han fangede hendes opmærksomhed ved ordet gave, enhver kvinde elskede at få gaver og det gjaldt også Elaina. Hun sukkede inden i sig selv, skulle hun nu også til at bestemme det. Var det ikke rigeligt at hun tog sig af hele lennet. Kunne han da ikke bare være manden og tage beslutningen. "Jeg vil gerne have den nu" svarede hun roligt, med kort lille smil. Hun lod roligt sin egen hånd falde på plads ved hendes side, hvorpå hendes øjne fandt hans. Elaina begyndte at føle sig lidt ilde tilpas på den måde de stod på, men hverken på hendes krop eller ansigt kunne man ikke ane hvad hun følte inden i. 

Hektor smilede til hende ved hendes svar.

Han førte dem begge igennem tronesalen, via en dør i højere side af rummet og videre igennem ad endnu en gang. Han åbnede tredje på venstre hånd, ind til hans arbejdskammer.

Rummet var stort, det første man ville opdage var det store bord i midten af rummet, stakke af bøger og dokumenter så stablet omkring, diverse kort var der også på bordet og små brikker af diverse farver og former. Langs væggen ud til venstre var der reoler, de fleste af dem fyldt op med bøger af alverdens title, nogle hylder havde også små figurere der forstillet hvad end kunstneren havde kunne trylle frem. Til højre var der et stort vindue der kunne åbnes og gik fra loft til gulv, ud til en balkon. Ved venden af rummet var der endnu et bord, snare mere et skrive bord, med en stol bag den. Bordet var nydeligt og intet rod lå der, kun en fjerpen, et enkelt sterinlys og en lille kasse.

Hektor førte Elaina langsomt hen til kassen, var der flot udformet og det var tydeligt at se, at det var et smykkeskrin og at det var lavet med en elvers hånd og forkærlighed for at arbejde med naturen.

"Skrinet er blot hvad der gemmer på den rigtige gave." Hektor virkede både spændt og nervøs, som han overrakte hende den.

Elaina fulgte med ham, hvorpå hun blev ført hen til et skrivebord. Hun studerende skrinet nærmere med øjnene. Det var et utrolig smuk skrin, og hun som så mange adelige kvinder, havde hun mange smykker. Mon denne også indeholdt et. Hun nikkede roligt, og kunne ikke helt beslutte sig hvor meget af sig selv hun ville lade Hektor se. Hun havde det jo med at please ham og bare være pligtopfyldende, men nu havde han faktisk gjort en stor indstats. 
Elaina gik helt tæt på bordet og åbnede skrinet lige så stille, hvorpå hun så den smukke guld halskæde der var formet som hendes families symbol. Elaina kunne slet ikke tro, at Hektor havde tænkt den tanke. Det var virkelig sødt af ham, og hun forsøgte virkelig at smile oprigtigt til ham. Hun løftede halskæden op og opdagede at den kunne åbnes. Med sine små pietet hænder åbnede hun det lille smykke og så et lille hår tot. Det havde hendes farve, hun så hurtigt op på med lettere blanke øjne, da hun havde en mistanke om hvis hårtot det var "Er det Marius'?" Elaina kunne næsten mærke hendes stemme knække, men nægtede at græde, selvom det gjorde så ondt at sige hans navn. Elaina kunne ikke huske hvornår hun sidst havde sagt hans navn højt.  

Han så hvordan hun langsomt åbnede skrinet, hendes små hænder der forsigtig løftede gaven op. Han bemærkede hvor hårdt det tog hende at sige hendes afdødes bror. Hektor selv tog et par få skridt væk, for at give hende plads.

"Ja Elaina, det er Marius." Hektor svar på hendes spørgsmål var tunge af en byrde. Han så hen på det store bord, som han gik hen til, han lod en finger blot strejfe bordet mens han gik igang med en monolog "Jeg ved, at det hele gik så hurtigt Elaina og at jeg var manden der bragte de dårlige nyheder. Du fik ikke et ord indført omkring giftemålet og.." Hektor stoppede op kort, han vendte sig om, hvor at kunne sidde og hvile på bordet mens han så hen over imod vinduet og fortsatte "Jeg ved ikke hvordan du har fået taklet tabet over ham eller om du overhoved har endnu. Men... jeg vil give dig noget som du altid kan have ved dig, så når du har brug får styrke, har du et minde om dine rødder og at din bror altid er ved din side."

Han så hen på hende efter et halv minut "Jeg ved ikke om Marius har fortalt dig historier om hans tid sammen med Ulve koppelet men hvis du en dag vil høre nogle af de historier og om den person din bror var mens han var under min tjeneste, spørg du blot." Hektor var rolig og forsigtig om dette, men var klar på hendes reaktion, en varm person der kunne bære mere på hans skulder end nogen kendte til.

Elaina kunne mærke en klump i hendes hals da Hektor bekræftede at det var Marius' tot. Det var bizart at have hans hår i et smykke, men alligevel ikke. Elaina kunne ikke helt finde frem til om det var underligt. For den tot ville ikke bringe ham tilbage. 
Elaina stod helt stift, hun følte sig uden for sin komfortzone og derfor var hun ude af stand til at bevæge sig. Hun hade at Hektor så hende være sådan her, hun ønskede ikke at lukke ham ind, ikke endnu. 
Hun så op på ham, da han nævnte den frygtelig dag. Hun blev sammenbit igen, hvorfor i alverden nævne det.. "Jeg havde aldrig noget, at skulle sagt i den sag" svarede hun stift. Elaina vidste at det Marius og Selene der stod for den part. Hun kunne komme med indflydelse, men Selene var ikke til at rokke eller stikke i. Og hvis hun havde fået lov, var de aldrig blevet gift. Elaina rystede det af sig, for hun kunne se at han havde forsøgt på at være omsorgsfuld omkring valget af gave, og derfor blødte hun lidt op igen og svarede "Det er rigtig betænksom gave, tusind tak" et lille kærligt smil kom, som var nok det varmeste hun kunne give af sig selv, på nuværende tidspunkt. Hun fejede hans indirekte spørgsmål væk om hvordan hun havde bearbejdet sorgen, den del var hun ikke parat til at snakke åben om. 

Hun stod tavs i et øjeblik før hun svarede "Han har ikke fortalt meget" Elaina og ham havde aldrig delt disse historie. Når Marius var hjemme, var der hans hustru og børn han skulle tage sig af og hende og når de endelig havde tid alene, hyggede de sig blot foran brændeovnen med lidt saft og snakkede eller bare lå og kiggede mod loftet. Elaina elskede den varme stilhed der altid var imellem dem. Elaina så ned i gulvet, det var på nippet for at blive for meget for hende. Hun ville ikke græde og i et stykke tid stod og koncentrerede sig om at holde facaden.  

Han holdt blot masken men inden i, var han selv splittet, for hun gad ikke dette men han måtte gøre noget for at sikre sig hendes beskyttelse og det var hvad han fandt frem til. Hvis ikke for Isari, hvordan kunne han så ære Marius?
 Masken krakelerede lidt, da hun takkede ham med et smil fyldt med varme "Det er da en start" tænkte han selv.

"Tag den tid du har brug for Elaina. Du kan bare opholde dig her inde hvis det er. Jeg får fat på tjeneste folkene og sørger for at, aftensmaden bliver klar." Hektor rejste sig op fra bordet, så han stod med rang ryk igen. Han så hen på Elaina igen inden han gik hen imod døren, hvor han stoppede kort op "Det er din dag, du bestemmer hvad der skal ske. Har du nogle ønsker til maden?"

Elaina syntes ikke der var andet end tid, men det hun inderst inde ønskede var noget kærlighed, men Elaina havde ikke evnen for at sige det og ville bestemt ikke være så sårbar. Hun vendte ryggen imod ham og så ud af vinduet, det ville være okay tilbringe nogen tid her, før hun ville tage et bad og gøre sig noglelunde pæn til aftensmaden. 

"Noget enkelt, husk på vi har vores kvoter for meget der må tages" svarede hun roligt, hun havde endelig fundet tilbage til roen i hendes krop, så hun helt kunne holde masken for ham. Og selvom det var deres bryllupsdag så nægtede hun at mad skulle gå til spilde og mad var kostbart disse tider. 
Elaina så ud i mørket og tilbage på halskæden i hendes små hænder, det var stadig så uvirkeligt for hende at han ikke var her længere, hvorfor skulle han også dø. 

Hektor nikkede ved hendes ønske. Noget enkelt sagde hun, han kunne ikke lade vær med smile som han forlod rummet. Han forstod godt hvad hun mente og det var vel nok også klogest at holde kvoterne.

Han tog sin tur igennem fortet, nogle af tjeneste folkene var igang med at støve af mens andre var i færd med at rydde op, et par tomme flasker var nok til, at fortælle efter hvem. Han fortsatte ned til køkkenet, hvor kokken var igang med at tælle op og sikre sig at det hele stemte efter Elainas plan. Hektor bankede pænt på dørkammen, for at signalere hans ankomst.

"Ah, jeg kan se at du er igang med at efterstræbe hertugindens ønske æret kok." Hektor smilede blot mens kokken vendte sig om, en stor mand, specielt rundt om livet men de arme var ikke for sjov, der var en grund til at Hektor ansatte ham. Kokken var den stille type, en mand af få ord, faktisk var det meget sjælendt at han overhoved talte men han var ikke fjendtlig af sig.
"Kan de sørge for aftensmaden er klar inden for den nærmeste tid? Noget enkelt og inden for fruen af fortets anbefalinger." Hertugen ville ikke ønske at se hvordan vred hun kunne blive. Kokken nikkede kort efterfulgt med et grynt, det måtte betyde ja. Som Hektor skulle til at forlade rummet, spurgte han "Kan de sørge for, at maden bliver bragt til pejsestuen? Alt den formaletit kan være trætsom og jeg trænger til at koble fra. Og hvad end de føler af drikkelse æret kok"

Hun hørte hans skridt forlade rummet. Hun lukkede øjne og forsøgte at bevarer roen, men Hektor havde rodet op i nogle minder hun havde ellers havde gemt langt væk. Det hjalp at have dem lukkede i nogle minutter, før hun selv bevægede sig ud af rummet og hen til baderummet. Tjenestefolkene havde allerede gjort det klart til hende. To tjenestepiger forblev for at tage vare på hende, de begge hjalp med at få hendes kjole af og underklæder. Hvor efter hun roligt gled ned i karet atter lukkede hun øjne og lod sin indsnuse det søde duft de havde saltet vandet med. Elaina blev roligt skrubbet af pigerne. Elaina så ned hendes magre krop, man kunne snart ane hendes ribben, men hun var ligeglad de skulle alle klare sig igennem plagen, så meget bekymrede hun sig alligevel for tjenestefolkene selvom hun var yderst grov til tider, så var hun sikker på at de havde stor respekt for hende. 
Efter de havde skrubbet hende, fandt de en anden kjole frem til hende. Elaina sad lidt i karret i et par minutter endnu før hun rejste sig og lod tjenestepige svøbe hende i håndklæder. Elaina fik hurtigt kjolen på, det var for nyligt blevet lavet så denne sad faktisk rigtig pænt på hendes krop og tæt, ikke ligesom nogle af hendes andre kjoler som var blevet løse i det. Hendes hår blev opsat i en flot knold. En tjener bankede på døren og sagde "Nådig frøken, maden bliver serveret i pejsestuen" Elaina nikkede. Hun salte sig foran spejlet og så endnu en gang på det smykke hun havde fået af Hektor. Hun tøvede lidt om burde tage det på, men besluttede sig alligevel for at gøre det. Så ville han da vide at det betød noget for hende, men den bragte følelser frem. Hun trak vejret dybt da den kom på, den klædte hende, syntes hun selv. Elaina var nu klar til middagen. Hvorpå hun forlod baderummet og fandt vej til pejsestuen. Hektor var endnu ikke ankommet. Så hun satte sig roligt ned i sofaen tæt på pejsen og betragtede den rolige ild.