Der var gået mindst et par uger siden Ysara havde mødt Adriel. Stadig var hendes minder tågede og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun var nu ude på egen hånd igen, Ude på landevejene for sig selv, trods hun godt vidste hvor farligt det var med det stigende antal banditter og andet ubehageligt derude i mørket. Men hun kunne i det mindste blive usynlig igen, så hun stolede på sin egen dømme- og handlekraft. Hun burde nok kunne klare sig.
Derfor var hun ikke synderligt bekymret da hun hankede op i sin rygsæk og slentrede ned af vejene mod syd. Bare for at få en smule mere varme end hvad mørket tillod heroppe nordpå. Hun kunne nok have sagt sig selv, at der ville være banditter og da hun hørte et kvindeskrig længere væk blev hun automatisk usynlig. Men hun kunne ikke lade være med at gå tættere på hvor tre banditter var godt i gang med at forulempe en kvinde, til hvilket Ysara blev yderst utilfreds og vred. Hun sneg sig tættere på den ene af dem og gav ham et velrettet spark lige i nossepartiet. Han skreg og hun blev synlig. Det så ud til at de var mere kamperfarne end hende dog. 

Vingerne reagerede før hun vidste af det og sendte hende flyvende af sted i luften i høj fart. Der var pisse koldt, hun tabte rygsækken og hendes øjne rendte i vand som hun bare fløj af sted uden den mindste kontrol.
Til sidst begyndte hun at synke ned af. I al for høj fart. Hun gav et mindre hvin fra sig da hun fik øje på træer der var alt for tæt på, men hun nåede ikke engang at reagere beskyttende over for sin egen krop da hun væltede ned gennem trækronerne og så lidt videre. På et tidspunkt sad hendes ene vinge fast imellem nogle grene og den gav sig med et sygeligt knæk.
Da hun landede var hun sikker på at skulderen også fik sig et meget hårdt slag. Det samme med hovedet. Foruden det fik hun øje på en noget malplaceret solid gren der havde stukket sig gennem siden på hende. "Flot.. Virkelig flot Ysara," hendes anstrengte mumlen døde ud til fordel for et udbrud af smerte.

Det var ikke tit Rhovandír tillod sig selv at få en fridag, på trods af at det var okay for Toorah at han tog nole dage fri, havde den røvblonde elver aldrig brudt sig om at dovne alt for meget og ville ofte finde sig rastløs. Det var da også vad der var sket på denne hans fridag hvor han havde brugt en god del af dagen på at hjælpe de ældre elvere med at bibeholde varmen i deres hjem. Masser af mos var også blevet samlet, pakket i en kurv han havde på armen mens han roligt gik for sig selv i Lindeskovens dybder, skrabende sne og is væk rundt omkring nær træer for at finde så meget mos som det var muligt. 
Det var da at han hørte en masse grene knække at han stoppede op og så sig omkring " Hvad i..?" Var de under angreb? hvorfor havde spejderne ikke alarmeret? Det kunne vel ikke være Toorahs værk? 

Han havde nær forsøgt at påkalde de nærmeste fugle da den knotne falk der havde knyttet sig til ham sidste vinter, slog ned på en gren nær ham. " Hvad sker der? Hv... Fremmed fugl.. Fremmed stor fugl..? " Han rynkede brynene mens han forsøgte at forstå sammenhængen i hvad falken fortalte ham. En fremmed stor fugl var styrtet.. Var det eneste han umiddelbart kunne forstå, men det var nok for ham som han bad falken vise vej, hvilket den også gjorde. 

På en ikke alt for hensynsfuld måde, idet den landede på 'fuglen's vinge der bestemt ikke så rar ud.
Imens tog Rhovandír sig i at løfte brynene, aldrig menes han at kunne huske at have set en engel, eller halvfugl, før. Fascinerende.. Men hun var da vidst godt på afveje? " Halløj De der..?" Han tiltede hovedret kort inden han stillede kurven fra sig og løftede armen, signalerende til falken at hvis han ville noget kunne han flyve over og sidde der. Hvilket rovfuglen da også gjorde om end ikke før den lige havde sendt et sidste suspekt blik til englen.
" Det må de Undskylde, har De brug for hjælp?" Hans blik fæstenede sig på grenen der havde spiddet hende, overvejende om han skulle tilkalde en healer til stedet eller om det ville være muligt at helbrede uden alt for mange skavanker til de indre organer.

Der gik ikke meget længe før der kom lyde i baggrunden. Ysara kiggede mod lydene mens hun skar tænder og var totalt anspændt. Den ellers let brune farve hun havde i ansigtet var blevet totalt bleg da en fugl besluttede sig for at lande lige på den brækkede vinge. Hun kneb omgående øjnene sammen og bed et skrig i sig. "Av, for.. Av!" idet hun forsøgte at løfte sin højre arm for at vifte fuglen væk lød der et lille knas fra hendes skulder og hun besluttede sig for at stoppe alle bevægelser meget brat. Det gjorde ondt nok til at hun var lige ved at kaste op af smerte. Eller besvime. Og det blev det bare ved med.
Hans signal til falken til den til at lette, men den skubbede stadig af fra hendes beskadigede vinge og hun vendte kort det hvide ud af øjnene mens perler af koldsved dryppede ned ad nakken og panden på hende. 

"Nej slet ikke," sarkasme klædte hende ikke, men det røg bare ud af hende og med det samme blev hendes blik undskyldende. "Undskyld, jeg mente jo.. Ved Zaladins rådne nosser," igen røg det ikke så kønne sprog ud af den lidt for pæne kvinde. Hun gad sig selv en dumflad med det samme. "Jeg... Jeg kunne godt måske bruge en... En lille hånd.. Bare lige.." hun kom nu til at kigge ned mod grenen der havde spiddet hende og det var som om at det var dråben der fik bægeret til at flyde over, da hun endnu en gang vendte det hvide ud af øjnene før hun ud som et lys.

skovelvere kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn ved det noget så farverige sprogbrug der kom fra kvindens læber. Inderst inde glad for at de var så dybt i skoven at ingen elverunger rendte rundt og kunne høre kvinden, og dermed tage ved lære af det sprogbrug. 
En dæmpet elvisk ed forlod ham idet hun besvimede, højest sandsynligt af smerten. Det var i al fald hans bud. En strimmel stof blev revet fri af hans kofte mens falken brokkende bevægede sig rundt på ham. Flere eder fulgte indtil han havde fået fuglen til at stå stille nok til at han kunne binde stoffet om fuglens ben. " Healernes hus. Find hjælp. Vis vej. " Han løftede formanende en finger mens han sikrede sig at ordene var fæstnet i falken, og forhåbentligt havde fået den til at forstå, inden han sendte fuglen af sted igen, ind mod Elverly.

Han så kort efter falken inde han tog kvinden  og grenen i bedre øjesyn. Forsigtigt prøvende løftede han i hendes tøj for at sikre sig at grenen ikke var knækket inde i hende. Umiddelbart så det ikke sådan ud, så han tog et bedre greb mens han rejste sig op og forsøgte at lempe hende så skånsomt ud af grenens tag som muligt. " S-såh.. Kan De høre mig? Hej..?" Kom det pustende ud mens han stadig forsøgte at få grenen ud af hende, forsøgende at skabe kontakt til hende. Et pludseligt englelig i Elverly ville uden tvivl give meget papirarbejde, noget han personligt gerne så sig selv foruden.

Ysara begyndte først at vågne op da elveren talte til hende og hun kom fri fra grenen. En svækket hoste undslap hendes krop før ild begyndte at brede sig, underligt nok udelukkende der hvor hendes skader var. Baghovedet, der hvor grenen havde spiddet hende, vingen og skulderen. Ved de brækkede knogler var det end ikke ild, men nærmere huden der glødede op. Tøjet blev kun lidt ødelagt ved såret fra grenen. Men hun var meget varm at røre ved og som hun spærrede øjnene op var der også ild der hvor hendes øjne ellers normalt var funklende brune. Hun var stadig ved siden af sig selv, lige ind til hun væltede ned på skovbunden igen, da elveren noget brat gav slip på hende.

Heldigvis landede hun ikke på grenen igen, men hun var da vågen nok nu, til at vingerne på magisk vis forsvandt ind i ryggen på hende og hun satte sig op. De brækkede knogler havde taget sin del energi at heale og hun var ekstremt træt nu. Nærmest ude af stand til at bruge musklerne i sin krop ordentligt, andet end ved at sætte sig op og kort tage sig til hovedet. Hendes vejrtrækning var en smule irregulær, men ellers var der kun blegheden tilbage at spore fra de skader hun før havde fremvist. "Pyha.. Det var.... Ubehageligt," hun kiggede mod grenen, lettere forstyrret over den. "Øhm.. Jeg beklager at jeg sådan dumpede ned her? Er det her elverterritorie. Jeg har godt hørt om, at der var et sted hvor man helst skulle melde sin ankomst på forhånd," og det var naturligvis Elverly hun talte om, hun huskede blot ikke navnet selv.

Det var vidst en underdrivelse at sige at han var blevet forskrækket da kvinden pludselig stod i flammer. Et var et lig. Men et brændende lig!? Var hun en fønixfugl eller hvad skete der lige? Han havde straks sluppet sit greb i hende, hvilket han fortrød i næste øjeblik, bange for at hun pludselig kunne gå grassat, men hun så nu ud til at ligge ganske stille og roligt. Han betragtede agtsomt flammerne og de ildfarvede øjne, indtil det hele syns at forsvinde igen og ingen spor af skader synes at være at finde på hende.   
" Er De.." Hans stemme knækkede kort over, hvilket fik ham til at rømme sig, en smule rød i ørespidserne. " Er De vel? Kan De rejse Dem op..?" Han rakte spørgende en hånd ud efter hende, ignorerende resterne af det skadede træ; han kunne jo ikke gøre noget ved det lige nu hvor det var vinter og i en form for dvale, men når foråret kom var det tid at lappe skaden sammen. 

En nikken forlod ham idet han kom i tanke om at hun havde stillet ham nogle spørgsmål. " Ja, De befinder Dem i Elverly... Hvis vi hsvde vidst De ville komme kunne De have fået en bedre landing og været ude af risiko for en pil i vingerne fra spejdere. " Han smilte skævt, idet mindste var der ingen spejdere der tilsyneladende havde st styrtet ellers ville de være der nu. 
" Typisk kommer beskeder om kommende gæster direkte til Skovfortet, ellers holder spejderne udkig... Selvom dem der har vagten nu tydeligtvis slækker på den. " En kort rynke dannedes over hans næseryg, tydeligt utilfreds med sikkerhedsforanstaltningen lige der.
" Andre gange igen kan Toorah, vores leder, selv sende spejdere eller delegationer ud for at modtage gæster der ertrådt over grænserne. Men det sker sjældent. "

Ysara var en overraskende let person, så da hun tog imod hans hånd for at blive trukket op på benene, ville det være ret så nemt for ham at få hende op. Men hun var bestemt ikke stabil nok til at forblive stående så hun begyndte med det samme at læne sig op af et andet træ. "Jeg tror ikke jeg skal gå nogen steder lige nu i hvert fald," hun skulle lige sunde sig lidt. Hun var voldsomt træt. Helt drænet for energi og komplet udmattet. "Huh, så var jeg vidst heldig.. Jeg har et meget dårligt forhold med pile," hun var blevet skudt ned af dem flere gange før. Tilbage dengang hvor hendes skader ikke bare healede sig selv. Hun havde også stadig ar derfra. "Øhm... Forresten.. Jeg er ikke adelig eller sådan noget.. Så De behøves ikke være så høflig. Faktisk tror jeg.. At De er højere stillet end jeg er," med de ord smilede hun varmt til ham og mærkede efter på barken af det træ hun lænede sig op af. Elverly. Sådan en elverskov. Hun havde ikke rigtig været i skove før, det var mest ørkenen hun forstod sig på.
"Sååh... Jeg burde måske bare gå nu?" hun skulle lige til at gøre alvor af sine ord da hun kom i tanker om det. Rygsækken. ALT hendes proviant lå deri. Og det ville tage dage at finde den igen. Tanken alene fik hende til at tage sig til hovedet med et dybt suk. "Og her gik jeg og troede at min dag godt kunne blive værre.. Skide banditter," hvad mon der var sket med hende kvinden? Hun lå sikkert død eller hårdt kvæstet derude. Og hvis hun overlevede ville hun nok have dybe ar på sjælen.

At hun var så let som hun var kom lidt bag på Rhovandír, men han viste ikke de store tegn, betragtede hende istedet årvågent, mens han lyttede.. Delvis til hvad hun havde at sige, delvis efter eventuelle farer, fødder mod den frosne jord og sneen, eller småfugle. Han slap hendes hånd og tilbød hende istedet en skulder hun kunne støtte sig til.
En hovedrysten forlod ham. " Jeg ved ikke hvad I me... engle mener er højere stillet, men jeg vil ikke vove at påstå at jeg selv er højere stillet." For første gang kom antydningen af et smil frem på hans læber. " Mit navn er Rhovandír.. Jeg er spejder... Og er læremester til en enkelt dovenrad af en elev. " smilet blev til en mere grimasse. I det mindste behøvede han ikke bekymre sig om at få sikret sig at Renael overholdt træningen han var blevet stillet, ikke i dag. For i dag var hans hviledag.

" De..Du kan gå, men du kan også blive. Jeg tror et hvil og varme vil være godt for dig til at komme ordentligt til hægterne igen, men hvi du bliver i flere dage melder jeg dig til fortet. " Det var ikke en trussel, mere en sikkerhedsforanstaltning hvis der skulle ske noget. 
" Banditter? Hvor så du de banditter? " En hånd blev rakt ud frem forbi hendes ansigt, som for at stryge usynligt hår væk, men det var ikke det han rakte ud efter med hans pegefinger, nej istedet landede en lille topmejse landede på hans hånd. Roligt trak han hånden til sig hvor den ivrigt kvidrende fugl tillidsfuldt hoppede over på hans skulder, hans grønne øjne vendte tilbage på kvinden, nysgerrigt betragtende hende. " Overfaldt de dig, og du flygtede men blev for kold eller hvordan..? " Det kunne nok give en bedre afklaring af hvordan hun var endt der i Lindeskoven, for det var bestemt ikke normalt at se nedstyrtede engle i skoven.

Ysara måtte lige kort blinke et par gange da han kaldte hende en engel. Hun var stadig slet ikke vant til det med at være en engel. Bare tanken om at have været død var ekstremt ulækker og ubehagelig. "Mit er Ysara.. Og De er højere stillet. Jeg er bare en gøgler.. Og nu også en engel," hun trak let på skuldrene og støttede sig op af hans da han tilbød det. At være en spejder var et langt mere fast job end at være en gøgler - samt tyv - og det kunne Ysara godt respektere.
Det lød helt voldsomt at skulle blive meldt til fortet så Ysara nikkede bare langsomt og forstående til den del, overbevist om, at det nok var bedst bare at blive én dag. Måske købe sig til rationer herinde? Hvis elvere da handlede med krystaller.

"Jeg så dem på landevejen. Og de overfaldt mig ikke," hun huskede hurtigt tilbage til det, og grinede akavet. "Jeg så de var i gang med at overfalde en anden så jeg gik hen til den nærmeste og... Ehm.. Jeg sparkede ham, der hvor man får mænd til at synge meget skingert hvis man rammer hårdt nok," hun var lidt akavet over at sige sådan noget. Men det var jo heller ikke der var den største pointe med det hele. "Og da han så blev vred, begyndte jeg bare at flyve rent instinktivt og tabte alt mit rejsegrej.. Jeg har ikke haft de her vinger særlig længe," hun skulle til at lave en hentydning men vingerne var her jo ikke lige nu.

( afsluttet grundet mangel på kreativitet/inspiration/energi til at tage mig sammen her OTL)