Natten var gået og Rosalind havde nydt søvnen i armene på Adrien, manden der havde reddet hende dagen før fra nogle uhumske mænd der prøvede at begribe sig på hende. Hun havde dog fundet tryghed der i hans arme og hun vidste hun var sikker gennem natten med ham ved hendes side.

Stille begyndte daggry og Rosalind vågnede stille og roligt. Dog føltes rummet tomt. Hun vende sig om på sin side og normalt ville hendes øjne møde Adriens, men han var ikke at se. Hans arme var ikke omkring hende og hans bryst ikke mod hendes ryg. Hun så rundt i rummet og lod hendes øjne glide søgende rundt efter ham, men alt hun få var hans oppakning, bue, pilekogger og hans sværd. Rosalind ville havde været gået i panik hvis det ikke havde været der. Men hun tog det stille da det lå der. Han var nok ude og gøre et eller andet ærinde og hun skulle vel også lige stå op.
Rosalind rullede halvt ud af sengen med et smil på sine læber som hun smed benene over kanten og gik mod skabet hendes tøj og oppakning selv lå i. Hun tog fat i sin ene taske og hev en lille børste frem og satte sig så hen på stolen hvor hun sad en smule og børstede hendes skuldre-længde rødbrune hår igennem mens hun stille reflekterede over hvad skæbnen på denne dag holde inde for en pige som hende. "Snart er du fri Rosalind. Snart. Idag er dagen hvor Adrien hjælper mig fri fra mine forældres klør og adelen."
Børsten blev lagt stille på bordet og Rosalind undrede sig lidt over hvor Adrien var blevet af. Måske var han gået ud for at få noget frisk luft tænkte hun og slog negative tanker ud af sit hoved mens hun begik sig mod skabet igen. Hun kunne høre folkene i kroens værelser som forlod kroen, dørene der åbnede sig og lukkede sig.

Hun kiggede hen på nogle af de få tøj genstande hun havde kunne nå at pakke dagen før da hun stak af hjemmefra. Det var ikke den mest overdådige pakning med silke kjoler og smykker, hvilket var til Rosalinds glæde. Hun ville helst bare være fri for at den pynt og havde derfor kun taget med hvad hun selv kunne li. På en bøjle han hendes lyseblå kjole fra dagen før, men da den ikke var vasket tog hun den af og lagde den i sin taske hvorfra hun hev et sæt af en hvid skjorte og et par neutrale bukser op som hun tog over sig. Hun overvejede at tage en blå overkjole på, men var ikke i humøret til det.
På kroens gang kunne hun høre nogle fodtrin nærme sig døren og hun kunne så høre dørens håndtag blive trukket ned som hun sad på stolen med en overkjole som hun overvejede at tage på. Hun så mod døren og hun var lykkelig over at se hvem der kom ind som et uskyldigt smil lå på hendes læber.

Adrien var altid typen der stod op lige efter solen. Det var ikke anderledes i dag, men det var meget anderledes at han var vågnet op ved siden af en køn kvinde som Rosalind. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes sovende ansigt foran sig, men det forblev så også ved det, da han forsigtigt kravlede ud af sengen, fik noget tøj på og gik ned i krostuen for at få sig noget morgenmad. Samtidig betalte han også for noget til Rosalind og efter at have siddet i længere til i krostuen gik han op med en skål mad og noget vand til hende. Da han åbnede døren og så hende, lyste han op i et kækt, morgenfriskt smil og gik ind hvorefter han lukkede døren efter sig. "Bukser og skjorte? Godt valg, det er det mest praktiske at have på når man er derude," han gik hen til hendes seng og placerede skål og krus på natbordet.

"Det klær dig forresten. Det giver et mere frisk pust til dig.. Jeg kan li' det," han sendte hende et skævt smil og begyndte at spænde sit våbenbælte om livet. Han ville helst være klar til at rejse væk snart, for folk havde talt om de ækle voldtægtsmænd dernede. Hvilket også var grunden til at han havde taget mad med op til Rosalind. Så kunne de undgå folk i krostuen.
"Hvad siger du til at vi tager af sted så snart du er færdig med at spise og har fået pakke dine ting?" Adrien var et stort smil nu. Bare det at se Rosalind sidde der med sit smil var nok til at gøre hans dag så meget bedre, endda selvom den i forvejen var god. Han burde have haft bekymringer om hendes sikkerhed derude: Hvorvidt han ville kunne beskytte hende nok - men Adrien var ikke typen der pakkede dem han kunne lide ind i vat. Han fandt det faktisk ret frastødende, det at være overbeskyttende. I stedet var han en mand der mente at frihed var det bedste man kunne opleve. Om man så døde tidligt eller ej.

Rosalind der sad på stolen og så den altid flinke og rare Adrien komme gående med mad til hende var lykkelig over det ikke bare var en drøm. Hun havde set hans våben og tegnene på han var der, men det bragte en sikkerhed til hendes hjerte hun var lykkelig over at havde i sit sind.
"Tak." svarede Rosalind og rødmede en smule. Det var ikke alle der bare kunne få hende til det, men noget omkring Adriens tale måde og generelle charme bragte bare det røde frem i hendes kinder. Hun lagde underkjolen fra sig og kiggede skråt på maden som hun begyndte at spise. "Det lyder som en henrivende ide." hun spiste en smule hurtigere og kunne godt fornemme at det nok også bare var bedst at komme afsted hurtigst muligt.

Som skålen var ved at være tom for mad lagde hun den fra sig og så hen på Adrien "Tak for mad er vel på sin plads at sige?". Hendes smil var kækt og hun rejste sig så for at gå til skabet. Her var tøjet hun havde fået taget med sig og alt andet hun fandt vigtigt som bare var i en mindre taske. Hun tog et enkelt ekstra sæt tøj og lagde det i tasken. Resten lod hun bare ligge i skabet som hun dernæst lagde sin taske med sin oppakning på bordet. Hun havde efterladt så meget tøj i skabet at de fleste kvinder ville dåne over synet af at hun overhovedet ejede så meget, men hun var rimelig ligeglad. Hun ville ikke være fin og den eneste grund til hun havde så meget var grundet tvang fra hendes familie. Hun gik hen til vinduet hvorved hendes violintaske stod og hun tog den godt ved hanken og vende sig om mod Adrien med et lille smil og blide øjne "Skal vi komme afsted?" hun gik hurtigt hen tog sin oppakning og som han lige skulle til at svare hende på om de skulle komme afsted gik hun hen og stod hurigt på tær. Hun gav ham et nænsomt kys på kinden og sagde bare: "Godt så" og gik mod døren.

Mens Rosalind spiste sin mad, fik Adrien pakket det meste af sin oppakning ned og var i færd med, at studere linjerne i hendes ansigt da hun var ved at være færdig med sin mad. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over at hun havde rødmet. Det så virkelig kært ud når hun gjorde det. "Det var så lidt. Selvom det nu ikke var mig, der lavede maden. Havde det været det, ville det nok heller ikke have smagt så godt," der var vidst ingen skam i at sige, at Adrien var en jæger, ikke en kok. Han havde ikke en tone i livet og hans mad var kun lige god nok til at holde folk ernæret. 
Han hævede let et øjenbryn ved synet af hendes garderobe samt hvordan hun udelukkende tog et enkelt ekstra sæt tøj ud til sin oppakning. Resten blev efterladt. Dyrt, dyrt tøj. MEGET tøj. Men for Adrien var det lige så ligegyldigt, som det var for Rosalind. Det var jo blot tøj. Og der var sikkert andre mennesker der ville få masser af glæde af det.

Før han nåede at svare ja til Rosalinds spørgsmål, kom hun helt hen tæt på og kyssede ham på kinden. Det var kort som om at hans verden gik i stå mens hun gik videre hen mod døren. Hans hånd røg uvilkårligt derop. Der hvor hun havde kysset ham. I starten stod han bare sådan, men så gled der et virkelig lykkeligt, drenget smil over hans ansigt og han hoppede nærmest på stedet, før han fik stoppet sig selv. Det var lige før han var gået hen og var blevet helt pinlig. "Ja.. Jo, ja, vi skal afsted," han snublede over sine ord og fulgte efter Rosalind hen mod døren, rød i kinderne og stadig med det lidt drengede, glade udtryk i ansigtet.

Med hendes violinkasse og oppakning bevægede hun sig ned af kroens gange. Hendes hage var hejst mod sky og hun var i et sådan glædens humør at alle hun passede lignede sorgmodige bedemænd. Hendes øjne funklende med lykke og tankerne om frihed og et liv udenfor Hovedstadens grå og triste mure gjorde hendes hjerte varmt, men dog var det tankerne om at gøre det hele sammen med Adrien der bragte hendes udstråling frem.
Hun så sig tilbage og var glad for at han var med. Ved kroens dør så hun hen på krofatter som hun kastede nøglen til værelset til. "Tak for denne gang." hendes hår fløj om hende som døren gik op og lydden fra byen blev kastet ind i rummet.

Hun gik ud i gaden og så mod Adrien og så mod hen af hovedgaden. "Så.... Nord eller syd? Hvor starter eventyret?" sagde hun og smilede med hendes udstråling fremme. "Hvor føre du mig først hen? Bjerg, fjord, skov? Du føre bare an." sagde hun og tog blidt mod hans ene hånd. Hun havde følt hans nærvær og frygtede ham ikke. Hun havde kunne mærke siden de mødtes hvordan han, ligesom hende, havde frygtet at bryde ind i den andens private sfære, men nu havde hun brudt den og hun havde åbnet den op så han kunne være del af hendes liv uden at skulle frygte at hun havde noget mod ham.
Så der stod hun med hans ene hånd blidt i sin og kiggede mod syd og så mod nord. Hvor ville han bringe hende?

Adrien kiggede kort mod krofatteren der tog nøglen, som Rosalind havde kastet til ham. Han sendte et forhastet smil i mandens retning og fulgte derefter hurtigt med Rosalind der virkede virkelig frisk og glad. Det smittede af meget kraftigt. Hvem end der var rundt om dem lyste nærmest op ved synet af så glad en pige, og Adrien selv kunne heller ikke undgå at lyse op som alle andre, især da hun tog hans hånd. På den ene side gjorde det ham glad, på den anden side fik han sommerfugle i maven og... "Adrien, stop nu!" skreg hans indre. Sidst han var faldet for nogen var enden ikke den gode slags. Men det her føltes bare så... Rigtigt!
"Skal jeg lede an?" selvom hun lige havde sagt det, kunne han ikke lade være med at spørge. Han tog sig derefter hurtigt sammen og begyndte at gå mod byporten.

"Skal det være en overraskelse? Eller vil du gerne vide det nu?" ligegyldigt om hun svarede det ene eller det andet, gik han mod byporten og da de først var ude af den, begyndte han at gå mod syd. Han havde været der før, men det var faktisk længe siden at han sidst havde været nede i ørkenområderne. Om han forbandt varmen dernede med romantik var så måske en anden side af sagen, men det var vidst ret tydeligt efterhånden, at han ikke bare tog valg baseret på hvor han mest havde lyst til at tage hen.

Som de gik ned af gaden overvejede hun det kort "Bare lad det være en overraskelse. Jeg kan godt vente med at se verden til du viser den frem." sagde hun roligt mens hun så på en lille bod de passerede. Det ville snart være mærkeligt ikke at passere alle disse folk hver dag og være konstant omringet af larmen fra Hovedstadens gader, men det ville være rart. "Forandring fryder" siger man jo og hvis der er en der holder fast i den mening, så er det Rosalind.

Som de kom ud af porten så hun stille rundt. Hun så bag sig og mødte blikkende af nogle folk der kiggede på dem med undren. De så måske ikke ud som det mest funktionelle par, men deres tro skulle ikke ødelægge hendes humør som stadig fløj oppe blandt skyerne.
De gik af stierne stille og roligt, mens tænkte Rosalind lidt på nogle ting og valgte derefter at hun ville vide endnu mere om Adrien... Men selvfølgelig kun hvis han ville. Så mens hun gik kiggede hun stille frem og spurgte bare ud i det blå "Så hvad laver du normalt? Hvordan lever du til hver dag?" til Adrien. Hun stoppede ikke med at holde hans hånd og de gik også bare videre mens hun spurgte og hun ventede svar.

"En overraskelse bliver det så," Adriens latter lød som en let klukken og snart var de ude på stierne, hvor Adrien bare begyndte at gå. Han kendte ruten hvor de skulle til. Sydvejen var meget nem at navigere. Hans pludselige trang til at skifte form dukkede op samtidig med at de gik, for det var det han plejede at gøre. Bare stille oppakningen, tage tøjet af, og skifte over i sin tigerform. Og så gå ud på jagt. Det var virkelig befriende, men han var ikke sikker på, hvordan Rosalind ville reagere. Et eller andet sted fik alene tanken ham til at kigge lidt væk med et skævt smil.

Rosalinds spørgsmål fik ham væk fra sit dagdrømmeri. "Undskyld hvad?" han huskede dog hurtigt på hvad hun havde spurgt om og rødmede let over at have været så langt væk. "Altså.. Jeg strejfer for det meste bare rundt herude. Jager nogle dyr, hygger for mig selv. Men.." det var nok vigtigt at hun kendte til det lille ekstra element. Det at han faktisk var lovløs. "Og før vi kommer for langt væk.. Så er jeg ikke helt på kant med loven. Jeg har også nogle venner, der er lige som jeg. Jeg tænkte at det måske var en idé at sige det nu," om hun flygtede væk ville kun tiden vise. Nu var det i al fald sagt, og Adrien kunne ikke helt så godt få sig selv til at se på hende mere. Det var ikke altid at han var stolt over at være lovløs, men sådan var det nu bare.

Rosalind gik nænsomt videre til Adriens pludselige tone skift. Det virkede som nogle meget normale ting. At jage og være fri. Men da hun mærkede toneskiftet og den generelle atmosfære blive lidt mere mørk gled hendes smil væk. Hvad mon der var galt.
Hendes øjne kunne ikke fange Adriens som han havde fortalt han var lovløs og hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Men var der virkelig noget at sige. De stoppede nærmest op der med at gå og hun så bare på ham uden at kunne fange hans blik. Intet skulle siges, for hun var ligeglad. Hun kunne lide Adrien præcis som han var, om så han havde gjort noget man ikke burde! Hun gik helt hen og lagde sin hånd på hans ene kind og vende hans blik mod hendes så deres øjne igen mødtes. "Jeg er ligeglad. Loven tager fejl om hvad end der er sket eller gjort. Det er ikke vigtigt for mig at man lever et liv hvor loven er alt. Det er det herinde der tæller." hendes anden hånd blev lagt på hans brystkasse. "Og jeg ved, bedre end nogen andre, at det herinde er godt og at det er det reneste hjerte jeg har mødt." hun så mod hans øjne som hun ventede på at nogen skulle ske. Hvad vidste hun ikke, men noget.
Hendes øjne slog nærmest gnister mod hans blik og hendes passion for emnet kunne ses. Hun var sandfærdig og hun mente hvad end hun havde sagt. Det kunne ses i miles omkreds at hun inderst inde var ligeglad og bare ønskede at han også var det. Loven kunne da rende hende et tusind fold så længe hun var glad og vidste at det var med gode intentioner i hjertet at man havde gjort noget.

Der gik ikke meget længe før de lidt naturligt stoppede op og Adrien pludselig følte Rosalinds hånd på sind kind. Mere lykkelig kunne han vidst ikke blive, især ikke da hun lagde en hånd på hans bryst hvorfra hans hjerne gallopperede af sted. Hans blik var alvorligt, men et smil sneg sig langsomt frem på hans læber ved hendes ord. "Jeg tror jeg giver dig ret," han smilede lidt mere. "Jeg tror..." han sked til sidst hul i ordene og plantede en finger på Rosalinds hage. Før han nåede at tænke nærmere over det bøjede han sig lidt ned og lukkede afstanden mellem dem. De indelukkede følelser blev lukket ud lige så stille og roligt da to sæt bløde læber mødtes i et meget blidt kys. Nu var gjort gjort og Adriens tanker var end ikke på, hvorvidt han havde gjort det for hurtigt. Det føltes rart og det var, hvad der talte. Han lod derfor kysset tale lidt for sig selv før han trak sig væk med røde kinder og et skævt smil.

"Og nu har du i sandhed mødt det.. Og ladet det falde for dig," det var sandheden. Han kunne virkelig godt lide hende og nattens samt morgenens hændelser havde bestemt ikke hjulpet på hvor tiltrukket han rent faktisk var. Og nu havde han ladet gerning fortælle hvad han følte. Hans forhåbning var nu, at hun ikke løb skrigende væk, for var der noget, han ikke var så god til, så var det at lade folk det vide når han følte noget for dem, på den rigtige måde.

Han... Han kyssede hende... Hun kunne mærke hans hjerte løbe afsted og hurtigt genlød det i hendes bryst med samme fart. Hun nød det, for hun havde intet problem med at åbne op for ham allerede. Det var vel hvad folk kalde "Kærlighed ved første blik". Han havde allerede været langt bedre overfor hende end nogen anden og vidst sig som en mand af hjertet. Hun slappede helt af efter det og hendes kinder skød røde. Hun var ekstatisk inderst inde, og hendes smil sad fast mellem de to rødmene kinder.

Hun havde håbet på det ville ske og det havde det nu gjort. Hun rystede sit hoved lidt for nærmest at ryste det røde af kinderne og fokusere, men det var svært. Det blotte nærvær af Adrien gjorde det svært for hende ikke at flyve rundt på en sky af glæde. Det fulgte nærmest bare med sig som natur.
"Såååå øhhh mod... Du ved? Syd?" hun gled i sine ord og prøvede at virke rolig omkring det. Som om det var en hverdags ting. Men det var så let at se for alle at hendes hjerte løb afsted og ikke var til at fange, for det lå allerede roligt i Adriens arme. Hun pegede over sin skulder og prøvede at få fokus og koncentration tilbage, men til ingen gavn. Hun var slået omkuld og luften havde nærmest bare forladt hende tilovers for glæden og lykken.

Rosalind virkede noget mere "medtaget" end Adrien var. Det var virkelig kært at se og da han mærkede efter på hendes hjerte kunne han også føle hvordan det bankede derudaf. Det fik ham til at smile lidt mere, alt i mens hendes usikre stemme lød. Hun snublede nærmest over sine ord og han nikkede blot. Bøjede sig en gang mere ned, bare for at drille lidt, nu hvor han vidste hvor han havde hende. Han kyssede hende på kinden som "hævn" for at hun havde gjort det oppe på kroværelset. Derefter tog han igen hendes hånd og begyndte at gå.

"Ja, mod syd. Du ser ud til at kende vejen rimelig godt," kommenterede han, storsmilende. Det var så slemt at hans kæber næsten krampede. Han var bare så lykkelig. Så glad for at have mødt en kvinde som Rosalind.
"Hvis der skulle være nogen tvivl nu her.... Så kan jeg meget godt lide dig, Rosalind. Bare så du er klar over det. Jeg kan rigtig godt lide dig," nervøsiteten var ikke lige så voldsom i hans hoved længere. Og han måtte jo være en mand nu hvor Rosalind var så rundt på gulvet over deres kys. Det var virkelig sødt at se på.

De to begyndte at gå og hun mente ikke engang at hun burde sige noget. Han havde vundet. Han havde fået 'hævn' og hun vidste ikke rigtigt hvad der ellers var at gøre end bare at leve videre i nuet og se hvad der kom som det næste. Så hun slappede bare stille af og prøvede på ikke at tabe sin violintaske i rosen.
Hendes følelser var ved at tage overhånd igen og hun følte en sitrende trang til bare at lade sit hjertes følelse bløde ud gennem violinens strenge. Det var ikke tit den følelse ramte, men når den gjorde bukkede hun normalt under for den. Men følelsen af glæde og lykke der lige nu havde slået rod i hendes hjerte var ikke noget hun ville spilde på at fægte rundt med sin violin. Hun ville leve her i nuet med Adrien ved sin side, på vejen mod syd, hvor end det nu måtte føre hende.

Der gik noget tid igen før hendes hjerte var roligt, men da det endelig var følte hun at hun igen kunne spørge om noget. Hvad var hun ikke sikker på. Det føltes som om hun kende ham som hvis han blot var en åben bog. Men hvad med hende? Hun havde ikke fortalt meget, men for den sags skyld var der vel ikke meget at fortælle om fra en pige der nærmest har været låst indenfors perspektiv.

Resten af dagens gåtur foregik i relativ stilhed. Begge parter følte vel at de helt store samtaleemner var ved at være mindre nu, men det betød ikke at stilheden var akavet. Der var lidt småsnak her og der i løbet af dagen og da solen til sidst så småt begyndte at gå ned bag horisonten, stoppede Adrien op i en lile klynge af træer ved landevejen. "Her kan vi lave en lejr. Kom, så viser jeg dig hvordan man laver en godt lille bål," han var faktisk i tvivl om hvorvidt hun kendte til den process. Selv hvis hun var bekendt med det, var det nok for større bål. Han begyndte arbejdet med at få lejren op at stå.

Til sidst sad de ved bålet og Adrien kiggede mod den lille taske hun havde. Den var formet som én af de violiner, han havde set hænge på sin faders væg for mange år siden. "Er det en violin?" han pegede mod kassen med et nysgerrigt udtryk i øjnene. "Jeg vil gerne høre dig spille på den. Vil du gøre det?" Hans nysgerrige blik blev afventende. "Altså ikke for at presse dig eller noget, men det er virkelig længe siden jeg har hørt en dygtig violinist spille, og jeg savner det faktisk lidt," indrømmede han med et skævt smil.

Rosalind fulgte Adrien med øjnene mens han lavede bålet. Rosalind nikkede bare til spørgsmålet om det var en Violin. Det virkede nok underligt at hun af alle sine ting havde bragt en violin med sig ud i en skov istedet for alt muligt mere praktisk som en økse. Men nu havde hun gjort det, og den havde også en meget vigtigt betydning for Rosalind. "Jeg... Jeg kan vel godt spille noget" Rosalind lød en smule nervøs. Det var ikke tit hun turde spille foran andre, også selvom det bare var en person, men hun nægtede for sig selv ikke at kunne gøre det foran Adrien. "Jeg ville nu ikke kalde mig god. Jeg er bare en nybegynder." sagde hun så for at få det til at virke som om det var grunden til at hun faktisk var nervøs og ikke fordi hun havde så stor sceneskræk at hun følte hendes nerver være på en væddeløbs bane.

Hun stillede tasken ned og løftede den sorte ibenholts violin op af tasken. Lidt efter fulgte violin buen som blev lagt på strengene af violinen. "Hvor intet våger intet vinder? Ik' sandt?" sagde hun lettere akavet med et falsk smil på læberne. Hun trak vejret dybt ned og holde vejret. Hvad laver du Rosalind? Du kommer ikke til at kunne gøre det. Du kommer til at fejle, en streng sprænger, han kommer til at hade det! negative tanker flød rundt og hun prøvede ihærdigt at vinde en indre kamp. Men som hun lukkede sine øjne i og fangede der tanken der skulle spilles fri fra hendes inderste; Kysset...

Buen røg over strengene, langsomt men sikkert. Hendes øjne lukkede og tænkene. Stille begyndte melodien at tage fart, for hvis der var noget Rosalind ikke gjorde sig i var det traditionelt kedelig, langsom violinspil. Hun lod tankerne flyve frit som hun spillede sit lille sarte hjerte ud af glæde med en ligeså passende melodi som det smil der var på hendes læber. Hun åbnede øjnene og spillede videre mens hun gik hen til Adrien og fortsatte. Det var ikke alle der havde et øre for musik, men selv den svageste af hørelse ville kunne høre at det ikke bare var en ny amatør der spillede. Hun havde klart spillet længe. Sangen sluttede lidt efter hun stod ved Adrien og hun kiggede op på ham "Sådan?" sagde hun stille mens hendes hjerte løb afsted med hendes åndedrag.

Adrien vidste ikke helt hvad han kunne forvente af Rosalinds violinspil. Han havde kun hørt én form for violinmusik før, og det var den der fulgte en fast takt og tone, som de noble lyttede til. Faktisk havde han som helt lille oplevet af spille på én. Det var en skam, at han havde formået at knække adskillige strenge på instrumentet, før han fik startet et musisk stykke der mest af alt mindede om en kat der blev trukket gennem kasse fyldt med sværd og knive. 
Han ventede blot spændt. Bare det at hun ikke pralede automatisk satte faktisk hans forventninger op, for han kendte hende efterhånden. Hun måtte være dygtig så. "Nu får vi at se," sagde han blot med et skævt smil mens han satte sig til rette. Eller rettere, lagde sig halvt ned.

Hendes spil overraskede ham positivt. Men så igen, hvad ved Rosalind kunne ikke overraske ham positivt? Det var lidt svært at finde ud af, så han lod bare være med at bryde sit hoved med det. Han vidste ikke at hun havde et sådant talent, eller at hendes musikstykke var så kreativt og frit i forhold til andre adeliges musik. Men hun var jo også anderledes end dem. Hun var Rosalind, ikke en adelige kvinde. Hun var Rosalind. Og nu var hun fri. Adrien faldt let hen i dagdrømme til hendes musik, kiggede egentlig blot på hende uden at udtrykke noget, før hun afsluttede nummeret. Han havde været i en nær dyb trance, da hun virkede til at ville høre hans mening. Da lyste han op. "Sagde du lige, du var en nybegynder? Jeg tror du undervurderer dig selv drastisk Rosalind," han satte sig op og flyttede sig hen at sidde ved siden af hende mens hans blik dykkede ind i hendes. "Jeg har kun hørt meget lidt violinspil. Som lille mente min far jeg skulle lære det, og jeg kunne ikke finde ud af et hak af det. Men dit talent er der kun få der kan overgå," alle ordene kom direkte fra hjertet.

Smigret så Rosalind på Adrien. Han kunne bare det der med ord og de var altid fortryllende når de kom fra ham, især fordi Rosalind kunne mærke hvor de kom fra. Han var anderledes fra andre mænd der talte med pikken, for Adrien talte med hjertet. Et aspekt Rosalind værdsatte i folk. Hun ville så gerne rødme for at han kunne se hun elskede ordene han gav hende, men det skete bare ikke. Hun vidste også hvorfor, for hun havde det ikke selv sådan. Hun frygtede at spille, men hun nød dog alligevel ordene han gav hende og udtrykte et lille halv nervøst smil. "Je- jeg takker." men som han fortalte om hans oplevelse med selv at skulle lære det grinte hun. "Jeg undskylder. Men jeg kan bare ikke forestille dig med et så sart instrument i hånden," hendes stemme var fyldt med latter og glæde, for han lyste virkelig hendes verden op. "og dog. Du bruger vel din bue, så hvad stoppe dig dog fra at bruge sådan en her." sagde hun så en smule mere alvorligt mens hun fremviste sin violinbue.

Rosalind tog ved violinen og slappede så af som hun lagde den i tasken ved sin side. På hendes knæ kunne hun mærke jorden da hun satte sig for at pakke det. "Det her er..." hun så sig lige op i luften for at nærmest tage alt til sig af oplevelsen her. Hjemme ville hendes knæ aldrig blive snavset uden hun direkte kom i bad eller skulle have nyt tøj på. Men her var Rosalind ikke den lille svage adelige pige, hun var den frie kvinde Rosalind. Hun havde Adrien ved sin side og hun vidste at hun kunne gøre hvad hun ville nu. Hun kunne tage hen hvor hun ville, sige hvad hun ville og gøre hvad hun ville. Intet stoppede hende og i hendes øjne kunne ses glødene lykke. "Jeg har ikke ord for det." sagde hun så som hun rejste sig op og satte sig ved Adrien og så på bålet.

Han kunne se at hun var smigret, men samtidig rødmede hun ikke på samme måde som før. Og så virkede hun helt nervøst som hun takkede. Hun måtte have præstationsangst. Det kunne ikke være andet, når hun var så nervøs. "Buen handler om præcision og muskelmasse i skulderbladene. Og at have en god dybdeperception. Violinen kræver lidt mere finesse end hvad mine kluntede hænder tillader," han kiggede lidt på hendes violinbue med et mildt smil på læberne, før han koncentrerede sig nærmere om ilden i bålet. Mørket var efterhånden ved at falde lidt mere på, men det gjorde ham intet. Det var rart at sidde her sammen med Rosalind.
Han lagde en arm om hende da hun satte sig ved siden af ham og kiggede på hende med varme i sine øjne. "Det her er frihed.. Vi kan gå hvor vi vil, gøre hvad vi vil.. Ingen vil kunne stoppe os, det skal jeg nok sørge for," han sukkede let tilfreds. Så blev hans mine lidt mere alvorlig. "Vi har dog ét problem: Min madlavningskunst har altid været fin nok til mig selv, men jeg ville aldrig kunne få mig selv til at udsætte dig for den. Har du nogle forslag til hvad vi gør?" han så dybt alvorlig ud, men kunne knapt holde masken længe, fordi han havde formået at gøre noget så trivielt så seriøst. Han var virkelig ved at falde hårdt for denne kvinde, for normalt havde han jo bare været ligeglad. Mad var jo bare mad.

 forRosalind hvilede hendes hoved på hans skulder og lyttede bare til ham tale. Som hans tone blev mere alvorlig grinte hun bare så småt. Det var humoristisk i Rosalinds tanker at man kunne tage det så alvorligt som han havde fået det til at lyde. Mad er vel bare mad." sagde hun så mens hun humoristisk så på Adrien. Hun så som flammerne dansede og overvejede om det faktisk ville blive et problem. Adrien ikke god til at lave mad hentydede han, og det var hun ihvertfald hellere ikke selv vidste hun. Hun var jo vokset op med folk til at gøre det for hende og som tjenere på Krystalpaladset brugte hun ikke ligefrem tiden på at lave mad, men alle mulige andre praktiske ting. Hun havde faktisk lidt et ryg for at få skæld ud af øverstekokken som virkelig ikke kunne lide hende. Men hun vidste da hvordan man gjorde en smule... Meget meget lidt. Men en smule.

"Jeg tror jeg kan finde en løsning." fortalte hun så for at tage det en smule mere seriøst. Hun vidste ikke helt hvad de ville gøre endnu, men hun var vant til at møde mærkelige problemer på uventet tidspunkter. Så en løsning skulle hun nok finde med tiden.
"Sig mig, Adrien? Din tattovering? Har den en historie? Et familie symbol måske?" spurgte hun så mens hendes hoved hvilede på hans skulder. Det var et spørgsmål hun havde ville stille ham siden hun havde set den. Nogle folk gjorde det af kulturalle grunde, andre grundet et minde, men hvorfor havde Adrien lige det symbol på sig? Hendes nysgerrighed tvang spørgsmålet fra hende, også selvom hun ikke ville tvinge et svar fra ham.

Rosalinds latter fik Adrien til at hæve et øjenbryn kort. Men som hun ytrede hans tanker kunne han ikke lade være med at smile skævt. Det var jo som om at hun læste hans tanker! Ikke at han havde noget imod det, han var mere eller mindre en åben bog alligevel.
”Det er det vel.. Jeg synes vi skal finde en løsning sammen… Jeg kan jage vores mad og så kan vi måske få det tilberedt på den næste kro vi besøger, for lidt mindre krystaller end normalt,” allerede nu tænkte Adrien over tingene. Han ville ikke lade Rosalind være alt for overlæsset med arbejde allerede nu.
 

Han kærtegnede Rosalinds skulder mens hun spurgte ind til kniven. ”Du husker godt jeg fortalte dig, at jeg var lovløs, ikke?” han trak op i ærmet igen, så hun kunne se tattoveringen endnu en gang og trak let på smilebåndet. ”Jeg er ikke den eneste lovløse her i landet. Jeg hører normalt til sammen med en gruppe af andre som mig.. Vi får lavet tattoveringen, så vi ved hvem der hører til, og hvem der ikke gør.. Samt for at vise, at når man er med i denne gruppe, er det ikke bare midlertidigt, men resten af livet,” han kørte let en finger hen over tattoveringen, huskende på hvordan han i første omgang var blevet medlem. Lige efter han ved et uheld havde dræbt en lysets kriger. Tanken gjorde ham altid lidt trist til mode og i dag var ikke anderledes.