Mørket stod som et tæppe over Hovedstaden, og alting var koldt. Det var sjældent før i tiden, men nu om dage var Hovedstaden i den grad plaget af snestorme. Det var allerede koldt i luften, og når vinden tog til og det begyndte at sne blev det meget hurtigt voldsomt. Det var også en grund til at dødsfaldene stadig var høje. Der var fattige på gaden der var sultende fra tørkenen, og nu frøs ihjel. Det sved i Joannas hjerte at vide at disse ting fandt sted indenfor den selv samme by hun boede i, men det var begrænset hvad hun kunne gøre, men hun måttte bare gøre hvad hun kunne for folket.
Dagen idag var  dog ikke plaget af de storme der ellers var kommet ind over byen. Den tunge askesky lå stadig tungt over byen, men med den rette attitude kunne man næsten se solen skinne. Eller i hvert fald fornemme den.

Joanna havde dagen fri idag, eller havde om ikke andet taget dagen fri, for at nyde det gode vejr og bare drukne lidt i de smukke syn af Hovedstaden dækket ind i sne, og de travle mennesker på gaden, selvom de frøs, som de rendte rundt. Men Joanna nød det alligevel. Hovedstaden var hendes sande hjem, eller sådan følte hun det i hvert fald.
Hun var selv dækket godt ind i tøj for ikke at fryse, og grundet det tykke tøj, som måske ikke helt lignede noget en Lysets Kriger bar til hverdag, kunne det godt være svært at orientere sig om hvilken rang hun egentlig havde. Selvom meget af hendes tøj var i de hvide og lyseblå nuancer.
Den lange kappe hang fint ned af hendes ryg, og svajede, som hun brugte sine arme, og fik skubbet den om, så den kun dækkede hendes ryg til tider, men det var ikke noget hun tog sig af. Heller ikke hvordan den var faretruende tæt på at blive beskidt grundet det smattede sne.

Hun havde fået begivet sig ned på Markedspladsen, hvor der var mange mennesker. Dette gjorde da også at det ikke føltes ligeså koldt, men i en specielt trang gruppe mennesker,  hvor hun var stoppet op ved en bod for at kigge lidt, mærkede hun pludselig en hånd. Den havde sneget sig forbi hendes kappe, og op under hendes nederdel, for at få lov til at mærke på varene. Hele hendes krop stivnede, og alting var så tæt, at hun dårligt kunne rykke sig ud af flækken. 

Evangeline valgte at lande på taget af et af de, ja mange huse kunne man ikke sige der var, men en af de få.. Hun havde været heldig af finde et af de tage hvor hun faktisk kunne stå uden det gik stejlt ned ad. forsigtigt skubbede hun sneen væk og mærkede om der skulle være glat under det. Det virkede lidt sådan så hun skubbede sneen ovenpå igen, det var nemmere at stå på.

Blikket gled ned mod Markedspladsen, der var mange mennesker og der var egentlig også derfor hun valgte at placere sig på toppen af det hele. Hun foldede de hvide vinger ind, det hun nu kunne af det og gned sine hænder mod hinanden. Luften var kold men i det mindste var der ingen vind, i hvert fald ikke det der gjorde noget. Eva havde ikke fået nogle hansker og lige nu kunne hun faktisk godt bruge et par, måske blev der solgt nogen på markedet dernede? Hun spejdede rundt med øjnene rettet mod alle boderne, i hvert fald dem hun kunne se. Hun kunne også bare tag derned, men orkede ikke alt det mylder, det var ikke til at komme til alligevel. Hun kunne også være fræk og skubbe sig frem og forholde sig ligeglad hvis de fandt hende ubehøvlet. Men sådan var hun ikke.

Kulden mod hendes hænder kunne mærkes mere og mere jo længere tid der gik uden hansker, til gengæld havde hun godt med tøj på der passede til vejret. Hænderne puttede hun ind mellem armene, for der viste hun da at det plejede at virke, imens hun stadig spejdede sig omkring. 

Øjenbrynene blev sænket da hun fik øje på to mennesker eller væsner, hun kunne ikke se det her fra. Manden var da lidt glad for kvinden, for de hænder kom da lidt langt ind under tøjet. Kunne man ikke vente til man kom hjem eller et sted hvor der var lidt mindre mennesker at tag hensyn til? 
Hun valgte at sænke hænderne og folde vingerne ud, hun mente hun kunne se at det var tøj der blev solgt, måske lå der hansker imellem? Hun lande et tomt sted og bannede sig vejen frem. "Undskyld mig! kan jeg komme til?.. hvis i to ikke skal ha' noget..?" Hun skubbede sig let frem imellem dem og kiggede på manden med et skjult irriteret mine og derefter på kvinden. De forbigående mennesker og de andre der også stod omkring boden, som virkede til at interesserer sig om varene, kiggede op. Men hun valgte dog sendte en let smil og ignoreret de nysgerrige folk omkring dem. 

Joanna kunne mærke hvordan hånden var begyndt at gå fra hendes røv, og til et lidt mere privat sted, men det var stadig næsten umuligt at rykke sig, lige indtil at der blev spurgt om de ikke godt kunne rykke sig, og manden trådte et skridt tilbage i overraskelse. Dette gjorde at Joanna havde nok plads, til at dreje rundt på stedet, og tage fat i mandens hånd. Det viste sig at han var noget større end først antaget, men Joanna var en del af Lysets Krigere, hun var ikke til lige at skræmme. I hvert fald ikke nok til at stikke halen mellem benene og løbe.
"De burde bliver overdraget til Byvagterne for uanstændig opførsel, for jeg kender mindst en af byvagterne der ville have ingen problemer med at smide dig i arresten for det du gjorde," kom det fra Joanna, selvom hun følte lidt at hendes krop rystede. Det havde været en fuldstændig forfærdelig oplevelse, og hvis han havde mærket lidt længere... så havde Joanna nok ikke været i nogen god position.

Dog var der en der hamrede ind i Joanna, så hun i et kort sekund mistede det hårde greb, og manden bare stak af. Han skulle ikke nyde noget af arresten. Desværre  sluttede menneskemængden sig til så hurtig igen, at hun ikke kunne følge, men nu begyndte hun også at små ryste. Det var ikke som om at det var første gang at det var sket for hende, der fandtes en masse klamme typer i Hovestaden, men det var første gang hun havde været fanget, uden at kunne bevæge sig. Heldigvis var hendes uniform da så godt som skjult, så der var ingen der overvejede at det var en Lysets Kriger der stod, og rystede over sådan en lille ting.

Evangeline som stod imellem disse to fremmede mennesker, havde sænket sit blik og overså mandens overraskende udtryk. Så heller ikke kvinden der havde fået et fast greb i mandens hånd idet hun havde drejede rundt på stedet, noget Eva ikke fik set. Hun spejdede mere efter de hansker hun faktisk havde i sinde at finde. 
Folket omkring dem havde opløst sig en smule, i hvert fald mere end før. Men det varede nok ikke længe før et nyt holde af forskellige folk kom massende, dog var der stadig en masse andre folk rund om de andre boder. Det var imponerende hvor mange folk der var ude på en kold snevejrs dag som denne. Men okay, hun var selv en af dem og frisk kold luft til kinderne, havde hun hørt skulle gøre godt. 

Eva blev dog selv overrasket da kvinden stemme lød og hun fjernede blikket for boden og fik derefter øje på manden som ikke var så lille af sin størrelse. Måske var det derfor han blev overrasket over at Eva valgte at skubbe sig lidt frem? Men hun havde jo ikke skubbet hårdt på nogen måde, dog lagt hånden på mandens overarm. Uden faktisk af se ham an. 
Blikket rettede hun mod kvinden, overvældet. Var det så slemt det hun havde gjort? Hun mente ellers at havde spurgt pænt. Eva lettede dog udtrykket da det viste sig at det var manden hun tale til.. Så de var altså ikke et par? Det gav jo mere mening af hensyn til hvor manden havde haft sin hånd henne. Føj for en.... Eva skubbede ordet fra sig og så at en lidt ældre og kraftig kvinde havde kurs mod udgangen til markedspladsen. Hun havde vist travlt, lidt for travlt endda. Hun hamrede i hvert fald ind i den unge kvinde og så uhøflig som kvinden var, forsatte hun bare videre som intet var hent. 

Manden slap fri fra den unge kvindes greb og smuttede i samme retning som den lige så uhøflig ældre kvinde. Eva så efter dem, men menneskemængden sluttede sig hurtig til igen og hun valgte så at vende opmærksomheden mod den kvinden ved hendes side. "Er du okay?" Eva havde bemærket kvinden ryste. Et Chok? I hvert fald var det ikke noget at sige til. Selv Eva ville reagere på samme måde.  

kulden var hård. Eliiot havde valgt at tage til marktespladsen for at se om alt var som det skulle være. hans vinger var som sædvandligvis inde i kroppen.han så rundt på den overfyldte marktesplads. hans tøj var det sædvandlige bare med en meget tyk jakke på og en tyk kappe på. han havde sit sværd i siden og patruljerede rundt i byen da han så en mand løbe forbi ham og havde meget fart på at komme væk.
Eliot lagde hovedet på skrå og hørte ordende "er du okay" det måtte betyde noget var sket. Eliot gik mod lyden og kom til to kvinder. en der så ud til at småryste og en anden der umiskendeligt lignede hans kusine Jasmin fra dengang han levede sit første liv. han lagde hovedet på skrå og gik tættere på.

han havde ikke set hvad der var sket men noget måtte være sket. ellers ville man da ikke spørger en anden om de var okay. Eliot kom over til dem og smilte forsigtigt til dem. "undskyld vis jeg blander mig men kunne ikke undgå at overhøre spørgsmålet, er der sket noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han da han jo ikke ligefremt var tilkaldt, men han ønskede jo stadig at hjælpe dem vis han kunne.

hans øjne faldt på englen igen og han stod længe bare og stirrede på hende. hun var alsår også genopstået som engel. men hvornår og hvordan var hun død. Eliot var jo død under jordskælvet i sit hus og han var hundrede på at dette var Jasmin. skulle han sige noget eller lade vær? måske hun kunne genkende ham?

I normale omstændigheder ville Joanna havde rystet dette af sig, men hun var følsom når det kom til de nedre dele. Den frygt der lå dybt begravet inde i hende til hverdag. En frygt hun kunne ignorere, men når det var så tæt på at blive opdaget, så kunne hun ikke holde det tilbage. Men hun var en Lysets Kriger! Det her burde være ingenting i forhold til en blodig slagsmark, og dog...
Hun blev revet ud af sine tanker, da en venlig stemme var nær hende, selvom hun ikke nåede at opfatte hvad der blev sagt, men det blev klart da en anden kom hen til hende. Ved et hurtigt kig kunne Joanna også konkludere at manden nok tilhørte byvagterne. Det var ikke nogen hun brugte specialt meget tid med, så han burde nok ikke genkende hende som en Lysets Kriger. At blive genkendt som det... det ville nok være lidt pinligt lige nu.
"Jeg..." sagde hun i en stemme der nok var lidt dybere end de fleste andre kvinder. Hun rystede så på hovedet, da hun simpelthen blev nødt til at tage sig sammen nu. "Det går," sagde hun endelig og prøvede at få sin krop til at stoppe med at ryste sådan, som hun sendte et forsigtigt smil til dem. "Jeg var bare... overrasket..." Selv ordet lå forkert i hendes mund. Overrasket var ikke ordet at bruge om dette. Hun var stødt, forvirret og følte sig næsten klam, som hun stadig nærmest kunne mærke den klamme mands hånd. Hun trak sin hvide kappe lidt tættere omkring sig, bare for at føle sig lidt mere tryg.

Evangeline som stod med ryggen til, mod den retning manden var løbet, havde ikke set den vagt som viste sig at havde hørt et eller andet, måske det hun havde spurt om?. Hendes opmærksomhed var rettede mod kvinden som tydeligvis virkede meget oprevet. Hun rettede dog blikket mod sine hænder da kulden havde taget fat og mærkede nu en snurren i fingrene. Hun tog de par hansker der lå fremme ved boden som hun tidligere havde fået øje på. Hun betalte kvinden ved og tog handskerne på og mærkede straks en dejlig fornemmelse af at være sluppet for kulden, i hvert fald om fingrene. 

Eva vente sig om og kiggede mod lyden af en venlig stemme der var i nærheden. Det fik hende også til at være opmærksom på, at hun faktisk ikke havde fået sine vinger trukket ind. Det valgte hun så at gøre med det samme, ikke for at skjule det men fordi de fyldte en del. Hvor mange af de forbi gående havde hun mon ramt? Hun havde vist været alt for optaget over hvad der skete.
Da blikkede havde passeret mandens ansigt og tøjbeklædning, kunne hun tænke sig han var en af byvagterne? Hun sagde intet men valgte at træde lidt tilbage og så på kvinden med et let undersøgende blik. *Overrasket?* Hun valgte ikke at kommentere det, men hendes syn på det virkede hun jo mere... oprevet. 
Eva kiggede sig omkring. Folket omkring dem virkede ikke længere interesseret, og gik blot forbi og kiggede på de forskellige boder og hilste på andre som de kendte. Men nu hvor hun havde fået sine hansker, skulle hun blive lidt endnu eller forlade de mange mennesker? Som hun alligevel ikke fandt behagelig, der var så mange omkring hende og hun stolede ikke på nogen.. Ikke engang den vagt der.   
 

Eliot var måske vagt men han var også god til at fornemme om folk havde det godt. ved den måde de talte på og kvinden her var vidst ikke bare overrasket.der var vidst mere men hvad kunne han ikke sætte fingeren på. han så mod englen og smilte venligt. "så De hvad der skete.?" Eliot så på kvinden og smilte forsigtigt. "er De helt sikker.?" han vidste ikke om han skulle følge efter manden og anholde ham eller lade ham gå. han ville dog sikre sig kvinderne her var okey.

sådan en oplevelse kunne jo godt sætte sit prag på folk. især kvinder men englen virkede ikke til at ha så meget at sige. hun virkede mere tavs. som om hun inorerede det der var sket. hvilket Eliot af sin gode vilje ikke kunne få sig selv til. pga sit arbejde. Eliots tøj var nok meget som en byvagts men kappen virkede mere slidt end en byvagts kappe normalt var.

kulde var en ting, det kunne man klare, der var trods alt et tidspunkt hvor kroppen opgav og ryste som et løvtræ i vinden, og bare afinde sig med at knoglemaven var begyndt at fryse til is, sammen med resten af kroppen. Nej det var ikke kulden der ødelagde vinteren for Silver, det var snen. Sne var smukt, sne war rent. sne var i virkeligheden en hel masse gode ting, men sne blev til sjap og sjap befandt sig samme sted som menneskemængter. 
Nogen ville påstå at man jo bsare kunne holde sig fra steder med tonsvis af mennesker så, men det var ret så svært når disse mennesker var ens levebrød.
Derfor fandt Silver sig igen på en tætpakket markedsplads, der havde et klamt gennemtrådt underlag, det eneste posetive var mængden af varme der blev afgivet af de hordene mennesker, det var da en forbedring fra den baggård hun havde fundet læ til at sove i. 
En tyndslit kappe var trykket sammen om hende, og kun spidsen af hendes forfrosne fingre var synlige som de holdt kappen tæt sammen om hende. Sømmen af hendes kjole var trådt huller i, og desuden farvet en mærk ukendelig farve af gadens snavs. Hendes læber var halvblå, men hendes krop havde været kold så længe at hun ikke rystede mere, i hvert fald ikke noget hun selv lagde mærke til. Hendes hoved var bøjet, for at skjule hendes øjne, de var alt for bemærkelsesværdige til sådan et sted som her, folk ville huske hende hvis det kom til tyveri, og at blive husket var et af silvers mest indebrændte ønsker vel og mærke, men også noget af det mest grusomme der kunne ske mod hende

Joanna knugede sine hænder sammen under kappen. Hun følte sig svag at hun ikke engang kunne klare sådan noget, når hun vidste at det var en ting der skete for andre kvinder. Det var virkelig en forfærdelig ting der skete og hun ville ønske hun kunne gøre noget for dem alle, men.... det var svært. Hun var ganske vidst en af Lysets Krigere, men hvad ellers? Hun kunne ikke redde hele verdenen.
Hun rømmede sig og tog en dyb indånding. Dette gjorde det nok klart at det ikke var helt som hun sagde. "Det er alligevel for sent at gøre noget ved det nu," sagde hun så endelig og spejdede med sine grå øjne ud over markedspladsen. Manden var for længst væk, og det eneste hendes øjne kunne spejde var den almene befolkning og de hjemløse. Altså intet udsædvanligt. Der var virkelig for meget ondskab i denne verden.
"Tak for omsorgen," sagde hun endelig og knugede sine hænder hårdere sammen. Hvis hun nu bare kunne stoppe med at ryste, så ville det være fantastisk. Men hun tvivlede på at hun dårligt ville kunne rykke sig ud af stedet uden at bukke sammen. Dette var lidt ligesom det efterchok hun havde fået, første gang hun havde slået en mand ihjel. Det gjorde ondt helt ind i hjertet på hende, men hun måtte komme videre med sit liv. Det her var ikke enden af hendes liv.

"Men i det mindste er du stadig i live.." Hun tøvede, men der var ordene sagt. Var det nu også det rigtige at sige? Hun viste det faktisk ikke. Hun sænkede hovedet, ned mod jorden og lignede en der var gået fuldstændig i stå. Der var intet at læse i hendes ansigt. Men i hendes indre var der billeder, var det et slags minde? Det var fremme, men viste sig svagt, ikke noget hun rigtig kunne tyde. Det eneste der viste sig for hende, var liv, mennesker eller væsner der var samlet, men alt var utydeligt for hende. Måske var det noget hun havde oplevet før sin død? 

Hvor længe hun havde stået i denne statue agtig tilstand, viste hun ikke. mon de havde bemærket det? Eva rettede først blikket mod det mylder af mennesker der stadig var omkring dem, uden af løfte hovedet. Det gjorde også at blæsten ikke var så fremme som hvis markedspladsen havde været tom. Hun løftede hovedet og rystede en enkelt gang. kuldegysning. 
Eva hørte kvinden takke, så manden var her endnu? I så fald havde nok ikke stået her meget længere en nogle sekunder, måske 20 sekunder? Hun fandt det lidt pinligt, hvad ville de dog tænke om hende?  Hun kiggede på dem begge blot for at sende et let smil, men lagde så opmærksomheden mod byvagten. "Øhm, ja." hun nikkede kort mod den retning manden var kommet fra. "Der var en høj herre som var lidt for nærgående mod..." hun kiggede mod kvinden som havde knugede sin hænder under sin kappe. "hvad var det du hed, tror ikke jeg har fået spurt"? ... "Men han løb væk i den retning" Eva pegede mod gaden bag manden. 

De få gange Silver tillod sig selv at kigge op var oftest korte, men dette ene kig gav hende dog en grund til at have hendes vågne øjne på alting lidt længere. En løbende mand spredte menneskemængden omkring sig. Løbende var måske så meget sagt, det var jo trods alt en smugle ufremkommeligt på markedspladsen, men mandens høje tempo fangede aligevel det vågne øje af en gadepige. Det var i virkeligheden ikke tempoet, selvom det må have været det første anderledes ved ham, så var det måden hans krop var anspændt på, og hans hoveds nervøse ryk, der fortalte hende at han ikke bare gik hurtigt. Når man bor på gaden lære man måske ikke at læse og skrive, men man lære folks kropsprog, og mandens var skyldigt. Ikke at hun kunne fortælle hvad han var skyld i, men noget var han skyld i. 
Hun gav ikke manden særlig meget mere af hendes interesse, nej hun var mere interreseret i at se hvor han kom fra, og lige her var den store mængde mennesker behjælpsom. Bag ham kunne hun se halvanden meter, hvor folk ikke stod så tæt som de naturligt ville have gjort, et prej om hvor han var kommet far. Hvor hun måtte smile af hans dumhed, nej han var ingen erfaren forbryder, så havde han vidst at man bruger menenskene til at gemme sig i, opføre sig normalt blandt normale mennesker. For så kan man vitterligt ikke se skoven for bare træer.
Silver måtte efter et kort øjeblik, lade sin nysgerrighed tage over og det fik hende til at følge sporet manden havde efterlat, følge det tilbage til en læderarbejders bod. Hvis Silver skulle være ærlig, var det ikke kun nysgerrighed, men en hver god tyv vidste at det bedste gerningsted var det der sidst var besøgt. Hun kunne leje hjælpsom, og snige et par varme handsker inden for kappen på samme tid. 
Da hun kom nær boden, blev hun dog noget så skuffet over at se hvad der bag en slidt kappe lignede en byvagt, og to kvinder stå ved boden. Ingen nye handsker til Silver denne gang. Nok var hun en god tyv, men selv ikke hun ville risikere at stjæle foran en byvagt, og hvad hun ville gætte på var en lysets kriger. Det var alligevel at friste skæbnen for meget. "Undskyld mig, I kunne vel ikke undvære et ravstykke?" Silvers krop havde måske vændet sig til ikke at ryste mere, men hendes kæbe klamrede stadig som hun sagde orderne, til de fremmede ved den lille bod. I et forsøg på at holde varmen inde trak hun kappen tætter om sig, og knugede det slidte stof imellem hendes blege fingre, der næsten så døde ud mod hendes mørke beskidte tøj. For en gangs skyld kiggede hun op, men ikke direkte på nogen af de tilstædeværende, nej hun kiggede nærmere på deres skuldre. Dels fordi hun ikke var videre høj, dels fordi hun ikke brød sig om øjnkontakt

for Eliot var tin aldrig forsent. han kunne altid sprede vingerne og følge efter manden. men kvinden virkede da til at klare det bedre end nogle han havde haft mødt. han så på hende og nikkede da hun takkede for omsorgen. han så mod englen der først nu svarede på hans spørgemål. han nikkede og så om bag sig manden var ude af syne. han var sikkert godt ude af byen. han hørte pludselig en stemme, han så mod den ikke så høje kvinde der spurgte om ravstykker? hvad skulle hun mon med det?
"desværre min pige. jeg har ikke nogle" han så på englen og smilte venligt. "undskyld jeg spørger men hedder De Jasmin?" spurgte han så pludseligt.
han så mod kvinden der havde været udsat for et eller andet nærgående med en mand. "vil De ha jeg fanger ham? eller skal jeg lade ham gå?" spurgte han og så monotont på hende og ventede spændt på om han skulle flyve efter manden.

Det gav Joanna noget i chok, med hvordan englen sagde det på. Ja i det mindste var hun ikke død. Det tog lidt tid, og så begyndte et lille smil at brede sig på hendes læber, og en lille leen. Der skulle nok ikke meget til at gøre Joanna gladere, men det udtalelse havde måske været lidt for bizar for hende, når hun havde stået på en slagsmark og en af de andre fra Lyset havde sagt det samme til hende, da hun stod og sørgerede over alle de faldne.

Hun så mod tiggeren der kom over til hende, og spurgte om de havde nogle ravstykker. Dette skar altid i Joannas hjerte at se, men som hendes hænder stadig rystede en del, gjorde det der svært at finde et ravstykke frem. Handskerne hjalp nok heller ikke på det. Da hun endelig fik et ravstykke frem, og fik sat pungen tilbage på bæltet gav hun det til tiggeren. "Værsegod. Det er ikke meget, men det er noget..." sagde hun blidt, før hendes blik vendte tilbage på byvagten.
Et lille suk undslap hende. "Tak, men jeg fik ikke et godt syn af ham. Det ville være umuligt at finde ham i denne her folkemængde," sagde hun bedrøvet. Hun ville ønske at de kunne fange ham, men det var umuligt. Måske hun var heldig og stødte på ham, så hun kunne indlevere ham, men hun tvivlede.

((Hey Blue, vil du være sød at overholde rækkefølgen i tråden, da det gør det nemmere for os andre at svare i den rigtige rækkefølge? ^^. Hvis du er i tvivl om rækkefølgen, kan du altid spørge os, ellers så plejer vi at tagge hinanden, så vi ved hvornår det er vores tur))

Hun havde sænket hånden efter at ha' peget mod den retning manden var smuttet. Hun følte ikke rigtig at det var noget hun kunne gøre, at fange ham ville være dumt af hende, hun var sikker på at det bare ville ende galt på en eller anden måde. Hun havde jo heller ingen anelse om hvem manden var. Men han kunne selvfølgelig godt være et helt almindelig menneske uden nogen form for evner. 

Eva rettede sit blik over mod en kvinde, som var noget mindre end hende i højden. Ikke fordi det betød noget. Hun sagde dog intet, men alle havde vist blikket rette mod kvinden eftersom hun var kommet hen og havde spurt efter et ravstykke. Eva havde lige brugt sine sidste som hun havde på sig, i hvert fald i dag. Det med at give penge ud til fremmede, der havde Evangeline en lidt anden holdning. Godt nok var ville hun da gerne hjælpe denne kvinde lige så godt som alle de andre, men hun havde nu bedst med at se folk an for hun vågede sig ud af noget. Det havde hun da lært. Kvinden ved hendes side valgte dog at give denne yngre kvinde nogle krystaller. Eva smilede let, men der faldt kort efter et udtryk af undren i hendes ansigt og var alligevel overrasket over spørgsmålet. Hun rynkede brunet en smule, i det hun lagde opmærksomheden med byvagten. "Nej, det gør jeg nu ikke.."  Hun blev pludselig tavs og så igen lidt fraværrende ud, tanker og utydelige  billeder fløj rundt i hovedet på hende. Hun viste jo, at hun havde haft et andet navn før hun døde, men hun havde aldrig fundet ud af det, og der var ingen omkring hende som kende hende. 

Hun kom hurtigt til sig selv igen. "Evangeline, men kald mig Eva hvis du føler det er nemmere" Hun sendte vagten et smil og valgte at gå hen til den nye fremmede kvinde "Og hvem er du så?"

Eliot så på kvinden der sagde hun ikke havde fået et blik af manden nok til at de kunne fange ham. Eliot måtte tænkte sig om, om der var noget han kunne gøre. han stod lidt og tænkte og så så op igen med et smil. "jeg kan godt fange ham... tro mig. det er mit speciella at fange folk som er langt væk.... men vis du ikke fik set ham godt nok er det jo svært at vide om man fanger den rigtige."  Eliot så på den lille kvinde som bag om rav. han så ned i sin pung. han havde ikke fået taget så meget med sig i dag. han tog hånden ned i pungen og tog et ravstyke op og gav det til pigen. han så på englen der pludselig var væk igen men kom tilbage.
Evangeline.... nej det var ikke navnet jasmin. men hun lignede umiskendeligt meget Jasmin. "vis De nogle sende møder en der ligner dem som hedder jasmin vil det glæde mig vis De fortæller mig det" sagde Eliot roligt med et smil og så på kvinden der bad om rav da eva spurgte om hendes navn.

Silver var ganske fornøjet over at hun rent faktisk endte med at få noget ud af at tigge, det var ellers ikke særlig tit nogen tog sig tiden til at se to gange på en gade pige, så det var ikke ofte der rent faktisk faldt noget af til hende på den her måde. 
Hendes plan var faktisk, at komme så hurtigt væk fra byvagten som overhoved muligt, bare for ikke at blive anklaget for et eller andet ulovligt fordi en fra det bedre borgerskab havde en dårlig dag, og mente det skulle gå ud over hende. Planen blev dog midlertidigt udskydt, da hun hørte deres snak om at fange en eller anden mand, som de ikke vidste hvordan så ud. Skulle Silver være ærlig tænkte hun det lød dumt det er jo lidt svært at finde ud af om man har den rigtige, hvis man ikke ved hvordan den rigtige ser ud. Tankerne fløj dog hurtigt hen på manden hun havde set flygte over pladsen, og hun havde en stærk mistnake om a det var ham de talte om, han var da i hvert fald et oplagt bud. "Nu ikke for at blande mig i Deres sager, men manden var ikke tilfædigvis høj, havde en dårlig holdning og brunt hår vel?" resten af hans udseende var røget ud af hendes hjerne igen, det var trods alt ikke fordi hun havde forventet at bruge observationen til noget, så hun havde ikke dvælet mere ved den. Nu var det dog aktuelt for hende at videre give den, for så kunne hun få byvagten væk fra hende, og det hun planlage skulle være hendes nye handsker. Hun løftede blikket helt op på forsamlingen af mennesker, kigget en tur på dem alle sammen, men slog ellers blikket halvt ned igen. Et øjeblik kiggede hun sig over skuldren, bare for at være sikker på der ikke umildbart var nogen fare, og fandt at hun godkendte den bevægende menneskemængde.

Kunne Joanna ikke også godt fange ham? Jo, det ville hun nok godt kunne, en Lysets Kriger var jo ikke til at spøge med, men chokket og angsten for at blive fundet ud, havde stadig et hårdt tag på Joanna. Og det faktum at hun ikke kunne huske hans ansigt overhoved hjalp heller ikke. Hvis hun stødte på ham igen, så skulle han nok få en ordentlig skideballe, men det kom vidst ikke til at ske foreløbig.
Hun havde lidt forventet at tiggerpigen ville forsvinde, da hun havde fået sine krystaller. Det var jo normalt hvad der skete. De ville ikke være nær det højere borgerskab i alt for lang tid med mindre de udså sig ting at stjæle. Men der var en byvagt i nærheden, og hvis man havde skarpe øjne, kunne man nok godt nikke genkendede til noget af den mere civile Lysets Kriger uniform, som hun bar. Dette var selvfølgelig stadig dækket af en lang kappe for at holde hende varm.

"Det er desværre ikke specielt meget at gå efter," måtte Joanna indrømme, selvom beskrivelsen virkede ganske rigtig. Men det var selvfølgelig mere end før, og det ville være rart at der kom retfærdighed, for det var udentvivl ikke den første gang han havde gjort det. Nej, han virkede til at være lidt for 'god' til det.

Eva trak sig lidt tilbage og valgte at tag afstand for de andre. Hun valgte dog at betragte manden, som hun vist ikke kende navnet på.. Hun betragtede hans udseende og det tøj han havde valgt at bærer. Men der var intet der tydet på at hun kendte ham.. men hun vil alligevel se om hun kunne finde svar.. måske var det det navn hun havde ledt efter, Jasmin. 

"Det skal jeg gøre" Eva sænkede hovedet og bed sig let i underlæben. Hvorfor havde hun ikke stoppede manden da hun kunne.. hun havde da nogenlunde styr på sin paralysering. Lige nu følte hun sig dum, hun havde bare set ham løbe væk. Var det hendes skyld? ... Folket omkring dem virkede til at være forduftet, i hvert fald de fleste af dem. Det var rart ikke at føle sig så indeklemt, men det var også en ulempe, for så ville luften føles koldere. Hun løftede igen hovedet og kiggede lyttende mod den ny ankommende kvinde, hun virkede til at havde set manden? Eva så hun kiggede sig over skulderen, mon hun kiggede, i håb om at få øje på manden..? Eva valgte selv at kigge lidt rundt, men vente opmærksomheden tilbage mod byvagten og bevægede sig nærmere. "forresten, hvad er Deres navn?" Spurte hun ham venligt og stod stadig med få skridt afstand til dem.         

høj, brunt hår og dårlig holdning. det var da rimeligt at gå efter. det synes Eliot ihvertfald. han så fra den ene til den anden til den tredje. de måtte kunne huske lidt af hvert fra ham når de slå sig sammen tænkte eliot. men han ville ikke gå i detaljer omkring hvad han var. han havde ikke skjult sine vinger for hverdagen for inden ting. han så på joanna og nikkede lidt. 
"så lader vi ham gå for denne gang." selv om Eliot ikke ville ha noget imod at gå efter manden. selv om han var langt væk. retfærdighed måtte jo ske fyldes på et eller andet tidspunkt. da Eva kom over til ham og spurgte om hans navn smilte han. måske hun kendte jasmin og kunne sige at eliot søgte hende. "Eliot kan De kalde mig, glæder mig meget at møde Dem" sagde han og bukkede hovedet for at vise han var oprigtigt.
han så mod tiggerpigen og gik over til hende. "kan De huske mere omkring manden måske?" vis hun kunne ville han måske kunne tage manden snart. han ville jo nok komme tilbage igen. men hvornår. det vidste han ikke. han kunne dog altid holde udkig efter manden. vis hun kunne huske nogle trak eller noget andet ved ham.