Joban, en rolig kentaure som havde et indre kort var igang med at lave sit indrekort større. han kom til et område i skoven som var uden træer. engang ville man kalde det en lysning men plagen med mørket havde gjort dette mørkt og kedeligt. han gik der ind og samlede lidt sne op og formede det. han havde en tyk jakke på og en strikket sweater. Joban havde ingen våben så farlig kunne man ikke kalde ham. men hvem var intraseret i at gøre ham noget. det var jo ikke ligefremst fordi at han selv jagtede nogle eller havde nogle fjender. nok tværtimod. han var så venlig at han havde bekendte og venner. 
Joban havde vokset god vinter pels på sin heste krop som var orange og hvid. lige som hans hår. hans øjne var blå og brun hvilket var meget usædvandligt at se på. men sådan var han født. med en lille fejl i øjnene som ikke generede ham.
sneen han havde samlet var nu hård og fast og han kastede den mod et træ. og den smadrede. han grinte lidt da det så flot ud og han gjorde det igang. der var jo sne nok her  hvor han var.

Stilheden. Det gik hun normalvis herud for. Stilheden fra alle andre væsner der var bosat i palæet. Hun var ikke ligefrem god til mange folk på en gang, også selvom de fleste af dem var ligesindede dæmoner, eller mennesker med et ønske om at tjene og opvarte dem. Tia foretrak kort sat at hole sig stille og rolig for sig selv i de fleste tilfælde, når hun vel og mærket ikke gik omkring og skabte skræk og rædsel hvorend hun kom til.

Men der var intet som at bevæge sig om til det mindre skovområde. Kulden var hun vant til, selvom den sidste plage der løb over landet havde gjort alt mørkt, koldt og klamt. Sneen knasede under hendes skridt, ganse let og luftigt, indtil hun stoppede og lod stilheden markere sig. Lod den strømme ind og ud, hvoraf hendes egen vejrtrækning og smådyrernes puslen var den eneste lyd hun hørte. Indtil. Dunk. Tia åbnede øjnene og stirrede i retningen. Dunk. Der gik ikke lang tid før den næste fremmede lyd kom til, og ganske rigtig - Dæmonkvinen bevægede sig derhen, for at se en kentauer stå og more sig gevaldigt med at kaste sne mod et træ. Dunklydende var egentlig ikke så meget dunk, som lyden af sneen der splittede sig fra boldformen ved kolition. Tia lagde armene over kors, og dermed også trak den slidte og let hullede jakke tættere ind til kroppen. Ikke at hun frøs. Måske det var tid til en lille leg. Han så så uskyldig og ufarligud. "Ser man det.. Jeg troede i holdte til i Amazonitskovene.."

Joban hørte ikke kvinden komme og da hun talte tabte han næsten snebolden og så mod hende med et venligt smil. jo... ja... hun havde ret. kentaure holdte tit til i skoven men han var omrejsende. han elskede at udforske. han kastede bolden mod træet og ramte det da også. 
"ja det gør vi normalt. men ikke mig."
han så mod hende og smilte venligt til hende. hvor kom hun mon fra? hun var jo dukket op ud af det blå. og hvad var hun. han havde jo ikke mødt mange dæmoner i sin tid. men hvad han var jo ung iforhold til en kentaure. Joban smilte og skridtede over til hende og bukkede let. 
"jeg er Joban, hyggeligt  at møde Dem"
han anede jo ikke hvem hun var og det var for ham altid hyggeligt at møde nye mennesker.

Han virkede ikke spor bange af sig. Tværtimod som et af de der unge med massere af liv og nysgerrighed i kroppen. Der ville rejse, se og opleve. Retinentia var ikke helt at samme støbning. For det første var hun ikke helt ung mere, omend heller ikke gammel. Hun bar ikke interesse i at se alt omkring sig, og hendes tilgang til fremmede var minimal, med mindre hun ønskede at udforske sin magiske evne.
Tia rettede ryggen en anelse mere skeptisk som han kom nærmere, og øjenbrynet skød i vejret ret hurtigt. "I lige måde Joban.. Du er ikke bange af dig" det kunne være både et plus og et minus. For Joban virkede det som om at han endnu ikke havde oplevet noget der kunne gøre ham skeptisk overfor fremmede. Det var bare et spørgsmål om tid. "Fascinerende og ganske unaturligt må jeg sige. Men et frisk pust, skader vel aldrig"

Joban så på hende. hun præssenterede sig ikke? det var bisart synes han men hvad det var vel hendes valg. han så på  da hun taæte om at han ikke var bange grinte han lidt. 
"skulle jeg da være det" han havde jo ikke set noget sværd så klart han ikke var bange.
Joban var mest bange for sværd efter han blev angrebet som barn af sin fætter vis et uheld. han smilte venligt og så på hende som hun stod der. han gik ud i midten igen og samlede sne op igen. der var jo alligevel masser af det nu. 
"tak... tror jeg nok?" sagde han da han ikke vidste om det var godt eller dårligt. 
"men hvad med dig Fru...Frøken? er De bange af Dem?""
han vidste ikke helt hvordan hun havde det med at en kentaure stod her foran hende. han var jo heller ikke tyben som rigtigt gik over og bankede nogle ned. selv om man aldrig kunne vide.

Tia trak lidt på skulderne, stadig med armene foldet foran sig, ganske roligt. "Ikke nødvendigvis.. Dem jeg møder er som regel bare mere skeptiske overfor fremmede" hvilket jo var rigtigt nok - men normalvis var hun jo også i selskab med herren på palæet der bragte skræk til mange folkegrupper, eller andre dæmoner der lignede det mere end hendes mere diskrete udseende viste.
"Frøken.. Tia, hvis du lyster.. og nej, det er jeg ikke.." Svarede hun med et smil på læben. Et lettere skummelt smil, mens hun kiggede op på kentaueren der var et solidt stykke højere end hende. Retinentia var egentlig ikke synderlig høj, så der skulle ikke meget til at tordne over hende i højde. "Jeg er normalvis det folk er bange for, Joban"

ja joban kunne nok ha været mere skeptisk. men når han ikke havde mødt nogle der gjorde ham bange. ud over dem fra lysets hær og mørkets hær. men de havde jo også sværd med sig sikkert. han smilte roligt for hende og da hun så fortalte at hun var fræken og hed Tia nikkede han.
"hyggeligt at møde Dem Frøken Tia, og det var da heldigt at De ikke er bange af Dem." hendes smil var ikke sådan... venligt, så noget var underligt over det smil. var det det man kaldte skummelt? han rykkede sig lidt tilbage, da hun så sagde hun var den folk normalt var bange for lagde han hovedet på skrå, og forstod det ikke. hun virkede da ikke farlig. 
"og.... hvorfor er man så det?" spurgte han undrene. 

Tia nikkede til kentaueren. Ja, det var nok egentlig meget godt at hun ikke var bange af sig, når man tænkte på hvilket liv hun førte sig. Hun satte hovedet på skrå, stadig med det noget skumle smil på læberne af underholdning over hans måde at snakke på. Så sød, uskyldig og nem at få i tale uden at han stak af. Det var sådan et dejligt pust.
I det mindste så det ud til at give en reaktion at hun fortalte ham at hun var grunden til at folk var bange som regel. "Er du helt sikker på at du vil vide det?" Svarede hun roligt, og lænede hovedet til den anden side, med et mere roligt smil, der var knap så skræmmende og skummelt. "Det kan selvfølgelig også bare være at folk overdriver."

Tia smilte stadig sådan, underligt synes Joban. han så på hende da hun spurgte om han var sikker. ja da ellers spurgte man da ikke. men et eller andet ved hende begyndte at gøre ham lidt nervøs men ikke noget man så på ham. "ja det vil jeg da gerne vide" han så på hende med et lille smil og gik lidt rundt om sig selv fordi han var lidt rastløs. 
"som nogle folk siger, overdrivelse fremmer forståelsen" sagde han med en lille latter da han aldrig havde forstået hvorfor man sagde det, overdrivelse var vel overdrivelse.

Retinentia kunne ikke lade hver med at kommen med en let klukkende latter. Han var ikke bange af sig, og endda efter at hun havde fortalt at hun var en af grundene til at folk ikke brød sig om at gå alene i området. Og jo ja, overdrivelse fremmede forståelse. "Det kan du jo så selv vurdere" Svarede hun roligt, inden ansigtets folder gik fra rolige og ganske let smilende, til alvorligt og gennemtrængene. De stærkt grønne øjne fæsnede sig til hans, nærmest brændte sig fast, tvingene ham til at holde øjenkontakt. "Hvis mig det" hendes stemme lød ikke som før, den var mere hæs, skræmmende så at sige, som hun gravede sig ind i hans sind og hukommelse og tvang de værste frem. Hun startede ud med en fysisk smerte. Den værste fysiske smerte han havde været igennem og lod ham genleve den, ned til mindste detalje.

Joban så undrene på hende da hun sagde han selv skulle vurdere det.  han lagde hovedet på skrå og da hendes øjne blev mere intense og hendes stemme hæs trådte han tilbage. ikke meget bare et par skridt. da var han pludselig et føl igen. han var sammen med sin fætter igen. de legede med sværd. moret sig voldsomt og hyggede sig. Joban var god med sværd og det var fætteren op til han lavede et hug oppe fra og ned lige i Jobans bug. han skreg op i smerte og følte blodet gled ned af sig. han følte smerten gå igennem ham og selv hos healeren var han fyldt med smerte og fyldt med frygt for døden og for at det skulle gøre mere ondt. 
dette var Jobans værste mareridt. hvilket jo også var rigeligt for et føl. at opleve sådan noget som ung var noget der satte sig i hukommelsen og det gjorde også at hans frygt for sværd havde sat sig fast. han bar aldrig sværd.

Retinentia fastholde intenst hans blik, tvang ham til at genleve det. Hun måtte indrømme at det ikke var det mest spændende hun havde set. En slåskamp med sværd der gik galt mellem to små føl eller børn.. hvad man end kaldte det, når det var kentauere.
Retinentia så som et slørret billede at Joban vred sig på jorden, mens scenariet skred frem. Hvordan blodet løb som en mørk flod ned af alt. Det var lige før at Retinentia kunne mærke varmen fra det. Den pumpende levende varme som forlod ham.
Hun fastholdte ham i denne smertesstilstand i et stykke tid - mest for at more sig, men der var ikke rigtig andet at komme efter. Han havde haft en uskyldig fortid, specielt hvis dette var det værste. Hun blinkede, slap sit greb, og så derfor lidt frem for sig for at genvinde fatningen inden hun kiggede ned på den sammenkrøben kentauer. "Derfor kommer folk her ikke" hviskede hun hvislende, men stadig tydeligt nok til at han kunne høre det.

Joban log helt sammenkrøbet og holdte sig til siden. da hun slap hendes trangse vågnede han op og trak vejret hurtigt og så forvirret rundt. hvor var han. hvad var det som var sket. og hvem var det lige hun var. det tog lidt tid før han huskede. han rejste sig op og trak et par skridt tilbage da hun talte. han bed sig i læben og så bange rundt om hende. 
"hvorfor... hvorfor gør De det?" spurgte han da han ikke rigtigt ønskede at komme til skade på nogle møde. han ønskede ikke hun gjorde det igen. nok var hans fortid uskyldig men han havde ikke oplevet så meget jo. mest bare søgt efter verdens kortet.

(skal han stikke af nu?)

Retinentia kunne ikke lade være med at smile over hans reaktion. Hvordan panikken var malet i hans ansigt, bragte nærmest en følelse af lykke og glærde igennem kroppen på dæmonen. Hun lagde hovedet let på skrå "Fordi jeg kan lide det" Svarede hun med et skræmmende og lumst tandsmil. Hun lænede sig tilbage op af en træstamme, stadig smilende og med hovedet let på skrå. "Løb nu hjem med dig, lille føl - jeg vil finde dig i dine mareridt" Dæmonkvinden begyndte at klukle en skummel latter der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver. Oh hun elskede at se folk løber i skræk og rædsel.

Joban sank en klumb og hans blå og brune øjne farede rundt omkring. da hun begyndte at småle og sige hun kunne lig det. han bakkede og da hun sagde han skulle løbe hjem så han trist ned i jorden. han havde jo intet hjem ikke sådan rigtigt. så han valgte blot at vende om han så tilbage på hende, "en dag ender det galt" sagde han og begyndte at galopere afsted. han anede ikke hvor han skulle løbe hen og hvor han skulle søge tilflugt. men en ting var sikkert. hende ville han ikke møde igen. hun var ubehgelige på flere end en måde. især hendes latter, det gik ind i marv og ben.

//out