Det var en aften som alle andre. Yasmin havde mødt interessante folk i Dunkelskoven, men nu gik hendes vej videre, og som hun var på vej ud af skoven med sin oppakning slynget over skulderen, kunne hun ikke undgå at fløjte let for sig selv. Hun var for en gangs skyld i bedre humør end hun hidtil havde været selvom mørket havde været ret tyngende på det sidste. Et møde den anden dag havde fået hende et besynderligt bedre humør og måske var det også derfor hun ikke var helt så meget på vagt som normalt, mens hun gik ned af de stille stier i Dunkelskoven. Lydene var holdt i baggrunden og hun var egentlig bare godt på vej mod Ulvehøj igen. Det var i hvert fald planen, indtil en anderledes lyd blev opfanget af hendes ører. Anderledes fødder mod græsset. Mere tunge i det. Hun trak med det samme langkniven - hendes favoriserede våben - og vendte sig mod lyden.

"Hvem der?" hendes kald var langt mere neutralt og roligt end normalt. Selvfølgelig var hun klar på enhver fare, men det var bare som om at den rigide følelse der normalt var over alle de ting hun gjorde og sagde, var faldet lidt hen i baggrunden. En kæmpestor skikkelse kom til syne blandt træerne, hvilket ville have været skræmmende for de fleste. For Yasmin var det blot alarmerende og hun begyndte at forholde sig klar til det værste med det samme.

For de fleste var det en rolig og almindelig aften. Natten havde slæbt månen frem som lyste fra himlen. Hos Alzko var det hele også meget almindeligt. Han var altid på jagt efter noget nyt at lege med, det var hans hverdag og sådan han levede. Det var sådan han underholdt sig selv. Han havde fulgt en kvinde på god afstand igennem Dunkelskovens mørke og endnu havde hun ikke opdaget ham, selvom han bestemt ikke var den mest lydløse, men det gjaldt om at holde sig på god afstand. Han lod øksen frigøre sig fra hans bælte og lod den ligge godt i hånden, så han var klar til at give det sidste for at få hende under hans kontrol.

Det kom pludseligt, da hun vendte sig om og i mørket og kiggede hans retning. Han kig roligt frem og virkede som en stor skikkelse blandt de mørke træer. Roligt fæstnede han grebet om øksen og kort efter gik han i løb og sprintede imod kvinden. Nu gjaldt det virkeligt.

Yasmin kiggede opmærksomt mod den store skikkelse, mens den gik nærmere mod hende inde blandt træerne. Hvad dens intentioner var, vidste hun ikke, men hun var kun glad for at månen faktisk viste sig mere frem end normalt og der var lyst nok på trods af mørket til, at hun kunne se skikkelsen, samt den økse den havde i hånden som den pludselig satte i en sprint direkte imod hende. Hun genkendte nu skikkelsens race, for de var set ret ofte i syden: En minotaur kom i dette øjeblik nærmest flyvende mod hende med øksen, og hun havde ingen planer om, at tage ham i synet. I stedet trak hun i en flydende bevægelse sin langkniv og ventede til minotauren var få meter fra hende, nok til at hans beregnede momemtum til at ramme hende var opnået. Han ville ramle ind i hende om få sekunder, men i stedet for at lade ham få lov til det, trådte hun behændigt til siden, kampklar. Hun vidste ikke hvad minotaurens intentioner var, men hun havde ikke tænkt sig at lade den nedlægge hende, ikke på vilkår.
Mens hun trådte til siden skød is ud af hendes fingerspidser og lavede et mindre islag det sted hvor minotauren trådte ned næst med en forhåbning om, at minotauren ville vælte eller i det mindste bare snuble.

//Afsluttet