Det var nogle dage siden at Rosalind havde mødt staldknægten Askild. Han havde fornyet noget af Rosalinds håb om igen at spille violin, men stadig var modet til at spille for folk ikke vendt tilbage, men noget var. Askild havde givet hende modet til at spille for dyr, både store og små og derfor havde hun fulgt hans råd. Hun var taget til markedspladsen efter en dag med arbejde på krystalpaladset.
Det havde været en belastende dag hvor hun igen havde fået overtjeneren på nakken fordi hun tabte et glas og køkkenet havde skreget af hende for at være langsom. Hun havde efter de sidste par dage virkelig bare brændt inde med nogle følelser som var lettest at lade ud gennem strengende på hendes ibenholts violin: Holt.

Hun befandt sig i en lille sidegade med en lille gyde hvor de eneste øre til at høre hendes violin ville være tre katte som sad på en tønde og lyttede. Hun fandt det behageligt at spille for dyr, for gennem det blik Askild havde givet hende så kunne hun ikke andet end at glædes når hun så dem lege og tonse rundt som hendes fingre spillede fra E til G.
Her sad hun så iklædt en varmt tøj og med en kappe på sit skød. Hun havde valgt at tage den af da den var anstrengende at have på mens hun spillede, for den forhindrede hende i at skrifte toneleje hurtigt når hendes albue ville blive fanget i dens stof.

Hendes melodi var altid fyldt med passion og følelse. Det var den ene af to ting hun elskede her i livet. Hun ville aldrig lade sin kærlighed for musikken falme uanset om hun kunne spille for mennesker eller ej. Hun nægtede bare at give op, så det at hun nu sad her, tæt på markedspladsen, var et tegn på fremskridt. Ikke de største skridt, men nogle små skridt.
Dog hørte hun nogle skridt komme tættere. Hun nægtede at stoppe med at spille, for melodien var snart ved sit cresendo. Det helligste punkt i hver et stykke. Der ville hun ikke tillade sig selv at stoppe.

((Melodi))

Dagene var korte og mørke, og selv den gladeste person var nok påvirket af dette. Tilgengæld var en person som Jean-Vincente dårligt påvirket af det dårlige vejr. Det gjorde ham selvfølgelig dårlig tilpas at skulle gå fra sit hjem og op til enten teateret eller paladset, når han skulle spille. Men det var en nødvendighed. Han skulle jo tjene penge til det daglige brød, selvom han endnu ikke havde flyttet ud. Der havde endnu ikke været grund til at bruge unødvendige penge på det. Desuden, hvis han flyttede ud, så ville han se sin søster mindre, hans søster fan, og den person i verdenen han havde mest kær.

Han havde krydset over markedspladsen på vej hjem, da han havde hørt violinspil. Det var ikke fordi dette var specielt usædvanlig med de gøglere der ofte optrådte her, for selv de inddragede til tider en violin. Om det var til dans eller historiefortælling, så passede det ind, men denne her violin, det var fra et andet steds fra. Det kom væk fra markedspladsen.
Nysgerrigheden som han havde båret i mange år, men sjældent kom op nu om dage, kom op i den unge mand og han søgte mod violinspillet. De var egentlig ganske nydeligt, men han nåede dårligt at tænke den tanke, da han kom forbi en gyde, og opdagede at musikken kom derinde fra. Det var en pige, måske en der blot var blevet kvinde, der stod og spillede... for musene? Hun så ud til at nyde det, men som at Jean-Vincente stod der, blev hans ansigt bare mere og mere bittert.

Da kvinden var færdig med at spille, så kunne han ikke lade vær med at kommentere på det. Sådan noget hygge spil var jo alligevel bare spild af tid... "Hvis du ikke er god nok til at spille professionel så drop dog det hygge spilleri," sagde han køligt, og stirrede næsten vredt på hende, før han hankede op i sin egen violinkasse og vendte om, for at gå tilbage ud i menneskemylderet. Et lille fnys kunne også høres fra ham. For i hans optik var det da for latterligt at stå og gemme sig i en gyde for at spille.

Rosalind begyndte kort at få våde øjne som den stygge mand var gået. Hvad var det for en måde at tale til nogen på. Hvem var han overhovedet og hvordan vågede han at tale sådan til hende!? Rosalind rejste sig og tog violinen og dens bue i et stremt greb. Hun så lige manden dreje om hjørnet og mod markedspladsen igen og hun var ikke langt bag ham. Hun skulle vise ham hvem her der "hygge spillede". Hun elskede at spille og hvis nogen ville sige at hun skulle droppe det så skulle han fandme give dem et stykke af hendes tanker. De skulle vide præcis hvor god hun var og de skulle blive tvunget til at tage deres ord tilbage.
"Hey du! Ja dig båtnakke!" skreg Rosalind så mod hans nakke som han var på vej ned af den menneske fyldt plads. "Hvem tror du lige du er!? En eller anden perfekt violinist, huh!?" svarede hun så og hentyde med et kast af sine øjne til hans violinkasse.

Hun satte sin violin på plads ved hagen og hendes blik blev rødt. Hendes sceneskræk væltede over hende som en flodbølge, men hvis der var en ting der ikke skulle stoppe hende fra at sætte ham på plads, så var det sceneskræk. Hun stod kort der og sank en stor klump i halsen og prøvede ihærdigt ikke at tænke på hvor mange mennesker der var på pladsen. Hun lukkede så øjnene og prøvede at forestille sig de alle var dyr. Præcis som Askild havde fortalt. Hvis bare det var så nemt.
Hun stod kort der, men stille fik hun et billed på plads. Lydene af fødder mod sneens bund var som hovene fra hestene i staldens blide tryk mod gulvet. Latteren fra børn var som vinden i hendes hår og så som det sidste stykke af et indre billed satte sig fint på plads som et puslespil gik hun i gang.

Hun trak sin bue og placerede den vandret på D stregen og trak starten af den første tone fra hendes smukke violin; Holt.

For Jean-Vincente var denne kommentar intet, noget han let ville kunne skubbe væk i sine tanker, og aldrig tænke på det. En tilfældig violinist der troede hun var verdenen, var ikke ligefrem noget der rokkede ham ud af sit sted. Nej, hvis det var sådan, så var han blevet slået ud for mange år siden. Men han var sikker i sine evner, for han levede af det. At spille musik var det eneste han egentlig rigtig var god til, og muligvis blev hand kaldt et geni, men det var en detalje, men alligevel en detalje der havde været med til at danne grundlag for hans selvsikkerhed. 
Han burde dog måske have overvejet at selvom at det var noget han ikke lagde noget specielt i, så ville de fleste ikke være glade for at få at vide at droppe deres hobby. Så da hun råbte af ham, kom der et dybt suk fra ham, men alligevel vendte han sig om. "Ja, nu du spørger, så er jeg blevet betegnet som den perfekte violinist," svarede han små irriteret. Han ville hellere hjem end at høre på denne her pige, der tydeligvis ikke havde modet til at stille sig op og spille.

Et øjenbryn blev hevet, da hun dog alligevel fandt sin violin frem, og så ud til at begynde at spille. For nu havde de intet publikum. De var blot to mennesker i midten af et menneske mylder, men meget snart ville de nok have flere omkring sig. Ikke at det nogensinde var et problem for Jean-Vincente.
Den første tone blev hørt, og så den næste, og hvis det var sådan hun ville have det, ja, så ville han give det til hende, som han fandt sin egen violin frem. Den var simpel, til trods for at den næppe passede på det mere fine tøj han selv bar.
Han lagde hagen ned mod den, og stillede sig klar med sin egen bue, og i det rette øjeblik, brød han selv ind med sine egne toner. Han var på nippet af at lukke sine øjne, men lod dem være lidt åbne, som han kunne holde øje med pigen foran ham. Det var dog længe siden at den professionelle musiker sidst havde improviseret. De sidste par år havde det været stykker der var blevet lavet på forhånd, og selv når han selv lavede stykker, var det meget metodisk. Det var ikke længere med hjertet.

Som den ækle spirrevip slog ind med hans egne toner åbnede Rosalinds sine øjne og så ham an. Han var god, men hun synes der var et prag af mangel. Hans spillestil virkede stilstående, næsten kold og mekanisk. Hun ventede til han havde spillet lidt og folk stille blev draget omkring dem.
Hun ville gerne bryde ind, men der gik tid og flere folk kom til. Hun turde ikke rigtigt begynde igen. Hun lukkede atter sine øjne og forestillede sig at de ikke var der. Alt hun ville var at imponere ham og bevise at han ikke var så god som han troede.

Med hendes øjne lukkede kastede hun en bemærkning som mudder efter ham. "Ha. Man skulle ikke tro du spillede violin, ikke med sådan en tom fortælling. Men måske er stykket blot om dit eget hjerte." Hun lagde buen klar igen og folkene forsvandt igen i hendes tanker. Dog var de svære at glemme denne gang, for hun vidste at der var øjne på hende. Hun vidste deres øre hørte det, men hun kunne ikke lade sig rokke, hun ville ikke! Hun kastede sit hår rundt som hun begyndte at spille igen og langsomt begyndt hendes ben at følge med.
Folkene dannede en kreds omkring dem og lyttede. Nogle klappede, nogle trampede og andre hujede. Det var klart for alle der hørte det at begge violinister for at vise at de var bedre end den anden. Men som cirklen af folk var omkring dem begyndte Rosalind at dreje rundt og bevæge sig tættere på den sure mand der også spillede. Dog da hun kom tæt nok på brød hun sin tone og stoppede helt med at spille og bare kiggede på ham intenst med sine grønne øjne som var fyldt med passionen for musik hun havde spillet. Selvom hun havde brudt en tone og bare stoppet var det ikke fordi hun var pinlig over at det skete, hun følte bare at det var bedst at stoppe der og se om manden havde mere i sig eller om hans tomhed fra hjertet havde taget hans fingre med sig.

Manglen havde aldrig rigtig siddet i hans musik, for musikken var smuk, den var kreativ. Nej, manglen havde været en del af hans hjerte, som hans hjerte blev tomt, og med en længsel efter den passion han havde haft som ung. Men ikke alle var så heldige, at de kunne beholde sådan en værdifuld ting. Hvis der var en ting Jean-Vincente ville gøre om, så var det at have gjort noget for ikke at have mistet det. Det var også derfor at han kom med et tørt: "Observant," men der var alligevel en anelse sorg i det. En sorg der gjorde det tydeligt at han mente det.

Men hun skulle ikke tro at det var ovre endnu. Hvis der var en følelse han kunne få frem, så var det sorg, og med det meget præcise stik i hans hjerte, så var ikke svært for ham at finde følelsen frem. "Men selv det mest tomme menneske, har visse følelser," sagde han roligt og tog en dyb indånding, før han begyndte igen, men denne gang, så var det en trist melodi. Ikke ligefrem passende til en duel, men han var kendt for sine sørgmodige melodier.
Det var som om at med melodien, der spredte sig en sorgmodig stemningen. Folkene der ellers havde stået og heppet, og larmet, blev stille, som om at den triste melodi satte sig i hjertet på dem, og det var ligeledes som om at sneen begyndte at falde igen. Det var en trist stemning der nu var omkring de to violinister, ikke noget der passede til en violin duel, men nu var det også mange år siden, at Jean-Vincente havde gidet at deltage i sådan en.

Som små snefnug begyndte at dale ned stille og roligt blev Rosalind en smule rørt af mandens musik. Hun var ikke helt klar på hvad hun skulle sige eller gøre. Hun stod bare der og hørte ham spille. Nok havde hun før danset rundt i cirkelen og virket så selvsikker, men som han spillede kunne hun mærke fortællingen og følelsen han spillede på. Hun kunne ikke udtrykke et svar gennem sprog til ham og derfor trådte hun et skridt tilbage og vende sin ryg til ham. Kort lignede det at hun ville forlade cirklen men hans melodi var nået dens ende og hun begyndte igen.
Hendes bue var ikke på violinen men hendes fingre trak på strengene og takten til det velkendt musikalske stykke; "Sang fra en Hemmelig Have".

Hvem end manden var så havde han selv bragt en trist følelse til og den var klart ikke beregnet til en duel, en dyst eller en kamp mellem to violinister. Dog som hun spillede de første takter føltes det halvt tom, for melodien hun spillede var ikke til en duel mellem dem. Det var en duet.
Hvis manden i virkeligheden var professionel og ville holde sig selv så højt oppe så måtte han da kende den.

Rosalinds øjne lukkede i for hun turde ikke se folkene mens hun spillede men hun ventede på at se om han virkelig kunne spille, for sandekunstnere var ikke altid ene. Og denne sang krævede klart talent, takt og især følelse. Hun var klar på at spille takterne og danse til tonen, men var han?

Jean-Vincentes øjne havde lukket sig under stykket, og bare lod sig selv føle det med hele sit hjerte. De ensomme aftenener hvor violinen ikke  længere bragte ham den glæde den før havde gjort. En mand uden en passion i livet mere.
Da sangen endelig sluttede, sukkede han let og var parat til at tage violinen ned. Det her var barnligt, hans familie ventede på ham derhjemme, han kunne ikke bare forsætte med at spille her, fordi at kvinden var blevet ked af hans jord. Dog stoppede han fuldstændig, da han hørte de smukke toner fra kvindens violin. Det var helt klart en melodi han kendte. Ikke en han havde lært da han var yngre, men senere af behov.

Et forvirret udtryk kom frem på ansigtet. Ville hun have at han spillede duetten med hende? Den kunne næsten umuligt blive båret alene, selv hvis man kunne spille for to. Den var kompliceret, svær og smuk, når violinerne sang sammen. Det tog ham nogle takter, før at han fandt en åbning, og melodien strøg fra hans egen violin. Som om at de to af dem havde spillet sammen i evigheder.
Det var næsten som om at han var en anden, når han sørgerede for at passe ind til kvindens violin. Næsten som om at han ikke var den samme tomme og triste person som før. Mod slutningen af sangen, der kunne han næsten sværge at han følte noget i sig igen. Noget der ikke var vrede eller tristhed over at spille. Noget der mindede om det han havde tabt. Han fik dog aldrig samlet det op, som sangen sluttede, og det nærmest blev glemt igen.

Han stod og kiggede lidt på kvinden, før han rakte ned for at få fat i violinkassen, så han kunne passe violinen sammen. "Er publikum så skræmmende for dig?" spurgte Jean-Vincente, men det var ikke hårde ord. Han havde opdaget under deres lille kamp og duet, at hun virkelig ikke havde ville se på publikum, og havde ikke virket yderlig tilpas. Det var ikke fordi at de var første gang at han stødte på en med sceneskræk, selvom det lå fjernt fra hans eget sind. "De vil dig ellers intet ondt."

Som stykket ende åbnede Rosalind ikke øjnene. Hun turde ikke. Hun satte sig bare ned i sneen og lyttede til hvem end den fremmede violinist var's ord; "Er publikum så skræmmende for dig? De vil dig ellers intet ondt.". Rosalind kunne ikke klare det. Hun rejste sig langsomt fra jorden og lod hendes øjne dale hen over jorden og hen mod gyden hun var kommet fra. Hun kunne løbe og aldrig tænke tilbage på hvad der var sket, eller hun kunne blive her og finde ud af mere om ham her... Der måtte være en mellemvej.

En tåre trillede ned af hendes kind ved tanken om bare at efterlade ham her, men dette var grundet at hun projekterede hendes egen sceneskræk over på ham og så ham i lyset af at han også havde det. Også selvom dette ikke var. Rosalind greb violinen og buen i hver sin hånd og vende sig hårdt om så hun havde ryggen til manden. "Jeg frygter ikke noget! Hvad kommer det da også dig ved!? Du ville jo ikke engang åbne dig selv til dem. Alt du ville var at sprede den forfærdelige følelse af sorg og ulykke som selv den yngste amatør ville kunne! Prøv dog i det mindste at se ud som om du elsker det når du spiller det!" hun kastede sit hår til siden som hun vende på hælen. Hendes ansigt var rødt og hun var vred indtil bennet. Men nu hvor hun stod og konfronterede ham direkte var det anderledes.
Hun sank en lille klump i halsen og slappede hurtigt af som hendes skuldre vandre op og hendes blik mod jorden. Hun begyndte at gå langsomt baglæns væk "Undskyld... Jeg mener..." hun stødte ind i en lille bænk hvor nogle børn også havde stået for at se dem spille i deres dyst og hun faldt nu ned på sin bag og sad nu det.

"Jeg mener... Du spiller godt..." sagde hun genert. Det var ikke fordi hun ville virke så sur, men når først violinen havde spillet flød hendes hjertes følelser bare ud i alt hun gjorde. Alt fra hendes bevægelser, hendes mund, hendes øjne. Det skreg alsammen for hjertets skyld. Men nu sad hun der og turde ikke bevæge sig væk. Hun følte hellere ikke det ville være fair at gøre efter hun lige havde råbt af ham. Det var vel kun okay hvis hun lod ham gøre det tilbage til hende.

Jean-Vincente kunne mærke vreden begynde at boble inden i ham. Hvor vovede hun at påstå at han blot var en amatør! Han havde måske mistet passionen, men det vigtigste var at give publikum det de betalte for. Og de havde set ham så mange gange, at de vidste hvad de betalte for. Måske var det fordi at de ikke var kunstnere at de ikke kunne se det der manglede i Jean-Vincente, for denne kvinde havde set igennem ham. Ikke fordi at han nogensinde skjulte det.
Men den vrede han havde mærket i sig, og ville have været med til at flippe ud på hende, forsvandt, som hun pludselig virkede usikker på tingene. 
Et lille suk kom ud fra hans læber. Han kunne ikke skælde hende ud nu, hun havde ikke rigtig gjort noget. Så han stod lidt og overvejede hvad han skulle sige, mens han fik pakket violinen ned, men ikke uden et sidste længselsfuldt blik på den.

"Jeg må nok indrømme at det er mig der skal undskylde for min opførsel tidligere," sagde han, og lød oprigtig ked af det. Han vidste godt at det ikke havde været fair at smide sin egen bitterhed over på andre. Det var jo ikke hendes skyld at han havde mistet kærligheden for musikken, uanset hvor meget han gerne ville finde en syndebuk. Men han uddybede hverken hvorfor han opførte sig på den måde, eller hvad hun havde skældt ud på ham over. For hvad kunne han sige?
"Du spiller godt. Bedre end de fleste," sagde han så, og tog forsigtigt et sæde ved siden af kvinden. Han var ikke sikker på om hun bare havde tænkt sig at flygte nu. Han kunne nu egentlig godt forstå, hvis hun are gerne ville være fra ham.

Rosalind så ikke mod violinisten men ned i jorden hvor hun gravede lidt med sine fødder. Hun lagde sin violin på sit skød og havde ikke den store træng til at flytte sig. Ikke fordi hun ikke turde, men fordi hun ikke ville lade manden sidde alene efter hvad hun lige havde råbt. "Jeg ved ikke lige hvorfor jeg sagde det jeg gjorde. Men jeg mener det. Du spiller virkelig godt. Jeg kan godt se hvorfor du siger du er professionel, men jeg..." hun fældede en tåre. "Jeg kan ikke forstå dig. Din musik kan ikke forstås af mit hjerte. Som om du ikke spiller med det." sagde hun så med sorg i stemmen.
Det var ikke alle der nogensinde ville forstå det. Men hun kunne føle hvordan hans musik var tom. Hun spillede altid med sit hjerte og det var derfor hendes musik næsten altid var improviseret, for gennem det kunne hendes hjerte bare få lov at tale.-

Rosalind gravede lidt i sneen under hendes fødder og så så hen mod manden. "Jeg er bange for folkene. For jeg frygter de ikke får historien som mit hjerte prøvede at synge til dem..." hun havde stadig en tåre der trillede ned af hendes kind som hun med sorg i stemmen fortalte det.

Det sved lidt i Jean-Vincentes hjerte, for hun havde ret. Han spillede ikke med sit hjerte, og det var som om at det var mange år efterhånden siden at han sidst havde gjort det. Der var noget han havde mistet af de år på scenen, mistet på grund af komplimenterne. Han kunne ikke lade vær men at kigge bedrøvet ned på sin violin.
"Måske er det også for det bedre, for de forstår det ikke. De vil bare underholdes for en stund," indrømmede han så. Han var ikke sikker på om han fortrød at gå ind i den musikalske verden som professionel. Det var trods alt det eneste han egentlig kunne, det var jo ikke fordi at han var en mand af mange talenter... 

Han kiggede over på hende, og opdagede tåren på hendes kind, og den sorgmodige stemme. Han ønskede ikke dette for hende. "Det er nok bedre at holde din musik væk fra den professionelle scene. Det ville være en skam at miste den gnist for musikken." Han kunne ikke engang sende hende et sorgmodigt smil som de sad der. "Men måske du vil have større held hernede, hvis du kom dig over den frygt."

Rosalid tørrede sin øjne. "Det har intet med held at gøre. Jeg har ingen intetion om nogensinde at blive en professionel violinist. Jeg vil bare være fri så mit hjerte kan opleve nye ting det kan spille for." Rosalind rejste sig og tog violintasken ved hånd og rettede sig op. "Du burde gøre det samme." hun vende sig mod manden og så ned på ham. "Gå ud og nyde dit liv en smule mere før du spiller igen. Måske vil din gnist komme tilbage med nye fortællinger du ikke er tvunget til at fortælle." en tåre gled ned af hendes kind som hun vende sig væk fra ham og tog nogle få skridt før hun igen stoppede og vende sig mod ham igen.

"Jeg glemte helt at høre dit navn? Jeg er Rosalind, men du kan bare kalde mig Rosa." hendes varme blik kom mod ham med et smil på sine læber. Måske ville han gøre hvad hun sagde, det var ihvertfald hendes håb. Gid han måtte finde sin gnist igen, for ingen fortjener at blive tomme og ikke kunne elske hvad man gør længere.

Hun var noget af en idealist, noget som Jean-Vincente ikke havde været i årevis. Det var jo ikke fordi at han ikke ønskede at kunne se lyserødt på verdenen igen, men det var ikke noget der virkede til at det ville kunne komme til at ske for ham. For at være idealistisk virkede ikke i denne her verden, hvilket betød at Rosalind måtte have haft en let opvækst. Ikke at Jean-Vincentes egen havde været svær, men hans senere år havde åbnet hans øjne for hele verdenen. 
Et lille smil gled alligevel over hans læber. "Det er ikke for at være uhøflig, men jeg har ikke den luksus bare at kunne stoppe med at arbejde," sagde han og kiggede sørgmodigt på sin violin. Hvornår var den blevet et redskab fremfor en ven? Det kunne han ikke huske, men det smertede ham stadig at tænke over det.

"Mit navn er Jean-Vincente, men kald mig Jean," sagde han, men gjorde intet for at rejse sig. Han kunne godt se at hun ville nok gå, og så kunne han selv forsætte med sit liv, selvom han selv ikke vidste hvilket slags liv det var. "Det var ikke min mening at få dig til at græde heller. Jeg underskylder," tilføjede han så. De hårde øjne som han ellers mange gange besad, var blevet blide og han lignede en anden end den der spillede violin. Det var som om at der stadig var noget i ham, som blev tabt når violin blev samlet op. 

Rosalind rejste sig op som han gjorde og nejede så med sin violinkuffert ved sin side. "Det er dejligt at have et navn man kan sætte på dig, men.... Undskyld ikke." hun tog et par skridt tilbage som hun kort bukkede. "Jeg må videre... J- jeg, jeg må hjem. Min far ville være rasende hvis han hørte om det her." hun vende sig og løb til et hus hjørne hvor hun igen vende sig mod ham. "Håb- Håber vi mødes igen snart. Hvis det er, så bare find Vinter-familien, så er jeg der."
Rosalind forsvandt om hjørnet hvor hun kort stod op mod væggen for at trækkke vejret og lige gå igennem hvad der var sket for hende. Hun følte lige nu hun bare måtte komme væk, for hun syntes pludseligt alt blev mere skræmmende end det var før da hun spillede. Især efter at høre hans navn... "Jean-Vincente... Bekendt... Men hvorfra?" tænkte hun som hun gik videre mod sit hjem for at prøve at glemme det hele, med undtagelse af Jean.

//Out

Det var underligt hvor pludselig Rosalind fik benene på nakken, og han kiggede også noget forvirret efter hende, som han sad der med sin violinkasse og følte sig lidt dum. Nej, det var ikke som om at hun ville have kunne forstå hvordan det var at miste sin glæde og lyst til at spille violin, men pludselig være nødt til det.
Han holdt kassen lidt tættere på sig, før han rejste sig op, for så selv at begive sig hjemad. der var ingen grund til at opsøge denne Rosalind Vinter i sidste ende, og hvis verdenen ville have de skulle mødes igen, så ville de jo nok, men det var begrænset hvor meget Jean-Vincente troede på skæbnen mere.

//Out