"Jeg har ikke taget noget! Jeg betalte for alle mine varer!" svarede Mak'gora vredt og nøj hvor havde hun lyst til at give kvinden et par slag, men indtil videre holdt hun sig dog i skindet, men det var svært. Alle steder hun gik i denne by blev hun dømt på en ting, og det var den grønne hud og hendes hugtænder. Kun i undergrunden var der noget mere accept. For selvfølgelig måtte hun være en del af Mørket som ork. Orkere kunne aldeles også leve fredeligt! Eller semi-fredeligt.
"Tyv! Tyv!" forsatte et kvækkende fra den gamle dame. "Nogen kom og hjælp mig! Jeg bliver berøvet," blev der råbt højere og højere med. Mak'gora tog nu fat i kanten af hendes trøje og lænede sig ind over boden. "For sidste gang! JEG HAR IKKE TAGET NOGET!" råbte Mak'gora direkte ind i ansigtet på kvinden, som nu bare gik yderlig i panik.