Med vante bevægelser men ikke meget omhu tørrede den unge, rødhårede pige endnu et glas af og satte det op på hylden bag bardisken. Adskillige vokslys brændte rundt om i den lille krostue i et håb om at jage mørket bort og uden for de lukkede vinduesskodder faldt sneen, som den uafbrudt havde gjort det meste af dagen. Maela havde efterhånden svært ved at kende forskel på dag og nat, hvis eneste forskel efterhånden var den lille mængde gæster i krostuen. Når de sidste nordboere var gået hjem, sov hun i et lillebitte kammer bag køkkenet, når hun altså kunne sove fra de ubehagelige drømme, der plagede hende, og som hun ikke forstod.

Kulden var overvældende - selv for de hærdede mænd og kvinder af Norden. Maela var ikke hærdet - hendes teleportationsevne havde under kaos-plagen bragt hende ufrivilligt til Norden, og frysende og uden så meget som en enkelt krystal på lommen, havde hendes eneste udvej været at søge ly i den nærmeste landsby. Kroværten havde forbarmet sig over barnet og ladet hende hjælpe til i kroen mod husly og den smule mad, der nu kunne undværes. 
Et lille suk gik gennem hendes spinkle krop, som hun tog endnu et glas og begyndte at tørre det af. Der var en dæmpet lyd af mumlende stemmer fra kroens eneste gæster - et par skindklædte jægere, der sad med hver deres krus tynde mjød. Den unge pige, som ellers så ofte havde gnistret af livsmod og narresteger, var så småt begyndt at miste modet. Måske ville hun være i stand til at drage sydpå, når vinteren og mørket engang var fordrevet, men ingen vidste, hvornår det ville ske, og de seneste nyheder sydfra havde fortalt hende, at Tywing-skolen, hvor hun ellers havde holdt til, endelig havde måttet lukke dørene. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til dette - en del af hende havde hadet de indelukkede lokaler på skolen, men det var det eneste hjem, hun havde.  

Den tunge trædør som holdt både det mystiske mørke og den bitre, bidende kulde ude, åbnedes med en let knagen. Dette sendte naturligvis et ubehageligt, isnende vindstød ind i den nogenlunde lune krostue, og dette aflivede koldblodigt et enkelt af de vokslys, som modigt kæmpede imod mørket.

En høj skikkelse trådte indenfor og lod døren glide i bag sig.
Han var klædt i en stor, tyk kappe af mørkegrå uld og en sort tunika med detaljer af skind, trods denne var mere eller minde dækket til at pelsstykker som var syet simpelt, men effektivt sammen for varmens skyld.
Han bar kraftige, varme bukser og et par pelsindbundne, solide støvler.
En dyb hætte skjulte hans ansigt og hår, og man kunne kun se en enkelt, hvid lok som hang frit ud fra dens mørke dyb - og så naturligvis de mystiske, svagt lysende lilla øjne, som lige nu sendte et blik hen over krostuen.

Den høje mand gik hen over gulvet med en lyd som kun tunge, solide vinterstøvler kan lave, og stillede sig så i baren, med den ene handskeklædte hånd hvilende på disken.
"Et krus mjød og hvad end i har at spise." lød hans rolige, nærmest behagelige stemme. Hvor de fleste andre ville have en dirrede stemme på grund af kulden udenfor, virkede hans til at være under fuld kontrol...

De små, pelsede ører, der stak en smule ud under Maelas kraftige, røde krøllede bevægede sig en smule, da hun hørte den velkendte lyd af døren til krostuen, der blev åbnet. Hendes øjne blev en smule runde, som hun fik øje på den høje skikkelse, som var godt pakket ind i alt muligt form for skind. 
Han kom hen til baren og Maela kiggede nærmest desperat rundt efter krofatter, som var gået ud for at hente brænde for et par minutter siden. Han var endnu ikke kommet tilbage. Hun tittede op mod den fremmede, hvis ansigt var godt skjult af hætten. Hans lugt var fremmedartet, ikke som de lokale, der levede her i Norvik. "J-javel, den herre." Fik hun fremstammet. Hans stemme var ganske behagelig, men hun var altid en smule nervøs omkring fremmede. 

Hendes små hænder greb et tomt krus og hun skænkede et skummende krus mjød fra den nærmeste tønde. Manden ville sandsynligvis finde mjøden en andelse tynd, men sådan var det i disse tider, hvor forsyningerne var sparsomme. Dragorn-dværgene, som var Nordens faste leverandører af mjød, var stadig ved at komme sig efter besættelsen af deres rige.
"Værsågod. Jeg giver kokken besked om maden.." Hun skubbede mjødkruset hen over baren, men vendte sig ikke med det samme for at gå ud i køkkenet. I stedet blev hun ved med at kigge lidt nysgerrigt på manden - hvorfor var hans ansigt skjult på den måde? Hun syntes, at kunne fornemme et lilla skær i øjnene derinde fra hættens dyb.

Pigens åbenbare nervøsitet rørte ham ikke til at begynde med. Det var noget han havde oplevet før, selv når han var forklædt eller tildækket som nu.
Det var først da hun blev stående og kiggede på ham, at han reagerede på det.

Han smilede under hætten, og vendte blikket imod hende mens han hævede kruset op til læberne for at smage på den tynde, men skummende mjød.
"Er der noget på mit ansigt, unge frøken...?" Spurgte han med et gansle let strejf af humor i stemmen.
Hun var en lille, ganske køn halvtøs, som måske virkede en anelse malplaceret.
Som om dette ikke var helt hvor hun hørte til.

Zane tog en mundfuld af den tynde dværgemjød, og nikkede tilfreds.
Nok var det tyndt og bar præg af at Dragorn var i færd med at finde sit fodfæste igen... men det var stadig det bedste han havde fået at drikke i flere dage.

Man kunne se, at Maelas næsebor udvidede sig en lille smule, som hun betragtede den fremmede mand. Hun forsøgte at opfange hans duft og placere den et eller andet sted, men han lugtede ikke som noget, hun tidligere var stødt på, ud over den sædvanlige dyriske lugt af hans skindbeklædning.
"N-nej .. jeg mener.." Hun kiggede op på ham og forsøgte at lægge hovedet lidt på skrå for at se, om hun kunne se noget under hans hætte. Der var kun de underligt farvede øjne, der kiggede ud på hende fra den mørke skygge. "Dit ansigt er ikke rigtigt til at se. Så jeg ved ikke, om der er noget på det." Sagde hun sandfærdigt. Hun kunne godt lide det lille, muntre tonefald i hans stemme, selvom hun havde på fornemmelsen, at det var hende, han morede sig over.

Hun greb hastigt en bakke med tømte glas og hastede ud i køkkenet. "En portion af gryderetten til gæsten!" Halvråbte hun, idet hun så sig over skulderen for at se, om han stadig stod ved baren. Kokken stod og rørte i gryden, og det tog ikke lang tid at fylde en skål. Et par hviskende ord blev udvekslet i køkkenet. Kokken ville vide, om det var en af de lokale. Maela vidste det ikke, men hun var ret sikker på, at han var en rejsende. Måske kom han langt væk fra og kunne komme med nyheder om resten af landet. En lille fornemmelse af håb bredte sig i maven ved tanken om dette - hun brændte så inderligt efter at høre noget, der ikke handlede om den forsvindende mængde af dyr, der kunne jages, eller hvordan fiskefangsten gik..
Bærende på skålen luskede hun tilbage til krostuen igen og så rundt for at få øje på gæsten.

Hendes nysgerrige blik og opførsel, var noget han fandt ganske morsomt. 
Selvfølgelig var hans ansigt ikke rigtig til at se, det var jo meningen med den dybe, varme hætte - og hans spørgsmål havde da også været i sjov.

Zane så efter hende et øjeblik, som hun forsvandt ud i det, der måtte være køkkenet.
Så samlede han mjødkruset op, vendte sig om, fik øje på et ledigt bord i en af kroens hjørner som tilfældigvis ikke var så oplyst, og begav sig derpå derover.
Han skubbede lidt til den ene af de stole der stod omkring bordet, stillede mjøden fra sig, og trak så den tunge rejsekappe med den dybe hætte af.
Han havde besluttet sig for, at dette sted måske ikke var så fjendtligt stillet over for han slags, på trods af at de var jaget i det meste af landet - så hvorfor dø af varme i en tyk kappe, når man kunne nyde at der for en gangs skyld ikke blæste morderiske isvinde rundt omkring en...?

Zane trak handskerne af og lagde dem på bordet, hvorefter han satte sig på stolen med et let suk.
Det var godt at være indenfor igen...

Da den unge barpige dukkede op igen og så ud til at kigge efter ham, vendte han blikket mod hende og smilede roligt.
"Herovre, unge frøken." lød hans rolige stemme.

Maelas blik gled rundt i den lune krostue og stoppede et øjeblik ved de to jægere i den modsatte ende af rummet, før lyden af den nye gæsts stemme fik hende til at haste i retning af bordet med maden. Hun havde dog nået at opdage, hvordan de to lokale var stoppet med at snakke og i stedet stirrede over mod den nyankomne. Et lille gisp ved synet af gæstens ansigt nåede at undslippe hendes læber og hun stoppede op et øjeblik, før hun fik lagt ansigtet tilbage i høflige folder og nærmet sig, nu med lidt forsigtigere skridt - og ikke kun fordi, hun var bange for at spilde skålen med gryderetten.

Var det virkelig en.. ? Spidse ører, helt mørk hud og langt, hvidt hår .. hun kiggede på hans ansigt med store øjne, idet hun stillede skålen med maden foran ham. "Er du en mørkelver?" Nåede hun at udbryde, før hun fik stoppet sig selv. Det var ikke alle, der var så glade, for at få stillet direkte spørgsmål, men Maela havde aldrig set en mørkelver før, og hun kunne ikke holde nysgerrigheden tilbage. 

Da samtalen i kroen stoppede, vidste Zane godt at det var ham der var grunden.
Selv her i Norvik var hans slags upopulære, og mange ville nok føle sig truet af hans blotte tilstedeværelse - uanset hans hensigter.

Han ignorerede de stirrende jægere. De betød intet... og han vidste at et enkelt blik fra ham kunne tolkes som en indbydelse til slagsmål.
Ikke noget han gad lige nu...

Nej, i stedet ve det han opmærksomheden mod pigen, som jo selvfølgelig også havde opdaget hvad han var.
Hvor mange andre måske ville have nægtet at servere for ham, samt få folk til at fjerne ham som var han et skadedyr, stillede pigen skålen foran ham, og spurgte endda om han faktisk var en mørkelver.

Interessant.

"Njaeh... måske har jeg bare fået så meget sol at min hud er blevet branket, og mit hår er blevet alvorligt afbleget."
Humoren havde ikke forladt hans stemme.

"Det dufter herligt. Tak skal du have."

Jægerne havde genoptaget deres samtale i et lavere, mumlende tonefald, end de tidligere havde brugt. De havde næppe forventet at se en Mørkelver her, og hvad kunne de gøre? Slå ham uprovokeret ihjel med deres eget liv som indsats? Maela havde godt hørt, at Mørkelvere var erklæret fjender af Lyset, og hun skævede lidt forsigtigt hen mod jægerne. Her i norden betød Lysets lovgivninger ikke nær så meget. Det havde hun efterhånden fundet ud af.

"Jeg håber, at maden smager Dem, hr. Elver!" Sagde hun så høfligt, hun kunne. Hun var godt klar, at hendes spørgsmål nok havde været lidt for direkte, men når Maela først havde sat sig i hovedet at finde ud af noget, gav hun ikke op med det samme. Manden passede alle beskrivelser, hun havde hørt, om Mørkelvere og det betød, at han helt sikkert havde levet et spændende liv. Hun blev derfor stående med hænderne foldet over forklædet, som hun bar, og ventede.

Han havde uden tvivl noget interessant at fortælle. Og det lød ikke som om, jægerne havde tænkt sig at spørge ham om nyt sydfra, så Maela måtte håbe på, at han havde lyst til at fortælle hende det direkte inden krofatter kom tilbage og jagede hende ud i køkkenet. Et lille øjeblik viste en tvivl sig i hendes ansigt. Hvad ville krofatter sige til, at hun havde serveret for en Mørkelver? Ville han jage manden ud af kroen igen?

Jægerne havde tilsyneladende besluttet sig for, at det ikke var risikoen værd at fjerne den sikkert uvelkomne, mørke elvermand.
Ifølge Zane, havde de naturligvis ret.
Han ville have forsvaret sig, og det ville have været pisseirriterende - for så kunne han jo nok ikke blive serviceret på denne kro.

Zane tog fat om skålen et øjeblik for at føle dens varme mod sine hænder, før han samlede gaflen op og smagte på den varme gryderet.
Meget kunne man sige om disse nordboere... men de kunne finde ud af at lave mad.
God, nærende mad - hvilket var præcis det han havde brug for lige nu.

Da pigen blev stående og kiggede nysgerrigt på ham, så han kort op på hende med et lille smil, og skubbede så en af de andre stole ved bordet lidt ud med den ene fod.
"Sæt dig bare... jeg lover at jeg ikke sprætter maven op på dig." sagde han lettere fornøjet.
Hans humør var godt denne dag, og hvis tøsen havde lyst til at sidde og sludre, så skulle han ikke forhindre hende i det.

"Du virker så nysgerrig, jomfru fra syden. Hold mig med selskab mens jeg spiser, og lad os tale sammen. Jeg har ikke set andet end ulve og bjørne de sidste par uger - og de er ikke hverken kønne eller synderligt snakkesalige." sagde han, inden han skovlede en mundfuld gryderet ind i munden.

Maela tog en dyb indånding og lod sig falde ned på stolen over for elvermanden. Hun kunne stadig mærke blikkene fra jægerne, men ingen havde lyst til at bryde freden i den varme krostue. Uden for susede vinden mod vinduerne og snefnuggene hvirvlede gennem luften. Det var ikke et vejr, der indbød til slagsmål.

Maelas undervisere havde ofte sagt, at hun var alt for god til at stikke næsen i ting, der ikke kom hende ved. 'En eller anden dag, bliver det din død!' var der alvorligt blevet sagt til hende. Maela havde ikke rigtig lyttet. Hun vidste godt, at fremmede kunne være farlige, men hun var god til at stikke af, hvis der skulle komme problemer.

"Hvor kommer du fra? Har du kæmpet mod bjørne på vejen?" Braste det ud af hende. Hendes store, runde øjne fulgte hans bevægelse med hånden, som han løftede skeen til munden. Hun længdes inderligt efter at høre nyt ude fra den store verden. Norvik havde ikke meget andet end sne og kulde at byde på i disse tider.  

Lyden af vinden fik ham til at tænke på at han skulle ud i det igen... egentlig ikke en uvelkommen tanke. Han var blevet god til at færdes i hårdt vejr. At overleve.
Og det var bedre end at blive vækket midt om natten af en flok vrede nordboer, som villegale smide ham ud af kroen...

Pigen satte sig ned, og Zane måtte indrømme at hun besad et vist mod. De fleste teenagepiger ville holde stor og sikker afstand til en mørkelvermand... men der sad hun, fyldt med nysgerrighed og tilsyneladende ikke bange for ham.

Zane spiste et par skefulde, før han så på hende med et farligt smil.
"Åh ja..." sagde han, "for to dage siden blev jeg vækket af en grizzly på størrelse med en trold. Den havde snuset sig vej til min proviant, og som alle andre dyr her i Norden, var den sulten."

Han lagde hånden på det største af de pelsstykker, han havde opgraderet sit rejsetid med.
Et stykke som sagtens kunne stamme fra en bjørn.
"Desværre for bjørnen, fik den også interesse for mig..."

Han skovler endnu en skefuld gryderet ind i munden, mens han fortsat kiggede på hende.
"Fortæl mig... hvad laver en pige som dig helt heroppe i Norvik?"

"På størrelse med en trold!?" Maela kom med et lille gisp, som hun betaget betragtede mørkelveren foran sig. "Har du også mødt trolde?" Spurgte hun derefter ivrigt. Hun havde aldrig selv mødt en trold - de holdt ikke til i det bakkede, lune landskab i Medanien. Bjørne var der nogle få af inde i skovene - Få gange havde hun set sporene af kæmpemæssige, bløde poter eller set en stor, pelset skikkelse på sine ture i skovene, før hun stak af. Bjørne var ikke til at spøge med.

Hendes blik hvilede et øjeblik på den store pels, elveren bar. Tænk at man kunne dræbe så stort et væsen! Et øjeblik kiggede hun ned af sin egen, spinkle krop og sukkede en smule. Hun ville aldrig blive stærk nok til at gøre sådan nogle ting, og våbentræning havde hun aldrig haft tilstrækkelig tålmodighed til..
"Jeg.. teleporterede." Forklarede hun og løftede blikket mod elvermanden igen. "Det ene øjeblik var jeg hjemme i Medanien - det næste befandt jeg mig i sneen og kulden." Hun gøs en lille smule og trak det lette sjal, hun bar, sammen om skuldrene. Hun havde stadig ikke vænnet sig til kulden her nordpå. "Det var mens magien ikke rigtig fungerede normalt. Jeg har aldrig kunne styre min teleportationsmagi, men den har altid kun båret mig over korte afstande .. aldrig så langt. Og jeg kunne ikke komme tilbage.." 
Hverken med magi eller ved at følge rejsende sydpå. Hun havde ingen mad, ingen ejendele og ingen penge. Krofatter gav hende ikke andet end husly og mad for hjælpen, men hun håbede stadig på, at når vejret blev lidt lunere, ville der være nogen, der havde lyst til at tage hende med sydpå.

Zane lo over hendes tilsyneladende begejstring.
"Åh ja, grizzly bjørne kan blive enorme! Det var næsten som at kæmpe imod en trold med mere end en halv brik at flytte rundt med... og ja, jeg har mødt et par stykker. Ækle skabninger!"

Han havde relativt hurtigt bestemt sig for, at han godt kunne lide denne pige.
Måske var det det faktum at hun ikke var synligt berør af, at han var mørkelver... eller måske var det hendes livsglade og nysgerrige personlighed.

Under alle omstændigheder så lyttede han i stilhed, mens hun berettede om hendes uheldige rejse.
Da hun var færdig, så han lidt på hende med et målende blik, og efter to minutters overvejelse havde han besluttet sig.

"Du sidder lidt i saksen her... hvem ved hvornår den Fjerde Plage får en ende, så der kommer flere rejsende hertil? Nej... tag med mig sydpå i morgen. Jeg sørger for den rette beklædning til dig."
Og med de ord, skovler han det sidste af gryderetter i sig, og lænede sig afslappet tilbage i stolen.

"Du må være stærk, siden du kan klare sådan en krabat!" Udbrød Maela beundrende. Hun kunne ikke se så meget af hans kropsbygning under alle skindene, men hun var ikke i tvivl om, at han havde muskler. Med et nærmest skræmt ansigtsudtryk lyttede hun til hans snak om trolde. "Er der mange trolde og bjørne på vejene?" Spurgte hun. Det var måske et lidt dumt spørgsmål, men hun havde aldrig rigtig rejst. 

Hans næste ord var en voldsom overraskelse for hende. Hun kunne fornemme, at han satte pris på hendes selskab .. men at han virkelig ville tage hende med sydpå, væk fra dette kolde, triste sted? Hun bed sig lidt i læben, mens hun et øjeblik tænkte. Alle hendes tidligere undervisere ville uden tvivl have advaret hende mod dette - tage med en fremmed mand, hun ikke kendte, og så endda en Mørkelver, som var eftersøgt i hele landet .. Men hun ville så gerne videre, og hvem vidste, om hun overhovedet ville få chancen for at komme væk fra Norvik, før plagen var overstået og foråret kommet?
"Jeg .. jeg vil gerne med! Tak!" Udbrød hun til sidst, en smule stakåndet. Tanken om hvor spændende det ville være endelig at komme ud og opleve landet, fik hendes hjerte til at slå hurtigere. "Jeg hedder Maela, forresten." Sagde hun med et lille smil, imens hun så afventende på ham. Hun ville i det mindste vide, hvad den fremmede hed, hvis hun skulle tage med ham. 

"Stærk? Hah... hvis jeg var begyndt at lege brydekamp med bjørnen, ville jeg være endt som dens aftensmad, for en bjørn er mange gange stærkere end et menneske.. Nej, i en sådan situation må man være taktisk." sagde han, hvorefter han løftede kruset med mjød op til sine læber, og tømte det.

Ah, så hun ville gerne med?
Han var kun halvt overrasket... for hun var både eventyrlysten og led og ked af de iskolde forhold her i Norden - men for en køn teenagepige at rejse alene med en mørkelver? Det var modigt, taget i betragtning af hvor mange af hans slags der var egoistiske, sadistiske og ondskabsfulde langt ud over det sædvanlige...

Maela... han smagte lidt på navnet, og satte så det tomme mjødkrus fra sig.
"Nuvel, Maela. Mit navn er Zane, og i morgen tidlig tager du og jeg afsted mod syd." sagde han og sendte hende et smil.
Så kiggede han lettere studerende på hende et øjeblik.

"Jeg vil lave dig noget tøj til rejsen... jeg tror jeg har nok til at lave noget i din størrelse. Det bliver ikke smukt og elegant, men du vil kunne holde varmen i det."

Så rejste han sig op, smilede igen og lagde en hånd på hendes ene skulder.
"Sørg for at få noget søvn. Vi mødes her i krostuen lidt efter daggry."
Og med de ord, gjorde han omkring og bevægede sig igennem krostuen for at komme udenfor, så han kunne forberede til dagen efter...

Maela var en smule skuffet over, at han ikke forklarede mere om, hvordan man overvandt en bjørn ved at være taktisk. Nå, det lød som om, at de kom til at tilbringe noget tid sammen, så mon ikke, han kunne fortælle lidt mere om sine rejser på vejen? "Tak.. Zane. Jeg kan ikke tilbyde nogen krystaller for din ulejlighed, men det betyder meget for mig, at du vil tage mig med!" Sagde hun oprigtigt. Hun så op på ham, idet han lagde hånden på hendes skulder. Hun havde aldrig forestillet sig, at hendes første møde med en mørkelver ville være sådan noget her. Han virkede så rar og venlig.

"Aftale!" Svarede hun ivrigt. Hun rejste sig og så efter ham, men i samme øjeblik gik døren til krostuen op. Ind trådte kroværten, der stivnede på dørtrinnet ved synet af Mørkelveren, der var på vej ud. Han var en kraftigt bygget mand, der dog var blevet noget slankere de seneste par måneder på grund af manglen på mad. Han så dog stadig ret faretruende ud, syntes Maela, idet han brysk stirrede på gæsten med armene over kors. "Hva' bestiller en som dig i min kro?" Brummede han.

"Det er skam mig der takker, Maela... ærligt talt, så er det en umådeligt ensom og kedelig rejse at foretage alene. Jeg er glad for lidt selskab." sagde han idet han var på vej over imod døren - som nu gik op for den store nordmand, som ejede kroen.

Zane stoppede op og kiggede lidt på krofatteren med et roligt smil, mens han lyttede til den slet skjulte racisme...
"Hvad en som mig laver i din kro? Jamen det er ganske ligetil... jeg hjælper dig med at tjene penge, ved at købe dine varer. Der er ingen der har råd til at være kræsne med deres kunder i disse tider..." sagde han, hvorefter han stak hånden i en af kappens indvendige lommer, og fremdrog en lille håndfuld krystaller, som han rakte den halvsure nordmand.

*Lad være med at lave en scene... du vil fortryde det bittert, og Maela vil ikke have lyst til at rejse med mig, når jeg har tilsølet gulvet med dit blod.* tænkte han for sig selv, imod krofatteren.
For det var sandsynligvis det, der ville ske... hvis altså det kom til vold.

Zane stod afventende med krystallerne rakt frem... hvad ville mennesket mon gøre?

Kroværten stirrede fra krystallerne i Zanes hånd til det mørke ansigt indrammet af hvidt hår på manden foran sig. Der var tydelig konflikt at spore i hans blik - Mørkelvere var aldrig et godt tegn. De betød ballade, og der måtte jo være en grund til, at Lyset havde valgt at sætte en pris på deres hoveder. Men kroværten var også klar over, at han aldrig ville få Mørkelveren slæbt af sted til arresten, og nu tilbød han jo ligefrem betaling for, at der ikke skulle blive noget ballade. Maela holdt vejret og håbede inderligt, at værten ville tage imod pengene og lade Zane gå - Han var jo hendes eneste vej væk herfra! Tanken om, at Zane kunne finde på at sprætte kroværten op, hvis han forsøgte at holde ham tilbage, var ikke faldet hende ind.

"Så lad gå da." Kroværten skuldre sank synligt og hans hånd lukkede sig om krystallerne. Bag ham sætte jægerne, der havde rejst sig med hænderne på deres våben, sig langsomt ned igen. Maela pustede lettet ud og sendte Zane et strålende smil tværs gennem rummet. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle fortælle kroværten, at hun ville tage af sted sammen med Mørkelveren, men hun skulle nok finde på noget.

"Fantastisk. Så er alle tilpas." sagde han og smilede kort til kroejeren, inden han vendte blikket mod Maela, som smilede strålende til ham.
Han blinkede til hende, og bevægede sig så videre over til døren, som han åbnede for så at træde udenfor i den ubarmhjertige kulde.
Han havde en times tid som skulle bruges på pigens tøj, så hun ikke frøs ihjel... det ville jo være ganske kedeligt. 

Med mindre der skete mere den aften, ville Zane dukke op ved kroen ved daggry, med et sammenfoldet bundt som umiddelbart bestod af stof, uld og pels, og som blev holdt sammen med et læderbælte.