Arenew ville egentligt bare gerne have varmen igen. Gennemblødt, lille og skælvende, sad hun ved baren. Hun drak normalt ikke. Hun havdrig set den store grund til det. Alligevel fandt hun nu sig selv midt i en ensidig stirrekapm med en skarpt lugtende, men til gengæld varm, drik. Hun havde ikke haft pengene til et ordentligt måltid, men de småmønter hun havde, havde lige været nok til denne drik. Elverjuice. Navnet var langt mere attraktivt end drikken selv. 
Hun havde ikke specielt meget lyst til, at drikke den, men nu havde hun jo købt den, og hun havde jo heller ikke lyst til, at spilde sine hårdt 'tjente' penge. Desuden var vejret udenfor ikke ligefrem noget, at juble over. Regnen fald tungt. Så Arenew ville helst blive indenfor lidt længere.

Døren til Det Halve Svin lukkede tungt i bag den nyankomne gæst og blev efterfulgt af sjaskede skridt fra de fuldstændig gennemblødte støvler. Han slæbte pøle af vand fra det dryppende tøj, men han gjorde intet for at undgå det. Det var trods alt ikke hans problem. For hvem gad spilde deres tid med at stå og vride sine klæder. De sidste par mørke tågede flammer gled af hans nye krop for at færdiggøre forvandlingen. Han var vokset højere. Og langt mere muskuløs end den spinkle skikkelse, han normalt så som sin primære. En hånd blev ført op til det våde hår, hvor fingrene blev kørt igennem det for at få de halvlange totter væk fra ansigtet. En ting der ligeledes skabte den flammende røg i det, at håret graduerende ændrede farve fra lyst til mørkt.

Straks som han var nået baren, satte han hænderne mod disken og lænede sig indover den i søgen efter kroejeren eller hvem der end arbejdede denne kulde aften. ”Dagens specialitet, tak.” Hans stemme havde fået en dybde, der matchede til den mandlige form. Afventende trommede han fingertipperne mod bordpladen og lænede sig tilbage igen for at kunne sætte sig på en af de frie stole ved siden af den unge tøs, der virkede til at være i en form for trance.
Han tillod sig at betragte hende, som hun bare sad der. Hun stod ud i mængden af de andre fordrukne gæster. Om det var hendes yderst svage ydre eller hendes ynkelige udstråling kunne man selv vælge. Der gik ikke længe, før Rava uden tøven drejede sig halvt imod hende. En albue blev sat mod bardisken og hovedet hvilede i hånden. Et charmerende og velmødt smil var vokset frem på hans læber. ”Burde du ikke arbejde på at få noget mere sul på kroppen i stedet for at fylde blæren, unge dame? Vinteren er trods alt allerede godt på vej.” Som på klokkeslaget blev hans egen mad placeret ned foran ham, men uden at overhoved se på den, skubbede han i stedet tallerkenen med kogte kartofler og noget kød hen foran pigen. Eller unge kvinde, kunne man vel godt kalde hende. ”Her. Spis.”

Hun krøb sig forskrækket sammen, idet en fremmed valgte at tale til hende. Først da så hun op fra drikken af. Det forvirrede udtryk blev lynhurtigt erstattet af et smil. Hun iagttog nysgerrigt den fremmede. Hvad der fangede hendes interesse var den smule røg, der stadig stille flød fra hans hår. Han måtte være dæmon. Hun åbnede øjnene. ”Nu er det ikke os alle, der har råd til sådan noget her,” svarede hun hans spørgsmål, leende til sig selv. Det var sjældent at hun faktisk købte noget. det meste blev bare taget.
Hun så fra ham og videre mod tallerkenen der nu blev givet hende. ”Skal du ikke selv have noget?” spurgte hun, men tøvede alligevel ikke med at gribe taknemmeligt om kniven og gaflen. Klodset skar hun en stykke kød fra. Hun lukkede kort øjnene i det hun tog den første bid af det varmt duftende kød. Første bid var altid den bedste.
”Vil du bytte?” sagde hun og skubbede drikken mod den fremmede, ”Jeg har alligevel aldrig drukket sådan noget.” hendes nysgerrighed fik hende til at ønske at han ville sige nej.

Per automatik fulgte Rava det unge menneskets øjne, da de søgte op mod hans hår, som forstod han ikke, hvad hun dog kunne finde så interessant at sætte sin opmærksom mod. Også selvom det var et ganske kort øjeblik. Han gjorde dog ikke det helt store i at skjule sin undring. ”Ah!” lød det nærmest overrasket fra ham, idét at det gik op for ham, hvad der steg ham fra hovedet. En hånd blev fluks ført tilbage til håret, hvorpå han viftede det sidste røg væk, som var det ingenting. Som var det fuldkommen normalt. Ligeledes voksede hans smil til et svagt undskyldende – lettere fjollet – smil. Klodset. ”Man skal vel holde varmen på den ene eller anden måde nu om dage.” En kortvarig latter blev tilføjet i et tydeligt forsøg på at løste stemningen en smule. Det skulle ikke et geni til at finde ud af, at tyvetøsen nok stadig var bare en smule på vagt endnu.

”Mig? Narh, jeg klarer mig.” forklarede han roligt med et træk på skulderne, alt imens hans nu dybt blå øjne satte sig i gang med at betragte det kvindelige væsen ved siden af sig. Og frydede sig over at ikke have taget en alt for gammel form. ”Du virkede til at være i større brug for det end mig. Og jeres menneskeføde har alligevel ikke samme effekt på en som mig.” Med det sagt lænede han sig atter tilbage i sit sæde og gav hende tilbage den private plads, han måske havde måtte have taget fra hende. Han drejede dog ikke sin front væk fra hende. Han smed blot det ene ben op på det andet i en næsen provokerende afslappet stilling. Ikke den mindste usikkerhed var at finde over ham. Eller i hans blik. Eller hans smil.
Overvejede så han mod den drink, hun havde fortæret med sine øjne. Suget al næringen ud af dem, som man ville sige. Men ligesom da han overrakte hende maden, greb han udover den tilbudte drik. ”Tak som byder, frøken..?” Han skulle netop til at løfte kruset mod sine læber og tage den første slurk, da han sænkede den i stedet og så mod hende med et sørgende blik. ”Jeg fik vist aldrig dit navn.”

Arenew kunne ikke holde en lille latter tilbage, ved dæmonens forklaring om sit hår. Eller måske over det fjollede smil, der fulgte . Først da han trak sig lidt væk, gik det op for hende, at hun havde siddet og lænt sig lidt tilbage. Hun undgik kun lige at ånde lettet op, da hun igen satte sig ret op.
Hun rakte forsigtigt en hånd frem. "Arenew la Siléncio," præsenterede hun sig selv i en umiddelbart selvsikker tone, fuldstændig modsat hendes forsigtige ydre.
"smager det der elverjuice bedre, end det lugter?" spurgte hun så nysgerrigt imens hun tog en bid af en kartoffel.
Hun havde egentligt aldrig før talt med en dæmon, så hun var uhyrre interesseret i at finde ud af mere om denne.

(undskyld det korte indlæg. Er pt på min mobil)

Der skulle en god del viljestyrke til ikke at lade smilet forandre sig fra, hvad det var nu her foran denne såkaldte Arenew. Men nu var han ikke sølle 100 år. Han havde langt mere på bagen. Og med det fulgte den nødvendige viljestyrke skam også. Så i stedet for at lade mundvigene stige op imod det mere djævelske, rakte han ud og tog hendes hånd i hans, som var den lavet af det skrøbeligste porcelæn. ”Et yndigt navn.” kommenterede han, hvorefter man skulle tro, at han ville have placeret et kys på hendes håndryg. Det afholdt han sig dog fra. Det både virkede og var uden tvivl en tand for meget. Han tillod sig dog at nusse den med sin tommelfinger. Ganske kort. Ganske blidt. Som var det ikke sket men blot var en forestilling. ”Jeg er Ignis.” Navnet havde han aldrig tøvet med at bruge til sit eget gode til trods for hadet til den oprindelige ejer af det. ”Ignis Avydale, til tjeneste.” Igen var den jokende undertone lagt i hans ord.

Roligt trak han sin hånd til sig igen – eller rettere så lod han hende får sin igen. For nu. Lettere forundret så han tilbage mod koppen af varm væske, han endnu havde i sin anden hånd, da hun spurgte indtil den og så tilbage på hende med et tydeligt træk på skulderne, der ligeledes kom til udtryk i hans ansigt. ”Det kan jeg ikke sige noget om. Det var trods alt dig, der bestilte det.” svarede han med blottet ærlighed. ”Men… skål!” Kruset blev ivrigt løftet i vejret, hvorefter han satte den mod de ru læber for anden gang. Denne gang fik han dog taget den første slurk. En ordentlig slurk, vel og mærket.
Han fjernede godt nok ikke kruset i al hast, men da det blev gjort, gjorde han en klar grimasse. ”Ah, grusomt.” udbrød han, dog med en komik, idét han slog kruset ned på bardisken. Han rystede en smule på hovedet for at komme sig og måtte smaske et par gange med tungen for at få det fjernet. 

//OG: Længden skal du ikke bekymre dig om. : D//

Arenew grinte, og besluttede sig i det øjeblik for, at hun egentlig godt kunne lide denne Ignis. I hvert fald hans humor.
Hvad hånd holderiet angik, slog det hende en smule ud af kurs i det at hun blot havde forventet et normalt håndtryk. Om hun kunne lide alternativet eller ej var hun ikke sikker. Måske kunne hun. Lidt.
"jeg er glad for at træffe dem, hr. Avydale" lo hun og nejede akavet, eller, så elegant man nu end kan neje, når man stadig sidder ned.
Pludselig ærgede hun sig ikke så meget over, at have opgivet drikken.
"så, hr. Avydale," begyndte hun "hvad bringer dem her? Er du her for en drik, eller er du gennemrejsende?"

Rava’s smil voksede betydeligt af hendes latter. En hver kunne se, hvordan hun langsomt havde blødnet op til ham. En gruppe gnavende mænd sad endda over i det ene af kroens hjørner og skulede af de to unge folk ved baren. Missundede dem sikkert for deres langt mere muntrer livsgang end deres egen tvungne glæde igennem mjød. Et kortvarigt øjeblik lod dæmonen endda sit blik glide hen mod dem, hvor han meget diskret sende et hoverende signal, der straks fik dem til at vige væk i fornærmelse. Det var yderst morende for ham. Sådan som ynkeligt mænd krøb sammen på den måde. De kunne ikke tage at andre tydeligvis var bedre end dem. Men samtidig frygtede de loven for meget til at gøre godt af deres lyster.

”Hva?” Uopmærksomt vendte Rava sig tilbage til Arenew, der tilsyneladende havde sendt et spørgsmål i hans retning. Det tog noget tid for ham at spole tilbage for finde frem til, hvad hun præcist havde spurgt indtil. Noget en lille fluks tur ind i hendes fortvivlede hoved hjalp en del med. ”Ah! Nej nej. Jeg er skam ingen af delene, kære la Silénco.” svarede han, mens han lænede sig afslappet tilbage og rettede blikket frem for sig. Drikken blev endnu engang ført op, men lige inden han hældte mere af den ækle drik i sig fortsatte han: ”Jeg er her for dig.” Det kom fra ham som var det ingenting ud fra det almene. Dog havde noget ændret sig over ham, idét han havde taget sin slurk og stillet kruset fra sig igen. De to mundvige havde formet et sagt djævelsk krøl i hans smil. Det samme krøl, der nu også kunne skimmes i de blå øjne, da han så sidelæns mod hende. ”Hvorfor skulle jeg ellers havde kommet sådan et sted, som dette?”

Arenew bemærkede ikke hans interaktion med de fremmede. Hun havde siddet og kæmpet med at skære et sejt stykke kød ud, så hendes opmærksomhed havde kort været optaget. Hun så først op igen, da han begyndte at tale. Hun ønskede snart, at hun aldrig havde set op igen. Det smil. Det var ikke den Ignys, hun havde siddet og talt med, for blot et par sekunder siden.
Forvirret over det pludselige skift i hans attitude så hun nu undersøgende på ham. Smilet havde størknet fra hendes ansigt. For så hurtigt at forsvinde. ”Hvad mener du?” spurgte hun, pludselig på vagt. Hun forstod ikke hans svar, men alligevel … det virkede foruroligende.

Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at Ignys blot lavede sjov. Et nyt, forsigtigt, smil dukkede op på hendes ansigt. Det nåede ikke hendes øjne. 

Rava kunne ikke længere holde sin klukkende latter på afstand. Synet af hendes humør dale så markant var ærligtalt komisk. Hun havde oprigtigt troet på hans frembillede. Ikke at han bebrejdede hende. Ikke på nogen måde. For hvis han selv havde siddet i hendes situation, ville han nok også have faldet for skuespillet. ”Hvad tror, du jeg mener?” spurgte han uden den mindste hentydning til, at han faktisk ønskede at høre, hvad hun havde at svare. For han vidste det allerede. Og så endda uden at skulle rode rundt i hendes stakkels hoved. Og så kom det lille smil fra hende, som bare gjorde det hele så meget bedre. Tilsyneladende havde hendes billede af ham ikke fuldkommen krakeleret endnu. Det var nu egentlig ynkeligt.

”Du er virkelig naiv, er du ikke, Arenew?” Denne gang var der ingen formel tone i hans stemme. Ingen brug af hendes efternavn ud af respekt. Og han tvivlede på at hans jokende undertone kun var noget der fryde ham frem for hende. Han nussede krusset et øjeblik, inden han gav det er afslappet smølfespark, der ikke burde få det til at vippe lidt frem og tilbage, men som i stedet fik kruset til at flyve igennem baren til det blev knus mod væggen bagved. ”Lad mig lige dig, hvad jeg mener.” hviskede han fluks, idét han med ét havde rykket sig en del tættere på hende. En hånd blev lagt på hendes skulder og med ét var larmen fra krostuen forstummet.
Det varme lys var blevet skiftet ud med nattemørkets eneste naturlige lys. Og hele omgivelsen var blevet gjort om til, hvad der bedst kunne beskrives som en stor tom lade. Tydeligvis efterladt, når han så sig omkring. Rava havde dog ikke været helt så venlig igen. Teleportations-transporten havde han blot stoppet oppe under loftet ved de tværslagte bjælker. Han havde dog kun givet sig selv fodfæste. Og Arenew lod han blot falde mod bunden, hvor hun forhåbentlig ville lande i den store bunke af hø under dem. 

Hun ramte bunken af hø, og forsvandt et øjeblik blandt høet. Faldet gjorde ondt, trods det bløde hø.
Det hele skete så hurtigt. Så han kunne teleportere. Hun måtte handle ligeså hurtigt nu, hvis hun skulle nå at slippe væk. Hun vidste, at hun ikke havde den mindste chance hvis hun skulle slås med ham. Hun var udmærket klar over sit eget ynkelige udseende. Så hun måtte flygte. 
Hun tog en dyb indånding og sendte et kraftigt vindstød i hans retning, som hun håbede på, ville slå ham ned fra loftsbjælkerne af. Og vigtigst af alt, redde hende et par sekunder.  Høet omkring hende fløj i alle retninger, idet hun rejste sig op.
Hun tog endnu en indånding og lod sig da forsvinde fra syne. Hun viste at hun, som altid, havde ti sekunder til at komme væk, for hun igen ville komme til syne. Hun begyndte at løbe mod ladens port. 1 … 2 …

Vindpustet kom en smule bag på ham. Han havde ikke forventet sådan en evne fra en simpel menneskepige. Men tiderne måtte have ændret sig i den tid, han havde ligget forseglet. Men nu var 500 år også en god mængde tid for folk at udvikle sig i. Smilet var forsvundet fra hans ansigt i et øjeblik, idét at det kraftige blæs ramlede ind i ham og slyngede ham væk fra sit fodfæste. Dog var der aldrig det mindste tegn på usikkerhed at finde over ham. Ingen skræk for at falde. For før han så meget som begyndte at ryge mod det hårde gulv, blev magien aktiveret, som hun havde aktiveret sin. Og på et splitsekund var afstanden mellem ham og gulvet blevet markant formindsket, så han kunne lande let og elegant.

Flygter vi?

Rava lod roligt sin stemme ekko igennem Arenew’s hoved. For til trods for at hun var usynlig, så burde det ikke blokere for de telepatiske evner, der også lå og gemte sig i dæmonen. Hans stemme lod endnu lige så dyb og charmerende, som den ville, havde han talt direkte til hende, men mod slutningen var den blevet en del lysere som en kvindes. Alt imens, at den høje mandlige form skrumpede til en barnlig krop, hvor tøjet hang. Det mørke hår voksede sig langt og glat og faldt ganske nydeligt omkring det blege ansigt. ”Hvorfor tror du, at jeg bragte os indenfor, kære Arenew?” Rava kunne ikke se hende, men hun kunne fornemme hendes tilstedeværelse. Hører de små lyde fra hendes hoved. ”Døren er låst. Vi ville ikke have kunne komme ind ude fra. Så hvad får dig til at tro, at du kan komme ud? Så med mindre, dit lille forsvindingstrick også indebærer, at du kan gå igennem vægge, så vil jeg mene, dit forsøg er spild af god energi. Og tid.”
De blå øjne flakkede til en langt mere intens sølvgrå farve og søgte søgende i retningen, hvor fodspor fik gammelt støv til at slå op, når et trin blev sat foran det andet.

3 ...4 ... hun nåede hen til den ene ladeport og begyndte ferbrisk at rive i porten. 5 ... 6 ... der var virkeligt låst. Hun løb hen til den mindre dør ved siden af, og begyndte ligeledes at rive i den 7 ... 
hun vendte sig mod denne Ignis, selv om hun stadig var usynlig. "Luk mig ud!" Skreg hun så højt hun kunne i en så dyb stemme hun kunne mønstre. Hvorfor vidste hun ikke. For at skræmme ham? Det ville næppe virke. 8 ... 9 ...

Hun vendte sig igen om, og begyndte at rive i ladeporten, i håb om at ødelægge låsen. Eller måske var det blot for at skjule tårerne, der begyndte at bane sig vej til hendes øjne idet hun kom til syne. 10. Hun mærkede håbløsheden vaske over sig i det hun så sine hænder komme til syne foran sig. 
Stille sank hun ned på gulvet. Hvad nu?

Rava kunne ikke se menneskepigen. Men hun kunne se, hvordan porten blev rusket i, som havde fanden fat i den og ville ind. Og hun kunne høre de paniske vejrtrækninger så nemt, som stod hun lige ved siden af. Det var ynkeligt. Præcist lige så nyttesløst, som hun havde forudset og egentlig været venlig nok til at forklare for Arenew, som bare havde valgt ikke at lytte efter. Men bedst af alt, kunne dæmonen høre de skrigende ord. Risikoen for at der var nogen, der ville kunne høre det, var der. Men indtil videre var det uvist, hvor stor den egentlig var.
Det var ligeledes noget af et syn, der mødte Rava, da den unge tøs endelig kom til syne igen. Måden hun nærmest gled ned ad ladens dørhåndtag i fuldkommen fortabelse, gjorde det umuligt for hende ikke at formere et smil på sine læber. ”Man skulle tro, at du havde Djævlen selv i hælene.” morede hun sig, samtidig med, at hun trådte nærmere. Et skridt frem og hendes nu meget mindre fod gled nemt ud ad skoen. Endnu et skridt og den anden sko var af. Hendes form skift indebar desværre ikke tøjet. Så nu hang de klæder, der ellers havde siddet på punkt og prikke på hendes mandlige form, løst over hendes spinkle barnekrop.

Måden Rava nærmede sig Arenew var næsten pirrende langsomt. Hun undlod at bringe sig selv derover på et splitsekund selvom, hun havde vist, at hun kunne. Men noget sagde hende, at disse langsomme skridt frem, ville gøre showet bedre. For det magiske menneske vidste meget muligt allerede at hun var fanget i en krog, som hun ikke kunne komme ud af. Så hvorfor skulle dæmonen skynde sig? ”Jeg har ikke engang gjort noget ved dig endnu. Jeg gav dig endda en yderst blød landing, gjorde jeg ikke?” Et tæt på såret udtryk foldede sig ud i hendes blege ansigt. Og med et enkelt ryst på hovedet skrumpede længden af de nu lange sorte hår til en mere kontrollerende frisurer ved hendes skuldre.