Yasmin havde fået ført Sigrun med tilbage til Norden igen. Det havde været en voldsomt langtrukken rejse, hele vejen fra Rubinien og dertil, og endda med en heftig infektion i venstre arm på vejen. Såret havde værre end først udregnet, men hendes arm havde overlevet skaderne. Desværre havde Norden haft en lidt dårlig virkning på hendes skade. Kulden gjorde arvævet irriteret, og hun var samtidig stadig ikke i balance med sig selv. Hun havde valgt at søge tilbage til det sted, hun vidste, hun kunne finde bare en smule ro fra de forvirrende tanker. Det var trods alt Miranda der i sin tid, havde nævnt at hendes fader burde være død og ikke levende. Det var hende, der havde fået byrden fra Yasmins skuldre, og det var også hende der havde taget Yasmin ind, da hun havde siddet mutters alene i kulden efter at have opdaget sin forbandelse.

Derfor var hun nu på vej tilbage med en mindre oppakning, samt et nyt sværd spændt om livet. Hun havde fået det i byen oppe i Norden af henholdsvist Bjarni og Sigrun, og var faktisk rimelig tilfreds med kvaliteten, selvom det egentlig så ret simpelt ud.
Desværre blev hendes ellers rolige gang mod Ulvehøj afbrudt af larm længere væk. Hun stoppede op og lyttede tavs til lyden, da det gik op for hende, at det var kamp. En strid af en art, men det var ikke den slags hvor våben var involveret. Da hun gik mod lyden, kunne hun se to skikkelser kæmpe på jorden. Eftersom at tusmørket langsomt havde begyndt at lægge sig, var det lidt svært at se dem, men da hun kom tættere på og så den store manke af hår, der så umiskendeligt ud som Mirandas, vældede vreden op i hende. Manden der lå over hende var stærkt bygget og holdt en kniv ned mod hende. Det så ud til at hun holdt kniven væk fra sin hals, men at manden alligevel var stærkere end hende, og Yasmin var meget hurtig til, at sætte i en spurt, før hun tacklede ind i manden, der væltede af Miranda med en sidevind uden lige. Derfra tog det ikke længe for Yasmin at plante en knyttet næve i fjæset på manden. Han gik overraskende nok ikke kold af det, selvom hans næve havde knækket på impakt, men det ændrede ikke på, at Yasmin slog ham igen. Og igen. Og igen. Han fangede det femte slag mod sit ansigt, ved at tage fat i hendes venstre arm og hun kunne ikke undgå et mindre udbrud da hans fingre forstyrrede arvævet lidt for meget. "Slip.. Eller det bliver værst for dig selv," snerrede hun, nærmest ulveagtigt af ham.

Det ville være at underdrive hvis man sagde at der var kommet kaos til ulvehøj. Den fredelige flok der havde gjort sit bedste for at holde en fredelig tilværelse og holde sig fra landsbyboerne var unådigt og uden grund blevet angrebet. Beboerne var desperate og manglede en syndebuk men det var svært til næsten umuligt at have medlidenhed med dem. Hun kunne ikke hvor meget hun end prøvede. Det var en voksende foragt der spredte sig i hende men det hindrede ikke alfaen i at bevæge sig omkring.

Miranda vidste det var risikabelt men efter den omgang kadsbyboerne fik ventede hun ikke at se nogen af dem i nærheden. Dertil kunne Miranda ikke holde op med at arbejde bare fordi et par mennesker havde haft blod på tanden.
Men i dag var nok den dag Miranda skulle være blevet i sin hule og ikke været gået ud af sit soveskin. Eller også skulle hun været gået i det tidligere. Hun var på vej tilbage med nogle friske urter hun var blevet spurgt om hun ville hente.. til de sårede.. og selvfølgelig havde hun det..
Men forglemmelse kostede dyrt trods de hurtigere reflekser. Uden sin lugtesans var hun mere sårbar en hun først havde antaget.. og set mærkede hun som en stærk kraft tog fat i hende i et hurtigt og præcist forsøg at skære halsen over på den rødhårede kvinde, men både manke og reflekser kom til fordel for en kort stund.. det føltes faktisk kort som om manden var faret vild i det som han havde taget fat i det.

kampen havde udviklet sig til at Miranda var slået omkuld og nu kæmpede udelukkende med kraften der pressede kniven ned.. tættere og tættere på hendes hals. Hun ensede ikke mandens vægt før den blev fjernet hurtig og brutalt fra sin plads mod hendes brystkasse. Det brutale stød en eller anden udførte var stærkt nok til at Miranda som holdte i mandens håndled var fuldt med så hun lå på siden inden hun havde sluppet håndledene for at lade manden og angriberen flyve hen over den tørre skovbund. En smule fortumlet og med forhøjet vejrtrækningen og puls fik alfaen fokuseret.. angriberen var Yasmin. En meget vred Yasmin og Miranda var ikke sikker på at hun nogensinde havde været mere glad for at se en anden person i hele sit liv.

Manden våben, en lang kniv var faldet til jorden og blev samlet op af den rødhårede varulv der ikke tævede med at komme den anden til undsætning. så snart det holdte op med at blinke og hun fik vejret.. en ting man ofte glemte at fortælle var at ens form dalede drastisk med et barn voksende i maven.

Der gik ikke længe før Miranda også var henne ved dem med den fremmede mands kniv. Yasmin flåede sin hånd til sig, før hun greb fat om mandens hænder og klemte dem ned mod hans brystkasse med ren råstyrke. Han var stærkere end hende, men lige nu var han svækket over slagene mod ansigtet, og modstanden var derfor ikke stor nok til at hun ikke kunne gøre sin handling. Til sidst lå mandens hænder fast mod hans brystkasse og Yasmin placerede sit knæ oven på, for at holde ham nede, lettere forpustet af vrede. Det burde have været nemt for hende at holde ham sådan, men han måtte virkelig være stædig, for der gik ikke længe før han rev sine hænder løs og greb fat om Mirandas håndled for at undgå kniven. Det satte endnu en gang Yasmins pis i kog og hun slog sin knyttede næve ned i ansigtet på ham endnu en gang. Denne gang lød der endnu et knas og han lå pludselig meget stille.

Yasmin kiggede lettere overrasket ned på ham, og tjekkede kort efter, efter en puls. Da der ikke var nogen, var hendes bange anelser korrekte. Knoglerne i næsen måtte vel have ramt hjernen. Hun havde set det før. Hvis man slog hårdt nok og mange gange nok på en persons næse, så endte det med døden for den der blev slået på. 
Som hun havde konstateret dette, satte hun sig ned, stadig forpustet over det raseri der havde formået at træde frem i hendes sind og havde taget kontrollen over alle hendes handlinger. Hun kiggede mod Miranda, trækkende vejret hurtigt.
"Er du okay? Han ramte ikke noget vigtigt?" hendes bar stadig præg af vreden hun havde inden i, og hun kiggede nu undersøgende på Miranda, tjekkende efter skader, mens hun fraværende gned sig over arret på venstre underarm.

Miranda fandt sig selv skræmmende langsom, selvom at hun egentlig stadig bevægede sig hurtigere end mange almindelige mennesker ville gøre. Alligevel fik manden fat i hendes håndled, glemte til og forhindrede hende i at gøre noget som helst for at bidrage til kampen.. En kamp der faktisk afsluttede skræmmende hurtigt med en ubehageligt knasende lys, og manden lå stille. Helt stille.

Miranda stirrede på ham, mens pulsen stadig arbejdede alt for meget i forhold til hvad hun var vant til. Hånden med den lange kniv hun havde hevet tilbage fra tilfangetagelsen rystede svagt. Hun løsrev sit blik fra det blodige syn for at kigge på Yasmin som denne talte. En øjeblik virkede det som om hun ikke forstod hvad den anden sagde. Derefter gik det stærkt.
Miranda slap taget om den lange kniv der faldte til jorden, og hænderne fandt begge frem til hendes mave, der afslørede at den indeholdte mere end den plejede. Med en dyb indånding lukkede hun øjnene og rystede på hovedet. "Jeg er okay.. Han sigtede alligevel mere efter min hals end min... end så meget andet" Hun var tydeligt gravid hvis man blot så efter, men hun havde det ikke nemt med at indrømme det. Trods hun var en 4-5 måneder henne.

Yasmin tog et par dybe indåndinger og holdt blikket på Miranda, som denne talte. Hun hævede kort et øjenbryn. Så gik det op for hende: Miranda var med barn. Hun stirrede et kort øjeblik helt dødt på Miranda, før hun trak sig helt hen ved siden af hende. "End det barn du bærer," hun færdiggjorde nærmest sætningen for Miranda mens hun kiggede på kvinden med et forstående blik.
Hun havde set det før. Hendes mor havde været med barn for nogle år siden, men havde mistet det fordi Azar havde slået hende i sin fuldskab. Det kunne have været en dreng. Yasmin kunne have fået fred. Men det skete ikke, og den fred hun havde håbet sådan på blev bare trukket ud af hænderne på hende. Hun havde hadet alle guderne den dag.

Nu havde hun fred. Azar var her ikke længere. På den ene side gjorde det hende glad og på den anden side vidste hun ikke helt hvad hun skulle tænke når hun vidste, at hun selv havde slået ham ihjel. Sin egen far. Hendes blik var fjernt. Meget fjernt. Kort efter blev det nært igen og hun skævede over mod Miranda. "Der er sket meget mens jeg har... Været væk.. Hvem er faderen?" hun kunne ikke undgå at sige ordet far med en voldsomt bitter tone, og hun tog det i sig hurtigt efter, sendte et decideret undskyldende blik mod Miranda. "Undskyld.. Jeg håber det er en god far," mumlede hun stille, mens hun kiggede meget nærgående på sine egne hænder.

Miranda var ikke sikker på hvorfor hun blev overrasket over at Yasmin vidste det. Det var jo egentlig ret tydeligt, selvom at Miranda stadig ikke var blevet så rund som man kunne være. Hun bar stadig den muskuløse krop, og meget af tøjet skjulte det. Men med et trænet øje, nej så var det ikke svært at se. Varulven tog en dyb indånding, lod sin hånd hvile beskyttende over den blide runding og nikkede. Alle vidste det efterhånden - selvom det nok ikke var alle der vidste hvem der var far til barnet, endnu.

Den bitre tone var egentlig kun forståelig, taget hvad Yasmin selv havde haft at gøre med som fader figur, og Miranda fnøs let af spørgsmålet, inden hun gik væk fra lig, blod og anden ugerning, for at sætte sig på en træstamme. "Det ved jeg ikke om han er - men jeg har en ide om at han nok vil gøre alt for at se efter det" Bekendtgjorde hun først. Nok var han egentlig bare en knægt, men hun havde også en ide om at han voksede med opgaven. "Det er Fayne" Hun ventede tålmodigt på om der kom en reaktion - derefter skulle hun nok forklare sig. Det var nok ikke lige den person man regnede med skulle fædre alfa hunnens børn. Men nu var de heller ikke almindelige ulve! De var også mennesker - Miranda var i hvert fald stadig hældende til sine menneskelige sider, og hendes alfa titel var mere en leder titel fremfor hirakiet ulvene bar.

Yasmin satte sig ordentligt ned mens Miranda forklarede omkring faderen til barnet. Hun havde ikke rigtig snakket med Fayne. Hun havde trods alt kun været ved Ulvehøj et par uger før hun havde været nødt til at tage ned og dræbe Azar. Det var jo hvad Miranda havde sagt burde ske. Hun pillede lidt rundt i sin armring og kiggede kort på Miranda før hendes blik blev slået ned igen. "Fayne.. Ham har jeg ikke rigtig snakket med," kommenterede hun oprigtigt mens hun pillede videre, komplet fokuseret på alt muligt andet end at kigge på Miranda. Hvad hvis hun selv fik børn engang? Ville hun være lige så forfærdelig som Azar? Tanken alene fik hende til at ryste på hovedet for at slå den væk mentalt. I stedet for at tale videre om barnet, valgte hun af samme grund at skifte emne totalt.

"Miranda?" denne gang kiggede hun op på den rødhårede alphavarulv med et alvorligt, stålsat blik. Der var ingen tvivl i hendes øjne, for hun havde ingen intentioner om hverken at lyve eller holde dette hemmeligt længere.
"Det er gjort som det burde være gjort. Azar er død nu.. Jeg har taget hans liv," bare hvis der skulle være tvivl, valgte hun at fortælle det, præcis som det var. Hun så derefter tøvende ud. "Har... Har jeg gjort det rigtige?"

Et eller andet sted var det faktisk ganske rart at høre. Dem der havde snakket med Fayne havde nok også en ide om at det ikke var særlig praktisk at Miranda at videreformere sig med ham. Ikke fordi at Fayne ikke var en rar person, for det var han. Faktisk, Miranda ville helst ikke tænke for meget over det lige i øjeblikket. Hun manglede stadig at finde en måde at få talt fornuft ind i knolden af Rafixul igen - trods hun godt vidste at det nok egentlig helt ærligt var hende der havde dummet sig...

Der var noget over den måde Yasmin tog kontakten på denne gang, der fik Mirandas øre til at stå på spidser. "Ja?" hvorend Yasmin havde været, var det noget hun skulle havde lettet om og fortælle. Miranda havde en grum mistanke om at hendes moderinstinkt allerede var begyndt at slå ind. Men selv ikke moderinstinkt kunne forberede hende på det der kom frem. "Du... hvad" Miranda måbede forvirret.. Den tøvende stemme der efterfulgte var næsten tortur. Hvad havde hun dog gjort. "Øh.. På sin hvis.. vil jeg mene det der er sket, er... rigtig på nogen punkter.." Startede hun ud, en anelse tøvende selv, mens hun foldede sine hænder i skødet og kiggede på Yasmin, med et blik der var blandet af mange følelser. "Yasmin, jeg står stadig fast ved at den mand fortjente at dø.. Jeg ville blot ønske at du ikke havde behøvet at gå igennem smerten at gøre det selv.." Også selvom man hadede en anden person, så meget som hun kunne forestille sig at Yasmin måske hadede Azar.. Så var det stadig ikke nemt at slå en anden person ihjel for det. Selvom han fortjente at dø.

Mirandas overraskede reaktion fik Yasmin til at antage det værste. Hun ville måske være vred. Det ville ikke være nogen overraskelse, folk blev vrede over de mest mærkelige ting. Men Miranda så ud til at være mere bekymret, hvilket overraskede Yasmin en anelse. Heldigvis havde hun gjort det rigtige, hun forstod bare ikke hvad Miranda mente med, at hun ikke selv skulle have gjort det. "Hvem skulle have gjort det, hvis ikke jeg? Hans tjenerstab holdt med ham. Hans vagter holdt med ham. Ingen andre havde særlig grund til at gøre det, og han var jo trods alt min... Far," bare det at sige ordet far, gjorde næsten fysisk ondt. Hun kradsede let i det voldsomme ar på underarmen, åndsfraværende mens hun kiggede væk med et blik der virkede noget mere følelsesladet end normalt. Det havde været en hård rejse ned til Azar. Og en hård rejse tilbage med den skade, hans ven havde forvoldt hende. Hun ville ikke indrømme det, men det havde sgu været hårdt. Hun havde været tæt på at miste sin arm. Var det sket, havde hun nok overvejet at finde en god død.

"Men nu er det sket. Han er begravet i haven sammen med sine vagter," mumlede hun med et skuldertræk af ligegyldighed. Men det var virkelig tydeligt, at hun ikke var ligeglad, for den livvagt der var Azars bedste ven havde ikke kun efterladt psykiske ar fra hendes barndom. Nu havde hun også et tydeligt ar på armen fra ham. Det mest ækle menneske i eksistens. Og nu var han død. Hun kradsede lidt igen og undgik al øjenkontakt før et tungt suk forlod hende. Hun følte sig som ondskabens monster nogle gange, og lige nu var én af de gange. "Det gjorde ondt at gøre det... Men... Men jeg kunne også lide det. Hvad er det jeg er blevet til?"

Miranda lod et suk forlade sine læber, mens hun ragte sin hånd ud for at ligge den på armen som Yasmin fraværende kløede på. Delvis for at få hende til at holde op med at klø i arret hun havde erhvervet sig, men også for at tage kontakt til pigen. Sørge for at den anden vidste at hun ikke sad alene med hvad der var sket. "Og netop derfor, ville jeg ønske det var for en andens hånd han var faldt" svarede hun roligt. At slå sin egen far ihjel.. Yasmin havde altid omtalt manden som Azar, men en sjældent gang imellem sagde hun far.

Miranda rejste sig fra sin plads, for at sætte sig ved siden af Yasmin, stadig med hånden på hendes arm, som hun gav et blidt klem. "Efter alt hvad du har været igennem, ville alt andet havde undret mig. Du er ikke ved at blive til et monster, Yasmin. Du har aldrig været et monster. Du er en pige, hvis far har udnyttet groft og behandlet værre end nogen mennesker kan forestille sig." Miranda aede hende blidt hen over håret, men kunne godt mærke at Yasmin undgik øjenkontakt. "Det du har gjort må du leve med, men du skal ikke leve med skammen over alt det han har gjort ved dig, alt hvad han har fået dig til at gøre, føle eller for den sags skyld, undertrykke."

Yasmin bemærkede godt Mirandas hånd på sin arm. Hun gav et mindre spjæt fra sig, men kiggede stadig væk fra Miranda mens den ældre, langt mere vise kvinde talte. "Ingen andre ville have gjort det," mumlede hun stille, mens hun trak et ben op til sig og lagde den arm om det, som Miranda ikke klemte om. Arret kløede under, men Yasmin ignorerede det for nu. Der var andre ting der fyldte mere i hendes hoved. Mirandas hånd der rendte gennem hendes hår, og ordene, fik Yasmin til at kigge på hende. Hendes øjen udtrykte mere end normalt. Hun var så forvirret og så frustreret. "Hvis ikke du eller min familie i norden havde fået mig til at indse det, havde jeg måske overvejet bare, at tage tilbage til ham og blive ved med at være hans lydige.. Dukke.. Børnekriger," Der foregik mere mellem Yasmins ører end før i tiden. Hun vidste godt, hvad Azar havde formet hende til, det var ikke det der forvirrede hende. Det der forvirrede hende var Miranda, Bjarni og Sigrun. Hvorfor spildte de deres tid?

"Jeg forstår det godt nu. Han har gjort mig til det, jeg er. Jeg skammer mig over at jeg ikke kan stoppe mig selv fra at gøre ting, som andre finder frastødende. Drab er nemt. For andre er det forfærdeligt, men.. For mig er det lige, som at gå en tur i skoven," hun tog sig til hovedet med begge hænder nu, før hun så på Miranda igen. "Er du sikker... Er du sikker på, du har lyst til at lade sådan én være en del af din gruppe?"

Miranda fortsatte med at ae hende blidt over håret og lytte til hvad der blev sagt. Det var nok rigtig at Yasmin aldrig ville havde overvejet at forlade sin kontrollerende og dominerene far - som så absolut ikke fortjente at være det. Men skæbnen havde haft andre veje for hende. "Det er nok desværre rigtigt." Yasmin havde mødt sin familie i norden, og var blevet taget ind i flokken, til trods for Yasmins egen usikkerhed om hun var velkommen.

Miranda lod hånden hvile på Yasmins ryg, som denne lod sit hoved forsvinde ind i hænderne. Varulven forstod godt den andens sorg og smerte over at føle sig forkert. At man ikke havde mulighed for at høre til nogle steder.
"Det er ikke meget anderledes end hvad jeg selv var engang, Yasmin." Hun kiggede roligt på den yngre pige, som stadig var et barn i Mirandas øjne. Miranda tog en dyb indånding og lod minderne tage over for en kort stund. "Da jeg blev bidt.. jagede min egen familie mig væk fra klanen. De påstod at jeg nu var for uregerlig og farlig til at kunne blive hos dem. At jeg var et monster. I rigtig mange år troede jeg på dem. Jeg blev bitter, vred og ubeskrivelig ensom. Jeg lærte aldrig at kontrollere mig selv, for jeg troede ikke på at jeg kunne. Jeg fandt drab, vold og djævelsk opførsel som en sjov leg." Miranda tog en dyb indånding igen, og huskede tydeligt det drabelige rødhårede monster der gjorde nøjagtig hvad der passede hende. "Jeg glemte  hvem jeg var, på grund af hvad andre sagde og gjorde. Men ligner jeg et blodtørstigt monster i dag?"

Underligt nok fandt Yasmin komfort i Mirandas kærtegnen af hendes hår. Hun stirrede lidt frem for sig mens Miranda fortalte om sin egen baggrund. Hvordan hun også havde følt sig forkert, bare på en anden måde. Men man kunne vel godt relatere? 
Hun sukkede lavt og samlede langkniven op for at sidde og "lege" med den. "Nej.. Nej, du ligner en leder med et ansvar der hærger på dine skuldre," det var så tydeligt at selv en socialt smadret person som Yasmin kunne se det. Hun rystede let på hovedet. "Hvis blot det var så nemt som at finde det som en sjov leg. Men det er det ikke engang. Jeg får ingen stærke følelser. Det er bare, hvad det er: At tage et liv og gå videre med sit eget. Ikke én gang har jeg tøvet med et drab. Det er først efter flere dage, tankerne dukker op og så er det ikke fordi jeg har dårlig samvittighed. Det er fordi jeg er forvirret," hun lagde dog alligevel en hånd på Mirandas skulder. De havde snakket nok om hende nu. Og det var tydeligt, at Miranda havde brug for hjælpen langt mere end hun selv havde.

"Du ser træt ud. Barnet tærer også på dig. Har du brug for min hjælp til noget som helst? Jeg tror bedre jeg kan få det her ud af hovedet hvis jeg laver noget," hun kiggede på den ældre kvinde med respekt i sine egne øjne. Selvom hun tilbød sin hjælp betød det ikke, at hun så Miranda som en svag person. Hun havde al respekt for pak-lederen. 

De fleste havde vel på et eller andet tidspunkt af deres liv følte sig helt igennem forkerte. Miranda huskede det i hvert fald - samt at hun også var overbevist om at hun havde været den eneste. Det var først da hun blev ældre og mødte en masse andre med 'lig i laste' at det for alvor gik op for hende, at de fleste levede sådan. Omend nogen med mere i baggagen end andre.
Miranda ønskede et eller andet sted at svare hende. Give et fyldestgørende svar, men hun anede ikke hvordan eller hvad hun skulle sige. At være så ligeglad omkring et drab når det skete, og ingen skyld føle. Det kom vel an på så mange ting. Miranda følte heller ingen skyld over de drab hun havde foretaget, i hvert fald ikke da de skete. Nogen af dem kom hun aldrig nogensinde til at tænke over - men hun var aldrig ligeglad. Hun fandt det sjovt. Der var den store forskel.

Hun tog en dyb indånding og mærkede pludselig hvordan trætheden igen meldte sig. Hun lagde næsten fraværende en hånd på sin mave. "Jeg ved ikke præcist hvad.. vi mangler mad og vand.. alle sammen.." det var nok hovedårsagen til at Miranda følte sig så afkræftet. Hun skulle spise til barnet også fik mad og væske, og der var nogle sandheder omkring barnets styrke når de var undfanget under en fuldmåne. "Du kan følge med tilbage.. Måske de andre har noget mere præcist du kan hjælpe med" En smule anstrængt fik hun rejst sig, og måtte endnu engang tage en dyb indånding. Hun hadede virkelig at være gravid.

/closed