Solen stod højt på himlen, og det var måske for visse mennesker en dejlig dag, men Lorcán var ærligtalt lidt bekymret om tilstanden på dalen. Det var ikke det hjem han var opvokset i mere. Sneen var begyndt at smelte en smule, og det så ærligtalt lidt sølle ud. På denne her tid af året så skulle der var sne i store baner, og børn der kælkede oppe fra bjergene af og ned - Det var dog ikke helt sikkert og forældrene var noget sure over dette tiltag.
Men alligevel havde Lorcán taget et tur ud på Tímea, som han gjorde de fleste dage. Tímea ville ellers blive utrolig rastløs, og ærligtalt, så kunne han ikke have at hun ødelagde mere legetøj fordi hun kedede sig. Så var det bedre at lade hende løbe lidt frit. Men det var som om at den varme sol gjorde dem lidt dovne, så på en eller anden måde, havde det endte med at Lorcán havde lagt sig op af Tímea, og hans øjne langsomt blev lukket, og en smule snorken kunne høres fra ham.

Tímea selv, som blev brugt af ryglæn og pude, havde også selv fundet sig til rette på den kolde jord, og var også faldet i søvn uden problemer. Hun sov dog noget lettere end Lorcán, og åbnede et øje da hun hørte noget mellem træerne. Hun bevægede sig dog ikke nok til at vække det store menneske på hende. For nu holdt hun bare øje med hvad der foregik mellem træerne med sine mørke øjne.

Som dagene i dalen var blevet varmere og sneen stille var begyndt at smelte nogle steder havde Frida valgt at hun for første gang i 2 år ville gå længere ind i Dalen end blot den lille landsby hun havde været i. Hun havde fortalt folkene i byen at hun ville komme tilbage igen snart, men nok ikke den samme dag.
Hun var taget ud for at finde andre folk at tale med en blot dem der var i byen, for efter hendes møde med Lorcán, en dragejæger som red på den venlige isbjørnehund Timea, var hun blevet mindet om at hun helt havde glemt at kigge dybere inde i Dalen efter andre folk der havde brug for Kile eller som Frida blot kunne lære noget fra og derfor få bedre kendskab til Dalens kultur.

Hun havde pakket noget mad så hun ville kunne være væk en to dages tid og derefter bare taget afsted af ruten hun havde set Lorcán gå af. Hans by ville være den første hun ville besøge. Som hun havde begivet sig af ruten kunne hun pludseligt høre en lyd der mindede hende om en snorken. Hun ville gerne vide hvem der sov herude så hun var begyndt at snige sig tættere på, men som hun kom tættere lagde hun pludseligt mærke til hvem det var.
Hun så et ansigt hun havde mødt før og stadig glædet over at se. Timea.

Frida tog et stykke kød ud hun havde bundet ind for at kunne stege over åbenild om aften, men hun mindes at første gang hun mødte Timea fodrede hun hende og det samme ville hun gerne gøre igen. Hun kunne se hvordan den venlige Lorcán bruge Timea som pude og valgte derfor at det også ville være en smule sjovt at se ham få et chok over Timea der bare forlod ham.

Så det var ikke altid at Tímea var lige sød ved Lorcán. Hun gjorde det ikke for at være ond, men nogen gange så var mad altså sat højere end Lorcán, især når Lorcán sov. Så da hun så kødet, lyste hendes øjne op, og uden at tage hensyn til Lorcán, slap hun ud under ham, og næsten hoppede over til Frida, for at tage det stykke kød der tydeligvis blev tilbudt hende.
Som Tímea forsvandt under Lorcán, faldt han ned i den hårde jord, og brat vågnede. Han havde ikke slået sit hoved for meget, men han var lidt omtumlet af bare at være blevet vækket på den måde. "ugh... Tímea," mumlede han små irriteret og satte sig op og kiggede rundt for at finde ud af hvor i alverden hans kæledyr havde forsvundet hen.

Ikke langt fra hvor han sad, kunne han se Tímea pænt have sat sig, med sit store hoved i nærheden af et menneske der var i skoven. Dem så man ikke mange af heromkring, især hvis de ikke var for byen. Det var nok også derfor at Lorcán havde kunne tillade sig at tage en lur. Men det første Lorcán lagde mærke til var ikke rigtig hvem personen var, men nærmere hvor pænt Tímea opførte sig overfor en fremmed. Det plejede hun ikke at gøre.
"Tímea... kom tilbage, du må ikke skræmme hende," udbrød han og skyndte sig op fra sin plads på jorden, for at komme over og tage fat i det store dyr. Det var først da han kom lidt tættere på, at han opdagede hvem personen egentlig var.

"Frida? Hvad i alverden laver du her?" udbrød han så, da han overrasket så på kvinden. Hun havde virket til at have det fint oppe på bjergsiden, i stedet for at være hernede i Dalen, men alligevel var hun nu kommet herned. Og det var derfor også tydeligt hvorfor Tímea opførte sig så eksemplarisk. Hun havde fundet ud af at denne Frida gav hende mad, og så måtte man hellere opføre sig pænt.

Frida havde heldet med sig idag. Hun fik lokket Timea til sig med kødet og fik også et lille grin ud af at se Lorcán være ved at falde på jorden. Han kom over mod hende og prøvede først at stoppe Timea ved at udbryde "Timea... Kom tilbage, du må ikke skræmme hende," men da han kom tæt nok på og så hvem Frida egentligt var skyndte det sig at blive ændret til "Frida? Hvad i alverden laver du her?". Hun fnes en smule som Lorcán stod der og var blevet taget ved næsen af hende.

"Kile sendte mig," hun ønskede egentligt ikke at sige det højt til ham, men håbede på han ikke ville se hende som sindsyg for at sige en gud havde sendt hende. "Jeg var egentligt på vej gennem dalen og tænkte jeg ville gøre nogle stop forskellige steder og det her var jo tæt på" hun smilte som ordene forlod hende og hun begyndte at ae Timea der spiste det kød hun havde tilbudt hende. Timea opførte sig igen godt og Frida vidste også hvorfor. Jo pænere man opførte sig, jo større ville chancen jo være for mere mad.

Tímea tyggede højtlydt på kødet, ikke fordi at det lang tid blev tygget på før det blev slugt, og hun afventende sad og ventede på mere. Der var ikke noget at gøre ved hendes madvaner på det punkt. Det lå bare til hendes natur at sluge sin mad i stedet for at tygge det, som mennesker nu engang gjorde.
"Kile? Det er alligevel en af mere usædvanlige guder heromkring," indrømmede han, men han så ikke ud som om at han synes det var mærkeligt at en gud havde sendt Frida. Han var selv stærkt religiøs, og selvom at han var utrolig bundet til Nak'lar, så var Kile alligevel ikke så stor en del af hans liv. Det var altid enten Aladrios eller Nak'lar hvor han boede, og især i Dragonisdalen var Nak'lar meget udbredt. "Vi tilbeder nok mere Nak'lar her i området."

Frida lo en smule ved Lorcáns udtalelser om Kile og dalens tro. Hun vidste godt hvad de for det meste tænke på omkring tro, især fordi byen hun selv flyttede til oprindeligt havde en stærk tro på Nak'lar men efter hendes ankomst havde de still accepteret Kile som en del af deres liv. Hun var jo en del af livets cyklus og det måtte man jo respektere.
Frida nussede kort Timea som hun rejste sig op "Jeg ved det måske lyder mærkeligt, men det var hende der startede min rejse den gang den startede..." hun kiggede lidt ned i jorden og gravede lidt med foden i den som hun måtte udtale resten "Den gang jeg fløj fra norden" hun indså hurtigt at jo flere ting hun prøvede at forklare jo flere spørgsmål lagde hun blot til at kunne kastes mod hende. Hun havde ikke noget mod spørgsmål men ønskede ikke at folk skulle tro hun var meget anderledes fra dem.

Det var heller ikke fordi at Kile blev ignoreret i byen, og en stor respekt blev fundet sig frem omkring hende, men Nak'lar lagde dem nærmest. Ånder var deres ting heroppe i Norden, og selvom Lorcán havde en vis respekt og frygt for ånderne, med hans egen nekromani, så lå Nak'lar tæt på hans liv.
"Det er en vis ærefrygt ved at have gudene så tæt på livet," indrømmede han. Det tætteste han havde været på Nak'lar var dog den nekromani som ikke blev talt om. "Taler Kile da til dig?" spurgte han og lænede sig over og fandt nogle godbidder til Tímea frem.
"Grib, pige," sagde han, før han kastede en over Tímeas hoved og flere meter væk, og Tímeas krop drejede elegant af og satte af, for derefter at gribe godbidden i luften og hoppe lidt rundt på steddet.

Frida blev en smule bekymret ved hans udtalelse om ærefrygt for guderne. Hun blev kort usikker på hvad han mon ville gøre hvis han vidste at Kile talte til hende men hvis hun ikke sagde noget så ville hun bare få det være over at lyve. Så med et svagt og usikkerts smil svarede hun kort ”Ja”. Hun ville helst at Lorcán ikke skulle tænke så meget over det så for at sikre sig at han også ville tro på at det faktisk var Kile tænkte hun det nok bare var bedre at få det uddybet helt. ”Hun har redet mig flere gange med hendes nærvær”.
Hun tog usikkert til sin kappe af fjer og trak sine hænder ind i den. Hun frygtede en smule hvordan han ville reagere ved den viden, for det var ikke alle der var lige okay med at man tale sådan om guderne, men Frida mente det, det var for hende en komplet sandhed.

Det kunne godt være at Frida forventede det værste af Lorcán, men, i forhold til at tale om den ærefrygten ved at have guderne tæt på sig, så så han ikke rigtig ud til at reagere. Nej, han blev faktisk bare ved med at holde sine øjne på Tímea. Inden i var det dog noget lidt andet der stod på. Kile var tæt forbundet med Nak'lar, og Nak'lar havde været lidt for tæt på Lorcáns liv. Han ønskede ikke at sætte sig i dårligere lys hos Kile eller Nak'lar.
"Det ligner ellers ikke Kile at blande sig i de levendes verden, men jeg er glad for at du har en gud der holder hånden over dig," sagde han endelig og kastede endnu en godbid til Tímea. Tímea virkede ikke som om at hun bekymrede sig om Lorcáns dæmpede humør, som hun glad greb godbidden og dansede lidt rundt på stedet igen.

Frida så mod Tímea, den glade bjørn der lige havde fået sin godbid fra Lorcán. Det virkede underligt at en bjørn kunne være dem så tæt på livet, men fredeligt. Noget hun ikke rigtigt havde tænkt over ved deres første møde. Men som hun så mod bjørnen huskede hun pludseligt noget hun ville.
Frida tog fra sin side tasken hun gik med og rodede rundt i den. "Det minder mig om noget Lorcán." fra tasken kom pludseligt hvad der lignede et stykke pergament låst med et voks sejl. Hun holde pergamentet tæt på sig som hun så på Lorcán og søgte hans opmærksomhed. "Jeg forsvinder nok snart fra dalen i noget tid før jeg igen kommer tilbage, men jeg vil ikke lade dalen være uden beskyttelse. Så jeg ville efterlade dig med noget jeg mener vil kunne hjælpe, bare en smule."

Pergamentet var fyldt med tegn og symboler som for mange ville ligne volapyk, men Frida forstod det og havde gemt Kiles ord i tegningerne. Hun havde i sin søvn hørt Kiles stemme omtale dalen og ville derfor nedskrive alt hun sagde især delen skjult i tegnene. 
Hun rakte pergamentet mod Lorcán. "Det betyder nok ikke så meget for dig, men hvis du ville lægge den et sted i dalen af betydning. Jeg kender ikke vejen rundt og min vej vil ej før mig derhen. Det ville betyde meget for mig og nok også for dalen." en tåre faldt ned på papiret fra Frida. For ærgerligt talt var tanken om at forlade det tætteste hun havde haft som et hjem i nogle år trist. Hun ville helst blive, men Kiles vej ville føre hende andet steds.

//Afsluttet