Det er første gang jeg besøger Hovedstaden, og hvilket syn det er! Selvom at tørken tydeligvis også her har sat sit præg, så er byen absolut ikke mindre imponerende. Og det gør det bestemt ikke værre, at himlen er skyfri, solen står højt og en munter stemning ligger over byen. Eller, måske er det bare mit eget ivrige og spændte humør. Selvom at jeg elsker Elverly og al naturen, så er det altid spændende at opleve nye områder - nye eventyr. Dette eventyr har jeg dog måtte klare uden Jacka, han gider aldrig så langt væk fra skoven. 
Med store øjne ser jeg fra den ene bygning til den anden, imens jeg med lange skridt bevæger mig over brostenene, gennem hovedgaden. Fascinationen i mit blik er tydelig - lige så vel som min glæde; et kæmpe smil er solidt plantet på mine læber. Jeg giver mig også god tid til, at smile til så mange som muligt af de personer, jeg passerer. Enkelte af dem sender mig et underligt blik, men det hænger nok sammen med, at jeg intet har gjort for at skjule, at jeg er elver. Håret hænger løst i den sædvanlige rodede frisure, med fjer og fletninger og jeg-ved-ikke-hvad. Der er sikkert også et par blade i. Det betyder at mine spidse ører er synlige. Jeg har som sædvanligt en lang brun kjole med lange ærmer på, men kappen hænger over min skuldertaske. Det er simpelthen for varmt til at have den på også. 
En lille sidegade fanger min opmærksomhed, og uden at tænke nærmere over det, skynder jeg mig ned af den. Med det resultat, at jeg efter flere sving ned ad nogle mindre gader, er fuldstændig forvirret. Normalt er jeg ikke typen der farer vild, men der er så enorm forskel på skoven og disse små gader. En lille smule opgivende stiller jeg mig midt i et kryds, for derefter at dreje et par gange rundt om mig selv. Hvilken vej mon er vejen tilbage til hovedgaden?

Endnu et ærinde som ridderen, der ejede Ashlan, havde givet Jamie! Jamie var okay med det. Hvis han ikke var kunne han jo altid sige op, men han elskede sit job. Han fik lov til at være sammen med heste og passe dem, og fik endda løn for det! Det var det rene paradis for ham. Han havde en grime over sin skulder, en grime som tydeligvis var ødelagt og beskidt. Ridderen var faldet af Ashlan i et forfærdeligt fald og Ashlan var også kommet til skade, desværre. Han kendte ikke til ridderens tilstand, han var mere bekymret for Ashlan.
Jamie havde en spand ved i sin anden hånd, han havde fået den af ridderen, så han kunne vaske grimen før han gav den videre til en som kunne lave grimen. Jamie stoppede op og tog en håndfuld vand op for at hurtigt skylle sit ansigt. En del af skidtet på hans ansigt forsvandt og viste lys hud. Hans ørers spids stak tydeligt frem, da han havde kort hår, men da han kun var halvelver, var de ikke vildt spidse.
Ved et kryds lagde Jamie mærke til en pige med spidse ører, en rigtig elverpige, men hun så lidt forvirret ud. Måske var hun faret vild? Tøvende gik Jamie hen til hende. "Øhm...Brug for..hjælp?" Spidsen af hans ører blev lidt røde i en let synlig rødmen. Dette var første gang at han mødte en pæn elverpige. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige udover at spørge om hun havde brug for hjælp, men han ville gerne snakke med en elver. Dette var ikke en chance, han ville få igen i den nærmeste fremtid. Det troede han i hvert fald ikke på.

Et mere og mere forvirret udtryk kan ses i mit ansigt, da jeg for 120. gang stirrer ned ad den samme gade. Det er så meget lettere, at finde vej i skoven - og nøj, hvor jeg lige nu, i dette øjeblik, dog ønsker, at jeg var derhjemme i trygge, vante omgivelser. Hjemme i træhuset i Elverly. Med et suk retter jeg en vild tot hår tilbage på plads, i den i forvejen rodede frisure. 
En forsigtig stemme lyder bag mig, og jeg vender mig om med et stort smil på læben. Et kærkomment tilbud om hjælp fra en ung mand. "Hej! Øhh.. Jeg er faret vild, tror jeg", siger jeg med en svag latter og et skævt smil. Et øjeblik ser jeg helt forlegen ud, men så går det op for mig, at den unge mand har spidse ører. Ikke lige så spidse som mine, men spidse nok til, at der må være elver i ham. Med hovedet vippet let på skrå betragter jeg ham nysgerrigt. Han bærer rundt på et underligt seletøj og en spand. Er ikke klædt i videre formelt tøj. Igen vender mit blik tilbage på hans ansigt - og ørene. De er blevet sådan lidt smårøde i spidserne. 
Med en hurtig bevægelse rækker jeg hånden frem, for at hilse pænt, selvfølgelig. "Mit navn er Ruwen - hvem er du?", som altid kommer ordene hurtigt ud. 

Trods hans frygt for at blive afvist af en elver, fordi at han var halvt menneske, ville han gerne hjælpe hende. Måske lagde hun ikke mærke til hans elviske træk? Desværre gjorde hun nok det, siden hans hår ikke var så langt, og ørerne var ret tydelige at få øje på. Hans hjerte hamrede af sted af nervøsitet, og han følte sig helt paralyseret, imens hun snakkede. Han prøvede at tage en dyb indånding, og det hjalp da også lidt, men ikke vildt meget. Han rystede lidt på hovedet for at få styr på sig selv. Med et lille skævt og nervøst smil prøvede han at rette sig op. 
"Jeg hed-.." Han tog endnu en dyb indånding. "Jeg hedder Jamie." Han satte spanden med vand ned for at tage hendes hånd. Han trykkede den blidt, og meget nervøst, han rystede også lidt. Han tog hurtigt sin hånd tilbage, og kløede sig i nakken, før det gik op for ham at han nok måtte hjælpe hende med at finde rundt igen. "Oh! Øhm, du er... ret tæt på Krystalpaladset. I hvert stalden. Jeg kan vise dig vejen hen til byen?" Han løftede grimen, han holdte, lidt op. "Jeg skal alligevel hen med den her." Han grinede lidt, men det var en nervøs latter, der gjorde det hele lidt mere akavet - for ham, i hvert fald. Han var god til at snakke med dyr, men andre væsener, som kunne svare, og især elvere, dem kunne han ikke finde ud af. Han var bange for at de ville afvise ham, sige noget ondt til ham, såre ham. Det kunne dyr selvfølgelig også godt gøre, de kunne afvise ham ved ikke at lade ham passe dem, men de var mere accepterende. "Du er en elver, ikke?" Han formåede at lade være med at stamme i den sætning. Hans ansigt begyndte at blive rødt, og han fik det endnu mere varmt.

Med et meget tålmodigt, næsten overbærende, blik betragter jeg den unge mand imens hans præsenterer sig selv. Med samme forsigtighed som før. Jeg smiler stort, da han tager min hånd. Jeg trykker blidt hans. "Hej Jaime!", min stemme er fyldt med venlighed. Mit blik forbliver på ham, tålmodigt. 
Mit ansigt lyser op, da han endelig taler - og endda forsøger at forklare hvor jeg har forvildet mig hen. Med endnu et stort smil, svarer jeg ham; "Det ville være helt fantastisk, mange tak skal du have!". Ordene ryger ivrigt ud af min mund, og jeg er næsten allerede på vej afsted - indtil det går op for mig, at jeg jo ikke kender vejen. Så med et svagt fnis vender jeg mod ham igen, for at vente på hans tegn på hvilken vej vi skal. 
Jaime åbner forsigtigt munden igen, og stiller endnu et spørgsmål. Jeg nikker let. "Mmm", mumler jeg da først, "Jeg forlader ikke så tit Elverly, så det er svært at finde rundt her", siger jeg med endnu et skævt smil - for ikke at glemme en næsten undskyldende mine. Den unge mands ansigt bliver mere og mere rødt, hvilket resulterer i, at jeg slet ikke kan holde et fnis tilbage.

Hun var fra elverly! Mon hans mor også var derfra? Det var et spørgsmål, som han nok aldrig ville kende svaret til, men det var også okay. Han havde accepteret det, men denne elverpige, hun var præcis, som han havde forestillet sig at en elver ville være. Venlig, køn, imødekommende. Beklageligvis gav det ham følelsen af, at en pil skød ind i hans hjerte. Han var ingen af de ting. Han prøvede at være venlig og imødekommende, det gik da også meget godt, men køn var han ikke. Hans far havde tit snakket om moderens skønhed, og elverne var kendt for deres skønhed, var de ikke? Han følte at han svigtede sin mor ved ikke at ligne en rigtig elver, men han følte også, at han svigtede sin far ved heller ikke at ligne et menneske. Det var svært. Han prøvede at være positiv, men det var svært, når så mange var negative omkring, hvad han var, eller ikke var.

"Elverly. Er det ikke..." Han tog en dyb indånding for tredje gang, måtte det være nu.. "Bor alle elvere ikke der?" Spurgte han nervøst. Han rettede sig lidt op, tog spanden med vand og begyndte at gå i den retning, hun var kommet fra. "Kom. Der er ikke langt." Han bed sig let i underlæben, men hans nervøsitet blev ikke nemmere. Kunne hun mon se at han var halvelver? Hvad hvis hun også afviste ham, når hun fandt ud af det, som alle andre? Frygten blev til en tung byrde på hans skuldre.

Jeg fører hånden op foran min mund, for at skjule fniset - men jeg er ret sikker på, at han allerede har lagt mærke til det. Efterhånden går det dog op for mig, at hans ansigt er lagt i mere alvorlige folder. Det er tydeligt, at der er noget, som generer ham. Jeg vipper hovedet let på skrå, og ser på ham med et forsigtigt, spørgende blik. Jeg vil ikke grave i noget, som han ikke vil tale om - så jeg spørger ham ikke direkte. 
Hans mund åbner endnu engang, for at stille endnu et spørgsmål. Jeg nikker roligt, "Jo - eller, langt de fleste i hvert fald". Da han begynder at gå, følger jeg hurtigt med. Jeg skulle nødigt fare vild igen. "Engang imellem er der nogle, som bosætter sig andre steder - men det sker vidst ikke så tit", svarer jeg ærligt. De fleste elvere er også skeptiske overfor andre racer - men sådan som jeg ævler løs med den unge mand, er det vidst ikke helt tilfældet her. "Tak", svarer jeg til hans sidste kommentar. 
Mit blik falder igen på hans små-spidse ører - min nysgerrighed bliver helt umulig, og før det overhovedet går op for mig, har jeg rørt let ved hans ene øre med et par fingre. "Undskyld!", udbryder jeg og ser helt pinligt berørt ud. "Det er bare fordi.. Er du også elver?". 

Jamie kunne sagtens forstå, at der ikke var så mange, der bosatte sig andre steder end Elverly. Menneskernes by var nok ikke helt så imødekommende overfor dem. Bare at være halvelver fik menneskene til at skubbe en ud af fælleskabet. Der var ingen familie, ingen venner, at finde i menneskenes by, men han havde ikke råd til bare at smutte. Desuden, så vidste han ikke, hvor han skulle tage hen. Elverly var ikke bare nemt at tage hen til, og hvordan skulle han få et arbejde der? Hvad hvis de afviste ham? Det fungerede bare ikke. Nej, det var noget, som han var nødt til at tænke nøje igennem. Der var mange risikoer, mange konsekvenser, alt kunne gå galt. 
"Elverly er nok også det mest sikreste, man kan finde, hvis man er bare lidt elver." Sagde han med et lille skuldertræk. Han havde så travlt med sine tanker, at han slet ikke lagde mærke til at hendes finger var utrolig tæt på hans øre, så da han mærkede det lavede han en overrasket lyd. Han stoppede op med det samme, og kiggede forskrækket på hende.
Hans kinder blev lidt røde, og det bredte sig langsomt til tippen af hans ører. "Nej, jeg..." Han kunne ikke slippe væk fra det. Han måtte bare sige sandheden. Det var bedst. "Ja og nej. Jeg er halvt menneske, og halvt elver." Han så ned i jorden. "Min far var et menneske, som blev forelsket i en elverkvinde, og de flyttede sammen. Min mor døde, da hun fødte mig, og min far er også død." Han sukkede svagt og lignede en, der var klar til at modtage tæv. "Jeg er en skændsel til begge racer. Det er okay, hvis du ikke vil snakke med mig mere." Han virkede alt for vant til at blive behandlet dårligt på grund af hans race. 

"Undskyld, Undskyld!", udbryder jeg, da han forskrækket stopper op. I takt med at hans ansigt bliver mere og mere rødt, ser jeg mere og mere undskyldende ud. Det var jo slet ikke meningen, at gøre ham både forskrækket og pinligt berørt. Mit overbærende blik kommer dog tilbage, da han endnu engang åbner munden - men ordene er sværere for ham, at få ud. Så jeg venter tålmodigt. Jeg lytter roligt til hele hans fortælling, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det overhovedet kommer som en overraskelse, at han er halv elver. Jeg havde trods alt opdaget de spidse ører. 
Jeg ser dog helt uforstående ud, da han siger, at han er en skændsel for begge racer. Forsigtigt lægger jeg en hånd på hans kind, "Jeg synes ikke, at du er en skændsel - og jeg vil gerne snakke med dig", siger jeg med et stort smil. Et forsøg på at opmuntre ham; ingen skal se så triste ud - og slet ikke når de ligefrem har elverblod i årene! 

Et lille håb blev tændt. Hvis denne elverpige var accepterende overfor ham, var andre elvere måske også? Han kunne få et hjem. Det lød næsten alt for godt til at være sandt, men han var nødt til at holde fast i håbet, hvis han skulle overleve den barske hverdag, han havde. Selvom han var glad for at være sammen med dyrene, var det også meget hårdt. Han fik knap nok mad til at kunne klare det hårde arbejde, som der var påkrævet, og han sov heller ikke for godt. Hvad så når han blev ældre, eller fik en skade? Så smed de ham ud, som var han en pose affald. 
Det var ikke nemt for ham, at mærke hendes hånd imod hans kind. Især ikke efter at have fortalt hende at han var halvelver. Han var vant til at blive slået, sparket og spyttet på, på grund af det. Selvom ordene, hun sagde, hentydede til at hun accepterede ham, var det stadigvæk svært. Han måtte tage adskillige dybe indåndinger før han kunne slappe bare lidt af, og sige noget. 
"Så er du en af de meget få, jeg har mødt i lang tid, som vil det." Det var den triste sandhed. "Kom, lad os bare... gå videre." Stadig med røde kinder begyndte han at gå videre.