Der havde været noget snak på skolen om at magi ikke fungerede og sådan noget, og Kvakket havde da egentlig også haft svært ved at forvandle sig til en frø, og dyrerne forstod hende ikke mere, og det var som om at de var stoppet med at sige noget der gav mening, så måske havde skolen haft ret i dette.
Til trods for dette, skulle det dog ikke stoppe Kvakket fra at nyde livet, som skolen ellers typisk gjorde. Så naturligvis var hun ude på eventyr endnu engang. Normalt endte hun syd, ned mod Medanien. Der var hyggeligt at hoppe rundt, og der var høje og vandfald og alt hvad hendes lille eventyr hjerte kunne begære. Men hendes stedsans var ikke så god, og efter flere uger lukket inde på skolen, fordi hun ikke kunne forvandle sig til en frø og snige sig ud, så havde hun måske lidt glemt hvilken vej der var til Medanien. Dette var ikke rigtig et problem, men på en eller anden måde var hun endt i en ukendt skov. Hun havde da en svag erindring om at have været her for mange år siden, men det var ikke noget hendes lille hjerne rigtig kunne vikle sig omkring og forstå. Hun var jo ikke så gammel?

Men det var en dejlig dag. Solen stod højt, og hun var sikker på at hun kunne høre fuglene pippe, men forstod ærligtalt ikke et ord af hvad de sagde. Det var ærgerligt, for hun savnede deres snakken, men alligevel havde frøpigen et smil på læberne som hun hoppede derud af, og sang i kvækkende toner. Hendes øjne var også halvt lukkede, så at sige at hun holdt øje med hvad der foregik omkring hende... det kunne man ikke sige.

Det er ikke længe siden jeg tog afsted fra Elverly, for at nyde naturens ro og fred. Min far var endnu engang efter mig. Han mener ikke, at jeg gør nok for fællesskabet. Brok, brok, brok. Okay, måske har han lidt ret - men jeg gad simpelthen ikke at diskutere det nu. Derfor sidder jeg nu i et træ, med fødderne ud over en bred gren. Med stille bevægelser gynger mine ben frem og tilbage.
Øjnene er lukkede, mens ørene lytter opmærksomt på alle naturens lyde; lige fra fuglepip til bladene der rasler i vinden. Utroligt beroligende lyde. I mine tanker er jeg i fuld gang med at dagdrømme; om dans, musik og glæde. Man kan næsten sige, at jeg har en hel fest i hovedet. 
Og så fanger en spøjs lyd mine spidse ørers opmærksomhed. Er det.. kvækken og sang? Jeg åbner hurtigt øjnene, for at se opmærksomt rundt. Der går ikke mere end et par sekunder, så kommer et grønt væsen hoppende. Med hovedet vippet på skrå og et nysgerrigt blik i øjnene, betragter jeg væsenet, som ligner en ung pige, hoppe afsted under mig. Med et lettere drilsk smil, hiver jeg min fløjte frem og spiller en melodi, så tæt på hendes, som jeg kan. 

Kvakket er meget i sit eget hoved, lige indtil at hun hører musik der bliver spillet. Musik? Det var i hvert fald ikke fuglene, de kunne vidst ikke spille på fløjter og andet sjovt. Nej, det var kun folk. Folk med munde. Storke kunne ikke. Bare tanken om storke fik Kvakket til at gyse over det hele... og hoppe direkte ind i et træ, hvilket da også fik hende til at stoppe med at kvække.
"Av, av, av, av.... hvorfor er det træ der," beklagede Kvakket sig og tog sig til sin næse. Det blødte vidst ikke. Men det gjorde ondt, og for et kort sekund glemte hun at der var en der spillede fløjte.

"Hov.. hvor er du? Musikvæsen der ikke er en stork?" råbte Kvakket så højt, for hun skulle da ikke få sin nye ven til at forsvinde. At blive en ven i Kvakkets optik var ikke særlig svært. Hvis man var sød eller interessant, så var Kvakket allerede din ven. Hun var ikke speciel sart med ordet ven.

Jeg havde da overhovedet ikke regne med, at min melodi ville få hende til, at hoppe direkte ind i et træ! Jeg tager øjeblikkeligt fløjten væk fra munden, for derefter at tage hånden foran munden - mest af alt for at kvæle en fnisen. Selvom at det selvfølgelig er rigtig synd, for den grønne frøpige, så så det godt nok sjovt ud. Rigtigt sjovt, faktisk. 
Frøpigen leder nu efter mig, men har tydeligvis ikke overvejet, at jeg kunne sidde i et træ. Hvilket jeg jo gør. I stedet for at svare med ord, sætter jeg blot fløjten for munden og fortsætter med at spille melodien. Et drilsk blik er at se i mine øjne, mens jeg spændt venter på, at hun finder mig. 

Musikken startede igen, og et stort smil spredte sig på frøpigens læber, som hun begyndte at hoppe rundt om træerne for at finde ud af hvor musikken kom frem.
"Kom frem, kom frem, lille fugl," kvækkede hun glad og efter at have hoppet rundt om de samme par træer et par gange, kiggede hun så endelig op. Op i luften, det var jo der sangfuglene sad, og der! Der var der en person. "Fandt dig!" råbte hun glad, og stod og hoppede lidt på samme sted i glæde, før at hun prøvede at hoppe op. Hun kunne da også sagtens nå en gren og hive fat i den, men så hang hun der og dinglede...

Inaktiv