Solen står højt på himlen og vejret er varmt og tørt, igen - sådan har det været længe. Her ved sølvfloden dækker træernes kroner ikke totalt for himlen, så jeg bruger muligheden til at betragte den. Enkelte skyer driver dovent forbi, men ellers er den fuldstændig blå. Det er et flot syn, men efterhånden savner jeg et par mørkegrå regnvejrs skyer. Og det gør skoven vidst også. 
Et højt plask lyder og fanger min opmærksomhed. Jeg ser overrasket rundt, da mit blik fanger Jacka, som har taget et kæmpespring ned i floden. Han ligner en druknet mus, og jeg kan slet ikke holde et grin tilbage. Jeg fører en hånd op for munden, for at forsøge at dæmpe mig selv. 
Det lille grønne væsen ligner fortsat en druknet mus, da han kommer op på bredden - men i hans øjne hviler det mest stolte blik. Der går ikke mere end et par sekunder, så ryster Jacka sig så voldsomt, at vandet står omkring ham - og rammer mig. "Nej Jacka, nej!", siger jeg grinende, alt imens jeg holder hænderne frem foran mig. I et forsøg på at skærme for vandet. Det lille pelsklædte væsen springer afsted igen, og jeg ser blot smilende efter ham. Han er i sandhed et muntert selskab.
Med et søgende blik leder jeg efter et godt sted at sidde, og jeg finder da også et helt perfekt sted; så jeg sætter mig op ad et træ, som står så tæt på flodbredden, at jeg kan have fødderne i sølvvandet. Jeg sætter skoene ved min side og finder min fløjte frem, for derefter at spille en munter melodi. 

Det var en morgen fuld af sol og en bagende varme, men heldigvis var træernes krone god til at skygge af for solen og derfor var skovbunden ikke varm som det ville være udenfor skovens grænse. Angrod var stået tidligt op og gik nu igennem den store og dybe skov og nød lyden af stilhed og dyrenes lyde. Han var på vej ud i skoven for at finde morgenmad, det var altid rart at kunne gå ud i sin ”baghave” og finde noget spisligt. Skoven var fuld af svampe og alle mulige forskellige bær, og derfor var det ikke noget problem af skaffe føde. Det ville være for tidligt at gå på jagt på dette tidspunkt. Han elskede dyr og ville derfor nødig slå ihjel, hvis det ikke var livs nødvendigt.
Angrod kom til en lille lysning tæt på åen som løb igennem skoven, og efter en sød musik fra en fløjte lyd blandt fuglenes fløjten. Han gik roligt langs åen for at finde, hvem det end var der spillede denne musik. Det var ikke tit at han mødte andre mennesker i skoven, så det ville være rart.

En ung pige sad på den anden side ad bredden, lænt op mod et af de store træer, med fødderne i vandet, samtidig med at hendes lille kæledyr badede i den kolde å. "Hvordan skulle han komme over? "