Bjergene i det Østlige Krystalland er stejle og ufremkommelige. Vi har rejst uafbrudt siden Slaget ved Hovedstadens mure, og jeg kan mærke den stigende mistro hos mændende, som er er trætte af rejsen. Vi har flere sårede i blandt os - dem, der ikke kunne reddes, er blevet efterladt, men andre bæres af sted på hastigt konstuerede bårer.
Vores forsyninger er sparsomme og en del af hestene har måtte ladet livet - de er os alligevel ikke til nytte her i bjergene. Min trofaste tjener, Zarian, insisterer på, at vi stadig er på rette kurs, selvom tågen fra bjergene, der omgiver dæmonriget, har opslugt det meste af vejen og landskabet omkring os. Jeg håber inderligt, at portene vil åbnes for os...

Kzar Mora er vores! Bag os efterlader vi ligene af 30 krigsfanger, hvis blodoffer har skabt den kraftige magi, der skulle til at bryde forseglingen, men mine magikere overvandt Kzar Moras forbandelse. 
Tågerne, der dækkede bjergene på portens anden side er endnu tættere inden for murene, hvor et forrevent klippelandskab udgør det eneste af riget, vi endnu har set. På vejen har vi passeret enkelte, dæmoniske ruiner, men vi har endnu ikke mødt nogen af rigets beboere. Forædderen fortæller mig, at de fleste af dæmonerne er søgt op i bjergene.
Jeg ved endnu ikke hvilken betydning, portenes åbning vil få for resten af landet, men det er kun et spørgsmål om tid, før klaner af orker, mørkelvere og andre krapyler, vil søge mod dæmonriget. Det er vigtigt, at vi får etableret en base så hurtigt, som muligt.

Mine knoglefingre ryster, som jeg fører hånden hen over papiret. Tidligere i dag fandt vi en forladt fæstning, som vi har gjort til vores hjem. Her vil vi genopbygge vores tabte styrke, mens resten af landet lider under Kzar Moras hævn.
Omgående søgte jeg mod fæstningen højeste tårn, og her tegnede jeg med blodet fra en af mine tjenere den dæmoniske hidkaldelsescirkel på gulvet og udtalte navnene på de tre ærkedæmoner. Alene deres tilstedeværelse i rummet var nok til at tvinge mig i knæ, og jeg havde aldrig fornemmet en dæmonisk magt, der kunne måle sig med denne. Det var i dette øjeblik jeg vidste, at dette bånd mellem herre og dæmon langsomt vil slide mig op, indtil der intet er tilbage.
Da jeg udtalte den første ordre til mine nye dæmonslaver, stirrede den ældste, Abraxas, længe på mig, og jeg kunne se en skjult udfordring i hans øjne. "Hvor længe kan du holde os under kontrol?" Syntes de at sige. "Allerede nu, kan du mærke, at det koster dig umådelige kræfter at beordre os."

Dæmonerne førte mig til et skjult, underjordisk sted, langt inde i Kzara-Bjergene. Luften føltes tung af overvældende, magisk kraft, og i halvmørket lyste en kæmpemæssig krystal med et sygeligt, grønt skær. "Vi kan ikke kontrollere den magi, der allerede for årtusinder siden blev gemt  her, for at bringe vores hævn til resten af Krystallandet." Det var den kvindelige ærkedæmon, Eisheth, der talte. "Vi kan blot slippe den løs."
Jeg så til, overvældet af træthed, mens ærkedæmonerne knuste krystallen. Jeg syntes, at jeg kunne høre et fjernt, rungende skrig, og herefter forsvandt lyset og vi var efterladt i mørket. Kzar Mora ville være beskyttet fra de kommende plager, og det betød, at min hær var i sikkerhed, naturligvis bortset fra de styrker, jeg havde forladt uden for riget.
Mine tanker gik kortvarigt til Generalen, som stadig befandt sig i Dragorn, men hun er snarrådig, og så snart vi har genvundet noget af vores styrke, vil jeg sende en gruppe af mine krigere af sted for at bringe hende til dæmonriget. Dværgenes land har ikke længere nogen betydning for os - de, og resten af landet, vil snarest lide under de dæmoniske plager.

Jeg beordrede ærkedæmonerne at tilintetgøre forædderen, en dæmon af deres egen slægt, som solgte oplysningerne om dæmonriget til mig. Denne skabning var mig nyttig, men jeg har ingen intentioner om at holde de løfter, jeg gav ham. Ærkedæmonerne gav mig for første gang ikke besvær, men udførte ordren med det samme - endda med en vis nydelse, hvis jeg kunne læse udtrykket i Eisheths ansigt korrekt. Hoveddelen af deres vrede er dog nu rettet mod mig, deres slavebinder.

Rygterne om pesten, der hærger resten af landet, er nået fæstningen, hvor vi holder til. Jeg glæder mig over, at Lyset bliver svækket, og når den dæmoniske magi engang er ophørt, vil landet være nemt at overtage.
Vores egen hær har lidt en del efter tabet af slaget om Hovedstaden, men vi genvinder langsomt vores styrke. Flere klaner af dæmoner fra området har frivilligt valgt at slutte sig til os, og mindre grupper af mørkelvere, orker og halvdæmoner har opsøgt os efter at have taget tilflugt i det nyåbnede rige.

Jeg kan tydeligt mærke ærkedæmonernes afsky for disse halvblodsvæsner. "Vi skulle aldrig have tilladt at blande os med andre racer." Hvæsede Eisheth rasende. Kun den yngste af de tre, Merihem, lod til at acceptere halvblodsvæsnernes tilstedeværelse. "Halvblodsdæmoner er skabt for at tjene de ældre og de magtfulde." Bemærkede han. Det var første gang, han talte direkte til mig, uden at jeg havde givet ham ordre dertil. "Din hær har brug for dem."

Vi har lang tid intet hørt fra Dværgeriget Dragorn, på trods af flere forsøg på kontakt. Pesten gør det vanskeligt at kommunikere, men for få dage siden, nåede en af mine spioner fra norden endelig frem til Kzar Mora. Rygterne lyder, at dværgene har genvundet kontrollen over riget, og at Mørkets General er taget til fange. Jeg har beordret en gruppe af mine krigere til at tage af sted mod nord i et forsøg på at få hende tilbage.

Vi har i lang tid forholdt os passivt i dæmonriget. Jeg kan mærke dag for dag at båndet til ærkedæmonerne slider på min sjæl, men jeg formår stadig at bevare kontrollen. Mine spioner fortæller mig, at Lyset er begyndt at bruge dæmonblod til at helbrede pesten. Da jeg stillede spørgsmål til dette, stirrede Abraxas hånligt på mig. "Dæmoner og mennesker er ikke skabt til at leve side om side. De, som ved magt får taget deres blod, vil snart vende ryggen til den døende verden og indse, at dæmonerne må forenes i Kzar Mora."

I al stilhed tænkte jeg, at det var godt, at jeg selv ville være i stand til at stoppe den del af planen. Dæmonerne skal søge til min hær - ikke danne en selvstændig gruppe, stærk nok til at bekrige menneskerne. Heldigvis er meget ændret siden magien, der udgør den dæmoniske plage, blev skabt .. Kzar Mora er et rige i forfald, og det bliver Mørket, der tager kontrollen over det.

Min general, Ethelihn, har fået kæmpet sig fri af Dragorn-dværgenes kløer. Det beviser, at hun stadig har sin styrke, selv om jeg er skuffet over, at min krigere kom for sent til at hjælpe hende - Jeg ville gerne have udvist en anelse større taknemlighed over, at hun holdt Norden, end at lade hende sidde i en kælder under Dragorn.
Det vigtigste er dog, at hun er tilbage, og kan igen kan tage en del af kontrollen over Hæren. Den vigtigste opgave i øjeblikket er at sørge for, at folket ikke keder sig: heldigvis er der mindre grupper af Dæmoner i områder, der nemt kan bekæmpes, og som sørge for lidt midlertidig underholdning for krigerne.

Jeg selv mærkede ikke meget til, at Den Anden Plage havde ramt resten af landet, men Abraxas fortalte mig i dag, at det var sket. Han frarådede mig ved samme lejlighed at lade nogle af mine krigere drage uden for Rigets grænser, for den ustabile magi ville ramme alle - dæmoner som mennesker - der befandt sig uden for Kzar Mora.

"Hvad er meningen med at dæmoner også rammes af plagen?" spurgte jeg en anelse undrende, for Pesten havde ikke rørt dem med dæmonblod i kroppen - ikke, at dæmonerne uden for Kzar Mora betyder noget for mig. Flere af dem er slavebundet af Lyset, og de flestes loyalitet er under alle omstændigheder tvivlsom.
Abraxas stirrede på mig, og jeg syntes, at kunne se hånlighed i hans blik. "Plagerne har taget årtusinder at fremkalde. Den Anden Plage er en storm af kaos, der rammer landet - vi kan undgå, at den rammer Kzar Mora, men at bestemme hvem der bliver påvirket uden for riget, er uden for vores magt.." Hans ildfarvede øjne glimtede i halvmørket i mine gemakker, hvor mødet mellem os fandt sted. "Vores håb var, at dæmonerne uden for Kzar Mora, ville søge hertil, når de blev ramt af plagen. Tiden er inde til, at de vender hjem."

Ikke mange dæmoner vendte hjem, som Abraxas ellers havde forudsagt. Kaosplagen har hærget landet i tre måneder, men ikke meget er sket bag Kzar Moras porte. Stilheden hærger de forrevne bjerge, her hvor vi befinder os i stormens øje. Fra fæstningens højeste tårn, kan jeg skimte uvejrsskyerne, som hænger over resten af landet.

Mine spioner fortæller mig, at Lysets Dronning har søgt væk fra Hovedstaden i frygt for, at hendes magi, vil skade hendes nærmeste. Hvis ikke det magiske kaos også ville påvirke os, hvis vi forlod Kzar Mora, havde dette været en oplagt mulighed.

Stormen er stilnet og i dens sted er Tørken indtruffet. Denne plage kan vise sig at være endnu dødeligere end pesten, for afgrøderne har været sparsomme i år, og Abraxas forsikrer mig, at der ikke vil komme en dråbe regn i de kommende måneder.
Naturligvis er Kzar Mora undtaget dette, og hele dagen, har tunge regnskyer ligget over Riget. Vi selv har dog længe døjet med en brøkdel af de problemer, der nu plager resten af landet, for Kzar Mora er ikke et frugtbart rige. Dæmoner har ikke samme behov for at indtage føde som menneskeracen, og det har været vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt mad til mine krigere. Vi har forsøgt at rydde et område syd for Kzar Dûn, hvor vi har plantet adskillige afgrøder. Vi har desværre ikke mange bønder blandt os, men de i min tjeneste, der har forstand på den slags forsikrer mig, at de nok skal bære frugt.

Dyrelivet i Kzar Mora er mærkeligt. Der findes almindelige dyrearter, men de forekommer nærmest som skygger af sig selv: deres hud, pels eller fjer grå og farveløse. Jægerne har dog ind til nu været i stand til at bringe kød hjem i tilstrækkelige mængder.
Jeg har ingen tvivl om, at vi nok skal overleve Den Tredje Plage, hvor store dele af landet vil dø.

Manglen på magi gør, at jeg igen kan sende mine krigere og spioner ud i resten af landet - med forsyninger medbragt fra Kzar Mora vil de være bedre stillet end de fleste andre i landet, og deres kampevner kan gøre op for den forsvundne magi.

I dag mødte jeg med en god mængde af mine krigere. Abraxas førte ordet, men jeg var ganske tilfreds med hans forklaring. Mange dæmoner i landet er i øjeblikket slavebundet af ejere, der ikke fortjener at herske over dem. Adskillige er slavebundet i Lysets tjeneste.
Manglen på magi er den perfekte mulighed for at befri dem og få dem til at sværge troskab til Mørket. Jeg har udlovet en stor belønning til de af mine krigere, der klarer denne mission, og mit håb er, at det i det mindste ville lykkes for nogle få af dem.