Lige siden at der var opstået den tragiske tørken over landet, var det altid noget af en forandring for Saga, når hun bevægede sig fra den kølige og frodige nordlige del af Krystallandet og videre ned til Hovedstadsområdet. Det var som sådan altid lidt af et kulturchok ligemeget hvad, for Norvik havde absolut intet at stå op imod livet i storbyen. Selv nu under plagen, summede der at liv i gaderne og på markedspladserne. Selv nu, hvor solen endnu stod højt på himlen og sendte sine stegende stråler nedover indbyggere og besøgende. Det kunne komme helt bag på hende, hvordan stedet knap nok virkede påvirket af det hele. Men så igen – hvad kunne de gøre ved det? Hvis regn-bringerne ikke havde haft held, hvilke andre muligheder, var der så frem for at vente?
En ting, som hun dog stærkt tvivlede på at nogensinde vende sig til, var varmen. Hun nød virkelig de lave temperaturer oppe nord på, og til trods for, at hun kun havde tilbragt få dage i Hovedstaden, så hun allerede frem til at vende tilbage. Hendes beklædning var nok, det der spillede den største rolle for hende. Godt nok bag hun ikke rundt på sko af åbenlyse grunde, men det resterende af hendes krop var dækket godt til. Det lange skørt, der nåede hende til anklerne for at skjule hendes dyriske ben, var heldigvis af luftigt rødbrunt stof. Ligeledes var den råhvide ærmeløse bluse. Kun den mørkebrune talje-vest var af tykt og solidt læder. Men selvom det tydeligvis var nok påklædning til temperaturen, havde hun alligevel svunget en lang tung kappen over sine skuldre for at skjule de bevingede arme en smule. Blot for ikke at fange alt for meget uønsket opmærksomhed.

Et par legende børn fik hendes straks ud af sin tankestrøm, idét de løb halvt ind i hende og videre ned ad gaden, inden den ene af dem drejede omkring midt i løb. ”Beklager, frøken!” blev der råbt tilbage til hende, inden begge drenge var forsvundet i den tætte mængde af væsner. Hun – derimod var stoppet helt op og stod blot og stirrede efter dem med et forbløffet udtryk i det kønne ansigt, før et suk fandt sin vej hen over hendes læber. Hun tvivlede stærkt på, at hun ville vænne sig til virvaret.
Søgende løftede hun hovedet op for at fastgøre, hvor hun i det hele taget befandt sig henne. Hun genkendte frugtboden ved sin venstre side. Og længere bag sig huskede hun smykkesælgeren. Så helt foret vild var hun bestemt ikke. Hun drejede skarpt omkring, så vanddunken, der hang om hendes liv, slog mod hendes hofte og gav en svuppende lyd fra sig, mens hun bevægede sig hen mod frugtboden.
”En enkelt pære, tak.” bedte hun med et smil, mens hun hurtigt gik i krig med at fumle med sin læderpung. Det var ufatteligt besværligt uden hænder. Og selvom hun selv mente, hun havde mestret det efter mange års øvelse, tog det hende lang nok tid at få fundet den rette mængde penge frem, at den ældre kvinde ved boden begyndte at virke utålmodig. Men til sidst lykkedes det halvdyret at få betalt og tog forsigtigt imod pæren med begge af hendes ’hænder’.

Solen stod højt, ligesom alle andre dage siden tørken havde indtaget landet, men for Cecilio var det alligevel den varme han foretrak. Lidt koldere end ideallet, men helt klart oppe i de rigtige temperaturer. Han var selv fra Balzera, og var vant til den hårde ørkensol, så det her var ingenting, bortset fra... vandet var der ikke meget af. Selv i Balzera havde de vand som de kunne hente, men det var som om at her i Hovedstaden sparede de mere på det. Det var næppe fordi de havde flere indbyggere, men måske var de ikke vant til at spare? Det kunne Cecilio godt fnyse lidt over, men det var i det mindste bedre her, end det udentvivl ville være nede sydpå. Så vidt han havde hørt havde tørken ramt hele landet, og han tvivlede på at Rubinien kunne klare sådan en tørken. Forhåbentlig var hans familie okay.
Han havde ikke haft meget fritid de sidste par dage. Det var som om at forlovelsesfesten havde betydet at han nu var åben for at alle kunne komme og hive ham med til alle mulige ting. En ting var når Lyuba kom og ville danse med ham eller vise ham noget, og han opsøgte da også hende til tider, men en anden ting var nogen var Lovkach klanen kom og ville hive ham med til ting. Først var det okay, men nu ville han gerne have noget ro fra dem. Hvordan kunne de opsnuse ham hver gang.

I dag havde han fået bevæget sig ned på markedspladsen, og han følte virkelig han havde nogen af dem lige i hælene, hvilket også gjorde at han kiggede sig over skulderen hele tiden. Hvis han bare kunne krydse over her og gå op til templerne, så ville han kunne være lidt i fred. Desværre gjorde det at han ikke så sig om, og endte med at gå direkte ind i en kvinde. En fremmed kvinde dog, og han var sikker på at han havde rørt nogle fjer, men det kunne han ikke tænke over. Det eneste han rigtig nåede at overveje, var hvordan hans hænder instinktivt havde rakt ud efter den pung, han kun havde nået at se et glimt af, og nu stod han med den i sine hænder. Det var ikke meningen at det her skulle have været et røveri.
Med et forsigtigt smil rakte han pungen over mod kvinden igen. "Du burde nok passe lidt bedre på dine ting," sagde han, og han var klar på at løbe, hvis hun flippede helt ud på ham.

Saga nåede knap at vende sig om for at forlade frugtboden igen, før hun for anden gang på ganske kort tid blev stødt ind i. Denne gang af noget større end blot en ung dreng, samt en smule hårdere og mere direkte. Et sagte halvkvalt hvin af forskrækkelse undlod lige akkurat hendes strube, inden læberne blev sippet i for at lukke lyden væk, idét sammenstødet skete, og hun trådte automatisk et skridt tilbage for at opretholde sin balance og derfor ikke falde ned på sin bagdel. Pæren, hun holdte, fløj straks ud af hendes greb, hvorefter hun udførte, hvad der mest af alt lignede et noget klodset forsøg på at jonglere for at gribe den igen, hvilket viste sig at være en del mere besværligt end forventet. Men til trods for at den grønne frygt op til flere gange gled ud af ’hænderne’ grundet de glatte fjer, lykkedes det hende til sidst at redde den fra en tur på den støvede jord.
Det havde tilsyneladende optaget så meget af hendes opmærksomhed, at hun ikke lagde mærke til, hvad der ellers foregik omkring hende, før hun hørte den mandlige stemme overraskende tæt på sig. Med pæren knuget lidt ind til brystkassen løftede hun fluks sit hoved og rettede de brune øjne mod mennesket foran hende. Det første hun rigtig lagde mærke til, hvor meget hun var nød til at læne nakken tilbage for at se hans ansigt. ”Huh?” Hun havde ikke rigtig hørt efter, hvad han havde sagt, men som hun endelig lod blikket glide væk fra hans ansigt og videre ned til hånden, som han rakte frem, var det som om, at hans sætning lagde sig på plads i hendes hoved. ”Åh!” Hun så med det samme ned af sig for at bekræfte, at det var hendes pung. Og ganske rigtig, så var den ikke længere til stede. ”Jeg må havde tabt den, da jeg betalte.” indrømmede hun med en svag tone af flovhed, da hun så tilbage på ham med det sædvanlige imødekommende smil.
Hun løftede efterfølgende pæren op til sin mund og sank sine tænder ned i den for at få sine hænder fri, så hun kunne tage imod pungen. Der blev atter fumlet ned at sætte den på sin plads, men det tog ikke lang tid, før hun igen kunne fjerne pæren fra sin mund. ”Ta-…” ”Hvorfor takker du dog den dreng?” Ud af ingenting blev halvdyret afbrudt af den samme kvinde, som havde betjent hende. Forvirret så hun hurtigt mod hende, som så ud til at have et stirrende blik rettet mod den fremmede mand. ”Jeg så det! Hvordan du sneg din hånd ind og tog, hvad der ikke var dit.” Det kom bag på Saga, hvordan hendes tanker ikke engang havde strejfet den mulighed, men alligevel var det ikke fuldt igennem bebrejdelse, da hun så tilbage på manden, der forhåbentlig ikke havde stukket halen mellem benene. Der var også blandet en stor mængde af mangel på forståelse ind i det. Det talte nærmest for sig selv: Er det sandt?

//OOG: Jeg bruger fed skrift til min karakters dialog og kurvis skrift til NCP'ers dialog.//

Cecilio var lykkelig for et sekund. Ingen havde set det. Han kunne afleverer pungen og så komme videre i sit liv. Hans problem med ting der ikke var hans, behøvede ikke at være problem. Det behøvede ikke at sætte ham tilbage i livet. Han kunne komme fremad. Intet kunne holde ham tilbage. Og så lød frugtdamens stemme, og han vidste at han var fanget nu.
"Det var ikke med vilje," sagde han og tog hænderne i luften. Nej, han var ikke løbet endnu, for han håbede lidt at kvinden foran ham ikke ville være så sneversynet som frugtdamen, men hvad var muligheden for det? Folk forstod ikke at han ikke gjorde det med vilje, det var bare som om at der var noget i hans hjerne der klikkede engang imellem, og så tog han ting. Ting der ikke var hans, ting han ikke havde behov for og nogen gange ingen interesse i. Det var som en dårlig vane, men den gik bare ikke væk. Alle de gange han skulle løbe væk fra byvagterne fordi hans hænder ikke kunne forholde sig i ro.
En ting der i hvert fald ikke hjalp på det, var at han tydeligt var en gøgler. Og selvom folk elskede at se gøglere optræde, så var folk ikke altid lige glade for slagsen. De var mindre værdige, fordi de brugte deres liv på at underholde andre, og det var åbenbart galt. Hvor triste folk ville være hvis de stoppede.

Det var en underlig situation for Saga a stå i. Det var ikke ligefrem det, som hun havde forventet at løbe ind i, da hun trådte udenfor, og hvis man spurgte hende ærligt, ville hun nok havde valgt det fra, hvis hun havde haft valget. Men livet gav som regel ikke en så tydelige valg. Det sendte blot en igennem og så måtte man tage konsekvenserne, for de andre mere brede valg, man stødte ind i. Hendes ansigtsudtryk syntes dog at blødne en smule op, da han mere eller mindre indrømmede, hvad han havde gjort. Det at han ikke stod og sendte en løgn i fjæset på hende, betød underligt meget for hende. Dog hjalp det ikke spor på dilemmaet, som hun stadig stod med i håb om at balancere det hele ud.
Flygtigt så hun en enkelt gang frem og tilbage mellem damen, der stod meget fast med hænderne i siden og et stramt udtryk, og den jævnaldrende unge mand for så at lande på damen lidt længere tid. ”Du hørte ham.” sagde hun med en blid stemme og et svagt trak på skulderne. ”Du har vel ikke tænkt dig, at tro på en tyveknægt?” Det var ikke svært for folk, at se hvordan sælgeren ikke var meget for at lade det slippe. Hun var trods alt det – en sælger. Og hun kunne ikke overleve på, at nogen stjal, så hun havde åbenbart heller ikke meget til overs, hvis hun overværede det ske for andre. Men tonen i den ældre kvindes stemme faldt ikke just i god jord hos det rødhårede væsen.

Saga så atter tilbage på manden med et svagt mere bestemt og intenst blik. Et lille forsigtigt smil havde formet sig på de røde læber, lidt som en advarsel. For inden hun egentlig selv fik tænkt sin plan igennem var pæren tilbage i munden og de bevingede arme begyndte at skubbe dirigerende til gøgleren foran hende i et forsøg på at få vendt ham om, så hun i stedet skubbede ham frem af frem for baglæns. ”Ah ska’ nok ta’ mah a de’, dak.” mumlede hun utydeligt efter at hurtigt have set sig over skulderen.

Forhåbentlig gjorde han ikke den helt store modstand. Hun var trods alt langt fra noget der kunne minde om en truende person, men lige om han faktisk stolede på hende, var en anden sag. Hun havde hørt rygterne om at folk i Hovedstaden havde en stor mangen på tiltro til andre. Hvis han ellers lod hende, fik hun ført ham igennem menneskemængden, til de var kommet lidt på afstand fra de travleste boder. ”’E sku’ ’ære la’ngt nok væk.” konstaterede hun, stadig med pæren i munden. Måske ikke det meste charmende fra hendes side.

Cecilio var sikker på at han ville få den største skideballe. Man lyttede jo til frugtdamerne, de vidste hvad der var op og ned i denne her by. Og de var ikke glade for tyveri. Noget gøgleren egentlig godt forstod, men der var ikke meget han kunne gøre mod sin egne hænder, som de greb udefter ting når han var stresset, nervøs eller bare rastløs. Det var også derfor at det overraskede ham meget, da kvinden foran ham, vendte ham om, og så bare begyndte at presse ham igennem menneskemængden. Var hun på vej til at styre ham mod en byvagt eller hvad skete der? Cecilio vidste det ikke, så han gik bare som han blev skubbet af kvinden indtil de endelig stoppede op.
"Hvad laver vi her?" spurgte han så og vendte sig om for at se på kvinden. HUn havde stadig pæren i munden, men hun så ikke ud til at hun ville gøre noget fjendtlig, og han kunne ikke se nogle byvagter i nærheden af dem, så hvorfor fik h un dem herover? Var det for at få dem væk fra frugtdamen? Cecilio vidste ikke hvad han skulle tænke.

Saga gjorde først store øjne til hans spørgsmål, hvorefter hun endnu engang fjernede pæren fra sit gab. Denne gang bed hun sig igennem og tyggede efterfølgende hurtigt af munden for ikke at virke uhøflig ved at snakke med mad i munden. Hun havde trods alt – og troede på – gode manere. Hun sank en smule besværet, men frugten nåede heldigvis ned ad det rigtige halsrør. ”Hvad mener du?” spurgte hun undrende og lagde hovedet en tand på skrå. De brune øjne nærstuderede ham på ny, nu hvor hun faktisk fik en bedre mulighed for det. ”Jeg kunne ikke forestille mig, at det ville se alt for godt ud, hvis du vendte med at gå derfra alene. Ikke med hvordan hun virkede til at have bestemt sig for, hvilket syn hun havde på dig.” svarede hun med en rolig stemme og hentydede uden tvivl til frugtdamen, der ikke længere kunne se dem af rene folk på gaden og vinklen, som hun forhåbentlig havde fået korrekt. ”Godt nok er jeg ikke selv fra Hovedstande, men jeg kan da stadig forestille mig, hvordan tyveri kan – og sikkert bliver – håndteret her.”
Hun trådte et enkelt skridt længere væk fra ham for at give ham lidt mere afstand. I bund og grund var det meget vel også fordi, hun selv havde lagt mærke til, hvor tæt de havde stået. Det havde rigtig nok ikke stået med tåspidserne mod hinanden, men det havde stadig været tættere end hvad man normalt foretrak i selskab med fremmede. ”Men noget som overraskede mig, var at du ..indrømmede, hvad du havde gjort?” forklarede hun med en spørgende undertone og et tilpasset ansigtsudtryk. ”Eller forstod jeg det hele forkert. Oh, dear! Jeg beklager, hvis jeg gjorde.” Pludselig virkede hun usikker. Hvem ville ikke, når det med ét gik op for dem, at de i bund og grund var helt forkert på den. For det ville betyde, at hun også havde handlet forkert. Og det var som regel aldrig en behagelig følelse.

Cecilio lyttede til hvad hun sagde, og han få generelt små forvirret ud, men jo, han var godt klar over visse love for tyveri. De var dog slemmere nede i Balzera, hvor han var fra. At få hugget en hånd af var ikke ligefrem noget han havde lyst til, og han havde været lidt for tæt på det en gang, men her i Hovedstaden var det vidst ikke ligeså slemt, alligevel var han lykkelig over at hun havde reddet ham væk fra situationen.
"Nej, bare rolig, du har ikke misforstået noget," sagde han, med et lettere taknemmelig smil på hans læber, nu når han forstod hvad der foregik. Der var ikke mange med godsindet hjerter mere, men åbenbart et par stykker var alligevel tilbage. "Tusind tak," sagde han så og bukkede lidt for hende, for at vise hans taknemmelighed. Han bukkede ikke for mange, det var ikke nødvendigt i det miljø han var i, men alligevel måtte han vise sin taknemmelighed for denne kvinde, som havde reddet ham for en uheldig situation. "jeg ved ikke engang hvordan jeg ordentlig kan takke dig," indrømmede han kort efter, da han havde rettet sig op igen.

Det var tydeligt at se lettelsen hos Saga. Måden hun åndede lettet, og hvordan hendes ellers lettere anspændte skuldre faldt på plads igen. Dog syntes de straks at skyde op igen, da den endnu ukendte unde mand bøjede hovedet og bukkede for hende. Det var ikke en uvant gestus for hende, men alligevel kunne hun ikke helt undgå at føle sig forlegen. ”Eh, det var så lidt, men der er absolut ingen grund til at bukke for mig!” udbrød hun næsten panisk og virkede oprigtigt fortumlet, mens hendes ’hænder’ straks røg op foran hende. ”Jeg gjorde bare, hvad der føltes rigtigt.” Hun havde nær trådt skridtet frem mod ham igen og gøre et forsøg på at rette ham op, men hun holdt sig plantet i frygt for at måske virke en tand for nærgående. ”Du gjorde trods alt ikke noget galt. Sådan nogenlunde da.” Hun trak lidt på det. For helt kunne hun nok ikke vende et blindt øje til det. ”Jeg mener…” Hun ledte desperat efter ordene med et betænkningsfyldt udtryk, inden blikket fluks fløj tilbage op på ham. ”Ingen skade sket, vel?” Et større smil sad nu og prægede hendes læber og hjalp til med at lyse det blege ansigt op.

”Men hvis du insistere, så kan du som tak, love mig ikke at gøre noget så dumdristigt igen?” Hendes stemme var igen landet på det blide og rolige toneleje, nu hvor hun havde fået styr på sig selv. ”Jeg kan forstå, at det kan være en nødvendighed for nogle af jer, men… husk på at Guderne holder øje med os. Og dem ønsker vi ikke at skuffe.” Hun lænede kortvarigt hovedet tilbage og så mod himlen. Ikke en sky på himlen. Det lyseblå lærred blev kun afbrudt af flyvske væsner, der af og til skød igennem.
”Nårh ja!” Hun trak sig selv ud af sin trance og vendte tilbage til gøgleren. ”Du kunne også fortælle mig dit navn.”

Cecilio kunne også mærke at han selv var så meget afslappet nu når han kunne mærke at kvinden ikke holdte det ilde op. Han havde jo også afleveret pungen ligeså snart han havde opdaget at han havde taget den, men ikke alle var så venlige og forstående. Og selv nu når hun snakkede om at han skulle stoppe med det, så kunne han ikke få forklaret sig hvad der skete. Han var sikker på at hun ikke ville forstå, for der var tydeligvis noget galt med ham, men folk troede jo ikke på ting de ikke kunne se. Han så jo ikke syg ud, så han kunne ikke være syg.
"Jeg... jeg skal prøve," mumlede han. Han vidste at Shara nok var skuffet over ham, men nok ikke så meget over tyveriet som så meget andet. Guderne de kiggede ned, men alligevel så så Cecilio kun op til Shara. Shara var den flamme der brændt i ham, det var hende der forstod ham, og det var kun hende han tiibedte. For hun var hans gudinde. Om de andre guder holdt øje, det var han lidt mere ligeglad med.

"Mit navn er Cecilio," svarede han så. Det var noget han kunne finde ud af at svare på. "Jeg rejsende gøgler," svarede han, selvom han godt nok lige nu var i byen pga. sit kommende bryllup. Et bryllup der kom tættere og tættere på. Det var lidt skræmmende. "Hvad med dit navn, hvis jeg har lov til at få det at vide."

”God dreng.” Det røg ud ad Saga, uden at hun egentlig kunne nå at tænke over, hvordan det kunne blive taget. Det samme skete, da hun i en rolig bevægelse løftede den ene bevingede arm op, rejste sig en smule op på sine tær og klappede ham blidt på toppen af hans hoved, som roste hun en lille dreng for at have gjort noget godt. Men manden foran hende var tydeligvis ikke en lille dreng længere. Og det var ikke kun højden, som steg et godt stykke over hende, men også det modne blik, der hun kunne se gemme sig i hans blik, når han tillod hende øjenkontakt. Og da det gik op for hende, hvad hun havde gjort, kunne hun ikke skjule det. ”…Undskyld.” Forsigtigt trak hun sin ’hånd’ tilbage igen og forsøgte at redde sig selv med et passende undskyldende smil og et svagt træk på skulderne. ”Gammel vane.” forklarede hun kort.

Det kom ikke som en overraskelse, at han var gøgler. Hun havde set sin del af dem, og de syntes altid at bære visse tegn på deres erhverv eller levestil. Ganske fascinerende. ”Saga.” præsenterede hun sig så med et lidt mere afslappet smil. ”Jeg er… præstinde i læring, kan man vel kalde mig. Jeg er oprindelige fra lidt mere nord på, men blev taget ind her i Hovedstaden.” Hun var ikke helt klar over, hvorfor hun stod og gav ham historien, som var det rent faktisk noget, han ville hører. Så vidt hun kunne forestille sig, ville han måske bare væk så hurtigst som muligt.
”Så… rejsende? Hvad er det så, der har bragt dig til Hovedstaden?” spurgte hun med en pludselig genvundet energi, som tvang hun sig igennem en akavet situation. ”Jeg mener – Jeg kan forstå den tiltrækkende evne byen kan have. Her er så meget liv.” Hun så sig lidt omkring for at bekræfte, at hun faktisk havde fået det rette indtryk.

Cecilio følte sig virkelig underligt tilpas, da Saga pludselig sagde 'god dreng' og klappede ham på hovedet. Sådan var han godt nok aldrig blevet behandlet før, og det gjorde ham ikke ligefrem godt tilpas, især fordi at han godt vidste at det bare var et spørgsmål om tid, før at hans hænder lige fik fat i noget der ikke var hans.
"Det... er okay," sagde han roligt, og lagde sine hænder ned i sin lommer, og studerede kvinden lidt. Han havde ikke rigtig noget at sige, og han vidste ikke rigtig om han kunne være bekendt at gå. Det var så indtil at hun så begyndte at spørge om hvorfor han var tilbage i Hovedstaden. Jo... nu var der jo en grund til at han var kommet til Hovedstaden, og en helt anden grund til hvorfor han stadig var her.

Han rømmede sig lidt, og prøvede at ignorere blodet der steg ham til hovedet, ved at tænke på Lyuba og det bryllup der snart ville blive holdt. "Folk er mere generøse her i Hovedstaden med at give penge for optrædener, i forhold til nede i Balzera. Så det er naturligt at vi vender tilbage hertil," sagde han smilende. Hvis Saga opdagede at der var noget akavet over ham ved dette emne, så måtte hun spørge. Cecilio var ikke ligefrem en der holdt sine kort til kroppen, men nogengange var der bare ting han ikke havde lyst til selv at bringe på banen.

”Aha!” reagerede hun, mens han fik forklaret hende hans grund. Et sted havde hun lyst til at give sig selv et mentalt slag mod panden, for hvis blot hun havde tænkt det hele lidt mere over, ville hun have kommet frem til samme konklusion. For selvfølgelig var en gøglers liv klart bedre i hovedstaden. Hovedstaden var vel i det hele taget ’stedet’ at være for en hver person. Store som små. Hun kunne bare se på sig selv. Hun var kommet til på grund af de klart bedre muligheder, der lå vist frem på hende vej. ”Selvfølgelig, det kunne jeg vel have sagt mig selv.” Hun skjulte sin eget indre flovhed med en kær latter gemt i sin stemme. Hun ville dog aldrig mene, at det havde været et dumt spørgsmål fra hendes side. For man viste aldrig før man havde fået et svar.

”Hvi-...” Saga’s ord stoppede umådeligt brat og efterfulgt af en noget halvkvalt lyd, idét at noget ramte hende så hårdt i baghovedet, at hendes hoved automatisk blev tvunget til at bøje fremover for at affjedre kraften. Der gik et kortvarigt øjeblik, hvor hun bare stod der og kom sig over det mindre chok. Målløs over, hvad der var sket. Alt imens hun begyndte at kunne mærke dråber af saft glide ned ad nakken på hende. Det var sådan en klam fornemmelse. Det ville ikke komme bag på hende, hvis det havde fået de små nakkehår til at hæve sig. Men mens de rejste sig faldt hendes halefjer, der havde spredt sig op ved deres skjul under skørtet, faldt til ro igen. Forsigtigt løftede hun en 'hånd' op til baghovedet i søgen efter, hvad der havde ramt hende. Følelsen af det udsmattede frugtkød var ikke uvant for hende, hvilket straks fik hende til at sippe læberne sammen. Resterne af den modne tomat fald til jorden og efterlod lod en våd og klistret plamage i hendes hår. ”Hvorfor går du ikke tilbage til din redde, struds!” lød en hånende stemme fra bag hende, og idét hun sig så sig over skulderen, nåede hun at se et par unge mænd løbe væk med latterlige smil.
"Ehm..." Roligt vendte hun sig tilbage til Cecilio og løftede ligeledes et bekymret blik mod ham. ”Beklager. Men kan du måske... dirigere mig i retningen af det nærmeste vandløb?”

Cecilio tog det ikke så høj tidligt, at måske spørgsmålet have været lidt selvsigende. Han var vant til at være omkring en masse forskellige slags folk, og havde da midt folk af variende intelligens også. Så han havde da helt klart skulle svare på langt dummere spørgsmål før.
Dog nåede han aldrig selv heller at sige noget, ikke at der var så meget at sige, som Saga blev ramt i nakken mens hun var igang med at snakke. Det kom fuldstændig bag på ham. Måske var det fordi at Saga lignede en ordentlig og fornuftig kvinde. En kvinde langt over Cecilio's egen stand, også selvom hun var af blandet blod. Selvom Cecilio ikke ofte blev vred, kunne han mærke vreden blusse op i sig, og han ville da have sat efter dem, hvis det ikke var fordi at Saga forholdte sig så roligt. Da Cecilio endelig kom sig over chokket fra drengene også allerede langt væk.
"De... de... hvordan kan du forholde dig så roligt?" sagde han, stadig overrasket og kiggede lidt mod flokken af mennesker, men ingen drenge med latterligt smil på. Nej, i stedet for stod Saga foran ham, med tomat i nakken... og at finde et sted at vaske det af var nok egentlig en god ide. Men vandet var sparsomt for tiden.

Saga havde forventet alt andet end at blive afhørt om, hvorfor hun ikke reagerede på det der lige var sket. For åbenbart var det ikke normen i hans verden, for han lignede en der slet ikke kunne få tingene til at hænge sammen eller falde ind på de rette pladser. Hans reaktion fik endda et noget overrasket udtryk frem i hendes ansigt. Det var måske ikke første gang, at hun var blevet stillet et lignende spørgsmål, men hun kunne pludselig ikke huske, hvornår hun havde fået det sidst, så denne gang føltes som at dét var.

Efter et stykke tid, hvor hun måtte have stået og stirret på ham med store forundrede øjne, trak hun sig atter ind i sig selv og slog blikket ned i en betænksom retning. ”Det… Det hjælper ikke at begynde at råbe og skrig over det.” svarede hun ham med samme rolige toneleje. Og idét hun så tilbage på ham bag hun det samme ubekymrede smil. ”Jeg tror næppe at den slags vil stoppe dem i at gøre det igen. Så derfor… i stedet for at bruge energi på den slags, er det så ikke bedre at vende den anden kind til?” Hun trak let på skulderne i håb om at den påtvungne maske ikke ville smuldre. Det var aldrig en rar oplevelse. Og selvom hun havde forholdt sig rolig, så kunne man nemt se, at hun ikke havde forholdt sig afslappet. Det havde påvirket hende. Men det var ikke noget hun ønskede at byrde andre med.
”Jeg beklager virkelig, at du skulle overvære det.” konstaterede hun i takt med at hendes smil famlede og hendes ansigt i stedet fald i bekymrede folder. For ham. ”Jeg håber ikke, at du fik noget af det på dig. Ellers så har jeg sikkert et lommetørklæde et sted.” Straks begyndte hun at fumle med sin kappe. Pæren var så længst de af hendes hænder og lå i stedet på jorden og blev mere og mere uspiselig for hvert sekund det lå der. Hun var stadig ikke den bedste til lommer, hvilket vel var ganske forståelig. 

Der var noget ved det hun sagde, og Cecilio kunne egentlig godt se logikken i det. Hvis det havde været ham selv, så ville han have reageret på samme måde. Der var ingen tvivl om det. Han havde da også fået kastet en overmoden tomat på sig før. Det var en del af gøglerlivet, for ikke alle værdsatte folk i hans erhverv.
"Jeg... de burde ikke gøre det mod dig," mumlede Cecilio så. "Der er så mange racer i byen, at være racistiske overford dem, fører dem ingen veje. Man bestemmer jo ikke sin egen race og der er absolut intet galt i at være halvdyr." Det irriterede Cecilio lidt at folk kunne være så racistiske overfor andre racer. Måske fordi han var gøgler var han mere åbensindet overfor andre racer. Der var jo alle mulige racer der var kommet igennem hans egen troupe. Gilly som var en del af hans, var især et godt eksempel på det. Hun så lettere spøjs ud, og ingen havde kunne få at vide hvilken race hun var, for hun lignede ikke rigtig et menneske. Der var for mange ting der var lidt for forkerte ved hende, til at hun bare var et menneske.
Han sukkede så. Det nyttede ikke noget at bryde sig hoved over det. Sket var sket og de kunne ikke jagte drengene ned. "Jeg ved ikke lige om der er et godt sted at skylle sig. Det er virkleig begrænset hvad man kan få af vand heromkring," indrømmed ehan så og prøvede at tænke sig om. Beskidt vand var til at få fat på, men så blev det bare værre. 

”Det er sandt.” sagde hun sagte, usikker på om det var ment til ham eller hende selv. Hendes blik faldt endnu engang, og den hjælpeløse udstråling vendte tilbage igen. Hun var egentlig ikke meget for at tale om det, men når hun så tilbage, kunne hun godt se, at det var uundgåeligt. Dog formåede hans afsluttende bemærkning at få et lille smil frem på de røde læber. Der er absolut intet galt i at være halvdyr. Det var betryggende at få at vide. Selv fra en fremmed som Cecilio nu engang var for hende. ”Vi må også huske status-rangen for almene dyr i vores samfund. Hvis jeg ikke tager meget fejl var disse mænd bønder. De er sikkert fra en familie, hvor de er herre over de gårddyr, der har gående. De er mere vant til at deres kvæg eller gæs blot æder og sover frem for at høre dem bruge det samme intelligente sprog som dem eller se dem gå på de samme to ben.” Automatisk så hun ned på sine egne fødder for en kort stund, før de brune øjne fløj tilbage mod gøjleren. ”Og hvis det så end skal være, er det blevet en norm for folket at se os som værende tjenestefolk. Og ikke selvstændige.”

Med det fastlagt tog hun en dyb indånding igennem næsen. Fyldte lungerne godt ud, inden hun tungt pustede ud for at afslappe sine lettere anspændte muskler, der stadig var til stede grundet situationen. ”Men jeg forstår, at der er vandmangel. Hvad jeg søger er heller ikke rent drikkevand, da det kun ville være spild. Bare et sted, hvor jeg kunne vaske den klistrede fornemmelse af nakken.” Hvis han havde oplevet lignende, måtte han vel også forstå, hvad hun mente. ”Jeg giver gerne min smule drikkevand for en vejvisning, da det lyder til, at du kender Hovedstadens gader bedre end jeg.” Som det blev foreslået løftede hun en smule ud i kappen og vred kroppen for at vise flasken, der hang ved hendes hofte.

Afsluttet