Siden den nyeste plage er det hel virkelig begyndt at sygne hen. Tempelhaverne der før havde været så frodige var nu en uhyggelig bunke visne buske og træer. De før så smukke springvand og damme var ved at tørre fuldstændig ud og kun den fugtige mudder var efterhånden at se i bunden. Når vinden blæste hvirvlede støv op i luften og irriterede åndedrættet og øjnene. Ikke kun haven så forfærdelig ud. Folk omkring så også forfærdelige ud. Ikke alle fik den mad de havde brug for, og væsken der var tilgængelig i de dybe brønde var begrænset. De første dødsfald var allerede for længst indtruffet, men alle vidste at de få der var faldet under plagen var kun den langsomme begyndelse. Når reserverne for alvor løb tør, så ville man se hvordan alle dødelige ville falde på stribe.
De fleste så dette som forfærdeligt og folk var bange, men en enkelt dæmon i tempeldistriktet morede sig over denne elendighed. Ikke noget som var synligt gennem dæmonens skal. Goden Orias virkede bekymret for verdens tilstand. Som præst af Leander sørgede han over tørkens magt over naturens skønhed. Den Mangearmede lo dog manisk for sig selv. I det mindste kunne dette kaos nogen gange få ham til at glemme at selv hans magi var ubrugelig. Når dæmonen dog kom til at tænke på det blev han rasende!
Dæmonen nød folks lidelse, da han selv kunne leve uden vand og mad, selvom han ville blive svagere og skalden ville miste sin unge fremtoning, men det gjorde ham ikke noget. På den måde faldt han jo i et med omgivelserne. En ting der dog irriterede ham grænseløst var folks behov for at fremhæve hvert eneste lille lyspunkt de kunne finde. Siden han havde mistet sine magiske evner, havde han ikke længere præstens kone i sine bånd. Hun var i 'bedring' - sagde man. Succorbenoth var rasende. Han blev nød til at spille den glade ægtemand for sin kones bedrende helbred. I det mindste ville det ikke være svært at knække hende igen, når først han fik sin magi tilbage igen. Han vidste ikke hvad der var værst. Ikke kunne styre sine evner, eller slet ikke have dem. Han følte sig nogen gange afspærret fra virkeligheden, når han ikke kunne høre andres hvisken når han nærmede sig.

Han havde søgt ud i haven. Der var endnu et gammelt træ der stadigvæk havde nogle få blade tilbage og virkede ganske kraftig. Den gamle eg havde masser af vand i reserven, men selv den havde det skidt. Som Gode for Leander måtte han lade som om at han bekymrede sig om dets vel, så han var taget ud for at pleje træet, og fjerne syge grene fra kæmpen, så den havde mulighed for at overleve så længe som muligt. 

Siden plagerne begyndte at ramme, havde livet ikke være nemt, heller ikke for Isari katedralen, selvom de havde flere midler end mange af de andre templer, siden Lysets Dronning var troende. Dette skulle dog ikke stoppe Reina fra at gøre sit job. Hver dag stod hun op, efter en nat fuld af mørke og mareridt og gjorde alt i sin magt for at hjælpe dem der kom til Isari katedralen. Desværre kunne de hverken dele vand eller mad ud til folket, så hun kunne kun bede med dem.
Denne dag havde Reina forladt katedralen, bare for at få noget frisk luft. Hun nød at hjælpe alle dem der kom, men det var svært når de selv dårligt kunne overleve, og det skar i hendes hjerte når hun især intet kunne gøre for børnene. Men sådan var det at bo i denne her verden. Ikke alt hvor godt, selvom de gjorde hvad de kunne.

Hun havde gået lidt tid da hun opdagede en, det lignede en præst og Reina havde udentvivl mødt ham før, men hun kunne ikke huske navn eller ansigt, men hun var sikker på at han var en præst i et af de andre templer.
"Travlt med tempelarbejde?" spurgte hun blidt, da hun nærmede sig ham. Hun nød at snakke med præsterne og præstinderne fra de andre templer, selvom de ikke altid var enige i hvad vej de skulle trække verdenen. Det var stadig dejligt at høre at selvom folk ikke fulgte Isari, at de stadig kunne have godhed i hjertet. 

Han var i gang med at inspicere de nederste grene for skader og sygdomme inden han ville sætte stigen op for at inspicere kronen om der var sygdom i den. Han kedede sig ved at gøre det arbejde, men for en med så langt et liv var sådan en triviel opgave meget kortvarig, men også nødvendig hvis menneskerne skulle tro på hans maskespil. 
Han vendte sig rundt da en kvindes stemme talte til ham. Han kunne mærke hvordan han instinktivt forsøgte at strejfe den andens sind med sit, men intet skete naturligvis, hvilket irriterede dæmonen yderligere. Han sendte dog ypperstepræstinden sit bedste smil, men det virkede lidt halvhjertet. Sådan så han de fleste smil på det sidste. Man forsøgte at se en smule glædelig ud under disse triste omstændigheder. "Ypperstepræstinde Reina," sagde han med et høfligt buk. Hun kunne nok regne ud på hans klæder og amuletten han bar om halsen at han var en ret højtrangerende gode for Leander. Ikke den højeste, men en af de meget velansete. "Mange har tabt deres børn på grund af sulten. Der vil ikke foregå mange fødsler i Leanders tempel denne vinter, så må man jo finde sig nogle andre pligter," forklarede han. Mange af Leanders goder og gydjer tog sig af andre ting end fødsler for tiden, da den ene gravide moder efter den anden tabte deres børn. Nogle tog til helerhusene, andre til Isaris tempel og de sidste tog sig blot af vedligeholdelsen af Leanders tempel. "Jeg forestiller mig at De også har ganske travlt med at berolige fortvivlede sjæle?", spurgte han ypperstepræstinden. Han vidste at Kiles præster og præstinder var mere end overbebyrdet på det sidste. De kunne knap nok holde trit med alle de døde de skulle tage sig af. 

Reina var heldigvis god til at kende de forskellige uniformer fra hinanden, når nu hun ikke kunne forbinde navne, ansigter og erhverv med hinanden. Hun var endda sikker på at hun godt kendte denne person, men hun var heldigvis blevet god til at skjule det over årerne. Folk følte sig så ubetydelige når hun ikke kunne huske dem.
"Ja, desværre. Det strømmer ind med folk på alle tider af døgnet. Selvom det er rart at se så mange stadig bede til Isari, gør det mig ondt, at det skal være under sådan nogle triste omstændigheder," indrømmede hun og sendte et trist smil til Leander præsten. På et hvert andet tidspunkt, ville hun elske at se hvordan folk udtrykte deres tro på Gudinden, men når disse plager strøj over landet og dræbte så mange, så var det ikke rart at se dem komme. HUn ville hellere have et tomt tempel, hvis hun skulle vælge.
"Lad os håbe at denne sorgens tid vil blive erstattet af en lysere tid," sagde Reina og kiggede op på den grå himmel.

"Det eneste vi kan gøre er at indgyde folk håb," sagde han med et beklageligt smil. Indvendigt var han ved at brække sig over de ord, men han var sikker på at englen ville elske at høre de ord. Det eneste han så frem til, var at han kunne begynde at rode med hoveder igen. Det var altid meget sjovere end at skulle lade som om at man ville hjælpe folk. Så længe Askild - den irriterende vorte af en stalddreng - ikke fik noget at vide om disse... hændelser, kunne han underholde sig selv i ro og fred. 
"Hvis der er noget Leander kan lære os, så er det at altid vil foråret komme på den anden side af en streng vinter," sagde han med en varm tone i stemmen. "Den her bliver dog nok meget strengere end nogen af dem vi har kendt i min levetid." Han glædede sig egentlig til at se hvordan folk ville komme gennem vinteren. Nu hvor høsten var fejlet og vinteren allerede så småt bankede på døren, så ville der dø langt flere, og det behøvede ikke en gang at være en anden plages skyld. 

Reina nikkede bekræftende. Det var det eneste de kunne gøre i denne svære tid. Selvfølgelig savnede Reina også sin magi som var forsvundet, men for et langt mere nobelt formål, og alligevel også for en sikkerhed for sig selv. Hun havde det lidt dårligt at hun ikke kunne mærke solens stråler hvorend hun gik mere, men sket var sket, hvis nogen angreb, så kunne hun stadig finde ud af at sværd. Det var en evne hun nok aldrig ville miste.
"Leander har en vished, som ikke mange af de yngre guder besidder," sagde Reina med et smil. Måske var en partisk på dette punkt, da Leander var en af de få guder under Isari og de var selvfølgelig højere stående i hendes optik. De kunne ikke måle sig med guder som Isari, Kile og Aladrios, men de var langt bedre end Zaladin og de andre yngre guder. Den eneste grund til at hun stadig så Kile og Aladrios som værerende vigtige, var fordi at døden var en del livet, selvom man kunne undgå den, og Aladrios ønskede i det mindste balance i verden, noget hun kunne anderkende var et skridt i den rigtige retning, men ikke nok. Godheden skulle sejre. "Men jeg er sikker på at på den anden side af den strenge vinter, vil der komme et forår, der ikke kan slås af mange," pointerede hun med et smil.

"Leander er tålmodig. Han belønner moderen for sin ventetid med et barn. Bondens tålmod om vinteren med vårens tø. Hvis alle var mere tålmodige ville verden være et bedre sted." Ved Zaladin hvor han hadede sig selv for at ytre så klamme ord! Han måtte lige give sig selv en lussing for det her, når ypperstepræstinden en gang var gået. For at undgå at hun skulle se at hans smil ikke nåede hans kolde øjne, vendte han sig mod stigen og stillede den op af træet og begyndte at klatre op af den for at komme op i kronen.
En lille latter kom fra ham over præstindens positive tilgang. Han formåede at få den til at lyde munter, og ikke hånende. "Uden tvivl. Det bliver et forår der bliver værd at se frem til. Jeg tror at håbet om det fremtidige forår er det som vil holde mange i live," sagde han og undersøgte egens grene. Hvis de var døde skulle de også fjernes, så de ikke tærrede på træets kræfter over tørkeperioden. 

"Leander er tålmodig. Han belønner moderen for sin ventetid med et barn. Bondens tålmod om vinteren med vårens tø. Hvis alle var mere tålmodige ville verden være et bedre sted." Ved Zaladin hvor han hadede sig selv for at ytre så klamme ord! Han måtte lige give sig selv en lussing for det her, når ypperstepræstinden en gang var gået. For at undgå at hun skulle se at hans smil ikke nåede hans kolde øjne, vendte han sig mod stigen og stillede den op af træet og begyndte at klatre op af den for at komme op i kronen.
En lille latter kom fra ham over præstindens positive tilgang. Han formåede at få den til at lyde munter, og ikke hånende. "Uden tvivl. Det bliver et forår der bliver værd at se frem til. Jeg tror at håbet om det fremtidige forår er det som vil holde mange i live," sagde han og undersøgte egens grene. Hvis de var døde skulle de også fjernes, så de ikke tærrede på træets kræfter over tørkeperioden. 

Isari nikkede endnu en gang bekræftende på det. Hun anede stadig ingen uråd for præsten hun snakkede med. For hvorfor skulle hun det, selv da hun så et glimt at kolde øjne. Det var bedre forklaret  med at det også var hårdt for præsterne i denne her tid. Dem der troede på guderne der var forbundet med Isari havde det selvfølgelig nemmere, der var et lys i hjertet, der kunne få de slemme tanker til ikke at sidde fast, men de måtte ikke ignorere alle de onde ting der skete i verdenen.
"Det har De ret i. Men jeg forudser desværre også at mange vil gå tabt i den mørke nat. Selvom mange tror på Isari, er der ikke mange der har den tiltro til hende, som jeg er sikker på ville hjælpe dem gennem vinteren. Jeg beder til at vi alle overlever vinteren, men det ser allerede sort ud på den front," indrømmede ypperstepræstinden. Det var nogle hårde tanker at gå med, især når man ikke kunne gøre meget, selvom man følte at man kunne gøre mere.

"De må ikke miste modet. Hvis Isaris ypperstepræstinde først lader sig knække, så vil mange sjæle drage til Kile før deres tid," sagde han. Dæmonen håbede selvfølgelig at hun ville knække, men han tvivlede. Engle plejede at være umådeligt stædige. Tænk den fortvivlelse der ville spredes. Ikke kun blandt befolkningen, men hos de gejstlige lige så meget. Templerne ville falde en efter en! Al den støtte som befolkningen altid søger hos guderne ville smuldre, blot fordi en engel ikke ville kunne bære byrden. Og den byrde ville blive tung. Han måtte finde en måde der ville gøre den endnu tungere!
Han lod sine fingre mærke på nogle grene og så nøje på dem for at vurdere om de var raske, syge eller døde. "Vil de være venlig at række mig saven?", spurgte han ypperstepræstinden pænt og vendte sig mod hende med et varmt smil, inden han igen vendte tilbage til at undersøge grenene i kronen. Pludselig lagde han mærke til at han... kunne lide arbejdet?! Hvad skete der lige?! Var det fordi det holdt hans tanker væk fra den manglende magi? Det var forvirrende og han slap den gren som han havde undersøgt. Han blinkede et par gange. Han tog sig sammen og fortsatte på arbejdet og prøvede at undgå at nyde det. Det var ikke derfor han var her!

En kombination mellem at være engel og af Lysets Slægt var nok det der gjorde hende så stædig på det punkt. Måske også fordi hun havde undergået så meget tortur gennem sin levetid. En ting som hendes genopståelse som engel ikke havde gjort noget ved, var hendes forfærdelige minder om torturen. Selvfølgelig hjalp det ikke at hun også var blevet torturet som en engel. Hun savnede stadig sine vinger. "Så lang tid Isari er med mig, så skal jeg nok overleve. Du ved vel nok at hvis du bærer Isari i dit hjerte, så kan intet mørke skade dig," sagde hun blidt. Det var ikke helt sandt, for det kunne fysisk skade. Hun var selv et bevis på det. Men psykisk kunne det ikke fange dig og omslutte dig.

"Selvfølgelig," svarede hun og gik hen for at tage den op, men hun opdagede hans tøven. "Er De okay?" spurgte hun bekymret, og gik hen for at række ham saven. Hele hendes ansigt var fuld af bekymring. Det var både fordi hun ikke ønskede at nogen skulle lide, men også fordi at hvis en præst i det hele taget knækkede, nu når de havde allermest behov for dem, så var det ikke godt for folket.

Han var irriteret på sig selv over at han var blevet taget i sine indre kampe. Det måtte ikke ske igen! Bare han snart kunne få sine magiske evner tilbage! Så kunne han i det mindste distrahere sig selv ved at ødelægge folks sind! "Min datter døde under den første plage. Min kone tog det meget hårdt. Hun er i bedring nu, men hun var allerede udsultet inden den tredje plage startede," svarede han Reina som forklaring på hans tøven. "Jeg gør alt hvad jeg kan for at holde hende i live," sagde han, men egentlig mest af alt for at beholde sit nuværende yndlings legetøj. Han havde holdt sin ende af aftalen med præsten og reddet hende fra sygdommen. "Jeg tror måske jeg har ikke fået nok at spise på det sidste," sagde han og sendte Reina et skævt smil og tog imod saven som hun rakte ham.

Indvendigt knurrede han som en gal hund. Han var mildt sagt vred over at han var ved at falde af på den. Det kunne godt være at han ondt Kzar Mora deres hævn, men kunne de i det mindste ikke have ladet være med at lade det gå ud over deres frænder?! Han begyndte at save i en død gren, og det gik ganske raskt frem. Om det var fordi han lagde flere kræfter i fordi han var vred eller fordi saven var nyslebet vidste han ikke, men tog ham ikke lang tid at save grenen over.

Det var alligevel ikke mangler præster eller præstinder der havde familie. Reina selv havde svoret cølibat, noget hun havde det fint nok med. At miste sin bror og sin elskede for mange år siden, var mere end nok i hendes liv. Nej, at dedikere hele sit liv til Isair, det var det hun var skabt for. Det var derfor hun var genopstået, selvom hun ikke havde forstået det før vingerne allerede var blevet skåret af.
"Det er jeg ked af at høre. Jeg håber hun overlever denne hårde tid, men desværre er det ikke tiden allerede at være udsultet på. Det bliver en hård vinter for hende," sagde hun bedrøvet og tog sig til hjertet. Det smertede hende virkelig at familien af en præst skulle lide på den måde. En datter dog og en hustru på randen af et dø. Hun kunne ikke lade vær med at trygle Isari om at skåne den stakkels familie.
"Du må sige til hvis det bliver for hårdt for dig, med tempelarbejdet og din syge kone. Jeg er sikker på at der kunne udarbejdes et kompromis med ypperstepræsten," sagde hun blidt.

Det gav ham en hvis ro at have brugt nogen kræfter på at save grenen over, hvilket gjorde at han ikke lige pludselig eksploderede i vrede. Nu havde han brugt noget af sin energi på arbejdet, så kunne han bedre skjule sin utilfredshed med sin nuværende situation. Han havde også mere overskud til sit skuespil overfor Isaris ypperstepræstinde. Han måtte ærligt indrømme at han også håbede at hustruen overlevede, men vitterligt af helt andre årsager end Reina håbede for hendes overlevelse. Kærlighed. Bah! Sådan noget pjat. Det hele var bare en indbildt konstruktion. Det hele var affødt af begær. Han kendte rigelig af frænder der kun kunne give ham ret. Deres specialitet var trods alt at udnytte folks begær, og hvor tit var det ikke lige at "kærlighed" var blevet brudt på grund af deres begær? Folk var så nemme at lege med.

"De behøves ikke bekymre dem om mig. Arbejdet jager sulten væk, så kan jeg gemme mere til min hustru. Tempelarbejdet giver mig den ro og styrke til at komme gennem plagerne," svarede han Reina. Hvert fald denne plage skulle han lige kæmpe sig igennem, fordi han selv var blevet ramt. Han kunne ikke vente til den næste plage. Især for at se hvad de nu havde fundet på. Han udså sig en ny gren som også var godt vissen, som han kunne save af. Noget skulle han trods alt bruge sin dag på.

Reina nikkede bekræftende. Ja, hun kunne se hvordan det fungerede. Selv havde hun ikke et ligeså stort behov for at få føde længere, som hun var en engel, men noget måtte hun stadig få ind over. Hun havde dog talt med engle, der allerede havde givet afkald på ting som søvn og føde, og det var stadig noget hun ikke kunne forstå sig på. Måske hun ville når hun blev ældre, selvom hun stadig havde levet så forfærdeligt længe.
"Det kan jeg helt forstå. Det glæder mig at De kan finde denne ro ved arbejdet," sagde hun smilende, hun så ud til at hun skulle til at sige noget, som hun åbnede sin mund, men den blev hurtigt lukket igen, som hun så en af præstinderne gå med hastige skridt mod dem.

Præstinden kiggede kort på præsten, før hun lænede ind og hviskede et par enkelte ord i ypperstepræstindens øre, før hun bukkede let og forsvandt videre af samme vej.
"Jeg undskylder, men jeg må desværre tilbage til templet igen," sagde hun beklagende. "Hvis De nogensinde får problemer, må De gerne komme til mig for hjælp. Det var en fornøjelse at møde Dem," sagde hun før hun med en let nejen begyndt at gå ned af stierne mod Isari-katedralen.

//Out ((Der var ikke så meget andet jeg kunne finde på, og prøver at afslutte et par tråde xD))