Det var en smule grinagtigt at tænke på, de mange ting som hun havde oplevet i hendes liv. Ud over hendes familie der var blevet tilfangetaget, var der ikke noget videre at berette. Ikke før det sidste års tid, der hvor at plagerne var begyndt og hun var tvunget ud af en komfortzone som hun i så lang tid havde bygget rundt omkring sig. Nu befandt hun sig i hovedstaden, et sted hun aldrig nogen sinde havde set sig selv befinde sig. Mest af alt, fordi at stinkende mennesker vandrede gaderne uden opsyn. Men mulighederne som hun havde haft, havde bragt hende i en position hvor der skulle længe til, før hun behøvede bekymre sig om sin stand i forhold til penge.
Asja tog en dyb indånding, mens hun inde fra kontoret betragtede de forbigående mennesker i slumkvarteret. Butikken hun havde valgt at opkøbe, eller nærmere tvinge den forhenværende ejer ud af, havde vist sig fra den bedste side. Måske befandt hun sig ikke blandt de rige, men man blev klog af skade. De rige var mere tilbøjelig til at komme her ned, for at købe hendes vare, end hun havde regnet med. Måske fordi de fleste var idioter og troede man ikke ville kunne genkende dem, eller ville på anden måde finde det mærkeligt at folk som dem, ville befinde sig i gader som dette.
Men hvad kunne man gøre, nogle mennesker var bare ikke lige så intelligente som andre. Og så længe hun fik nok til fornøjeligheder og føde, kunne og var hun, fuldstændig ligeglad.
Det bankede pludselig på døren, og de mose grønne øjne vente sig imod indgangen til kontoret. Hvad nu? ,,Ja?’’ stemmen som var hård og dyb, passede ikke videre til den 158 centimeter høje kvinde, hvis hår i aske pink nuance var bundet stramt i en fletning ned af ryggen. Stadig med sine fine petit linjer, som hun havde haft som alf strålende i kontrast til størrelsen som hun nu befandt sig i.

En mand stak hoved ind, og undveg hurtigt at kigge hende direkte ind i øjnene. ,,En- en herre, er-er kommet fo-for at inkasserer dusøren du satte på den ad-ad-adelige’’ stammede han, hvor der tydeligt dannede en irritabelt fuge imellem de finplukkede øjenbryn. ,,jamen før ham ind…’’ brummede hun utålmodigt og hurtigt forsvandt den usikker mand fra døråbningen, for at komme tilbage med den nævne mand der skulle have fuldført opgaven hun havde sendt ud imellem undergrundens kriminelle. 

At være lejesoldat, dusørjæger eller hvad end folk ville ansætte en til i disse dage, var en god investering. Ronugak havde efterhånden måtte se sig nødsaget til hovedsageligt at tage dette arbejde - der var langt farligere end blot at være muskelmanden til at læsse kasser af kærrer.
Som plagerne havde taget fat i landet, var alting blevet det tand mere kompliceret. Ronugak havde isoleret sig væk fra de syge, desperate mennesker, som faldte om som fluer og havde levet i vildmarken nået tid. Da sygdommen begyndte at dale igen, og halvorken vendte tilbage til civilationen efter ikke at havde ydtret et ord i flere måneder, så begyndte kaoset hvor folks magier havde så høj kraft og lystringsproblemer at halvorken igen isolerede sig. Både for ikke at futte sin nye arbejdsgiver af ved at nyse.

Og hvad var der kommet nu? Ja, såmend en plage mere hvor tørken overtog landet, og efterlod jorden forpint og floderne mudderede, hvis ikke knas tørre.
Hvor søgte man hen i disse krisetider? Hovedstaden. Hvilket arbejde kunne en halvork få på disse kanter? Kriminelt arbejde. Folk var skeptiske og selvom Ronugak for så vidt var ganske fredelig, var han ikke værd at stole på for dem. Men pengene behøvede han, og det tog heller ikke lang tid at finde det. Jobet om at indfange en mand fra den øvre distrækt og føre ned til denne.. Ja Ronugak var ikke sikker på hvad hun var, men hun ville betale godt for manden.

Manden var bundet hårdt med reb om håndled og en stram knebel i munden, så han ikke tudede halvorkens øre fulde med guld og grønne skove, der ville komme i hans retning hvis blot han slap ham fri. Ronugak var måske ikke intelligent, men han genkendte de adeliges tricks. Så snart han ville gøre krav på sine penge, ville byvagterne tage ham. Nej, denne.. Sheel? skulle nok få denne mandsling.
Ronugak skubbede manden ind først, og fulgte skabt efter ham, med en hånd der hele tiden guidede den forskræmte mand fremad i rummet, frem til kvinden med det mærkværdige hård og et noget stramt ydre. Ronugak fandt det ikke nødvendigt at sige noget, da mandslingen foran ham talte helt for sig selv med sin panikken forsøg på at mumle gemmen kneblen og hans vridden. I stedet så halvorken på kvinden, direkte i øjnene, hvor han holdte dem, nærmest som om han afventede næste ordre.

En, halvork? En smule uforstående og en anelse forvirret betragtede hun manden som puffede den adelige ind igennem døren. Så hun fik selv mulighed for at dræbe ham, smilet blev en smule bredder trods det forvirrede ansigtsudtryk. Hun holdte hans øjne, en der ikke snakkede? Jamen hun kunne lide denne halvork allerede, som i sig selv var ganske ukendte, da hun var kendt som en kvinde der bestemt ikke gjorde sig i at gøre sig venner med folk. Hun slikkede sig om munden, og lavede en lille smaske lyd. Benene tog hende hurtigt hen til den adelig der havde holdt hende fangede i, ja hvad hun ville mene var alt for lang tid. Selvom det så havde en time havde det været for lang tid.

,,Tobias, tag vores, dejlige gæst’’ hertil mente hun jo selvfølgelig den adelige ,,Og før ham ned i underhulen’’ Tobias, den stammende dreng der før havde meldt orkens ankomst, tog fat i undermålerens arm og trak ham ud af hendes kontor. Efter og med et meget velpassende skadefro smil på læben, vente hun sig imod manden der havde gjort hende dag, så meget bedre. ,,Og her, troede jeg ikke længere der fandtes personer i verden som kunne fuldføre et job til perfektion..’’ Tydeligvis imponeret satte hun sig på skrivebordets kant og lagde armene over kors ,,Så jeg går ud fra du er her, for at få din betaling?’’ som et signatur løftede hendes øjenbryn sig, og et skævt smil formede sig på læberne. Hun kunne bestemt se potentiale i at ansætte ham som mere end bare, en lejesvend, som han jo tydeligvis måtte være. Især hvis han hver gang udførte sit job, så godt som han havde gjort denne gang.

Øjnene fulgte bevægelserne i rummet, og hvor samtalen førte opmærksomheden hen. Først til denne Tobias som skulle tage sig af den adelige, som direkte rystede i bukserne af skræk, så selv en knægt kunne skræmme farven af hans hud.
Herefter vendte øjnene tilbage til kvinden i rummet. Kvinden med autoritet og som havde udsat dusøren for denne mand, som nu var i hendes varetægt.
Ronugaks udstråling var rimelig neutral og nedtonet, uden meget preg til hvad han tænkte eller havde i sinde at gøre. På nær hans øjne. Øjnene var nysgerrige som altid. Nysgerrige efter at høre hvad hun sagde, og undren over hvorfor hun havde en interesse i denne mand var da også til stede. Men han spurgte ikke.
Man havde retten til at være nysgerrig, men ikke retten til at kræve svar på sine spørgsmål. Og han spurgte som regel aldrig. Han nikkede først som tak til hendes ord om at hans job var udført godt - eller til perfektion som hun kaldte det. Derefter nikkede han igen som hun satte samtalen ind på betaling.

Ronugak sagde stort set aldrig noget, og dette var ikke anderledes. Han kunne besvare hende med et nik af respekt som tak for orderne og et igen som bekræftelse af hendes antagelse. Det næste kunne der dog ikke benyttes talesprog til, og derfor håbede han munden for at udtale sparsomme ord med en dyb fattet stemme. "Og om De ønsker andet af mig." Han havde lært at tale pænt til folk, selvom det ikke var velbrugt blandt orkerne. Ronugak havde dog lært at man kom langt med høflighed overfor sin arbejdsskiver.

Et katteagtigt smil formede sig straks på den unge alf, høflighed? Næsten ingen snak? Hvorfor havde hun ikke for længst fundet denne mand, eller noget lignende med hans egenskaber. Hun slog kort blikket ned, tog en dyb indånding, inden hun vente det tilbage imod orken. Eller, halvork? Nu når hun betragtede ham yderligere, var det tydeligt at der var mere end bare ork i hans blod. I hvert fald fra de orker hun havde mødt i hendes liv, selvfølgelig ikke mange, men nok til hun havde dannet sig et indtryk af dem.
,,Du er nysgerrig, men du spørger ikke hvorfor?’’ igen noget hun aldrig havde set før hos denne race, den nysgerrighed som der tydeligvis var betaget i hans øjne. Hun ventede ikke på hans svar, for siden at ikke havde ytret et ord, end ud over hvad hun mere ønskede fra ham. Ja, at tilbyde ham en arbejdsplads, men var det nu smart?

,,Manden du valgte at tage her ind, indespærrede mig, i håb om at få lavet en eliksir. Så jeg er ganske tilfreds med at nogen kunne bringe ham her til’’ det var en let spindende stemme der forlod hendes strube, mens hun satte fra bordet og gik lidt frem og tilbage. Stadig med tankerne på, om hun skulle tilbyde det eller ej. Måske var det bedre at lære denne mand bedre at kende, om det bare var en facade han havde stillet op. Selvom hun tvivlede, så var hun også sikker på, at flere havde dannet sig et indtryk af hende, som bestemt ikke var særlig, godt for at sige det mildt. Hun gik om bag skrivebordet og tog en nøgle frem, derefter åbnede hun en anden del af skrivebordet og et drog en kiste fra hulrummet der havde åbnet sig. Fra kiste fremdrog hun en enkelt diamant, det som den adelig havde lovet hende, hvis hun havde fuldført det arbejde som han ville have haft gjort. ,,Her, din betaling’’ hun spankuleret med en rank ryg hen til orken og rakte krystallen frem til ham. ,,Jeg kan muligvis, tilbyde dig mere arbejde – Men først, skulle du være interesseret i en drink, eller to?’’

Ronugak nåede ikke at svare på hendes spørgsmål, men havde heller ikke nået at gøre antræk til at han ville. Han åbnede ikke munden uden videre, og brugte tid på at tænke over orderne der skulle ud, inden antrækket kom. Derfor svarede han heller ikke på hendes spørgsmål, som hun relativt hurtigt var væk fra igen, for i stedet at fortælle ham hvorfor hun havde søgt denne mand.
Svaret til det, var en rynken på næsen henvendt mod den dør som den adelige var forsvundet igennem sammen med Tobias. Halvorken brød sig ikke om tilfangetagelse, mest fordi han selv var en race der oftes blev udsat for slavehandel blandt mennesker. Han selv havde da heller ikke altid været for heldig i sine møder.

Hun var en speciel personlighed. Måden hendes stemme spindede på, samt at hun virkede svært at tilfredsstille, og alligevel syntes at udvise hun havde været glad for hans præsentation af arbejde. Det satte tanker i gang - men stadig ingen stemme.
Som kvinden kom tættere på, var Ronugak nød til at bøje sig hovede, for at kunne fastholde sit blik på hende, da hun var begydeligt lavere end ham. Han ragte hånden ud, tog imod diamanten han bukkede hovedet for hende som tak og lagde den i en pung der hang i bæltet.
"Gerne" som de ønsker, det ville glæde mig, det kunne give mig mulighed for at udspørge dig om de ting der har vækket min interesse. Alle mulige scenarier af hvad man kunne havde sagt, men hun krævede jo et svar på sit spørgsmål - og det var bedst at gøre præcist og kontant! Det havde han i hvert fald lært.

,,Ah!’’ hun klappede hænderne sammen ,,Fantastisk’’.
Igen, med den meget korte og præcise svar, det her, kunne hun bestemt godt vende sig til. Asja vente sig rundt og med samme ranke ryg, gik hun tilbage til skrivebordet. Efter at hun forsvarligt havde låst hendes krystaller inde igen, hang hun nøglen rundt omkring nakken. ,,Så – hvis du følger med mig’’ trods den korte tid de havde haft deres møde, var hun ret sikker på hun ikke behøvede at vente på hans svar. Så hun åbnede blot døren, og bevægede sig ned af gangen, til hun kom til som var butikkens forum. Lige nu var der dog ikke særlig meget at sælge i butikken, da de fleste af forretningens indkomst foregik bag lukket døre.
I venstre hjørne, gik der dog en trappe op til en første sal, Asja vente sig kort rundt, blot for at sikre at hendes gæst fulgte med. Med målrettet skridt gik hun halvvejs op af trappen, for så at stoppe op. ,,Mattsson!’’ en haltende arrigudseende dværg stoppede op, lige som han kom ind af døren til butikken. Med en snøften nikkede ham ,,Få sendt en tønde øl og to flasker vin op til rummet’’ dværgen nikkede igen, før han forsvandt ind i den gang, som de var kommet fra.

,,Så er det på plads’’ mumlede hun, før hun gik resten af vejen op af trappen. Hun førte dem derefter ned af endnu en lang gang, hele vejen ned i enden af huset. Hun åbnede en tung træ dør, til et ganske nydeligt rum. En ildplads var blevet ført op til første sal, som knitrede lystigt med ilden allerede godt i gang, med at konsumere det kløvede træ som var smidt der ind.  På gulvet var der fyldt med dyrepelse, og et bord hvis ben var skåret af således at man stadig kunne bruge det som det havde af hensigt. ,,Tag plads’’ Asja nikkede imod pladsen over for hende, da hun selv satte sig i skrædderstilling. Afventende på om han ville blive ved med at holde den stille persona kørende, og om hun selv skulle føre samtalen hele vejen igennem. Ikke at det gjorde hende noget, hvis der var noget hun godt kunne lide, så var det lyden af hendes egen stemme.

Ronugak fulgte hende med blikket, men gjorde sig ingen notis om hvor hun gemte pengene, ej heller at det var en lås. Med et solidt tag i skuffens håndtag og noget vold, kunne han sikkert godt få den op - men det var ikke hans penge, så hvorfor skulle han.
Han fulgte efter hende som hun bad ham, og lod blikket vandre rundt og indtage omgivelserne.
Butikkens forum var ikke særlig interessant. Det så næsten tomt ud, som om at de enten havde udsolgt eller aldrig vare på hylderne. Forståeligt hvis man kendte forretningens indtjening, men for udefra kommende kunne den snilt se lukket ud. Det var faktisk meget praktisk. Så kommer der ikke uvedkommende ind og snusede omkring. Denne kvinde virkede til at havde skræmmede godt styr på sit erhverv, med en hård hånd og en stram fason. Det var fascinerende. Ronugak var ikke sikker på at han havde mødt en forretningskvinde som hende. Person generelt som hende var nyt.

Som man kunne forvente sagde Ronugak intet, men holdte sig til enten at give et fysisk svar, eller blot at kigge sig omkring, inden han fulgte med hende op af trappen til et nydeligt rum. Han havde været nødt til at bøje sig lidt ekstra for ikke at slå hovedet ind i loftet ved trappen, men ellers var der rumeligt.
Det havde en dejlig temperatur og var nok nået nært det fineste Ronugak havde befundet sig i.
Han befandt sig som regel i udendørs lejr eller på et snusket værelse på kroen - såfremt kroværten tillod ham adgang. En stald var også ofte blevet brugt. Det her var et dyrt værelse. Dyrepelse og en indretning som var behageligt for synet og ikke nødvendigvis af praktiske årsager. Fascinerende!
Ronugak satte sig efter anvisning, og var en smule uvant til skrædderstillingen, omend det lykkedes ham til sidst. "Tak" Hvorfor hun havde inviteret ham op, forstod han ikke. Hvad end hun ville ham og hvorfor lige ham. Han kunne håbe det havde et arbejde med sig, så han kunne tjene penge ind til mad. Men han vidste det ikke. Hvorfor skulle han være så interessant at tilbyde drikkelse? Men som altid, sagde halvorken ingenting, men så blot afventende på hende.

Det gav et dejligt rus i kroppen, da han blev ved med at holde sig til de korte svar. Det var nu meget bedre, når de lod være med at snakke, især hvis de alligevel ikke følte de havde noget vigtigt at udrette om. Inden at Asja dog nåede at åbne munden, og faktisk fortælle det tavse sind, åbnede døren og en storbarmet kvinde trådte ind af døren. Sheila; Hvorfor var det igen, at Asja havde valgt at ansætte denne personlighed som altid skulle knevre et øre af? ,,Nej, så havde Mattsson ret! Jeg havde godt nok ikke regnet med, jeg ville se den dag hvor du faktisk ville invitere en ork ind i dette lokale, det må jeg give dig Asja’’ kvinden smøg sig hen imod dem, hvor hun satte den store tønde fra sig og to flasker vin. ,,Men nu når man får et ordentlig kig på dig, så er det da slet ikke så mærkelig var, du er da ganske pæn for øjet. Nej, dig ville jeg ikke have noget imod at se hver dag’’ Asja lavede en forvirrede lyd mellem et host og sammenkvalt latter, som var tydeligt forvirret af hvad det egentlig skulle være for en klang.  
,,Her den anden dag, der så jeg en ork, og der må jeg sige dig – han var ikke særlig køn, nej nej, det var ikke noget vældig syn for øjet, men du der imod, hvad er dit navn?’’ ufortrøden fortsatte Sheila, selvom at man kunne se den røde farve der steg gradvist i den lille spinkle kvinde som sad over for orken.
,,Krus – Sheila, krus!’’ med store øjne vente den frodige kvinde sig imod hvor stemmen var kommet fra, som havde hun faktisk helt glemt at hun også var der. ,,Åh, ja, nej dumme mig! Det havde jeg fuldkommen glemt. To sekunder, så er jeg tilbage!’’ kunne øjne dræbe, så var det tydeligt at Asjas forsøgte ihærdigt, da ryggen blev vendt til hende. Igen, skulle Asja til at åbne munden for at forklare Ronugak hvorfor hun havde taget ham med her op, og atter så hun sig slået af den højtrystende kvinde.
,,Nej men se, dumme jeg, havde jo bare stillet dem her ude foran døren!’’ alfen skar tænder og måtte rejse sig i sin fulde højde. Greb glassene, og begyndte så at puffe hende arrigt ud af døren. ,,SÅ DET NOK! Vi har snakket om din opførsel! Jeg tager en snak med din far senere!’’ med de ord, smækkede hun døren i hoved på kvinden der havde vendt sig om i dørtærsklen med store runde og delvist skræmte øjne. Men det kunne hun ikke tage sig af. Med grønne næsten morderiske øjne betragtede Asja døren, hvor på hun måtte tage nogle dybe indåndinger inden hun vente sig imod hendes gæst.

,,Jeg beklager, desværre deler ikke alle…. Din fantastiske evne til at’’ hun måtte overveje sine ord lidt, for ikke at lyde nedladende eller på anden måde fornærmende. ,,Til at tænke, før man smider om sig med ord.’’  Igen satte hun sig ned, dog nu med to store krus, hun var ganske hurtig til at få fyldt og skubbet det ene over imod ham. Et forsigtig smil dalede hen over hendes læber ,,Så, jeg kan tilbyde dig et fast job, med fast betaling ugeligt, kost og logi – kunne det have interesse?’’  

Øjnene der havde været fokuseret på kvinden foran sig, med det lyserøde hår som han aldrig nogensinde havde set før. Indtil at døren blev åbnet og en kvinde kom ind, med noget af en personlighed som fyldte rummet til hver krog. Øjnene skiftede placering hurtigt og fulgte kvindens bevægelser rundt i rummet, mens han blinkede et par gange når talen foregik lidt hurtigere og med langt flere fyldord end han var vant til.
Ronugak forstod udemærket hvad hun sagde, men forstod virkelig ikke hvorfor hun brugte så mange ord, og hvorfor hun fortalte så mange ting på en gang, som ikke var vigtige. Han vidste folk gjorde det - nogen mere end andre, men det har var et direkte vandfald af ord.

Det var først da der kom et reelt spørgsmål at Ronugak gjorde nogen form for tegn til at deltage eller afgive nogen forklaring. Hans øjne skiftede sig tilbage til Asja imens, bemærkende den røde farve der steg op. "Ronugak" Han morede sig over hidsigheden der steg i det lille menneske, der gav hende en speciel farve, der var i ret mærkelig kombination med hendes hårfarvede. Han smilede kun ganske let, men sagde derefter intet.
Han fortrak heller ingen stor mine ved lyden af hendes udbrud og døren der smækkede hårdt i ansigtet på den snaksagelige bredbarmede kvinde. Ronugaks reaktion var at tage en lidt dybere indånding og derefter falde tilbage i de mere naturlige og rolige folder i ansigtet. Ronugak ville havde fortsat med blot at sidde og lytte på kvindemenneskes mange snakke om alt muligt, men Asja brød sig vidst ikke om at konkurrere om taletiden. Fascinerende.

De kraftige øjne så indtrængende på Asja som hun undskyldede og måtte tænke sig om. Det var en afvigelse fra før. Kvinden virkede til at havde styr på hvad hun ville sige hele tiden, og denne gang skulle hun tænke lidt mere. Hvorfor? Han tog imod krusset og var heller ikke for langsom til at tage en slurk af det. Det havde den velkendte smag af alkohol, af en god øl der havde stået i den rigtige temperatur. Det havde han hørt en ølfremstiller sige engang.
"Bestemt" Han var ikke græsen i hvad hun skulle bruge ham til, men det kom der garenteret også en forklaring på lige om lidt. Ronugak ville nok ende med at sige ja alligevel.

Asja nikkede lidt, og lod blikket glide ned imod øllet. Hun havde været ganske heldig, og havde fundet noget af et lager i kælderen på butikken. Da hun havde overtaget stedet, hvis man kunne kalde det dét. Hun havde overtalt butikkens ejere, det nok var bedst at hun overtog. Heldigt for hende, havde hun noget af en opsparing liggende, efter de mange år som eneboer i skovende. Der var ikke særlig mange udgifter, når det med boede og levede i var noget man selv kunne sørge for med sine egen hænder. Det samme med maden hun spiste og tøjet hun havde gået i, de tider var slut og nu brugte hun meget af tiden på at ønske at denne plage ville tage sin ende. Mad var desværre en af de ting, hvor hun var lige så meget i nød som alle andre. Men heldigt for hende, var der aldrig mangel på hendes form for arbejde, så nogle gange måtte man bytte sig til mere brugsting end krystaller.
Hun tog en langt drag fra øllen, efter endelig at være kommet sig over sin forbi for stadset. Ja, efter at næsten være druknet i det, den gang hun stadig var en alf. Havde det ikke just været hendes yndlings drik efter, men igen tørken gjorde at øl var nemmere at få fat i end normal vand. Desuden, vandet her i hovedstaden var alligevel ikke noget hun stolede på, med alle de bakterier det kunne indeholde.

,,Fabelagtigt’’ Asja smilede kort, inden hun tog endnu en tår. Mange ville måske se det som tåbeligt at holde ildstedet ved lige når det var så varmt, men mange gange, var det nemmere at forholde sig til varme rum så man ikke blev overvældet når man trådte ud i det åbne rum. Og alt i alt, kom det vel også meget an på hvem man var som person og heldig for alfen, var hun ganske stor tilhænger af varme. Dog alligevel ikke til så meget, så planter ikke kunne gro. Igen mange tanker på en gang, men for hende var det så normalt, at hun sagtens kunne tænke disse ting og stadig holde samtalen kørende. ,,Jobbet ville bestå af at fuldføre opgaver som i dag, desuden kan jeg se potentiale ved at beholde dig som min personlige livvagt – den sidste… havde desværre et uheld.’’ Asja sendte et stort smil, som at gøre ham sikker på at det bestemt ikke var noget at bekymre sig om. Hun kunne da ikke gøre for at Ugron, nogen gange kunne have to venstre fødder, når han gik ned af trappen. 

Ronugak havde egentlig ikke spenderet mange tanker på hvordan han skulle klare sig igennem tørkeperioden. Hans magiske evne fungerede ikke, selvom det ikke forhindrede hans hverdag overhovedet. Han brugte den ja, men lige nu var ild ikke særlig fordelagtig. Der var varmt nok.
Ikke at halvorken hadede varme. Han var rimelig neutral på det punkt, men der var en grund til at han gik rundt med bar overkrop det meste af året!

Halvorken tog en stor slurk mere af øllet inden han satte krusset fra sig på bordet for at lytte til kvindens forklaring af jobbet hun havde brug for ham til at udføre. Den første del var han ganske udemærket klar over hvordan blev udført. Dertil havde han noteret ned at denne kvinde så ud til at foretrække at modtage dem levende, for selv at kunne udføre resten. Med mindre hun selvfølgelig bad ham om andet.
Hans hoved lavede ganske lette nikkelignende bevægelser som hun talte, men stoppede op ved lyden af uheld. Der blev hans ansigsudtryk erstattet af et hævet øjenbryn og et stærkt antræk til et smil. Hvad end der var sket denne mand, lød det ikke til at være godt - eller helt uden grund. "Javel" Ronugak havde siddet med rank ryg, men det lykkedes ham alligevel at ranke den lidt mere, som tegn til at han accepterede betingelserne. Det gav bonus på mange områder. Han havde et fast arbejde, fast indtjening og kom til at spendere tid med en finurlig kvinde, der var fascinerende og interessant. Måske han lærte noget.

Så var den ged jo klippet, fantastisk. Nu ville det gøre godt, bare at slappe lidt af, få lidt godt at drikke.  Også ikke bruge så meget tid på at tænke over den situation som man stod i, om den så var god eller dårlig. Selv en hidsig og selvglad alf, som Asja kunne lade sig forgabe i et øjeblik og bare lad ting gå forbi.
Måske var hun generelt bare en misforstået person, mange så hende som sur og umedgørlig. Men kendte man derimod hendes historie, eller kom lidt dybere ind under huden. Var der typisk meget andet at finde, som kloge personer sagde; de som hurtigt bider fra sig, har typisk en grund til det.
Men nok om det hippieplader, der var øl som skulle drikkes. Og måske der også var en person hvis historie som skulle udforskes, skulle det være muligt faktisk at få mere end en stavelses ord ud af hans mund. Eller, var Javel ikke et to stavelses? Og han havde da også sagt en sætning, Asja rystede kort på hoved og tog endnu en slurk, inden hun vente nogle nysgerrige øjne imod ham.

,,Hvis jeg spørg ind til hvem du er, hvor meget uddyber du så?’’ hun tog endnu en tår ,,Eller er du typen som fortrækker man stiller spørgsmål, som du kun behøver at svare kort på?’’  det var ganske atypisk hende faktisk at spørger ind til andre, faktisk generelt at være interesseret i hvem andre var. 

Halvorken bemærkede godt at Asja havde nysgerrige øjne rettet i hans retning. Lidt noget han ikke kunne forstå, da han ikke fandt sig selv spændende. Hende derimod, fik lige så nysgerrige øjne tilbage som tog hver tegn ind til sig. Hvordan hun reagerede på ting, hvordan hendes skuldre faldte lidt mere ned, som arbejdsaftalen syntes at være faldet på plads. Gav det hende en frihed til at være mere sig selv og afslappet? Eller var hun bare tilfreds og glad for at de kunne gå videre til andet emne. Det var ikke til at vide, men Ronugak spekulerede på liven løs.

Ronugak rynkede brynene let og tænkte over det. Han vidste ikke rigtig hvor han skulle begynde eller hvorfor han skulle fortælle ting hvis hun ønskede en uddybbelse af hvem han var. Han vidste ikke hvad der var vigtig viden og hvad der var unødigt - og hvad der ville interessere hende og hvad der bare var plidder pladder. Det endte derfor med at han nåede frem til, at hvad hun gerne ville vide, kunne hun spørge ind til. "Spørgsmål" Forhåbentlig kunne han svare med mere end et ord af gangen når hun stilte spørgsmål - med mindre de var så spisefikke at det mere eller mindre var ja og nej spørgsmål han fik udleveret.

Hun kunne ikke lade være med at klukke lidt over hans svar tilbage, selvfølgelig skulle det kun være et enkelt ord han svarede med. Nuvel, det gjorde hende ikke det mindste. Faktisk måtte hun igen se sig positivt overrasket, og meget fascineret. Det var tydeligt at der foregik mere bag hans øjne, han var ikke bare en uklog drone som bare gjorde hvad der blev sagt. Nej der var spørgsmål, der var begærlighed efter viden. Men hvorfor spurgte man så ikke? Hvad var det, som gjorde at han kunne formulere sig så enkelt. Og pludselig kunne hun ikke helt bestemme sig hvor hun skulle begynde henne, hvad ville hun først have at vide?
Asja drak det sidste der var i hendes krus, og fyldte det hurtigt op igen. Dog ikke før hun havde sikret sig at Ronugak, havde hvad han skulle brugte. Og selvfølgelig fylde det op, skulle han have drukket op.

,,Første spørgsmål, du er ikke fuldblods ork vel?’’ det var et ganske simpelt spørgsmål, og måske også et der gav sig selv. Men spørgsmålet der fulgte efter, var måske mest det hun var interesseret i. ,,Hvad blanding er du?’’

Ronugak havde været hurtig til at tømme sit krus med øl og var ganske tilfreds med at få det fyldt op på ny. At være tørstig var efterhånden ikke en uvant følelse. Tørken og den manglende magi gjorde at mange ting der før var blevet taget for givet, var forfærdelig savnet. Vand var den helt store. Derefter kom maden. Maden som var knap uden den sidste høst og var begyndt ganske roligt med stødt at slippe op. Ronugak havde svært ved at bekymre sig om disse ting, som en mand der tog problemmerne lidt som de kom. Alligevel kunne han ikke undgå at være tilfreds og en smule lettet over at have noget fast at gå til. Et arbejde der gav krystaller der kunne sikre mad og måske endda også drikkelse.

Hendes første spørgsmål var så enkelt at han kunne svare ved at ryste på hovedet, hvorefter han tog en ny god slurk af krusset med øl. Derefter var han nødt til at åbne munden for at svare. "Halvblods, Min mor var menneske." Det blev til en hel sætning, en rolig sætning med den dybe stemme som rungede godt i ganen. Han så afventende på hende efter det næste spørgsmål, faktisk nysgerrig efter hvad hun gerne ville vide.

Måske var det øllen, det var helt sikkert øllen. Men hans stemme var ganske behagelig, og hvor hun før havde nyt hans stilhed, var hun næsten ked af han ikke snakkede mere. Hvilket paradoks situation hun var endt i, både at ville have det ene, og det andet på samme tid. Uden helt at vide, hvad det egentlig var hun ville have.
Lidt tør i munden, slikkede Asja sig rundt omkring læberne. Tog endnu en tør, og gik igen i krig med sine tanker, om hvilket spørgsmål hun skulle stille som det næste. Der var ikke færre, end der havde været før.

Hans stemme afslørede dog noget, og dette kunne godt være hun bildte sig det selv ind. ,,Jeg synes at kunne høre du ikke er fra hovedstaden’’ startede hun ud, og tog endnu en drik ,,Hvor kommer du fra?’’ afsluttede hun, og lod ham igen bruge tid på at svare hendes spørgsmål inden hun stillede et nyt. Selvom, der var en hvis trang til at overdynge ham med dem. Og selvom hun havde opfanget, at han ikke havde haft noget imod Sheila, så ville hun stadig tage sig tid. Den tid, som hun følte han fortjente. Sjovt nok, igen måtte hun ryste følelsen af, at hun opførte sig ganske anderledes over for ham, end hun gjorde overfor andre. 

Ronugak nikkede til hendes antagelse som han tog en slurk mere. Han havde ikke fået meget væske den dag, og øllet gjorde godt og han kendte sin egen tollerance godt. Ved hendes spørgsmål tænkte han tilbage på sin barndom hvor han kom fra og mærkede det trak i mundvigen. "Klippekysterne" Fortalte han først og huskede på den fysisk hårde barndom med mange krav, der var opsat for at klare klanens bedste. "I Ganuk-klanen" Ikke at han regnede med at hun havde hørt om den, men navnet var afslørende for at han var opvokset blandt andre orker. Nok var han halvblods, og han havde ofte prøvet at mærke foragten fra de andre, men han var stadig en del af klanen.

At spørgsmålene ikke blev kastet mod ham gjorde også at var der brug for at tænke, kunne han gøre det. Han brugte ikke altid særlig lang betænkningstid, alt efter hvad spørgsmålet selvfølgelig var, men han var alligevel glad for at de ikke blev kastet afsted. Han havde også mulighed for at huske alle spørgsmålene her og få dem alle besvaret uden at glemme en på halvvejen. Den tidligere kvinde der havde været forbi havde i hvert fald haft alt for mange udtalelser og spørgsmål på kort tid - hvilket han også havde svært ved at følge med i. Men med Asja gik det roligt, selvom han godt kunne fornemme ivren efter at spørge vidre nærmest danse hen over hende bløde læber. Hun så faktisk utrolig blød ud, hvorimod Ronugak selv var dækket til af ar og hård hud fra sin orkdel.

,,Så, trods din mor var menneske opvoksede du i en ork-klan’’ når man havde brugt meget tid på at hade orker, især fuldblods. Kendte man også hurtigt til dem, som var tættest på ens bo. Men hun mente ikke at det var en af de klaner, som hun havde sat på sin røde liste. Desuden var det også fordi at klippekysterne var det tætteste på hvor hun kom fra, men så igen havde hun også været i et stadie hvor alt var ondt, og orker bestemt kunne rejse langt nok hvis de ville!
Nu, hun var langsomt ved at falde mere i med sig selv, vokset op kunne man også kalde det. Selvom at mennesker stadig var nogle, oppustet skiderikker som kun tænkte på sig selv.
Varmen var dog ved at brede sig i hende, så før hun havde tænkt sig at stille flere spørgsmål. Skulle den her læderoverdel altså af. Så hun rejste sig op, og begyndte flittigt og ganske øvet at hive den ene læderspænde af efter den anden. Som afslørede en lidt for lang krøllet bomuldtrøje inde under. Hun satte sig igen ned, og stønnede kort af nydelse over at føle at huden kunne få luft. ,,bedre’’ konstateret hun og tog endnu en slurk.

,,Så, hvorfor hovedstaden? Hvorfor dusørjæger, eller lejesoldat, eller hvad man nu kalder jer efterhånden.’’ Stillede hun så endelig, en af de spørgsmål som hun havde brændt mest inde med. Men alligevel følte, man ikke kunne starte ud med, som en af de første.

Ronugak nikkede som bekræftelse til hendes ord. Han forstod ikke helt konceptet, men det var noget med at de stærkeste mænd skulle parre sig med så mange kvinder som overhovedet muligt. Orker som mennesker, og andre racer. Det var lidt mærkeligt, men det var vel en overlevelsesteknik. "Min far var en mægtig kriger" Forklaring på hvorfor han blev accepteret ind i ork-klanen og opvoksede som deres eget kød og blod. Det var ikke mange klaner der tollerede halvblodsracer, men enkelte var også nok. Ellers var han blevet efterladt til at klare sig selv fra første dag, og det ville ikke engang en ork kunne klare. Han tvivlede stærkt på at andre ville havde taget ham til sig.

Ronugak mærkede at hans øjenbryn løftede sig ganske roligt og at der endda sneg sig et smil frem på hendes læber, som Asja rejste sig og lod sine fingre arbejde flittigt og hurtigt hen over læderspændet i overdelen hun havde på, til den til sidst blev taget af. Nok kom der ikke rigtig noget til syne, andet end en krøllet bomuldstrøje der var en smule for lang til og nok også lidt for stor til hende, som læderoverdelen havde holdt på plads. Men der var noget tilfredsstillende ved at se det alligevel og han tog ikke øjnene fra hende, heller ikke som han løftede krusset og drak mere af øllet.

Ronugak tog en dyb indånding og rynkede brynene en smule. Han var ikke sikker på hvordan han kunne afgive en kort forklaring på dette spørgsmål. Han nød at formulere sig så præcis som muligt uden alt for mange unødvendige fyldord. "Pengene til overlevelse, samt manddomsprøve fra klanen byder os at tage disse stillinger" Forklarede han først en smule tøvende da han ikke vidste præcis hvordan han skulle få det præcise frem. "Folk ansætter sjældent orker og halv-orker til andet end at klare det beskidte arbejde. Selv hvis vi prøvede at gøre andet." Han havde intet imod at klare det beskidte arbejde, så længe han blev betalt for det - men fordommende var hele tiden efter dem, om de ville det eller ej.