Over den seneste tid havde Fayne måtte acceptere at hans evner agerede sporadisk. Det faldt egentlig ganske godt overens med de lektioner han var vokset op med om magiens utilregnelighed.
Hvad der havde været sværere at forholde sig til, var at hans overmenneskelige sanser også begyndte at te sig. Han havde altid vidst at han var bedre til at lugte end Kasey; bedre end de fleste i flokken måske lige med undtagelse af Miranda og Nika. Det havde derfor overrasket ham gevaldigt da det viste sig også at være en utilregnelig form for magi.
Og på det seneste var det helt holdt op med at virke. Han var ellers lige så småt ved at genkende landskabet, men uden sin næse som guide havde han sjosket rundt og faret vild i to dage. De sidste rester af hans proviant var spist og han nåede lige at begynde at bekymre sig, da han genkendte skovområdet omkring sig.
Begejstret satte han i løb indtil han stod i lysningen ved ulvehøj. Kasey var ikke lige til at se og han kunne ikke lugte hende - men det var intet nyt. Nej han satte bare hænderne for munden.
"KASEY!!"

Kasey havde efterhånden måtte acceptere at hendes bror nok ikke ville komme tilbage. Der var næsten gået for lang tid, og da der virkede som om at alting ændrede sig med denne tørke der kom, tvivlede hun på, at selvom han var i live, så kunne han finde tilbage. Der var også gået længere og længere tid mellem at hun spurgte de andre i flokken om de havde hørt noget, for de sagde altid nej, og hvis de hørte noget, så tvivlede hun ikke på at de ville sige det til hende.

Det var en dag, som hver anden. I dag var hun dog gået ned i hulerne igen, for bare at komme lidt væk fra det mylder der plejede at foregå. Hun havde stadig tidspunkter, hvor hun foretrak sit eget selskab, nok grundet at hun stadig ikke følte sig helt på plads i flokken. Flokken var stadig så anderledes end hendes gamle flok, og nogen gange havde hun bare behov for at sidde lidt for sig selv og komme sig over hvor lykkelige de virkede, selvom alting virkede gråt.
Men selvom dagen var ligesom så mange andre, så var der en ting der ikke var. Selv nede fra hulerne, kunne hun høre sit navn blive råbt, og selvom det var dæmpet, var der noget bekendt over stemmen, noget hun ikke havde hørt i lang tid, og hun nærmest snublede over sig selv i færd om at komme op og ud for at se. Hun kunne ikke have hørt galt, kunne hun.

Da hun kom op, kiggede hun rundt, og da hun fik øje på Fayne, kunne hun ikke lade vær med at smile, og løbe over mod Fayne, så hun kunne give ham et kram... og bank for at have efterladt hende i så lang tid uden et ord.

Fayne stoppede halvvejs igennem tredje råb da han fik øje på sin søster. Hans mund faldt åben; det var lidt som om at alt savnet pludselig vældede ind over ham, at han slet ikke havde været klar over hvor meget han havde manglet Kasey før gensynet. Lidt som om han havde gået rundt i ugevis med et knivstik i maven uden at opdage det.
Det ville måske være ganske idyllisk at beskrive hvordan Fayne løb søsteren i møde og mødte hende på halvvejen, men hans ben var efterhånden længere end Kaseys og han havde altid været hurtigere, så det var snarere hende der løb et lille stykke før Fayne praktisk talt kolliderede ind i hendes favn. De tumlede til jorden, Fayne nederst med armene stadig slået om hende og ansigts begravet i hendes hår.

Det var ikke fordi at Kasey ikke kunne løbe, men taget i betragtning af hvem der var hendes bror, så var det nok gået galt hvis hun havde løbet til. Men det her var fint. De to varulve tumlede til jorden og Kasey holdt et godt kram på Fayne. Modsat Fayne havde hun mærket savnet hver eneste dag, men det var en hel lettelse at have ham i sin favn igen. Have sin bror tilbage. Hun håbede han ikke ville forlade hende igen på den måde, det ville hun ikke kunne klare. Han var det eneste rigtige familie hun stadig havde.
"Hvor har du dog været din snothvalp," hviskede Kasey. Han lugtede ligesom han plejede, helt igennem Fayne, men hende selv, hun lugtede nok meget anderledes end hvad Fayne var vant til, for hun havde faktisk en lugt. Ikke noget man ville lægge mærke til, hvis man ikke var klar over at hendes egen lugt ikke havde været til at finde siden hun var spæd.

Fayne gav søsteren et sidste klem og var - måske for første gang nogensinde - den første der brød omfavnelsen. Han rullede fremover på skovbunden og fik vendt sig så han sad i skrædderstilling, stadig ganske tæt på Kasey. Han var allerede sprængfuldt af den sitrerende energi der plejede at opfølges med et talestrøm.
"Så jeg var ude at jage, og så den her buk.. Så ville springe på den og knække nakken du ved.." begyndte han og gestikulerede sigende med armene. Når man talte om Faynes talestrømme, var denne faktisk ganske forståelig, tempomæssigt, "..Så jeg blinkede og.. pludselig var det mørkt, det regnede og jeg var et helt andet sted. Jeg kunne ikke lugte nogen fra flokken, ikke engang gamle spor. Jeg.. tror min magi gik.."
Heromkring gik han i stå, han manglede et ord. Et ord der beskrev hvordan han havde mistet kontrollen og hans evner havde gjort ting han aldrig havde troet var muligt. Uanset hvor hårdt han tænkt over det, var det dog ikke noget der lå til hans ordforråd, og til sidst endte han bare med at lave en kaotisk gestus med armene.

Kasey var ikke meget for at give slip på Fayne, men lod ham gå. Måske var det et moderligt instinkt, til trods for at hun teknisk set bare var hans storesøster, men hun havde opdraget ham. Måske ikke opdraget ham godt nok, men det var begrænset hvad hun kunne gøre, når hun var så lidt ældre end ham.
Da hun hørte historien, kunne hun ikke lade vær med at ryste på hovedet. "Jeg har sagt at det ikke er nogen god måde at jage på! Du burde lære at gøre det ordentlig i stedet for at regne med dine evner," sagde Kasey og kiggede næsten vredt på Fayne. Til trods for at hun tilbragte meget tid omkring magiske evner, så var den gamle flok mentalitet stadig i hende. Tilgengæld var det næsten lidt dobbeltmoralsk for hende at sige det, for meget af hendes jagerevne havde da også forsvundet som hendes magi forsvandt, og hun nu kunne lugtes og høres.

Fayne lo. Selvfølgelig sagde Kasey det; han havde ikke været tilbage i ti minutter og hun havde allerede kostet rundt med ham - han tog det ikke så tungt.
"..næh." Svarede han blot; han havde ikke tænkt sig at ændre hvordan han jagede og hun bestemte ikke længere over ham.. ".. du gør det jo selv, Kasey!"
Kom svaret prompte; bare fordi hun øjensynligt brugte normale metoder gjorde det det ikke mindre magisk. Samtaleemnet i hans sind afsluttet, bevægeded han sig videre til næste emne:
".. jeg mødte en pige.." Sagde Fayne, med verdens bredeste grin.

Kasey kneb øjnene sammen. Okay, så det gjorde hun godt nok, men hendes magi var ikke tydelig, ikke på den måde som Fayne's var, og så var det mere i orden. På en måde. Ikke rigtig, men hun kunne ikke lide at tænke på sin manglende fært og lyd som magi. Der var hun stadig låst fast i den gamle mentalitet, modsat Fayne.
Hendes øjne blev lidt større da hun hørte hvad Fayne sagde. Han mødte en pige? Bare en tilfældig pige eller var der mere? Kasey frygtede for hvad den næste sætning ud af hans mund skulle være. Men hvis det var 'hun er gravid og jeg har taget hende med', så ville hun nok sparke ham hele vejen til Nordlandet.
"En pige..... Af alt du har lavet mens du har været væk, har en pige været det vigtigste," sagde hun og stirrede decideret på Fayne nu. Forhåbentlig var det ikke mere end at han havde fundet en pige han synes var sød. Ligesom han fandt alle andre piger.

Afsluttet