Pandora var rejst langt, overkommet diverse strabadser, forelsket sig, taget beslutninger hun aldrig havde troet hun ville tage. Det ville være synd og sige at den unge nordkin, ikke var vokset op siden hun havde fundet sig selv i Rubinen. Men en ting var helt sikkert, hun havde håbet på hun aldrig nogen sinde skulle opleve varmen, som hun havde oplevet da hun havde taget sine første skridt, i den lange hjemrejse.  Og nu stod hun her, i mylderet på markedspladsen. Folk der råbte af hinanden, skubbede, sloges. Vand som de blev kæmpet om, og intet af det som hun havde troet om hovedstaden, levede op til sagnet, fortællingerne. Skuffelsen skulle ikke være svær at spore i hendes ansigt, hvorpå hun mærkede hvordan at sveden begyndte at trille ned fra hårgrænsen til øjenbrynet. Af refleks gled hendes fingre op for at fange sveddråberne, der efterlod en kildrende fornemmelse på deres flugt ned af ansigtet. Fingrene blev dog halvvejs fanget i det normale hvide hår, der efterhånden havde så meget støv og skidt i sig, at farvenen nærmere lå op af de grålige toner. I frustration hæv Pandora til, og den normale frisure hun havde haft igennem hele sit liv, løsnede sig og håret faldt tunget ned af hendes skuldre.

Kort afveg hendes blik fra menneskerne omkring hende, for at smide den oppakning hun havde på sig på jorden. Et lille bump og en støvsky samlede sig rundt omkring hendes ben, tydeligt et resultat af den voldsomme behandling af genstandene hun havde på sig. Hun skulle til at binde sit hår op igen, da blikket lagde sig på læderstrimlen der normalt holde det oppe. I stykker, selvfølgelig. Hendes bryn skød imod hinanden, mens hun med et irritabel støn smed det ubrugelige stykke strimmel fra sig. Hun måtte huske sig selv på at købe en ny, men lige nu var pengene ikke til det, og hun havde noget andet hun skulle tage sig af. Nemlig finde en helt bestemt kvinde, der skulle hjælpe hende med; Tatoveringen, fingrene og øjnene faldt ned imod bandagen, hendes fingre reagerede igen uden hun tænkte over det. Blide strøg der langsomt blev mere og mere heftige, søgte hendes blik op igen. Spørgsmålet var bare, hvor skulle hun starte med at lede? Hun havde ingen anelse, og folk havde bestemt ikke været særlig venligsindet imod en udefrakommende. Tydeligt at folk kun tænkte på at hun var en ekstra mund der skulle brødfødes, og maden samt vandet var bestemt ikke noget der kom i store mængder disse dage.

Der var nogle dæmoner der kun kontaktedes gennem arkane ritualer, med astrologiske begrænsninger og potentielt blodsofringer. Der var andre der krævede antikke og yderst sjældne artefakter: et spejl, en amulet, en lille hvid sten der skulle lægges i vand. På den front var Priscilla noget mere analog; hun havde et netværk af kontakter, mange af hvilke var selv tatovører. Hun havde faktisk en næsten mytologisk status blandt sine kollegaer, både for hendes magiske og rent tekniske evner. Mange af hovedstadens mest berømte indenfor faget havde i sin tid lært en ting eller to af dæmoninden og når der var kunder med.. særprægede behov henviste de dem til hende.
Hun havde selv været i hovedstaden men uden rigtig at arbejde. Hun kunne ikke lave magiske tatoveringer og de eksisterende var i bedste fald holdt op med at virke.. Og med hungersnøden havde folk alligevel andet i tankerne. Det gjorde hende egentlig ikke det store; hun havde en god lille formue bygget op over årene og holdt bare lav profil, nu hvor hendes forsvarsmidler ikke virkede. Alligevel blev hun for nysgerrig da ordet nåede hende om en platinblond tøs med en bondsk nordbo-accent ledte efter hende ved navn. Så Pandora havde altså overlevet. Priscilla havde sendt en håndlanger til at hente menneskepigen, hun var alligevel begyndt at kede sig lidt. Hun havde været i en halvfysisk konfrontation med nordboen og ønskede ikke at gentage oplevelsen, men her i hendes parlør var store muskuløse legesvende kun et knips borte. Derfor lå dæmonen også nonchalant henslængt i en sofa da Pandora trådte ind i det svagtoplyste rum. Priscillas arm lå elegant op over ryglænet og hendes øjne funklede. Hele udtrykket var blatant stjålet fra Avaion, men hun var efterhånden for gammel til at stå ved at hun til tider efterlignede sin storesøster.
"Pandora.." Spandt hun og gjorde en indbydende gestus til den tomme plads i sofaen ved siden af hende.

Hun nåede at spænde op og gøre klar til at sende en hård højre imod personens kæbe, da en hånd pludselig lagde sig omkring hendes venstre arm. Men før hun nåede så langt havde hånden sluppet hende igen, og hun i stedet kunne vende sig imod en stor muskuløs mand. Hun drog en skarp indånding ind og gjort sig klar til at slå igen, skulle situationen opstå at han ville mere end bare snakke. Men til hendes forbavselse vinkede han hende bare an, som fortalte han hende at hun skulle følge med. Hvorpå han vendte sig om og forsvandt ind blandt menneskemængden. Måbende stod hun tilbage, følge efter, blive her? Men før hun nåede at besvare spørgsmålet med sine egne ord, havde kroppen allerede reageret ved at samle de mange genstande hun havde med sig op. ,,Vent!’’ Pandoras råb blev dog dæmpet af de mange andre lyde der var i området, og hun måtte i stedet stikke efter manden i et hurtigt løb.
,,Hvor skal vi hen?’’ men igen valgte manden ikke at svare, og med en enkelt gestus viste han døren hun tydeligvis skulle gå ind af. Med et mistroisk blik og krusede øjenbryn, valgte Pandora dog til sidst at åbne døren og træde ind.

Øjnene missede kort over den valgte belysning, før hun endelig lagde mærke til den velkendte skikkelse der lå og slængede sig i sofaen. Virkelig? Men hun kunne vel ikke klage, kvinden hun havde ledt efter var allerede inde for rækkevidde. ,,Rygter rejser hurtigere her end sladder blandt de gamle hjemme i norden..’’ kom der bidsk, og med en ganske hjemlig opførsel lod hun atter sine ting dumpe ned foran fødderne. ,,Priscilla, dejligt at se du kom hjem i et, helt stykke’’ stemmelejet tydeligt i den mere sarkastiske afdeling, med et skønt smil der passede.

Priscilla satte sig en anelse op på sofaen og foldede afventende hænderne. Det lod stadig til at Pandora var ganske reserveret, men det overraskede hende egentlig ikke - det var næsten et vidunder i sig selv at den arrige nordbo havde accepteret invitationen. I hvert fald til at komme her. Den yndige mund blev vredet op i et lille smil.
Hele sarkasmen.. nonchalancen.. det var åbenlyst bravado; Priscilla så tilpas uimponeret ud. Hvis dæmonen  havde tilladt sig at håbe noget på den Pandoras vegne, så havde det været at den lille rejse kunne have lært hende noget.. Ikke ydmyghed, hovmodets datter ville aldrig fortale den form for idioti, men måske.. en bedre situationsfornemmelse.
"Jeg orker ikke din sørgelige forsøg på smalltalk, Pandora." sagde Priscilla. Ikke arrigt eller aggressivt, snarere.. kærligt. En lille påmindelse om hvor grænserne lå, hvordan magtdynamikken fungerede mellem dem. En af de to havde snart levet 2000 år, den anden ville sandsynligvis ikke se 20, "..så.. Hvad har fucket dig nok op til bevidst at opsøge mig?"
Hele situationen gave hende klare associationer til hendes sidste møde med Rak'sai.. Denne gang var det bare Pris i rollen som den oldgamle, magtfulde dæmon og Pandora som den desperate klient.

Blikket blev slået ned da Priscilla atter snakkede, dog fortrak læberne sig i et smil. Selvfølgelig skulle der komme en bemærkning som dén, hun havde måske ikke haft fornøjelsen af denne dæmon i mere end blot et par timer. Men hun følte alligevel der var kommet, en hvis forståelse for den persona der lå i overfladen. Hvad der drev hende, og hvorfor hun i sidste ende havde valgt at hjælpe Pandora. Også uden at kræve en pris for det, var hende ganske enkelt uforstående. Det havde da også slået hende, at hvis hun opsøgte dæmoninen ville den pris nok dukke op. Hvem vidste, måske havde hun allerede betalt noget hun slet ingen idé havde om hvad var.

Hendes krystal klare øjne driftede lidt rundt i værelset de befandt sig i, før hun vente dem tilbage imod kvinden der lå henslængt på sofaen. ,,Du har’’ der var ingen vrede, ingen bebrejdelse, blot to ord der beskrev klart hvem der havde gjort hun var end her. Hendes fingre lage sig rundt omkring bandagen der var viklet omkring tatoveringen, som der i for flere måneder siden ganske spontant var blevet lavet. Med en stor tålmodighed fik hun lagende drejet fra hinanden, for dem som vidste hvor stor tatoveringen var. Ville man nok allerede her undre sig over hvorfor at den hvide bandage gik fra håndleddet hele vejen op til albuen. Men så snart et par lag var forsvundet, kunne man se de mørke streger der havde snoet sig fra oprindelses stedet. Pandora skar en grimasse da den endelig var befriet, den pulserede stadig mærkeligt. I det mindste var smerten stoppet, da selve pilen der pegede imod nord ikke drejede rundt i en umenneskelig fart. Eller blot var stoppet med at dreje i det hele taget. ,,Er der noget du kan gøre?’’ hun trådte et skridt tættere på, således så det var nemmere for Priscilla at se hvad der var hent. 

Elendig situationsfornemmelse til side, lod det alligevel som om Pandora havde byttet noget af sin ærekærhed ud med regulær tålmodighed - en ganske flatterende forandring, ærlig talt.
Priscilla rykkede bydende med to fingre indtil den anden kvinde var tæt nok på til at hun kunne gribe om hendes hånd. Kontakten bare blid, især i forhold til dæmonens hårde tone.
"Ville sige at du kunne bebrejde ærkedæmonerne.." Sagde hun tænksomt som hun inspicerede den næsten gustne hud, "..men det ligner virkelig at det er mit blod der er problemet."
Hun slap nordboens for kølige hånd og lænede sig atter tilbage langs ryglænet. Hun havde hørt historier om tatoveringer der havde fejlet, men ikke så spektakulært som dette. Priscilla kunne ikke droppe en nagende fornemmelse af at Pandora var nødt til at have gjort noget forkert.
"altså.." Sagde hun tænksomt og det provokerende smil fandt atter vej til de krusede læber, "..jeg kunne save den af?"

Pandora undertrykte følelsen af at rive armen tilbage, da Priscilla hæv den til sig for at inspicerer tatoveringen. Ikke så meget fordi at hun havde noget imod at hun rørte ved hende, mere at der var en smerte der blomstrede fra hvor fingrene holde hende. Trods at de var ganske blide i deres håndtering.
Men hun holde sig fra det, og stod blot og betragtede tålmodig. Det med ærkedæmonerne forstod hun ikke meget af, og hun var usikker på hvordan hun skulle tage nyheden om blodet. Så hun havde ikke tænkt sig at give hende skylden? Det lød ikke særlig dæmonisk.

Den unge nordbo lod det dog ligge, og trak blot armen til sig. Fingrene blev fanget i det rodet platinblonde hår, mens hun betragtede dæmonen, save den af? Pandoras ene mundvige røg op i et smil, og en let klukken nåede også at forlade struben. ,,Kunne du? Hm, det spare mig i hvert fald problemet med at gøre det selv’’ hun tog en dyb indånding og valgte så at sætte sig ned foran sofaen, da hun ikke var blevet budt en plads. Ville hun hellere ikke spørge, så var gulvet det bedre valg. Men før hun nåede så langt, blev nåede den spindende stemme hendes øregang. Hun kiggede op og tog en dyb indånding, hun gjorde vel klogt i ikke at afslog dette tilbud. Så hun placerede sig ganske stille ved siden af Priscilla i sofaen. 
,,Du har en bedre plan, hvad skal det koste?’’ Pandora lagde hoved på skrå og sad stille med en afventende mine. 

Priscilla hævede et slankt øjenbryn, gradvist mere og mere imponeret over Pandora. Hun strakte sig veltilfreds tilbage i sædet og betragtede den blonde kvinde der, trods de blegere læber og den så småt fordærvede arm, forblev ganske attraktiv. At hun var lige til sagen, indforstået med hvordan handler fungerede, burde også være en fordel.. Det var normalt dejligt opleve mennesker med en nogenlunde forståelse for hvordan verdenen, fungerede.. Men lige når det var Pandora.
"Har du stødt på andre af min slags?" spurgte hun, med rynkede bryn og lænede sig frem imod mennesketøsen. Det var ikke ligefrem jalousi, der lå bag den sælsomme intensitet i hendes spørgsmål.. Det var ikke hendes domæne; men hun ville have foretrukket at det var - dæmoner bekymrede sig ikke for mennesker. I hvert fald varede den rå umiddelbarhed kun et splitsekund, så var den borte og den nonchalante, mildt distancerede Priscilla var tilbage. Hun smilede skævt og støttede armene på ryglænet.
"Pyt.. Jeg bliver under alle omstændigheder nødt til at overveje det.." svarede hun ærligt, det lå lissom ikke anderledes til hende. Der var et par ting hun skulle undersøge, men selv da var det ikke garanteret at hun kunne gøre noget. Rent magisk var hun ganske handikappet.
"Så her er måden det plejer at fungere på.. Jeg undersøger om jeg kan hjælpe dig. Det koster en lille tjeneste, selv hvis det ikke virker.." Priscillas isblå øjne hvilede støt på Pandora for at sikre sig at hun fulgte med, men det lod til at være ubegrundet, "En lille tjeneste kan være at jeg opsøger dig for noget information.. Måske et par dråber af dit blod. Det ligger i definitionen at det ikke kan være noget der risikerer dit liv eller livsstil. Så det kommer ikke til at være farligt. Jeg er ganske gavmild hvad det angår, så hvis du selv falder over en måde du mener at du kan udføre tjenesten på - måsker finder eller hører du noget du tror ville interessere mig - er det velkommen til at opsøge mig og så finder vi ud af det. Er du med så vidt?"

Pandora rystede på hoved, som svar på om hun havde mødt andre af Priscilla’s slags. Dæmoner altså, og ikke ud fra hvad hun selv havde viden omkring. Men nu om dage kunne det være svært at vide, hvilke slags mennesker man stødte ind i. Sandsynligheden for at hun havde mødt nok ganske stor, havde kendskab til, slet ikke. Pandora fugtede de blege læber og tog en dyb indånding, det var ikke fordi at hun brød sig om denne situation. Og at sige hun ikke var bange, ville være at lyve. Noget hun egentlig ikke var særlig glad for at gøre, men vidste at nogle omstændigheder krævede det. Men hun vidste også hvornår, hun sad sammen med personer som ikke værdsatte hvis man prøvede at snyde dem. Dæmonen som sad og kiggede på hende med blå øjne, var bestemt en af dem.

Nordkvindens egne grønne øjne, hvilede opmærksomt på den anden kvindes ansigt for at følge med i hvad der blev sagt.  ,,Ja, jeg er med så vidt’’ hun løftede sine øjenbryn og gav et lille skævt smil. Hun kunne mærke knuden i maven der voksede sig større, at hun virkelig blev nød til at indgå denne samtale. Alle de historier som hendes mor havde fortalt, aldrig nogen sinde indgå en aftale med en dæmon og hvorfor det var en dårlig idé. Hvad hun dog ikke ville tænke, hvis hun kunne se sin datter sidde her og gøre netop det, som hun havde advaret imod lige siden Pandora kunne huske. ,,Så, hvordan binder vi denne kontrakt mellem os?’’

Priscilla havde lært at leve mit sin unikke forbandelse. Det havde vist sig at man sagtens kunne klare sig uden nogensinde at lyve, hvis bare man var villig til at være lidt kreativ med sandheden - og hvis der var noget dæmonen besad mængdevis af, så var det kreativitet. Nej det reelle problem, når alt kom til alt, det der forsagede hende mest frustration og ærgrelse, var faktisk måden det påvirkede hendes komiske færdigheder.
Priscilla forstod udmærket ironi; hun direkte nød sarkasme og meget af hendes indre dialog var den dur. Ordene kunne bare ikke forlade hende mund. Det var næsten lidt demoraliserende.
Lige i dette tilfælde, havde det nemlig været hendes første tanke at sige at Pandora skulle skrive under på en kontrakt i blod. Bare for at se hendes ansigt, se hvor god hun var blevet til at holde masken. Men det var ikke sådan Priscilla førte forretning og derfor var det også umuligt for hende at lave den spøg.
I stedet rakte hun frem og hvilede en hånd på den andens knæ. Det var egentlig en ganske uskyldig kontakt, når man tog den grove dæmoninde i betragtning.
"Du har ikke hørt det hele, Pandora." sagde hun med smilet i stemmen, selvom hendes ansigt var relativt alvorligt. Der var noget ved nordboens grønne øjne, den muskuløse øjne og det vagt fortabte udtryk der bare ramte lidt for rigtigt hos Priscilla. Hun undertrykkede et suk, det skulle ikke undre hende om Pandora så småt var ved at opdage den svaghed, "Det er så fucking vigtigt at du er opmærksom, Pandora. Hvis det interesserede mig det fjerneste, kunne jeg sagtens  have taget din sjæl der.."
Hun rømmede sig og trak lidt på skuldrene. Endnu et af hendes kort var på bordet, men fuld forståelse var ganske nødvendig - især med det hun muligvis skulle gøre for nordboen.. Og siden kræve af hende.
"Hvis jeg kan hjælpe dig.. Koster det en mellemstor tjeneste." fortsatte hun. Det var langt fra alle dæmoner der holdt sig til Pactum Avaritiae når de forhandlede. De gamle lovbøger blev skrevet for tusindvis af år siden af end dæmon for Grådighed, og blev især brugt af slægterne af dødssynder. Det var appellerende fordi refererede et magisk værk der gjorde det nemmere at indkassere på løfter, men Priscilla selv kunne bare godt lide hvordan det satte faste rammer om forretningen - det gjorde ofte de dødelige mere komfortable.
"Det kan betyde en del, at jeg kan sende dig på opgave eller at jeg kan indkræve noget af dig om mange årtier, men det er højst et års dedikeret tjeneste. Det kan involvere fare, men jeg vil være forpligtet til at gøre alt i min magt for at holde dig i liv."
Hun tog hånden til sig og foldede de slanke fingre foran knæet. Det provokerende smil var tilbage, men det havde mistet lidt af sin skarphed.
"forstår du?" spurgte hun atter.

Pandora havde svært ved ikke, at lade hendes smil blive hævet lidt mere op i mundvigen. Selvfølgelig var det vigtigt, men under alle omstændigheder var også hun også indforstået med, at Priscilla var hendes bedste bud på at redde hendes arm. ,,Du lyder næsten som om, at du ikke tror jeg allerede ved det.’’ Pandora hævede et øjenbryn, efter at hun havde brugt et stykke tid på at fjerne begge støvler, hæv hun benene op under sig i sofaen. Igen valgte hun at holde tand for tunge, et års dedikeret tjeneste, virkede igen ikke som noget stort. Især ikke når konsekvenserne af, ikke at vælge få hjælp her, var at hun enden ville dø eller værre miste sin arm. Og hvis der var noget en jæger ikke kunne leve uden, så var det legemer som arme og ben.
Pandora tog en dyb indånding, hun skulle virkelig holde sig selv tilbage. For ikke at kommenterer spydigt, eller på anden måde respektløst. Hun følte lidt at Priscilla talte til hende, som var hun et lille barn. Da hun havde valgt at opsøge dæmonien, havde hun allerede der været indforstået med konsekvenserne. Hun havde forliget sig med, at hun selv havde bragt sig i denne situation, den dag hun i arrigskab havde overfaldet den lyshåret kvinde da hun opsøgte hende hos klanen. I sidste ende, havde hun ingen andre at skyde skylden på, end sig selv.

Pandora tog en dyb indånding, betragtede hånden på hendes knæ og tog så endnu en dyb drag af luft. ,,Priscilla’’ startede hun, og sendte nogle stålfaste øjne imod hende ,,Da jeg valgte at opsøge dig, vidste jeg at der ville være en pris at betale. Og jeg forstår hvad konsekvenserne kan være – måske ved jeg ikke meget omkring din slags. Men jeg ved intet i livet er gratis, og jeg er ikke et lille barn som ikke ved at dette i sidste ende er min egen skyld. Så kan vi blive enige om en ting’’ hun lagde blidt fingrene omkring Pris håndled og formåede at beholde smilet på læberne ,,Du behøver ikke at skære tingene ud i pap så delikat som kan jeg ikke håndterer sandheden. Skal dette fungerer, vil jeg hellere have du bare have du siger det lige ud og kontant.’’ Jeg er altså ikke et lille barn så lad være med at behandle mig som et, lå lige på tungen, men hun nåede at holde det tilbage.  

Priscilla sagde intet. Hun sad blot, stille som en stenstøtte med blå en der borede sig ind i Pandora. Priscilla havde en mærkværdig frisure og en ufeminin støjstil, men det var først rigtig i sådan nogle situationer at hendes umenneskelighed fremstod tydeligt. Hendes iris var konstant, hun blinkede ikke engang. Hendes hals stod stille og det var egentlig ikke til at se om hun trak vejret.
Det varede kun et øjeblik; som holdt hun helt op med at virke i to sekunder. Så spredte der sig et forundret smil på hendes læber. Pandora dog.
Hun havde stadig ikke kommet til delen om hvordan pactum mest tilgodeså de handlende og at hun med lidt kreativ timing sagtens kunne erhverve sig Pandoras førstefødte eller noget i den stil.. Men det lod til at nordboen af en eller anden uforklarlig grund stolede på hende, eller i hvert fald havde absolut forståelse for sin desperate situation. Ikke at Priscilla var det fjerneste interesseret i en dum unge.
Lige ud og kontant, bad hun om? Denne her dødelige efterlod bare et bedre og bedre indtryk på hende. Under alle omstændigheder var det en forespørgsel hun hellere end gerne efterkom.
"Jeg bandt min magi på din hud med mit eget blod." sagde Priscilla og skævede sigende til armen, "Det lader til at Kzar Moras forbandelser har løsnet de magiske bånd og det er nu blodet der fucker din arm op.."
Hendes blik blev tænksomt. Det var egentlig en interessant reaktion, men selvom huden var hendes lærred, var det ikke ligefrem fordi hun var healer.
"Jeg tror den eneste måde jeg kan hjælpe dig på, er ved at gøre dæmonisk energi til noget der ikke er fremmed for din krop.." sagde hun, lidt tøvende. Der var ingen garanti for at det virkede, men uden magi vidste hun ikke hvad hun ellers skulle stille op.

Pandora nikkede til de informationer som blev hende givet, så det var sådan det fungerede. Et eller andet sted var det vel ganske interessant nok, det havde nok været mere spændende havde det ikke været fordi, at lige præcis det var hvad gjorde hendes arm nu lignede nåede. Ja hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle beskrive det som, med de lange tynde sorte streger der bredte sig fra det lille kompas. Som små snounger, der prøvede at stikke af fra nysgerrige børn.

"Egentlig ikke.." Svarede Priscilla kort for hovedet, med en stigende sikkerhed. Hun havde efterhånden en ganske klar idé om hvad der skulle til, så var det bare om Pandora ville gå med til det. Naturligvis ville det blive besværligt, hun skulle finde ud af hvad hun stillede op med sin nuværende vært. Efter et uheld for et års tid siden, havde kvinden hun boede i ligget i dvale bagerst i hendes sind og selv hvis Priscilla forlod kroppen, ville den nok ikke vågne lige med det første.
"Jeg ved ikke om det er fordi det teknisk set ikke er magi," sagde hun og rettede atter blikket mod mod den anden kvinde, "..eller om ærkedæmonerne bevidst har efterladt det smuthul i deres forbandelse.. Men den form for dæmoniske magi fungerer stadig efter hensigten."
Men Pandora havde bedt om at få det sagt ligeud og Priscilla indså at det havde hun ikke ligefrem. Hun havde forklaret omstændigheder, men aldrig italesat den helt konkrete handlingsplan. Hun vædede sine læber - igen en ubevidst opførsel lånt af søsteren - og lænede sig en anelse frem i sædet.
"Jeg snakker om at besætte din krop.."

Ærkedæmoner, teknisk set ikke magi, smuthuller? Hvad var de ude i nu, for Pandora var ikke helt sikker på hun forstod, hvad det var Priscilla prøvede at forklare hende. Men efter noget tålmodighed og ventetid, blev det endelig lagt på bordet. Besættelse.

Nordboen hæv noget luft ind og vred sine fingre imellem hinanden, at sige at hun brød sig om idéen var synd og sige. Men igen, hun havde også valgt at gå med på aftalen, og hun ville betale det som det skulle koste. Der i, lå det vel næsten implicit at besættelse var en del af prisen. Pandora sank noget af mundvandet, der havde fået lov til at samle sig mellem tungen og ganen. Også nikkede hun lige så stille ,,Hvis det er det du mener der skal til, så er det dét vi gør’’ hun frem tvang et lille smil, og lænede sig en smule tilbage i sofaen. ,,Hvor lang tid, vil denne besættelse finde sted?’’ kom hun i tanke om nok var et ganske godt spørgsmål at stille, især når man tænkte på det i det lidt længere løb. Var det her for nogle dage, var det for måneder, eller måske flere år? Hvornår kunne man vide sig sikker på, at det havde virket, og hvis det ikke virkede hvornår viste man det så og kunne give op? Blikket faldt på tatoveringen, man kunne vel gå ud fra at de sorte streger ville forsvinde. Og armen ville blive flot igen, skulle det have virket. Så spørgsmålet var vel mere, hvornår ville Priscilla vide sig sikker på, at det ikke ville virke.

Priscilla blinkede og overvejede om Pandora forstod præcis hvor hypotetisk de talte. Hun havde haft flere kroppe end de fleste dæmoner på hendes alder og havde en ganske intuitiv forståelse af linkene mellem sjæl og kød, men denne situation var ganske unik.
"Aner det ikke.." Svarede hun, brutalt ærlig og trak på skuldrene: " måske en uge, måske en måned, måske et år. Det er ikke engang sikkert at det kommer til at virke.."
Hun skævede over til Pandoras arm, nej det var sgu ikke lige til at løse, især uden magi.
"Vi burde se forbedringer riiiimelig hurtigt," fortsatte hun med ansigtet i tænksomme folder, "..men er jo lissom nødt til at blive hængende længe nok til at din krop vænner sig til det. Så det ikke bare bliver et problem igen når jeg smutter."

Pandora nikkede indforstået, igen hvis det var det som der skulle til.
Hun lænede sig lidt mere komfortabelt tilbage i sofaen og lukkede øjnene, en træthed tog langsomt over, og hun kunne godt mærke hun havde været længe undervejs. Hun tog en dyb indånding, inden hun igen åbnede op for dem, og betragtede kvinden foran sig, det var så absurd det som der skulle til at ske nu. Og det gik op for hende, hun ikke en gang havde spurgt det vigtigste spørgsmål.

,,Hvor meget kommer jeg til at være til stede under denne tid?’’ spurgte hun så og lagde hoved på skrå, det var vel også ganske relevant, hvordan det ikke ville være, hvis hun vågnede op om tre år og pludselig fandt ud af hvor langt tid der var gået. 

/afsluttet.