Lige siden Kaliyah var blevet en med Ryuu havde hun hørt hans stemme i sit hoved, og hun havde altid følt en gammel magi omgive hende. Magien havde givet hende en tryghed, i en verden hvor hun ikke burde være, og hun havde ikke været klar over det, før at den var taget fra hende. Men værre end det, så var hun ikke klar over hvor hårdt manglen på magi rigtig ville ramme hende før den gjorde.
Før Ryuu, der havde hun været almindelig, og havde ikke haft nogen form for magi i sig, så derfor kom det som et chok for hende, da den blev taget fra hende igen, og værre.... Ryuu forsvandt. Den hidsige, varme, dybe stemme der altid havde noget at sige, var en dag bare væk. Som om at den aldrig havde været der, men hendes hoved føltes pludselig så meget tommere, for der manglede noget.

De første par dage havde hun været en smule frustreret, men hun havde tænkt at han nok snart ville komme tilbage, men jo længere der gik, jo værre fik hun det. Pludselige vredes udbrud, og om natten græd hun stille, for hun havde aldrig følt sig så alene i verdenen. Ingen penge, ingen varme(for ild magien var også væk), og intet selskab. Hun havde prøvet at søge selvskab, men det gjorde det værre, for de var ikke Ryuu!


Hun havde fløjet på må og få, ikke vidst hvor hun skulle hen, men havde nu i frustration landet her i klippekysterne, hvad skulle hun gøre. Var der ikke en møde hvor hun kunne få ham tilbage. Hun kunne ikke klare denne her stilhed, og i frustration og vrede, udstødte hun nærmest et brøl og hamrede sig hånd ind i klippevæggen, hvilket ikke gjorde meget andet end at give en dunkende smerte i hendes hånd og blod der langsomt begyndte at løbe ned af hendes fingre.

Azhaenna havde været i Hovedstaden da den anden plage rasede. Hun havde nær brændt den kro hun havde boet på ned, da hendes ildmagi slap væk fra hende. Heldigvis kom ingen til skade, men hun forlod hurtigt byen alligevel. Hun var knap kommet en dag ud fra Hovedstaden, før himlen havde åbnet sig og havde forsøgt at drukne hende. I tre våde uger havde hun trasket gennem uvejret, indtil en nat, hvor hun havde søgt tilflugt i en tør lade. Da hun vågnede om morgenen var regnen væk; og det var hendes magi også. Ilden i Azhaennas blod var slukket, og hun vågnede og frøs for første gang i meget, meget lang tid. Det havde dog ikke varet længere end til hun var trådt ud for døren. I stedet for den vandfyldte luft, var luften nu så tør at Azhaenna kunne mærke hvordan den kradsede i næseboerne.

Hun var taget til Lazura for at finde ud af hvad der var sket. Normalt ville hun aldrig frivilligt tage et sted hen, hvor hun blev nødt til at tale med andre mennesker, og efter Hovedstaden var dette blevet forstærket, men manglen på magi skræmte hende mere end andre mennesker. Efter et par dage var hun kommet til byen, og havde lært at hele landet lå under en tørke. Det kunne hun havde sagt sig selv, men alt magien, ikke bare hendes, var forsvundet. Efter lidt fortvivlelse havde hun købt sig et kort sværd, for ikke at være helt forsvarsløs. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle bruge det, udover at pege den skarpe ende væk fra sig selv, men det måtte hun åbenbart til at lærer, hvis altså ikke magien kom tilbage igen.
Hun havde også fundet arbejde, hvilket var meget overraskende. En gammel mand, klædt i hvad der engang havde været fint tøj, havde givet hende en pakke, som hun skulle tage til piraternes by. Han ville ikke sige hvad det var, men advarede hende at hun skulle gemme den, hvis hun faldt over nogle patruljer fra lysets hær, eller nogen overhovedet. Det passede Azhaenna helt fint at holde sig væk fra befolkningen i Krystallandet, og ærlig talt var hun ret ligeglad med om det i pakken var legalt eller ej. Det var ikke første gang hun fragtede illegale varer rundt om i Krystallandet.

Azhaenna havde aldrig været i området, og var derfor drejede af det forkerte sted, og befandt sig nu mellem stejle klipper. Hun vidste stadig hvilken vej hun skulle, og det var ikke andet end en møjsommelig omvej. Faktisk nød hun det lidt, stilheden mellem klippevæggene. Solen skinnede skarpt og Azhaenna kunne se hvordan hendes guldhorn glimtede på klipperne omkring hende. Det ville havde været endnu bedre hvis ikke solen havde stået lige ned på hende, og gjorde hendes allerede svedige krop endnu svedigere. Det var ikke den samme varme som fra hendes ildmagi, der kom indefra og som var komfortable og vant. Det her var en stikkende varme, der gjorde hendes skjorte gennemblødt af sved, og gjorde hende tørstigere end hun var i forvejen. Hun havde allerede smidt sin jakke, og overvejede at finde en vej ned til vandet, så hun kunne køle lidt mere af, da stilheden blev brudt af et brøl. Azhaenna fumlede med sit sværd og fortsatte langsomt frem, på udkig efter hvem end der havde lavet sådan en lyd.

Kaliyah følte sig helt afkræftet, og hun kunne mærke tårerne presse på nu. Hvordan skulle hun komme igennem det her uden Ryuu. "Hvor er du Ryuu.. Ryuu... Ryuu... kom tilbage.. jeg ha behov for dig," hviskede hun, gentagende gange, som om at det ville hjælpe på at få ham tilbage. Der var bare for stille for hende uden nogen stemme.

Hun var også noget af et syn hvis man kom gående. De store vinger hang fra hendes skuldreblade, som var de også bedrøvet, mens hendes tykke hale var begyndt at slå næsten aggressivt ned i klipperne under hende. Hendes ansigt var også halvt dækket af hendes hår, da hendes hoved hang, og hendes ene hånd prøvede næsten at rive ind i klippemuren, hvilket ikke ligefrem var muligt, selvom kløerne var hårde.

Da tårerne først begyndte at løbe ned af hendes kinder, syntes hun at hun hørte noget og kiggede sig om efter om der var nogen, eller om det bare var et dyr der var i nærheden. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var et dyr, og det greb lidt i Kaliyah's hjerte. Kunne hun klare sig mod et fjendtlig væsen nu når hun ikke havde Ryuu.. når hun ikke havde sin ildmagi?

Halvdæmonen rundede et hjørne og stoppede brat op. Der stod et menneskelignende væsen et stykke fra hende, og alt pegede på at det var den der havde brølet på den måde. Azhaenna begræd nu mere end nogensinde manglen på sin magi. Hun følte at sværdet i den grad var en utilstrækkelig våben hvis væsenet - kvinden viste det sig - skulle angribe.

Langsomt trådte Azhaenna et skridt frem, vred over at blive distraheret fra sin opgave, og vred på sig selv over at hun ikke bare vendte om, og prøvede at finde en anden vej til piraternes by. Men kvindens (det var en kvinde ikke?) brøl havde lydt så hjertenskærende, under al vreden, og Azhaenna kunne se tårerne på hendes kinder. Azhaenna bandede lavt og trådte endnu et skridt frem. Hendes sværd pegede stadig mod kvinden. 'Hvem er du?' spurgte hun med en hård stemme. Hun ville egentlig hellere havde spurt hvad kvinden var, men det var måske lige uhøfligt nok. Azhaenna havde rejst gennem Krystallandet i 50 år, og det var sjældent hun mødte en hun ikke var sikker på hvad var.

Selv hvis den fremmede havde spurgt om Kaliyahs's race, så ville hun ikke engang kunne komme med et ordentlig svar, for Kaliyah var ikke klar over hvad hun var mere, for hun var næppe et menneske...
"Ingen. Hvem spørger?" sagde hun og tørrede vredt tårerne væk fra sit ansigt. Hun kunne ikke vise svaghed, ikke nu... Hvordan skulle hun ellers klare sig hvis personen viste sig at være fjendtlig Det her ville have været nemmere hvis Ryuu stadig havde været her, og det vidste hun. Han ville vide hvad de skulle gøre... Faktisk var det ikke sådan det havde forløbet sig, før i tiden havde Kaliyah været den åbne der ikke havde noget imod at snakke med fremmede og Ryuu havde været forsigtig og mistænksom, men rollerne var ændret, for nu måtte Kaliyah være det hun manglede. Den hun manglede.

Normalt havde Azhaenna ikke brug for at vide hvem folk var, eller hvor de kom fra. Normalt havde hun ikke brug for at vide noget om nogen, og det var ikke fordi hun selv var villig til at give de informationer. Men uden magi, i et fremmed sted og med en pakke der højst sandsynligt ikke var helt legal, ville det være dumt at være alt andet end mistroisk.
'Ingen,' svarede Azhaenna og trådte et skridt til siden, så hun ikke længere havde ryggen mod vejen hun kom fra. Hun brød sig generelt ikke om at være have ryggen sårbar på den måde, og hun havde før set hvordan røverbander brugte lokkemad i form af enten fanger eller folk fra banden. Hvis det var tilfældet, så var det i hvert fald et mærkeligt valgt af lokkedue. Kvinden lignede mere en blanding af en engel og en dæmon. Azhaenna havde ikke meget tilovers for dæmoner, og det var kun blevet værre efter mødes med Belphegor. Hun strammede grebet om sit sværd, og lagde sin frie hånd på tasken med pakken.

Afsluttet