De rå støvler traskede fremad, heldigvis havde efteråret sat ind, og havde taget den kolde blæst med sig, uden den havde varmen været ulidelig, faktisk så slem, at Izilarna i en længere periode kun havde rejst omgkring skumringstide eller om ikke andet efter at solen var forsvundet for sit højeste.
Nu var hun der igen, tusmørket havde lagt sig over byen og få lanterner var begyndt at blive tændt efter skikkelsen hvirvlede støv op fra den tørre gade der efterhånden ikke havde set regn længe.
Omsider åbnede hun døren til kroen, der var overraskende stille på en aften som denne, ellers var det bare længe siden at Izilarna havde været i byen, hun krængede kort næsen inden hun gik op til disken.
"Kan jeg få fyldt den her?" Den hvidhårede kvinde smed et vadeskind op på disken, som var så tomt de kunne blive "Jeg får også brug for et sted at sove, har I flere værelser?" Kvinden skubbede en lok til side og gav den storbarmede kvinde på den anden side af disken et spørgende blik.
"Det kan du tro, fire jader!"
Izilarna så forstenet på kvinden et øjeblik, som havde hun lige hevet en stor blæksprutte frem fra disken og havde taget den på hovedet.
"Fire jader? Fire? FIRE JADER?" Izilarna trådte et skridt tilbage og tog sig kortvarigt til ansigtet. "Kan man ikke være væk et års tid uden verdenen går af lave?" 
"Beklager, men brøndene tørrer ud, vand er svært at komme til efterhånen, og dit vadeskind er stor!" 
Det værste var, at Izilarna var klar over det, hun havde vandret igennem landet og set kornet bukke under, træer visne og floder løbe tørre. Hun gned sig i øjnene, hun var ved at dø af tørst, faktisk føltes hendes svælg og tunge som en ørken. Det sidste væske hun havde fået havde været en smule muddervand fra en sørgelig å.
"Kan du starte med at fylde mit vadeskind, så sætter jeg mig over og tjekker min økonomi igennem imens?"

Byen var begyndt at bukke under for den tørke der havde ramt landet, en hver person på gaden Ra passerede tikkede nærmest for vand og mad, men det eneste de fik ud af det var en knytnæve i hoved fra Ra's vagter, Ra var nød til at se hvad der var sket med landet hvilke mend der var kommet ved at Kzar mora var blevet åbnet, Ra havde derfor besluttede sig at søge hen mod kro iført deres mørkeklæder åbnede de døren ind til kroen, hvor der til stor overraskelse ikke var ret mange menneske.

Ra var lige præcis kommet ind af døren ide han hørte kort ud af øjekrogen " fire jader " blive nævt, hans blik vandre kort over på person der havde sagt dette, og Ra kunne ikke andet ind at ryste på hovedet selvom det nu var meget sjovt hele dette forløb, Ra selv havde ikke haft disse problemer som mange andre havde haft men det bundede også i mange ting, Ra bevægede sig over i et af de mange hjørne i kroen hvor han kunne sidde og holde øje med alt der skete, imens to af hans vagter stod bag ved ham dog fik han den ene af hans vagter, til at gå over til bordet hvor den ny tilkommende person havde sat sig, og stille en dunk foran hende. " fra herren i sort " blev der sagt bestemt og vagten vende tilbage til hans herre, i dunken var der vand som hun kunne tag eller lade være op til hende selv.

Ra hev en stykke papir frem og lagde på bordet hvor efter, et kompas og andre liggende ting som blev brugt til at regne en rute ud blev taget i brug, hvor efter han begynde at regne og tegne.

Izilarna havde nået at finde et bord på kroen som hun fandt passende, ude til siden uden at være gemt helt væk. Det var aldrig rart at være tænkt op i et hjørne, men det var hun tilsyneladende ene om at tænke. En fremmed herre trådte ind ad døren i næste øjeblik, en fremmed med livvagter åbenbart. Det gamle tyvagtige gen i kvinden brød kortvarigt frem som hun fristedes til at kaste et blik nedover herren. Yep. Ganske som antaget, velhavende og velklædt. Få øjeblikke efter dampede en dunk ned foran hende, med et mægtigt bump. Den hvidhårede kvinde missede kort med øjnene op mod vagten der kort efter vendte hende ryggen og gik tilbage til den velhavende. Hun havde aldrig brudt sig om at blive behandlet som en tigger eller for den sags skyld en som ikke kunne tage vare på sig selv. Alligevel var tørsten ubenægtelig. Langsomt lukkede de blege fingre sig omkring dunken, inden hun løftede på den. Helt fuld.
Izilarna rystede på hovedet og modstod fristelsen, inden hin rejste sig fra sin stol og vendte snuden mod den velhavende. Allerede som hun bevægede sig tættere på reagerede vagterne tydeligt på hendes tilstedeværelse, endnu ikke fysisk, men deres blikke var ikke til at tage fejl af. Hun stoppede ved en afstand hun vurderede at selv ikke dristighed ville få hende slået ihjel på.
"Sig mig engang. Tydeligvis har du penge nok, men vand er en mangelvare for selv den som har alt hvad hjertet begærer." Izilarna lod dunken veje op og ned i hendes hånd som om hun vurderede mængden af det, inden hun tog proppen af og stirrede ned i det. Det så rent og klart ud. "Så hvem har så meget vand at han kan kaste omkring sig med det?"

At give vand i disse tider til en vildt fremmede bare fordi, hun havde noget pænt hår var nok ikke den rette grund at give hvis folk spurgte, men på den anden side så var Ra ligeglad med hvad folk troede og sagde, for han gjord præcis hvad han ville og når han ville, så at kvinden ikke rigtig tog imod hans gave var heller ikke hans problem blot hendes, ide kvinden prøvede at opsøge Ra og nærmest blev stoppet af vagterne, kiggede Ra kun lige kort op på hende i 2 sekunder før han igen forsatte med at regne på hans kort han havde liggende lige foran ham, dog lyttede han stadig til de ord denne kvinde kom med.

" de kunne også bare havet sagt tak i stedet for " sagde han med en meget dyster stemme, og uden på noget tidspunkt havde kigget op på hende, hvor efter han forsatte igen   " men du er velkommen til at give min vagt dunken tilbage hvis du har sådan et stort problem, " sagde han meget arrogant, hvor efter han efter noget tid langt om længe kiggede op på hende, han lænede sig godt tilbage sådan han kunne få et overblik over denne kvinde, som lige nu ikke var død på grund af hun så ud som hun gjord, da hun spurgte hvem han var smilede han blot til hende og kiggede på hende med hans dystre sorte øjne, " være venlig at tag plads frø? " blev der sagt med en venlig tone hvor efter han regnede med hun ville sætte sig ellers fik han sine vagter til at gribe ind, hvor efter inden hans forsatte med at snakkede pakkede sine ting væk fra bordet.

" hører her.... hvem jeg er det er dig ligegyldigt lige nu, men hvem jeg bliver det er en helt anden ting som du nok skal opleve, og når den dag kommer igen så vil du opsøge mig på en eller anden måde, med mindre du selvfølgelig er død, men sig mig hvilken kvinde er de som ikke vil tage imod det vand der bliver tilbudt dem??"

Den hvidhårede kvinde fugtede læberne kort, eller prøvede, for selv munden var hun tør i. Læberne indikerede det, de var sprukne og flossede, mens huden i ansigtet tydeligt havde set meget sol henover sommeren.
"Et tak har intet med sagen at gøre, jeg undredes over hvem der kan undvære vand i disse tider." Hun missede kort med øjnene mod manden foran hende, der endnu sad bag sine vagter. Havde hun været i sit es havde hun nok fulgt efter ham, kunne man kaste omkring sig med vand, måtte man tydeligvis kende til en kilde, som andre ikke vidste noget om. Det var ikke længere noget hun havde energi, eller overskud til. 
Efter nogle lange overvejelser endte den hvidhårede kvinde med at sætte dunken til læberne og drikke grådigt, så grådigt, at få dråber løb ved siden af og ned i det hvide hår. Tørsten var glubende og det kølige væske var for indbydende, der var intet der kunne få levende organismer i knæ som tørst. Hun stoppede, det gav et stik i maven da kroppen reagerede på hvad den havde ventet så længe på. Nu, endelig, kunne hun rette fokus mod det egentlige problem; Den fremmede var tydeligvis ikke menneske, det var øjnene der gav ham væk. På trods af at Izilarna var midlertidigt uden magi kunne hun næsen lugte den dæmoniske aura langt væk, heldigvis var han så magiløs som hende, og derfor lige så dårligt stillet. 
Trodsigt gik hun forbi vagterne der havde givet hende plads til at komme forbi, intet væsen af hans kaliber fik fornøjelsen af at skræmme hende, hun havde set dæmoner væsentligt mere frygtindgydende end ham, der skulle mere til. En latterlig stolthed der sikkert ville ende med hendes død en skønne dag.
"Hvis du tror jeg har tendens til at opsøge væsener som dig, er du mere naiv end gennemsnittet hos din race..." Izilarna satte sig nonchalant ved bordet overfor ham, skulende ind i de sorte tomme øjne, inden hun slog blikket ned mod kortet han var i færd med at pakke sammen, måske hun kunne lure hvad det var ham var igang med at planlægge. "Jeg er heldigvis ikke så let at presse til desperation som det gennemsnitslige menneske, dæmon!"

Ra fandt denne hvidhåret kvinde meget interessant på den ene eller anden måde, hendes flabet hed hendes selvsikkerhed var virkelig unikt, og det sjoveste var at hvis han ville så kunne han tag hendes liv lige nu og her, men det var hendes unik hed der gjord at hun stadigvæk trækkede vejret ifølge ham, hun havde nok en anden mening hvis man spurgte hende men det havde han ikke tænkt sig, dog ville han gør hende opmærksom på at han ikke blot er en man bare kunne vende ryggen til, for selvom hun sikkert har mødt andre dæmoner som hun fandt mere frygtløs og mere farlig, så måtte hun ikke lade sig narre af hans udsende.

ordene "disse tider " fik ham til at smile lidt " der er så meget du ikke ved og alligevel lyder du så selvsikker i at du alligevel ved hvad der forgår, men i virkeligheden har du bare ikke åbnet dine øjne op, for lige nu her i mit selvskab kan du leve som du vil " sagde han meget roligt og lænede sig hen over bordet for at kunne se nærmere på hende, at hun vidste han var dæmon var en ligegyldig ting hans øjne var helt sorte så det var nemt at regne hans race ud, " normalt gør jeg ikke dette for nogen men med dig ville jeg gøre en undtagelse " blev der sagt kort inden han nikkede til en af vagterne og vagten kom hen til Ra, og gav ham et stykke papir Ra selv førte papiret under hans hånd, hen over bordet og hen til hende, " nu siger du jo at du ikke typen der er naiv, men til sidst ville den tørst dræbe dit indre og du vil tænke tilbage til vores måde, så på det papir der nu ligger foran dig er der på en rute til hvor jeg befinder mig, og når din sult efter mere bliver så stor så er de velkommen til at kigge forbi " sagde han med et smil og lænede sig tilbage i stolen hvor efter hans blik var rettet på hende.

På det stykke papir der lå foran hende var der som sagt en rute til Ra's palæ, og det var ikke blot hvem som helst der fik adgang til hans palæ, for i hans palæ var der mange hemmeligheder som verden endnu ikke havde set eller oplevet, for Ra var en æld gammel dæmon som havde oplevet lidt af hvert uden at prale omkring det, men at give en fremmede adgang til hans palæ var ikke noget der bare skete, nej hun var unik i hans øjne og det belønnede sig på den ene eller den anden måde.

Izilarna skuttede sig, hun brød sig ikke om at ikke havde sin magi til rådighed i et selskab som dette. På den anden side havde magien ligeledes forladt væsener som ham, så længe han ikke opholdt sig i dæmonriget. Det var en trøst, også selvom at dæmoner havde en tendens til umenneskelig styrke. Hun skar en grimasse, gad vide om han overhovedet anede, at hun levede af at sende hans slags ad helvedes til, bogstaveligt talt.
"Jeg tror det er dig der mangler realitet for den verden du befordrer dig- og lever i. Det er hvad der sker for væsener som dig, i glemmer at følge med i tiden. Alt er vel også ligegyldigt når man lever evigt!"
Izilarna snerrede ikke, tværtimod forholdt hun sig ganske roligt. Hun vidste godt, at hun nok havde trådt i spinaten allerede ved at tage imod hans vand, men det havde været nødvendigt, og hun havde endda endnu en halv flaske tilbage, det kunne holde hende i live flere dage. Hun fugtede læberne langsomt mens hun slog blikket ned på kortet han tilbød hende.
I en hurtig bevægelse trak hun kortet til sig, studerede det, hun havde ikke tænkt sig at indgå en aftale med dæmonen, men det var altid interessant at have lokationen på en hun senere hen, når hun var kommet til kræfter, kunne sende tilbage til hvor han hørte til. Et sted, der ikke var på denne jord.
"Tak... Men nej tak, det kan dog være vi støder på hinanden igen!" Den hvidhårede trak kort på skuldrene, inden hun gjorde mine til at rejse sig fra stolen, hun måtte videre, måske den næste kro ville være dæmonfri, det var aldrig til at sige i disse dage.

Der var noget i hende som ikke var som det skulle være, hun talte på en rolig måde men stadig var det som om hun havde et had til hans slags, men han var ikke sikker på om det var sandt, utaknemlig var hun i den grad noget han fandt irriterende men stadig alligevel ikke, han kunne ikke rigtig finde ud af dette menneske, men det var nok også grunden til at dæmoner og mennesker ikke levede sammen, ide hun skulle til at gå bevægede Ra sin hånd bare en lille smule, og to af hans vagter stod ved hendes side og placerede hver deres hånd på hendes skulder. " hvad for dig til at tro at jeg er færdig med dig " sagde han med en meget skummel tone som vil give gåsehud til hver anden person der frygtede dæmoner.

Ra forsatte " du snakker om mig og min race som, du faktisk er en der ikke blot en eller to gange har stødt på min slags, så lad mig hører hvem er de frøken og hvad deres navn egentlig, " sagde han bestemt og hun burde kunne se han mente det, Ra var sikker på hun havde mødt andre dæmoner før men han vidste også at hun aldrig havde mødt en som ham, for som han så det vidste hun meget om hans slags som han alligevel ikke havde troet hun vidste.
" og når ja du for ikke lov til at gå før jeg føler mig tilfreds med de ting jeg har fået af vide af dig, og som du slev siger så har jeg jo for evigt til at få det ud af dig, hvor du til gengæld ikke har alverdens tid....Menneske " sagde han og så på hende med hans dyster sorte øjne, som var efterfulgt med et smil på hans læber.

Skulle hun prøve på noget ville det blot gå ud hende selv det håbede han at hun vidste.

Izilarna nåede ikke meget mere end at rejse sig få centimeret fra hendes sæde, inden hun mærke et sæt tunge hænder på hendes skuldre. Allerede nu fortrød hun bittert, at hun havde taget imod hans vand, men tørsten havde været overvældende og i øjeblikket havde det virket ganske let. De blå øjne granskede kort de to vagter dæmonen havde med sig, det var ikke engang værd at prøve, nok var Izilarna ganske veltrænet og garvet i kamp, men tre mod én havde altid været dårlige odds.
I stedet vendte hun øjnene mod ham der nu sad foran hende, på trods af, at hu nvar klar over, at hun sad i en rigtig skidt situation, virkede hun knusende rolig på oversiden.
"Hvad får dig til at tro, at du har ret til at bestemme hvornår jeg skal forlade stedet?" Izilarna kneb øjnene sammen en kende, hun vidste godt, at det ikke var tidspunktet at blive flabet på, men hun var på en offentlig beværtning, bare fordi dæmonerne i disse modbydelige dage flagrede frit omkring betød ikke, at de kunne te sig som det passede dem.
Izilarna måtte gine et fnys fra sig da han bad om hendes navn, hun var ikke dum. Som dæmonjæger vidste hun, hvilken magt der lå i, at kende en dæmons sande navn, det samme gjaldt naturligvis ikke mennesker, men der var alligevel en vis magt i at kende til et andet individ, måske den slags magt, der ville afsløre, at han kendte til hende, at han havde hørt hendes navn fra folk, der var parat til at gøre det af med hendes slags, dæmonjægere. Mørket var ikke just begejstrede for dem for tiden.
"Jeg hedder Katrina!" Den hvidhårede kvinde vippede overbevisende med hovedet, inden hun rystede irritabelt med skuldrene for at få de tæ hænder væk, irriterende var de, som var hun blot et barn.
"Og til din information dæmon, så higer jeg ikke efter evigheden. Evigheden som i klynger jer til, som var det kæreste eje. Sandheden er en helt anden. Det har ikke undret dig nogensinde, at i alle lider under den samme korrupte og magtliderlige aura?" Hun skar en grimasse og foldede hænderne over brystet i en trodsig mine "I virkeligheden er det tidens sand der æder jer op. Det gør jeg ikke dygtigere, klogere eller giver jer et bredere perspektiv, tværtimod bryder tanken om ikkee at være her længere jer ned, bid for bid, og i ender alle ens. Krystere, uden mod til at se jer selv i øjnene!" Det sidste blev nærmest spyttet ud, vreden der længe havde ulmet i den lille kvinde brød nu ud i åben lue. Han skulle ikke tro, at han kunne trække hende rundt i manegen på trods af hans ellers faretruende udstråling.