Med sig havde hun sin bæltetaske som var spændt fast rundt om livet og hvor hun havde sin dolk og et stykke træ som hun var begyndt at skære lidt i, men eftersom hun var blevet i tvivl om mønstret, valgte hun at stoppe. Solen var skarp og fik listet sine lange stråler ned på skovbunden som engang var dækket af flot grønt græs samt en masse blomster der gjorde det ekstra smukt at vandre igennem. Men nu, alt var tørt der havde ikke været en eneste dråbe af regn i... ja, evigheder. sådan følte hun det i hvert fald. Sit lange dybrøde hår havde hun sat op i en høj hestehale, hun havde iført sig lyse bukser i dages anledning, eftersom at mørkt tøj ville give hende hedeslag, og en kortærmet t-shirt i lysegrå. Normalt havde hun næsten aldrig lyst tøj på eftersom hun altid ende med at svine det til, og det havde også lykkes hende i dag. 

Avira havde besluttet sig for at smutte forbi sin mor, nu hvor hun havde hele dagen. Hendes salg af skulpturere havde ikke været så godt de sidste på måneder efter tørken havde ramt dem og for første gang følte hun for alvor sulten presse på. 
Der var gået omkring en måneds tid siden de havde set hinanden sidst, men de havde haft kontakten. Men savnet kunne da stadig mærkes og hun glædede sig til at se de smukke øjne hun kunne spejle sig i og det kram hun holde sig meget af. Der var også så meget hun gerne ville fortælle, de var hinanden tætte og hun ønskede selv at dele alt med hende. Samt havde hun besluttede at bosætte sig hos hende eftersom de var nød til at holde sammen i den tørre tid. 
Avira var nået halvvejs idet hun fik en idé. Hun satte sig sig op ad en af de mange, næsten døde træer der var omkring hende og tog sin firkantet træklods op. Det små træstykker brugte hun kun til hvis hun fik en idé til hendes store skulpturere. Hun elskede sit job og hobby og tjente faktisk godt, eller hun gjorde. selv magien havde hun ikke længere. Hun nynnede for sig selv imens stumper af træ lande i skovbunden. Avira ville ikke lagde plagen ødelægge hendes humør, så hun forsøgte at holde sig i ro. Hun mente selv at det gjorde en stærkere. 

tørken plagede over hele landet. den ellers så smukke egn var lige så tør som alt andet. heldigt for Tasja havde hun lige spist et egern for leden så hun kunne klare sig lidt. hun kom til egnen og satte sig på hug. hendes hætte var over hovedet for at skærme for solen. hendes kappe skjuldte pelsen for solen, og andre. hun sukkede lidt og savnede faktisk lidt blomsterne og det grønne græs.

Tasja rejste sig op og lyttede til vinden. hun stod med ryggen til kvinden der sad og skar i et træblok så hun havde ikke set hende. Tasjas dyre instinkter var det eneste hun havde tilbage efter at hun havde mistet sin magi så hun brugte sin hørelse til at spotte mad. hun hørte noget lande på jorden og så sig om og fik øje på en grenknogle. øv ikke noget spiseligt. så måtte hun vil bare håbe hun fik fat i et nyt egern igen. men åbenbart ikke denne gang. 
Tasja lugtede rundt med lukkede øjne og kunne godt lugte kvinden men ikke finde ud af hvor fra. hendes magi havde hun været afhængi af så længe at hendes sanser var svækket.

Aviras hørelse fejlede ikke noget, det var kun magien hun ikke længe havde og det plagede hende selvom hun ikke brugte det så ofte. Avira så op da hun mente hun havde hørt noget eller nogen. Hun bemærkede, at der stod en kvinde som ikke virkede særlig høj af sig. Hun lagde hovedet på skrå og var da en lille smule overrasket. Hun havde altid synes at hun var lille, men hun havde hun mødt en som faktisk var mindre en hende. 
Hun lagde arbejdet fra sig på jorden og rejse sig op, hun måtte da lige hilse på denne kvinde. Men inden hun valgte at nærme sig rømmede hun sig, blot for at gøre hende opmærksom på at hun var bag hende. "Hej?"  Avira nærmede sig langsomt og valgte at gå en lille bue så hun ende med at stå i front. "jeg havde ikke forventet at se nogen.... her" hun stoppede næsten i det hun var ved at sige, men fik sagt det sidste i en lidt anden tone art. Kvinden stod vist med lukkede øjne og Avira underede sig kort over hvad hun mon havde gang i. "Em, undskyld?" sagde hun let spørgende, blot for at få kvinden til at vågne eller hvad der nu skyldtes at hun havde øjnene lukkede. 

Aviras mave kom med en knurren der gav genlyd og hun holde sig automatisk til maven.     

Tasja lyttede til naturen og da kvinden bag hende nærmede sig efter at ha rømmet sig så hun ned i jorden og lukkede øjnene igen. hun hørte kvinden komme over mod hende og begyndte at tale. heldigvis var hættet over hovedet så man kunne ikke se hendes øre eller snude. hun så op da kvinden undskyldte. hvorfor gjorde hun det. Tasja så mod hende med sine store øjne og lagde hovedet på skrå.
"hvad undskylder De for" spurgte hun og hørte pludseligt en knurren der kom fra kvinden og Tasja fik lidt store øjne. hun så ned på kvindens mave og så på sin egen. så hun var ikke den eneste som var sulten. hun håbede at finde bare et eller andet kød.

Kvinden løftede hovedet og Avira kom med en rolig og let smil idet kvinden lagde hoved på sned. Hun undrede sig tydeligvis. "Årh, jeg var ikke sikker på du havde hørt mig, det virkede til du var lidt væk?" Sagde hun spørgende og trak let på skulderen. 

Det var ikke fordi hendes maves knurren gjorde sig behaglig med at være stille, tværtimod valgte den at rumstere højlyt. Det fik kvinden, hun vist ikke havde mød før, til at spærre øjnene op. Det fik kigge akavet ned på maven, men fjernede hurtigt blikket igen. Dengang eller i den tid hvor alt var frodigt og helt som det skulle være, havde Avira haft godt med kunder. Hun havde sine skulpturer udstillet, som folk også blot valgte at kigge på og derefter vandre videre. 
Hun var god til at huske sine kunder også dem som hun ikke faldt i så god jord med. Men selvfølgelig kunne hun da godt glemme et ansigt af og til. "ja, jeg vil gerne indrømme at jeg er ret så sulten, det kan jeg ikke rigtig skjule mere" sagde hun med en munter tone i stemmen. Hun så sig rundt i den tørre skovbund for at se om der var noget spiseligt. 

ja tørken havde taget meget af den frodighed der en gang var her, væk.  Tasja så på kvinden og tænkte lidt over om hun havde noget hun kunne tilbyde. hun tog sig til sine lommer og fandt så et halvt æble. hun gik tættere på kvinden og rakte æblet frem.
"her. du er vidst mere sulten end mig" sagde hun og blinkede nogle gange. hun anede ikke om kvinden var kæd æder, plante æder, eller begge dele. hun havde jo ikke rigtigt styr på andre racer ud over hendes egen.
Tajsa måtte inrømme at hun tit var lidt væk men hun havde hørt kvinden. "jo jeg var måske lidt væk. men jeg hørte dig godt. jeg havde bare lige et øjeblik hvor jeg lyttede til naturen. hvor jeg lyttede efter føde" fortalte Tasja som hun jo ikke rigtigt kunne  gøre det samme som før med sin magi.

Hun bemærkede at kvinden kom tættere på og vente opmærksomt hovedet mod hende. Avira så ned på kvindens udstrakte arm, hvor hun  havde et halvt æble i hånden, med et overrasket udtryk. Ville hun virkelig af med den? Det kunne være hun ville få brug for den senere.. 

At ofre sin mad i denne tørre tid, var lidt af et sats. Hun valgte dog, med forsigtighed at tag det halve æble der så så lækker ud, hvor hendes mund nærmest løb i vand ved bare at se på det. Men med et dårlig fornemmelse i maven valgte hun ikke at bide i æblet, i stedet tog hun sin meget gamle dolk frem fra baglommen, den som hun altid havde med sig lige meget hvor hun tog hen. "Jeg synes du skal havde det kvarte " Avira skar æblet over og rakte det ene kvarte stykke tilbage til kvinden. "Her, jeg vil ikke tillade at tag det hele" .... "For resten... navnet er Avira, mener ikke jeg har præsenteret mig selv?"

Tasja så på hende da hun skær æblet over og gav hende det kvarte. hun kunne ellers altid jage efter egern igen selv om de ikke var dem der smagte bedst. hun tog imod det kvarte æble og tog en lille bid.
'"mit navn er Tasja... men hvad laver du så her ude" spurgte hun om imens hun tyggede. hun havde ikke lært at man skulle tygge af munden før man talte. men hun kom jo også fra en dyre flok. en flok hvor det galt om at få først for at overleve. 

Avira tog et lille bid af det kvarte æble og nikkede kort med hovedet, som tegn på hun havde hørt hende. Hun så op idet Tanja, som hun havde præcenteret sig for, stilede hende et spørgsmål samtidig med at hun havde munden fuld af æble. Avira sende dog hende et skævt smil. "Jeg har været over og besøge min mor, og eftersom denne tørre tid er over os, har jeg valgt at bosætte hos hende imens, som jeg selvfølgelig var over et spørge om." hun hostede noget da hun fik et stykke af det sidste æble galt i halsen, hun dunkede sig selv på brystet. Hun havde vist spist lidt for hurtigt, i hvert fald fik hun styr på sig selv og det æble som var kommet sikkert ned i maven. "Tak fordi du gad og dele, det lettede da lidt" hun rettede på sin bæltetaske og valgte at træde forbi den kvinde som stadig var fremmed for hende, men hun var da nysgerrig. "Hvad med dig? Hendes øjne betragtede den tørre skovområde som hun kende så godt.. Men dette. Synet var nærmest fremmed for hende. Mon det nogen sinde ville få en ende?  

Tasja lyttede til kvinden. hun var alsår hos sin familie. dem havde tasja ikke snakket med længe. men hvad skulle hun sige til dem. de havde deres liv og hun havde sit. Tasja tog en bid mere af æblet da hun ikke tog så store bider af frugt. hun nikkede til takket og da hun gik forbi så tasja ned på den tørre jord. hun savnede græs. hun hørte spørgsmålet og så mod avira og blinkede et par gange. "man kan vel sige jeg er på jagt.... jeg håber at finde nogle vilde dyr som kan stille min sult og tørst. selv om..... jeg må drikke blod." sagde hun og slog blikket ned i jorden og vidste godt at det ikke slukkede tørsten så godt som vand men vand var nærmest umuligt at finde nogle steder.

"på jagt?" Hun sagde et i et spørgende tone, men nikkede derefter forstående. Det var da også en måde at overleve på. Avira ville ikke kunne klare en jagt, hun var simpelthen for glad for dyrelivet. Det ville være smertefuldt for hende hvis hun skulle tag et dyrs liv.. også selvom det galt at rede sit eget.  
"Hvad siger du til at vandre lidt. Måske er du heldig at finde det du leder efter, du er vel stadig på jagt?" Kom det spørgende fra hende og nikkede mod skovens indre. De kunne da også blive her, men det ville måske blive langtrukken? Især når man var sulten og desperat efter mad. 

Avira satte sig i bevægelse og vandrede hen over den tørre skovbund, med et søgende blik efter noget at spise. Hun savnede de grønne omgivelser og fuglenes kvidren, men det var hun nok ikke alene om.
Mad var nok nogen hun var nød til at lede efter, om hun så måtte tigge hos nogen.. ikke nogen hun havde gjort før i sit liv, men derhjemme havde de ikke meget tilbage og vand var også begrænset.
Hun havde ingen planer om, hvor de egentlig skulle gå hen, men hun lod benene bevæge sig, frem ad. Avira lod blikket vandre rundt om de træer der voksede omkring dem, eller.. det gjorde de vist ikke så meget mere, de fleste træer så ret død ud. Hun stoppede lidt for at se om Tasja havde valgt at følge med? Et sted tæt på, hørte hun en knagen. Som om noget der var ved at knække? Avira tænkte ikke meget over lyden, det var nok ikke noget særligt..eller var det?        

Tasja så på hende som hun rejste sig og begyndte at gå. Tasja fulgte med. jo hun var stadig på jagt så hun kunne vel godt gå med. hun smed æbleskroget ned i skovbunden og begyndte at gå sammen med avira. "jo jeg er stadig på jagt. jeg lever af min jagt" sagde hun og så ned i skovbunden for at finde dyre spor.
men hendes opmærksomhed blev fanget af en lyd og hun stoppede op. hun løftede hovedet og så rundt hun sagde intet imens avira gik videre. Tasja lyttede opmærksomt og så ud af øjenkroen at et træ var ved at vælte ned i avira. Tasja satte af og farede ind i Avira og skubbede hende til side. træet faldt ned over tajsa mave og hun mistede al luften. træet var ikke mega tykt så hun døde ikke af det, men det var tungt nok til at tasja ikke kunne rykke det af sig. hun så over mod avira for at se om hun var okay.

Avira hørte hendes svar og kiggede kort over skulderen, for at vise at hun havde hørt hende. Hun valgte at vandre viderere og løftede føderne en ekstra gang, for at undgå de mange høje knækkede grene som lå spredt i skovbunden. 

Hun gik stille og roligt, uden at havde bemærket det træ som valgte at knække, eftersom vægten af de andre tunge grene lå hen over det. Den kunne ikke holde på vægten længere. 
Forskrækket så Avira op mod de træ der kom imod hende, men blev i sidste ende skubbet til side, som resulterede i, at hun fik vredet sin højre fod om og faldt så lang som hun nu var. Der lød et brag bag hende og en voldsom smerte mærkes i højre fod og automatisk tog hun sig til foden. Hun bemærkede samtidig, at Tasja var uheldig og havde fået træet over sig, men var heldig med at overleve. "Du milde skaber! Jeg må få dig ud derfra" Avira kæmpede sig besværligt op men ende med at falde i første forsøg. Det lykkes hende at finde en tyk kraftig gren der kunne holde hende oprejst. 
Med det dårlige ben løftet så hun mod Tasja.. hvordan skulle hun få det træ fjernet. Nu skulle der tænkes. 

Tasja hev lidt efter vejret da hun kunne mærke træets vægt mod hendes krop. hun så op på Avira da hun prøvede at rejse sig. hun ville ikke kunne løfte træet med et dårligt ben. Tasja tænkte hurtigt og sagde så besværet. "få... fat... i... hjælp" kom det lavt men dog tydeligt ud fra hendes læber. Tasja prøvede at presse sig op for at få træet væk men det var svært når man ikke havde luft til det og ikke var så stærk. Tasja stolede på Avira for at hun ville hente hjælp. selv om hun havde været så uheldig at vride om og få et dårligt ben. det var jo ikke planen at hun skulle blive såret men det var hun blevet og ikke noget at gøre ved det. hun fik træet løftet en lille cm men havde ikke flere kræfter og faldt langsomt ned igen.

At finde hjælp i Amazoneskoven var ikke lige det der vrimlede mest af. Men til gengæld var skoven et sted hun kendte alt for godt... Selvfølgelig! Hendes mor boede jo lige i nærheden det var den eneste oplagte ide. Aviras blik havde spejdet rundt efter liv uden held desværre. Selvom hun havde svært ved at støtte sig til sin ene fød, havde hun haft held med at finde lige den gren som kunne holde til hendes vægt. 

Man kunne tydelig se hendes ansigtforandring da ideen kom til hende. Avira havde det dog dårlig med at skulle være nød til at efterlade Tasja, men der var ingen vej udenom, hun skulle fri. 
"Lad endelig være med at førsøge at vride dig fri, du kan risikere at klemme dig mere fast" kom det fra hende da hun bemærkede Tasjas bevægelser. "jeg er straks tilbage!" 


10 min. senere 

En ældre satyr-kvinde, ikke særlig høj. Kom med hastige skidt, hen mod det sted hun havde fået beskrevet. Hun var en kvinde som kendte skoven som sin egen bukselomme og selvom hun var gammel, var det ikke noget man kunne se som sådan.. "Du godeste! Sikke en katastrofe! - vi skal nok hjælpe dig fri." Kom det fra den ældre kvinde som lignede Avira i en ældre udgave og blot som satyr. 

Avira kom kort efter humpende med grenen som støtte, en måde at komme hurtigere frem på. 
Da hun var henne ved Tasja, smed hun grenen fra, hun bed i det sure æble og lod smerte være smerte. Sammen, med et ben at støtte sig til og held fra Aviras gode balanceevne. Løftede de i træet, alt hvad de nu kunne, i håb om at Tasja lige akkurat kunne vride sig fri..  

Tasja så på avira da hun sagde hun ikke skulle vride sig.. det var alsår lettere sagt end gjort. hun kunne jo ikke få vejret ordenligt. hun så efter avira da hun humpede væk. Tasja holdte vejret til hun kunne få lidt tid til at tænke hvad hun skulle gøre nu. hun måtte dog hive efter vejret igen.
ti minutter senere kom en dame over mod til hende og talte. Tasja så på hende og lagde hovedet på skrå. hun lignede avira ret så meget. hun så dog at avira var på vej lidt længere bag ude. hun nikkede og da avira kom og hjalp med at løfte træet var det lige nok til at tasja kunne soldater kravle ud fra træet.
hun kom helt ud og trak hurtigt benene til sig så de kunne slippe træet. "tak..... tusind tak" kom der hivene efter vejret fra tasja.

De slap ikke træet før Tasja var helt ude. Kvinden så, at hun trak benene til sig og nikkede så til Avira, eftersom hun stod i en vinkel at det ikke var muligt for hende at se. "vi kan slippe" det gav et bump da træet lande på jorden og Avira kiggede straks efter den gren hun havde smidt fra sig og fik samlet den op og kunne nu støtte sig til den. 
"hvordan er din tilstand, vi må sikre os at du ikke har brækket noget, selvom det kunne meget vel være?" Aviras mor var en meget kærlig og meget hjælpsom kvinde, og Avira viste at hun ikke gik før alt var ok. "Mit navn er Diana" præsenterede hun sig og rakte hånden ud, som hjælp til Tasja, så hun kunne komme ordenligt op at stå. "Jeg er Aviras mor" hun sendte Avira et smil som hun gengælde.

Avira var taknemlig over at Tasja havde skubbet hende afvejen, det kunne havde været hende der havde ligget der.. ik fordi hun mente at det skulle være Tasjas skæbne, men fordi at det ville havde været svære at finde hjælp hvis det havde være hende der lå klemt under træets stamme og det vrimlede jo ikke mod folk i denne skov.      

//slut. pga den er forgammel.