Jeg har vandret gennem Tusmørkedalen i nogen tid nu; lang tid, faktisk. Men først nu ser jeg det imponerende syn, som det forfaldne tårn er. Så mørkt og mystisk. Gravstenene omkring tårnet gør blot følelsen af uhygge endnu mere.. ægte. Den enorme hætte har forstyrret mit udsyn tilpas meget, og jeg lader den falde ned ad ryggen, så mit pjuskede, sorte hår kommer til syne. Jeg bevæger mig langsomt længere op mod tårnet. Tager mig god tid til, at betragte hver enkelt gravsten jeg passerer. I mit sind gentager jeg hvert navn, som er til at læse. 
Mit mål er at komme så langt op i tårnet, som jeg overhovedet kan. Jeg forestiller mig, at udsigten må være fantastisk. Så jeg træder med forsigtige skridt op ad en trappe, som stadig står nogenlunde. Men der går ikke længe, så må jeg give mig til at klatre op ad murbrokkerne. En enkelt gang glider min fod, og et forskrækket gisp forlader mine læber. Svagt ryster jeg på hovedet af mig selv; koncentrer dig, koncentrer dig, Fadia. 
Endelig når jeg hvad føles som toppen, og jeg sætter mig veltilfreds til rette, så godt som man nu kan på et forfaldent tårn. Med et svagt smil på læben, lader jeg blikket glide betragtende rundt på omgivelserne. Jeg havde ret. Udsigten er fantastisk. 

det var ved at blive for meget for Calcifar at hendes magi ikke virkede. hun skyndede sig ud om aften og forlade sit hjem inden nogle ville jager hende. hun kom til det forfaldne tårn og havde faktisk aldrig brudt sig om dette sted. men det så ud til det er det eneste sted hvor hun kunne være ifred. hun satte sig op af et gravsted og lagde vingerne om sig. hun kunne ikke få vingerne ind og det generede hende meget. hun hørte pludseligt et gisp og hun så rundt i frygt. men intet var at se. hun havde ikke kunne gå på arbejde med vinger og horn ude. så hun måtte undgå sit arbejde som kropige. hun rejste sig langsomt og gik mod lyden hun havde hørt stadig med vingerne om sig. hun gik ind i tårnet meget forsigtigt og så rundt men kunne ikke se nogle. hun så kun trappen og begyndte at gå op af den. hun var bange så hun sang meget lavt til sig selv imens for at frygten skulle gå væk. hun kom op til hvor trappen stoppede og så op til toppen og fik øje på en fod inden den forsvandt op i toppen. hun var ikke sikker på om hun turde følge efter men hun var nysgerig. hun foldede vingerne ud og begyndte at lette langsomt og imens at hun så op mod toppen. hun kom op til kanten og tog fat i den og stak hovedet op hvor hun så en kvinde stå og nyde udsigten. hun havde kun lige hovedet oppe af hulet og da hun  havde set at det kun var en person lod hun sig selv falde ned til bunden af tårnet igen ved at lade vær at baske så hun svævede i stedet. hun landte på jorden og gik uden for igen og så op på himlen. hvad skulle hun gøre. hun ville ikke jages men hun ville heller ikke på hos alle andre dæmoner i Kzar Mora for at undgå at blive jaget og måske dræbt. hun tog sig til maven man hvor var hun sulten. tørken havde gjort hun ikke havde fået så meget mad.

En svag vind suser hen over toppen af tårnet, og tager fat i mit hår, så det bevæger sig så livligt, at jeg fjerne det fra øjnene af flere omgange. Midt i alt stilheden og fascinationen af udsigten, får jeg følelsen af, at jeg ikke er alene. Ganske rigtigt dukker der nu et hoved op af hullet. Jeg ser noget overrasket på kvinden, specielt da hun stille og roligt forsvinder ned gennem hullet igen. Sådan helt let og elegant, svævende måske? Dét satte i den grad gang i min nysgerrighed. Langsomt ser jeg ned i hullet, men kvinden er igen væk. Endnu mere forvirret ser giver jeg mig til at kigge rundt på omgivelserne, fra min udkigspost. "Hey!", råber jeg højt, da jeg får øje på hende. Efter at have betragtet hende i noget tid, går det op for mig, at hun må være dæmon. Hun virker dog relativt forsigtig i forhold til, hvordan man typisk ville beskrive en dæmon. Dæmonkvinden tager sig til maven og ligner ikke ligefrem én, som har det videre fantastisk. Men eftersom at tørkeplagen, den manglende magi og evner rammer os alle, så går jeg ud fra at det blot er dette der er i vejen. Ikke noget alvorligt. 

Cacifar som helst ville kaldes Cally hørte pludselig kvinden fra tårnet råbe ned til hende og hun så op og hendes røde øjne mødte kvindens øjne og callys horn og vinger var begge fremme og gjorde det tydeligt hun var dæmon. men ja hun var forsigtig. hun ville jo helst ikke ses som... ja en dæmon. hun gik lidt væk fra tårnet og så stadig på kvinden. "he.... Hej" sagde hun lidt forsigtigt da hun ikke var sikker på det var til hende der blev sagt hej til men det måtte det jo næsten være eftersom at hun ikke kunne se andre tilstede. hun slikkede sig lidt om munden. hun var virkelig sulten. hun havde lyst til at tage græs og spise. men det var bare også så tørt at man næsten ikke kunne holde ud at spise det.
"hvad laver De der oppe?" spurgte Cally lidt højt da hun gerne ville kunne høres. hun var dog nysgerig så hun ville gerne vide hvad kvinden lavede der oppe og så på denne tid. Cally som jo var dæmon burde måske være ond og farlig, men Cally var opdraget i godhed uden for Ksar Moras mure så hun havde ikke så meget forstand på den rigtige slags dæmon. men måske var hun heldig at der også var gode dæmoner der inde

Et svagt smil finder i et kort sekund plads på mine læber, da dæmonkvinden svarer - og tilmed vender sig sådan, at jeg kan se hendes horn og meget røde øjne. Hendes forsigtige hilsen gør mig dog meget forbløffet. Det giver simpelthen ikke mening for mig, at en dæmon er så forsigtig. Jeg svarer ikke på hendes hilsen; først da hun spørger mig om, hvad jeg laver på toppen af det forfaldne tårn, taler jeg. "Udsigten", svarer jeg kort. I sandhed et meget præcist svar, for det var jo netop af den grund, at jeg kravlede herop. Og jeg er ikke blevet skuffet. 
"Hvem er du?", spørger jeg med en stemme, der lyder langt hårdere end hvad intentionen med spørgsmålet er. Jeg er blot forbløffet og meget fascineret. "Kan du ikke trække hornene og vingerne ind?". Jeg sidder så langt ude på taget, som jeg overhovedet kan. Så tæt på dæmonkvinden jeg kan, uden at skulle klatre hele vejen ned igen. Jeg har trods alt ikke vinger, så det bliver et frygteligt besvær at komme ned. Den tid, den sorg. 

Cally så på kvinden da hun svarede på hendes spørgsmål. udsigten. den måtte også være fantastisk der oppe. men alligevel ville hun hellere blive på jorden. hun ville ikke være som en fugl og blive skudt efter med pile pga hvad hun var. hun så ned og rundt for at sikre sig der ikke var flere omkring hende. hun så op igen og smilte lidt roligt. "Kald mig Cally" sagde hun. hun vidste hvad der ville ske vis folk kendte hendes fulde navn så ville hun være en slave. så hellere bare blive kaldt for Cally. kvindens sidste spørgsmål gjorde Cally så ned i jorden og kløede sig på sin arm.
hun ville ønske hun kunne få vingerne og hornene ind igen så de var skjuldte men efter tørken startede havde hendes magi været forsvundet. så hun havde hverken kunne paralysere eller trakke sine dæmon dele ind. hun måtte derfor søge skjul. hun så op mod kvinden og rystede på hovedet. "det er noget galt med min magi. jeg kan ikke trække det ind" svarede hun og sukkede samt at se væk på samme tid. hun ville gerne ha dem ind så hun kunne arbejde men ikke nok med at hendes magi var væk var hun også udsat for flere hadeblikke end hun plejede.

Jeg nikker let; Cally, hedder Dæmonkvinden. Selv navnet virker alt for sødt til, at tilhøre en dæmon. Men det er vel heller ikke hendes rigtige navn. I så fald, er hun også en frygteligt dum dæmon. Opmærksomt betragter jeg hende. Hver en bevægelse og hver en grimasse. Hun virker stadig så urolig - bange. Men for hvad? Mine tanker er i fuld gang, for at finde frem til svaret. Hvilket tankemylder, hvilke underlige teorier. 
Dæmonkvindens stemme afbryder mine tanker, tvinger min opmærksomhed tilbage. Selvfølgelig - manglen på magi har også ramt hende. Fascinerende. Det er tydeligt at hun bærer den samme frustration, som resten af landet. Langt de fleste samtaler jeg overhører for tiden, omhandler præcist det samme emne; frustrationen over landets tilstand. 
"Cally..", starter jeg roligt, "Hvad er du bange for?". Jeg ser på hende, som var dét det mest naturlige spørgsmål i hele verden, og jeg forventer da også, at hun svarer ærligt. 

Cally virkede måske sød i navnet men hun kunne jo ikke rigtigt fortælle hun hed Calcifar. det ville da bare være dumt. Hun så op da kvinden begyndte igen og spurgte om hvad Cally var bange for. "hvordan skal jeg sige det... at folk dømmer mig fordi jeg er født som en race jeg ikke kan gøre for, og derfor vil jage mig væk eller dræbe mig." sagde hun da hun jo ikke ville ha folk dømte hende og jagede hende pga det dæmonerne havde gjort ved landet. det kunne hun jo ikke gøre for. hun kløede sig på armen og så ned i jorden. hendes magi var væk så hun kunne ikke ligne et almindeligt menneske. det hun var mest glad for ved sin magi. hun så lidt op mod kvinden og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige til hende.

Jeg ser nu på dæmonkvinden med et blik, der på samme tid er forvirret og overrasket. Hun skammer sig over at være dæmon, og det giver simpelthen ikke mening i mit hoved. Men okay, jeg har aldrig før hørt om en god dæmon. Bizart. "Du er da speciel", siger jeg blot roligt. Som om jeg ikke helt tager hendes frygt seriøst.

Cally havde svært ved at fortælle hvad kvinden her mente med at hun var speciel. var det godt eller dårligt. hun var måske nok en dæmon der ønskede at være menneske, men derfor kunne man da godt være bange for at folk ville hade hende pga hvad hun var. og bange for at folk ville jage hende efter det med pesten.  Cally foldede roligt vingerne ud og slog lidt med dem og kom op i højde og over mod kvinden. "hvorfor synes du jeg er speciel?" spurgte hun roligt og landte med vilje ikke på tårnet da det jo kunne styrte sammen. det hed jo ikke det forfaldne tårn uden grund. det var forfaldent. 

Dæmonkvinden letter fra jorden, og svæver nu foran mig. I højde med tårnet. Jeg kaster et blik på hende, som grænser til ligegyldighed. Uimponeret over hendes svæven. "Jeg har bare aldrig mødt en dæmon, som ud over at være frygteligt bange, også hellere vil være et menneske", forklarer jeg. "Det virker så bizart". Et let gab forlader min mund, og jeg holder en hånd op foran. Det er lige før at samtalen keder mig nu.  

Cally prøvede ikke at imponere hun gad bare ikke tale så højt mere. hun så på hende og lagde hovedet på skrå. "okey, men nu  har du mødt en der var anderledes." startede Cally ud. "men bizart det var hvad jeg tænkte om dig da jeg så dig oppe i dette tårn" sagde hun og baskede let med de store flagermuse vinger. de var sorte som hendes horn.

"Ja, det har jeg vel", kommenterer jeg kort. Jo vist er hun da speciel, men så speciel er hun heller ikke. Jeg lader blikket falde på udsigten, hvilket betyder, at jeg vender mig lidt væk fra Cally. Hendes næste kommentar får mig til at fnyse, og et øjeblik kan jeg mærke hidsigheden starte i mit indre. Jeg tvinger den væk igen, bare lidt. Bizart, ha. "Er det bizart at nyde udsigten?", min stemme er hård, kold. 

Cally mente jo ikke noget dårligt med det. hun mente bare det var noget bizart at kravle op i noget der kunne falde sammen hvert øjeblik. Cally så væk da hun hårdte den håre tone. "undskyld det var ikke sådan ment" sagde hun stille og opdagede ikke der gik nogle mennesker nede under hende med bue og pil klar til at skyde, dog sigtede de mod hende da de jo ikke alle så dæmoner som gode. de spændte buen og skød pilen afsted. og denne pil de skød afsted ramte Cally lige i vingen. så hun havde svært ved at flyve så hun faldt ned mod jorden igen.