Nu var hun kommet så langt. Hun havde brugt sine resterende krystaller på at se en healer i Medanien og derefter tage med en hestevogn videre, hele vejen til norden, specifikt den lille by, som hun havde fået at vide, at hun skulle tage til. Hun var ikke den største initiativtager, men når hun først havde fået besked på noget, så gjorde hun det uden tøven. Hun havde ikke engang haft tid til at sørge ordentligt og et eller andet sted blev den del også bare smidt i baggrunden. Det havde hun ikke tid til, i stedet takkede hun kusken da han holdt ved udkanten af byen, uden at give ham et smil og trådte ned i sneen. Det var sindssygt koldt, men heldigvis havde hun da et par støvler, om end de var ret så smadrede efterhånden. Og en rejsekappe, men den var tynd. Og hun var slet ikke vant til nordens temperaturer, så hun begyndte allerede at ryste af kulde da hun stod ved fiskerbyen og trak kappen tættere om sig. Det eneste der beviste at hun var mere end bare en tiggertøs, var langkniven der hang i hendes bælte og så hendes generelle kropsposition der mere mindede om en krigers end noget andet.

Til gengæld skreg hendes hudfarve højt syd med syd på. Hun var stadig solbrun af sydens solstråler og hendes hår var heller ikke helt som de andres her i norden. Og så var hun alligevel heller ikke så høj i forhold til dem hun kiggede på inde i byen. 
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Men da hun fraværende gned sin armring let, kom hun i tanker om navnet på den person hun skulle have fat i. Bjarni, hed han. Hvordan mon hun kunne få fat i ham?
I stedet for at blive stående som en anden idiot, gik hun videre ind i den lille by, og kiggede sig lidt omkring. Folk stirrede. Det var hun vant til. Hun var blevet stirret rigtig meget på som lille, og hun var udmærket klar over at det var fordi folk ikke brød sig om hendes mareridtsagtige tendenser. Men da en større mand pludselig stod foran hende og stirrede på en.. Anderledes måde - stoppede hun op og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. "Hva' laver så'n en pæn tøs som dig her? Mangler du husly?" manden grinede kort efter et lidt skummelt grin, hvis intentioner faldt lige hen over hovedet på Yasmin der aldrig havde tænkt sådanne tanker. "Nej, jeg leder efter en mand der hedder Bjarni. Hvor er han?" Hendes tone virkede en kende autoritær, fordi hun havde lært at det var sådan man fik resultater, og det fik nordmanden til at blive lettere overrasket. Han lagde en stor hånd omkring hendes arm og gloede advarende på hende. Sådan talte man ikke til Gunnar Benvrider. Han var kendt for at smadre knæskaller ind. Og han fandt sig ikke i hvad som helst.

Det var begyndt at blive koldere, og sydfolket havde nok ikke kunne lægge mærke til det, men en nordboer som Sigrun havde mærket den ændrende luft, og hvordan kulden snart ville krybe ind i hytterne igen, så det var om at være forberedt, der var intet værre end den pludselige kulde, som man ikke var forberedt på. Det var dog ikke noget der var et særlig stort problem mere, mest fordi at Sigrun var mere end villig til at sparke lidt til de mere stædige beboer i byen.
Men selvom det var begyndt at blive koldere, havde hun slået sin hue ned, og selvom hun stadig havde handsker og stor jakke på, havde hun ikke ligeså mange lag under, det nyttede jo ikke noget med at svede under alle lagene.

Hun var på vej ned af gaden, da hun fik øje på Gunnar, byens ballademager og hun kunne ikke lade vær med at næsten at komme et suk. Han var altid lidt for hurtig til at blive sur over små ting, og han var typisk den første der blev smidt ud af kroen, fordi han syntes at der var en der havde snydt i deres kortspil.
Da hun kom tættere på kunne hun dog se at han holdt fast i en kvinde og hendes øjenbryn rynkede lidt. Hun måtte nok hellere lige tjekke på situationen, inden hun gik hjem. "Er alting i orden herovre?" spurgte hun højlydt som hun nærmede sig den store mand og den fremmede kvinde.

"Jeg er Gunnar Benvrider. Mig skal man ikke koste rundt med, hører du?" Gunnars tone var faretruende, og han forventede at tøsen ville være kuet af hans ildevarslende toneleje. Men Yasmin fik hurtigt øjenkontakt og stirrede ham lige i øjnene uden at bakke tilbage. "Vil du finde Bjarni, eller stå til siden? Ellers spilder du min tid," hun så ingen grund til at pakke sine ord ind i vat, det havde hun aldrig gjort, og det ville hun aldrig gøre. Mandens greb om hendes arm blev strammere. Ubehageligt stramt. Og han trådte for tæt på til hvad der var behageligt og respektfuldt. Yasmins blik gik hurtigt fra fladt og koldt til frustreret. Før hun nåede at sige noget mere lød en kvindestemme høj og myndig. Autoritær som hendes egen. Hun kiggede rundt og fik øje på en rødhåret kvinde. Gunnar slap sit tag i hendes arm og var pludselig ét stort smil. "Nåh, nej. Hende her leder efter Bjarni," hans stemme var trukket lidt tilbage, men kort efter kiggede han ned på Yasmin med et ubehageligt smil. "Jeg har ikke glemt det her," hviskede han til hende. Det gjorde hende endnu mere frustreret, og sneen under hendes fødder blev pludselig mere kølig og der lød en krakkelerende lyd. Som om at den blev til is?

"Hvis du har et problem med mig, så gør noget ved det. Dine trusler betyder intet," Yasmins stemme var hård, fast og kontant. Hun talte ikke højt, men hun hviskede ikke ligesom den skide lurendrejer. Det gjorde Gunnar meget vred og han skulle lige til at slå ud efter kvinden, da det gik op for ham, hvem de stod foran. Han sænkede hurtigt sin knytnæve igen, og var pludselig som et dådyr fanget i en jægers falkeblik.

Sigrun blik var køligt, næsten som is, som hun kiggede på Gunnar. Nej, han skulle ikke løbe om hjørner med hende, hvis der var problemer, så skulle hun nok tage sig af det. "Bjarni? Hvad ønsker hun fra ham," kunne hun ikke lade vær med at mumle. Jo, hendes far havde ganske nok venner fra flere steder i landet, men det var sjældent der var nogen der opsøgte ham, især fordi de ikke længere var så tætte. Det var sjældent nogen ville tage til Nordlandet.
"Jeg tager mig af det," sagde hun fast før hun vendte mod den fremmede kvinde. "Hvis jeg var dig ville jeg ikke prøve på at hidse ham op på den måde. Du er et fremmed sted og selvom vi er gæstfri folk, så er loyale overfor vores egne først og fremmest," sagde Sigrun og trådte tættere på kvinden.

"Han siger du søger Bjarni? Hvad ønsker du fra ham? Fremmede er ikke ligefrem en normal ting her i byen, så jeg har ikke planer om at vise dig til ham uden en grund," spurgte hun og afventede den unge piges svar.

Gunnar vendte sig og gik sin vej, da kvinden sagde at hun tog sig af det. Hun snakkede. Meget. Ikke at det var noget større problem for Yasmin, men hun var ikke vant til så meget snak overhovedet, så hun havde faktisk en smule svært ved at finde rundt i alt det, kvinden sagde. Havde hun hidset Gunnar op? Det var slet ikke hendes opfattelse. "Det var heller ikke min mening," undskyldte hun med et respektfuldt blik. Loyalitet var et ord hun godt kunne forstå. Hun var blevet oplært i, at være loyal over for dem, man tjente. Hun åndede lettet op da Gunnar var helt væk fra synsvidde. Så kunne hun slappe af igen, han havde været alt, alt for nærgående.

Kvinden så ud til, ikke at ville vise hende til Bjarni uden at få en grund. Yasmin var ikke en hemmelighedsfuld type, så hun gjorde sine arme fri af kappen og trak ærmet op på sin grønne tunika, så armringen blev synlig. Hun tog den tilmed af. "Den her tilhører Bjarni. Min mor gav mig den," et kort øjeblik måtte Yasmin samle sig. Hendes blik sank til jorden, stirrende i en blanding af vrede og sorg. Hun var alene. Azar - hendes far - sad et eller andet sted i Rubinien og drak sikkert de sidste penge væk. Hendes mor lå begravet i en skov syd for Medanien. "Hun sagde, at jeg skulle tage herop, så det har jeg gjort nu. Og nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal gøre. Men hun sagde, at Bjarni kunne hjælpe," hun vidste godt, at Bjarni havde været hendes moders elsker, og at de havde fået et barn sammen, men det havde hun ikke lyst til at snakke om.

Sigrun kunne ikke lade vær med at undre sig over, hvordan kvinden ikke kunne se at hun havde hidset Gunnar op med disse ord, men kommenterede ikke på det. Ikke alle var lige civiliseret. Dog greb det sorgmodige udtryk i kvindes ansigt, lige ind i hjertet på Sigrun og hun kunne ikke sige nej. Hendes far ville heller ikke have at hun vendte et andet menneske ryggen, når der tydeligvis var noget galt.
Sigrun smilede blidt til kvinden. "Okay, kom med, hvis du er i den rigtige by, så er der kun en Bjarni her," sagde hun og begyndte at gå mod en anden del af byen, men ikke før hun var sikker på at hun blev fulgt.

Der var ikke langt til huset, hvor Sigrun stadig boede med sin far. Ingen af dem havde andre, så der var ingen grund til at de flyttede fra hinanden, selvom der var blevet lagt nye regler ned som hun var blevet ældre. "Far, vi har gæster," kaldte hun ind i hytten, og lukkede døren da hun var sikker på at kvinden var kommet med.
Hytten var dejlig varm og ganske hjemmelig, man kunne i hvert fald se at der var nogen der boede der. Der var også en del overtøj ved indgangen, og det var tydeligt at se hvorfor da Sigrun begyndte at tage sine støvler af, og jakke og overtræksbukser.

"Gæster... Nogen der havde noget der hastede?" kom det fra en dyb stemme inde i et af de andre rum, men snart kom manden til syne. Han var en høj mand med stort rødt skæg og ganske bredskuldret, men med et stort smil der spredte sig hele vejen op til hans øjne.

Kvindens blide smil mindede lidt om hendes mors, og Yasmins førhenværende meget rigide holdning, blev noget mere afslappet, da kvinden sagde at hun skulle komme med. Der var en let tøven, men efter en smule tid, fulgte hun alligevel med hele vejen til den anden side af byen. Hun frøs af helvede til og fattede egentlig ikke hvordan de kunne holde kulden ud heroppe, men hun brokkede sig ikke. Det gjorde en kriger ikke. En kriger forblev stille til det sidste, det havde Azar selv sagt. Far måtte hun ikke kalde ham, for krigere havde kun familie når de havde gjort sig værdige til det. Og Azar havde aldrig ment, at Yasmin var værdig. Lige gyldigt hvor hårdt hun så end arbejdede for det.

Efter noget tid kom de ind i en hytte der var behagelig varm, og omgående fik Yasmin en prikkende fornemmelse i huden der ikke var dækket af tøj, så som hænderne. Det var nu meget rart at få følelsen tilbage i kroppen og hun kørte en hånd gennem den store manke hendes hår bestod af, samtidig med at kvinden kaldte på Bjarni. Hun kaldte ham far? Var hun så den halvsøster, mor havde talt om? Yasmins ene øjenbryn hævedes og hun kiggede tøvende mellem hende og Bjarni, den bredskuldrede, rødhårede mand og vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. "Så.. Så du er min halvsøster," det var en konstatering, ikke et spørgsmål, og Yasmin kiggede et kort øjeblik næsten undersøgende på kvinden. Hun havde ingen stopklodser, ingen reel høflig form for reaktion til det her, kun rå følelser og den primære følelse var i øjeblikket let chok og forvirring. "Og så er du den mand som min mor en gang var sammen med," igen var ordene bestemt ikke pakket ind. Hun sagde det som det var. "Hun sagde, at jeg skulle tage hertil og aflevere den her. Hun er her ikke mere nu," hun forsøgte alt hvad hun kunne på, at tage emotionel afstand og vise sig som en stærk kriger og det fungerede også på stemmen og kropsholdningen, men hendes øjne blev blanke og flakkede, fordi hun ikke kunne formå at holde øjenkontakt med nogle af dem. Til sidst gloede hun bare ned mod gulvet i hytten.

Sigrun havde fået sit overtøj af, og stod da også i noget der var langt lettere og mindre varmt at have på i hytten, men hun kiggede totalt uforstående på kvinden. Det tog lidt tid før det gik op for Sigrun at ja, hun havde en mor, og hendes mor var jo ikke død, men havde bare rendt væk. Hun havde i nogle år været lidt vred over det, men generelt nærede hun ingen følelser for kvinden der fødte hende mere, for hun havde aldrig været en del af hendes liv.

Bjarni's reaktion på det hele var dog noget anderledes, hans træk blev næsten blødere, som han så på Yasmin og armringen. Han kunne huske det tydeligt, og han nærede stadig visse følelser for Erika, og selvom han havde følt sig forrådt havde han aldrig hadet kvinden der løb sin vej.
"Jeg kan se Erika i dig," sagde han blidt, og uden advarsel trådte han frem for at give et stort bjørnekram til kvinden. "Hvad end der er sket hende, er jeg så ked af det. Hun var et godt menneske," sagde han blidt.

Der kom kun en reel reaktion fra Bjarni. Hans halvsøster så mest af alt bare forvirret ud, men Bjarnis ansigtsudtryk blev meget blidt. Det var ikke lige noget, Yasmin havde den store forstand på, det med når folk reagerede på specifikke måder, men hun antog, at Bjarni havde holdt af hendes mor, og at han nok lige skulle have lov at vænne sig til det inden i hovedet.
Som han brød stilheden og sagde hendes mors navn, nikkede Yasmin tavs. Hun vedblev sin stirren ned mod gulvet, til Bjarni endnu en gang talte og pludselig lagde sine store arme om hende. Det fik hende til at stivne omgående. Det var hun overhovedet ikke vant til! Hun forblev stivnet i et lille stykke tid, til følelsen af at blive krammet fik hende til at slappe af, nærmest på instinkt. Hendes muskler løsnedes og hun blev stående som hun var, uden at gengælde omfavnelsen. Det var hun for uvant til dette, til at kunne gøre.

Men der gik til gengæld ikke længe før hun røg ud af sin choktilstand og tårerne trillede fra hendes ellers så kølige øjne. "Vi.. Vi havde planer om at tage herop... Hun ville tilbage," tanken om, at mor aldrig ville komme til at se den mand hun i virkeligheden elskede, gjorde virkelig Yasmin ked af det. Den efterfølgende tanke om, at hun ikke havde sin mor længere, gjorde hende kun endnu mere ked af det. "Og nu er hun død, og... Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," det sidste af sætningen blev kun hvisket, men i den lille hytte var det nok alligevel ret nemt at høre.

"Det skal nok gå. Hvad med at vi får dit overtøj af, vi laver noget te, og så kan du fortælle hele historien, og så finder vi ud af hvad vi gør?" spurgte Bjarni blidt og løsnede krammet, så de kunne komme lidt på afstand og han kunne se ned på den unge pige. "Du er ikke alene, vi skal nok finde ud af det sammen," sagde han smilende.
Bjarni havde altid været en rar mand. Brutal når han skulle være det, men han havde et hjerte af guld. Et hjerte som var blevet på sin vis givet videre til Sigrun.

"Jeg laver noget te til os," sagde Sigrun blidt og smilede til kvinden, som de stadig ikke havde fået et navn på, inden hun begyndte at sørge for at finde vand og urter til deres te. Alting var bedre når man fik noget te.

Yasmin kiggede fortabt op på Bjarni, en mand hun næsten ville ønske havde været hendes far. I stedet havde hun Azar, en forfærdelig mand, der var så fortabt i sin egen vanære og ydmygelse, at projicerede det ud på hende. Hun ville ikke tilbage, aldrig i livet! Heldigvis så det ikke ud til, at Bjarni eller den rødhårede kvinde ville sende hende tilbage, og da han snakkede om at få overtøjet af, lystrede hun som var han hendes overordnede og tog omgående kappen af. Hun havde en lang frakke på inden under og den røg også af, så hun nu kun stod med sin tunika og sine bukser, samt de ramponerede støvler. Uden at vide, hvad hun skulle gøre af tøjet holdt hun det bare i én hånd og kiggede igen på Bjarni. "Tak," hun havde god nok forstand til, at vide, at man altid burde takke folk, hvis de sagde noget pænt eller gjorde noget godt for én.

Kvindens blide smil lignede Bjarnis smil, og det formåede faktisk at smitte af, hvilket resulterede i et meget forsigtigt smil fra Yasmin. "Tak.. Tak skal I have.. Ehm, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden jer," der var måske noget lidt papegøjeagtigt over den måde hun sagde det på, fordi hun slet ikke var vant til den slags. "Forresten.. Jeg hedder Yasmin," hendes præsentation var en smule tam.

Bjarni tog overtøjet fra Yasmin og hang det op, så det ikke var i vejen. "Husk at tage støvlerne af, vi vil helst ikke have sne i hele hytten," sagde han og smilede bredt. "Jeg er bare glad for at du fandt os. Verdenen er ikke et rart sted, og ikke alle steder i Norden er lige gode at være, når man er ung og tydeligvis ikke fra egnen." Han havde aldrig skulle bekymre sig for Sigrun, fordi hun bare hakkede dem ned hvis de prøvede noget, men hun var også klar over hvilke banditter der var derude. Det var sydfolket ikke i ligeså høj grad, og kulden gjorde folk sløve, især når de ikke var vant til det.

"Mit navn er Sigrun," sagde den rødhårede kvinde og havde nu fået sat en keddel med vand og urter over på ildsteddet og fundet et par kopper frem. "Hyggeligt at måde dig Yasmin." Hvis hendes far sagde at Yasmin var Erika's datter så troede Sigrun på det, for hun havde ikke selv nogen reference at gå efter. Desuden ville Yasmin nok ikke længde ikke holde alt for lang tid i det her kolde vejr alene.

Yasmin lystrede endnu en gang og skubbede behændigt støvlerne af med sine fødder. Herinde var det rart nok at gå med bare fødder, og det var det hun var mest vant til, så hun følte sig noget bedre tilpas da støvlerne først var skubbet godt ind til væggen og hun kiggede sig lidt omkring, undersøgende. "Verden er farlig. Der er folk der vil én ondt bag hvert gadehjørne i byerne og på landevejene. Det er derfor Azar gav mig den her," hendes ord bar tydeligt præg af, at de nærmest var blevet banket ind i hende, og hun udtalte sin fars navn med en let skælven i stemmen. Selvom hun var ved at være en ret erfaren kriger, så var hun stadig ret bange for ham. Han havde ikke været mild mod hende eller hendes mor overhovedet. Hun klappede langkniven med sin hånd. Derhjemme havde hun også haft en sabel til træning. Skarpsleben. Træning var livsfarligt, for det var kun sådan man fik et helhjertet resultat. Hun stirrede egentlig lidt ud i luften efter at have sagt det, men blev stoppet fra sin trance da den rødhårede kvinde sagde sit navn. Det lød nordisk lige som Erika, men nu var de jo også i norden.

"I.. I lige måde, Sigrun," Igen bar ordene præg af, at hun slet ikke var vant til at bruge dem. Hun fulgte med over til ilstedet og stirrede kort ind mod flammerne. "Det var ikke pænt af mig at snakke til Gunnar. Jeg beklager," hun sagde det meget pludseligt og kiggede egentlig mod Sigrun, da det så ud til, at hun nød en hvis form for respekt her i byen. Så det måtte betyde, at hun var en dygtig kriger?

Sigrun lyttede til Yasmin's ord, mens Bjarni tog plads i sin store lænestol, som var dækket med skin, der godt nok var blevet lidt slidt over årerne. Det var tydeligt at høre at Yasmin kom fra en kriger baggrund, men også på den måde hun bar sig selv på.
"Det gør ikke noget. Gunnar er lidt hård i det og kan godt lide at komme ud på kanten af vores love, så jeg tager det nu ikke så tungt, men man skal være lidt omhyggelig når det kommer til fremmede.... men Gunnar er en person man helst vil undgå og udveksle så lidt ord med som muligt. Han tænkere desværre for meget med de nedre regioner og sine muskler," sagde hun grinende, og også Bjarni kom med et brøl af en latter af den udtale. Før den stilnede af igen.

"Hvem er denne Azar du snakker om?" spurgte Bjarni så, og nikkede mod en af stolene, så Yasmin kunne sætte sig. Sigrun gjorde teen klar, og gav Bjarni og Yasmin en kop med te, før hun selv satte sig i en til af stolene, og kiggede over mod Yasmin.

Joken fra Sigrun fløj direkte hen over hovedet på Yasmin, men meningen bag dem forstod hun godt. Hun blev en smule forskrækket over den høje latter fra Bjarni, men lod sig ellers ikke mærke med det. Dog kunne hun ikke lade være med at smile, som de to begge smilede i deres latter. Azar havde godt fortalt hende om mænd der tænkte med de nedre regioner. Hun vidste godt hvad sex var. Hun havde bare ikke haft interesse for det, og Azar havde desuden forbudt hende mod det. At være med barn gjorde en kriger svag. "Så undlader jeg at snakke for meget med ham. Jeg tror ikke han bryder sig om, at jeg ikke tager imod tomme trusler," hudløs ærligt sagt. For det gjorde hun vitterligt ikke. Selv hvis han havde slået ud efter hende, havde hun ikke taget sig af truslen bag ordene. Hun var simpelthen for vant til det, det var nærmest hverdag for hende tilbage i Rubinien.

Hun tog imod tekoppen og tog forsigtigt en tår. Det smagte godt og bragte omgående mere varme til hendes krop der overhovedet ikke var vant til kulden heroppe. Spørgsmålet fik hende til at se eftertænksom ud. "Azar er den mand, min mor fik mig med. Han er min far, men han vil ikke have at jeg kalder ham det ord," Yasmin var en åben bog. Hun sagde tingene som de var og var komplet åben over for de to. "Så jeg kalder ham Azar i stedet for,"

Sigrun og Bjarni udvekslede blikke med hinanden. Det lød ikke helt rigtigt, men nu var de også meget tætte på hinanden og var også tætte med en masse andre i byen, så det var noget de bare ikke kunne forstille sig.
"Jeg ved det er smertefuldt, men det ville hjælpe, hvis du fortalte os hvad der er sket. Hvorfor Erika ville tilbage... hvorfor hun ikke er her mere," spurgte Bjarni mildt og tog en tår af sin egen te. Sigrun selv havde ikke så meget at bidrage til samtalen. Men det var helt mærkeligt for hende at hendes mor havde stiftet familie et andet sted. Hvis hun havde været yngre, havde det nok svedt lidt, for hun var jo blevet efterladt.

Bjarnis stemme var blid men ordene fik kort Yasmin til at lukke totalt ned mentalt. Hun stirrede ind i ilden og hendes hånd røg ned til skæftet på langkniven, som hun kærtegnede. Det hjalp altid på hendes ubehag når hun rørte ved et våben, da det var det eneste hun følte sig sikker på. Sin evne med det værktøj. Men samtidig havde Bjarni bedt hende om at fortælle hvad der var sket, og hun var ikke typen der ikke adlød når hendes ældre bad hende om ting. Så hun skævede kort mod Sigrun og Bjarni, før det satte sig fast på ilden, som hun fortalte sin historie til dem.
"Azar og min mor holdt meget af hinanden før de fik mig. Jeg ved ikke om det måske var min skyld, at Azar mistede sin hånd, men da han blev vanæret i vores by, ændrede det ham. Det var i hvert fald det min mor sagde til mig hver gang jeg spurgte," det var meget hårdt at snakke om, især fordi Yasmin faktisk beskyldte sig selv for at have ændret sin far på den måde. Hvis nu bare han havde beholdt sin hånd og sin ære, så var det ikke blevet sådan som det var nu.

"Han slog hende. Og mig. Og fordi hun ikke kunne give ham en søn, så skulle jeg være som en søn for ham. Så jeg skulle være en kriger. Sådan var det bare. Jeg... Jeg tror det er min skyld han blev sådan," hendes tøven var tydelig, og hun kunne ikke stoppe tårerne fra at trille ned fra hendes øjne igen. Selve blikket var dog en smule... Dødt i det? Som om at det var normalt for hende at have det sådan her, og samtidig ikke normalt? Hun rettede sig lidt i stolen som hun sad på, og skævede op mod Bjarni igen. "Vi stak af. Min mor overtalte mig. Og vi nåede også væk, men hun blev hårdt såret under et angreb fra en flok af ulve, og.. Så gav hun mig armringen og sagde at jeg skulle finde dig.. At du vidste hvad jeg skulle gøre.. Så... Jeg begravede hende, og tog af sted og... Nu er jeg her," hun havde glemt alt om sin tekop, som hun bare holdt i hånden. Blikket var som ætset fast i ilden. Det var pinligt at snakke om, og det gjorde ondt. Rigtig ondt.

Bjarni og Sigrun sad og lytttede intenst til historien. For dem begge gjorde det næsten ondt i deres hjerte. Yasmin havde været igennem en del, og selvom de intet ansvar havde overfor hende, var det ikke sådan de følte. Nej, de ville tage sig af dette sydfolk.
"Jeg er så ked af at høre det. Jeg ville ønske I begge kunne have nået herop," sagde Bjarni blidt. "Hvis du har lyst, er du velkommen til at bo her," tilbød han med et varmt smil.
Det ville være lidt trængt i hytten med en ekstra person, men det var egentlig ikke noget problem for det meste. Sigrun var alligevel typisk ude det meste af dagen, enten til møder, på kroen eller ude og jage og fiske, så det var kun om aftenen, hvor det alligevel var hyggeligt at sidde tæt og snakke om dagen der var gået. Yasmin havde også behov for sådan et miljø. Et miljø hvor hun følte at hun var en del af en familie, i stedet for bare en kriger. 

Bjarnis blide væsen var så overraskende for Yasmin at være vidne til. Han var jo så stor og stærk og hun var sikker på, at hans fjender helst bare gerne ville undgå ham på kampsletten. Derfor fandt hun det meget besynderligt at han så så flink ud nu, men samtidig var det måske endda.. Meget rart? Hun var meget forvirret over de signaler hun fik igennem hovedet.
"Bo.. Her?" hun var tydeligt overrasket. Hvad kunne de bruge hende til her? Hun var bare en kriger, der endnu ikke havde bevist sit værd. Hvad skulle hun overhovedet kunne byde ind med i hytten? Hun ville jo også fylde. Tankerne var som en flod der strømmede gennem hendes sind og det fik hende til at se dybt koncentreret ud, som hun forsøgte at få styr på dem.
"Der er knap nok plads til jer to. Jeg ville fylde, og jeg har ikke så meget, jeg kan hjælpe med. Det ville være dårligt for jer at have mig boende," konstaterede hun, stadig meget forvirret. Det var nemmest at komme frem med det logiske, i stedet for at forsøge at forstå sine egne følelser. For de var fuldstændig uforståelige for hende. "Hvis I ønsker det, vil.. Vil jeg gerne bo her.. Men.. Jeg ser ingen fordele i det.. For jer altså,"

Sigrun's smil lignede meget hendes fars, selvom hun ikke så nær så stor og stærk ud. "Vi skal nok finde på noget du kan lave, så du kan bidrage, men mest af alt ønsker vi at du har et trygt sted at bo," sagde Sigrun. Hun mente det virkelig. Hendes hjerte kunne bare ikke tage at en halvsøster af hendes skulle være usikker ude i verdenen, uden et sted at føle sig hjemme... og alle burde føle at være en del af en ordentlig familie.
"Vi må også få fundet noget ordentlig tøj til dig så. Det er ikke til at leve heroppe, med så lidt tøj på," brummede Bjarni så. "Du er lidt mindre end Sigrun, så mon ikke vi stadig har noget af hendes gamle tøj liggende omkring, indtil vi får lavet noget ordentlig til dig."