De røde øjne skulede frem for sig, den tomme forhal ville eftergive et svagt ekko hvis man gav en lyd fra sig grundet den manglende fylde, som elverene normalt udgav når de passerede hallen fra ende til anden, eller havde ærinder at løse med fortets mest mægtige. Alligevel ville man nu kunne høre en knappenål falde til jorden, Toorah stod helt stille, ikke engang hendes vejrtrækning kunne høres, på trods af, at hendes hjerte hamrede i brystet så det susede for ørene. Det var sjældent, at man så Toorah ude for sine gemakker formeldt påklædt, men dette var på denne dag tilfældet, hun ventede.
Den ene hånd knugede diskret omkring ærmet på den simple, hvide kjole. Hun havde set det, hun havde mærket hvordan Lindeskovens ældste træer havde suget hendes kræfter sig og var begyndt deres vandren. Om skovens ældste selv havde fundet energi til at gå videre anede hun ikke, men i et desperat forsøg på at stoppe træerne i deres dødsmarch havde hun kune båret brænde til bålet, flere træer havde rejst sig, ukontrolleret havde de drænet hende chakra og var begyndt en massakre hun sjældent havde set. Nu var det på tide at stoppe blodbadet. Selvom de fleste ramte havde været mennesker, var det måske blot et spørgsmål om tid, inden enterne vendte snuden mod Elverly. Toorah ventede, tålmodigt.
Døren til fortet gik op, en skinger hvinen af metal der burde blive smurt brød rummets tavshed som solens stråler skinnede ind på det rå trægulv et kort sekundt inden porten igen lukkedes, ind kom to mænd, ikke af elvisk afstamning, bærende en kiste mellem sig. Toorah kvitterede med et nik inden de to væsener igen forsvandt uden et kny. Nu stod hun blot tilbage med kisten, der nærmest ventede på hende. Med et vip med spidsen af foden gik låget af, og ud strømmede en magisk kraft så voldsom, at den næsten kunne lugtes. Smagen hang tyk og bitter i lokalet men alligevel trådte den stolte elver tættere på og stirrede ned i træbeholderen, som på indersiden var foret med et specielt udseende metal. Hun kneb øjnene sammen, dér lå den, en metalkæde med store fladslåede ringe og en indkranset krystal på størrelse med en knytnæve, blot væsentligt fladere. Hun skævede rundt, hun havde endnu ikke fortalt hverken nærtstående eller tjenestefolk om denne indgriben, ind imellem i ventetiden havde det ramt hende, om det nu overhovedet var nødvendigt med sådan et aggregat. Hun skuttede sig kort, det ville kræve hjælp at få den magiske medaljon på, men hvem var overhovedet til at bede om det?

Træning og undervisning ved Xharlion havde der ikke været meget af siden folks evner syntes at være gået amok. Noget den unge Rhovandír havde fundet ubehageligt af flere grunde.  Ligesom han synes han havde fået styr på fuglestemmerne og lært at lukke dem ud af hovedet, lige så snart var de komme igen. Mange nætter kunne være decideret søvnløse grundet uglerne og andre nataktive fugle. I dag havde været en af de dage både Xharlion og Rho havde haft fokus nok over deres magi til at kunne lave en undervisningstime.
Det var der ungelveren nu var på vej væk fra, som han lydløst bevægede sig fra kammeret.
Han bemærkede godt de fremmede der kom med den store klods til hallen, hvilket af ren instinkt fik ham til at stoppe op og holde skarpt øje med dem. Kor efter forlod de igen.. Stilheden var nærmest knugende som han pludselig følte sin evne aktivere i et omfang der fik flere af de nærmeste planter til at gribe ud efter ham, blomstre og vokse frem hvor han stod, og nu; gik.
Fødderne var kommet igang da han helst ikke ville ende som en mumie i træet.
Også skete det.

Den rå magi der nærmest kom som en bølge ud fra hallen fik ham til at stoppe op lige så brat som han var gået i gang med at fortsætte ned af trapperne.. Det var kvalmende decideret trykkende.. Han greb ud efter sin ene dolk idet han endnu engang satte i gang, nej: løb, hen til hallen hvis døre  blev åbnet forsigtigt på klem, noget han umiddelbart fortrød i og med at efeuplanten der normalt holdt hans hår på plads begyndte at bevæge sig ned af hans arme. Uanset hvor meget han forsøgte ville evnen ikke stoppe den ivrigt kravlende og blomstrende plante der snart efter slyngede sig om dørhåndtaget so han hastigt rev sig fri fra, vaklende i en pludselig overbalance som døren åbnede sig yderligere.
Hvad end der var gang i nu i hallen, forberedte han sig allerede mentalt på at skulle undskylde for samtlige i rummet.
De grønne øjne løftedes fra gulvet, til en hall der var overraskende tom.. På nær kisten og hans leder. " To..." En dæmpet, men meget farverig mængde elviske gloser forlod ham, inden han med hånden på hjertet bukkede for hende. " Taurn Edhel.. Det må De undskylde.." En kvalme over magien der hang som et tyk tæppe over hallen, begyndte langsomt men sikkert at indfinde sig. Hvor han havde troet udenfor var slem, var det ingen sammenligning med hvad han følte kriblende tæt omkring sin skikkelse. 

Toorah rakte langsomt ud efter det store smykke som lå på kistens bund, inden hun blev afbrudt af tumult der omgående fik hende tilat vende det skarpe blik imod døren til hallen. Det kom bag på hende, at det undrede hende, halen vrimlede normalt med folk. Det var snarre et mirakel at der havde været stille så længe og at der først nu kom folk. Måske var det fordi, at hun endnu ikke havde besluttet om hun skulle sige noget, om hun skulle fortælle sit folk hvad det egentligt var hun havde gang i. Måske var det ren og skær skyldfølelse over hvad lederen følte var nødvendig ansvarsfralæggelse. 
Hun spændte kort op i skuldrene, inden hun vendte sig helt mod døren. "Rovandir?" Den rødhårede elver rynkede kort brynene, det var længe siden hun havde set ham, det var længe siden hun havde set nogle, faktisk havde hun brugt foruroligende meget tid for sig selv de sidste par uger.
"Hvad laver De på fortet? Har De ikke vagt idag?" Hun skævede kort ned ad den unge elver, hun kunne faktisk ikke huske det, heldigvis havde hendes kommandant været dygtig og selvstændig, så hun havde været i stand til at fralægge sig dén bekymring. endnu en årsag til, at hun omgav sig med dygtigt folk der vidste akkurat hvad de lavede.
"Er der problemer? De ser mig en kende anstrengt ud."
Kommenterede hun kort, inden hun skævede ned mod planten der hang omkring håndtaget, endnu et minde om hvad der foregik ude i den virkelige verden, et minde Toorah havde prøvet at skærme Elverly imod, ligesom hun havde gjort med pesten, en ting som havde kostet hende elverliv og popularitet, men som altid stod hun endnu med ryggen rank og et ansigt af ulæselig sten. 

Han stod længe og stirede på sin leder; han kunne ikke lade være. Der var noget ved hende der fik hende til at virke mere sygelig på en måde. Havde hun tabt sig siden sidst? Han rystede den let bekymrende tanke af sig, nej hvis hun var ved at synke hen ville dem der tjente hende nærmest vel vide det, og det var ikke noget han havde hørt om. Til gengæld havde han fornemmelsen af at det måske lå i den løsslupne og ustabile magi der lod til at have overtaget ikke kun skoven, men også byerne.

Det var lyden af lederens stemme der fik ham tilbage til virkeligheden og væk fra gætterierne. 
Som et lille barn vred han sig mentalt under hendes spørgsmål.  Han bøjede kort hovedet inden han igen løftede blikket og mødte hendes øjne. " Jeg har været oppe at træne min fuglemagi med Xharlion de sidste par timer, var egentligt på vej ned da jeg så de fremmede komme med den der.. " Han pegede let hen imod kisten. " De kender mit erhverv, og De ved at når jeg ser noget for mig så ukendt inde på Elverlys område.. Også helt inde i kernen.. En kiste er såmend ikke ukendt, men det var...Er... magien der hænger herinde lige nu.. " Hans blik gled undersøgende ned på kisten, mens han dog holdt sig på respektfuld afstand. " Man kunne fornemme den, selv udenfor.. Så jeg troede det måske havde været en fælde for at udslette os, Jer.." 

Han skævede ned imod planten, pludselig pinligt bevidst om hvor fjollet han måtte se ud med en blomstrende efeu i hår såvel som ned langs armen. Heldigvis lod det dog til at være stilnet af som en ranke stivnede let på vej ud mod hans langfinger.
Den røvblonde rystede på hovedet. " Nej, ingen problemer... Ikke af nogen vi ikke kender til i forvejen... Med den løbske magi.. Medmindre det der er deri er... Hør De har vel ikke tænkt Dem at? " Et forfærdet udtryk var kort at spore på det ellers udtryksløse ansigt, ved den rene og skære tanke om at lederen skulle gå bort, forsvinde og lade dem i stikken.

Toorah kiggede tålmodigt på den yngre, som havde hun alt tid i hele verdenen. Den hårdhed og hærdede attitude der oftest prægede Toorah kunne lige så vel byttes ud med noget meget mere varmt og næsten direkte moderkærligt. En ting man dog oftest fik at se hvis man havde hende på tomandshånd eller hvis der havde været alvorlige skader. Meget kunne der siges om den stædige og hårdnakkede leder, men hun nærede en dyb affekt for hendes folk og var i mange situationer villig til at ofre rigtig meget for hver og en af dem.
"Aha, og det gik fint?" Toorah var oprigtig nysgerrig, der havde efterhånden været mange meldinger om magi der havde været fuldkommen ude af kontrol i Elverly, flere havde oplevet uheld eller havde meldt sig syge grundet deres fuldkommen drænede chakra eller manglende evne til at arbejde, mens healerhuset havde været proppet med uheld og småskader fra folk der var kommet galt afsted med deres udadreagerende magi.
Et varmt men lille smil bredte sig på den rødhåredes læber, som hun nikkede anderkendende, mens hun overvejende pillede ved et simpelt armbånd omkring det gyldenbrune håndled. Toorah havde gennem sommeren opnået en gylden glød i huden, som dog hvade det med at falme henover vinteren. "Det er godt at De er opmærksom Rhovandir, man jeg kan garentere Dem for, at det er ganske harmløst... på afstand i hvert fald!" Toorah skar en uvillig grimasse, inden hun trådte helt hen til kisten og lod blikket falde ned på smykket deri, som hun stod på det nu, kunne hun næsten mærke, hvordan den store indfattede krystal trak i hende.
"Det er en chakrakrystal..." hun missede let med øjnene, inden hun igen skævede over mod den yngre, det ville ende med ikke at være nogen hemmelighed inden for Elverlys mure, men det var yderst vigtigt, at omverdenen intet nys fik om det.
"Som De ved, har magien ikke været stabil, heller ikke inden for grænserne..." Hun sukkede kort og lavt, en kende vredladent "End ikke min magi har været under kontrol, jeg kan ikke risikere at ødelægge Elverly eller vores folk, men det er en reel trussel hvis jeg ikke gør noget..." Toorah rankede sig, den autoritære udstråling og gravalvorlige attitude var vendt tilbage som et lyn fra en klar himmel, dette var hverken noget hun var stolt af eller glad for, men det var nødvendigt. 
"Krystallen vil frarøve mig alt min magi, der er, selvfølgelig, bivirkninger, men det er kun en midlertidig løsning." Hun rømmede sig kort, nu skulende let ned mod krystallen, hvad hun ikke sagde var, at magien ikke ville vende tilbage så snart medaljonen blev taget af, det ville være en længere proces, men der var ingen grund til at skabe panik ved tanken om en megiløs leder. Det var sjældent at hun brugte sine evner alligevel, Toorah havde altid haft stemmen i sin magt.
"Utroligt havd sådan en lille ting er i stand til, ikke sandt?"

Rhovandír nikkede, uden helt at ane hvordan han skulle tage hendes nærmest moderkærlige attitude der synes at være gået over hende.
" Jo, det gik glimrende, selvom det haltede lidt hen mod enden.. Begyndte at miste kontrollen. " Det var milt sagt irriterende, fra at kunne forstå falken og småfuglene til at evnen vendte sig mod ham, og gjorde at han kun i afbræk forstod det menneskelige, selv det elviske sprog... Og selv kvidrede som en anden gråspurv.
En situation han absolut ikke håbede skete her når han stod med Toorah også selvom det var tomandshånd.

Forsigt, men med en vis nysgerrighed i de grønne øjne, trådte han lidt nærmere, øjnene skiftende mellem den såkaldte chakrakrystal og lederen, hvis pillen ved armbåndet ikke undgik hans blik. Den mørkere gyldenbrune kulør klædte hende, selv det lille smil der kort havde været at anes på hendes læber, ikke at han ville vove at komplimentere det højt af frygt for at det kunne blive som et akavet forsøg på at flirte. Nej den slags var han ovre!

Han lyttede opmærksomt, mens han ud af det blå i afbræk ikke kunne forstå hvad Toorah stod og forklarede ham. En mental banden foregik oppe i hans hoved mens han gjorde sit ypperste for at forstå hendes ord. Noget med  chakrakrystal, hvilket han gik ud fra var hvad smykkets sten var, Elverly og en trussel..Og en bivirkning. 
Blikket blev sænket tænksomt mod krystallen. Han troede han forstod.. I al fald det meste af det..: Hvis Toorah ikke forsøgt at låse sin magi ned kunne træerne på et tidspunkt gå amok og destruere Elverly til uigenkendelighed. Han kendte godt til hendes evne, men var ikke helt klar over om den dækkede over hele Elverlys territorium, ikke desto mindre var det vitterligt en reel fare.
Blikket blev hævet for at møde Toorahs igen, i et forstående blik.
Hendes sidste sætning formåede han umiddelbart ikke at forstå, ikke desto mindre nikkede han. " Hvis der er noget jeg kan gøre for at hjælpe Dem og Elverly, står jeg til Deres rådighed, det bør De vide. "
Var hvad han gerne ville have sagt. Men istedet var det der kom over hans læber, til hans store forfærdelse og flovhed, lyden af en ivrigt kvidrende gråspurv.
Han kunne ikke holde sig selv fra at placere en hånd lige midt i ansigtet over situationen. Det var cirka lige så pinligt som uheldet i de varme kilder. En uvillig rødmen dansede hen over hans kinder og i spidsen af hans ører. 
Det var så ubehageligt og flovt når dette skete. Men dog ikke lige så meget som når magien gik amok og direkte drænede ens chakra.
Han havde et stramt drag over sine læber mens han med et dybt suk, hvilket også lød lidt fuglet, sank hånden igen, bedende til at hun ikke ville le af ham.

( plantetække: 4, fuglekommunikation: 2 )