Hun havde ikke været her før. Hun havde hele sin dag søgt efter svar over hele krystallandet, eller det føltes sådan.
Hun betragtede vejret og det virkede til at det var blevet en anelse sent. Det var ikke mørkt men heller ikke så lyst mere som det havde været tidligere. Evangeline havde plantet begge fødder på jorden og de hvide vinger trak hun ind til sig, så meget af dem som hun nu kunne. At være engel var ikke altid nemt, men hun takkede dog Isari for livet, men hun kunne alligevel ikke se hvorfor hun havde valgt hende til engel?
Evangeline var en af de engle der ofte besøgte templerne. Bad til Isari - Lysets Gudinde og nogle gange opsøgte hun templet bare for at finde ro i sig selv. Humøret var ikke højt og hun håbede sådan på at kunne finde lidt svar her.

Hun havde blikket rettet mod de gamle gravsten. Hun havde sin let lyselilla kjole på der kunne knappes op så hendes vinger kunne spredes ud og som hun selv synes klæde hende godt. Kjolen flagrende efter hende da det blæste, hun havde sørget for at knappe kjolen til så de små vinger der ikke kunne komme ind til kroppen blev skjult af kjolen. Efter det valgte hun at bevæge sig stille og roligt frem, kiggede lidt på de efternavne der nu var til at se eftersom de fleste var blevet slidte og var blevet udtydelig at læse. Hun forventede dog ikke at finde noget her men et lille håb var stadig gemt i hende.

Stedet her var helt ødet og hun var omringet af stilhed, mon der overhovedet kom nogen til dette sted? måske folk det var lige så fortabt som hende?

Han havde tit været her, her hvor hans forældre var begravet. Han kiggede på det mellemstor hvide mausoleum med de 4 pæle og familie navnet Luminos graveret på fronten. Han låste døren op og gik ind og en blågrøn flamme blev tændt og lyst rummet op, to sarkofager kunne nu ses, en med en statue af en ridder og en med en adelig dame. han kiggede på ridderen løftede sin hånd og lagde den på ridderen sværd og bukkede sit hoved, hvorefter han knælede foran dame bukkede sit hoved og tårer kunne ses trille ned af hans kinder.

han rejste sig op efter en del tid var gået, og kiggede nu op i loftet hvor et smukt billede af gudinde Isari var malet og sagde håber du passer på dem og gik ud igen. han kunne se lyset inde fra lyse ud gennem 2 mosaik vinduer med hans forældre på mens lyset falmende. Adriel gik nu igennem gravestenene og lod nu hans vinger ud strålerne af lys, lyste godt op omkring ham og varmede også. Han gik i sin egen verden og tænke på hvad han skulle nu, da han lige havde udlært en ung adelig og havde fået en stor sum krystaller for det. Adriel hørte nu nogen skridt lidt frem og kunne ikke rigtig se personen og sagde så "Hallo er der nogen?".

Evangelines blik blev forstyrret af et blågrønt lys som kom et sted længere fremme . Hun kiggede op og lagde overraskende hovedet på sned. Hvor kom det lys dog fra og var der nogen? Hun havde ellers ikke bemærket andre og heller ikke set nogen gå forbi, men okay. Hun havde også været optaget af at lede efter det efternavn hun inderligt håbede på gemte sig ved dette sted, om hun så skulle gå alle gravene igennem.

Det blågrønne lys fik hende til at blive letter nysgerrig, hun sørgede lige for at se hvor hun befandt sig i forhold til gavene og bevægede sig langsomt mod lyset. Hun kom hen mod en mausoleum i mellem størrelse hvor døren stod åben, den hun havde gået forbi da hun ankom. Hun undrede sig over det blågrønne lys og fik et lille chok da en skikkelse kom ud fra mausoleumet med noget meget strålende lys efter sig, noget hun aldrig havde set før og det gjorde hende både nervøs og nysgerrig på samme tid.
Personens stemme erstattet stilheden, han havde hørt hende!? En masse blande følser gik igennem hende, men der var ingen grund til at søge skjul, så efter hun havde sat sig på hun bag en gravsten rettede hun sig op og gik mod personen, et møde med en fremmede kunne måske hjælpe hende? I så fald valgte hun at søge mod den person hun havde hørt som en mand og det viste sig at være sandt. "Ja, der er nogen, du er ikke alene" svarede hun roligt og kunne ikke stoppe med at se mod lyset.

en kvindelig skikkelse kom mod ham, hun så nervøs ud. var det fordi hun blev fundet gående rundt mit om aften ved gravstederne eller var hun nervøs for om han ville hende ondt? tænkt han måske begge dele. Adriel lo nu mærke til at hun kiggede mere på hans vinger og ikke ham som så, "Har du ikke lært at det er uhøflig at stirrer" sagde han så sarkastisk til hende. Adriel startede nu med at stirrer på hende som gengæld, og lagde nu mærke til hendes blå hår og grønne øjne at de næsten virkede magiske, og blev helt betaget af dem.

efter et par sekunder kom han til sig selv, der var ved at blive godt mørkt også selvom hans vinger lyser op, så tænkte han på noget, han havde lagt i hans riddetaske før han tog afsted. Han tog nu sin hånd ned i hans taske og fiskede en tallerken frem han rakte han den frem og fjernede så sin hånd, tallerken for blev i luften, han klappede så og den samme blågrønne flamme kom frem. og oplyste godt omkring dem.

Hun havde søgt efter navnet, men hun havde ikke haft heldet med sig. Hun havde sat sig på hug bag en af gravstenene før manden havde hørt hende, hun havde ikke kunne tyde skriften ordentlig og det havde heller ikke virket at kigge nøjere på det, det var vist en meget gammel grav.
Lysten fra den fremmede fik hende til at stoppe op, hvad var han for en, fandes der engle med den slags vinger? Hun stod nogle få meter fra den gravsten, den hun havde set på og valgte ikke at gå nærmere. Manden ville nok komme til hende hvis han ønskede at vide hvem hun var.. Hun sukkede, hun viste jo ikke hvem hun var eller hvem hun havde været så det kunne hun alligevel ikke svare på. I den tid hun var kommet tilbage havde hun ikke set andre engle, hun huskede tydeligt den forvirrende følelse og havde i starten troet hun havde sovet, men havde hurtigt fundet ud af at hun ikke kunne huske hvem hun var og havde kort efter fundet ud af at hun havde fået vinger. Hun havde ikke engang set andre engle når hun besøgte templerne, nok fordi hun altid kom på de senere tider.

Manden var kommet hende i møde og stod nu foran hende. Lyset fra hans vinger fik oplyst området omkring dem og hun bemærkede hans Sarkasme i stemmen da han åbnede munden. "Beklager, der har ikke været nogen til kunne lære mig den slags" svarede hun med samme tone. Hun bemærkede han gengælde hendes stirren og hun lade armene over kors og så til da han tog en tallerken frem fra sin taske og blev bare en anelse overrasket over at den forblev i luften efter han havde sluppet den, nok fordi hun ikke havde set det før. Den blågrønne flamme hun havde set fra mausoleumet, var nu tæt på. Hun sagde intet men tog et skridt tilbage, alt var bare nyt for hende for hun havde jo kun været engel i.... ja hvor lang tid var der egentlig gået? Hun viste det ikke rigtig eftersom hun ikke havde nogen tidsfornemmelse. Et let smil dukkede frem på hende læber og forsvandt lige så hurtigt igen.

//OUT