Ysaras tur til Medanien var nu meget hyggelig. Hun havde haft nogle sjove stunder på kroen og havde fået en del indkomst ud af, at vise sine små gøgler-tricks til kroens gæster. Men ikke nok med det, så var der adskillige mænd der var blevet lykkeligt forelsket i hende og levede på en lyserød sky. Én af dem havde været insisterende på, at tage med hende op på hendes værelse, og til sidst havde hun sgu sagt ja, for han virkede jo meget venlig og pæn. Og deres tur i reden havde skam også været dejlig nok. Men hun havde lidt af en regel der hed, at når man først havde prøvet den slags med hende, så ville hun i hvert fald gerne lige have nogle dage til at slappe af og bare hygge sig i. Og det havde hun så gjort her til aften, for derefter at tage ud i den omkringliggende skov lidt. Hun elskede at kigge på nattestjernerne, og det havde hun i sinde at gøre i aften. I ret fuld tilstand.

Men manden fra dagen før var om muligt, endnu mere insisterende i aften. Han havde fulgt efter hende og da hun stoppede op ved en klynge træer, med intentionen om at klatre op i én af dem, blev hun afbrudt af hans hænder der allerede nu vandrede omkring i et forsøg på at få hende ud af sit ellers så dejligt bløde tøj. Det var ikke varmt herude, så hun lagde sine hænder på hans og fjernede dem mens hun sendte ham et bedugget smil. "Ikke i aften," lød det konstaterende fra hende. Han brokkede sig og puffede hende op af træet. og forsøgte sig ad igen. Denne gang mere hårdhåndet, hvilket Ysara faktisk fandt ret ubehageligt. "Hvad er det du ikke forstår? Jeg sagde nej, okay?" denne gang snakkede hun højere, og da han blev ved, skubbede hun til ham. "Så gå dog hjem til din kone!" denne gang var hendes stemme råbende.

Cecilio og hans gøglergruppe havde lidt været en tur i Rubinien. De havde optrådt for en stund, Cecilio havde sagt hej til sin familie, men nu var de på vej nordpå igen. De fik deres bedste indtægter fra Hovedstaden, så der skulle de hen igen nu. Det var også ved at blive varmere i vejret, så det var nu meget godt at tage væk fra ørkenen. Men på vejen til Hovedstaden var der jo lige Medanien, så der gjorde de ophold for nu.
Siden det havde været måneder siden at Cecilio sidst havde set det grønne landskab, så kunne han ikke dy sig, og gik ud på opdagelse. Det resulterede dog i mere end han havde forventet. Han hørte først en lidt højlydt stemme og gik mod den, for det virkede som om der var noget galt, da han nåede tættere på kunne han se en kvinde og en mand, og kvinden så virkelig ud som om at hun ikke var glad for at være i den situation. Hun ville nok godt kunne se ham, men inden han greb ind, ville han lige vente og se om det udviklede sig.

Hendes råben var åbenbart ikke nok. Fyren var virkelig insisterende, som han nu pressede hende mod træet med en fuld snerren. Han var primitiv i attituden, som om at han havde drukket sig selv sanseløs, og så kunne hun egentlig også godt både lugte det, samt se det på hans lette vaklen. Hun rullede let med øjnene, ikke nervøs for hvad han kunne finde på at gøre. Nærmere vred og frustreret over, at han ikke kunne tage et nej og bare blev ved. Hans ansigt kom tæt på hendes og han tvang hende ind i et kys, som hun bestemt ikke var i humor til, selvom hun også var vildt fuld selv.

Hun endte med, at bide ham i læben, ikke hårdt nok til at der gik hul, men stadig hårdt nok til at han kom med et højt, vredt udbrud over det. Han rykkede hurtigt sit ansigt væk fra hende, og hun stirrede ham trodsigt i øjnene. "Jeg sagde det til dig, jeg gider ikke!" hun forsøgte at skubbe ham væk, men det var ikke rigtig muligt fordi han både var stærkere og mere tung end hun var. Og da han kom lidt mere til sig selv, stak han hende en ret hård lussing, som hun returnerede til ham, nu rigtig vred over at han ikke bare kunne gå sin vej.

Cecilio kunne se at der var problemer i dette, og bestemte sig for at gå over, for at få manden væk fra kvinden der stod og tydeligvis havde problemer med at komme væk fra ham. Han følte altid det en smule akavet, at han blev nødt til at synge for at få det til at virke, men det måtte han jo gøre, for at hjælpe kvinden.
Først var det bare noget sang, uden nogen ord, men da han kunne se at det fik tag i manden, sang han højt nok til at manden kunne høre det og forstå hvad han skulle. "Gå hjem og kom ikke igen," Heldigvis lystrede manden, og gav slip på kvinden og gik med et tomt blik fra væk stedet.

Han stoppede med at synge, da han kunne se at manden var godt på vej væk. "Er du okay?" spurgte han bekymret kvinden, som han gik tættere på hende. Der var dog noget bekendt ved hende, men han kunne ikke lige sætte fingeren på hvad det var. Det var også lidt mørkt, så det var lidt svært at se.

(Terninge kast: 4)

Manden skulle lige til at give igen, Ysara kunne sagtens se det, og forberedte sig så godt hun kunne når hun var så fuld som hun var. Men det skete ikke. I stedet lød der noget sang lidt væk, og hun kunne ikke andet end at hæve et øjenbryn, forvirret. Var hun virkelig så fuld? Da hun kiggede på manden så han helt rolig og tom ud i ansigtet og sangstemmen bad ham gå væk. Hvilket han så gjorde, i slingrende gang, mens hun kiggede forvirret efter ham. Derefter åndede hun lettet op. Hun brød sig virkelig ikke om at skulle slås med en fuld mand, som var dobbelt hendes størrelse og havde virkelig heftige overarme.

Så fik hun øje på sin redningsmand, da han snakkede til hende. Noget ved ham virkede sært bekendt, men hun kunne ikke sætte en finger på det. Måske fordi hun var fuld. Men hun kunne lide, hvad hun så, og smilede et skævt smil, mens hun lige tog sig lidt til den ømme kind. "Ja, jeg har det fint.. Men jeg får sikkert et rødt mærke," hun kunne ikke lade være med, at grine lidt. Alt taget i betragtning, en ret normal reaktion på det hele. "Tak for det, han var virkelig ikke til at komme af med. Hvad hedder min redningsmand? Og er han tørstig, for så giver jeg gerne noget på kroen," hun kiggede lidt mere undersøgende på ham, stadig lettere forvirret og nysgerrig efter at vide, hvor hun følte at hun havde set ham før.

Det var godt at de fleste let kunne overtales med hans sangstemme, for der var nogen der var mere resistente end andre. Ikke fordi han ofte brugte sin evne. Der var ikke så mange grunde til at bruge den, og det var ikke altid en ting han holdte af, det med at bestemme over andre, men i dette her tilfælde, ganske behjælpeligt.

"Jeg hedder Cecilio, og du behøver ikke give noget, enhver ville have hjulpet i en situation som denne," sagde han grinende og rystede på hovedet. Det mente han i hvert fald, selvom det langt fra var alle der ville hjælpe i disse situationer. Faktisk havde han da stødt på op til flere der ikke lige altid synes at man skulle hjælpe en kvinde i nød, og hvis man gjorde, så skulle man da også have noget til gengæld, men sådan en type var Cecilio langt fra.

Han overvejede kort at sige at hun så bekendt ud, men bestemte sig så fra det, kunne jo altid været at han bare havde set hende gå forbi et sted og de ikke rent faktisk kendte hinanden. Især fordi han ikke kunne forstille sig nogen som helst af dem han kendte tilbage i Rubinien, skulle være så langt nord på. Ikke mange gad at krydse ørkenen.

Ysara vedblev sin næsten stirren på manden, til han sagde sit navn og grinende forklarede at hun ikke skyldte ham noget. Han virkede meget mere rar end den anden mand, og så havde hun i hvert fald hørt det navn før! Det havde tilhørt én af hendes bedste barndomsvenner, men der var da flere der kunne have det navn, var der ikke? Hun var lidt i tvivl, for lige nu var de jo i Medanien, ikke i Rubinien, og Cecilio var et navn som hun forbandt meget mere med syden. Det plus hans tøj der ikke virkede særlig Medanien-agtigt.

"Jeg havde en gang en ven med det navn," konstaterede hun med et mere fjernt smil, som hun huskede på al den ballade hun havde lavet dengang, også sammen med ham. I ren og skær fuldskab glemte hun selv at nævne sit navn og valgte i stedet at få et glimt i øjet. "Selvom jeg ikke skylder dig noget, så vil jeg altså stadig gerne give dig noget for at have fået den nar af en mand til at skride," hun kiggede spørgende på ham. Hvis han ikke havde lyst, kunne hun bare kravle op i træet og gå videre med sin plan om at overbeglo himlen i sin fuldskab. Det kunne nu også være hyggeligt nok.

Cecilio løftede et øjenbryn af den konstatering. Måske var der noget om at hun virkede bekendt muligvis. Men han var stadig ikke sikker. "Du kunne give mig dit navn," sagde Cecilio grinende. "Det er jo kun rimeligt, især nu når du kender mit."
Forhåbentlig ville navnet hjælpe på hans minder og han ville komme i tanke om hvem hun var, for han var mere og mere sikker på at han kendte hende!

Som Cecilio påmindede Ysara om at hun jo kunne give ham sit navn, holdt hun en hånd for munden i overraskelse over hvor uhøflig hun havde været, ikke at sige det nu når han sagde sagt hvad han hed. Det var kun normalt at præsentere sig, hvis andre også gjorde det. Et lille fnis undslap hendes læber over den brøler. "Ej, det havde jeg nær glemt!" udbrød hun mens hendes fnis blev til et fjoget grin. Det var tydeligt, at hun ikke var helt ædru. "Mit navn er Ysara," hun fik det sagt før hun nåede at glemme det, og stod lidt og kiggede på sin nye ven? Mon ikke hun kunne overtale ham til enten at kravle med op i træet eller bare ligge i græsset? Eller gå tilbage til kroen. Kroen ville dog ikke være lige så spændende et bud, men hvad. Hvis det var det han ville, så ville hun ikke stoppe ham fra det. Hun svajede let og lagde hurtigt en hånd på træstammen ved siden af sig for ikke at vælte. Det ville se så åndsvagt ud. "Så, nu ved du hvad mit navn er, og jeg ved hvad dit navn er. Kan jeg gøre noget til gengæld for din absolut smukke redningsaktion? Du synger forresten riiigtig godt," hun mente det, der var noget fangende over hans sangstemme, og det var faktisk ret interessant og spændende at tænke på. Hun gad godt høre ham synge igen.

"Ysara...." sagde han og næsten smagte på navnet. Det var bekendt... Hvor kendte han det fra? Havde han kendt en ved navn af Ysara? Det måtte have været mange år siden så, og hvem sagde det var denne her Ysara. Han kunne ikke engang huske hvorfor han kunne huske navnet.
Han grinte højlydt, da hun spurgte om hun kunne gøre noget for ham. "Nej, du behøver ikke gøre noget," sagde han grinende, men var glad for at hun kunne lide hans stemme. Han var altid glad for at få komplimenter for hans stemme, for det havde han i hvert fald kørerende for sig. "Du kan lade vær med at komme i mandeproblemer igen, men det er nok letttere sagt end gjort," tilføjede han så.

Der var noget over måden han udtalte hendes navn på. Mange andre havde en anden accent og sagde det på en anderledes måde, men han udtalte det korrekt. Og med en accent hun nær havde troet at hun havde glemt. Selv i sin lettere beduggede tilstand kunne hun se og høre det. Hun kiggede lidt mere indgående på ham.
Da han bad hende om at love, ikke at komme i mandeproblemer igen, grinede hun. "Normalt er de ikke et problem for mig. Men i Medanien er de åbenbart," hun beskyldte hurtigt byen, mest af alt i sjov, før hun blev en smule mere alvorlig og igen kiggede indgående på denne Cecilio. "Såh.. Du hedder vel ikke Belo til efternavn, gør du?" spurgte hun, lidt mere roligt. Det var lidt af et trick-spørgsmål, for det ville give mening hvis han virkelig var den Cecilio som hun kunne huske.
"Hvis du gør... Så er det meget muligt, at jeg kender dig fra syden," Ysara havde altid været forholdsvist ærlig, så da hun nævnte det, sendte hun ham et af sine sjældne mere oprigtige smil, der virkelig fik hendes brune øjne til at glimte pænt i mørket.

Cecilio så decideret overrasket ud da Ysara spurte om han hed Belo til efternavn. Det var ikke bare et tilfælde det kunne det ikke være! "Ysara.... Ysara..." mumlede han, for han måtte kende hende så, før der gik et lys op for ham. "Ysara Junard! Det var dig, mig og Angel!" sagde han grinende og ventede ikke på bekræftelse, før han bare krammede kvinden foran ham, men holdte hende så lidt på afstand igen for at se ordentlig på hende.
Selvom den unge mand havde haft en del venner nede i Balzera, så var Angel og Ysara virkelig kært for ham. De havde lavet så meget ballade at det halve kunne have været løgn. Han havde dog ikke ladet sig tænkte på barndomsminder i lang tid, for de var jo spredt som vinden, og nogen kunne ligeså godt have været død, men de var der minsandten stadig. Det var helt fantastisk at tænke på.
"Hvad laver du dog heroppe?" spurgte Cecilio grinende. "Hvad har der været sket siden vi sidst sås? Det er jo så mange år siden. Dengang var du stadig en lille møgunge!"  

Det tog lidt tid, men da han endelig indså det, gik det også op for Ysara, at det ikke bare var hendes lettere beduggede sind der spillede på hendes fantasi. Hun lyste op i et bredt smil og gengældte øjeblikkeligt krammet, overekstatisk over, at hun nu endelig så sin gamle ven igen. "Ja.. Ja det var så!" grinede hun mens hun placerede sine hænder på Cecilios arme. Hun var sindssygt glad nu. Det var så godt at se ham igen, hun troede aldrig det ville kunne lade sig gøre! "Ej, jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen," hun grinede lidt igen, da Cecilio spurgte ind til hvad hun lavede heroppe. Det var nok et spørgsmål til hvad hun lavede uden for Rubinien, men hun var alt for glad til at ville ødelægge humøret, så hun smilede bare. "Det sædvanlige. Gøgler rundt og hygger mig," hun så for-sjov fornærmet ud da han kaldte hende en møgunge.
"Prft! Du var også en lille møgunge. Vi var alle tre møgunger. Årh, det er så længe siden, Cecilio! Jeg har virkelig savnet dig!" hun trak ham igen ind til sig i et kram, helt kulder over endelig at se en gammel kending. Hun vedblev krammet lidt tid, før hun gav slip. 

Cecilio havde også tvivlet på at han nogensinde skulle se nogen som helst fra Rubinien igen efter han var blevet taget. Men det var nu godt at han langsomt fandt alle sine barndomsvenner. Og så kort tid efter hinanden. 
"Jeg har også savnet dig," sagde han grinende og krammede Ysara ligeså nært til ham selv. Han kunne da også godt mærke at hun ikek var den samme pige som han engang havde kendt, men det tog han ikke så tungt. "Men har dig og Angel ikke holdt kontakten? I var jo begge to tilbage til Rubinien," spurgte han så. For det havde da ikke virket på den måde da han stødte på Angel måneder siden. Måske var der bare noget han ikke vidste eller også havde de holdt kontakten og Cecilio var bare lidt dum. Det kunne han alligevel godt være til tider.

Ysara var helt lykkelig over at se Cecilio igen. Han var lige så pæn som dengang, og havde egentlig også lige så køn en sangstemme, nu hun tænkte over det. Det havde altid været sjovt at se ham synge for folk. Krammet blev holdt i et respektabelt stykke tid, hverken for lang tid eller for kort tid og idet Cecilio spurgte ind til Angel og kontakten mellem hende og veninden, sukkede Ysara lavt. Det var hendes egen skyld at kontakten ikke var blevet bibeholdt.
"I starten, jo. Men nu har jeg ikke set hende i nogle år efterhånden. Jeg tror ikke hun bor i Rubinien længere, og det gør jeg sådan set heller ikke," hun havde ikke voldsomt lyst til at snakke om hvorfor, men Cecilio var hendes ven, så hun ville heller ikke lyve eller holde det fra ham. "Der, ehm.. Skete nogle ting der gør, at jeg ikke kan være dernede længere, så nu er jeg her.. Sååh.. Ja, jeg har ikke set Angel i lang tid nu," hun skrabede lidt i jorden ned sin ene fod og havde også blikket fastslået på den, før hun kiggede på Cecilio. "Har du set hende?" hun kunne vel være heldig? Det kunne være Cecilio ville vide mere?

Det var jo helt utroligt at Cecilio mødte to af sine barndomsvenner det samme år. Det var ikke ligefrem noget der skete ofte, for hvis det skete ofte, så ville han jo ikke var så overrasket og helt ved siden af sig selv. "Jo, jeg har set Angel oppe i Hovedstaden," sagde han begejstret. "Hun er stadig... så meget Angel. Hun rejser rundt, gambler, laver ballade. Alt det hun også gjorde dengang og mere til. Det er fantastisk," indrømmede han. Det var dejligt at vide at hans barndomsvenner ikke ligefrem var som fremmede væsner for ham. Nej, de var stadig de samme dejlige mennesker, som han holdte af og lavede ballade med.
"Det her er virkelig fantastisk. Jeg vidste virkelig ikke hvad der var sket med dig. Første gang jeg var tilbage til Rubinien spurte jeg mig omkring efter dig, men ingen vidste hvor du var forsvundet hen. Jeg er glad for at du er i god behold," sagde han smilende. Han smilede faktisk så meget, at han næsten var ved at få ondt i sin kæbe.

Afsluttet