Med et par slag med den lange hale, svømmede Kalitetresh ud af den imponerende koralport, der markerede overgangen fra Aquarins yderste distrikt til området udenfor. En form for stenbelagt vej førte videre fra byen, men snart var man i et mere vildt område af havbunden.
Undersøiske planter bevægede sig let, som Kalitresh svømmede forbi dem. Han kiggede årvågent rundt efter mere interessante planter eller genstande, som ikke normalt hørte til på havbunden.

Det havde været svært for ham at sidde med hænderne i skødet, mens han vidste, at dæmonpesten rasede på overfladen. Selvom han godt kunne se fornuften i, ikke at vende tilbage for blot at omkomme, hadede han alligevel at føle sig så magtesløs. Det var hans arbejde at hjælpe andre.
I de seneste uger havde han påtaget sig lidt forskellige pligter rundtomkring i havfolkets rige. Det var rart at have noget at lave, og der var nok at tage fat i. I dag var han taget ud fra Aquarin for forhåbentlig at kunne bringe nogle nyttige genstande med hjem: der var ofte meget at finde på havbunden. Net og andre redskaber fra fiskerbåde, som lå og langsomt blev nedbrudt på havbunden, kunne i stedet tages hjem og gøre nytte i byen.

Nerida gav et par hurtige slag med halen for at få mere fart på mens hun skar gennem vandet i en cirkel, og ende i en foram for virvel, dansen var improviseret mens hun nynnede fraværende. Hun havde været ud for at samle tomme Muslingeskalder og kongkylier. dem som ikke kunne genbruges, men var flotte og dekorative i hjemmet.
Hun nynnede videre på den kendte melodi, mes hun viftede lidt med hoften. det var rart bare at slappe af og ligge bøgerne og magien og ikke minds studierne fra sig lidt.

hun stoppede dog med et, da det gik op for hende at hun ikke længere var alene, og hendes sang døde langsomt ud. hun havde ikke set havmanden før, i så fald kun i glimt. Nerida strøg sin lange fingre igennem det korte hår. "Det Beklager jeg, Jeg troede ærligt at jeg var alene"Hun nærmere på manden mens hun skubbede skulderposen højre op. hans Blågrå hud og hvidt hår der bølede let i vandet.

Længere fremme på havbunden havde Kalitresh set noget, der glimtede let. En spændende form for plantevækst, han ikke tidligere havde set, og med et koncentreret ansigtsudtryk svømmede han tættere på. Han selv havde desværre ikke den store botaniske viden, men muligvis kunne han bringe et stykke af planten med hjem..
Han skulle til at række ud efter planten, men en sælsom sang stoppede hans bevægelse. Sirenesang var ikke en ualmindelig diciplin blandt kvindelige havfolk, og havriget havde mange, dygtige sangere. Kalitresh nød altid at lytte til deres stemmer, og han vendte sig nysgerrigt omkring for at se, hvem han havde fået selskab af.

Havfruen var ikke én han havde mødt før - ikke mærkeligt, for Aquarin var et stort rige, og nu hvor han havde taget ophold på overfladen, havde han ikke nær så mange bekendtskaber blandt havfolket, som han tidligere havde haft. Det første han lagde mærke til var hendes korte hår - et særdeles udsædvanligt syn blandt unge havfruer, der holdt af at se deres lange lokker bølge, når de svømmede. Kalitresh' hår var da også på Aquarinsk vis langt, selvom han som regel holdt det væk fra ansigtet. Lige nu bølgede det hvide hår i vandet bag ham.
"Goddag.. Deres sang var skam ikke forstyrrende." Sagde han venligt, idet han betragtede hende nysgerrigt. Det var altid rart at have mulighed for at tale lidt med andre havfolk omkring hans alder.

Nerida lod sin gyldne hale flagre let frem og tilbage for at holde vandet omkring hende i bevægelse. havet var stille i dag. ikke meget vind og tidevandet var ikke på vej endnu før om nogle timer. hun ville næste tro at tog de til overfladen ville man kunne spejle sig, men dette var havet.. det kunne hurtig ændre sig. Det var et af vidunderne omkring det.
Hun så på havmanden foran sig og smilede oprigtig til ham, da han åbenbart ikke mente sangen var forstyrrende. Hun selv havde nok også selv mest dansen. det med at danse i sin egen verden og andre så det uden hun vidste det. det var lidt som at blive taget med fingerne i kage skålen da man var lille.

Hun lagde hovedet let på skrå og svømmede så tættere på, med et lige så stor nysgerrighed fanget i hendes øjne som hun kunne se i hans. "Jeg synes ikke jeg er svømmet ind i dig så tit? Der var mange i og omkring byen, og så langt var de ikke fra Koralproten, men hun skulle bruge en eller anden form for start på en samtale, han så spændende ud. hun lod halen folde sig ud, næsten som en kjole og satte sig på en stor sten i havbunden tæt ved, hvad end der havde fanget hans opmærksomhed. "Mit navn er forresten Nerida" hun så spørgende på ham, i håb om han ville gengælde gestussen og fortælle hende, hans navn.

(Beklager en lange ventetid<3 .. skolearbejdet har overtaget lidt)

Hvor meget tid Kalitresh end brugte på landjorden, ville menneskenes rige aldrig kunne overskygge hans kærlighed til Aquarin. Koralportene, hvor havfolkene svømmede igennem, havde en storslåethed over sig, som man ikke kunne finde magen til på landjorden.
Og så var dette hans folk - her følte man sig hjemme, selvom Kalitresh godt kunne mærke, at hans tid på landjorden også havde ført forandring med sig. Han var ikke helt så "ægte" havfolk længere, som de, der boede i Aquarin, og tanken om dette, førte en vis sørgmodighed med sig. At vælge at følge en anden vej i livet end flertallet ville andre være nemt..

"Jeg har været bortrejst i en længere tid." Svarede Kalitresh venligt. Hans blålige fingre undersøgte forsigtigt planten, han havde fået øje på. Så vendte han igen opmærksomheden mod havfruen, der havde fundet en sten at sidde på - hendes hale så ganske elegant ud, som hun sad der, tænkte han. På trods af det korte hår besad hun stadig masser af feminin ynde. "Kalitresh Aryaka." Skyndte han sig at gengælde hendes præsentation.

Nerida lod blikket glider igennem vandet og kildede en af de små fisk der kom svømmende under maven så den hvivlede glad rundt. hun havde kun set landjorden fra afstant i sikkerhed i vandet. men hun tænkte tit på at bare se det for en dag. hun ville nok ikke kunne leve deroppe. men se det, for en enkelt dag.

Nerida så interesseret på ham, han blev lige det mere intersandt ved hans ord ´bortrejst´, men hans blik var på blomsten og da han så på hende, sænkede hun kort øjnene for ikke at virke alt for nysgerrig.
Bortrejst? det lyder nu også dejligt, se hvordan verden ser ud i andre farevande end her" Havet var stort og man kunne sagtens rejse til andre byer end Aquarin, der var dybthavsfolkne der levede længere nede, eller Friskvandsfolket der lavede i de store floder der strækte sig ind på land. så mmange spændende steder man kunne se og udforske

Hun lagde hovedet lidt på skrå som han tilbyd sit navn. hendes øjnebryn fik et kort tænkende vinkel "Aryaka... hun smagte lidt på efternavnet, det lyd bekendt men hun kunne ikke helt pladsere det. "Er du fra det centrale del af byen?" det var næsten det eneste gæt hun kunne komme med, det var her hun kendte flest navne og siden hun selv var opvokset der, var muligheden størst for hun var rendt ind i en med samme efternavn der.

Med erfarne hænder fik Kalitresh hevet planten, han havde undersøgt, op ad søbunden med rødder. Han lagde den ned i en taske, han havde om livet, før han selv fandt sig en sten at sidde på - lige ved siden af Nerida. Hans halefinner bølgede en anelse i den lette havstrøm.
"Længere væk end det, hvis man kan sige det sådan." Sagde han med et lille smil. Det var tydeligt at Nerida ikke selv var en fast besøger på landjorden, når hun først og fremmest tænkte på fremmede farvande. "Jeg har været på overfladen. Lært menneskeracen bedre at kende .. de er et kaotisk folkefærd." Sagde han forklarende. Ordet ved det eneste rigtige, han kunne beskrive menneskene med: selvom de med deres skrøbelige lovgivning forsøgte at holde orden på samfundet, havde menneskeriget intet af havfolkets diciplin og orden.

"Jeg er fra det centrale bydistrikt, ja." Svarede han. "Min mor arbejder som kongelig vagt." Han kunne se, at hun forsøgte at placere hans familienavn - måske havde hun hørt om dem et sted.

Nerida drejede hovedet så hun lige så meget holde øje med hvad Kalitrash hænder fortog sig, som hun holdt øje med han ansigt. det korte hår bølgende om hendes hoved.. ikke fascinerende som det lange ville ha været, men som en lille gylden glorie. 

Men hendes nysgerrighed og interesser blev først for alvor vækket da han sagde landjorden. "Overfladen?...." hun slog hurtig blikket ned for ikke at virke for intens. Hendes fader havde givet klar udtryk for hvad han mente om landjorden og dens væsner men hun VAR nysgerrig hendes bror var stukket af dertil og noget inden i hende ville så gerne vide hvad han havde fundet deroppe der havde gjort han aldrig var kommet hjem igen. var han overhovedet i live.."Jeg havde en bror deroppe, om han stadig er i live ved jeg dog ikke, det er mange år siden han forlod os" hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun kikkede på han under sine øjenvipper. "Personligt kommer jeg nok ikke derop, even til disse ben er ikke kommet i min retning" hun smilede som for at sige det ikke gjorde hende noget, hun var glad for at synge og bruge sirens magiske vej. men hvor ville hun gerne vide om hendes bror stadig var deroppe, om han havde glemt hende eller glemt det smukke i havet, eller bare en enkelt dag deroppe for at se ham se hans nye verden. 

Navnet sagde hende stadig ikke noget, på trods af hans forklaring. men der var mange der levede i den store by, og hvis hun var kommet forbi hans moder på et tidspunkt vidste hun ærligt ikke. men hendes far ville nok vide hvem der var tale om uden problemer. 





(beklager den lange ventetid)

Kalitresh syntes at kunne høre en større nysgerrighed i hendes stemme, da hun spurgte ind til det med landjorden, og han kiggede interesseret på hende, mens hendes blik var allerede vendt nedad og hans øjne hvilede i stedet på håret, der faldt som en gylden glorie om hendes hoved.
"Ved du hvad din bror foretager sig på landjorden?" Spurgte han venligt. Han syntes at kunne fornemme, at emnet var vigtigt for hende, men hendes ord antydede også, at familien ikke havde kontakt til broderen.. "Han forlod os".. Kalitresh tanker kredsede et øjeblik om, hvad der mon kunne være sket, men han ville ikke presse på med spørgsmål. "Jeg har selv arbejdet i byvagten i Hovedstaden.. Jeg ser der som en vigtig opgave at forsøge at bringe lidt orden til det kaotiske samfund på overfladen."'

Det havde ikke været let i den seneste tid. Krigen havde været hård for byvagten, og han ville nødig tænke på, hvordan pesten havde efterladt deres styrker. Selvom han var glad for at opholde sig for en tid i Aquarin, længdes han efter at komme tilbage til arbejdet. 
"Overfladen har heller ikke været det bedste sted at befinde sig den seneste tid," Sagde han med et svagt smil, selvom alvoren kunne ses i hans øjne. "Men mon ikke det vil være muligt for dig at besøge den en dag? Der findes magiske remedier, der kan give dig ben.."

Nerida lod sine fingre glide ned over en af hendes side finner, som en kvinde på landjorden nok ville ha glattet sine skørter.
hun var interesseret, meget endda. så hun så op igen og mødte hans. "jeg ved det ikke.. desværre.. Men kunne forstille mig noget diplomatisk, eller kriger." hun kunne ikke forstille sig at hendes bror var taget derop og bare levede et normalt liv, eller så normalt man nu gjorde deroppe. han ville give sig til noget, noget han følte var vigtigt. 
Smilede til ham stadig med hendes øjne på hans. hun gik ikke ud fra at han kendte hendes bror, men hvem vidste? hvor mange havfolk gik overhovedet deroppe?

"Hvordan er byen? er der meget Kaos deroppe?" hun vidste overfladens folk tog kaos med hvorhen de gik, men det kunne jo ikke være så slemt kunne det? der måtte vel være kærlighed, noget smukt deroppe, der gjorde det hele værd. 

Hun lagde hoved på skrå lod igen fingerne glide lidt over hendes side finne. kunne hun? måske. men hendes forældre ville blive tosset. "Tjoo.." det var først da hun ville svare at det gik op for hende at hun måske også var en smule usikker på om hun kunne klare sig deroppe. "måske engang når jeg for samlet mod til det." hun havde flere gange været væk hjemmefra et par dage. hun hun bare sagde hun skulle på tur ud i havet. hvad hendes forældre ikke vidste havde de ikke ondt af, og hvis hun nu blot var der en enkelt dag... hendes tanker fortonede sig stille.. og hun så op på Kalitrash igen. "Du virker til at savne det, selvom det er kaotisk?"

"Jeg har ikke mødt mange havfolk på overfladen .. kun en enkelt, faktisk. Men måske kan du fortælle, hvad din bror hedder, så jeg ved det, hvis jeg møder ham?" Foreslog han venligt. Han kunne fornemme, at det med broderen var vigtigt for hende, og han ville gerne hjælpe, hvis det var muligt.

Det var svært at forklare, hvordan byen på overfladen var for en, der aldrig have været der. Han havde tidligere forsøgt at forklare menneskenes samfund for sin familie, men det var svært at overbevise dem om, at overfladen også havde sin egen skønhed, og at der trods alt fandtes orden i det kaos, der herskede.
"Der eksisterer ikke den samme diciplin i menneskenes samfund, som i vores.. de har mange kriminelle." Forklarede han. "Men det betyder ikke, at der ikke også findes ædelmodighed blandt dem.. Jeg er glad for at være tilbage i Aquarin, men jeg bryder mig ikke om at sidde med hænderne i skødet, når jeg ved, at byvagten kunne bruge min hjælp. Krigen tog mange af os og jeg har hørt, at endnu flere er omkommet til pesten.."
En bedrøvelse kunne høres i hans tonefald, for selvom han var meget anderledes en så mange af sine byvagtskammerater, satte han alligevel pris på deres sammenhold og de arbejde de udførte. Ingen af dem havde fortjent at dø. Desværre var han også selv magtesløs over for pesten..

"åhh Hans navn er Cyran... Cyreneus Nereus" hun havde slet ikke tænkt over at hun ikke havde sagt hans navn endnu.. det kunne jo være at de havde mødt hinanden. hun kunne være heldig at hendes bror var den ene Kalitresh havde mødt der oppe. 

Nerida smilede og lyttede opmærksomt på alt hvad Kalitresh fortalte. det var tydeligt at der var Kaos deroppe, en kaos der måske også væggede det gode i nogle folk. hvorfor skulle det ellers findes ædelmodighed blandt dem, og man forelskede sig åbenbart i overfladen. eller man følte måske man havde et større formål deroppe. 
men krig og pest. det lyd som Kaos, uden meget kærlighed. Hans stemme lyd bedrøvet. han måtte savne det på trods af alt den uro. 
"Jeg håber der er mere deroppe for dem end Krig.." Venner måske, eller måske en pige..

Kalitresh nikkede. Han vidste, at der var flere havfolk, der arbejde under Lyset, og der fandtes også andre rundt omkring i byen - desvære var de så få i antal, at det var sjældent, at Kalitresh var så heldig at støde på dem. "Det skal jeg huske, hvis jeg en dag er så heldig at møde ham." Svarede Kalitresh, da navnet ikke ringede nogen klokker. 

"Det håber jeg også." Sagde han. "Og jeg håber, at min indsats deroppe trods alt gør en eller anden form for nytte.." Ene mand ville han aldrig kunne tæmme menneskesamfundet, men han holdt fast i troen på, at hans arbejde med byvagten trods alt gjorde et eller andet godt. Han var glad for at kunne være med til at sørge for, at de der gav problemer for de civile, kom bag lås og slå. "Forhåbentlig er sitationen på landjorden noget bedre, når .. eller hvis .. du en dag bestemmer dig for at besøge den.. og måske finde din bror."

Nerida nikkede kort sin tak "hvis du gør - bare sig det er mig der sender ham en hilsen" hvor ville det være vidunderligt hvis hendes bror kunne få sådan en besked. måske ville han komme tilbage hvis han vidste nogle tænkte på ham.. 

Nerida tænkte lidt over hvad han sagde, mens hun strøg det kort hår væk fra øjnene. "alle gør vel en forskel. måske ser det ikke ud af meget. men at du er der giver automatisk to hænder mere, til at hjælpe." hun smilede til ham og lagde hovedet let på skrå før hun viftede lidt med halen "Mon ikke det bliver bedre en dag. jeg tror du har ret.. en dag vil jeg tage derop bare for en kort stund" hun satte fra sin sten, så hun ikke sad ned mere, nu hvor han heller ikke var optaget af sin plante. "jeg vælger i hvert fald at tro på at hele verden kan blive et bedre sted,  og det er bedre at hjælpe én, end ikke at hjælpe nogle.." hun slog let med halen for at holde sig i hans højde. hvor hendes gyldne farver lyste i det lys der kom så langt ned på bunden som de var. "Jeg bliver nød til at komme hjemad nu.. men... jeg vil gerne høre mere en anden engang" hun smilede skævt "Måske finder jeg dig på landjorden engang"

Kalitresh smilede varmt. "Tak for dine venlige ord. Hvis du en dag besøger overfladen, skal du endelig spørge efter mig .. vi aquarinere må holde sammen!" Overfladen var en oplevelse i sig selv, og livet deroppe var bestemt ikke for alle .. dog ville Kalitresh ikke være foruden oplevelsen, selvom han ikke havde tænkt sig at blive på overfladen resten af sit liv. En dag ville det være tid til at for bestandigt vende tilbage til havfolkets rige .. måske stifte en familie..

Han selv gav et kort slag med halen, der bragte ham i bevægelse og flyttede ham et lille stykke over havbunden. "Det var rart at møde dig, Nerida." Han satte pris på den tid, hun havde givet sig til at lære ham lidt at kende - han følte ofte, at de venner, han havde i havriget, var kommet en smule på afstand efter han var flyttet til landjorden, og det havde været rart at snakke med en ligesindet.