Jade satte den sidste klat maling på det maleri hun var ved at færdiggøre og betragtede værket med sammenknebne øjne et øjeblik, før hun endelig smilede tilfreds. Det forestillede et imponerende handelsskib og var malet på bestilling af skibets ejer. Hun havde spenderet en hel eftermiddag på havnen med at skitsere skibet et par dage forinden og kunne stadig lugte det salte hav, som hun sad og malede. Jade kastede et blik ud af ataliets vestvendte vindue. At kalde rummet et atalier var måske en anelse for gavmildt, eftersom det var det eneste rum hun havde til rådighed, og var sparsomt, men funktionelt møbleret.
Lyset uden for svandt langsomt og efterlod horisonten i gyldne og orange farvetoner, der antydede at det var på tide at stoppe for i dag. Det var noget nær umuligt at male fakkellys alligevel, så næste projekt måtte vente til dagen efter.
Jade rullede med nakken og skuldrene, hvilket frembragte en række dæmpede knæk, før hun rejste sig fra den lille taburet. Hun strøg et par totter, der havde løsnet sig fra hendes fletning væk og efterlod – uden at vide det – en blå stribe på sin højre kind. Hun kastede forklædet fra sig i hjørnet, efter at have tørret hænderne af i det, og strøg ud af døren. På vejen snuppede hun sin pung og nøglesnoren, der hang på en krog ved siden af døren og låste efter sig.
Hun kunne lige nå et smut ned til markedet efter en bid aftensmad og rent faktisk få varm mad for en gangs skyld. Gaderne myldrede stadig af aktivitet, da hun smuttede ned af trapperne og begav sig mod byens hjerte og markedet. Solens sidste stråler badede byens sandstensbygninger i rødlige nuancer, der fik det til at se ud som om den stod i flammer.
Hun nåede markedet og forsvandt ind i menneskemængden, mens hun navigerede efter sin lugtesans, da duften af krydderi og stegte grøntsager nåede hendes næsebor.

Solen var ved at gå på hæld og markedet roligt ved at gøre klar til at lukke ned. For Nia betød denne tid at det snart r tid for hende at skabe lidt underholdning. Dog havde hun valgt at få sig et måltid mad inden det var helt tid. Fra hendes plads ved at bord ude i det åbne, havde hun en god udsigt til både sine to heste; den ene en del ældre end den anden, og til musikanterne og folket der gled forbi i en strøm af fok på vej til eller fra arbejde.
Vuggende til musikkens rytmer fik hun de sidst grøntsager i sig, inden hun løsnede bjælderne der hidtil have været tildækket og gemt af vejen så de var knapt larmende. Men nu lød de igen med en lystig klingren ved hvert skridt hun tog, hen imod musikanterne alt imens hun tog en slurk af den varmende mjød, snart ville kruset være tomt også ville det være tid, stadig stod hun blot og lyttede opmærksomt til musikken, og hvad hun kunne gøre for underholdningens skyld.

Med et skævt smil, tog Jade imod den portionfuld ubestemmelig gryderet med tilhørende majsbrød, der blev rakt hende i bytte for et par mønter. Hun satte tænderne i brødet og balancerede skålen hen til det nærmeste bord, uden at skvulpe indholdet ovenud, og satte sig på bordkanten med fødderne placeret på en grov taburet. Herfra betragtede hun gadens mylderende liv til de muntre toner fra gadmusikanterne overfor madboden. Meget kunne man sige om handelsbyen, men der var altid liv. Mens hun sad og nød solens sidste stråler mod sit ansigt og skovlede gryderet op med brødhumplen, bed hun mærke i en ung sigøjnerkvinde, iklædt et stærkt farvestålende og meget iøjenfaldende sæt tøj, der ringlede og klingede for hvert skridt hun tog - deraf teorien om at kvinden var sigøjner.
Jade vendte opmærksomheden væk fra kvinden og koncentrede sig igen om musikanterne. Hendes fødder vippede let i takt til den lystige melodi, der inviterede nattelivet frem. Inden længe ville bygningers lange skygger være hjemsted for fulderikker og lystfolk og lyssky handler og værthusene ville fyldes med handlede, der enten fejrede deres fordelagtige handler, eller ledte efter trøst for de mindre fordelagtige på bunden af et ølkrus.