Clip-clop-clip-clop..
Lyden af et par heste der roligt skridtede op af byens gader, brød lyden af desperate borgere på deres færd op imod templerne og helligdommene, i håb om at få et mirakel at se.
Det nærmeste mirakel var vel nok mest den dæmon der med sine hvide øjne betragtede panikken fra sin plads ved siden af kusken.  Han havde absolut ingen anelse om hvor de var på vej hen eller hvad hans herres planer var med denne lille udflugt. Dog havde han overhørt konens ivrige hvisken med den ældste teenagedatter. Noget med ægteskabeligt formål. Pft! Mennesker og deres trang til at yngle.
Blikket fokuserede på vejen foran dem idet kusken drejede ned af en mindre allé, omkranset af træer og buske. Fra kuskesædet var der nu et fremragende syn som hestene skritede op og ind på den større gårdsplads.  Et observerende blik blev sendt rundt, bestemt ikke det værste sted at bo, konkluderede han inden han hoppede ned og anlagde den neutrale maske han sædvanligvis brugte når han var ude at 'arbejde' i offentligheden.  Halen vippede let bag ham, som sædvanligt skjult under tøjet så han ikke skræmte andre. Uheldigvis kunne han ikke længere bruge den ring han ellers normalt bar  for at ligne en anden, da denne person var afgået ved døden, højest sandsynligt pesten. Det gjorde dog også at han var en del mere genkendelig da hornene ikke kunne skjules helt med hætte eller lignende.
En dyb sukken forlod hans næseboer idet han åbnede vognens dør og bukkede for hans herre idet denne stod ud og hjalp sin kone ud af hestevognen, fulgt af sønnen der hjalp den ene datter ud, mens Galavant tog over hvor de to resterende døtre manglede en mandig hånd til at hjælpe dem ud. Småskravl, at de ikke kunne gå ud selv, men han vidste at det var forventet at han viste bare lidt etikette.
Vel ude af vognen gav han slip på den yngste datters hånd og lukkede vognens døre i med en nikken til kusken der forlod dem over imod staldene åbenbart.
En rømmen fra hans herre fik umiddelbart dæmonen til at stoppe op, idet han var på vej op imod døren for at bekendtgøre at familien Shearrene var ankomme. De pupilløse øjne blev vendt imod herren der utålmodigt vinkede Galavant hen til sig, et tegn dæmonen hastigt adlød. " Herre..?" Lød det spørgende.
" Jeg forventer at du opfører dig ordentligt og tilpasser dig.." Dæmonen hævede et øjenbryn, ikke andet..? Det var dog direkte åndssvagt. Men den aldrende mand fortsatte sin tale, imens han roligt vendte sig imod hoveddøren. " Familien her har selv en dæmon i deres tjenerstab har jeg ladet mig fortælle. En af langt ældre generation end dig. Hvis, eller når, du støder på ham vil jeg ikke se nogen stridigheder imellem jer. Jeg kender I dæmoners temperament, og ikke mindst dit. Jeg vil meget nødig ende med at skulle skylde familien her en ny dæmon. "
En ældre dæmon? Galavants blik var omgående gledet op imod de mange vinduer, vagt fornemmende den andens aura. Jo der var noget dæmonisk derinde, et ellr andet sted men han kunne ikke helt pinpointe det.
" Opfør dig ordentligt og anstændigt Adelmar, og det er en direkte ordre." Lød det dæmpet men bestemt.
Galavant fornemmede ordren fæstne sig i sit sind som han bukkede for sin herre. " Javel Herre. Jeg skal gøre mit bedste."
Han rettede sig igen op, inden han gik op af trappen og bankede på døren for at bekendtgøre familiens ankomst til hushovmesteren der tog imod dem og viste dem indenfor.

Der havde været gang i huset det meste af dagen. Tjeneste folk der hvirvlede rundt og fruen i huset der kostede rundt, for at sige hvordan det skulle se ud, for hun kunne jo ikke overlade overblikket til nogen anden. Alt blev støvet af, og der blev fejet og endda også vasket gulv til tider.
Det kunne godt være at pesten raserede udenfor dørene, men indenfor var alting i skønneste orden. Eller så meget i orden det kunne være, når de skulle have gæster og fruen i huset var noget af et rengøringsmonster. Nemt nok når hun jo ikke skulle gøre rent.

Maximillian havde heldigvis fået et af de bedre jobs i huset denne her gang. Han stod, i forholdsvis stilhed, og pudsede sølvtøjet, inden han dækkede op med det. Det var et let job og han behøvede ikke være bekymret for at gå ind i andre.
Selvom ingen havde fortalt ham hvad der foregik, så havde han fået læst nok tanker til at have forstået formålet med dagen. Et giftemål. Ikke første gang at Maximillian kom til at se sådan et arrangement, og heller ikke første gang at han ikke havde fået noget at vide, selvom hans nuværende herre plejede at være bedre til at fortælle hm hvad der skete.

Kort før at Familien Shearrene skulle ankomme, fik han besked på at gå op og sørge for at deres børn var klædt på og at tage dem med ned.
Han havde hørt banken på døren, da han nåede den sidste af børnenes værelse, og bankede på, før han åbnede den. Det var den yngste datter der tydeligvis ikke var glad for situationen.
Han satte sig på hug foran hende og kiggede ind i hendes øjne med et smil på læberne. "Du bliver nødt til det, ellers bliver din fader sur på os begge," sagde han blidt til hende, selvom hendes læbe bævrede og hun tydeligvis ikke ville. "Kom nu, Eli, jeg er sikker på at du kan snige dig ud lidt tidligere, og du kommer ikke til at sidde sammen med dine forældre. Så måske man kan få sneget noget ekstra på din tallerken." Det gjorde åbenbart tricket, for hendes læbe stoppede med at bævre, og Maximillian rejste sig op, og tog den lille hånd og fulgte hende nedenunder.

Nedenunder havde han hørt hushovsmesteren tage imod gæsterne, og han styrede Eli ind til hendes forældre, før han tog en plads længere væk fra dem, op mod væggen.
Der havde været en næsten vibration i luften, noget der føltes nærmest kendt, men ikke noget han havde været ude for i lang tid, så han kunne ikke sætte finger på hvad det var. Det var da lige indtil at han satte øjnene på den anden dæmon. Der var tydelig overraskelse i hans øjne, selvom det hurtigt forsvandt igen.

"Min kære ven, jeg er så glad for at du kunne komme," kom det fra Hr. Castillo, overhovedet i huset, da han så Hr. Searrene. Han begyndte så at præsentere alle i familien. De tre drenge, og de to piger. Og til sidst selvfølgelig Maximillian, fordi det var alligevel usædvanligt at have en dæmon.
"En ære at møde Dem," sagde Maximillian af ren høflighed og bukkede for familien, men kiggede stadig på dæmonen, selvom han prøvede på ikke at gøre det særlig mærkbart hos de to familier. Men hvis dæmonen opdagede det... Det havde han egentlig ikke noget imod.

" Glæden er helt på min side. " Lød det med et smil fra Hr. Shearrene, inden denne præsenterede Castillo familien for hans kone, hans 3 døtre og 2 sønner. De overlevende der var tilbage efter det for nogle år side var lykkedes Galavant at dræbe den ældste søn, der også havde været den ældste i søskendeflokken. En gerning der havde kostet Galavan hans ene horn. Helt tilgivet var han ikke, det var han næsten sikker på i at han kunne fornemme herrens sindsstemning når han var i nærheden altid kom op i det orange felt.
Sidst men ikke mindst blev Galavant også præsenteret. Tjener..? Snarere slave.. Fnøs han indvendigt, men besvarede alligevel høfligt tavst, bukket for familien foran ham.
Blikket gled hen over den anden dæmon, inden den yngste datter løb over for at hilse langt mindre høfligt på Castillo familiens Eli. De hvide øjne hvilede kort på ungerne af Castillo, ikke helt sikker på hvorvidt han skulle træde ind og hive Isabel væk. Det var vel godt at de lærte hinanden at kende, omend man kunne ønske den knapt 8-årige pige huskede sine manerer, men hun var langt mere ivrig efter at få nye bekendtskaber, og højest sandsynligt skabe ballade.
En smule rådvild gled blikket fra de to tøser til hans herre, til Hr. Castillo der lod til at tage det hele med ophøjet ro, til Maximillian i et forsøg på at læse dennes følelser, fornemme om han skulle træde til eller ej.
Han bandede mentalt af Isabel for hendes uhøflighed og dårlige opdragelse, hvis skyld nok ville ende med at ligge over nakken på Galavant der var den der oftest fungerede som barnepige når de ikke lige havde tid eller lyst til at finde en anden, hvilket de bestemt ikke havde nu hvor pesten lå over byen som en tung dyne.

Maximillian vidste bedre end at forstyrre nogen af de højere stående, men hvor Isabel måske var ret høflig, forholdte Eli sig meget mere høflig, selvom de var på samme alder. Nu var opdragelse også meget vigtig i Castillo husholdningen, og dæmonen havde ærligtalt været med til at opdrage en del børn efterhånden, men det var stadig moderen og deres officielle barnepige der stod for hovedparten af deres opdragelse.
Som de to familier begyndte at mingle mere med hinanden, fandt den ældre dæmon langsomt at drive over mod Galavant, og selvom der gik noget tid, stod han endelig ved siden af ham. Selvom han prøvede at holde sit blik kunne han ikke lade vær med at kigge på Galavant, fordi det var godt nok lang tid siden at han sidst havde set en dæmon i samme position.
Han kunne da heller ikke dy sig fra at række ud efter Galavant's sind, for at mærke hans sindsstemninger og måske hans tanker, hvis han kunne gribe om dem.
"Så hvordan er du endt i denne her position?" spurgte han lavmeldt den anden dæmon. Han kunne mærke at Galavant var langt fra glad for at være her, og egentlig ville Maximillian også hellere være et andet sted. Med en god bog, gambling, eller måske bare en hyggelig tur i sengen. Ikke at de fleste ville kalde hans ture i sengen, speciel 'hyggelig'.

Galavant blev lidt mere rolig som familierne begyndte at mingle lidt mere med hinanden nu hvor de værste høflighedsfraser var overstået, han bemærkede dog en usikkerhed hos den ældste datter i hendes småakavede forsøg på at komme til at lære hendes muligvis kommende mand, bedre at kende. Det var dog ikke noget han ikke havde set eller fornemmet før, det havde været ligeledes da hans nuværende herre var begyndt at ses med dennes kone, til alverdens baller og private arrangementer. Dødkedeligt hvis man spurgte den unge dæmon.
Hvorfor var han overehovedet blevet slæbt med til dt her forløb? For at blivee vist frem som en eller anden præmietyr eller hvad? Mennesker var og forblev tåbelige.
Blikket hvilede i høflig rolighed på familerne, men han bemærkede skam godt hvordan den ældre dæmon sneg sig tættere på ham, så ubemærket som muligt.
Som den anden stod ved siden af ham, måtte han lige minde sig selv om hans løfte til sin herre om at holde sig i ro og ikke skade andre, lige å meget som han måtte minde sig selv om at han var på en anden og langt ældre dæmons territorie, så hvis der skulle opstå gnidninger imellem dem ville Maximillian klart have fordelen.
Hvordan han var endt i sin situation...? " Som så mange andre dæmoner der ender i en lignende situation som dig og mig; dumhed. " Svarede han, uden at nævne præcis hvad det var for en dumhed han havde begået, låst inde i paladsets fangekælder specielt udviklet til tilfangetagne dæmoner så de ikke kunne finde sig en ny krop. " Det, og Lysets vanvittige arv-en-dæmon-politik. " Dette blev sagt dæmpet ud af mundvigen, velvidende at hand herre, som ridder i Lysets hær, ikke så vel på at han talte ned om Lysets hær og deres gerninger.
Blikket sled sig fri fra familien idet han trodsigt så den anden i øjnene. " Hvad med dig? "

Den ældste søn, der var blevet udset for at blive Shearrene datterens mand, var nu ikke særlig interesseret i faktisk at snakke med hende, og Maximillian vidste udemærket godt hvorfor. For ikke mange uger siden havde han kommet til Max, og de havde da nydt godt af hinandens selskab et par gange. Han havde i hvert fald været meget mere interesseret i at prøvekøre Maxmillian fremfor at tænke på at han skulle giftes med en kedelig pige. På den anden side. Maximillian ville jo tydeligvis gå til den ældste søn, når det var tid til at dæmonen skulle gå videre i arv, så selvfølgelig skulle han lige afprøves først. Ikke noget Maximillian havde noget imod... Det skulle nok blive et lykkeligt ægteskab.
Maximillian morede sig lidt over hvordan den anden dæmon faktisk kiggede ham ind i øjnene, og han var ikke bleg for at stirre tilbage, og et smil gled da også over hans læber. Så respekten var der tydeligvis ikke, selvom Maximillian tydeligvis var den ældste af de to dæmoner. Det var allerede ret utroligt at de ikke havde krydset veje tidligere.
"Ingen ide. Han kendte mit navn da jeg mødte ham. Ikke en rar herre egentlig," indrømmede han med lethed. Han havde altid vidst aldrig at give sit navn ud, og for 2000 år havde han da også gået under et andet navn, men nu var der ikke så meget at gøre ved det. Desuden havde han aldrig fundet ud af hvordan hans originale herre havde fået fat i hans navn, selvom han havde opfanget noget med et bibliotek. Dengang var det dog ikke noget han gik op i, det var først senere i livet at det gik op for ham, hvor rare bøger kunne være at læse.

Galavant klikkede let med halen som han overhørte den ældste datters akavede kommentar om hvor pænt og velsiddende knægtens hår var. Den dæmpede klikkende lyd distraherede ham nok fra at komme med et lille grin over hendes kommentar. Fyren var jo så tydeligt ikke interesseret i at vide af hende, i al fald ikke på den måde.

Hans klikken blev dog voldsommere idet den ældre dæmon stirrede tilbage, ned i hans øjne. Hvor vovede han! Galavant tog en langsom og dyb indånding for at få temperamentet lidt mere under kontrol. Hvor det næstn havde været et festmåltid af negative energier på vejen herud, var det eneste negative han kunne hive og føde på lige nu den ældst søns dårlige interesse i tøsen.... Og Shearrene familiens søn der stod og vippede på fødderne, frem og tilbage. Tydeligvis kedede han sig og interesserede sig hverken i at kommentere på tøj eller hjem, faktisk lod han til at ønske sig hjem til sin bold istedet for dette fine selskab, selvom knægtens blik da engang imellem gled rundt på husets hylder og dekorationer.

"Han er måske ikke bange for at afstraffe, eller ligger det andetsteds? "
Galavant tog sig i at stirre på knøsen der en dag ville ende som hans herre hvis han ikke fandt på et eller andet.. Smitte en af tjenestefolkene med pesten kunne måske hjælpe det til at gøre af med hele flokken hvis han var heldig. Blikket gled kort over på hans herre idet han fornemmede dennes blik hvile på sig, som en tung og ubehagelig byrde.
Galavant bøjede hovedet en anelse i anerkendelse af sin herre som han stoppede sit klikkeri. Hr. Shearrene fravristede it blik fra sin dæmon idet han muntert fortsatte sin samtale. Imens gled Galavants hånd op og kløede sig diskret omkring resterne af hornet, et område der havde føltes mere sart siden hornet blev fjernet fra ham, og stumpen senere slibet til så der ikke ville være farlige stumper tilbage, det var dog først da der var gået knapt en uge og der nær var gået infektion i hele lortet.
"Hvad gør du for at holde dig i skindet herude? Jeg mener, hvordan kan du være så rolig her-?"

Endelig lod Maximillian blikket glide væk fra Galavant og ud mod forsamlingen igen. Heldigvis så det ud som om at Eli havde fundet sig en ven, så hun havde ikke ligeså meget imod at være nede i selskabet, så han behøvede i det mindste ikke berolige hende. Storesøsteren havde da også endelig taget mod til sig og gået hen for at snakke til den ældste pige i Shearrene søskende flokken, når hendes bror tydeligvis ikke gad.
"De fleste er ikke bange for afstraffelse, hvis man er slem nok," sagde han i morskab, men sørgerede for at hans stemme ikke var højere end kun Galavant kunne høre ham. Det ville ikke være så smart hvis de to familier var klar over hvad de snakkede om. Hans egen herre skænkede dog ikke engang den ældre dæmon et eneste blik, han vidste at Maximillian ikke ville lave problemer.
Der gled et lidt bredere smil over hans læber da han blev stillet det næste spørgsmål. "Man lærer at leve med det. Jeg er dårligt mere end en normal tjener her i huset. Jeg bliver ikke straffet og får sågar en smule krystaller, når jeg gjort det ekstra godt. Det er bedre end at blive pisket hver anden dag, fordi man prøver at skade ens herres familie." Han havde aldrig rigtig brudt sig om voldsom afstraffelse. Hvis det bare var mildt, var det dog mere noget der tændte ham.

Den ivrige pludren af børnestemmer og unge stemmer, overdøvede næsten lyden af de voksnes dybere stemmer, hvilket var en del praktisk så Galavant kunne snakke uden at skulle være helt så meget på vagt overfor sin herre eller dennes familie. Det var også med en vis tilfredshed han så den mellemste datter gå hen og snakke med den ældre søster og hendes storesøster, der snart udviklede sig til en rungende tøsefnidren.
Galavant skuttede sig let hvor han stod, ikke alt for tilfreds med hvor list negative energier der var som han kunne dræne af.
Blikket gled tilbage på den ældre dæmon.
" Tjener? Så du er blot tjener for din herre. Ingen udnyttelse af dig andet end mulig barnepasning...? Det lyder, undskyld mig, vanvittigt kedeligt. " Omend han dog godt kunne se det gode i at undgå piskesmæld og tjene selv. Men et vidste han også at hans egen herre ikke ville nedfalde sig til. Hvis man kunne have en dæmon i sit greb var det med at udnytte det til fulde, Hr. Shearrene havde aldrig kunnet se nyttighed i at skulle betale en der i forvejen var gratis og kun kostede logi og at vide hvor dennes plads var i husets hieraki.
" Der har været mange gange jeg har været på nippet til at skade dem.. " Svarede han med dæmpet stemme for at sikre sig at det kun var Maximillian der hørte dette. " ... En gang lykkedes det, knægten døde så smukt.. Min herre blev så gal at han smed mig i lænker og fik skåret mit horn af, for efter en uges tid, da der var ved at gå infektion i det hele, at brænde og slibe resterne.." Et tandgrin forlod ham. " Men idet mindste slap jeg for den snotunge, omend min herre har været langt mere påpasselig med mig siden da. " Hvorfor fanden stod han og snakkede så åbenligt om det værste mine og værste smerte han kunne huske til en dæmon han knapt kendte? Var han virkelig gået hen og blevet så ensom..?
En bevægelse nedenfor ham fik dog hurtigt hans tanker jaget på flugt idet familiens søn en smule surmulende stod foran de to dæmoner. " Gal, jeg er sulten, hvornår skal vi have noget at spise? "
Galavant sendte et blik fra knægten til sin herre til Maximillian. Et høfligt smil gled over hans læber. " Det ved jeg desværre ikke Quinn.. Hvorfor går du ikke over og spørger Hr. Castillo? " Han så sigende hen imod Maximillians herre der stadig var fordybet i samtale. En tung sukken forlod dæmonens læber, især da den bette knægt kom med et " Men nu spørger jeg dig.!? " De mælkehvide øjne så over imod Maximillian i det spinkle håb om at den ældre dæmon kunne hjælpe ham lidt, omend han ikke var meget for at stå i gæld til en anden dæmon, vidste han også nok om Quinn til at vide at han ville få et temperament udbrud hvis han ikke fik et svar på sit spørgsmål. Det var egentligt en smule skræmmende hvor egenrådig den 11-årige var.

Det var ikke det mest opløftende job at have og ærligtalt var det heller ikke mange krystaller Maximillian fik, når han fik. Men det var alligevel nok til at han typisk kunne gamble sig til nogle højere gevinster, for i sidste ende at tabe det hele, fordi han ikke kunne finde ud af at stoppe sig selv i at spille.
Han lyttede til historien fra Galavant, og var egentlig meget overrasket over hvor meget han stolede på den ældre dæmon. Han fortalte om noget så... privat. For Maximillian kunne ikke lade vær med at snage lidt i Galavants hoved, bare nok til at opfatte enkelte ting der gik igennem hans hoved, og sindstemninger, ikke noget alt for privat. Det ville jo være uhøfligt.
"Ahhh, at være ung," kommenterede han grinende. Engang var han også så lystig og prøvede at dræbe hans herres familie, men sådan var det ikke mere.
Desværre blev dere samtale stoppet af en af børnene fra Shearrene familien, hvilket Maximillian fandt utrolig irriterende. Han havde endelig fundet en interessant person. Hvilket egentlig bare ikke betød noget godt for Galavant.
"Undskyld mig... Quinn?" sagde Maximillian, for at bryde ind i samtalen. Han havde set Galavants næsten bedende udtryk. "Der kommer kun til at par øjeblikke mere, før maden er serveret. Jeg er desuden sikker på at det kan blive fremskyndet, hvis du spørger Hr. eller Fru. Castillo om om det er ved at være tid at få noget at spise," sagde den ældre dæmon høftligt til drengen. Tydeligvis en smule mere vant til og mere villig til at håndtere børn på den alder.

Ung.. Han havde vel levet nogle århundreder.. Hvilket for alvor fik Galavant til at overveje hvor gammel Maximillian egentligt var.
En smule fraværende strøg han Quinn over håret og fjernede nogle løse hår fra knægtens mørke skjorte.
Et lille, omend taknemligt smil blev sendt til Maximillian, idet denne langt mere professionelt tog over og forklarede den unge herre mere om måltideet og hvad han selv kunne gøre. Et smil voksede sig frem på Quinns læber, inden han, uden at takke, overlod dæmonerne igen som han gik hen for at udføre sin forespørgsel overfor Hr. og Fru. Castillo.

Galavant sukkede lettet. " Jeg tør ikke tænke på hvordan han udvikler sig til at blive som voksen.." Lød det stille, mens han sendte et blik efter knægten der nu var henne ved ægteparret. Igen fornemmede han blikke på sig, denne gang var det dog fruen der sendte et blik efter de to dæmoner. hun havde ikke været helt tilfreds med at Galavant skulle med over til en husholdning hvor en anden dæmon befandt sig; hvem vidste ikke hvilken ballade det kunne medføre..?
Hendes brune øjne forsvandt dog snart igen, afledet af en samtale om silketørklæder.
Galavant nikkede til Maximillian. " Jeg takker for hjælpen.. Sig endelig til hvis jeg kan hjælpe med noget til gengæld.." Det var egentligt mere af høflighed han sagde det, men han vidste at selv små ting som at hjælpe en andens dæmons herskab sås som en tjeneste i andres øjne, og en tjeneste skulle gengældes på et eller andet punkt.

Maximillian så drengen skynde sig hen til de voksne, og sandt som han havde sat, gik der ikke lang tid før Hr. Castillo gjorde tegn til at maden skulle bringes ind. Heldigvis var det ikke et job dæmonen havde fået besked på at han skulle udføre. Nej, han skulle bare primært holde øje med børnene, nu når deres normale barnepige ikke var her. Og børnene var nu noget af det nemmeste med den hårde opdragelse de havde været igennem.
Han kiggede mod Galavant da han ligefrem tilbød at give noget til gengæld. Hmm.. der var helt sikkert noget Galavant kunne hjælpe ham med, så han kunne ikke dy sig fra at læne lidt ind mod Galavant og nærmest hviske i hans øre. "Jeg er helt sikker på at der er noget du kan hjælpe mig med, Ga-la-vant~." Han lagde virkelig tryk på Galavants navn. Men inden de voksne kunne fange Maximillian i at gøre noget, trak han sig tilbage på sin plads, men ikke uden at sende et hemmelighedsfuldt smil til Galavant.
Dæmoner plejede nu ikke at have noget imod Maximillians mere udsøgte smage når det kom til sengen, så mon ikke også at det var lige noget der faldt i Galavants smag? Ellers ville det da vær yderst kedeligt, nu når Maximillian følte at han måske havde fundet et nyt legetøj. Dæmoner var jo ikke ligeså nemme at ødelægge som mennesker var, så det ville nok være sjovt.

Galavant fulgte let tjenerne med øjnene da maden kom ind til bordet og børnene ivrigt satte sig til bords så de kunne få noget i skrutten. Heldigvis ville det give lidt mere ro, eller måske var det snarere et uheldigvis, idet den ældre lænede sig ind imod ham, udtrykkende hans navn på en måde den yngre bestemt ikke brødes sig om. Faktisk brudte han sig så lidt om det at hans hale fluks røg ud af sit skjul og med en advarende klikken vendte imod Maximilian der imidlertid havde trukket sig tilbage for at virke så fandens uskyldig igen. En dyb og advarende rømmen lød umiddelbart fra hans herre, hvilket fik Galavant til at trække sin hale tilbage i skjulet, neddæmpende for dens klikken, mens han sled sig til at møde sin herres blik.
Akavet stilhed synes næsten at fylde rummet de stod i, indtil den mørklødede dæmon undskyldende bøjede hovedet, velvidende om at han var kommet til at træde over ordren om at opføre sig ordentligt og anstændigt.
Kort tid efter begyndte snakken igen, selvom han da godt bemærkede småpigernes blikke hen imod dem, overraskende muntre. Mentalt mindede han sig endnu engang om ikke at få noget afkom selv, selv hvis det var en direkte ordre ville han nægte at adlyde det, medmindre det kom ham selv til gavn.
" Tir mig ikke.." Lød det dæmpet ud fra mundvigen, imens han stift holdt blikket ud frem foran sig, betragtende de to herskaber.

Maximillian frydede sig næsten over reaktionen, og det eneste der stoppede ham fra at forsætte, var det faktum at de havde et publikum, selvom det mest var Galavants herre der holdt øje med dem. Men det ville heller ikke være praktisk at få dem begge to i problemer, selvom han ville lege noget mere. Se hvor meget der skulle til, før at Galavant ikke kunne holde sig i skak mere.
"Det kunne jeg da aldrig finde på," svarede han drillende tilbage, og lod ham selv kigge kort over mod Galavant. Ja, han var helt klart irriteret over det her. Men det var bare et spørgsmål om tid, før eller siden ville Galavant vel bukke under? Maximillian var virkelig som et lille barn med nyt legetøj. Hvad kunne det holde til.
Han lagde mærke til pigernes blikke, og hvisken. Det var ret tydeligt at de snakkede om de to dæmoner, men gad vide hvad det var om. Han var fristet til at prøve at fange tankerne i deres hoved, for at finde ud af det, men samtidig var det generelt ikke noget han måtte, uanset hvor meget han var interesseret i hvad de snakkede om.
Han kunne dog svagt høre den ældre af Castillo pigerne hviske til en af Shearrene pigerne. "Kom nu, sig det," mens hun puffede svagt til hende.

" Åh virkelig..? Du er nu ellers godt igang." Lød svaret tilbage, mens hans opmærksomhed vendte imod hans herre som tilsyneladende sad og var begyndt på samtale om 'dæmonopdragelse', ud fra hvad Galavant lige kunne høre. Åbenbart var Hr.Shearrene imponeret af hvor 'velopdraget' Maximillian lod til at være det, og ville høre mere om hvordan Hr. Castillo bar sig ad.
De fnisende og hviskende tøser var lidt belastende at høre på og det var ved at blive for meget for Galavant der nær havde vendt sig om og forladt rummet, idet han hørte sit navn blive nævnt efter en kort fnisende hvisken til Castillo-pigen. " Ej det kan jeg... Okay så gør jeg det.." Charlot lænede sig en smule frem, legende med et stykke blomkål på tallerkenen, som hun sendte et sært muntert blik direkte til Galavant. " Galavant.. Du opfører dig næsten som en forelsket der ikke tør indrømme det.. " Dette blev fulgt af mere fnisen, mens Galavant pludselig følte sig sært udsat under de andres blikke. " Gør dog noget ved det, stå ikke bare der.. Kys ham.."

Galavants blik gled per automatik fra tøserne til sin herre og over på Maximillian. Skulle han virkelig kysse den ældre, hvis højde pludselig virkede sært intimiderende for ham. Han rystede på hovedet.
" Undskyld Frøken Charlot, men det vil modstride Deres fars ordre han gav mig tidligere om at opføre mig anstændigt. "
" Den ordre har du allerede brudt.." Lød det brummende fra hans herre der sad og tørrede sine læber og overskæg for sovs og skidt.

Hr. Castillo havde været godt i gang med at forklare, hvordan de over årerne havde lavet en hel liste som de fik Maximillian til at holde sig til, for at der ikke kom noget som helst ballade, og at de første århundrede havde de selvfølgelig også haft fysisk afstraffelse, hvis han ikke opførte sig pænt, men med en hård hånd og en liste af regler, så var det ingen problemer at holde en dæmon.
Maximillian var udemærket godt klar over hvordan han var blevet så 'lydig', så han ignorerede bare samtalen, og forsatte med at fokusere på pigerne, der tydeligvis havde noget oppe i ærmet, og de fandt da også hurtigt ud af hvad det var. Det var ikke første gang at Maximillian havde fået mærkelige ordre fra børn, men det her var lidt sjovere, især med hvodan Galavant ikke ville gøre det.
"Altså, jeg hørte det som en ordre, så mon ikke du burde følge den?" spurgte Maximillian, men afventede ikke et svar, men bøjede sig i stedet for ned og kyssede Galavant direkte på munden, og prøvede da også at få lusket en tunge ind i hans mund lige med det samme, mens hans hånd hurtigt havde fundet plads bag Galavants hoved, så han ikke bare kunne trække sig væk, uden at der var noget modstand.
Han hørte noget der mest af alt lød som et hvin. Højst sandsynligt en af pigerne.

Hr.Shearrene noterede sig tingene og fandt tydelig interesse i muligvis at få en kopi af den liste han havde brugt mod Maximilliam, for måske kunne det hjælpe til at få lidt mere styr på hans egen dæmon og dennes temperament.
Hans syn led roligt over til dæmonerne ved datterns ordre til Galavant, som tydeligvis hellere ville modsætte sig hende end Hr. Shearrene selv.
Galavant selv havde været ved at komme med flere indvendinger om at tøsepigebarnet bestemt ikke var mere end hans herres afkom, og derfor ikke en han havde tænkt sig at adlyde.
Så langt kom han dog ikke idet han pludselig følte læber imod sine egne og en hånd i baghovedet der stædigt holdt hans hoved på plads så han ikke uden videre kunne komme ud af kysset.
Tunge..!? Den yngre og sig i at knibe øjnene sammen mens han forsøgte at bide ud efter tungen der var kommet indvaderende. Hænderne var defensivt røget op imellem dem mens han, til lyden af hvinen og gigglen fra tøserne, forsøgte at gøre sig fri. Hans hale var allerede begyndt at glide ned og sno sig om Maximillian ben , som den strammedes om således at de små spidse horn på den kunne bore sig ind i huden på ham i et forsøg på at få ham til at give slip på både hoved og kys.

Den ældre dæmon nød det her lidt for meget, og hvis han havde lagt mere mærke til omgivelserne, havde han nok lagt mærke til den ældste søn, der havde lidt mere interesse i hvad der skete, end de andre, i hvert fald på et lidt andet plan. Det var dog ikke noget Maximillian lagde mærke til. Han prøvede mest af alt at undgå at blive bidt i tungen, selvom han ikke stoppede kysset.
Der var noget fantastisk over det. Måske var det hvordan han følte de blev kigget på, eller modviljen fra Galavant, eller halen der snoede sig om hans ben, hvilket egentlig bare fik ham mere opstemt på situationen. Det var først da han mærke de små horn bore sig ind i hans ben, og han følte sig selv endnu mere tændt, at det gik op for ham, at det nu nok var en god ide at trække væk, selvom han mest af alt havde lyst til at binde Galavant op og lege med ham, til at hans eget begær var stillet.
"Vi må nok hellere forsætte en anden gang, med mindre du kan lide at gøre det med publikum på," hviskede han da han endelig brød kysset og trak sig så helt væk fra Galavant. Han prøvede desuden at tænke på nogle mere uskyldige ting, så han ikke skulle stå og være tændt resten af aftenen, fordi Galavants reaktioner havde været så... smukke.

Hvis Galavant havde vidst at halen blot ville have tændt yderligere for den ældre dæmon, havde han nok fjernet den meget hastigt, men det gjorde han ikke, istedet forblev den borende ind i kødet til han kunne fornemme blod på halen. Det var nok bedst ikke a spilde blod på tæppet, det kunne være så forbandet svært at få af igen, desuden ville det være alt for afslørende i hvad der var foregået imellem dem i tilfælde af at hans herre skulle finde på at gå derover. Så halen blev trukket tilbage igen, forsøgt tørret af i tøjets folder omend de revne bukser på Max nok ikke helt kunne skjule det skete.
Han bad tavst til at det ikke var noget nogen af herskaberne ville bemærke ellers kunne han godt se frem til en afstraffelse når de kom tilbage til deres eget hjem, det var han ganske sikker på.

Endelig brød Max kysset og Galavant var ikke sen til at skubbe ham væk, tørrende sig om munden med bagsiden af hånden. Et olmt blik blev sendt til den ældre, uden at svare på dennes spørgsmål.
Istedet fulgte han det lille vink fra hans herre der fik ham til at gå hen langs bordet, forbi Castillo sønnen der sad med den ene hånd under bordet og blikket hvilende på Max, hvilket resulterede i et hævet øjenbryn fra Gal, men han kommenterede det ikke. Hvis det var den vej fyren svang ville det ægteskab med Frøken Charlot kun blive meget kort, hvis han ikke kunne udføre sine ægteskablige pligter og skabe nye arvinger med hende. Det var Galavant sikker og vis på.
" Var det godt..? " Lød det småfnisende fra Isabel idet han passerede hende. " Nej, det var hæsligt." Svarede han igen, omend kysset faktisk havde haft en effekt på ham, hvor lidt han så end ville indrømme det.
Endelig nåede han til hans herre og dennes hustru, bukkende høfligt og spørgende for herren, der blot fik ham til at vende sig om og tage sin store kåbe af så der var frit udsyn til halen og de takkede horn der befandt sig langs rygsøjlen.
Her ledte det til spørgsmål fra hans herre til Hr.Castillo om hvordan man mon om muligt kunne gøre at den hale ikke var helt så farlig for omgivelserne. Man kunne jo amputere den, men det ville ødelægge hele dæmonens gang og balance havde han læst sig frem til, efter at have fået fat i andre bøger om folk og deres tidligere afstraffelser og ikke mindst tæmning af dæmoner.
Galavant selv stod og skulede grundigt ned i gulvet, mens han tavst bad til at der ikke blev lagt synderligt mærke til blodet ved denne undersøgelse og generelle samtale om dæmonopdragelse.. Mens han igen følte sig som et eler andet udstillet dyr som hans herres kone jokede med at han jo bare kunne følge hendes råd om at nedslibe samtlige af hornene, men det var alligevel ikke noget Hr. Shearrene ville høre tale om da Galavant jo til tider brugte dem på sine opgaver. Hvilket Gal ærligt var ham taknemlig for, det ød ærligt talt som en meget smertefuld process at få fjernet og nedslibet dem alle.

Maximillian tog et par dybe indåndinger, da Galavant havde efterladt hans side. Det var lidt ærgerligt at hans bukser nu var ødelagt og hvis de fandt ud af at Galavant ikke havde opført sig pænt.... de kunne vel ikke tage hans nye legetøj væk fra ham? Han havde ikke haft mulighed for rigtigt at lege med det endnu.
Det hjalp dog ikke da Galavants mange horn pludselig var på udsyn. Så mange muligheder der var. Maximillian ville i hvert fald ikke have noget imod at komme lidt til skade af dem, under andre omstændigheder godt nok. Det hjalp dog ikke på at få hans tænker hen på noget bedre, så slap hurtigt ud af rummet, nu når de flestes opmærksomhed var på Galavant.
Der var heldigvis ikke langt til hans lille bitte værelse, og han kom da også hastigt ud af sine bukser og fandt et par nye at tage på. han måtte tage sig af sårene. Han havde dog ikke regnet med at den ældste søn, David, havde smuttet fra selskabet kort efter, da han havde set dæmonen forlade rummet. Men det havde han gjort, og selvom Maximillian nu havde fået styr på tankerne igen, var han utrolig fristet, da han mærkede en hård krop bag sig, og noget hårdt, lige der hvor Davids skridt burde være.
"Vi burde gå tilbage ind til selskabet," mumlede han, men ventede sig om for at stå ansigt til ansigt med David, og det var nok en dårlig ide. Hvordan kunne han sige nej til sin kommende herre?
Så mens Hr. Castillo sad og snakkede med Hr. Shearrene om hvordan man bedst mulig kunne sørge for at halen ikke forvoldede problemer, og ikke undrede sig over David var forsvundet hen, hjalp Maximillian David med sit lille problem, og hjalp også ham selv med at få den udløsning han havde behov for.
Da de kom tilbage ind til middagsselskabet, så de stadig præsentable ud, da det var en ting at Maximillian altid sørgerede for at de var efter deres små eventyr, men David så langt mere afslappet ud og gladere, mens Maximillian da også så en del mere afslappet ud.
Dæmonens øjne søgte dog straks ud efter Galavant igen. Han glædede sig til at de kunne få lov til at more sig med hinanden, uden at familierne kom og forstyrrede dem. Især nu når det virkede som om at David var blevet lidt for glad for Maximillian.