Kiana var ankommet til Topalis et par dage forinden, og hun havde brugt tiden i en lille havneby, hvor hun havde tjent nogle håndører på at hjælpe en ældre fisker. Med de penge på lommen havde hun begivet sig af sted mod en destination, som hun havde hørt meget om, men aldrig selv set: Ametyststranden. Sandet skulle efter sigende have lilla nuancer, for ikke at nævne at det slet ikke var rigtigt sand, og et syn som det var ikke noget, en eventyrer og kunstner som Kiana kunne modstå.
Normalvis var hun svøbt i en kraftig kappe udenover ridebukser og en kjortel, men på grund af varmen i dette område havde hun anskaffet sig en luftig kjole, som hun havde iklædt sig i stedet, og det andet tøj var bundet sammen og surret fast til hendes vadsæk, som hang over hendes skulder sammen med et pilekoger i behandlet læder og en ornamenteret bue i lyst træ - begge genstande lavet specielt til hende i det kloster, hun var vokset op i. På fødderne bar hun dog stadig sine kraftige læderstøvler, for selvom de var varme, beskyttede de hendes fødder og gjorde det muligt at gå langt uden at få sår og vabler.
Hun fik øje på stranden allerede før, hun nåede helt frem, for den højtstående sol fik ametysterne til at glitre. Synet tog fuldstændig vejret fra hende, så hun stoppede op lige før jord blev til sand for bare at nyde udsigten. Der var folk både på vejen, hvor hun stod, og nede på selve stranden, så lyden af deres samtaler og latter fyldte luften og fik hele scenariet til at virke meget idyllisk.

Mange af de folk, der denne dag var på Topalis-øens strand, var de lokale klanfolk. Deres mørke hud og farverige klæder skilte sig kraftigt ud fra Kijaras lyse udseende. Hun havde dog selv skaffet sig en af de mønstede klædedragter, klanfolket gik med, og hun bevægede sig nu barfodet hen over Ametyststranden - hendes skridt var meget forsigtige, for man skulle passe på ikke at komme til skade på de skarpe, dyblilla sten.
Det var en lille uges tid siden, hun var ankommet til øen, og hun havde følt sig velkommen blandt de lokale. En stor bryllupsceremoni havde fundet sted, og hun havde haft mulighed for at lære dette, eksotiske sted lidt bedre at kende. Selv varmen - der til at starte med havde forkommet hende fuldstændig ulidelig - var begyndt at føles mere behagelig.

Da hun efterhånden havde set sig mæt på den smukke strand begyndte hun at lægge mærke til flere af omgivelserne, og der gik ikke lang tid, før hun bemærkede kvinden med det dybrøde hår og den porcelænsagtige hud, der stod og betragtede sceneriet. Hun begyndte at bevæge sig hen mod hende, og råbte en hilsen, så snart hun var kommet inden for hørevidde.
"Jeg ser, at jeg ikke er den eneste fastlandsboer, der besøger øen i disse tider." Sagde hun med et let smil, da hun nåede hen til kvinden. ".. jeg går i hvert fald ikke ud fra, at De lever her på øen, når Deres hud er så lys og fin." Skyndte hun sig at tilføje forklarende. Der var et nysgerrigt udtryk i hendes ansigt, som hun betragtede den fremmede foran sig - det var altid spændende at møde andre rejsende og stifte nye bekendtskaber.

Kiana var forsvundet helt ind i sin egen lille verden, som hun stod der og bare nød synet og følelsen af den varme sol mod sin hud, men hun blev revet ud af sin trance-lignende tilstand af en kvindestemme. Hun rystede kort på hovedet som for lige at finde sig selv, før hun rettede sin opmærksomhed mod den kvinde, som kom hende i møde. Hendes hud var betydeligt lysere end øboernes, og Kiana konkluderede derpå, at hun måtte være besøgende nøjagtigt som hende selv, hvilket hurtigt blev bekræftiget, da kvinden talte. "De har ganske ret", Kiana smilede venligt til hende. "Jeg har kun været her i et par dage, men jeg må sige, at indbyggerne er nogle meget venlige mennesker. Siden De selv er fastlandsboer, hvad bringer så Dem til Topalis?" Hun gengældte den fremmedes nysgerrige blik, for hun havde også altid holdt meget af at stifte nye bekendtskaber.

Det glædede Kijara at opdage, at kvinden udviste venlighed. Man vidste aldrig med fremmede, især ikke i de eksotiske egne af landet: nogle opførte sig nærmest, som om de forventede, at man forsøgte at berøve dem. Andre havde let til smil, og man kunne være heldig at få historier fortalt om deres rejser.
Heldigvis så den rødhårede kvinde ud til at være en af de sidsnævnte. "Rejser. Eventyr." Svarede Kijara. "Og behovet for at komme på afstand af fastlandet. Jeg har hørt grusomme rygter om pesten, der har angrebet Hovedstaden, og jeg fandt det klogt, at begive mig til disse egne i stedet.. "

Her på den lilla strand åndede en fred og ro, man næppe ville finde på fastlandet i disse tider. Kijara havde mødt ganske få rejsende på vejen, hvilket ikke var uventet: det var tidligt på året og de fleste var stadig ved af komme sig ovenpå krigen. Kijaras længsel efter at opleve nye steder, havde dog forhindret hende i at opholde sig i vante omgivelser særlig længe ad gangen - og rejsen til Topalis havde været ganske behagelig, omstændighederne taget i betragtning.
"Hvad med Dem selv?" Tilføjede hun, granskende kvinden.