Dagene var gået ud af ingenting. Aldrig før havde elveren lagt så stille i så mange dage uden at vise et eneste tegn på liv. En svag vejrtrækning og en puls næsten ikke eksisterende holdte hun sig oven vande. Det kunne være gået begge veje, nemt som ingenting, men med kyndig lægehjælp holdte den rødhårede elver sig i live.

Hun var blevet fragtet tilbage til Elverly, sit barndomshjem, efter orkernes drabelige angreb på hende og ungelveren Maerwen. En situation som hele tiden tilbagevendte sig i Ithilwens dybe søvn som et gennemtrængende og uundgåeligt mareridt. Hun følte sig ikke i live, eller død, men tvunget og forbandet til at opleve den samme dag igen og igen. Analysere den ned til mindste detalje, til de sekund hun mistede besidelsen og idiotisk kastede sig over en ork med umenneskelig stærk styrke i forhold til hende selv. Det var her dødens stød var indtruffet.
Ithilwen frygtede at hun var fanget i et stadie uden nogen gang frem eller tilbage. At hun døde efter at være landet tungt på jorden og dannet en blodpøl fra det åbne sår. Død og forladt sin krop i nok tid til at da hun blev hevet tilbage af healende kræfter, ikke ville vågne. Som ville kroppen ikke acceptere at hun var vendt tilbage.

Der var gået dage, måneder. Alt for lang tid, da den rødhårede elver endelig vidste andet tegn på liv end en svag vejrtrækning. Hun rørte på sig. Små ryg med fingre og muskeltrækninger i ansigtet. Intet vildt, men nok til at hun var i bedring. Flere dage var gået, før musklerne endelig vandt kampen over den slumrende tilstand, og tillod den unge elver at åbne sine blytunge øjenlå og se sløret frem for sig.

Hun genkendte intet, andet end der var lyst. Så skarpt og gennemtrængene, at hun måtte misse med øjnene. Den spinkle krop føltes som om den ikke eksisterede, så tung var den. "Hvor er jeg?" Stemmen var knas tør og rusten. Den havde ikke været brugt i så langt tid at Ithilwen næsten ikke følte at hun havde nogen stemme tilbage. Nu kom næste spørgsmål så. Gad vide om der var nogen til at besvare? måske var hun vågnet op endnu et fremmed sted, ligesom sidst noget var hændt som havde fået hende til at bukke under. Hun afskyede efterhånden at bevisme.

Et par store grønne øjne stirrede forventningsfuldt ned imod det livløse ansigt, en af healerene ved navn Elofindir havde våget de sidste tolv timer over den livløse krop. Vagten var gået på tur de sidste mange dage og nu ventede han blot på, at blive afløst, det kunne ikke vare længe, solen havde farvet himlen en lys farve allerede, men så skete det, tegn på liv og en tør stemme.
"Asca!" (hurtigt)
Healeren trådte hurtigt igennem døren, ud til de andre helbredere, inden han kiggede på den første og bedste og beordrede hende til at hente Toorah, som deres ordre havde lydt på.
Det varede ikke længe før lederen befandt sig ved den yngre elvers side, betragtende denne med et roligt blik, inden hun dumpede ned på en træstup ved sengens side. Den grønøjede healer havde forsigtigt fortalt Ithilwen hvor hun befandt sig, men havde statet samtalen utroligt langsomt, i tilfælde af, at hun ikke fangede et klap af hvad der blev sagt.
"Ithilwen, velkommen tilbage!"
Toorahs stemme, som normalt var kommanderende og bestemt var for en gangs skyld blød og rolig, langsomt foldede hun fingrene, inden hun betragtede Elofindir forsvinde ud af døren og væk fra kammeret, hans vurdering havde været, at han nu godt kunne vige fra Ithilwens side uden fare for, at hun spontant ville kradse af.
Toorahs påklædning vidnede om, at hun ikke havde haft lang til til at klæde sig på, faktisk var lederen udelukkende iklædt en lang silkerobe med et bånd dovent bundet omkring taljen for at holde sammen på den, håret var halvt flettet, mens den anden halvdel blot var blevet spontant sat op i en knold bagpå, ingen tvivl om, at hun var blevet forstyrret midt i morgenritualet.

Ud over ikke at ane noget som helt om hvor hun befandt sig, var tidsalder, måned og årstid også så langt væk som noget kunne være. Ithilwen huskede godt orkens greb som havde løftet op. Hun huskede Mae's blod der farvede jorden rød ikke langt fra hende. Alle tankerne hamrede rundt i hovedet på hende, og havde nær fået hende til at gå i gulvet igen, havde det ikke været for healerendes rolige stemme der langsomt og stødt forklarede hende hvor, hvordan og hvorledes det hele stod til. Ithilwen blikkede blot et par gange ved hans ord og tog et par dybe indåndinger engang imellem.

Det tog altid lidt tid at starte op igen, specielt efter at havde været udsat for en nær døds oplevelse. "Toorah?" kom der først lidt småforvirret og lidt for lyst og skrøbeligt fra Ithilwens mund, som elvernes leder dumpede ned på en træstup ved siden af hende.
Ithilwen forsøgte lidt kantet at sætte sig bedre til rette i sengen og komme mere på hovedhøjde med Toorah. Der måtte havde været godt med fart på som Toorah havde forladt sine gemakker uden at færdiggøre sit morgenritual. Havde Wen virkelig været skyld i det? "Tak, selvom det stadig ikke føltes helt som om jeg er tilbage" det måtte vel tage tid at vende sig til igen. Healing kunne være en farlig process, specielt ved massiv blodtab, selvom der begyndte at komme en smule mere farve i de blege kinder.

Afsluttet/dead