Det havde været en af de dage. En af de dage hvor regnen var faldet i de tidligere morgen timer og fugten havde bosat sig dybt i skovens muld. Det var sådanne dage hvor de omkring liggende bjerge skabte et hvidt skydække der kom fra de sne beklædte spidser, ved himlens velvinge. De sejlede ned over sten og træer som et udspændt slør, der lå tykt imellem træernes kroppe og omfavnede deres grene og nåle, med en sådan ømtålelig kærlighed at de ville være mætte på vand i de følgende dage. Det var i denne aftens tusmørke at granet knitrede imod hud og læder, fra de store væsner der bevægede sig rundt imellem dem. De trådte som dyr; bevægede sig som ulve imod en snørklet vej med lyden af heste hove og piskene seletøj. En handels rejsende? En flygtning? En karavane af bønder der havde forvildet sig op i bjergene istedet for imod dalens midte? Gulige øjne reflekterede det sidste røde dagslys inden mørket tog til, fra den omkringliggende vækst. De holdt sig på kort afstand. De mindste forrest, sådan var taktikken. De var hurtigere og lettere på tå end de store og klodsede. Dem som skulle bryde hvad end for forsvar en mand måtte tilkøbe sig for at have modet til at bevæge sig så langt vest for landsbyen.
Hesten var den første der opfangede noget; den standsede op og begyndte at stampe med hovene i jorden i en anspændt sitren, inden den bakkede tilbage og så sig panisk omkring. Vogn føren var en ældre herre, en købmand måske, med sit lad fyldt med alverdens kostbarheder der skulle have nået byen og blive til den livs givende overflod som skulle hjælpe dets beboere igennem en kommende vinter. Om der var flere bag ved vognføren kunne de endnu ikke se.
Yzgarth sad på hug på en mindre bakke der gav et halvhjertet udsyn til vejen hvor hesten var stoppet op, idet den havde skarpere sanser end mennesket på ladet. Hans ansigt badet i pletter af lys fra den døende sol og med en anden ork ved siden af sig der gryntede noget der hurtigt kunne blive fastslået var sprog. Yzmak bevægede en knyttet næve op ved siden af hovedet som tegn på at de skulle vente, imens han kneb øjnene sammen og prøvede at skimte resten af følget på vejen bag hesten og vogenen, hvis der var nogen.

Det havde været en hård dag, for en gang skyld havde Avaion været ude og arbejde for føden. Normalt var det ikke noget hun gjorde længere, men den handlende hun havde korresponderet med, havde insisteret på at hun skulle dukke op personligt og tjekke igennem at alt var som det skulle være, samt overdrage diamanterne som der var den aftalte betaling for de ladninger af krystaller og andre værdifulde ædelsten. Herren som hun havde handlet med, var efterhånden oppe i årene og kunne ikke selv køre disse ture ind til hovedstaden, hvilket var derfor at Avaion havde kunne få et hele for hvad hun mente var en slik, den lade fyldt af værdigfulde genstande, kunne sagtens give hende det dobbelte af hvad hun havde måtte betale. Det hele handlede om at finde de rigtige købere.

Vognen med det første læs som kørte først var af en ældre herre, som hun ikke havde det store kendskab til, derfor var det udelukkende tøj og juveler som var pakket godt sammen på laden Det havde regnet den morgen de havde taget afsted, men skyerne havde åbnet sig og priste dem med de sidste stråler fra solen inden at den ville dykke bag bjergende og tillade månen at komme frem på sky. Dæmon kvinden havde selv sadlet op til lejligheden, iført ride bukser og støvler der passede til. Over skuldrene havde hun lækker varm bjørnepels af den hvideste sne. Som omrammede det sorte hår, der lå i nogle tykke fletninger ned af brystet. Hun red med den mellemste karavane, da der var endnu en vogn bag dem.

Nogle korte ord blev vekslet mellem hende og kusken, inden hun red frem til den første, da postyret med hesten havde givet hende grund til bekymring, normalt var det blot fordi at der var en ulveflok i nærheden. Men med sådan et værdigfuldt læs kunne man ikke være alt for sikker. Og selvom at den bagerste vogn var udstyret med vagter, da de mest værdigfulde genstande lå i denne. Ville hun gerne have alle med hjem i sikker behold. Den sorte hingst, fik et spark i siderne, hvor efter den fløj hen over grusvejen hen til den ældre herre.

,,Er alt som det skal være?’’ råbte hun med en mørk og hæs stemme. Som havde hun skreget hele dagen, men sandheden lå mere i, at hun havde fået en hæslig halsbetændelse og det eneste hun ønskede lige nu, var at komme hjem i sin varme seng og måske også et dejligt varmt bad. Men de havde stadig en lang rejse foran dem og mørket var ved at være imod dem.

En stemme kaldte længere nede fra, hæs omend kvindelig og et tegn på at der var flere vogne længere nede og udenfor Yzgarth's synsfelt. Den knyttede næve løsnede sig og gjorde tegn til at rykke nedad, hvor en let puslen fra små hove begyndte at jokse igennem mosset og længere ned. Alt imens kravlede spinklere orker, der i deres størrelse ligenede underarter men ikke var det, oppe i træernes toppe. Med et trænet øje for taktik, kunne man skimte skikkelser der spændte buer.
I mellemtiden rettede den ældre man sig op og så sig over skulderen med en kalden tilbage: "Sigrid, har vist fået øje på en slange, mi lady. Hun skal bare falde ned igen!", forsikrede han både hende og sig selv, imens han tittede ud fra under de buskede øjenbryn og spejderede efter noget værre end slanger i den opslugende natur omkring dem. Desværre var hans syn svækket på grund af hans alder og han satte sin lid til de to fodmænd der stod på hver sin side af vognen og knugede deres spyd indtil kroppen, der var dækket af en simpel brynje og kofte. Men heller ikke de kunne få øje på noget. Der var lyde, masser af lyde. Lyde af fugle der baskede rundt i trækronerne og sang aftenen ind. Så den knasende lyd af blade fra under hove, burde ikke vække særlig meget opsigt.

Det var først efter få nerve pirrende minutter, hvor den gamle købmand var opsat på at komme væk osse fordi selve atmosfæren gav ham et sus ned af ryggen, at det lød; hornet! Det skjaldtakkede vædderhorns hule brøl, der fik træerne til at syntes som om de rystede. Fuglene pilede bort fra trækronerne, dyrelivet fortrak sig med et hjerteslag og der var knap tid til at tænke før de angreb fra alle sider. Fire mindre orker med brune bjørne skind over kroppen og ansigter malet med sort/hvide farver i et forsøg på at genskabe et kranie, kom riddende ud på ryggen af hidsige vildsvin. De havde køller som de svang over hovedet. Endelig var der to bueskyttere i trætoppene på hver side der sigtede, en på den gamle mand og en anden på den aldeligt udseende kvinde. Den første af de tog lægmænd blev hamret ind i siden på trævognen der bukkede under og gik i stykker under styrken den store ork slå ind imod det med. Yzgarth trådte ud fra det andet og greb fat om spydet som det første, holdt det fast før hans store hånd lagde sig om den udygtige lejesvends hoved og bankede det ind i ladets skrov, indtil en knasende våd lyd fortalte om hans bortgang.
"Nåde! NÅDE!", skreg den gamle mand! "Det er alt hvad jeg ejer! Det må i ikke!!", tiggede han.

Som man ønsker, skal man sjældent få. Hendes øjne fornemmede kort at der var mere end bare en slange der lurede i buskende, men det var nok mere hendes mavefornemmelse og luften der pludselig trykkede på sådan en måde. At selv hendes egen hingst begyndte at opføre sig mærkeligt, at hun skulle til at råbe at de bagerste i rækken skulle vænne om og finde en anden vej til hovedstaden. Men før at ordene overhoved nåede at forlade hendes strube, kunne hornet høres.

,,ORKER!’’ skreg hun af hendes lungers fulde kræft, hendes øje dansede hen over den bagerste vogn der vente om og hurtigt prøvede at forsvinde den vej de var kommet fra. Dette havde været aftalen fra starten af, skulle caravanen blive overfaldet, var det den der skulle forsvinde til sikkerhed, da den havde de mest værdigfulde genstande pakket ned. Den mellemste skulle se sit snit og se om den ikke kunne overhælde den første og på den måde skabe forvirring på hvilken en de skulle følge efter. Inden hun nåede at give ordre videre til den ældre mand, som slet ikke burde have været med på denne tur, mærkede hun pilen der spirede sig vej igennem hendes skulder og et skrig forlod hendes læber, mens hun lige med nød og næppe hang fast på hendes hest der valgte at stejle i frygt for de orker der var på vej imod dem med fuld fart.

Dette var højst usædvanligt, hun havde aldrig oplevet en gruppe orker så velorganiseret og hvis den stigende smerte i hendes skulder ikke havde overdøvet alt andet. Ville hun nok havde været fascineret af denne begivenhed. Men hun havde andre ting at bekymre sig om, nemlig at komme ud af dette med livet i behold. Og forhåbentlig også med nogle af hendes værdiggenstande i behold. Den første lægmand blev besejret i løbet af få minutter og med store øjne betragtede hun hvordan at den næste lejesoldats hoved blev knust til ukendelighed.

Irriteret over at hun nu måtte vente med hendes varme bad, fik hun knækket pilen og trukket den ud af hendes varme kød. Hvilket igen fik et skrig fremtvunget af hendes læber, hvilket hun bestemt ikke var tilfreds med. Manden som havde kørt vognen kunne ikke finde på noget bedre end at sidde og flæbe over at hans genstande blev taget fra ham. Hans liv måtte da være vigtige end døde ting, hun overvejede kort om der var noget hun kunne gøre for ham og imod hendes egen vilje, bevægede hendes ben sig hurtigere end hun kunne ændre mening. Med et smidigt og elegant hop fik hun kantet sig op på hestens ryg og derefter over ved siden af manden på hans vogn. Hun fremanede en ild kugle frem på hendes ene hånd og prøvede at bruge dette som et forvirrings angreb mens hun prøvede at få den gamle mand til at forstå alvoren af situationen.

,,Der er ikke tid til at tigge om nåde!’’ skreg hun, mens hun prøvede at hive ham op og svinge ham hen på hans egen hest, men grundet den sårede venstre skuldre, var det nemmere sagt end gjort. Men det formåede hende alligevel med besvær at sparke den ældre klynkende mand over på hans hest, som hun mente han kaldte Sigrid ,,Hold nu fast!’’ hun tog sin kåre frem og skar fortøjningerne over, hvor på at den ældre hest stak af i fuldfirspring, om det gav dem meget gavn vidste hun ikke. Men nu havde hun gjort hendes gode gerning. Hendes sorte og hvide øje lagde sig på orken der havde valgt at smadre lejesvendes hoved, inden hun ville hoppe tilbage på hendes egen hest for, at lave samme forsvindings nummer. Hun fremanede igen ild frem på hendes højre hånd, som slikkede hen over den brune læderhandske der næsten ikke eksisterede på hendes hånd længere efter den første kugle af ild hun havde sent afsted.

Karavanen der vendte om i samme nu som de blev angrebet blev i midlertidig offeret for de fire mindre rytterede der skreg op i et skingert toneleje af krigerisk blodrus, og satte de pikkede hæle i siden på vortesvinende der spundsede afsted efter den flygtende bagerste karavane. De forsvandt med lyden af deres krigerisk barbar hyl, og forsvandt i kampens hede ganske hurtigt.
Imellemtiden som hun red imod den gamle mand der sad som fanget imellem to giganter der næsten ragede op over ladet på hans vogn med hans ting, blev han i et panisk tilfælde ved med at tigge og bede om nåde fra væsener der tydeligvis ikke forstod et ord af hvad han sagde. Den største ork, et to meter højt tårn af rå muskel, og vildt tykt hår der var væk i siderne men stak op i vejret som en hanekam der endte i en lang fletning med diverse tingel tangel fra, fra midten, stod tættest på. Han havde et primitivt mavebælte med en flint økse der stadig ikke var trukket. De samme bukser og støvler som Yzgarth selv, men et mindre tilstedeværelse glimt i de dyriske øjne. Han mund var skæv og kæben kantet. En knækket tand fra et unaturligt underbid kunne ses, imens krigsmalingraf rødt størknet blod, krakkelerede over hans ansigt. Han var tattooveret over brystet, ryggen og skuldrene. Dette enorme væsen veg dog tilbage med et frygtsomt grynt ved synet af ild! "Drothga!", udbrød den i noget der vel og mærke virkede overordentligt overrasket. Han trådte væk og forsøgte at undgå ilden, imens den gamle mand blev ledt op på ryggen af Sigrid og sluppet løs! Den gamle hoppe sparkede bag ud i en vild panik før hest og mand blev til prikker imellem træerne. "Quark!", spyttede Yzgarth, i noget der kunne tolkes som et skældsord inden han greb sin økse og begav sig over imod ildstarteren på sin hest. En mørk dyrisk snerren fik den anden store klansmand til at blive mere modig og han langede ud og greb fat om hestens hoved! Lykkedes det ham at få fat i det, ville han forsøge at holde det i spænd med blikket fremad, og lige med ét: blev Yzgarth's økse placeret midt i pandeskallen på det store træk dyr der omgående ville falde om på siden, og efterlade dets rytter med en vag chance for at nå at komme af, med mindre hun ville have sit ben i klemme imellem jord og hest.

Hendes elskede hest havde formået at holde sig i ro, ind til at hun atter var på dens ryg. Hun kunne allerede mærke hvordan at hendes krop var ved at give efter ad udmattelse, hvorfor guderene havde valgt at hun skulle fange en halsbetændelse inden alt dette ske. Det måtte være et evigt spørgsmålstegn, det eneste der virkelig galt nu, var at komme væk fra disse forbistrede orker, selvom hun altid havde fundet dem interessante racer, både på den ene og den anden måde. Vidste hun også hvornår det var på tide at stikke halen mellem benene og komme væk i en helvedes fart.

,,Talrin, løb som vinden’’ hviskede hun en lille bøn og det var som om at hesten lyttede og satte farten op, men hverken hende eller hesten havde regnet med at den høje ork havde nået op til dem og havde lavet så modigt et angreb, som at gribe fat i dens hoved. Med et så Avaion hvordan at den kløvede okse kolliderede med hendes elskede hests hoved. Hendes arrige øje kastede sig imod orken, før at han forsvandt fra hendes synsfelt, da hun sammen med hesten styrtede imod jorden. Dog ikke før at en ildkulden var sendt afsted i håb om at ramme heste morderen lige i hoved.

Det var kun få sekunder hun haft, hvilket også var grunden til at hun ikke havde været hurtigt nok. Hendes nu afdødes hest krop, landede lige ned på hendes ben, men grundet den bløde jord efter regnen, var hendes ben sunket ned i jorden grundet vægten, men det gjorde hende stadig immobil og en anelse ukampdygtig. Men Avaion var ikke kendt for at gå ned uden en kamp. Hvilket nok også var grundet til hendes dyriske, om ikke hæse skrig, da hun greb fat i hendes sværd der var faldet kun en håndsrække væk fra hendes fingre. Samtidig med at endnu en kugle ild blev gjort klar, til hendes angriber.

Hesten fik ikke endnu en chance i livet, efter øksen havde gennemboret dens pandeskal og den faldt død ned på jorden. Yzgarth så til, og det samme øjeblik den faldt slip for øksen i dens pande for ikke at blive trukket med ned af det store trækdyr. Den store ork gav slip fra dets hoved, før den lande ovenpå den sårede magiker, hvis kampgejst ikke var blevet drænet ved udsigterne til et åbenlyst nederlag. Istedet drog den sårede troldkvinde sit sværd og manifesterede endnu en flamme fra sin håndflade. Den store trolde lignende ork rynkede på dens krumme næse og så hen imod Yzgarth som tog fat om grebet på sin økse, og rev til. Et klistret blad fra blod og hjerne masse, strak sig fra hestens hoved til øksens ægge i klæbrige strenge. De kappede over som grønhuden rev øksen op og bevægede sig over den arrige troldkvinde.

"Dræb hende!", gryntede den store ork på et sprog der ikke var krystalliansk.
Yzgarth lod ikke blikket strejfe den anden ork, før han stilde sig over den krigeriske mager; en fod blev sat på hver af hendes håndled, pressede dem ned imod det fugtige mudder og udfordrede derved hendes ild til endnu at leve. Han så derefter op imod den store ork.
"Fjern hesten.", kommanderede han.
Den anden ork lavede et misbilligende blik, hvorefter den gik i sving med at trække det døde dyr væk fra hendes ben.
Imellemtiden så Yzgarth ned på den krigerske mager og med træ-siden af hans økse placerede han et hårdt slag imod hendes tænding i et forsøg på at slå hende ud.

,,dræb mig og jeg vil få selv dine forfædre til at fortryde det!’’ hvæsede hun på gebrokken ork, mens hendes mørke øje stirrede hadefuldt på manden der havde dræbt hendes hest, Største delen af tiden, så Avaion højt på ting hun kunne have et knyttet bånd til, men hesten havde haft en undtagelse, den havde været hendes ven, igennem syv, den ville have haft flere år, hvis dens hoved ikke var blevet kløvet med oksen.

Men hun kunne ikke dvæle ved sørger lige nu, situationen så dratisk ud og chancen for at hun ville overleve faldt med minutterne der gik. Hun hvæsede højlydt da hanorken formåede at placere fod på hver af hendes håndled, dog ikke uden at hun havde prøvet at sende et par ildkugler efter ham. Men hendes magiske energi niveau inde for denne evne var faldende og tanken om at prøve at forføre disse to krigere var langt fra hendes tanker lige nu. Hun mærkede hvordan at hendes hænder langsomt synkede ned imod mudderet. Hvilket gjorde at alt ild, hun måske stadig ville kunne fremane, langsomt døde hen. Kampgejsten forlod dog aldrig hendes øjne, som stadig med en gnist i øjnene der ikke var til at tage fejl af, stirrede imod angrebsmanden, da han valgte at rette sit blik ned imod hende.

,,Virkelig!?’’ skreg hun af smerte, da en hård genstand hamrede sig ned imod hendes tænding, det første slag slog hende ikke ud. Med det ord som havde forladt hendes læber, var det sidste hun kunne huske.

Det var en overraskelse at hun kunne tale og antageligvis forstå deres sprog også. Den store ork trak det store dyr af hende imens det første slag blev hamret imod hendes tænding, men den genstridige troldkvinde ville ikke lade sig slå ud så let. Andet forsøg var mere effektivt og som hendes øjne lukkede i, og hun lå stille trykket ind imod mudderet, gav Yzgard et irritabelt fnys fra sig. De gule øjne stirrede ned på den bevidsløse ildstarter med et dyrs afmålte nysgerrighed. Imens kom de mindre orker på vortesvins ryggene luntende tilbage; de havde ikke haft heldigt med sig i at fælde vognen før at de var kommet for langt fra territoriumnet. Der var andre ork klaner rundt om og som tingene stod til nu, var der mere indbyrdes kamp de befærdede veje end nogensinde før. Han så op imens den store ork med hanekammen spejdede imod hvad der for dem var en menneskelig shaman:

"Hak hænderne af den!", bummede Garthog hadsk. "Når den vågner sætter den bare ild til hele skoven.. og så blir vi tvunget ind i Yrdragh's territorium.", forudså han pessimistisk.

Yzgarth gryntede afvisende og satte sin økse fat i bæltet igen. Hans gyldne blik fæstnede sig på de tilbage kommende spejdere der ikke kom tilbage med noget. De to bueskytter der havde været i træerne kom ned ligeså og startede med at pyldrer vognen.
"Spænd det i kan have på svinene!", beordrede han.
Han bukkede sig ned og kastede skødesløst mageren over skulderen. Hendes sværd var efterladt, trykket ned i mudderet. Garthog rynkede næsen imens han betragtede Yzgarth.
"Den der er ikke sikker!", gryntede han agressivt.
"Tag hvad i vil have! Jeg tager den her!", vressede han tilbage og startede med at trave ind i buskadset.
Garthog gav en høj barbarisk knurren inden han vendte sig op, irriteret over Yzgarth's særhed.
"Hvis den bliver en trussel, siger jeg det til Gnorken! Så kan hun skære hænderne af den!".

Der kom ikke noget svar til ham. Istedet slog de fugtige grantræer imod dem imens de vandrede op af bjergkæden for at nå det højdepunkt hvor træerne tømmer ud på grund af sten og frost. Lide for foden af to store klippeblokke der kyssede hinanden i toppen, var der en samling primitive hytter, primært lavet af træ og ler. Hytterne havde huller i midten hvor røgen steg op fra og forsvandt ud i atmosfæren. Der var mange huse, i en cirkel af store sten hvor magiske symboler var tegnet på med enten blod eller kul. Symbolet for stammens gud var på de største af stenene. Der var sat store træstammer ned langs udkanten af hytterne, som et forsøg på at skabe en mur. På spidserne var der kranier fra afdøde ofrer, mennesker såvel som størrer dyr. Bjørne og store ulve. Den beskedne landsby havde rindende vand som faldt ned fra de to kyssende klippesten der dryppede ned i en mindre sø. Vand fra de frosne bjergtoppe; ferskvand.
En lugt af kød og jord var stærk da han vandrede ind i landsbyen. Øjne fulgte ham eller nok nærmere den grimme blege skabning han havde dinglende over skulderen! Et par fnysede nedladende og rystede hovederne af Yzgarth; de var ikke overrasket over de sære ting han efterhånden bragte med tilbage fra deres togter udefra. Han styrede imod hytten han havde bygget med sine egne hænder, den lå længere væk, en smule i udkanten af den centrale landsby og der var de kyssende klipper stod. Der var to trin som førte ind i den runde hytte. Et tykt skind ærgerede 'dør' og blev presset til side, så Yzgarth kunne gå ind. Udefra var hytten utroligt godt kamoufleret, træet var dækket af et solidt lag ler der isolerede det fra fugten når det regnede, og et lag jord og mos gjorde at hytten var isoleret og faldt i et med jordbunden så det blev godt gemt inde bag træerne. Taget var flettet af pinde og ligeledes klædt med ler og mos for oven. Indenfor så det dog anderledes ud. I den ene side var en primitiv stor seng, skabt af hø og skind. Overalt i hjørnerne var der tømme tønder med bøger i og ovenpå. Fra løftet hang alverdens mækelige genstande som Yzgarth ikke kendte funktionen af men som han fandt tiltrækkende på den ene eller den anden måde; gafler, skeer, spejle, glas, glas-stykker, knust porcelæn, osv. Imellem dem hang over andre mere ubehagelige ting, som knogler fra dyr og mennesker, kranier fx, hang i midten af rummet og omkransede den åbning over bålpladsen i midten af hytten. I en bunke af bøger, gamle stole og en masse andet tingel tangel var der en kiste med glimtende smykker: guld, sølv, alverdens fingeringe og øreringe, fra de mennesker de havde slået ihjel i deres barbariske plyndringer!



Nogle timer ville passere før den erobrede mager ville finde sin selvbevidsthed, og da hun ville gøre det var det til følelsen af noget blødt imod en nøgen krop. Skin. Pels! Den erotiske sensation af noget vildt der trykkede imod den bare hud med dets ømme kærtegn. På samme tid var der noget der strammede om hendes venstre ankel, skulle hun bevæge sig ville det være til lyden af en metallisk raslen fra hvad der hurtigt kunne blive identificeret som en kæde. Et hurtigt øjekast ville afslører at hun lå nøgen på en seng, lænket til en af de bærende stolper i midten af rummet og til lyden af den knitrende ild fra bålet i hyttens centrum. Til trods for kulden udenfor var der behageligt varmt inde i hytten.

Evig mørke skyer, tornede hen over hendes spinkle krop, mens et skrig forlod hendes læber, men aldrig fik lyd. Sådan var det, hver gang hun trådte ind i drømme verden, eller en tilstand hvor hun ikke længere var ved bevidstheden. Konstant plaget af denne mørke skikkelse, der skulle til at påtvinge hende en smerte der senere hen ville kræve at hun mistede hendes hukommelse for at komme videre i livet. Men nysgerrig, irritabel for de evige minder som der lå under en tåget lag og aldrig kunne skimtes, ville hun stadig vide hvad de glemte minder havde at byde på. Hvilke hemmeligheder den gamle Luxiria havde at gemme på. For dette var hendes navn, ikke at hun havde nogen minder om hvilket navn hun i virkeligheden hed.

Sådan foregik hendes sindstilstand de næste mange timer, hvor hun blot lå stille, uanet omkring hvad der foregik omkring hende. Men da hun langsomt kom til sig selv, kunne hun mærke hvordan hele hendes krop føltes tung. Følelsen af en brandende fornemmelse der trængte igennem hele kroppen og selv den bløde skin der blødt omhyllet hendes nøgne krop, føltes som nåle der arrigt prikkede til hendes hud. Der var øm, brugt og fuldstændig energiforladt. Hun ville have troet hun var der hjemme, selv ned til den kolde fornemmelse der strammede omkring hendes ankler, lænker? Havde hun ikke fortalt Y’urma, at nå de var færdig skulle hun altid lukkes ud af hendes lænker. Hvorfor hørte de aldrig efter? Når hun fandt den velproportioneret mand, skulle hun være sikker på at sende en pil igennem hans øjne! Utålelige fejl, det kunne hun ikke bruge noget af.

Men da de feberbelagte øjne langsomt åbnede sig, kunne hun se at hjemme, det var i hvert fald ikke dér hun befandt sig! ,,Urg, af alle dage, bliver jeg taget til fange den dag jeg har fået en halsbetændelse’’ halsen var tør og hæs, hvilket resulterede i at nogle ordene næsten ikke kom ud. Hun havde mest af alt lyst til at putte sig klynkende under de varme skin og pels, hvilket nok var grunden til at nogle enkelte tåre faktisk fik lov til at glide hen over hendes fyldige kinder. ,,Katra zil shukil ’’ mumlede hun på sit eget sprog, som en hadefuld ed imod at hun havde det så skidt som hun havde og faktisk var så svag at det blev vidst på hendes krop, via tåre.

Rummet bød hende velkommen med et kulturelt indblik i en anden verden: noget primitivt og natur-nært. Pelsene under hende var af bjørne skind; tykke vinter pelse der klyngede sig til den mindste varme. Den hede der pulserede ud fra det knitrende bål, hvor man kunne dufte de forkullede brænde, lagde sig som en usynlig dyne over hendes krop og holdt den behageligt lun og tilpas. Der var ikke nogen vind som kom ind, og den luft der kom var fra hullet i taget hvor røgen gled ud i tykke skyer. Omkring hende var der alverdens tingel tangel. Der lå bøger fra alle krystallia's verdens hjørner i forskellige emner der var fuldstændig uafhængige af hinanden; dværge arkitektur ved siden af Pottemageri for Begyndere. Der var dog en ro over hytten, noget harmonisk og stille. Foruden lyden af bålet var der stille og fredfyldt. Efteråret udenfor lagde sit mørke tæppe over himmelen hurtigt, og udenfor ville man havde kunnet skimte stjerner på himmelen allerede.

Hun var alene, i noget tid var der ikke andre der indåndede den varmeluft i hytten udover hende selv. Men efter en time - ifølge ens indre ur - var gået blev det tykke skind tæppe som agerede dør trukket fra kortvarigt og den store Yzgarth trådte ind. Tæppet faldt ikke i igen med det samme; bag ham var en kroget kvindelig skikkelse. En ældre kvinde der støttede sig til en stav laget af eg og som krummede for enden. Hendes hår var langt og flettet med alverdens decorationer i det. Skind klædet prydet hun-orkens spinkle krop, og hendes krogede næse rynkede sig idet hun straks så hen på troldkvinden med de gyldne øjne.
Yzgarth gik den anden vej, hen til en af de forfaldne stole som knagede idet han satte sig på den. Den store ork vendte derefter også sit eget blik imod mageren, imens at han tilsyneladende afventede noget? Gnorken, som hun-orken hed, bevægede sig hen til den lænkede troldkvinde og forsøgte at tage fat i hendes håndled!

Da hendes syn langsomt havde vænnet sig til lyset i hytten, begyndte genstande at stå klare for hende. Bøgerne især vakte hendes interesse, en belært ork? Uvant, hun tog en dyb indånding og blev med det samme ramt af den brændte lugt af træ og røg, som der fyldte det lille bekvemt sted som hun befandt sig i. Sjovt som hun egentlig bare lå og stirrede ud i luften, uden at tage sig af at hun var nøgen eller at hun var lænket fast til en pæl midt i rummet. De fleste kvinder, ville nok have været hysteriske på dette tidspunkt, eller blot da de vågnede op og lagde mærke til at deres tøj ikke længere befandt sig på deres krop.

Hun, hun bekymrede sig mere for at såret i hendes venstre skulder, formåede at da hun prøvede at bevæge sig om på ryggen, blev ramt af en gennemjagene smerte, der fik hende til at skære tænder. I dette øjeblik, hørte hun hvordan at nogen trådte ind i hytten og betragtede den ork som havde fanget hende tidligere. Mange tanker fik lov til at glide igennem hendes hoved, dette øjeblik. Ville han dræbe hende, beholde hende som slave, skulle hun ligge her og dø af blodforgiftning fordi hendes sår ikke ville blive taget hånd om? Et eller andet sted, var hun faktisk lidt ligeglad, mest af alt var hun bare træt, hendes krop gjorde ondt. Så måske endda døden ville være en kærkommen ven, så hun ikke længere skulle føle noget.

Hendes blik vandrede hen imod den kvindelige ork der trådte ind bag ham, hun virkede marger i forhold til de orker hun havde mødt i sin tid i krystallandet. Hendes mørkeblå øje kiggede intenst på den kvindelige ork, som tydeligvis ikke havde noget videre pænt at tænke om hende. Det var dog en dovent reaktion, da orken valgte at gribe fat i hendes håndled, mens at der atter faldt nogle tørre og hæse ord hen over hendes læber, men denne gang på det sprog de kunne forstå, eller så godt som hun nu kunne udtrykke sig.
,,Du kunne også bare spørger pænt.. Skal nok lade være med at sætte ild til noget..’’ hvis det ikke var tydligt at se på hendes krop før. Var det bestemt at høre i hendes stemme, hvor slemt det stod til. Svedperlerne der sprang frem på hendes pande, stemmen som der næsten ikke eksisterende prøvede at artikulere sig tydeligt. Hvilket nok også ville understøtte hendes forsikring om at hun bestemt ikke havde tænkt sig, eller havde kræfter til at sætte ild til noget som helst.

Den kvindelige ork fik fat i hendes håndled og pressede tommelfingeren imod huden, der var belagt af den feberhede sved. Hun løftede øjenbrynene overrasket da mageren talte deres sprog, omend en smule gebrokken og med visse fejl i måden at udtale ordrende på; det virkede til at formørke hendes gyldne blik og efterlade dem i en dyb mistro. Hvorfor ville en lærd bleghud lærer grønhudernes sprog? Hun fjernede sin hånd og bevægede den imod hendes læber; en lang tunge stak ud og slikkede svedet på tommelfinger neglen af. Hun smagte på det, før hun greb fat om troldkvindens kæbe og sagde bestemt med en knitrende raspen til hendes stemme, som om alderdommen hjemsøgte hende for tidligt. "Åben!", åbnede Avaion munden ville Gnorken se hende i halsen. Gjorde hun det ikke ville hendes mund blev tvunget up ved hjælp af et par at Gnorkens fingrer, og et press lagt ved kæbernes skilning. Hun så vurderende ned i det hævede halstør så meget hun nu kunne, for at konstaterer sygdommen. Bagefter lagde hun en hånd over magerens pande for at vurdere hendes varme. Et fnys fulgte bagefter, og Gnorken trak sig væk for at tale til sin søn.

"Den har sygdom.", fastslog hun og gik hen til bålet for at ligge sine hænder over ilden. Til en nyankommens overraskelse blev hendes knoglede fingrer ikke forfærdeligt brændt af det, istedet gjorde de det de skulle: sitreliserede dem så hun ikke selv bragte sygdommen ud derfra.
"Den lever nok ikke længe, det ville være klogest at slå den ihjel. Før den gør mere skade!", rådet hun.

Yzgarth der sad på den anden side af bålet stirrede på Gnorken med et uændret distanceret blik. Hans store skikkelse var nok til at give en følelsen af at være i samme rum som en bjørn; noget efterfølgende og instinkt-præget. De gyldenbrune øjne virkede dog varme som de blev oplyst af den flakkende ild og for en ork af være havde han overordentligt pæne træk. Der var stadig en fremmedhed, i den måde hans hovedform var på; meget markante kindben og en bred hage. Men overraskende havde han ingen overdrevne store tænder der stak ud som et vortesvins. Hans træk var nærmest menneskelige omend fremmede, og han lignede Gnorken meget. Hendes udseende var også præget af noget langt mere menneskeligt og rent, tiltrods for en mørkegrøn hud og en kroget ukøn næse var hun ikke dækket af bylder og arvæv. Måske havde de en uren linje? Kvart noget andet end ork? Måske endda halv?

"Kan du kurer den?", spurgte Yzgarth med en mørk lyrik til sin stemme.
Gnorken kneb øjnene sammen, irriteret over sin søns stædighed.
"Det kan jeg, men det tager tid. Lang tid.", påpegede hun.
Yzgarth så blot på hende hvorefter han rejste sig op og bevægede sig hen imod sengen hvor hans slave sad lænket til og lå ovenpå.
"Så gør det.", kommanderede Yzgarth med en antydning af snerren i sine ord.
Gnorken rynkede misbilligende på næsen:
"Husk Khrall's ord.", sagde hun advarende og spejdede over imod mageren på sengen. "Hvis den bringer sit kaos her.. skal du selv slå den ihjel!", hun vendte sig og gik imod 'døren' og forsvandt.
Yzgarth kneb øjnene sammen, ganske som hans mor havde gjort det og fulgte hende indtil hun var ude af syne. "Gnrr!", knurrede han irriteret før han satte sig på senge kanten ved mageren.

Der gik lidt tid inden han talte igen; som skulle han bruge nogle øjeblikke for at finde selvbeherskelse - selvbeherskelse hos en ork af alle skabninger. Efter at have fundet sig selv vendte han sit brune blik imod hende og betragtede hende neutralt; ikke belemret af hendes nøgenskab.

"Du hedder Yuné.", sagde han i en bestemt tone. Det var det han havde valgt af døbe hende.
"Forstår du det, ild-starter?".

Hun registrerede næsten ikke rigtig hvad der skete, lød sig bare tjekkes efter, mens hun dovent blev siddende nøgen og blottet for alle der kom ind, eller var i rummet. Hendes hænder lagde sig dog rystende omkring et af skindene som der havde ligget hen over hende da hun vågnede, hvor efter hun langsomt trak det over sig. Hendes mørke blå og helt hvide øje betragtede, hvad hun ville gå ud fra var klanens Sharman, der havde tjekket til hende. ’Den’, Avaion fnyste og rullede med øjnene, men bed en bemærkning i sig, da hun var ret sikker på det ikke ville gøre hende nogen gavn, at være sit flabede provokerende jeg.

Men ordet slå ihjel, fangede hendes opmærksomhed kort, og det dovne øje flakkede hen imod orken der havde valgt at bringe hende her til. Og ikke bare efterladt hende tilbage i mudret med en kløvet hovedskal, som hendes dejligste hest have måtte lide. Det var måske også først nu, at det gik op for hende, hvor menneskelig orken egentlig så ud, de begge gjorde. Manden hun havde set som værende en ven, havde haft stort ansigt med et kæbeparti, der kunne bide jern over, hugtænder der næsten kunne sammenligenes med et mindre vortesvin. Men her, han var næsten smuk at se på, med sin høje skikkelse, maskuline træk og den mosegrønne farve, der prægede hans hud. Hvis at Avaion havde været i sit element, var en skandaløs flirten imod denne mand nok have hændt. Men lige nu, sad hun nøgen, doven og stirrede frem på sig, mens hun afventede hendes dom.

Sengen knirkede da den kæmpe skikkelse satte sig på sengekanten, men hun hverken veg til side, eller gjorde nogen anden form for anerkendelse, at hun måske skulle vise sig mere underdanig eller respektfuld overfor, hvad hun nu regnede med så sig som hendes mester. Hun fnyste indvendig, hende en slave også ville ragnarok ske næste dag. Men da han med en bestemt tone gav hende et nyt navn nikkede hun blot.

,,Mit navn er Yuné’’ mumlede hun og mødte hans blik, så det var hvad det var kommet til? Og hendes eneste ønske lige nu, var at juvelerne var kommet sikkert hjem til hendes palæ i medanien. For at være fanget i dette slaveskab, det skulle ikke få lov til at vare ved længe. Blot ind til at hun var kommet ordenligt til sine kræfter igen. Hvilket nok desværre ville tage et par dage med ordentlig behandling, måske uger, da hun mistænkte at ingen af orkerne ville have hende her og bestemt ikke rask og fuld ud i stand til, at sætte hele deres landsby i flammer.

Idet hun sagde sit nye navn højt - eller rettere sagt mumlede det - nikkede Yzgarth billigende og strakte sig ned for at tage en af de mange bøger op. Solens bortgang indikerede at natten snart ville begynde at sprede et tæppe af træthed over dagens børn og fører dem ned til Luna, nattens milde gudinde og nattevæsenernes guidende stjerne i mørket. Yzgarth følte osse udmattelsen i sine tunge lemmer; han mærkede hvordan ryggen blev draget til det bløde dække over sengen og øjnenes hviskende ønske om hvile. En af de gamle bøger blev lagt for sengens side inden den store ork bevægede en hånd op for at frigøre det bælte der holdt læder skulderepladen på plads; et klik lød og det primitive stykke armor var taget af og lagt ved siden af sengen. Det bredde mave bælte der skulle beskytte de vitale dele i hans mave stykke, blev ligeledes fjernet så den muskuløse ork sad iført de læder bukser der var lige så ru at se på som hans hud. Han stod op for at frigøre sig bukser og støvler før 'døren' åbnede igen. Han var langt fra blufærdig da Gnorken kom tilbage igen, denne gang med en træskål hvor dampe ossede op. Hun satte den på foden af sengen, så hen imod mageren med et hadsk blik hvorefter hun kort betragtede sin dumdristige søn. "Drik!", hvislede hun og bevægede sig igen ud fra hytten.
Yzgarth rullede kort med skuldrende og små ubehagelige knæk kunne høres fra den spændte rygsøjle. Imens at Yuné formodentligt gjorde som Gnorken sagde, gik den nøgne ork hen imod en balje med vandet fra de kyssende klippet, hentet imens at mageren havde sovet. Hans hænder sank under overfladen og skabte en 'skål' som blev ført op og over hans ansigt. Dråberne gled ned af den stærke hals og de menneskelige ansigtstræk. Han vaskede sig, noget yderligere usædvanligere for en ork.

Fuldstændig udmattet, følte hun sig helt ved siden af sit normale jeg. Da hun bare sad, sad og stirrede frem for sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre sig selv, havde mest af alt bare lyst til at finde en kølig bæk, med vandet der kom fra klipperne, så hendes krop kunne køle ned. Dette ville nok give hende lungebetændelse og virkelig skabe hendes værtskrops død. Pludselig havde hun en overvældende lyst til bare at sidde og hulke, græde ind til at hendes øjne gav ud og var så rå og opsvulmede, at hun knap nok kunne se ud af dem. Denne opgivenhed, blev vendt til arrigskab og vrede imod orken som der troede han blot kunne tage hende. Og placere hende i denne hytte som hans ejendel, som et objekt til resten af hans samling, han tydeligvis havde kørende i hytten.

Men alt dette formåede den kvindelige dæmon at holde for sig selv, med nogle tomme øjne, der ikke indikerede at der forgik en indre krig i hendes hoved. Den første reaktion der kom fra hende, var blikket der langsomt blev hævet over imod hanorken der sad ved hendes side og begyndte at klæde sig selv af. Han havde vel ikke? Jo, så sandelig, om hun ikke skulle få lov til at se ham, som han var kommet ud som lille. Hvilket nok også var grunden til at hendes mund havde åbnet sig og et vantro blik, var rettet imod manden der havde rejst sig op i alt sin pragt. Hun lagde først til at den kvindelige Sharman var vendt tilbage, da et hvislende drik, kom over fra enden af sengen. Hun nikkede kort og kravlede lige så stille hen til kruset, hvilket gjorde at alt pels røg af hendes nøgne hud og ildens skær, næsten gav hende en flot solbrun farve, frem for den gyldne marmorhvide kulør hun så glædelig fremviste.

Stadig med nogle øjne, der var ved at bule ud af hoved. Betragtede hun den utrolig flotte skikkelse der var begyndt at bade sig selv, mens hun grådigt drak af det som var givet hende. Trods den bitre smag, som først havde fået ansigtet til at skæres midt over, drak hun det hele. Da kroppen krævede væske, Som havde hun intet fået i flere døgn.

Da hun stillede skålen fra sig, kunne hun allerede mærke hvordan hun fik det lidt bedre. Men at søvnen nu atter tog fat i hendes krop. Dog blev hun siddende hvor hun var, hun havde haft nok slaver til at vide at hun nok ville få flere ordre inden hendes ’mester’, selv ville trække under dyre skinnende og ligge sig til at sove.

Vandet gled over den mørkegrønne hud der lod sig reflektere imod flammerne. Vanddråberne samlede sig for fødderne af den store skabning from rystede hovedets ever at have hældt resten af skålens indhold over sig selv. Det skabte en pøl på gulvet som forsvandt ned i mikroskopiske riller i gulvet og ind til jorden der lå isoleret langt nede. Den mørke brune lange fletning svang fra side til side idet han rystede på hovedet og dråberne projekterede ud i rummet. Hans bygning, det var underligt så meget den mindede om en menneskelig anatomi men med en orks muskuløse træk. Der var noget sært over hvordan han bevægede sig også, noget mindre klodset og dovent. Han virkede tænkende, ja nærmest en smule filosofisk imens han så imod et af de glimtende genstande der hang ned fra loftet. Et øjeblik lod han blot vandet drive ned af sig, før han vendte sig imod sengen igen og begyndte at gå imod den imens hun drak. Han satte sig ned og trak et af de store skind som Yuné havde haft om sig over sig selv, bogen var taget op på skødet og han åbnede den bagefter, bladrede og endte på en side med en illustration af en by. Avaion ville genkende den. Det var hovedstaden.
Yzgarth så imod hende imens han tappede en finger på illustrationen:
"Hvad er det?", spurgte han.

Alt omkring denne mand, nej ork. Hun var nød til at minde sig selv om, hvor denne skabning, hvis navn hun stadig ikke kendte. Afstammede fra, og det var ikke menneske racen, Men den elegance, bevægelser, han kunne ikke kun være ork, der måtte være noget mere i ham end blot det. Måske var det også derfor at hun ikke registrere med det samme, at hun faktisk skulle svare ham på noget. Uden videre, kravlede hun hen ved siden af ham, hvor lyden af de klirende metal linker, fortalte at hun altså ikke længere var en fri kvinde.
,,Hovedstaden..’’ sagde hun på sit normale krystalianske sprog, men kom så hurtigt i tanke om, at han nok sikkert ikke vidste hvad dét var.
,,Det er ..’’ hun tænkte lidt for hun fortsatte på det sprog som han kunne forstå, så godt hun nu kunne. ,,Det er en by, større end denne, hvor flere hundrede mennesker bor, med markedspladser, store bygninger, forretninger..’’ prøvede hun at forklare, men hendes stemme knækkede over og gjorde det nogen gange svært at udtale ordene rigtigt. ,,Det er den største landsby i hele landet’’ sagde hun så endelig, som den endegyldige forklaring på hvad illustrationen fremvidste.

Ho-ved-sta-d? Han rynkede brynene betænksomt af alle ting, imens hun forklarede hvad en hovedstad var: en stor forsamling af folk - mennesker? Større end stammen og sikkert også meget langt væk, da han ikke havde hørt om nogen 'hovedstad' i nærheden af Tusmørke landsbyen eller i de omkring liggende bjerge. Et tilfreds grynt kom fra ham inden han begyndte at bladrer videre igennem bogen og over på en ny side, hvor endnu en illustration blev peget på og hans brune øjne lagde sig over hendes; der var noget fængslende intelligent i dem. Noget der gjorde at man ikke helt kunne tro på at det var en ork man.. talte med, af alle ting.

Billedet forestillede en konge og en dronning, et klassisk billede af en konge der holdt et scepter og en kugle med et symbol for Krystallandet. Dronning var ved hans side, hun holdt en hånd op og viste sin håndflade som ville man signalere 'stop'. Imens hun i den anden hånd holdt et scepter magen til kongens. De var klædt fornemt med tykke pels kåber over deres skuldrer.
"Hvad er det?", spurgte han hende og der var en ivrighed i hans øjne; en iver efter svar på spørgsmål man syntes kunne mærke han havde siddet inde med længe.

Hun kunne ikke lade være, hele denne situation var simpelthen for komisk. Hun havde været på vej hjem, længsel efter et dejligt varmt bad og en stort glas rødvin. Inden hun kunne trække sig ind under hendes dejlige silkelagner i den store seng hun ejede. I stedet var hun vågnet op i en hytte, så primitiv, at hun troede hun var røget tilbage i tiden, samt indfanget som en orks slave. Mens hun forventede det værste, sad hun nu nøgen, ved siden af en af de smukkeste skikkelser hun længde havde lagt sine øjne på. Og prøvede at forklare ham ting i en bøg som han sikkert havde fundet på en af de mange plyndrings togter.

Med et lille grin og et smil, der besvarede hans inteligente øjne, vente hendes blik ned imod billedet i bøgen. Deres gamle konge og dronning.
,,Dette er de mennesker der før reagerede over Krystallandet..’’ sagde hun og tog en raslende indånding som indikerede at hendes stemme var godt brugt allerede, men fortsatte. ,,En konge og en dronning.’’ sagde hun på krystallianer sprog. Atter prøvede hun så godt hun kunne, at forklare hvilke disse mennesker havde og hvorfor de hed som de hed. Men stemmen gav nogen gange efter, samt begyndte øjenlågene også at blive tungere. Hvilket nok var derfor, at hendes hoved til sidst lå på hans skulder, mens hun pegede og forklarede ting der befandt sig på billedet, da hun mærkede på orken, at den havde en hvis interesse i ting. Som hun aldrig nogen sinde ville finde en ork var interesseret i.