Et par dage efter Milicents mindre slagsmål med et par banditter, havde hun besluttet sig for, at det nok var bedst at tage en enkelt overnatning på en kro. Det var trods alt kun mindre byer heroppe i norden, så det kunne lige nøjagtigt gå an, selvom hun ikke var sindssygt glad for, at være i nærheden af for mange mennesker.
Stadig iført sit meget druideagtige tøj, der var lavet af en blanding af læderhuder og andet naturfarvet stof, samt den store pelskappe, der holdte de pragtfulde, hvide vinger varme. Som hun gik gennem byen med ulven, der havde nægtet at efterlade hende efter slagsmålet, følte hun godt nok at folk kiggede lidt alligevel. Måske var det fordi ulven gik sammen med hende? Hun lod det ligge, og lod byboerne passe dem selv, som hun gik mod en lille kro der lå i byen. Det var allerede ved at være aften, men fordi hun havde spist inden hun var kommet hertil, så var det primært for et værelse, at hun kom.

Da hun trådte ind mødte varmen hende og hun sukkede let, glad for at være ude af vinden og sneen for en stund. Ulven fulgte stadig med, og de måtte vel være noget af et syn. Hun gik direkte til krofatter og tog nogle krystaller op, som egentlig ikke var hendes, men derimod de fire banditters og lagde dem på bordet. "Jeg vil gerne have et værelse. Og noget stærkt at drikke," stærkt blev det ikke som sådan, i hvert fald ikke i smagen, men det var for det meste kun mjød de solgte her i Norden. Og det smagte vel også fint nok, så da hun fik sig placeret ved væggen i kroen, ulven siddende lige ved siden af sig og fik rakt flaske og krus, tøvede hun ikke ligefrem med, at tage det første glas og få det tømt ret så hurtigt. Det var ikke så ofte hun indtog alkohol. Men det var nu alligevel rart nok en gang i mellem, især her i Norden. Flere mænd havde deres blikke på hende, og det var mest smil hun fik. De så en kvinde der sagtens kunne drikke. TIlmed en kvinde der ikke kom fra Norden. Det måtte de vel kunne lide? Hun rystede tanken af sig, de paranoide tanker måtte snart få sig en ende.

Det var et hårdt vejr heroppe i Norden, slet ikke noget Dimrond var van til, men han havde dog oplevet det før og derfor vidste han også hvor meget tøj og hvor tyk pelstøjet skulle være og derfor havde han smidt hans armor inden han var taget afsted. Han havde jo ikke rigtigt brugt den siden angrebet på Dragorn og derfor var der heller ingen grundt til at gå rundt med det tunge metal, det ville jo kun sløve hans rejse.
Han havde været på rejse lige siden, nu havde han jo tid til at se hele landet, noget han ikke havde haft tid til før, da han arbejde nærmest dag og nat nede i smedjen. Men nu var han endelig nået til Norden og havde set den skønneste natur også selvom sne vejret havde været hårdt og vinden også, men det var også ved at være vinter i landet.

Hen på aftenen kom han til en lille by, Norvik. Så havde hans instinkt fortalt rigtigt og det var den rigtige vej som han havde fundet, for nu var han jo kommet frem og skulle så bare finde den lille kro som han vidste lå her i byen. Han havde brug for et værelse hvor han kunne tilbringe natten inden han skulle videre i morgen eller over morgen, han havde jo ikke rigtig nogen plan for hans rejse, så hvis han ville blive et sted lidt længere så gjorde han bare det.

Han trådte inden for i varmen og børstede sit skæg og store hætte fri for sne og trak den så hætten fra hovedet og kiggede rundt i lokalet hvor mange af byboerne havde samlet sig for at få lidt at drikke, eller meget måske, men det var der jo intet mærkeligt i. Han gik op til krofatter og lagde et par krystaller op på bordet, ”Kan jeg be om et værelse og så et stort krus mjød? Tak”. Han fik overrakt en lille nøgle samt et stort krus og gik ned længere ind i krostuen for at finde et sted at sidde, men det så ikke ud som at der var nogle ledige borde og ved mange af dem var der ikke plads til en halv tyk dværg, indtil han så et bord i hjørnet hvor en kvinde sad sammen med en ulv. Ikke noget som Dimrond så tit, en ulv som kække noget som Dimrond så tit, en ulv som kæledyr. Han gik hen til bordet og kiggede på den unge kvinde, ”Undskyld. Kan jeg sidde ved dit bord? Der er ikke plads mange andre steder” Han kiggede lovende på hende og prøvede at sende et kønt smil.

Det fik ikke længe hvor Milicent sad for sig selv. Der dukkede pludselig meget hvidhåret mand op, og på højden af hans, var det tydeligt, at han var én af de mange dværge fra bjergene. Hun havde godt hørt en lille smule om Dragorn og stedets skæbne og et eller andet sted havde hun stor sympati for dem, men det behøvede dværgen her ikke at vide. Det var nok heller ikke dét, de ledte efter, sympati altså. Det var nok nærmere folk, der var lige så vrede over Dragorns fald, som de selv var. Milicent var desværre ikke én af dem. Hun var naturligvis ikke glad for Mørkets aktivitet, men hun havde aldrig arbejdet sammen med dværgene om noget som helst. Og så var hun heller ikke nogen soldat.
Men for nu var det jo bare et bord, han manglede at sidde ved og det brave forsøg på at sende et kønt smil, fik Milicent til at smile tilbage, mens hun lagde en hånd på ulvens nakke, mest for at vise ham, at dværgen var velkommen.
"Selvfølgelig kan du det. Der er masser af pladser her, og jeg ønsker ikke, at tage et helt bord for mig selv," forklarede hun med et smil før skubbede en af stolene ud til ham. Han kom lige uden for fra, og var måske lidt træt, så det var da det mindste hun kunne gøre. En tanke slog op i hende. Det var en robust dværg, så han kunne nok godt bruge mere mjød end bare ét krus. Og det kunne hun også godt selv. Hun lavede en gestus mod én af krofolkene.
Kvinden kom hen og Milicent smilede skævt. Tja, hvorfor ikke drikke lidt mere end normalt?
"Kunne vi få noget mere mjød herned?" spurgte hun mens hun lavede en hentydning mod sit nu halvtomme krus.

Dimrond kiggede på det kønne ansigt, for det var det, det kunne slet ikke skjules og takkede for gæstfriheden, "Det var pænt af dem frøken, mange tak" Sagde han roligt og smilende, satte sig ned og placerede det store krus for an ham. Det havde jo været en lang dag, og en lang rejse og derfor skulle det blive godt med lidt afslapning i godt selvskab, for kvinden lignede en han sagtens kunne få en morsom aften ud af med. Han tog et par slurke af sit krus, og inden han havde set sig om var det allerede tømt, alle vidste hvordan dværge kunne drikke og det var slet ikke anderledes med Dimrond, det var han bestemt skrap til og da kvinden fik prejet mere mjød til deres bord, smilede han, "Ah ja, mere mjød, det skal der til" lo han i en munter tone og smilede til hans borddame, "Jeg bliver nød til at vide hvad min borddame, inden vi hopper videre med mjøden" Sagde han intressant og spørgende.