Solen havde vist sine sidste stråler for dagen. Skyer havde indtaget hovedstadens himmel og sendte et regnvejr ind i byens gader. Ingen vind bare store kolde våde dråber der skyllede jord og med sig fra slaget der havde fundet sted i staden.
Også i den hellige bydel havde kampen vist sit onde ansigt og havde gjordt mange hjemløse og kirker til ruiner. I Isari Katedralen var våbenhus og gemakker fyld op med folk der søgte asyl og ly for vejret. I kirkeskibet af bygningen var der øde. Ingen havde kræfter mere til at bede om mere håb eller takke for at mørkt var blevet slået tilbage. Den eneste der var i rummet var Florence. Hun havde gjordt hvad hun kunne for idag ind bag lukkede døre og sad no ved alteret med en bog og prøvede at slappe af i sit bekymrede sind.
Kirken var stille, man kunne næsten høre i den modsatte ende siderne glide imellem hendes fingre, bortset fra regnen der slog hårdt imod tagene og gav en kor af regn i det enorme rum i katedralen.

Makoto bankede forsigtigt på. Han regnede dog ikke med at nogen ville åbne, men han vidste ikke hvor han ellers kunne søge ly for natten. Han havde vandret i dage på et dårligt bagben og havde endnu ikke fundet Medanien, men derimod en masse andre byer. Nu var han nået til hovedstaden som han kort havde været i fyr så nu vidste han nogenlunde vejen hjem, men det måtte blive i morgen.
Der var en strid vind udendørs som gjorde det ubehageligt for en nøgen krop at stå og sove i. Han var nød til at komme væk fra de hårde vindpust og et sted hen med læ og muligvis ly for regnen. Han havde udvalgt sig Katedralen, fordi han ingen penge havde. Han ejede ikke noget og selv bandagen om hans blodige ben var lånt.
Makoto åbnede porten og humpede ind, hans hovslag rungede i hele det store rum og lyden bouncede mellem væggene til den til sidst døde ud. Han lukkede porten efter sig og rystede hele sin krop fri for vand. Han var endnu beskidt fra turen i mudderet for nogle dage siden og han havde rene, hvide striber hvor vandet havde løbet fra hans ryg og ned. Han var træt i benene for han havde vandret hver af dagene og stået op og sovet i de mindre byer hvor han kunne finde læ udendørs. an turde ikke lægge sig ned i frygt for at han ikke kunne komme på benene igen nu hvor Alethea og Ireth havde haft så meget besvær med at komme af med ham, turde han heller ikke gå tilbage.
Han så sig lidt om. Skaden var blevet værre så han støttede ikke længere på bagbenet, i stedet var det løftet over gulvet mens han gik med forbenene og hoppede med bagbenet der stadig var funktionelt. Han var træt og han frøs, han var sulten og tørstig og egentligt ville han bare gerne hjem, men Makoto var som bekendt en idiot til at finde vej og derfor var han endnu ikke nået tilbage til værtshuset.
"..Hallo...?" spurgte han med en forsigtig og lille stemme selvom ekkoet gjorde lyden højere end han ville have den til at være. Han dukkede sig lidt med armene over hovedet og fandt hurtigt ud af at det så ud til at han var alene. Han åndede lettet op og så sig lidt omkring. Tjah, det var ikke hjem, men det var da ly og læ selvom det var lidt lydt. Han så tilbage på sit spor af vand på gulvet og rystede lidt på hovedet af sig selv. Han måtte gøre rent i morgen engang. Han stilte sig til rette bag den bagerste bænk og lukkede øjnene i nogle minutter hvor der var stille indtil han hørte en afslørende lyd og åbnede dem igen. Her var altså nogen. Han håbede ikke at han fik skældud eller blev smidt ud.

Efter Florence havde vendt den næste side hørte hun døren gå op og en skikkelse gik endvidere ind. Personens sko slog hårdt imod marmor gulvet og gav høj genlyd i hele kirkerummet. Hun holdt sig fra at sige noget før hun viste han intet ondt ville.
Da han gav lyd fra sig i form af hans stemme smilte hun for dig selv og lukkede bogen. I det nærmeste skab langs med væggen tog hun et par tæpper og begyndte at gå ned ad gangen med dem i favnen. Da Florence kom tættere lagde hun mærke til at det ikke var sko der havde larmet imod gulvet men hove. Med et venligt smil gik hun nærmere. "søger De ly for regnen?" spurgte hun med en blød stemme, hun viskede næsten for ikke at forskrække ham eller virke truende. "du skal være velkommen til at blive natten over, hvis du har brug for det" fortsatte hun og rakte tæpperne ud til ham.
Der var ikke mere plads i gemakkerne i klosteret men han kunne vel være herinde i katedralen.

Makoto smilede venligt men usikkert til den fremmede som kom nærmere. "Ja, jeg håber ikke det gør noget." sagde han og vendte sig mod den kønne kvinde som hun talte. "Mange tak." fortsatte han med at tale. "Det var ikke min mening at svine gulvet til. Jeg ska nok gøre det rent igen." forklarede han undskyldende og så ned. Han rødmede lidt. Hun var meget smuk syntes han. Han sagde dog ikke noget for han ville ikke virke påtrængende. Han så på tæpperne der blev rakt ud til ham. "Dem kan jeg ikke tage imod. Jeg er meget beskidt og jeg vil ikke snavse tæpperne til."

Florence fniste lidt over hans undskyldninger. "det skal du slet ikke tænke på" sagde hun og foldede et af de store tæpper ud. Hun gik med lette skridt omkring ham og lagde det omkring hans gennemblødt heste krop. "Jeg kan ikke bare se til imens arme sjæle fryser under taget jeg kalder mit hjem" forklarede hun og foldede en lidt mindre tæppe ud han kunne have om skuldrene.
Hun kikkede dog ned og så hans skadede ben. Med et bekymret blik satte hun sig ned på hug så hendes nonneslør lettede på vejen ned og faldt ned over hendes skuldre. "Er De også blevet skadet i kamp?" spurgte hun og tog sig den frihed at fjerne den beskidte våde forbinding der var bundet om hans tilsyneladende forgiftede sår.

Makoto måbede lidt da hun alligevel lagde tæpperne om ham. Han tog imod denne gang og holdte det lille tæppe om sine skuldrer med hænderne. "Altså.. Jeg var inde i mørkets skov med en veninde og så skulle jeg tisse så jeg gik ud i skoven alene og så var der et skygge monster der angreb mig." forklarede han kort historien. "Jeg har aldrig set noget lignene det udyr." tilføjede ham og trak benet lidt til sig da hun rørte ved det ømme område. Det var af ren refleks, ikke for at genere hende.

Florence trak hænderne til sig da hun troede hun gjorde skade på ham. "hvad i al verden skulle i også i mørket skov?" spurgte hun imens hun rakte hænderne ud igen som spørgsmål til om hun måtte se på det.
"Vær venlig at lave mig se på det, vi praktiserer healing her i katedralen for folk der søger ly her" forklarede hun imens hun satte sig på knæ så hun sad lidt bedre for at kunne hjælpe ham med hans bagben. Hun var ikke den bedste til det i klosteret men hun kunne fornemme at det ikke bar et benbrud så det var noget hun sagtens kunne tage sig af

Makoto svarede lidt med en tøven. "Min veninde bor i sumpen i den mørke skov." forklarede han stille og satte benet ned igen. Han hadede smerte og brød sig derfor ikke om at hun rørte ved det. I det mindste var benet ikke lamt mere så i princippet kunne han godt bruge det, men at undgå smerten var klart at foretrække og en healing lød ganske behageligt. Han syntes måske det var lidt luksus både at få ly, læ, tæpper at varme sig med og kærlig behandling af hans ben. Det var den bedste besutning han havde taget længe, at søge til Katedralen.

Florence så uforstående op på ham. "Sikke et væmmeligt sted at slå sig ned" sagde hun forvirret og med lidt bekymring i stemmen. "du kan lægge dig ned hvis det er mere behageligt" tilbød hun imens hun forsigtigt bandt bandagen af. Det var heldigvis renere jo mere hun rullede af så selv såret var ikke blevet beskidt og inficeret.
Hun tog sin halskæde ud til Isaris tegn og knugede den i en kort lydløs bøn inden hun lagde sin ene død kolde hånd på hans sår. Fra under håndfladet kom et blidt lys og hans sår begyndte at hele og lukke sammen under hendes kommando.

"tjah nogen kan måske godt li det." svarede Makoto og tog en dyb indånding og pustede ud. "Jeg tør ikke lægge mig ned, jeg kan ikke komme op igen." forklarede han og mærkede hvordan såret fik luft hvorefter en kold hånd blev lagt på det. Benet var hævet og varmt, gjorde sikkert ondt, men han sagde ikke noget herfra. Han lod hende bare arbjede indtil han pludselig kom i tanker om noget. "Hvad skylder jeg dig..?" spurgte han så.

Florence kikkede op på ham med et smil. "De skylder skam intet, Isaris tjenester og beskyttelse står til rådighed for alle hendes skabninger" sagde hun venligt. Hun lagde den anden hånd under benet så hun holdt de i begge hænder for at få hævelsen ned også. "Og De kan roligt lægge dem, De skal nok komme op igen når jeg er færdig.. det eneste der holder Dem fra at bruge deres ben er hævelsen der presser på Deres muskel" sagde hun og holdt sit fokus på at helbred ham. Det varede helelr ikk emere end et par miutter før såret var lukket og hævelsen var i hvert fald halveret.

Makoto vidste ikke helt hvem Isari var, men han gættede på at det måtte være Guden der tilhørte katedralen. "Tak." sagde han stille og ventede dog på at hun var færdig før han lagde sig forsigtigt ned. Det føltes allerede meget bedre i benet. Han smilede til hende og holdt lidt øje med hende. "Du er meget køn... ved du godt det?" sagde han så og holdte sig lidt for munden. Det var ikke meningen det skulle slippe ud. Han rødmede igen.

Florence så lidt forskrækket op på ham. "øhm.. jeg takker ydmygt, men er det ikke meningen de skal finde deres egen slags tiltrækkende?" spurgte hun en anelse forvirret over komplimentet. Hun havde nok rødmet hvis hun havde spist for nyligt, men med alt det arbejde der havde været i kirken på grund af angrebet havde ingen af nonnerne hjuplet hende med at finde blod hun kunne få. Så hun måtte bare holde sig i nakken.
Hun skyndte sig at få resten af hævelsen ned og strøg ham let over benet inden hun gav slip på det. "det skulle være så godt som nyt nu"" smilte hun og strøg sit hår i den ene side bag ved øret.

Makoto så lidt ned. "Joh, måske... men nu møder jeg ikke min egen slags så tit." forklarede han og skuttede sig lidt i tæppet om hans skuldrer. "Mange tak for hjælpen med benet ^^" smilede han til hende og holdte lidt om sig selv for at få varmen. "Bor du her?" startede han selv et samtaleemne da han var ude på dybt vand med det andet emne. Han rødmede forsat og kørte en hånd gennem hans våde, røde hår.

Florence rejste sig og satte sig på bænken ved hans side. "Det gør jeg ja.. Lige siden jeg var spæd" fortalte hun og lagde hænderne sammen i sit skød. "Klosteret tog mig til sig da jeg blev efterladt på deres dørtrin og jeg her er jeg så idag"sagde hun med et smil til ham hvorefter et lyn slog ned som gavn enorm genlyd i hele kirken. Hun så imod et af de store vinduer hvor regnen stadig tromlede ind imod. Hun så så tilbage på ham og lagde nok først nu mærke til at hans pels faktisk var hvis. "Jeg er ked af at jeg ikke har tilbudt det noget før men har de brug for et bad?" spurgte hun med hovedet på skrå. De havde et fælles bad som alle kunne bruge med der var formegentlig ikke nogle der brugte det på denne tid af natten.

Makoto nikkede lidt. Det lød somom hun havde haft en hård start på livet sådan at være blevet efterladt. Klosteret var vel ikke det værste sted at vokse op tænkte han. Det var bedre end at vokse op uden nogen voksne forbilleder som han slev havde gjort det. "jeg blev også efterladt da jeg var lille." fortalte han. Mest for at sige at han vidste hvordan det føltes. Han gik ikke i dybden med det. Han var uønsket og sådan var det. Makoto lyste op. "Et bad!? :D" udbrød han. "Det ville være meget rart." svarede han ydmygt.

Florence smilte over hans glade reaktion på tilbudet og rejste sig fra bænken. "Så skal se følge med her" sagde hun og gik ud på gangen og op imod en dørnær alteret. "De skal bare vide, vi har familier med børn liggende og sove efter slaget ved muren så vi skal holde vore lyd niveau på et minimum" sagde hun venligt inden hun lukkede døren op. Bag døren var en lang mørk gang med døre på begge sider. Hun gik langs med den indtil hun kom til en trappe som hun gik ned ad.
For enden var en dør mere som hun åbnede. Rummet var helt mørklagt indtil hun fik tændt de fakler der hang rundt på væggene. Rummet var opdelt med en sivvæg i midten så mænd og kvinder ikke kunne bade sammen. Florence vendte sig op og kikkede på sin gæst "Et øjeblik så får jeg varmet noget vand til dem" sagde hun. I lyset af faklerne glødeden hende røde øjne op og hun stod et par sekunder bare og smilte inde hun rystede lidt på hovedet og gik igang med det hun sagde hun ville.

Makoto rejste sig og så imponeret på sit bagben der nu fungerede så godt som før, inden han satte i trav og indhentede den rare kvinde som han endnu ikke have fået noget navn på. Men bad først. Han nikkede til snakken om familier der lå og sov og han holdte derfor kæft i respekt for ofrene til krigen. Han gik helt normalt nu og forsøgte at træde forsigtigt så hans hovslag ikke gav genlyd over det hele. Han stoppede op inde i baderummet og så faklerne blive tændt. Han så sig lidt omkring og derefter så han overrasket på kvinden. "Varmt vand?" han havde aldrig fået et varmt bad før. Han lagde tæpperne fra sig på en bænk og skulle lige til at gribe ud efter hende så hun ikke gik ud for at varme vand, men hun nåede at vende sig og gå inden han fik sagt at hun ikke behøvede at varme vand til ham.

Florence gik med hastige skridt hen imod pejsen der skulle varme vandet der var samlet i to store kar ved hver sin side af pejsen. Hun satte sig i hug og gik igang. Da hun havde fået liv i ilden klappede hun sig lidt på kinderne og rejste sig om. "Det tager lige et øjeblik inden det er blevet okay at være i" smilte hun og gik over på kvindernes side. Hun havde ikke selv haft chancen for at få et bad i næsten en uge da der havde været så meget arbejde om natten.

Makoto ventede ikke på at vandet blev varmt han gik bare i vandet og frøs godtnok en del, men han elskede at bade og blive ren. Han var naturligvis på mændenes side selvom det nok ikke havde gjort den store forskel eftersom han alligevel var nøgen det meste af tiden, næ forskellen kom da kvinden kom tilbage og gik om på den anden side af sivvæggen. Han så interesseret mod hende og undrede sig lidt over hvorfor hun ikke bare kom om til ham. Han begyndte i stedet at skrubbe sin krop fri for mudder med en skrubbebørste han fandt ved kanten af karret og selvom det tog lidt lang tid, blev han endelig til at holde ud at være sammen med. Han dyppede hele kroppen i vandet og gnubbede sit hår med sige hænder for at dyppe overkroppen igen og herefter brugte han sæbe og sæbede sig ind så han lignede at han var helt lysebrun herefter dyppede han sig igen og skyllede sig godt og grundigt i vandet der delvist havde skiftet farve. Han blev i vandet lidt tid som det begyndte at få en passende temperatur. Han ville gerne prøve det der med varmt vand. Imens slappede han af og kiggede mod sivvæggen.