Der var gået lang tid efter Tara og Samsons lille scene i Krystalpaladset. Tara havde sørget for at holde de fleste på afstand, hvor dem der kom for tæt på simpelt nok måtte blive slagtet på vejen. Samson havde selvfølgelig nydt godt af menneskekødet, der havde været lidt for tæt på.
Der havde undervejs været meget tavshed. Der skete ikke meget nyt, og de vidste hvad der skulle til at ske, men samtidig ville alt være så nyt. Det var bare ikke længere et nyt taleemne, og det var for længst blevet et emne de var blevet trætte af at snakke om.

Snart skulle de finde ud af, om Phoenix havde levet op til de forventninger og krav, som hendes herre havde givet hende.
Nu dukkede fantomtårnet op bag træerne. Hjertet begyndte så småt at banke hurtigere. Han undredes et øjeblik, men der var ingen tvivl om at det var et afgørende træk, de skulle til at finde ud af om var lykkedes.
De var trætte, men alt var langt fra færdigt. Så snart sedlen var fundet og anvisningerne kortlagt, så skulle de drage videre igen mod målet. Når de så derefter nåede frem til målet, ville der højest sandsynligt lige skulle ryddes først, før at de ville kunne slå lejr. Sådan en omgang indflytning kræver trods alt en smule arbejde, selvom der nok var møbler og sådanne ting der allerede.
Han indså, at hjertebankenen var banken af spænding. Det ville være starten på den nye rejse, og starten på det nyere liv der var i vente - bare indtil videre.

De nåede frem til Fantomtårnet. Samson skævede mod Tara et øjeblik, men så så stift tilbage til rækkerne med gravstene foran ham. Han gik fremad til 3. rækkes gravstene, og gik 6 gravstene til siden, mod højre. Han gik nu om på den anden side af den, så han stod med ryggen mod Fantomtårnet.
Roligt gik han ned på hug, kiggede på de små underlige ting der var sat på gravstenen. Det var længe siden nogen havde været her. Der var ikke noget der havde ændret sig på denne gravplads - som faldt i øjnene.
Han gravede en smule ned i jorden foran gravstenen, vendte og drejede småting for at se om der skulle være en lille lap gemt et sted. Til sidst fandt han den i en lille ubetydelig krukke, der mindede lidt om en meget slank og ubrugelig vase, til en lille blomst i vand.

Samson kiggede sig over skuldrene. Han skulle være sikker på, at der ikke var nogen i baghold pludselig, når han nu skulle til at læse det, som han havde ventet på i så lang tid.

Der var tegnet et lille kort og på kortet var der sat et lille kryds. Små genkendeligheder blev beskrevet, så de undervejs ikke ville blive ledt på vildspor.
Et lille smil tegnede sig over den store mands læber og han rettede sig op igen.
Nu gik turen videre, videre til det nye sted, som skulle byde på nye tider, der til sidst skulle blive ekstremt vigtige for hans senere træk. Alt handlede bare om tålmodighed, så var spørgsmålet bare om tålmodigheden ville være der, eller om den slipper op før tid.

Den nye rejse var begyndt...

/Out.
/ Tara er selvfølgelig velkommen til at kommentere på dette indlæg også. :)