Gloria vendte sig endnu engang uroligt. præsis som hun havde gjort de sidste mange timer. den
sidste del af natten var forduftet og morgen gled langsomt ind over landet.
Der var stille i rummet, men alligevel var det larmende. Den samme larm der havde holdt Gloria
fra at sove det meste af natten. Røb og skrig, nogle af smerte andre af opstemt jubel. lyden
af sværd der klingede mod hinanden et et endeløs Kaos.

Gloria satte sig op med et ryg og træk vejret hurtigt ind. hendes hoved spandt et øjeblik af
den pludselige bevægelse. og hun kunne mærke at hun blev kort disorienteret. men det gik alt
sammen hurtigt væk.
hun knyttede hænderne sammen, og bandende inde i sig selv, mens hun med hurtige bevægelser fik
sig væk fra sengen og gået til vaskeaflukket, hun så surt på sig selv i spejlet. mens hun bid
sig i læben.

Hun havde kæmpet og tabt, hun havde været fanget og kommet fri. i en måned havde hun vadet ude
på landevejene i et forsøg på at komme tilbage til hovedstaden, tilbage til det hun kendte og
elskede. hun havde haft Beon med, en falden engel. der gerne ville hjælpe men havde det meste
af tiden været ude i stand til det. sammen havde de formået at komme til hovedstaden. Gloria
huskede tydeligt hvordan de begge blev forhørt, tilset og endelig sendt til ro. men der var
ikke gået mere end et par uger, før helved igen brød løs. Gloria havde stadig lagt syg. ingen
mad i så lang tid, tog sin til at genopbygge, og det tog tid at heale.

Gloria sukkede som hun så sig selv i spejlet. og hendes memorar fortsatte med hvordan hendes
bror var blevet tilbage. De havde aftalt at hun der var den svageste af dem lige nu, hun ville have
bedst af at tage med familien. Til deres store gård/gods langt ude for byen. her ville deres
familie være i sikkerhed, og Gloria selv ville kunne komme ovenpå og træne sig fit igen. men
heller ikke turen var gået som den skulle.
Mørket var allerede så tæt på at de flere gange havde rejst på en måde at der nærmere virkede
til at være en flugt. Gloria og hendes Fader havde holdt skansen kort. hvor Gloria igen kom
til skade. Ikke alvorligt, men et brækket krageben havde udløst hende til endnu en omgang sengeliggende,
smertestille, medicin og healing.

De var kommet frem. og som forventet var stedet uberørt. det lå langt nok væk til at folk og
speciel ikke mørket tænkte på at angribe her, en privat ejendom der snart ville blive forvandlet til en flugtlejr.


Gloria tog børsten der lå på toiletbordet og begyndte med langsomme bevægelser af børste det
lange hvide hår mens hun så på spejlbillede af hende selv. hun havde stadig sorte raner under
øjnene, og hendes hud havde mistet noget af den gyldne kulør, der gjorde hun ikke så ALT for
hvid ud med hendes platin farvede hår.

Med håret flettet løst. og med en almindelig men pæn kjole på forlod hun sine gemakker for
endnu engang at tage en gå tur på gårdens område. det fjernede nogle gange tankerne.
Det var ikke fordi hun var bange for dem. nærmere fustreret. Hun havde været i Krig hun havde
opleveret Mørkets fangekælder, død og ødelæggelse. men denne gang kunne hun ikke gøre noget.
hun kunne kun sætte sin lid til dem der blev i hovedstaden. og det var de billeder der
hjemsøgte hende. billeder af venner og familie hun burde have hjulpet, billeder af et sted hun
elskede nu måske faldt.

Sveden, småbrændt, hullet og generelt ilde tilberedt havde det endnu engang stået på endeløs vandring i et faretruet område. At få George ud af hovedstaden havde været en af de lettere ting på rejsen - skræmmende nok. Hovedstaden havde stået i flammer, og Mørkets styrker var rykket ind. Et mareridt for enhver bostedet i hovedstaden, eller dem som søgte tryghed der. Alt det var væk.
Med en mindre krig i sig selv, og et par gode syn af mørke vinger i luften, var Beon endelig kommet til fornuft. En fornuft der krævede at han nu måtte forråde en anden vej rundt. Måske ikke et stort svigt i forhold til den troskab han havde aflagt Mørkets Lord, men det var et permanent et. Beon vendte ikke tilbage. Hvordan skulle han kunne det.
Aftalen lød. Få krigerkvinden ud og hjem til hovedstaden. Infiltre lyset og hjælp mørket i den endelige krig. To ud af tre opfyldt, og mere blev det ikke til. Specielt ikke som Beon nu smuglede en af lysets krigere igennem land og marker for at han netop ikke skulle besejres af Mørkets Lord.

Spionen var splittet og af flere grunde, men der havde ikke været tid til at tænke, kun følge instinkt. Instinktet havde resulteret i at Beon havde fået hevet George, Glorias bror, ud af hovedstaden, med ekstrem besvær, for derefter at påbegynde smugling. Normalvis svært, og endnu mere kompliceret som Beon stadig var bleg af træthed og påvirkelse af smerterne påført hans ryg. En ryg der ikke syntes at ville heale optimalt sammen.

Efter et par dage fik han anskaffet en hest. Anskaffet indebar, at han stjal den fra en lejr af mørkets styrker. Hvad de var til for, eller hvad de lavede der, kunne Beon kun opsætte teorier om. Hans var, at de var der for at tage dem som flygtede fra hovedstaden. Blodbad ville opstå, og Beon brugte alle kræfter på kun at fokusere på en ting af gangen.
Vand, lidt mad, forbindinger, hest og nogle enkelte klæder med kendetegn for mørket. Beon faldte nemt nok i et, men George behøvede dækning for ikke at blive genkendt som en af lysets krigere. Dertil, mørket angreb ikke sine egne. Det ville give en sikkerhed, hvis de mod forventning skulle blive fanget.

Men de var ikke kun på vej væk. Selvfølgelig havde det været hovedmålet! Væk fra hovedstaden og væk fra massakren. Beon fulgte råd der var blevet ham givet. At finde stedet hvor Glorias familie holdte til. Langt fra alting et sted i Medanien. Det var målet.

Beon slebte sine fødder ved siden af hesten, mens han blev mere og mere svingene i sine bevægelser. Det ellers levende farvede ansigt var næsten ligblegt, mens de mørke render intet hjalp til at få ham til at se levende ud. Men Beon så langt bedre ud end George som hang hen over hesten. På intet tidspunkt havde han været sådan rigtig vågen. I hvert fald ikke sammenhængende. "Vi er der snart.. Du skal nok klare den.." hans ord var næsten tomme, som der ikke var meget liv i hans stemme. Det var alt for tidlig morgen til at nogen burde være ude af sengen, og alligevel så han noget. Noget gå foran dem, i deres retning og som uden tvivl snart ville få øje på dem. Beon var for træt til at opfange hvad det hvide hår normalt betød når han så det et sted foran sig. Alt for træt til at gøre andet end at trække hesten fremad, i håb om snart at nå det langt ventede destinationssted.

At gå ned af stierne fra slottet havde været virket som en god ide til en start. nu irriterende Gloria sig mere på sig sig selv. for det første havde hun ikke taget en kappe med, og det var køligere end hun havde regnet med i den tidlige morgenstund. hvis man havde hørt efter ville man kunne høre hende mumle for sig selv. burde hun sadle hesten og tage tilbage til hovedstaden?, eller burde hun blive og hjælpe flygtningene? at sidde med hænderne i skødet var ikke en ting hun kunne. ikke at gøre noget?

i hendes raske tempo for at holde bare en smule på varmen, var hun kommet længere væk fra godset end hun til en start havde tænkt sig at komme. hun vidste at hendes far have folk ud som lookouts. de ville allerede have taget notits af hende nu.

hun var lige ved at vende om da hun så bevægelse på vejen. flere flygtninge? hun blev stående for at være sikker, man kunne ikke være for, forsigtig i disse tider. Hesten der langsomt kom frem på vejen, med en person nærmest vaklende ved siden af, gik med en bylt. alt sammen i mørkt stof, sort var ikke direkte indikeret til at være mørket, men folk forsøgte at i det mindste have en smule farve når de ankom for ikke at blive taget fejl af. Gloria greb efter den daggert hun altid have i siden, det var ikke et sværd, eller hendes bue. men det var nok til at forsvare sig med når der kun var en måske to.
Gloria begyndte at gå fremad, nu med hastig skridt. ganske rigtigt det mørke tøj og tæppet hen over hesten det var mørkets mærke, det skrev af deres varemærke over det hele.
med daggerten parat satte hun farten op, det ville være forsent at ligge sig i et baghold, de ville for lang tid siden have set hende. hun hørte også de for genkendelige lyde fra skoven. fugle-kvider, skabt fra en menneskestrube. et advarsel system der ville gå igennem skoven og markerne og nå godset. på ingen tid.

hun skiftede grebet om den store kniv, og gjorde sig klar til at i det mindste forsvare deres ejendom. men stoppede sig selv, til sidst og stod stille med store øjne. "Beon?..." hun stirrede på ham, før hun så på hesten, og dens byrde. hende Hjerte sank som en sten "nej.." hun var over hesten med det samme, og strøg det tjavsende hvide hår væk fra George ansigt. "George..? George" hendes stemme var til en start en hvisken, men så så hun på Beon igen og fik samlet tankerne igen. "stop med at vakle Beon og hop op bag ham, hold ham fast, og glem ikke at du heller ikke skal falde af"hendes stemme var blid, men der var ingen tvivl om det var mere en ordre end en forespørgelse.
Hesten havde været langt undervejs og var tydeligvis træt, men den ville ikke tage skade af ekstra byrde, den sidste km til godset. og Beon vaklede for meget til at hun kunne få ham til at gå stærkere. Beon selv lignede noget katten havde slæpt ind flere dage siden.
hun greb tøjlerne til hesten, og stod klar hvis Beon skulle have hjælp til at komme op. før hun trak hesten afsted i et noget raskere tempo end før. "Hvad skete der Beon? prøv at slappe en smule af. du ligner troldlort, men fald ikke i søvn, jeg kan ikke bære dig hele vejen hjem." hun gav både Beon men også hende Bror et bekymret blik, mens hun gik ved siden af og trak hesten. hun kunne mærke sved af ren angst for hvad i alverden der var sket. og om George var okay. trak han overhoved vejret?

Der var ikke ret langt til Godset, de skulle nok begge to klare den.. hun var mere bange nu end hun på noget tidspunkt havde været i mørkets borg, sådan føltes det i hvert fald, dengang havde det jo bare været hende det gik ud over, nu var det folk hun holdt af der var i knibe. For hvis Beon og George var her, i denne tilstand. så måtte byen være faldet. ellers ville de begge kunne ha fået hjælp i hovedstaden. hun skiftede hånd på hesten tøjler, og med den fri hånd lagde den på Beons arm. og gav den et klem. af ren taknemlighed. Beon var ikke en fighter, det havde hun efterhånden lært. hun kæmpede sine kampe andre steder end på slagmarken. og selvom hun aldrig ville sige det til ham, så havde hun også en klar ide om hvor dygtig han var til at bruge hovedet. men denne gang havde han blevet ved George og kæmpet, blevet og fået ham i sikkerhed, Beon havde haft hendes bror ryg. og til trods for slåskamp og blod, havde han fået ham ud også.
"der er ikke ret langt tilbage, bare lige rundt om de næste par sving"

Det var skidt. Beon var begyndt at gå og nikke med hovedet i træthed og hans fokus begyndte at blive mere og mere sløret. Han opfangede at den lyshårede skikkelse kom nærmere, men opfangede intet af faren der potentielt kunne være kommet han og Georges vej, som hun havde trukket kniv og en underlig fuglekvidren begyndte. Hans blik faldte til jorden, seende på hans fødder i håb om at han ikke svattede over noget. Det var først ved lyden af hans navn at han løftede de klare blå øjne op igen.

Han tvang synet tilbage, tvang sig selv til at fokusere. Han var tør i hals og mund og selvom han ønskede at svare, sagde han intet.
Det eneste det blev til var et nik, som Gloria gav ham ordre om at sætte sig op på hesten. Hun vidste i de fleste tilfælde bedst alligevel, og han var for træt til at komme med nogen former for indvendinger.
Med besvær kom han op på hestens ryg, og brugte de sidste krafter i armene, til at få George i en mere stabil stilling og holde ham fast. Beon havde kæmpet i så mange dage på at få den knægt hjem, og han kunne fanme lige vove på at falde af ved målstregen.

Det sværeste var at genvinde fatningen, og forstå sammenhængende i orderne som blev udtalt. Han forstod skam udemærket hvad hun sagde men havde problemer med hvor han skulle starte eller slutte. "Muren faldt.. Jeg lovede at være der.. jeg lovede at blive ved ham..." lige nu havde han absolut ingen kræfter til at forklare at han først ville stikke af, og faktisk havde efterladt George i stikken, for derefter at vende tilbage og redde ham ud af den brændende hovedstad, som efter Beons mening nok ikke holdte ret længe, hvis den da ikke allerede var faldet efter de forlod den.
Hovednikningen af træthed vendte langsomt tilbage, men blev holdt lidt mere på afstand takket været hestens tempo.

Glorias raske tembo, stoppede hende ikke fra at nærmest hele tiden at have øjnene på Beon og George. Som hun kom frem, kom også godset til syne. det var stort, noget der passede sig til en rig og respekteret adels familie. murende var hvidkalkede og velplejede. men denne gang var porten lukket, højst sandsynligt pga advarslen der var kommet dem i forkøbet. Hun lyttede til Beons halvt sammenhængene sætning. og gav hans arm endnu et klem. "og det gjorde du, prøv at holde dig vågen lidt endnu. vi er der snart" hun ville ikke have ham til at sove hvis han havde slået hovedet, en healer skulle tilse ham, hans ryg måtte også smerte forfærdeligt. det værkende stadig vidste hun, selvom han måske ikke sagde det.

Porten til godset blev langsomt åbnet igen, da de vagtposter der stod der, genkendte Gloria og tydeligvis så at hun eskorterede de fremmede ind. først igennem den ydre port og derefter ind til den indre gård.
informationer gik hurtigt igennem godset, som Gloria kom frem med hesten. kom en stalddreng løbende for at tage imod den. Knægten blinkede overrasket over at se George så slemt tilredt. den anden person havde drengen ikke set før. men han kendte George, og skulle tydeligvis blinke en ekstra gang. før han hjalp Gloria med at få Beon ned. Derefter kom tjenere og hendes mor ud på gården. hun havde løftet op i skørtet og med garanti løbet hele vejen fra opholdstuerne da hun hørte nys om en lyshåret rytter der var tilskadekommen.
det var ikke Gloria der gav ordre nu. Det var Anna-Lize Glorias mor der tog over. tjenerne fik fat i en båre til George, der hurtigt blev ført væk til de værelser hendes mor havde lavet om til en hjemmelavet infirmeri.

Anna-Lize så på manden, hun en gang før havde omfavnet som en af sine egne. Han kom hjem med Gloria, nu kom han hjem med George. I hurtige skridt var hun henne ved ham, hendes øjne blanke. "Du er i sandhed en engel" hviskede hun kort med en hånd på hans kind, hvorefter hun hjalp Gloria med at få ham op af trappen ind i hall'en og videre op i en seng. Der blev kaldt efter en healer, til hurtigt at se efter vitale skader. hvorefter Anna.Lize nikkede til sin Datter og gik.
Gloria så på Beon "Sov du bare nu.. i er i sikkerhed.." hun anede ikke om han allerede sov. Måske. men alle havde nogle gange brug for en venlig stemme i ny og næ.

Beon havde ingen indvendinger. Han fandt ro i at høre Glorias stemme med jævne mellemrum, og få bekræftet at han ikke var faldet udmattet om og var begyndt at drømme at han var nået frem. Det havde været en risikabel rejse, specielt med Georges tilstand. Men hvad skulle han ellers have gjort? Han kunne ikke være blevet i hovedstaden, som den blev overrendt, og han kunne ikke heales sammen udenfor byen. Ikke før nu i hvert fald.

Besværligt kom han ned fra hesten igen, og måtte støtte sig kraftigt op af folk for ikke at styrte så snart fødderne mærkede fast grund under sig. Det tog et par forsøg før han kunne løsrive sig fra menneskelig hjælp til at holde sig oprejst, og endnu flere for at få øjnene til at fokusere på kvinden der løb mod dem. Det var Mrs Stukley, som han endelig genkendte efter et par blink, men alligevel forsøgte at se nogenlunde fattet ud som hun talte til ham.
Orderne bragte ingen trøst, men snare en større klump i maven og halsen, som han nægtede at lade sig vise frem. Hun skulle bare vide. "Mrs Stukley" Beon var ikke engang en engel, det havde været et finurligt sammentræf der havde skaffet ham de forbandede vinger. Men han sagde intet andet, for træt og rundt på gulvet til at få flere ord ud. Han fulgte blot med, med stadig stor hjælp for ikke at svatte om hvert øjeblik det skulle være, indtil han endelig ramte noget blødt. Søvnen drænede hans sanser mere og mere, til Gloria ikke var andet end et omrids for hans øjne og hendes stemme føltes langt væk. Beon sov. Tungt og veltrængt var han fuldstændig væk og selv hvis man rustede i ham, ville han ikke vågne. I hvert fald ikke forløbig.

Der gik også mange timer før Beon tungt åbnede det klare blå øjne og kiggede op i loftet i lang tid før der blev gjort forsøg på nogen form for bevægelse. Kejtet fik han sat sig op, med stærke protester fra arme, ben og ikke mindst ryg. Men op ville han. Det var der flere årsager til. En, og måske den som virkede vigtigst for ham lige nu, var at få hevet den sorte småbeskidte trøje af hovedet og kaste frastødt fra sig, inden han gav sig til at stirre på den. Stirrede på mørkets tegn med en blanding af vrede og skam.

Gloria sad ved Beon side et stykke tid efter han var faldet i søvn. før hun med det tredje klem til hans arm, som han næppe mærkede igennem den tunge søvn, rejste sig og gik ud af gæsteværelset, og lukkede døren langsomt.
Et kort øjeblik sukkede hun tungt. og lod hånden glide ned af døren, før hun vendte rundt og gik mod hendes brors værelse. her fandet hun både Gabrilla og Gregors hendes ældre søskende. der var ingen der sagde noget. men healeren havde også bedt om stilhed, og at George havde brug for hvile. så det varede heller ikke længe her før Anna-lize jagede sine børn ud af værelset, og gav ordre ud. Gregors blev sendt ud til Glorias Fader, han stod med hænderne fulde med diverse papire på hans kontor. der skulle findes mad, forsyninger, tæpper til alle der ankom på godset, det var ikke en let opgave og få de ting til godset uden at mørket opdagede at der blev købt andet end korn til det store landbrug.

Gabrilla blev sendt i køkkenet for at holde orden der. før Anna-Lize vendte sig mod sin yngste datter og gav hende et kort kram. der var intet Anna-lize kunne sige til hende. hun vidste hendes tvillinger altid holdt sammen, de havde et bånd der måske ikke var magisk, men nåede der kom af at være tvillinger, og altid havde været sammen. og hun kendte til sin Datters frustration, ved at have været tvunget til at efterlade hovedstaden. "lad vær med at slå dig selv, for det. havde du været i hovedstanden lå i der begge to"[/color] hviskede hun stille til hende før hun gik, og lod Gloria selv finde på noget at lave. Gloria sukkede og skulle lige til at åbne døren igen ind til George, ville ikke have han skulle side alene. men stoppede med hånden på dørhåndtaget. og hovedet hvilende på dørkarmen.
Gloria bid tænderne vredt sammen, og med et drejede på hælene for at gå målbevidst ned i køkkenet, her fandt hun hurtig en bakke og fik den fyldt med mad, drikkelse og en beroligende te i en kande, med stof over der med en smule magi kunne holde teen varm.
Gloria åbnede døren ind til Beon med albuen mens hun havde bakken i hænderne, hun fik den sat fra sig på et lille bord tæt ved sengen. derefter gik hun på jagt efter ekstra tøj. og fik det lagt frem til ham, før hun øjnende Beon i sengen, og overvejede hvor lange han ville sove. et par timer endnu i hvert fald. så hun gik igen og bad tjenerne om at få fyldt badet i det tilstødende værelse. det ville tage sin tid at fylde det med vand det skulle først varmes og bæres op spandevis.


Derefter gik hun frem og tilbage lidt før hun begyndte at lave en liste i hovedet. De skulle have folk ud af hovedstaden. var William mon stadig der, eller var han også i knibe nu. og alle de krigere der var fanget i mørkets borg. de skulle ud. og dværgene? dværgene? Dragron, hvis det var til at tage Dragron nu hvor mørket var optaget? Hun bid sig i læben. det var svært at mobilisere noget med en håndfuld flygtninge og de få krigere de havde, var kommet voldsomt til skade. men det burde være muligt.
Beon burde kunne hjælpe, han var god til at overveje alle muligheder. Der var gået mere tid end Gloria vidste da hun hørte små lyde inde fra værelset. hun åbnede døren og så Beon stirre på den sorte trøje han havde fået smidt fra sig på gulvet. "Det er ikke verdens Pæneste trøje det vil jeg give dig ret i." hun bukkede sig ned og samlede trøjen op, stod med den lidt i hænderne og så på mørkets mærke, før hun lagde den fra sig på bordet. hun var ikke til at smide noget ud ikke nu. hendes første indskydelse var at smide den på pejsen der ulmede ved væggen. men havde ombestemt sig. man vidste ikke hvornår man fik brug for en forklædning til mørket.

"hvis du er frisk til det, står der et bad klar til dig ved siden af?" hun ville helst ikke have han druknede sig selv i badet fordi han var for træt, eller ikke kunne holde sig oppe. og det ville stadig være varmt.

Det var ikke særlig konstruktivt at fortsætte med at sidde og stirre intenst på en trøje, men det vækkede alt for mange tanker til at han kunne løsrive sig. Det hele var hans skyld. Det var i hvert fald sådan Beon følte tilværelsen var lige nu, og han kunne intet sige. Han brændte inde med det alene, og af den ed han havde svoret måtte han aldrig røbe mørkets hemmeligheder. En kontrakt der heldigvis ikke var magisk dengang han tog den for alle de år siden, men nærmest føltes bindende til hans sjæl.
Han fjernede ikke blikket fra trøjen som døren blev åbnet, først som Gloria begyndte at tale fjernede han de blå øjne fra mørkets tegn. "Hvordan har han det?" Beon havde aldrig troet at han skulle blive bekymret for et andet menneske på den måde. Ham som ellers altid var ligeglad og handlede egoistisk. Noget var gået galt i hans idealer siden han ankom til hovedstaden og mødte familien Stukley. Det var sikkert og vidst.

Herefter ramte lugten af mad og drikke ham. Bakken ved siden af sengen tiltrak hans opmærksomhed, og maven begyndte en smule højlydt at give lyd fra sig. Det havde været sparsomt med mad på turen, og nu søvn var opfyldt tilstrækkeligt, meldte sulten sig promte. Noget han startede ud med var at bringe væskebalancen i nogenlunde orden. Beon kiggede taknemmeligt på Gloria, og forsøgte at trække et smil frem, der ikke blev til andet en trækninger i mundvigen. Der var ikke særlig meget at smile af endnu. "Tak.." lysten til at afslutte med, at han intet fortjente af dette blev bremset, og han tog i stedet en dyb indånding. Efter et par hurtige bid brød til at ligge bunden, rejste han sig lidt vaklende fra sengen. Han stod overraskende stabilt efter den tur han havde været igennem, hovedsageligt grundet hans afsindige stædighed. Den bare overkrop afslørede til gengæld også at turen ikke havde været helt smertefri, selvom det var småting. Blå mærker og et par skorper fra af være blevet brændt på armene i hovedstaden. Intet alvorligt. Det mest fremtrædende, var ryggen der endnu ikke var færdig med at heale sig sammen. Hele ryggen var stadig irriteret og rød, for ikke at tale om hvor meget det hele kløede efterhånden. der var stadig et par store områder med sår, som heldigvis holdte sig en sund skorpe, der kun havde sprækket et par enkelte gange på turen. Sidst da hestens tempo var blevet sat op, hvor han havde været for træt til at mærke noget som helst. "Jeg er ked af det.."

Gloria kom med et svagt smil uden at det nåede hendes øjne. det var ikke fordi de ikke var kommet til skade før. men denne gang havde det været frygtelig tæt på. han ville nok grine af hende når han vågnede, og sige at så kan hun lære det, lære hvordan det føltes. dengang hun forsvandt og kom hjem udsultet og ødelagt. George havde været ved hendes side næsten konstant de første dage bagefter. med ordne "jeg vidste du klarede det!
"han er bevistløs lige nu. men healer siger han nok skal klare den, at han har brug for ro og hvile" hun gik helt hen til det lille bord. og hældte te op til Beon. "her, healeren siger det vil tage en smule smerte, og berolige musklerne lidt" det var ikke særlig stærk, men det hjalp en smule til at tage kanten af det hele.

Gloria rystede let på hovedet "du skal ikke takke mig Beon. Du hjalp mig. Du redde min bror. hun smilede, denne gang lidt mere end sidst "jeg tror sågar, min Moder er ved at finde Gemakker der kan blive tildelt dig, så du altid vil have et hjem. hvor du er velkommen"
hun studerede Beon som han stod op, han måtte gøre ondt over det hele. med de blå mærker. hun gik helt han til ham, og gav ham et let kram, forsigtig med ikke at ramme hans ryg eller andre skader. "Du skal ikke være ked af det, det er ikke din skyld." hun slap ham og gik tilbage så de ikke var så tæt, det var ikke ret tit Gloria gav andre end hendes nære venner nærkontakt. havde han set godt efter, havde hendes øjne været mistænkelige blanke. "men nok om det. vi skal have dig frisk, og så kan du fortælle det hele bagefter" hun fandt det rene tøj hun havde fundet frem til ham, og lagde det ud til badet. så det hele var klart til ham og han havde lidt tid til at spise noget mere.

"skal jeg få en af karlene til at hjælpe dig med badet?" mange noble havde tjenere til at hjælpe med den slags. men hun var ikke sikker hvor komfromtabel Beon var med det. men han kunne nok godt bruge hjælpen, med hans ryg.

Beon åndede mere lettet op, og mærkede en smule af anspændtheden fortage sig, selvom hans muskler ikke var helt overbeviste om at de var færdige med at være på vagt. Det var skræmmende at kunne sige, at smerten snart var en del af hverdagen, men det var sandheden. Ikke at havde haft adgang til en healer umilbart efter de var flygtet fra borgen, havde haft lige netop de konsekvenser. Beon tog roligt imod koppen og lod den varme hans finger, selvom de ikke var videre kolde "Tak" det smagte nu egentlig meget godt, og selvom han ikke bemærkede det endnu, ville den beroligende effekt nok slå til før eller siden, også selvom det kun var i begrænset mængde.

Det tumlede rundt i hans mave et kort øjeblik mens hans blik skiftede til at kigge ned i jorden, forlegen over hvad Glorias mor havde givet sig til, og samtidigmed følte han sig absolut ikke værdig til at modtage den form for hjælp. Det knugede i maven på en langt værre måde end smerten i ryggen over at høre hjem, og velkommen. Hvis bare de vidste, ville det ikke være tilfældet.
En smule overrasket løftede han hovede og efter et par sekunder valgte han at give et let kram tilbage, mens han bed sig hårdt i læben for ikek at tale over sig. "jo det er.." den eneste tanke som løb igennem hovedet på ham, igen og igen og ikke blev mindre tyngende som tiden gik.

Som hun forsvandt ud af rummet var han hverken sulten eller tørstig, men tvang sig selv til at gøre bare et eller andet. Beon vidste at kroppen ikke fungerede uden føde, og det havde været en mangelvare en del dage. Dertil, havde han en ide om at han behøvede alt den energi og kraft han kunne tilkæmpe sig, såfremt samvittigheden vandt over fornuften.
"Nej, det er okay. Jeg klare den. Ellers tak" om det var værdigheden eller tanken om et helt fremmed menneske som han skulle betro sine skader til, bestemte hvad han sagde her, var ikke helt til at vide. En blanding vandt og han forsøgte sig med et mindre smil, inden han gik ud til badet og blev velfortjent løsnet op.

Det første lange stykke tid, gik bare på at sidde i badet og stirre ud i luften. Lade tankerne flyve og torturere ham mere og mere. I alle disse år som en lusket og samvittighedsløs spion var som forsvundet. Al den træning i ikke at vise følelser eller lade sig påvirke. Som dug fra den klare himmel. Hvad havde ændret sig. Andet end selvfølgelig han blev mødt med stor venlighed, som på ingen måde var påtvunget eller falsk. Han havde rent faktisk med anstændige, rare folk at gøre og ikke svindlere, krigere og andet folk som skulle snydes eller overtales til at kravle ind i mørkets hær.

Med mere klarhed i sindet kom han ud af rummet i det friske rene tøj og med håret ført over i en anstændig hestehale, i stedet for at sidde vildt og filtret. Han så faktisk ganske anstændig ud, taget forholdene fra de tidligere dage i betragtning. "Gloria?"

Gloria lod Beon være lidt med hans tanker. hans små korte svar, og ellers stilhed, tyde på han stadig ikke havde det helt godt. og han måske skulle sove lidt mere når han kom ud fra badet. eller måske finde en healer der kunne tage hans smerter væk. de sparede ellers på healerns kræfter. han var gammel, og han havde fået nok at lave siden krigen.

så hun fik han hen til det lille badaflukke, ikke at han behøvede hjælp. men ville gerne være sikker på han ikke faldt så lang han var på vejen til det lille badaflukke.

Mens han fik sit lag at skidt af, så hun kort rundt i værelset. hun redte hans seng og fik den resterende mad sat på bakken. så det var klar til at tage med ned til køkkenet. de havde et par kammerpiger. til den slags, men i disse tider var der ikke noget arbejde der var over ens stand. og de stakkels piger havde nok at lave.

efter det satte hun sig ned på en en stol og tænkte. hvad kunne de reelt gøre, mod det mørke der truede med at komme ind over dem. Hendes far kæmpede en brag kamp med at skjule alle sport af forsyninger og mennesker der kom til stedet. og hvis mørket først fik nys om det, ville de ikke have en chance. folk herude var landmænd, det havde de altid været. det slåskamp de havde, var det lidt de havde gjort efter en par øl for meget. eller ude i stalden for at konkurrere med hinanden. intet seriøst.

Gloria så op da Beon kom ud af Badet ligende han en helt anden mand. han havde trængt til at bad. Hun så på ham og følte sig lidt alarmeret, Beons toneleje, tyde på der var noget andet på sinde end blot en tak for tøj og mad. "Ja?" han lyd alvorlig, næsten som om at det var nu han ville fortælle hende at der ikke var noget tilbage af hovedstaden. at lyset hvis de ville overleve, måtte skjule sig, måske endda skjule sig bedre end blot at horde sammen på en stort landbrugs gods.

Beon vidste ikke hvor han skulle begynde eller slutte. Der var mange oplysninger, og mange ting som skulle fortælles. Spørgsmålet var hvordan man nemmest fik hevet plastret af og startet samtalen ud med det han ønskede at få fortalt. Skulle han starte med at afsløre hvad og hvem han egentlig var. Skulle han gå helt tilbage til barndommen og forsøge at kaste skylden på sin far i stedet for at tage ansvaret for sine egne gerninger? Nej, det gik ikke. Det ville bare lyde som en knægt som ikke ønskede at tage konsekvens af hvad han i fri vilje havde gjort. Det måtte blive hovedstaden først. Det som Beon regnede med at hun hungrede mest efter at vide. Det var hans tanke, og derfor også hvad der først skulle fortælles.
"Muren i hovedstaden er faldet.. Mørkets hær strømmer ind som rotter og selvom der kommer hjælp fra nær og fjern, betvivler jeg at hovedstaden vil stå." Beon trak vejret dybt. Det var en hård start han havde valgt sig, men ligemeget hvilket emne han ville begive sig ind i, ville det være hårdt at få startet op. "Alle har vidst at Mørket har gået og luret siden Dragorns fald. Mørkets Lord har planlagt dette i flere år og gennem infiltrering er det lykkes ham at finde murens svage punkter, samt hans hær er blevet flertallig end nogen turde se for sig. Orker, trolde, dæmoner og korrupte mennesker. Alle ude efter en bid af kagen og blevet lovet en bedre verden for deres race og deres lyster til tilbedelse af mørke, død og ødelæggelse." Beon vidste godt at han gav langt flere oplysninger end noget menneske burde vide som udefra stående. Han vidste godt selv, at jo mere han fortalte, des mere blev afsløret om hans egen eksistens. Hvor lidt han end havde lyst til at stå ved det, skulle hun vide det. Han ønskede ikke at lyve for hende, eller leve som en eller anden krigshelt når det så langt fra var sandheden.

Gloria bid sig en smule i læben, at Beon i et kort øjeblik virkede til ikke at kunne finde de ord han søgte, plejede ikke at være noget godt tegn. hun Lukkede sine grå øjne da hans ord faldt. ord hun inderst indne havde regnet ud ved Beons og George ankomst til godset. ord der gjorde ondt. Lysets hovedsæde var faldet. hvilket ville sige at lyset nu ville blive jagtet vildt. godheden, venligheden. alt det gode ved livet, håbet, venner ville forsvinde eller at frygt af andet joine mørket. når alt kom til alt var det sikreste at underkaste sig og holde sig ude af stridighederne.

hun åbnede langsomt øjnene igen, denne gang endnu mere bleg end hun havde været i forvejen. ingen ordenlig søvn, og nu dette, gjorde hende stille til at ligne et spøgelse.
Gloria rettede øjnene mod sin ven, da han igen talte. hendes øjne knib en smule sammen og hendes bryn rynkende, mens hun rettede sig mere op i stolen, mens en følelse af ubehag snige sig ind på hende.
"...Beon...?" hendes stemme var stille, næsten en hvisken, hendes øjne rette mod hans ansigt. et håb om at finde en forklaring der på hans ord. "hvor meget, af mørket nåede du at se før de fangede dig?" hun vidste det var naivt, hun kunne selv høre det, men det spinkle tråd af håb om at det han snakkede om var noget han havde spioneret sig til før han fik kappet sine vinger var der, og hun nægtede at tro andet før han sagde andet, sort på hvidt.

Det var en hård og nærmest uretfærdig samtale, som var nødvendig at føre. En stor del af Beon ønskede at stikke af, og starte forefra et sted hvor ingen kendte ham. Gå i civil og aldrig mere bekymre sig om mørket og lysets evige kamp om tronen. En stærkere del af ham holdte ham tilbage. Fast i den rette stilling og næsten åndeløse vejrtrækning. Hele hans krop skreg for at komme væk med adrenalin pumpende i blodet. Gloria fattede som forventet mistanke til hans ord, og alligevel søgte hun hvad Beon ønskede han kunne sige med sikkerhed. At han ikke var en forrædder.

"Det hele.. alt skrevet ned i legender, til Mørkets lords nyeste planer han har delt med sine krigere." det var så fristende at spore det ud i en løgn. En løgn om at han havde infiltreret fra lysets side og dermed havde fået alt at vide inden han uheldigvis var røget i fangekælderen. Det ville lyde troværdigt. HAN kunne få det til at lyde troværdigt. I stedet lukkede Beon sine øjne et kort øjeblik som han tog en dyb indånding. "Jeg var spion for mørket" samtidigmed at han følte en tung sten falde fra sine skuldre, mærkede han en ny kæmpesten fæsne sig i hans mave der ikke kunne holde sig ordentlig på plads. Alt snurrede i ham, alt føltes som vendt på hovedet. De blå øjne som skammeligt havde holdt sig til gulvplankerne, løftede sig ved hans sidste ord og så afventende på kvinden foran sig, blanke og triste. Han vidste godt hvad det var han lige havde bekendtgjordt, og vidste også godt hvor meget han burde skamme sig over det.

Hun nægtede at tro på den fornemmelse der kryb hende op af ryggen. det summede underligt for hendes øre, men hun hørte alligevel Beons ord tydeligt. alt alt for tydeligt. han vidste alt.. og hun kunne kun alt for godt gætte sig til et hav af grunde til hvorfor Beon ikke havde advaret dem, hvorfor han blev havde luntet rundt i paladset, hygget sig på forskellige øl ture på en bar i byen for at vende hjem og spørge om en eller anden åndsvag bog han kunne tænke sig at læse i sin fuldskab.

og så landede Bomben. Gloria stirrede på manden hun havde beskyttet, var folk kommet med dumme bemærkninger om hans uduelighed på trænings pladsen havde hun forsvaret ham. han vidste det ikke, men hun havde forsvaret hvert et ondt ord der var blevet sagt om manden der var havnet i hendes celle, den nat i mørkets borg. hun havde forsøgt at lære ham kampteknikker, selvforsvar og overlevelse. hun vidste at George havde vist ham rundt endda til lyset store bibliotek. Et bibliotek der stort set indeholdt alt.

Gloria kunne ikke andet det øjeblik end at se på ham, alt håb alle undskyldninger hun kunne brygge sammen til ham forsvandt, som han sagde sort på hvidt hvad han var. Hendes blik var ikke venligt mere, og der var ikke mange smil at hente i hendes mundvig.
Så begyndte det. Det startede med det, der var nærmest, søm i bordet, knapper, bæltespænder, alt sammen metal der mistede deres holdbarhed, man kunne næsten høre metallet knage som det blev mere og mere skørt før det begyndte at ruste. Selv Glorias kniv og daggert der stadig var i hendes bælte gav sig.
"Du var hvad?" hun havde hørt ham, vidste præcis hvad hans ord betød. og hendes stemme var farlig stille og rolig. "du brugte mig.. brugte Os" med os mente hun sin familie, sine venner. hendes mor der følte så stor taknemlighed til denne mand, og så dyb en medlidenheden for en person der ikke havde noget hjem at vende tilbage til, ingen venner eller familie. at hun var klar til at åbne sine arme for ham.

Hendes rolig ord skiftede dog karakter. og hendes vrede forvandlede sig til den kolde farlige vrede til en mere voldsom, rusten stoppede som det var begyndt. "DIT MODBYDELIGE.. " vreden stoppede hende i at kunne komme med de ord der virkelig lå hende på sinde. hun rejste sig så hurtigt at stolen væltede og var over ved ham så hurtigt hun kunne, hun slog ham, hårdt og som hun ville slå enhver anden fra mørket.

Beon havde ikke nært dråben af viden om hvad Gloria havde gjort for ham i hovedstaden, men han vidste at hun havde gjort mere end han nogensinde havde regnet med. Mere end hvad hans vildeste fantasi havde brygget sammen inden han var blevet sendt ned i fangekælderen for at møde hende første gang. Dengang var hun ikke andet end en brik i spillet. Vejen frem til målet, som han havde udnyttet på hver eneste tænkelige måde, uden at hun skulle fatte mistanke. Sådan var det i mange uger. Uger der blødte op, og alligevel var han ikke krøbet til kors og advaret hende og den familie som havde taget ham til sig.
Han havde en forfærdelig smag i munden, som han stod nærmest afventende på at få en dolk sendt i brystkassen. Han forventede ikke mindre for det han havde gjort.

Lyden af knagen, skærren og knirken fik Beons blik til kort at flakke væk fra hende. Hurtig til at orientere at metallet i rummet gav efter for den boblende vrede. Han huskede godt hendes evne. Huskede hvordan de havde brugt den til at komme ud, og hvor direkte farlig den kunne være. De blanke lyseblå øjne fandt tilbage til hendes, mens han blev tavs som graven. Knuden i maven pressede sig sammen, og fremtvang en del, som Beon for alt i verden altid havde ønsket at gemme. Tåre til øjnene. Ikke fordi han ville havde sympati ved at få dem frem, eller overhovedet regnede med at de havde nogen indvirkning. De kom som konsekvens af at forstå hvad han havde gjort og hvor ondt orderne gjorde. "Ja.." kunne han andet end give hende ret?

Der var derfor heller ingen modstand fra hans sidde, som rasseriet for alvor brød ud, andet end et let forskrækket tilbageskridt som ikke forhindrede Gloria i at komme hen til ham, og slå igennem. Det tog direkte pusten fra ham, som førte til at han kort bøjede sig sammen. Beon havde ventet at hun blev voldelig, men det forberedte ham alligevel ikke helt på hvor hårdt hun i realiteten kunne slå. Med en svag rømmen rettede han sig op igen, og fjernede hænderne som havde søgt beskyttende ind efter hendes slag. Beon løftede blikket igen, ventende på hvad Gloria havde tænkt sig at gøre, også selvom det betød at han blev slået i gulvet.

Vreden var til at føle på i rummet. Glorias vrede brændte med fuld skrue, mens hun forsøgte at finde ud af hvad i alverden hun skulle gøre med ham. Spion for mørket. han havde for alvor været med til at ødelægge alt. GLoria vidste hvad hun burde gøre, hvad hendes pligt var. at få alle de oplysninger om mørket hun kunne og derefter, slå forræderen ihjel, at sørger for at mørket ikke fandt frem til godset og gøre det af med lysets folk der havde søgt tilflugt her.

Beons lysene blanke øjne mødte igen hendes som han rettede sig op efter slaget. Glorias hænder var knyttede og klar til at slå Manden i gulvet igen. "Hvorfor?" igen var hendes stemme rolig som den stilhed der er før et lyn slår ned. vreden var der stadig, altoverskyggende i øjeblikket. "ikke mindst, hvorfor mørket. og hvorfor fortælle mig det nu?" hvad havde han af muligheder. hvad fik han ud af at fortælle hende nu hvad han var? så han kunne lege martyr for mørket?

Det gik op for hende da hun spurgte ham, at hun ikke ville kunne gøre det. at hun ikke ville kunne slå manden ihjel. Hun havde troet han var hendes ven, en allieret. og nu hvor tiden kom havde mørket alligevel grebet i hende. For hun ville ikke kunne slå en ven ihjel Spion eller ej. Det generede hende, at hun tydeligvis ikke havde hvad der skulle til for at være i lysets hær i dette øjeblik. og det gjorde kun vreden det mere voldsom.

Beon var afventende på hendes næste træk, ikke at han disideret havde tænkt sig at gøre det store, andet end blot at se på hende. Se hvordan oplysningerne faldte på pladset og hvordan vreden boblede videre i hende i noget tid. Forståeligt. Den rolige stemme var en overraskelse. Nok var vreden tydeligt at mærke, men stemmen var rolig. Noget Beon havde svært ved at forstå den kunne være. "Fordi jeg skammer mig over det" var hans umildbare første svar til hvorfor han fortalte hende det. Egentlig var det ikke det første spørgsmål som blev stilt, men det skulle han nok komme til. "Det vil lyde som en undskyldning, men sandheden er at jeg i mange år ikke følte jeg havde et valg. Mine forældre har opforstret mig ind i spionkunsten, samtidigmed at være tilhænger af mørket. Min fætter blev slået ihjel i et angreb mod lyset, hvilket nok har været min drivkraft siden. Hvorfor mørket? Fordi det var hvad jeg kendte.." det var så absolut ikke nogen undskyldning for hvad han havde gjort, eller kunne redde ham ud af problemer. "Jeg troede ikke at der var andet for mig end den vej, så ledte aldrig efter en anden.." svarede han med et suk, mens hans blik flyttede sig fra at kigge på hende til at se ned i gulvet.