Det var belastende ikke, at have sine vinger. Jandar var ikke vant til det. Han var som sådan heller ikke vant til, at vandre ude i det fri. At være fanget i et år, tog på kræfterne, og selv efter genoptræningen i Rubinien, var han stadig ikke så stærk, som han engang havde været. Han havde fået hjælp noget af vejen. Den nye Lord af Sarghos var mere flink end den gamle. Men nu ville han være alene, og det havde han forklaret de vagter, han havde fået med sig. De havde sendt hinanden bekymrede blikke, men da alfen lettede fra jorden ved hjælp af sine telekinetiske gaver, blev de enige om, at det var hans valg, ikke deres.
Men nu var han tilbage på jorden igen, træt og udmattet. Der var ikke særlig meget, der fungerede ham lige for tiden. Et lille bur kunne gøre meget ved et individ, og Jandar havde både ar indvendigt og udvendigt, så da han kom til Elverlys grænser, var han faktisk tæt på at gå helt i panik over de store, tætte træer.
Men han tog en dyb indånding. Han kunne godt. Det her var jo hans hjem.

Mens han slog sig selv mentalt, tog han skridtet ind blandt træerne. Her var en velkendt følelse af fred og han sukkede let. Det var ikke helt det samme. Men så igen var det jo stadig træer, med blade på, og en fin brun og grøn jord. Og der var stadig det lille alfesamfund. Det skulle nok gå. Det prøvede han i hvert fald at fortælle sig selv.
Alligevel hang han med skuldrene og gik langsomt gennem skoven med nedsunket blik. Angsten fyldte ham stadig en del, dét, samt smerter i et sæt vinger, der ikke var på hans ryg længere. Og så var han virkelig træt.
Da han endelig fandt det, kiggede han sig lidt rundt. Alt var som det skulle være. Alfer fløj rundt blandt deres små hytter, der sad på træerne, helt oppe ved grenene, og der var godt med liv i den lille "by". Et lille smil kom der da alligevel frem, som han så den gamle alf, som han altid havde drillet som yngre, sammen med de andre venner. Den gamle alf havde dog travlt, og Jandar ville også gerne helst bare hjem, lige for nu.

En dag som alle andre. Ja, sådan så den ud og føltes den ganske naturligt som, da dagen startede og arbejdet gik i gang. Det var et lille, men dog arbejdtsomt samfund, som aldrig rigtig sov. Rose var iblandt dem. Iblandt dem som næsten aldrig sov og var utrætteligt et individ. Næsten da.
I dag var hun ude blandt naturen endnu engang. Fløj ubesværet mellem træernes grene, bladenes tæthed og fandt frem til urter og mos som hun behøvede denne dag. Hun var efterhånden ved at løbe tør i sit depotrum, og lige nu var der koldt nok til bestemte planter tittede frem, og nogle producerede de rigtige stoffer.

Rose lettede hurtigt som et insekt fra jorden og fløj tilbage gennemtræerne. Tilbage til det velkendte og de vante rammer. Tankerne altid vandrende på alt og ingenting.
De blev dog hurtigt og effektivt forstyrret som hun så ryggen af en hvidhåret alt. Automatisk stoppede hun op i luften og stirrede i lang tid. Blinkede og var overbevist om at det måtte være ren indbildning.
"Jandar?" hendes stemme var tøvende og usikker på om det overhovedet kunne være ham. Hun var langsomt begyndt at flyve tættere på og landede ved siden af ham. De blå øjne var ikke til at tage fejl af! Uden tøven eller omsvøb kastede hun armene om halsen på ham og knugede sig til ham. "Oh Jandar! hvor har du dog været!!"

Jandar var lige kommet tilbage i sine egne tanker, da han hørte en stemme kalde på sig lidt længere væk. Han kiggede lidt op, forvirret, da en alf landede ved siden af ham, og kort efter blev han decideret overfaldet af hendes kram. I starten blev han meget forskrækket - han var stadig konstant nervøs for, at få bank - og hans krop blev helt stiv og anspændt. Men så gik det for ham, at det jo bare var Rose. Hun gjorde ikke sådan noget. Hun var hans bedste ven, og så var hun jo heller ikke nogen dæmon. Tanken om dæmoner gav ham et jaget udtryk i ansigtet, men kort efter, lagde han også sine arme om hende, og knugede hende ind til sig. Tårer dannedes i hans øjenkroge. Han havde ikke set hende et helt år! "Jeg.. Jeg har... Åh... Det er virkelig godt at se dig igen, Rose!" han var for overvældet til, at forklare. Desuden vidste han ikke helt, om han havde lyst til det. Han brød sig ikke om at tænke de tanker.
Han ville ikke slippe. I stedet begravede han sit ansigt ved hendes skulder, stadig med tårer ned ad kinderne. Nu havde de andre alfer også lagt mærke til det, og selvom de blev ved deres respektive pladser, så var det tydeligt, at de så hen mod Rose og Jandar. Den gamle alf især. "Jeg har savnet dig. Jer alle sammen," mumlede Jandar, næsten åndeløst, mens han holdt fast i hende, nervøs for, at han ville taget væk igen, hvis han gav slip.

Hun burde give slip og lade ham få luft. Men Rose havde savnet ham mere end noget andet og det bragte ubehagelige følelser i mave at tænke på hvordan han forsvandt. vand formede sig til tårer, selvom hun nægtede at lade det gå over gevind. Der var ingen skam i at vise hvad man følte. Der var heller ingen skam i at græde når man havde brug for det og for at vise hvor stærkt man følte i kroppen.
At høre hans stemme var den sidste bekræftning hun behøvede. Det var ham og han var tilbage! Rose snøftede let og pressede sig lidt mere ind til hans skulder og holdte stadig godt fast. Det var svært at give slip, nu man endelig havde fat igen.
"Jeg har også savnet dig. Vi har alle savnet dig" mumlede hun selv tilbage mod hans skulder, men fik alligevel kæmpet sig til at løfte hovedet let op igen, men ikke væk.

Rose er ikke helt sikker på hvor længe hun stod og holdte fast i ham og hvor lidt hun bemærkede at folk kiggede. Hun kunne umuligt være den eneste der havde savnet ham og burde give slip så andre kunne komme til og byde ham velkommen hjem, langt om længe!
Hun havde mange spørgsmål, hun havde meget hun ville sige. Men med tid kom sted og mulighed. Hendes største og måske også mest personlige spørgsmål var angående de manglende vinger hun hverken så eller kunne mærke i krammet.
Langt om længe løsnede hun grebet lidt, uden helt at være villig til at slippe helt, som hun bakkede let ud igen og så på ham. Hendes ansigt havde taget lidt mere farve efter tårerne der var løbet ned, men hun smilede til ham. Et glad og lettet smil, som uden tøven var vokset op i de grønne øjne.

Jandar var meget glad for, at Rose heller ikke virkede til, at have lyst til at give slip. Det var længe siden at han havde haft så tæt kontakt med nogen, og han havde virkelig haft brug for det. Det lettede faktisk også en del, kunne han mærke. Og så gjorde hendes velkendte stemme ham langt mere tryg, fordi den fik ham tilbage til virkeligheden. Hun var her, han stod sammen med hende, langt inde i Lindeskoven. Der ville ske ham eller nogle af de andre noget. Her kunne dæmonen ikke komme ind. Det håbede han i hvert fald. Da deres kram, efter længere tid, stoppede så småt og Rose stille og roligt tog initiative og trak sig lidt væk, stirrede Jandar først lidt. Hun havde ikke ændret sig meget. Men det havde han. Der var små ar over alt på hans krop og han havde tabt sig voldsomt. Og så manglede vingerne selvfølgelig.
Han snøftede let, men smilede så, sine funklende øjne siddende fast i hendes blik.
Kort efter gik det op for ham, hvordan folk kiggede. Han var ikke sikker på, hvordan han havde det med dét, men et eller andet sted, havde han nu en gang mest brug for at tage alting an i et langsomt tempo. Ikke for mange på én gang. Og det respekterede de da også, de kom i hvert fald ikke myldrende. "Jeg.. Jeg har brug for at være et andet sted.. Her er lidt for mange. Kan vi ikke tage hjem til dig?" Jandar havde svært ved at forklare det, så hans ord kom noget langsomt.

Det var først som Jandar begyndte at tale at det gik op for Rose hvor mange der havde stirret. Hun vidste godt folk havde opdaget dem, men ikke opdaget at folk desideret havde samlet sig! Rose kiggede ud over mængden, som respekterede at tage alt i roligt tempo. Sådan havde alfefolket generelt altid været, og selvom de alle selvfølgelig ønskede at byde deres savnede ven velkommen hjem, var der ingen grund til at det skulle blive ubehageligt for nogen. De havde jo alle i sinde at han ikke ville nogensinde skulle forsvinde på den måde igen, og så ville der være rigeligt tid til at tage en god sludder og byde ham velkomment tilbage.

Rose smilede derfor også til dem, og vendte blikket tilbage til Jandar med et forstående blik og nikkede. "Selvfølgelig" Hun behøvede ikke engang hans ord for at det hele var svært. Han havde ændret sig, og havde uden tvivl været igennem ubehagelige hændelser. Rose tog sin hånd i hans og begyndte ganske roligt at gå afsted hen over skovbunden, afsted mod træet hun var bosat. Som mange andre Alfer nød hun at bo højt og havde dermed også anskaffet en bolig næsten i toppen af træets krone. Det bragte bare en større frihed med sig.

Jandar slugte en klump han havde i halsen, da han så hvordan de havde stimlet sig sammen omkring. Han følte sig ikke så godt tilpas, men formåede alligevel, at sende et lille smil og et undskyldende blik i deres retning, før han blev taget i hånden. Han fulgte med i tavshed, til de kom til hendes hjem. Det lå højt oppe. Han sank endnu en klump, før han sendte Rose et blik. "Jeg kan ikke rigtig flyve længere," konstaterede han, mens han roligt tog sin hånd til sig. Han kunne i hvert fald ikke flyve med sine vinger, men han havde telekinetiske kræfter, og det var også dem, han havde i sine at bruge. "Jeg er nødt til at gøre det magisk, så.. Det er nok bedst vi ikke holder hinandens hånd i mens," det var bedre med en mere detaljeret forklaring. Derefter knipsede han med fingrene, og mærkede hvordan magien strømmede gennem ham. Han var stadig ikke særlig udholden omkring det, så det var ikke nær så let at kontrollere. Han fik lidt for høj fart, men endte alligevel oppe ved hendes dør.
Han var skarpt efterfulgt af Rose, der var fløjet med, og da han åbnede døren, og de sammen gik inden for, havde han ikke engang tiden til, at sætte sig ned nogen steder. I stedet vendte han sig bare om, så han stod ansigt til ansigt med hende. "Jeg er sikker på, at du gerne vil høre hvorfor jeg har været væk.. Antager jeg rigtigt?" spurgte han, en smule nervøs over, at skulle snakke om sådan nogen ting. Men han skyldte sine frænder det. Det var ikke i orden, bare at forsvinde på den måde.

Det kom ikke direkte som nogen overraskelse at han ikke kunne flyve. Det gav lidt sig selv når vingerne manglede, og Rose tvivlede kraftigt på at det var af naturlige årsager at de var forsvundet.
Rose smilede let og nikkede forstående. Hun kendte godt til hans telekinetiske evner, men var stadig ikke sikker på hvordan det strakte sig til om han kunne løfte sig selv. burde han jo i teorien kunne.
Som Jandar lettede fulgte Rose trop og fløj op mod træernes kroner, et styk efter sin medalf, men ikke længe efter var hun landet og gik med ind i huset.
Det var ikke unormalt at de var gået ind og ud hos hinanden som det nu engang passede dem. Rose havde i forvejen intet at skjule og specielt ikke for Jandar.

Rose lukkede døren bag sig og blev en smule overrasket over at Jandar nærmest var ved at springes. Ikke at orderne fløj ud af ham ud af ingenting. Han var nervøs i stemmen og Rose blev nervøs på hans vejne. Den bedste måde hun kunne gøre noget for at afhjælpe det var at smile roligt og forsøge at lade noget afslappethed og tålmodighed smittet af over mod ham.
"Selvfølgelig, men tag en dyb indånding og sæt dig ned først" Hun fandt selv en flaske med nektar fra hylden og et par krus. Der var ingen grund til at haste igennem tingene. "Start med begyndelsen, søde. Vi skal nok nå det hele"

Jandar blev kort beroliget da Rose smilede roligt til ham og bad ham om at sætte sig først. Han gjorde som befalet og satte sig ned i den sofa, han så ofte sad i. Det føltes virkelig blødt at sidde her nu dog, efter et år i bur. Bare det, at have fast grund under sig, var en gang i mellem lidt sært. Da hun kom med nektar, tog han sig et glas med det samme. Han ville nok få brug for det løbende alligevel. Han startede med at tage en tår, og blev overrasket over, at han faktisk havde haft glemt smagen uden at være klar over det. Men den var lige så god som altid alligevel, så han valgte derefter at tømme glasset. Men det skulle ud. Han kunne ikke holde det inde længere, den forfærdelige historie. Han havde været så alene med det hele i for lang tid, og nu var han endelig dér, hvor han virkelig hørte til. "Undskyld jeg forsvandt sådan," startede han ud. Der var så meget skyldfølelse over, bare at have efterladt familie og venner, sådan som han havde gjort det.

"Jeg blev taget til fange.. Jeg.. Jeg ved ikke hvorfor, men han syntes åbenbart, at.... At jeg var underholdende," det var svært at tale om, og han gned sine hænder, mens han forklarede, og stirrede stift ned på gulvet. Han kunne ikke lide det. "Han var et monster, Rose.. Virkelig.. Med mange øjne og sådan... Ulækker, mørk hud.. Han tog mine vinger," nu kunne han slet ikke holde tårerne tilbage. Dæmonen havde taget meget fra ham, men vingerne havde været det allerværste. Et stik af smerte påmindede ham igen om det, og han satte sig nervøst til rette. "Han.. .Gjorde også andre ting.. Men vingerne.. Det var det værste. Jeg kunne godt leve med sulten, men uden mine vinger.. Hvad er jeg så?" til sidst skjulte han sit ansigt i hænderne, ude at stand til, at lade hende se på sig. Han var jo en krøbling. Han havde godt set hvordan sådan nogle blev behandlet i den store verden. Der var ingen krøblinge her, men han var bange for, at det kunne ende lige sådan med ham.

Han havde haft brug for drikkelsen, og det var også hurtigt nede. Hurtigere end Rose kunne nå at sætte sig i sofaen, med fronten mod ham. Hvilket betød at hun i realiteten sad skævt i sofaen, med det ene ben foldet op under sig. Rose valgte at sætte sit glas fra sig bag sig i stedet for at drikke af det og i stedet se på Jandar. Hun lagde beroligende en hånd på hans skulder og gav den et forsigtigt klem. Hun var der. Og hun ville altid være der.

Det var hårdt at høre, og endnu værre at forestille sig hvad Jandar måtte være gået igennem i det år han havde været forsvundet sporløst. Hun lod ham tale uden at afbryde ham, men var tydeligt påvirket og havde våde øjne inden der var gået alt for lang tid.
Rose trak ham ind til sig og rokkede ham beroligende frem og tilbage. "Du er præcis den du altid har været!" forsikrede hun ham. Vingerne gjorde ikke alfen, selvom de var født med dem. Om han havde dem eller ej ændrede ikke på hvor glade de alle var for ham. "Vingerne udgør ikke alfen, Jandar. Du vil altid høre til her, sammen med os" og hun mente det.
Rose rystede næsten ved tanken om hvad for et monster som havde tortureret en uskyldig sjæl i så lang tid. Den sparsomme beskrivelse, var alligevel nok til at danne et frygteligt billede, som taget ud af de værste mareridt. "Og han kan aldrig tage dig fra os igen" noget hun helt ærligt ikke kunne vide med sikkerhed, men hun håbede af hele sit hjerte at det var sandheden.

Jandar overgav sig fuldstændig til Roses omfavnelse. Det beroligede ham og fordi han græd, hjalp det virkelig meget. Det var bare så hårdt at tale om. Så ufatteligt hårdt. Et par hulk undslap hans krop, der virkede noget mere spinkel end for et år siden. Han var stadig let underernæret. Og nu var han også træt. Han lukkede sine øjne mens han greb fat om Roses arm og knugede den ind til sig. "Har du set hvad de gør ved krøblinge i menneskebyerne, Rose?" han vidste et eller andet sted godt, at hun nok ikke havde set det, men alligevel spurgte han. Han var bange for at blive sat på gaden på samme måde, og skulle tigge efter levebrød. "De kan ikke arbejde.. Så de ender på gaderne," han vidste skam godt, at han ikke manglede et ben. Det kunne være langt værre, men han manglede stadig sine vinger, og han vidste, at det ville gøre ondt for evigt. Det kunne healing ikke ændre på. Og hvis han ikke var i stand til at arbejde. Han ville gerne arbejde! Han ville gerne have en plads hvor han kunne udrette ting i dagligdagen.
Han kiggede langsomt op på Rose, lidt undskyldende over sin panik. Det var ikke meningen. "Undskyld.. Det var bare lidt panik," Derefter lagde han sig igen ind til hende. Det var rart at være her hos Rose. Han vidste godt, at han nok burde finde sine forældre, men lige nu var Rose her. Det var mere nemt og lige til, bare at være her, for nu.

Rose fortsatte med et rokke let frem og tilbage i en beroligende rytme, mens hun langsomt og roligt lod sin hånd ae ham ned af håret. Rose havde aldrig været udenfor Elverly. Hun havde haft sine ture tæt på elverne, og nogle gange lidt for tæt på i forhold til alle deres regler. Mest af alt elvernes højtråbende regler som hun var gået imod. Endnu ikke opdaget dog.
Men mennesker, var ikke noget hun havde forstand på. Rose erindrede endnu ikke at havde mødt et rigtigt menneske, men historierne var kommet hendes vej. Ubehagelige og mørke historier. Elverne synes i hvert fald ikke at menneskeracen var noget at samle på! "Vi er ikke mennesker" startede hun ud med at få på plads. Bare det faktum ville være nok taget alt i betragtning. Mennesker og Alfer var virkelig ikke lig hinanden! "Vi acceptere alle skabninger, hele og skadet. Jeg lover dig, at du ikke bliver smidt ud! Og hvis du mod alt forventning skulle, tager jeg med dig." ikke på vilkår om hun ville lade ham tage afsted alene!

Rose smilede varmt til ham, men de grønne øjne skinnede stadig af bekymring. Jandar havde været udsat for en del, og det ville nok aldrig forsvinde helt. "Jeg ville ønske du aldrig skulle havde været igennem det her.. Det er okay at være bange, men du har intet at frygte så længe jeg er her!" bekendtgjorde hun og havde et af de vante og lidt for overmodige udtryk som fra da de var børn. At udfordre skæbnen og leve livet lidt farligt, var jo heller ikke uvant for hende.

Det var længe siden, at Jandar havde siddet med sin bedste ven sådan her. Sidst måtte være et års tid siden, hvor de havde drukket sig godt fulde på nektar, og var faldet i søvn i samme sofa. Der havde været en god byfest dengang, selvom der godt nok var lidt af en kvalm følelse dagen efter. Hendes løfte til ham, fik ham til at se op på hende, øjnene var stadig noget glimtende i det, og han smilede et oprigtigt smil. Han holdt virkelig af Rose. "Ville du gøre det? Tak, Rose," der lød lidt forundring i hans stemme, men også dyb taknemmelighed, direkte fra hjertet.
Han tog hendes hånd i sin, mest af alt for at klemme den og mærke at hun var virkelig. Det var så mærkeligt, at være tilbage igen. Hendes overmodige udtryk fik ham til at smile igen. Der var ingen der kunne få et humør på den rigtige bane, som Rose kunne det. "Du tager bare din store fårehammer frem og gokker dem i hovedet. Jeg ved, jeg kan stole på dig til det," jokede han med et lille grin, før han igen lagde sig ind til hende. Med eftertanke, gik det dog op for ham, at han godt kunne bruge noget mere at drikke, og han rakte ud efter flasken, der stod på bordet. Han var ved at vælte af sofaen, men formåede alligevel at hive flasken til sig, og forblive på sofaen. "Måske tømmer jeg din flaske. Men jeg skal nok få fat i en ny til dig," han åbnede langsomt flasken og fik hældt noget mere op i sit glas.

"Selvfølgelig vil jeg det! Du er min bedste ven, Jandar" svarede hun bekræftende og smilede til ham. Rose havde aldrig anset sig selv som selvopofrende, selvom det var hvad man ville kalde det hvis en situation dukkede op hvor hun skulle ofre nogle af sine egne privilegier for en anden. Rose så det mere som normal adfærd. Det var ikke mere end rimeligt at hun tog med ham, kom det til det. Hvis Alfefolket valgte at være så uhensigtsmæssige, ville hun alligevel aldrig føle sig rigtig til der mere. At stride imod sine egne idealer var aldrig sundt.

"Det.. Eller morgenstjernen" jokede hun tilbage med et stort smil på læben. Intet ville se bedre ud end en miniatyre alf komme flyvende med en gigantisk forhammer eller morgenstjerne. Man begyndte jo næsten at le ved tanken!
Som Jandar ragte ud efter flasken, tog hun selv sit uberørte glas til sig igen og begyndte stødt at drikke af det. Ingen grund til at sippe, specielt ikke når det smagte så godt. "Det går nok, har et par stykker mere i skabet" hvis det skulle komme så vidt. Hun havde ikke ligefrem haft Jandar at dele dem med de sidste lange stykke tid! Det kunne mærkes. Før i tiden var hun nemlig altid i mangel på nektar!

Jandar formåede faktisk at grine let, af Rose's vittigheder. Det føltes så rart og trygt, at være her, hjemme hos hende lige nu, at han helt havde glemt, hvor bekymrede hans forældre måtte være for ham.
"Jeg kan lige se det for mig; Rose, den frygtede ridder, med sin gigantiske morgenstjerne," endnu en gang kom han til at grine, mens han hældte nyt nektar op i sit glas. Også denne gang tømte han det, lidt for hurtigt, og han fyldte det endnu en gang op. Han havde været god til at drikke dengang, men nu var hans udholdenhed ikke helt så god, så allerede i dette øjeblik var han ved at blive beruset. "Du har sparet op på dem?" spurgte han, med et skævt smil.
"Nå ja, jeg det vil vidst ikke være at lyve, at kalde mig en værre dranker," konstaterede han kort efter, grinende.

Hans grin stoppede dog brat da døren brasede op. I starten var han en smule forskrækket og skræmt, men da han så sine forældre stå dér, fór han op af sofaen, nærmest helt ædru igen, og stillede nektarflasken fra sig på bordet, hvorefter han spurtede, hen over sofabordet ind i deres arme. "Mor, far!" de græd, det var tydeligt, især da moren fik øje på at hans vinger manglede. Men selvom de meget gerne ville høre, hvad der var gået galt, så traf de begge to et valg. De ville gerne give deres voksne søn lidt plads, selvom han havde været forsvundet i et år. "Hør, min søn. Vi har virkelig savnet dig, og vil rigtig gerne høre, hvad der er sket, men vi brasede vidst ind på det forkerte tidspunkt. Du kan bare komme hjem til os i morgen, okay?" Jandar nikkede, snøftende, da hans far havde ytret de fornuftige ord. Derefter forlod forældrene langsomt hytten, flyvende mod deres eget hjem. De var godt klar over hvor meget Jandar var sammen med Rose. Han så tilbage mod sin veninde, og gik tilbage i sofaen, hvor han igen tog nektarflasken i sine hænder. "Er de okay?" spurgte han, lidt mere alvorligt.

Rose medgav hurtigt i grinet! Det var næsten til at forestille sig at hun, den lille og meget skrøbelige alf med den almægtige morgenstjerne. Nej, hun måtte le og være taknemmelig og ovenud lykkelig for at hun kunne være det igen og endda sammen med Jandar.
"Man skal jo være forberedt til når du kom tilbage! Dranker" Det var de vidst begge to lige gode om, selvom Jandar lå dem hurtigere ned end Rose. Mest af alt fordi han trængte til det, hvorimod Rose stadig kun havde fyldt andet glas op.

Et hop af forskrækkelse gik igennem hende, som døren nærmest blev sparket af sine hængsler. Nok var hendes hjem åbent og frit område, men hun var helt ærligt vant til at folk bankede på først! Hendes hop var så højt at hun nær havde hældt nektar ud over det hele. Der skulle ikke mange sekunder til genkendelse og Rose åndede lettet op. Herefter ramte skyldfølelsen hende. Rose havde taget ham væk fra dem alle sammen, og ikke tænkt på at han skulle hen til sine forældre først! det havde været det mest logiske valg, og hun følte sig pludselig skræmmende egoistisk. Et lille smil blev sendt frem, selvom hun ikke syntes at være i fokus. Meget heldigt nu hun tænkte efter.
Rose sad og så efter dem, og derefter med fokus på trædøren som Jandar kom tilbage og satte sig, mere alvorlig og med jokes fuldstændig forsvundet fra luften. "Nu er de. Selvfølgelig er der stadig meget sorg at bearbejde - det er der vist i os alle sammen" Selvom Rose forsøgte at få det til at lyde lidt opløftende, lykkedes det overhovedet ikke for hendes egne øre.