Dagen havde været lang og kort på samme tid. Rinne var blevet vækket tidligt om morgenen, af tumult uden for den lille, snavsede kro som hende og Dorín havde værelse på. Udenfor var der kaos, det så ud som om halvdelen af byen havde pakket det vigtigste, og var parat til en mass exodus. Det varede ikke længe før en stresset dværgkvinde oplyste Rinne om, at mørkets hær var ved at angribe. Rinne havde kun tid til at informere Dorín, før hun blev sat i arbejde. Hun hjalp familier med enten at pakke deres ting så de kunne flygte, eller at barrikadere deres huse, så hvis det lykkedes for mørkets hær at bryde gennem muren, så var de borgere der var ude af stand til at flygte, i det mindste en lille smugle mere sikker.
Rinne havde fået stukket en bue i hånden, da en af lysets kriger overhørte hende sige at hun ville kæmpe, og beskytte indbyggerne i det nedre bydistrikt med hendes liv, hvis det blev nødvendigt. Han havde sagt at alle der kunne skulle have et ordentligt våben, før han forsvandt igen, sikkert for at finde en ny bue.
Våbenet var bedre end noget Rinne havde set før. Den bar tegnet for lysets hær, men selv ikke tanken om at hun brugte et instrument, der var skab af dem der faktisk var skyld i hele krigen, kunne ikke viske smilet væk, der brød ud da hun hev strengen tilbage. Hun kunne nærmest mærke kraften i strengen, der bare ventede på at blive sluppet, og gøre hvad den var blevet skabt til: at dræbe.

Det var ved at være nat, og Rinne sad på et møjbeskidt trappetrin i det nedre bydistrikt. Hun havde fundet forskellige dele af en rustning, der nu dækkede hendes krop. En let ringbrynje, der ikke gjorde det svært at skyde. En to knive hang fra hendes bælte, og hendes skuldre var dækket af rustne skuldrebeskyttere, der nok skulle beskytte hende. På hendes arme var der armbeskyttere af læder, der ikke ville hindre hendes bevægelse.
En lille pige sad på hendes skød, og legede med et par ringe fra ringbrynjen der var faldet af. Rinne sang en gammel sang for hende, en som hun huskede sin mor synge, engang for lang tid siden. Det lød ikke godt, men det beroligede den lille pige. Hun rokkede den lille pige frem og tilbage. Hun var en af gadebørnene, der dukkede op efter Rinne var rejst. Hun var ikke gammel, men havde en storebror der ville gøre alt for at beskytte hende. Lige nu var storebroderen ude for at finde et brugeligt våben, og Rinne havde tilbudt at holde den lille pige ved selskab. Hun elskede børn, og den lille pige var en absolut engel. Det varede ikke længe før storebroreren kom, og tog sin lillesøster med sig, ned mod undergrunden. Rinne havde fundet et sted, en kloak der engang havde været oversvømmet, men som nu var helt tør, hvor gadebørnene, der ikke var gamle nok til at kæmpe, kunne gemme sig. Hun huskede hvordan hun, og hendes venner, havde brugt rummet som skjulested, hvis byvagterne gjorde en ordentlig indsats for at finde dem. Den var ikke nem at finde, og det var kun dem som havde været der før, der kunne finde stedet ... det håbede Rinne, der ikke var glad for at sende dem ned i undergrunden, hvor alt jo kunne ske. Men det var sikrere end at være i byen, når kampen endelig gik i gang.

Morgenen havde været stressende og spækket til bristepunktet af følelser. Det føltes som ikke andet end en uge siden at de var blevet vækket på samme måde bag Dragorns mure og efter ikke mange timer måtte flygte for at holde sig i live. Og nu gentog det sig. Det blev vækket med oplysningen om at krigen var lige rundt om hjørnet. Uungåeligt, men stadig et slag der tog pusten fuldstændig ud af en.
Herefter skulle der arbejdes. Dorín fulgte trop og begyndte at hjælpe det nedre diskret med at pakke sammen. Det var synligt, at selvom byen stadig var styret af lyset og det gode, var der stor forskel på om man var rig eller fattig her. De fattige fik langt fra samme mængde hjælp eller priviligedier som det rigere samfund, for ikke at tale om de adelige.
Uden så meget som at udtrykke interesse for at kæmpe, blev han stukket et våben af en forbipasserene lysets kriger, som var i langt bedre stand end noget han selv havde haft i hænderne før. Han var kampdygtig og enhver som kunne holde og svinge et våben gjorde det.

Som aftenen havde meldt sig, gledet over til nat og mørket hang tungt over dem, kom han tilbage til Rinne og de mere kendte omgivelser. Han var beskidt, træt og gik med tunge skridt. Han følte sig ikke klar, og var sikker på at han aldrig blev det.
Dorín var blevet påmonteret en ringbrynje lavet til dværge og efterfulgt af armbeskyttere af læder og en hjelm var blevet tvunget ned på hans hoved. Hjelmen var ret hurtigt blevet hevet af igen og han gik med den i hånden som han gik nærmere og satte sig på trappen ved siden af Rinne og den lille pige. Stille og lyttende. Der gik ikke længe før pigen blev hentet og de to rejsekammerater sad i stilhed en rum tid. Dorín fugtede læberne, som skulle han til at sige noget, men orderne ønskede ikke at melde sig.. Han vidste helt ærligt ikke hvad han skulle sige.

Rinne havde fundet en gammel pil, hvis halefjer for længst var faldet af, som hun hullede mellem hænderne, mens hun stirrede tavst ud luften. Normalt havde Rinne ikke svært ved at finde på noget at sige. Der var altid et eller andet hun kunne snakke om, en kommentar eller joke. Især når det kom til Dorín. Den sidste gang de var så stille i hinanden selskab, var efter Dragorn var blevet angrebet, og de slap væk med nødt og næppe. Det føltes lidt på samme måde denne gang, men i stedet for at have overværdet en tragedie, så kunne hun ikke gøre andet end at vente på en ny.
'Lad og gå op på bymuren,' sagde hun pludselig og vendte sig mod sin ven. Der var ikke meget der kunne gøres for at lette på trykket, der havde lagt sig over hele byen, men det nyttede heller ikke noget at sidde stille, og vente på at blive dræbt. 'Hvis jeg ikke bevæger mig, er jeg bange for at jeg gør noget jeg fortryder,' hun smilede halvhjertet til ham, og gav ham et lille skulderbump.
Den angst der havde lagt sig dybt i hendes krop, den der kun havde stukket sig hovede frem da Rinnes mor blev taget, og da Dragorn blev angrebet, vendte uroligt på sig, og det var som om hun ikke kunne trække vejret. Hun lænede sig lidt væk fra Dorín, så han ikke ville lægge mærke til hvordan hendes hænder rystede og hendes vejrtrækning kom ud i skælvende suk.

Dværgen havde siddet i en rum tid, blot og stirre frem for sig selv. Nærmest afventende på at et eller andet skulle tage en beslutning for ham. Noget han ikke kunne stoppe og var nødt til at følge med. Dorín vidste udemærket godt at han havde et valg om hvad der skulle gøres, men kun et valg var det rigtige. At blive tilbage og kæmpe, hvad det så end kunne koste.
Dorín løftede blikket med et halvhjertet smil, og nikkede til hendes ord. "Så er vi to." svarede han i et dybt suk. Det var ulideligt at sidde stille og bare vente. Alle muskler i kroppen spændte sig sammen og restløsheden tog over.

Bare det at rejse sig, frembragte en mening og holdte tankerne let på afstand. Men kun ganske lidt. Doríns opmærksomhed var tvedelt til alt omkring sig, men også at holde sig på Rinne. Rinne havde det ikke godt, men selvfølgelig havde ingen det fantastisk denne dag. Hele Doríns indre syntes at røre mærkelig sært på sig, og fremkalde stød af ubehag. "Vi skal nok klare den. Hovedstaden er den største fæstning i landet." det var svært at tro på sine egne ord, men han var nødt til det. Både for sin egen men også for andres skyld. Hvis vagterne og krigerne ikke troede på at de kunne holde mørket ude, så døde alt håb i byen. Og så ville det hele for alvor styrte sammen.

Rinne rystede på hovedet. 'Det troede vi også Dragon var, og se hvad der skete.' Lige meget hvor meget hun prøvede - ikke fordi hun prøvede særlig meget - kunne hun ikke holde den hule, opgivende tone ude af sin stemme. Hun vidste at det kun ville blive værre, hvis hun gav op til modløsheden der var en velkendt gæst i timerne før et stort slag, men alligevel kunne hun ikke samle styrken til at forblive optimistisk, i det mindste for andres skyld.
Med et ryk rejste hun sig op og tilbød Dorín sin hånd. Hendes ben føltes som gele, efter at have siddet på det hårde trappetrin i lang tid. Hun skiftede vægten frem og tilbage for at få blodet til at pumpe rundt, og sikre sig at hun ikke faldt ned over Dorín.

Det var en nedslående udtalelse som kvalte meget håb. ikke at det var forkert hvad hun sagde, tvært imod, men Dorín mærkede hvordan det tyngede ham længere til jorden. Forbandet været mørkets lyst til at slå til mod alt der havde bare et gram godhed tilbage. Dværgen lærte aldrig at forstå hvorfor man fulgte sådan en leder, som var ligeglad med sit folk, men kun ønskede magten. At sætte sine egne behov over alle andres.
Med et suk tog Dorín imod hendes hånd, men sørgede for ikke at bruge den for meget for at komme op. Rinne så i forvejen ikke alt for rask ud, men taget omstændighederne i betragtning var det meget forståeligt. "Vi kan ikke vide noget endnu, men jeg har ikke i sinde at lade endnu et sted falde." stemmen var alvorlig, forsøgt at gøre stærkere end trætheden og modløsheden i sig. Det var ikke nemt, men forsøget blev alligevel gjort.

Da Dorín var kommet op, bevægede Rinne sig mod bymuren. Aktiviteten omkring muren, som forhåbentlig ville holde mørket ude, var stor, men Rinne kendte genveje de kunne tage, så de undgik de store flokke af krigere der myldrede rundt mellem de faldefærdige huse.
Hun stoppede foran et hus der nærmest lænede sig op ad bymuren. Det var bygget af mursten, nok den eneste grund til at det ikke var styrtet i jorden endnu. Der stod en ødelagt vogn op ad væggen, der kunne bruges som et springbræt til at klatre længere på ad huset. Mørtlen mellem stenene var også næste smuldret væk, så det var nemt at holde fast, hvis der ikke var et vindue eller udhæng man kunne gribe fast i.
’Er du med på en klatretur?’ spurgte hun sin dværgven, med et lille smil.
Rinne var vokset op i huset, dengang var det dog ikke så forfaldent. Hendes mor havde sørget for duftende blomster i vindueskasser, og hendes far havde arbejdet i en lille smedje, der lå som en forlængelse af huset, indtil hans død. Derefter havde pengene forsvundet, og huset var blevet mere forfaldent. Efter Valysa forsvandt, blev taget eller kidnappet, flyttede en ny familie ind. Langsommere og langsommere ændrede alt omkring huset sig, indtil det ikke længere lignede hendes barndomshjem. Men taget var der stadigvæk, men en lille krog man kunne gemme sig i, og være næsten usynlig. Rinne havde gemt sig deroppe mange gange, fra byvagterne eller andre gadebørn.

Dorín fulgte udfortrøden med. Han vidste nogenlunde hvad der var i vente, og at følge Rinne var det klogeste valg. Hun kendte hovedstaden som sin egen baglomme, hvorimod Dorín var fuldkommen på bar bund! Der kunne dukke et palads op rundt om hjørnet og han ville end ikke blive overrasket, så lidt vidste han. Desuden var tankerne et helt andet sted end strukturen af byens opbyning i øjeblikket.
Han sukkede dybt med et lidt anstængt udtryk, der dog alligevel præsterede at mønstre et lille smil. "Jeg skal gøre mit bedste!" dværge var ikke klatremateriale! det var farlige over korte afstande hvor de kunne spurte og også helst hvor de undgik at skulle igennem for mange store udfordringer. Ikke fordi de ikke kunne, men det satte en stopper at have meget korte ben.
Dorín så det faldefærdige hus an, som han gik nærmere. Her var intet jord eller sten han kunne manipulere med uden at alt andet faldte sammen. Sikreste og bedste valg, var simpelthen at klatre. En lyd som dog var mere forstyrrende end noget andet, var rumlen fra bymuren de nu stod helt tæt på. Rumlen der varslede at angrebet fortsatte og ikke var af en blid slags.

Rinne sendte sin dværgven et grin, der ikke helt nåede hendes øjne. Med et spring stod hun oppe på vognen og rakte sin hånd ned mod Dorín. ’Hvis du falder skal jeg nok gribe dig,’ sagde hun og vente sig om mod huset. Hun kastede et blik rundt, for at sikre sig at der ikke var nogle byvagter i nærheden; de var ikke særlig begejstret for folk der klatrede rundt på bygningerne, men der var ingen i sigte. Hvis man tog omstændighederne i betragtning, var der stor sandsynlighed for at de var fuldstændig ligeglade.
Hun kilede sin fod ind i en sprække i væggen, og begyndte en langsom opstigning. Hun kunne være meget hurtigere, men tog det langsomt for at hjælpe Dorín. Hun viste ham den letteste rute op ad huset, og hvor det ville være bedst at sætte sine fødder.
Til sidst nåede de op på taget, der var dækket af skåret lerplader. Det var nyt. Da Rinne havde boet der var der stråtækt, men det var ikke underne at det var blevet skiftet ud. Dens nærhed af bymurene gjorde det let for fjendelige hære at skyde et par ildpile over muren, og hele det nedre bydistrikt ville stå i flammer. Ikke fordi det stadig ikke var muligt at ødelægge store dele af byen, med et par flammer de rigtige steder.
Med et suk satte Rinne sig ned i en lille krog. Taget var i sin tid ikke lavet særlig godt, og der var kommet en fordybning hvor man kunne sidde i relativ komfort. Eller det var komfort den gang der var stråtækt. Ikke så meget længere.
’Jeg plejede at bo her,’ sagde Rinne mens hun kiggede ud over bymuren og ud i mørket, hvor en hær ville dukke op inden alt for længe. ’Med mine forældre.’ Det var ikke ofte hun talte om sine forældre. Alt hun havde sagt til Dorín var bare, at de begge var væk.

Dorín smilede og tog imod Rinnes hånd og trak sig op på vognen via denne hjælp. Han var virkelig ikke god til at klatre. "Det sætter jeg stor pris på!" og det gjorde han i den grad. Det skulle ikke undre ham hvis det lykkedes ham at få gjort blot et eller andet i dag, som ville ende i at han kom til skade. Sådan plejede det at være efterhånden.
En smule for langsomt kom Dorín op af muren i et forsigtigt tempo, for at sikre sig at han absolut ikke skred nogle steder. Rinne var langt hurtigere, men ventede på ham, selvom det betød at de var langsommere om at komme op end hun normalvis selv ville havde været
Dværgen følte nærmest at han stod på solid jord igen, da han endelig havnede på taget. Meget bedre end at klatre op af mure.

Dorín stod stadig op som Rinne satte sig ned på taget. Det hele var en trykket situation at stå i, specielt som de alle viste at der snart ville stå en hær for fodden af bymuren og gøre alt hvad der stod i deres magt for at bringe den ned. Dorín mærkede et let gys gå igennem ryggen blot ved tanken. Dorín satte sig ned ved siden af Rinne som denne begyndte at tale ganske lidt. Lidt omkring stedet her, hvor hun havde boet, sammen med sine forældre.
Dorín lagde trøstende en stor hånd blidt på hendes arm og smilede let til hende, selvom det var svært at sætte alle kræfter ind i smilet. "Hvordan var det?" at bo her, at være sammen med sine forældre. Huske de gode minder. Det havde de brug for lige nu.

Rinne åbnede munden for at svare, men lukkede den igen. Hvordan havde det egentlig været at vokse op her? Hun var heldig at hendes forældre havde slået sig ned i Hovedstaden, i stedet for en mindre landsby. Rinne var ikke elver nok til at kunne leve blandt dem (hendes korte møde med lederen i Elverly for et år siden efterlod en bitter smag i hendes mund), men her i Hovedstaden var folk ligeglad med om dine ører var spidse eller ej. Men det havde også været svært, sværere end noget Rinne før havde oplevet. Fattige folk havde store hjerter, men det var svært at spare mad og penge, når du knap nok havde nok til din egen familie.
’Det var … hårdt. Nogle gange. Mens begge mine forældre kunne arbejde var der ingen problemer. Men efter … folkene i den her by er de mest kærlige mennesker jeg nogen sinde har mødt.’ Rinne sendte et kærligt blik ud over byen. 'Det er derfor jeg gør hvad jeg gør.’ Hun snakkede om at hjælpe dem der ikke havde pengene til at få hjælp, eller færdighederne til at hjælpe sig selv. Der samlede sig en knude af dårlig samvittighed i hendes mave. Det var lang tid siden hun havde hjulpet nogen. Hun havde været for optaget af sin rejse med Dorín. Hun havde ikke engang kunne hjælpe dem i Dragorn.

’Men hvad med dig?’ Rinne prøvede at skifte opmærksomheden over på Dorín, ’hvordan var det at vokse op i Andrath? Konstant at have et helt bjerg over hovedet. Det tror jeg ikke jeg kunne vende mig til.’

Dorín lyttede til hendes ord, men fulgte ikke hendes blik ud over mængden, men holdte den i stedet på hende. Det var tydeligt at hun nærede stor kærlighed til byen, mere bestemt nok den fattige del af byen. Det havde bragt både gode og dårlige sider med sig - for det kunne absolut ikke være nemt på nogen led eller kant. Men næstekærlighed var en gave som man ikke skulle tage for let på, men derimod let give fra sig. Desværre kunne man ikke altid regne med at modtage den tilbage.

Som emnet skiftede over på ham, kom der et let smil på hans læber og en let trækning i skulderne. "Det var heller ikke altid lige nemt." svarede han ærligt og tænkte tilbage. Huskede hvordan han følte sig atypisk, fordi bjerges tunge og trygge rammer ikke havde nogen rolig effekt på hans sind. "Dværgene er et specielt folkeslag, med en god evne til at bære den af. Med det sagt, vil jeg ikke påstå jeg har lidt nogen nød overhovedet. Jeg voksede op med begge mine forældre, en storebror og en lillesøster." ved nævnelsen af dem, mærkede han et stik af savn i hjertet, som han forsøgte at skjule med et let smil. "Men jeg har aldrig været god til indespærring - faktik afsluttede jeg mere eller mindre forholdet med mine forældre i et skænderi. Jeg har ikke været tilbage siden." det var vel efterhånden seks år siden at det var sket. Han var faktisk ikke helt sikker. Hans liv havde ikke på nogen måde været lige så ærefuldt som Rinne havde vendt sit om til - at hjælpe dem som behøvede det havde været langt fra hans tanker dengang. Men så småt, var det begyndt at vende sig til, at hjælpe andre var en større glæde end kun at fokusere på sig selv.

Rinne prøvede at forestille sig hvordan det måtte have været at leve et sted, hvor man ikke passede ind. Det ville nok være sådan hvis Rinnes mor havde taget hende med til Elverly, efter Rinnes far døde. Hun havde tænkt på at tage tilbage, det havde Rinne overhørt engang. Men med Rinne var det umuligt. Elverly tolererede ikke halvelvere, og eftersom Valysa havde giftet sig med et menneske, var det ikke engang sikkert at hun kunne komme tilbage. Hovedstaden var der hvor Rinne hørte til. Det var her hun havde lært alt hvad hun havde brug for.

Rinne så gennem hans smil. De havde rejst sammen gennem halvdelen af Krystallandet sammen, og Rinne var blevet god til at se gennem hans smil. Hun rakte ud og tog blidt Doríns ene hånd i sin. Deres hænder havde de samme skræmmer og vabler efter bueskydning. 'Måske kan du besøge dem. Når alt det her er ovre.' Hvis de altså levede gennem krigen. Hun sagde det ikke højt, men man kunne alligevel høre det i ordene. Rinne lagde sit hoved på Doríns skulder mens hun fraværende flettede deres finger.

Dorín havde forsøgt at skjule det, men han vidste at det ikke virkede. Efter så mange månerotationer sammen, var det ganske normalt at man begyndte at kunne læse hinanden ud og ind. Det blev til et lille sørgmodig smil, mens han stirrede frem for sig, forestillende sig hvordan hans familie havde det - om de overhovedet stadig var i live. Havde hans bror og kone fået børn? Var Lydia blevet gift.

Varmen fra Rinnes hånd bragte ham tilbage til de levendes verden og gav hendes hånd et klem. "Måske - hvis de vil kendes ved mig" måske, måske ikke.. Dorín var nok mere urolig for det usagte. At det ikke var sikkert at de klarede den til at alt dette var ovre. Dorín tog en dyb indånding og lod sin kind hvile mod Rinnes hoved og mærkede varmen fra hendes fingre, flette sig ind med hans. Det var beroligende.

Det var så lang tid siden at Rinnes mor var forsvundet, at såret ikke længere var frist så at sige. Det gjorde ikke ondt, det vare mere som et savn der sad lige på kanten af Rinnes bevidsthed, og som for det meste var nemt at glemme. Hun ville stadigvæk ikke ønske at det var sådan for hendes dværgeven. 'Dorín det ... selvfølgelig vil de det,' Afsluttede hun lamt. Det havde Rinne faktisk ingen anelse om. Hun vidste ikke hvad skænderiet var om, eller hvordan Doríns forældre var. Hun baserede det kun på det faktum at Dorín var uden tvivl den bedste dværg hun havde mødt, og hun kunne helt ærligt ikke forestille sig nogen være vrede på ham.

Rinne vidste ikke helt hvad hun skulle sige efter dette. Som sagt så var det mere end 10 år siden Valysa var forsvundet, og hun havde ingen erfaring med sådan noget. De andre gadebørn havde været hendes familie, men hun tvivlede på at normale familie kunne begynde at slås, hvis den ene havde stjålet den andens sovested. 'Når det her lort er ovre.' Hvis vi overlever krigen, forblev stadig usagt. 'tager vi til Rubinien. Jeg kunne godt bruge noget varme.' Hun skuttede sig lidt, selvom det egentlig ikke var koldt. Det var nok nærmere frygten der gjorde hende kold ind til knoglerne.

Dorín mærkede at et skævt smil nåede frem på hans læber ved Rinnes svar. Det var for ham en optimistisk syn at have, men måske var det ham der lige nu var sort seer. Han havde ikke gjort noget forfærdeligt - han var bare stukket af. Men det kunne for nogle familier være lidt så slemt som et mord. "I hvert fald, kræver det at få snakket igennem" hvis han kom tilbage. Det ville nok kræve lidt terapeutiske timer - det var næsten morsomt.

Dorín nikkede med et lille smil på læberne. "Det trænger vi vidst også til!" de havde mest befundet sig i de koldere områder eller neutrale kunne man også kalde dem. At komme ned og se Rubinien ville være et helt nyt syn! Dorín havde i hvert fald aldrig set en ørken før. Dorín begyndte kort at fantasere om det andet sted, da en gigantisk lyd, efterfulgt af trykbølge bragte ham meget brat og skræmmende tilbage til virkeligheden. Noget havde ramt ydermuren med et ordentlig brag og Dorín var forskrækket hoppet på stedet.

Rinne havde svært ved at hive sine tanker væk fra varme Rubinien. Her var alt koldt metal og krig. I Rubinien var det langt fra ideelt, i hvert fald ikke de ting Rinne havde hørt. Hun havde kun været på kanten af området, aldrig inde i ørkenen eller i den store by. Men hun havde hørt fra rejsende om slaveriet og alle de fattige beboere, der hverken kunne leve der, eller havde råd til at rejse ud og finde deres sted i verden. Men mens Rinne så ud over hustagene, føltes alle steder end fanget mellem to hære som paradis.

Rinne åbnede sin mund for at sige noget, men før hun kunne nå det, var det er højt brag og en efterfølgende trykbølge. Rinne sprang på benene og greb sin bue. Dette var noget andet end da Dragorn blev angrebet; dengang havde hun ikke tid til at tænke på situationen før hun måtte kæmpe for sit liv. Men nu vidste hun hvad der var på vej, hvad der lige havde ramt dem, og angsten samlede sig som en knude i hendes hals. Hun greb Doríns hånd og gav den et hårdt klem.

Dorín havde aldrig hørt særlig meget om Rubinien, andet end selvfølgelige de rygter der gik omkring. Nok mindre gode end andre, men sådan var det vel med alle områder i landet. Man kunne altid finde noget negativt omkring et område, mens positive ting kom lidt mere svært til tankerner.

At rejse sig så hurtigt, med hjertet pumpende blodet rundt i systemet, for ikke at tale om adrenalinen som næsten fik øjnene til at hoppe ud af ansigtet på ham. Det blev lige lidt for virkeligt meget hurtigt.
Dorín tog nogle dybe indånding og gav Rinnes hånd et klem tilbage, mens den anden holdte et solidt greb om buen. "Vi skal nok klare det her! Okay" Dorín kunne ikke forsikre hende, men han ønskede virkelig at han kunne love hende at alt ville blive okay. At de nok skulle klare hærens ansgreb på hovedstaden.

/afsluttet/inaktiv