Hver dag var markedsdag her i det sydligste af Rubinien. Langs havnen var opstillet utallige boder med varer fra hele Krystallandet og i baggrunden kunne man skimte det blå, glimtende hav. Lyden af skrigende måger blandede sig med råb fra de handlende.
Noget der adskilte Den Sydlige Handelsbys marked fra resten af Krystallandets markedspladser var dog det store slavemarked. Rubinien var den eneste del af Krystallandet hvor slaveri var tilladt, men her blev det til gengæld også dyrket i stor stil og især handelsbyens rigeste havde mange slaver i deres tjeneste.

Drakhan var ingen undtagelse, som han ledsaget af to store minotaurslaver betragtede handelen på slavemarkedet. Hans ledsagere fik folk til at betænke sig en ekstra gang med at komme for tæt på, og det var netop hvad Drakhan ønskede: man kunne aldrig være for forsigtig her blandt pøblen, hvor alle og enhver var ude efter at rapse andres rigdomme.
De kraftige, muskuløse tyremænd med skarpslebne økser gav dog Drakhan en behagelig, tryg fornemmelse, som han gav sig tid til at betragte dagens slavehandel: de omkringstående var netop gået i gang med at byde på en ung slavekvinde - en menneskekvinde hvis kobberrøde hår skinnede i det skarpe sollys.
Drakhan havde dog endnu ikke set noget, han var interesseret i at byde på, og han betragtede derfor blot sceneriet med armene over kors. Han var denne dag iført en let beklædning af sort silkestof, sølvringe prydede hans fingre og det lange, mørke hår var sirligt redt.

Det var egentlig ikke fordi Drakhan som sådan havde noget behov for at udvide sin beholdning af slaver, men han besøgte ofte slavemarkedet for at se, om der alligevel skulle være noget interessant.

Slavemarkeder var bestemt ikke et sted Nia befandt sig tit, faktisk forsøgte den frihedsnydende kvinde at holde sig langt væk fra dem.
Ikke desto mindre var det hvor hun nu befandt sig, efter at have været blevet vildledt af en fremmed der havde pege imod slavemarkedet og ikke hestemarkedet som hun havde spurgt efter.
Da hun havde opfattet hvor hun var på vej hen, havde hun forsøgt at vende sig om og forsvinde derfra så hurtigt og uset som muligt, men menneskemængden var bestemt ikke med hende i det valg, idet de masede sammen og gjorde det til en umulighed for hende at komme ud derfra, hænder berørte hende steder hun bestemt ikke syntes om og hun følte sig nærmest som et stykke kvæg da hun opgivende for at slippe ud af mængden, istedet gav op og istedet endte med at følge med mængden. Forhåbentligt kunne hun finde en vej hurtigt muligt ud derfra.

Blikket faldt kort på den rødhårede kvinde der blev vist frem, inden hun hastigt så væk igen, samlende skørterne sammen så de små bjælder ikke gav alt for meget lyd fra sig. Sædvanligvis hade hun ikke noget imod opmærksomheden imod sin person, men lige midt i et slavemarked ville det meget vel kunne gå galt, især når hun var ene kvinde. Diskret lod hun sin ene hånd være nær sin skjulte dolk i tilfælde af at hun skulle være nødsaget til at kunne slå fra sig igen. Det var ikke til at vide sådan et sted.
En banden lød fra en kraftig gut som brutalt fik hende skubbet til side så hun halvt om halvt hoppende endte ud lige foran en mand der bestemt havde penge på sin krop. Hjertet sank kort i livet på hende ved synet af hans to tyre-vagter og deres skarpe økser, som hun hastigt bakkede så langt bort fra som hun kunne, givende en hastig nejen fra sig, men med blikket mere imod vagterne end manden foran sig, uanset hvor svagt og uopdraget det måtte kunne opfattes.
" Undskyld hr. "
De gyldenbrune øjne flakkede omkring, forsøgende at finde sig en hurtig udvej væk fra manden med den sære aura og de to robuste vagter ved hans side.
Hvis hun fandt den mand der havde vist hende vej til slavemarkedet istedet for hestemarkedet, skulle han i den grad komme til at høre fra hende, hvis hun da kunne slippe væk derfra med både liv, værdighed og, meget gerne, frihed i behold.

Drakahn betragtede slavekvinden med det kobberfarvede hår blive ført til hænderne på en ivrig køber - en yngre handelsmand, som han mest kendte af udseende. Drakhan kunne godt lide at indsamle vide om hvilke slaver, der tilhørte hvilke slaveejere, og det var også derfor, han ofte så til uden at købe, når han besøgte slavemarkedet.
En ny slave var ved at blive ført frem for købernes blikke - men Drakhans udsigt hertil blev imidlertid forstyrret, da en farverigt klædt kvinde kom hoppende ind foran - lidt for tæt på efter Drakhans smag.

Han rankede sig lidt og en let irriteret panderynke viste sig, som han så ned på fredsforstyrreren. Hun lignede ikke en slavehandler eller slaveejer. Et øjeblik troede han faktisk selv, at hun måtte være en slave og kiggede kort ud over de forsamlede for at se, om der skulle være en ejer i nærheden.
"De er vidst på afveje, frøken?" Lød det fra ham, som han hævede øjenbrynet en smule, blikket i de klare, blå øjne var igen rettet mod kvinden, da han ikke kunne se noget, der lignede en hun kunne tilhøre i nærheden. Den ene af minotaurslaverne brummede lidt og lagde hånden på økseskaftet for at tydeliggøre, at hun ikke skulle komme nærmere. Det ville ikke være usædvanligt at se en langfingret tyv blandt køberne, selvom de oftest ville klæde sig lidt mere ekslusivt for at passe ind i mængden.

Nia skævede imod de to minotaurslaver, og gjorde sit for at holde sin afstand til de skarptslebne våben og store tyre, ved at bakke så langt bagud at hun kom til at støde ind i endnu en handlende der kort skævede over skulderen på hende med et olmt " Skrub af tøs!" Hun dukkede uvilkårligt nakken givende endnu en undskyldning væk til manden der dog havde fundet mere interesse for den nye slave der var kommet op; en temmelig slatten udseendet dværg. Hastigt så Nia væk derfra, hvor hun hadede sådanne markeder, hun foretrak sin frihed, hvorfor kunne alle folk ikke blot være frie og glade uden at skulle bruge tjenere og slaver til alting?
En kort utilfreds mine gled over hendes ansigt inden det gled over i et let neutralt minespil, mens hun forsøgte sit bedste for at ignorere de mange følelser, tankebilleder og stemninger der var rundt omkring på pladsen omkring hende.
Istedet fandt et lidt mere beslutsomt udtryk vej til hendes øjne som hun ignorerede minotaurslaverne, stående som en støtte hvor hun var, idet hun gav slip på skørtet så de små bjælder kimede indtil skørterne havde fundet sig til rette.
Hun fornemmede et par blikke på sig inden de igen fandt vej mod slavehandlen, hendes hænder løftedes frem imod ham flade og udstrakte, vendte og drejede dem beslutsomt og demonstrativt overfor ham.
Hun var temmeligt sikker på hvad denne mand var: Slaveejer og garanteret også slavehandler på et eller andet punkt gjorde hun op for sig selv. De var bestemt nogen man skulle passe på med, uanset hvad.

Hun så hvordan hans blik gled fra mængden tilbage til hende. Hendes hænder forblev en kort stund udstrakte inden hun lod dem glide ned langs skørterne, tydeligt fornemmende tyngden hvor hun havde sin egen pung og lille dolk liggende.
Det var bedre at komme til kort med ham og vise ham at hun ikke havde i sinde at stjæle, selvom sigøjnere kunne have ry for det. En kort nikken forlod hende, fulgt af et lille smil.
" Det kan jeg desværre kun være enig i Hr. Jeg spurgte om vej til hestemarkedet men blev istedet ført herover. Og vi kan vidst begge blive enige om at der ikke er meget hestemarked at spore her.. Hvis man ser bort fra den lille kentaurfamilie derovre.. "
Svarede hun undskyldende, og nikkede over imod et hjørne hvor en kentaurfamilie ganske rigtigt stod i en form for fold med bundne hænder og bagben.

Hun var observant, det var noget der nærmest kom ind med modermælken som sigøjner.
Hans blik føltes næsten så gennemborende som Hakims bror engang havde gjort det. Hun tog sig selv i kort at rynke brynene inden hun nær havde trådt et skridt frem, men blev holdt fra det af den ene minotaur der ganske enkelt holdt hende tilbage med skaftet på den store økse.
" Hør Hr.. De ligner en mand med forstand på forretning så.. Hvad vil De have til gengæld hvis jeg kunne få Dem og deres.. 'vagter'.. " Hun synes bedre om at bruge det ord, selvom det var tydeligt at de to ikke var andet end meget veltrænede slaver.
".. Hvis De vil kunne hjælpe mig ud herfra i sikkerhed? "

Nia var meget vel klar over at sandsynligheden for at han overhovedet ville hjælpe en som hende var forsvindende lille, men hun kunne håbe at han havde en eller anden form for moral inde bag de kolde øjne. Hun var temmelig desperat, men lige så desperat hun var, akkurat lige så tyk var mængden af mennesker og andre væsner der var samlet på pladsen, at komme derfra helskindet ville kræve et mirakel, eller et par velbevæbnede minotaurslaver.

Drakhan forsøgte delvist at holde øje med slavefremvisningen, imens kvinden foran ham forsøgte at bakke væk fra minotaurslaverne. Et let fnys undslap hans næsebor ved synet af dværgeslaven: ham kunne de umuligt forvente at få meget for! Ikke at det undrede ham: der var kommet en del flere dværge på slavemarkedet efter Dragorns fald, men Mørket havde tilsyneladende selv bestemt sig for at beholde de bedste og kun sende sølle skravl i retning af slavehandlerne. Ikke at han kunne bebrejde dem - alle de gode dværgeslaver var sikkert sat til at arbejde dag og nat i smedjerne.

Drakhans tankestrøm om dværge blev afbrudt af endnu et vredt udbrud: tøsen var ved at komme ind i endnu flere problemer - denne gang var hun kommet til at støde ind i en af de handlende. Han måtte alligevel hæve et overrasket øjenbryn, da hun beslutsomt vendte sig mod ham - det var de færreste, der blev stående i nærheden af de velvoksne tyremænd, der bevogtede Drakhan.
En lille krumning kunne se på hans læber, som han skævede over mod den nævnte familie af kentaurer - kvinden lod i det mindste til at have en smule humor. Drakhan havde ingen idé om, hvad man dog skulle brug en kentaurslave til. De var upraktiske, pladskrævende og åd sandsynligvis også en del mere end menneskeslaver. Nej, dem havde han ikke tænkt sig at byde på.

Som han så tilbage på sigøjnerkvinden med armene lagt over kors, lagde han sit ansigt i utålmodige folder, mens han lyttede til hendes anmodning. Følge hende ud herfra .. hvem troede hun lige, at han var? Han slog en høj latter op, der fik de nærmeste til at vende hovederne:
"De må have spist kentaurgødning, frøken. Ligner jeg måske hvem som helst?" Han rettede lidt på et fint broderet ærme, munterheden tydlig i hans isblå øjne. "Og hvad er det for en historie med, at De skal på hestemarked?" Hans blik hvilede et øjeblik på hendes bare fødder, før han fortsatte. "Jeg tvivler stærkt på, at en kvinde, der ikke har råd til sko, er i stand til at købe en hest.."

Hvis valget stod mellem at få hele bestanden af de handlende til at blive vrede på hende, og at det kun var få der blev vrede var valget tydeligt imod de få. Derfor holdt hun sig så vidt muligt fra at støde ind imod andre, som hun stod rank foran den, en del højere, rige mand.
Hun bemærkede godt den lille krumning ved hans læber og noterede sig det mentalt bag øret hvilken type humor han åbenbart holdt af.
Blikket han sendte hende kunne dog ikke holde hende fra at få en kuldegysning ilnende ned langs ryggen, på trods af at de var midt i ørkenen, midt om sommeren, højsæsonen for varme.
Hendes blik blev en anelse mere trodsigt mens hun bed sig i tungen for ikke at komme med et skarpt svar tilbage. Det ville trods alt ikke gøre hendes situation bedre at svare igen på en sådan måde.

Blikkene på hendes person forsøgte hun efter bedste evne at ignorere, mens hun i en let bevægelse fik løsnet for bandanaen og viklet den ud, så det mørkt krøllede hår stod i et brusende væld om hende. Det gjorde måske ikke hendes situation bedre, men hellere have håret løst og dækkende over det smykke hun bar i det venstre øre. For folk der kendte til sigøjnere ville man straks vide at smykket var et tegn på at hun var på egen fod; en enlig kvinde som ingen højest sandsynligt ville bemærke hvis hun pludselig 'forsvandt'.
Selvom det var reglen at hun skulle have den synlig, foretrak hun lige nu at den var så skjult som mulig. Med en lettere utålmodig bevægelse rettede hun kort på det krøllede virvar af hår for at sikre sig at det dækkede nok. Resultatet af at hun havde ladet håret slå ud var dog ikke desto mindre at hun næsten straks begyndte at føle varmen mod den bare hud på ryggen.
Endnu en ting hun forsøgte at ignorere mens tørklædet endte i kanten på hendes skørter.

" Jeg må spise meget og underligt Hr. Men kentaurgødning kan jeg forsikre Dem om aldrig har stået på min menu. "

Endnu engang dristede hun sig til at møde hans blik på trods af den voksende hovedpine.
" Jeg ved at De nok ikke tænker alt for pænt om min slags, men jeg kan forsikre Dem om at de penge jeg har er nok til at kunne købe en velegnet hest. Ligeledes at pengene er selvtjente. Blot fordi jeg ikke er bange for jordens skidt og støv på mine fødder og lever sparsomt, betyder det ikke at jeg ikke har råd til noget."
En mindre fnysen lød fra hende, selvom den blev overdøvet af en sagte latter fra dem der havde vendt opmærksomheden imod det lille optog, og slavehandlerens desperate forsøg på at få folk til at give et eller andet af en nogenlunde værdi for den skvattede dværg der tydeligvis var ude af sit element.

" De ville blive overrasket over hvor megen forstand jeg har på heste. "
Måske ikke det bedste at prale med, men hvad pokker.

" Og selv hvis mine penge skulle være for få til Deres smag, er jeg sikker på at vi vil kunne finde ud af en eller anden aftale der vil være fordelagtig for os begge. "

Hun bøjede en anelse i knæene, fornemmende at et eller andet var under opsejling bag hende. Blikket skævede kort bagud imens hun tog sig et par skridt til siden, nok til at kunne undgå en handlede der havde forsøgt at gribe ud efter hendes arm, og nu istedet skulede let skuffet efter hende.
Igen fornemmede hun hjertet hamre i brystet, mens hun tvang sit blik tilbage op på manden foran hende, selvom hendes instinkt langt hellere ville holde øje med alt og alle omkring hende..

Drakhan holdt stadig øje med salget af dværgeslaven ud af øjenkrogen - han endte til sidst med at blive solgt til en latterlig lav pris. Forventeligt. Det var ikke fordi Drakhan tog nogen glæde i hvad der var sket i Dragorn, men han havde intet udestående med Mørket, og det bekymrede ham ikke det store, hvem der sad på tronen: så længe der stadig var åbent for handel.
Igen vendte han opmærksomheden mod sigøjnerkvinden, som dværgen blev ført bort. Det var næppe nogen særlig spændende skæbne, der ventede ham, men det var ikke noget, Drakhan bekymrede sig særligt for. Lige nu var hans fokus på den besværlige kvinde, der tilsyneladende ikke havde tænkt sig at give op.

Han måtte til dels beundre hendes stædighed. De fleste ville havde taget benene på nakken så snart de fik øje på minotaurslaverne, der stadig sendte olme blikke i retning af sigøjneren. De stod dog ganske stille og gjorde ikke mine til at gøre noget - det ville de heller ikke, før Drakhan gav tegn til det.
Han havde altid fundet minotaurer nogle af de bedste slaver, man kunne få. Århundreders slaveri lå i deres historie, så det lå ikke til deres natur at gøre oprør. Disse var født ind i slaveriet - var blevet oplært i at adlyde siden de var ganske små. Og så var der naturligvis fordelene ved deres massive kropsbygning og store mængde råstyrke.

"Jaså, så må jeg have taget fejl af Dem." Stemmen havde en lille, ironisk undertone der antydede, at han ikke helt troede på hendes hestehistorie. Han forsøgte forsigtigt at række ud mod hendes sind i håb om at opsnappe nogle tanker, der kunne afsløre hendes hensigter. Mest af alt var han interesseret i at vide, om hun var ude på at bestjæle ham.
Som han begyndte at åbne for tankerne, fløj brudstykker fra de nærmestes tanker ind og ud af hans sind som en let form for støj. Det var svært at få sammenhæng i noget på et sted, hvor så mange mennesker for forsamlet. En af de nærmeste slavehandlere følte en vis sympati med dværgen der lige var blevet solgt, en anden tænkte mest på, hvad han senere skulle spise og en blegt udseende mand, der tydeligvis kom nordfra, led under varmen.

Han lukkede brat af for tankestrømmene igen: det gav ham som regel en gevaldig hovedpine at bruge sine evner på et sted som dette. I stedet sås et lettere interesseret glimt i hans øjne, som han igen vendte koncentrationen mod sigøjnerkvinden: "En fordelagtig aftale, siger De. Og hvad har en kvinde som Dem så at byde på?"
Var der noget, Drakhan havde lært i de sidste mange århundreder så var det, at de fleste kunne bruges til et eller andet. Med eller mod deres vilje - alle kunne tjene et formål. Nogle med tvang - andre med løfter om en fyldt pose af krystaller. Han var spændt på at se, hvad Sigøjnerkvinden kunne tilbyde.

En lille rynke havde fundet sin plads mellem hendes øjenbryn som Nia gjorde sit bedste for ikke at lade sin stolthed tage overhånd. Blikket hvilede kort på minotaurslaverne og deres våben, lige så meget som hun gerne ville have en beskyttelse af nogen art fra at blive hevet fat i eller, i værste tilfælde at blive solgt, en beskyttelse de to minotaurslaver uden tvivl ville kunne give hende, akkurat var de lige så meget i vejen for at hun havde en bedre chance for at forsøge at mase sig igennem folkemængden.
Istedet måtte hun finde sig i at rette på toppen, holde ringen skjult og holde sig let på tå og ude fra eventuelle folk der ville have sig en gratis slave. Selvom hun selvfølgelig ikke kunne sige om manden med de mange broderier foran sig ikke blot tænkte på samme måde.

" Hr. Tror De virkelig at jeg ville stjæle, når man meget lettere kan tjene en skilling ved ærligt arbejde om sommeren, end om vinteren? Udover det.. Se Dem omkring.. Hvis De ikke har bemærket det er dette 'marked' temmelig fyldt med alverdens arter, umuligt at kunne bevæge sig frem eller tilbage for en kvinde af min størrelse, små gadebørn kunne sagtens tage af folks punge usete.. "
Hun bemærkede hvordan et par af tilhørerne instinktivt tog efter deres punge for at sikre sig at de stadig var fulde.

" .. At stjæle mens man selv bærer bjælder og i sådan en masse, ville svare til ræven der går ind i hønsegården, velvidende at gården har flere vagthunde og rævefælder.. Tror De virkelig selv at jeg ville udsætte mig selv for så megen fare..? " Hun gjorde et lille kast med hovedet, placerende den ene hånd på hoften, alt imens hun betragtede ham.
Der var mange strategier i at stjæle, men at bevæge sig på et tæt befolket område i så farverigt tøj og med så mange bjælder som hende, ville være at sætte sig selv i en direkte dødsfælde, især hvor der var slavehandlere omkring der uden tvivl vidste hvordan man bedst pacificerede folk.
Hvis han på noget punkt havde opsnappet nogen af hendes tanker, ville han nok have opsnappet at hun var langt mere interesseret i hvordan hun bedst muligt kunne komme fra slavemarkedet i sikkerhed, end hun tænkte på de mange velfyldte punge der var rundt omkring.
Hendes erfaring med områder med masser af folk som disse, var bestemt ikke positive, takket været Hakims, nu afdøde, bror der i sin tid havde taget hendes frihed fra hende kun for at udnytte hendes evner som helbreder til der knapt var nogen chakra energi tilbage i hende.

Flere billeder sneg sig ind på hendes nethinde inden hun igen rystede hovedet, forbandede sin ukontrollable evne langt pokker i vold. Jo den kunne blive praktisk med tiden, men lige nu var den kun resulterende i en kraftigt voksende hovedpine.
Idet manden foran hende begyndte a snakke igen med sin sært behagelige stemme, lod hun igen sin fokus op på ham. Havde hun vakt hans interesse? Efter glimtet i øjnene at dømme kunne hun måske, med en smule overtalelse eller stædighed.

Øjnene gled ned imod mandens hænder. Det var en del besværligt at se hvad der var hvad i de mange ringe han bar, hun måtte bare håbe at han ikke tog det alt for ilde op hvis hun var forkert på den.

" Hvad jeg kan tilbyde? " Et let smil gled over hendes læber, selvom hun overhovedet ikke var sikker på at det hun kunne tilbyde ham på noget punkt ville være tilfredsstillende for ham.
" Det kommer jo helt an på hvad De vil have. Jeg kan fortælle Dem historier som ikke står i nogen bøger, synge gamle glemte sange, danse og spille musik. Madlavning kan jeg også klare selvom jeg er sikker på at De har ganske formidable kokke i Deres hjem. Massage eller måske en til at varme Deres sengeklæder hvis natten skulle blive ensom og kold."
En spredt latter hørtes omkring dem, hvilket igen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Nia. Hvis hun på noget tidspunkt havde haft ører ville de bestemt have lagt fladt ned.
Hun slugte et eller andet mens hun forsøgte at skjule en slet skjule pervers kommentar fra en anden.
Nej ikke noget med at virke usikker, selvom det bestemt allerede var for sent hun følte sig alt for utryg i folkemængden blandt slaver og handlende til at hun kunne holde masken oppe i lang tid af gangen.

Hun løftede sin ene hånd og pegede imod den ene af minotaurslaverne med en let bevægelse.
" Nu ved jeg ikke om De kun bruger deres slaver som 'pynte'-genstande, eller om De også bruger dem i reelle kampe og des lige. Men hvis De skulle have slemt skadede slaver, eller familie, vil jeg også kunne hjælpe Dem på et sådan punkt. Eller hvis De har interesse for heste og hesteavl kan jeg også være Dem ganske behjælpelig der. "
Hun tav kort. Vidste at det at nævne minotaurslaverne som simple pyntegenstande i den grad kunne ses som at træde over en eller anden usynlig grænse og derved virke direkte provokerende.
Hænderne som var begyndt at svede koldsved, greb let fat i skørterne, mere for at holde fat i noget uden at skulle virke lukket.

"Jeg er villig til at arbejde af hvis intet jeg kan ofre skulle virke interesseant nok for Dem. Så længe jeg kan bibeholde min frihed, ikke bliver mærket og mindst en gang om dagen kan se til min egen hest og oppakning. " Så meget måtte han ve kunne forstå. Hun stod jo ligefrem og solgte sig selv, fortalte ham, og de medhørende, om hendes egenskaber. Grådige interesserede kunne sagtens mase sig frem og forsøge at få fat i hende, mens hun selv føle at hendes skæbne var på en knivsæg.

' Åh Aladrois, hvad end du har tænkt dig at sætte mig igennem nu, lad mig ikke miste min frihed. Du ved at jeg gør mit bedste for at holde balance i tingene. ' Bad hun tavst i sine tanker imod guden.

Det var sjældent Drakhan mødte så stædige fattigfolk: de fleste havde for længst lært at bøje hovederne og skynde sig forbi, når folk af hans stand var til stede. Han stolede ikke på dem - han havde mange gange set, hvad manglen på og desperation efter penge kunne gøre ved et menneske. Det var sjældent kønt.
Sigøjnere var dog alligevel et interessant folkefærd: de fleste af dem drømte ikke om at sidde i et fint palæ med udsigt til det glimtende krystalhav. Ikke at Drakhan forstod deres behov for at rakke rundt på landevejene - men hver sin smag.

Han slog en kort latter op og nikkede kort mod sigøjnerkvinden foran sig. "Tro mig - jeg har set tyve, der netop ville forsøge at gøre livet så svært for sig selv som muligt. For spændingen og udfordringens skyld. Og tyve, der netop ville vælge at stjæle fra en af de rigeste mænd på markedet - hvorfor nøjes med smuler, når man kan få den store gevinst?"
Han trak let på skuldrene, armene var ikke længere over kors. "Det glæder mig dog at høre, at De er mere .. fornuftig." Han fastholdt hendes blik i et par sekunder, som for at understrege, at alt andet ville komme til at koste hende dyrt.

Drakhan var sjældent barmhjertig over for dem, der forsøgte at tage hans rigdomme. Det samme galdt ordensmagten her i Rubinien: med de mange fattige og gadetyde, gjorde man sjældent noget ud af at holde dem i arresten. I stedet huggede man blot et par fingre eller hele hånden af, før man igen sendte dem ud i gaderne.
En passende straf, mente Drakhan.

Han lyttede til hendes længere forklaring om, hvad hun kunne udrette, mens en af minotaurslaverne gryntede misfornøjet og igen lagde en kraftig, behåret hånd på sit økseskaft, ved sigøjnerens snak om 'pyntegenstande'. "Jeg tror gerne, at Dragg her vil overbevise Dem om, at han ikke er en pyntegenstand, men det ville tilsyneladende være et frygteligt spild af alle Deres gode evner.."
Drakhan nikkede kort mod minotauren, som tegn til, at der ikke var grund til at gøre noget. Tyremanden blev dog ved med at holde øje med Nia med et olmt ansigtsudtryk. Hun lod til at være en kvinde, der var god til at gøre sig uvenner med folk.

I det mindste var hun klog nok til ikke at gøre sig uvenner med Drakhan, tænkte han, imens han betragtede hende overvejende. "Jeg har allerede rigeligt med slaver og tjenestefolk til at underholde mig, servere mad og varme mine sengeklæder." Han gjorde en let pause. Det var beklageligt, at hun var så insisterende på at befolde sin frihed - når man først ejede folk, var de trods alt så meget mere til at regne med.
"Men hvis De virkelig er så interesseret i at tjene mig, er jeg sikker på, at vi kan finde ud af noget. Jeg er faktisk selv interesseret i at anskaffe mig en god hest. Ved samme lejlighed kan jeg jo passende teste Deres viden.." Han så afventende på sigøjnerkvinden - han var stadig ikke sikker på, om det med hestemarkedet blot var en historie, hun havde fundet på i øjeblikket, men det ville snart vise sig, om hun havde talt sandt.

Uanset hvad Aladrois havde i planer for Nia, var hun blot en brik i hans spil, så meget var hun sikker på. Menneskene var trods alt hans skabninger, hans børn så at sige. Mon guder egentligt blot var dæmoner der havde større magt end andre, en skabelsesmagt, men som stadig ville vise deres værd overfor andre, og dermed brugte deres skabninger som brikker i et højest besynderligt stategi-spil..?

Uden helt at være bevidst om det tiltede Nia hovedet en anelse ved disse tanker. Noget sagde hende at hun nok hellere snart måtte aflægge et af hans templer et besøg med nogle offer-gaver for hendes distrige tanker. Men for nu gjaldt det at komme ud af situationen.
Tankerne gled i bestemthed fra hende idet hun følte et tag i sin ene balle. Hvor hun før havde haft nogenlunde kontrol over sin ansigts mimik blev den mørkhudede kvinde nu endnu mere mørkhudet som en rødmen blussede op i kinderne og øreflipperne, inden hun med et stramt ansigt og et par lynende øjne, gav vedkommendes hånd et rapt slag.
" Hænderne væk.! " En blodåre dirrede let i halsen mens hun var på nippet til at forsøge at tvinge sig ind bag ved minotaurerne.
" Man har vel lov at mærke på varerne. " Lød forsvaret fra den anden der kun nølende gav slip som hun gjorde an til at slå ud efter ham igen.
"Jeg er ingens vare.." En mindre snerren lød fra den ellers så muntre sigøjner.
" Det kan hurtigt laves om. "
Hun forblev tavs til denne kommentar, nægtede at svare igen i og med at hun vidste at han havde ret.
Blikket forblev vendt mod den lade slavehandler der bestemt havde sin sul på kroppen på trods af tilstanden som landet befandt sig i. Hun væmmedes ved den slags folk, mere end noget andet. De mindede hende alt for meget om en hun ikke ville mindes om.

Blikket gled tilbage på den høje herre foran hende, ømmende sin balle en anelse mens hun fik lidt mere kontrol over sin ansigts kulør.

"Jeg ville kunne forklare Dem min hovedgrund til hvorfor jeg så absolut ikke ville gøre den slags ting. Men det ville desværre ikke fremme min situation, og derfor holder jeg tand for tunge så længe jeg befinder mig her. " Lød det bestemt imens hun vedholdt hans blik, det var en umulighed andet, inden hun igen satte en skulen rundt til folkene om dem. Det var efterhånden en mindre forsamling der holdt øje med hvad der skete imellem de to. En god omgang underholdning midt i en varm markedsdag med et sølle udvalg.

Nia kendte skam godt til ordensmagten i Rubinien, hun var trods alt født og delvis opvokset i det varme ørkenland, og vidste hvad der skete hvis man blev fanget med tyvekoster. Hun ytrede ikke ligefrem det største ønske for at miste en finger eller hånd. Det var grimt at se på, og ville gøre hendes liv temmeligt mere besværlig når hun skulle forsøge at få en indkomst eller træne heste til at passe hendes 'erhverv'.

Blikket gled uroligt hen imod den gryntende minotaur. " Sikken mand du må være Dragg. Hvis du føler dig truet af en ubevæbnet kvinde.. " Ikke desto mindre sendte hun ham et lille undskyldende smil.
" Tilgiv mig, men jeg har mødt temmeligt mange mænd der kun har et par stort og stærkt udseende vagter ved sin side, men som ikke gider bruge tid eller energi på at de vedholder deres styrke og udholdendhed. Men Deres lyder til at være af en anden støbning som rent faktisk forbliver veltrænede..? " Blikket gled let skælmsk mellem Dragg og rigmanden han tjente. I al fald havde hun fået fat i et af deres navne nu.

" Hvis De lover at hjælpe mig sikkert ud herfra og holder Deres ord, så skal jeg nok hjælpe Dem med at finde en egnet hest, til hvad end formålet De kræver den til er. Noget for noget. Hvad søger De efter? En hest til slagtning? Nej det tror jeg De bruger deres kokke til, en god stærk krigshingst? Hvad med alderen? Må den gerne have energi eller skal den være velredet eller vil De foretrække at tilride og træne dem op selv. Eller de er måske en til væddeløb og lange distancer? " Spørgsmålene var mange, hun kunne ikke gøre for det. Hun var trods alt nysgerrig efter hvad en rigmand så efter i en hest.

Om han ville stole på hende var jo helt op til rigmanden selv. Hun ville ikke se sig sur på ham hvis han ikke gjorde. Det var trods alt ikke alle sigøjnertrupper der fulgte de helt samme regler om at give noget for noget, at arbejde sig til pengene, men stadig ikke blive på det samme sted i særlig lang tid. Man ville jo helst ikke ende med at skulle betale skatter til den lokale tyve eller tigger-konge. Til tider Dronning.. Det skiftede så tit og ofte, dog ikke i hovedstaden, der havde den samme vidst siddet på magten et godt stykke tid, hvor hun selv under sidste krig havde nødsaget sig til at blive bag de trygge mure, og tage et arbejde i helbredelseshuset, uanset hvor indespærret hun havde følt sig.

Drakhans øjne blev en smule smalle ved synet af slavehandleren, der befølte sigøjneren. Nogle mennesker havde ikke den mindste skam i livet - han selv foretrak at begå sig med noget større værdighed, end at begramse slaver offentligt. Og han havde bestemt ingen interesse i at røre slaver - eller frie folk, for den sags skyld - der ikke tilhørte ham. Magen til skammelig opførsel.
Han rømmede sig da også let, idet han sendte et køligt blik efter manden. "De hørte damen." Hvis sigøjnerkvinden skulle indgå blandt hans tjenestefolk, ville han for fremtiden personligt sende Dragg efter den slags liderbukke. Man rørte ikke noget, der var Drakhans, uden hans tilladelse.

En dyb brummen lød fra Dragg, der tilsyneladende var alt andet end glad for sigøjnerkvindens drillerier. Minotauren havde ikke så meget som en anelse sans for humor, og han fnyste let, som han tårnede sig op over kvinden. "Herre, hvis De ikke har mere at bruge denne fredsforstyrrer til, skal jeg med glæde fjerne hende." Draggs røst var meget ru og dyb, den store hånd lå stadig og hvilede på skaftet til den skarpslebne økse, der sad i minotaurens bælte.
Den anden minotaur forholdt sig ganske rolig og tog sig ikke af sigøjneren, men havde i stedet travlt med at holde øje med omgivelserne for at sikre sig, at der ikke var nogen, der kom for tæt på Drakhan.

"De bør måske også overveje at holde tand for tunge i nærheden af Dragg. Jeg kan garantere Dem for, at han er ganske veltrænet, og han har ikke den største tålmodighed.." Drakhans tonefald havde en munter undertone, men det var også en smule advarende. Man skulle ikke ønske sig at gøre sig uvenner med en minotaur - heller ikke selv om denne var en slave. Drakhan foretrak at holde sine livvagter tilfredse, og hvis det betød, at Dragg skulle have lov til at bruge sin råstyrke til at uddele en solid omgang tæsk en gang i mellem, fik han med glæde lov til det.

Han lod emnet falde, da samtalen i stedet blev drejet over på heste. Drakhan havde tidligere ejet heste, men i forhold til en dæmons levealder, holdt de ikke længe, og det var årtier siden, han sidst havde ejet en. Han kunne dog godt lide udseendet på Rubiniens heste: de var stærke, stolte dyr, som krævede en fast hånd.
"Jeg rider ikke selv væddeløb, selv om jeg af og til aflægger travbanerne et besøg." Svarede han på det sidste spørgsmål, sigøjneren havde stillet. "Jeg er interesseret i en god, stærk krigshingst. En ung én - det gør mig intet selv at skulle tilride den."
Han kastede et kort blik mod slavefremvisningen, der var ved at nå til en ende. Slaven, der blev vist frem var endnu en dværg - endnu mere sølle at se på, end den forrige. En rynke sås mellem hans bryn. "Jeg har set nok - lad os aflægge hestemarkedet et besøg." Han begyndte at bevæge sig væk fra fremvisningen, og minotaurerne fulgte omgående efter. De nærmeste trådte hastigt til side for at komme væk fra de farligt udseende tyremænd. Drakhan gik ud fra, at sigøjneren ville følge med.

Nia kunne ikke lade være med at skæve en smule undrende til minotaur-ejeren, idet han kort blandede sig i snakken med den befamlende mand der for en kort stund lod til næsten at blive helt flov over at blive sat på plads af en anden, der ligesom ham selv var af en betydelig god stand, dog på en lige så betydelig anden måde.
Nia var slet ikke vant til at folk blandede sig i den slags. Jo der havde været tiden med Hakim, men det var lang tid siden. Hun overvejede kort hvordan hendes ven mon var faldet til i sin rang af lord af Shargan.

Nias smil stivnede let ved minotaurens fnysen, hun kunne ikke helt lade være. Så tyremanden havde åbenbart ikke den store humor..? Blikket faldt på den andene minotaur inden den endte på ejeren af dem begge.
" Det er noteret hr.. "
Lød det fra en let duknakket sigøjner. Hun ville bestemt ikke gøre sig uvenner med minotaurerne, hvis hun samtidig også skulle gøre sig ven med deres herre og samtidig kunne få deres beskyttelse. 'Uheld' kunne jo hænde.

Nia lyttede interesseret til hvad han havde at sige om heste og hvad han søgte. Hun dannede sig mentalt et indre billede af hvordan en hest der skulle opfylde hans krav, såvel som kunne bære hans højde og kropsvægt.
"Jeg går ud fra at De vil foretrække en hingst, eller er det Dem lige meget? Og noget bestemt ønske til farverne? "
Som han begyndte at gå, tøvede hun ikke spor med at følge om bag ham, gående i hans skygge, men stadig på nok afstand til at hun ikke kunne nå ham eller støde ind i ham hvis han pludselig stoppede op.
Der skulle en del mere skridt til end hun var vandt til da både minotaurer og den blege herre var en del højere end hun selv var det, hvilket resulterede i en lystig kimen fra de små bjælder der befandt sig om hendes ankel. I det mindste vidste den lille gruppe da hvor de havde hende.

" Jeg takker mange gange for Deres velvillighed til at samarbejde Hr. "
Hun havde med vilje hævet stemmen en anelse så han kunne høre hende over larmen af bjælder og handlende samt over sin skulder. Det var skønt at kunne gå mere frit bag ham, hvor folkene endnu ikke havde stimlet sig sammen i en mængde igen. Ligeledes var hun glad for at slippe for mere opmærksomhed fra den gruppe der havde været om dem, men som vidst havde fået andre planer efter de begyndte at tage afsted mod hestemarkedet.
De mørke øjne skævede imod minotaurerne. De var virkelig praktiske at have med sig, om end deres humor lod til at være på den udtøende side.

Drakhan var tilfreds med at se, at sigøjneren endelig lod til at have forstået, at det ikke var en god idé at gøre sig uvenner med Dragg. Folk, der var i hans tjeneste: om de så var frie eller slaver, skulle helst komme godt ud af det med hinanden. Alt andet var blot til besvær.
Han så kort over skulderen mod hende, der som forventet var fulgt med. "En hingst ville være til at foretrække - mørk i farverne. Jeg har ingen intentioner om at ligne prinsen på den hvide hest.." Ikke at sidstnævnte ville komme til at ske, så længe han havde minotaurerne eller nogle af de andre slaver i nærheden. Drakhan var ganske kendt her i handelsbyen, da han hørte blandt byens rigeste.

"Navnet er Drakhan, forresten." Tilføjede han, idet han banede sig vej væk fra Slavemarkedet. Det var altid en fornøjelse at se, hvordan folk sprang til side, så snart minotaurerne kom gående. Minotaurer var i det hele taget ikke et usædvanligt syn her i Rubinien, der trods alt var deres hjemland, og folk havde som regel en sund respekt for dem.
"Jeg håber, at vi begge vil få glæde af vores samarbejde. Er De velkendt her i Rubinien?" De drejede op ad en bred, brostensbelagt gade, der førte væk fra havneområdet. Drakahn havde selv besøgt hestemarkedet et par gange for nylig, men han havde ikke helt kunne beslutte sig for en passende ganger - forhåbentlig ville sigøjnerpigen være behjælpelig, og samtidig ville han have mulighed for at opleve hendes erfaring med heste.

Han var stadig ikke helt sikker på, hvorvidt hun ville være til at stole på i det lange løb, men når det kom til stykket, tvivlede han på, at hun kunne være til nogen skade.
Minotaurslaverne standsede op, da vejen mundede ud i en stor, åben plads og den umiskendelige lugt af hest nåede deres næsebor: området her var ikke belagt med sten, men bestod i stedet af nedtrampet græs og jord. Adskillige indhegninger var sat op og en del mennesker var færd med at enten betragte dyrene eller tale med de farverigt klædte hestehandlere.

Nia lyttede til hans krav, mens hun selv så sig om og indprentede sig omgivelserne, bygninger og personer der kunne give hende et praj om hvor hun befandt sig til næste gang hun skulle befinde sig i disse områder, det ville gøre flugt og bevægelse en del lettere. Ikke at hun ikke nød at kunne gå sådan bag manden, en nogen gange var ens egen rute bare bedre.
" Vil sandfarvet være for lyst for Dem eller er det Dem lige meget? En lys hest ville alligevel ikke egne sig under sådan en sol, det ville kræve utroligt meget af ejeren da de let bliver solskoldede. Udover det er de typisk også mere modtagelige overfor sygdomme." Lød det simpelt og let fra hende inden hun lod blikket glide hen på den mørkklædte foran sig.

Drakhan..? Hun syntes navnet lød bekendt men mente bestemt ikke at have mødt ham før, end ikke set glimt af ham. Hun skar en grimasse mens hun forsøgte at komme i tanke om hvor hun havde hørt navnet før.
" Jeg tror muligvis at min tidligere truppes gamle leder har haft et mindre håndgemæng med Dem, men noget siger mig at det må have været mens jeg har været meget ung, er næsten sikker på jeg har hørt dem fortælle om Dem, men dog ikke noget jeg ville turde vædde på. "

Hun rettede sit ansigt i de rette folder igen inden hun rømmede sig let.
" Mit navn er Nia Hadil. " Normalt ville Nia have nejet ved en sådan præsentation, men da han havde ryggen til hende og de samtidig gik, virkede det lidt som et værre spild, så hun undlod det istedet.
En kort, mild latter forlod hende ved hans spørgsmål om hvorvidt hun kendte Rubinien.
" Jeg er født i Rubinien, men jeg er opvokset på vejene rundt omkring i landet. Jeg plejede at tage til Rubinien hver vinter da jeg foretrækker varmen overfor vinterkulden. Dog har de sidste par års krige og den tidligere lord af Shargon holdt mig fra at være meget hernede. De steder jeg typisk går er nok steder De, undskyld, ikke selv begår Dem så meget. "
Hun sendte et undskyldende smil til hans ryg. Det kunne så let blive misfortolket på flere måder, men hun tvivlede ærligt at han befandt sig meget på de forskellige torv eller i de lidt mere dystre gyder og markedet.. Der ikke solgte slaver eller heste.

Hun trak på skuldrene og fjernede en mørk lok fra ansigtet.
" Men som krigen er for tiden vil jeg næsten tro at Rubinien vil være langt mere sikkert end så mange andre steder i landet, selvom det vel kommer an på om man er fri mand eller slave, og selv der vil det komme an på hvilken herre man har. "
Tonen i hendes stemme blev en anelse mere varm som duften af hest kom hende i møde. Og som brostenslaget blev erstattet af den støvede jord, tænkte hun sig ikke videre om inden hun smuttede fordi Drakhan, lod fødderne begrave dybt i mulden som hun lavede en kort piruette kun for at stoppe en anelse foran ham for at få et bedre overblik over markedet.

Det var stort, dog ikke et af de største, men allerede nu begyndte hun mentalt at frasortere sig heste såvel som handlere. Typerne hun kendte som dem der gav deres heste beroligende urter eller gjorde andre diverse ting for at få hestene til at virke unge, friske og lydige.

Blikket faldt imod Drakhan der nu var bag hende, for at sikre sig om han fulgte med hende hvis hun begav sig længere ind på markedet eller om hun istedet skulle holde sig til hans tempo.
" Har De allerede nogen der falder i Deres interesse? " lød det nysgerrigt, uvidende om hvorvidt han mon havde været ovre og se på nogen før han tog på slavemarkedet, eller på tidligere dage.
" Hvis ikke vil jeg foreslå Dem at gå langt dybere ind. "
Et simpelt lille vink af en hentydning.

"En sandfarvet kan sagtens gå an .. så længe den er stærk." Drakhans blik gled hen over hestehandlerne, men stoppede kort ved sigøjnerkvinden, øjenbrynet let hævet. "Et håndgemæng siger De? Det lyder som en mand - eller kvinde - jeg vil kunne huske.."
Når det kom til stykket, var det svært for Drakhan at huske alle de mennesker, han havde mødt. Deres liv var så korte, så ubetydelige. Men her blandt menneskeracen, ønskede han at give indtryk af, at han var en af dem: heldigvis kom løgne nemt til Drakhan.

"Nia Hadil, siger De." Han betragtede hende et øjeblik, imens han besluttede sig for at huske navnet. Hun lød som en kvinde, der kunne blive ham nyttig - især da hun havde rejst så meget.
Drakhan havde også selv rejst mangt og meget i de lidt over 2000 år, han havde levet, men de sidste årtier havde han ikke bevæget sig uden for Rubininens grænser. Landet her tiltalte ham mere end resten af Krystallandet, klimaet, ørkensandet og naturligvis muligheden for at holde slaver. Rubininen var et langt friere land, end andre egne af Krystallandet.

"De har sandsynligvis ret i, at Rubinien er et sikkert sted." han begyndte at bevæge sig fremad blandt hestehandlerne, omhyggelig med at undgå at få for meget jord og støv på de finpudsede støvler. "Et land som dette, der primært lever af handel, er ikke interesset i at deltage i alle mulige konflikter. Jeg tror næppe, at krigen kommer hertil." Desuden sørgede handelsfyrsterne - ham selv inkluderet - for at have fordelagtige aftaler med både Lyset og Mørket, der sandsynligvis ville holde dem uden for eventuelle konflikter.

Hans blik hvilede på de nærmeste heste, idet han bevægede sig fremad mellem de handlende, ivrigt spejdende. Drakhan var en mand, der kun kunne nøjes med det bedste, og han var ikke interesseret i en tilfældig ganger - nej, kun et prægtigt dyr kunne gøre det.
Hestene i udkanten af markedet havde set bedre dage, og Drakhan gav et let fnys. Det var nogle tynde, urolige dyr, der reagerede på de fleste ukendte lyde. Det kunne kun være et spørgsmål om tid, før en eller anden kom til skade, tænkte Drakhan, som han øjnede nogle bedre udseende dyr i den anden ende af markedet og satte farten op.
"Hold øjnene åbne" beorderede han - ikke tydeligt henvendt til Nia, men næppe til Dragg, og han så kort over skulderen mod sigøjnerkvinden. "Kun det bedste er godt nok! Prisen har ingen betydning."

" Muskler kan skam også sagtens bygges op.. " Kom det kort fra hende, selvom hun alligevel noterede sig at han ville have en stærk hest, selvom hun tvivlede på at det var den samme type stærk hun selv havde brugt de sidste mange år.
Hun nikkede let selvom han ikke kunne se det. " Hans navn er..Eller var.. Carino. Han endte med at miste sin højre hånd. " Hun strakte sig let, vippende på spidsen af fødderne. " Men han døde for nogle år siden efter på forhånd at have mistet sit lederskab i truppen." Det var næsten en legende i sig selv blandt sigøjnerne.
Den famøse Carino der havde sjålet fra rige for at sikre sin truppes overlevelse uden at sige noget om hvor han havde fået pengene fra. Mistede sin hånd efter have kommet en rigmand for nær, for efterfølgende også at miste sit lederskab i truppen. For knapt 6 år siden var det gået galt for ham da han i fuldskab var kommet til at sige lidt for meget til et par byvagter, kun for at komme i en kamp hvor han havde forsøgt at forsvare sig selv med en lysestage mod de to andre. livet havde han mistet da han af gammel vane havde rakt ud efter sin dolk uden at tænke over at han ikke havde sin hånd længere og derved ikke dolken hvor den ellers ville have været. Det øjebliks tøven havde gjort at en af byvagterne havde set sit snit til at dræbe ham med noget så simpelt som en smørkniv.
En latterlig død for en mand der ellers havde haft et langt bedre omdømme i sin ungdom.

Hun rystede let på hovedet for at få tanken fra sig. Hun var ærligt ikke sikker på om der var sandhed i om han var død af en smørkniv, da hun allerede dengang var forvist fra sigøjnersamfundet og lige siden havde holdt sig bevidst fra de andre, velvidende at de blot ville ignorere hende.
Tanken om at starte sin egen truppe havde engang imellem jaget hende. Men tanken havde blot forblevet en tanke, for nu handlede livet for hende lige så meget om at beholde sin frihed, som at holde sig i live.

Hun blev nærværende igen ved lyden af Drakhans stemme, et lille smil spillende på hendes læber. " Man kan jo kun håbe på det. Bede til sine guder om at de vil holde afstand hertil. Med en smule held vil mørket kun fokusere på hovedstaden og overtagelsen af krystalpaladset. Selvom fremtiden nok ikke vil se alt for godt ud for mit folk hvis mørket overtager. Men det er vel sådan det nu engang er. Vi overlever med hvad vi har." Hun lo skæmt, forsøgte at jage den underlige fornemmelse der havde fundet vej ind i hendes bryst væk, eller i det mindste på en vis afstand. For nu gjaldt det jo at finde en hest til Drakhan.

Hun gjorde let holdt for at binde bjælderne på anklen væk. De var bedst der ikke kom alt for mange fremmede lyde til hestene, det gjorde dem kun mere nervøse. Kort var hun nær ved at miste balancen, akkurat som hun havde fået løsnet snoren. En hånd rakte instinktivt ud efter det nærmeste, hvilket hun dog hurtigt og lige så hastigt tog hånden fra sig igen, mens hun istedet reddede sin balance ved at tage et længere skridt foran. Ikke om hun ville risikere at miste sin hånd til Dragg ved at komme til at lægge en hånd på ham, eller hans herre for den sags skyld.
Et hastigt undskyldende smil blev sendt til de to minotaurer inden hun hastigt pakkede ankelbjælderne ned i den samme stoffold som hendes penge befandt sig i.

Et kækt smil blev sendt til Drakhan som hun passerede ham. " De snakker til en sigøjner. De må ikke tro godt om os men vi arbejder ganske meget med hestehandel fra barnsben. " Lød det kækt inden hun hastigt smuttede videre, flere rækker væk.
Hendes erfaring var at de bedste heste oftest var dem der var gemt bedst væk, og ved havnebyer, tit og ofte nede mod vandet så de hurtigt kunne blive sejlet væk. Et par heste fik et hurtigt nysgerrigt blik inden hun smuttede længere ind blandt rækken, blikket rettet imod en mørkebrun vallak.
Ignorerende sælgerens dømmende blik hilste hun med en hånd på hesten der vippede opmærksomt med sine ører, imens Nia selv betragtede dens øjne og inspekterede dens gebis.

Drakhan lyttede til Nias fortælling med en let rynket pande, som de bevægede sig fremad mellem hestehandlerne. Han ville ikke være i stand til at huske en simpel tyvs navn, men der var noget, der lød bekendt ved hendes forklaring om den mistede hånd. Det var trods alt ikke voldsomt mange år siden, hans egen alder taget i betragtning, men han mindedes at en mand faktisk var nået langt nok til at stikke af med nogle af hans ejendele - før Drakhan fik fingrene i ham og selv tog det på sig, at adskille tyvens hånd fra armen.

"Jeg husker ham." Han standsede op, en anelse pludseligt og vendte sig mod Nia. "Og siden De også husker ham, ved De, at det er klogest at holde hænderne for sig selv, hvis man ønsker at beholde dem." Tonefaldet afslørede at advarslen tydeligvis var henvendt til hende - Drakahn tolerede ikke tyveknægte. Han vendte sig brat og fortsatte med lange skridt sin vandring gennem hestemarkedet. '
"Derimod vil jeg betale Dem rundhåndet, hvis Deres tjenester lever op til mine forventninger.."

Et par børn betragtede en af hestene med store, imponerede øjne, men de løb forskrækket væk ved synet af Dragg, og et lille fnys undslap Drakhans næsebor. Han brød sig lige så lidt om børn, som han brød sig om tyveknægte - de var blot til belastning.
"Hvis Guderne ønsker at kaste verdenen ud i kaos, så lad dem. Men mine fornemmelser siger mig, at Mørket vil koncentrere sig om Det Centrale Krystalland: det vil være langt mere fordelagtigt for dem at lave alliancer med Rubininen, end at føre krig her i ørkensandet.." Et bevæge en hær gennem Rubiniens ørken bestående af tropper, der ikke var vant til klimaet, virkede mere eller mindre som selvmord. Halvdelen ville være omkommet, før de overhovedet nåede frem til handelsbyerne.

Hestene omkring dem var tydeligvis mere nervøse over Dragg og hans minotaurven, end Nias bjælder. Flere af dem rykkede uroligt med ørerne, og et enkelt sted stejlede en hest panisk ved siden af en desperat hestehandler, der forsøgte at få kontrol over dyret.
"Bliv her. Hold afstand til hestene, men bliv inden for synsvidde." Beordrede Drakhan minotaurslaverne, som det efterhånden gik op for ham, at det ville være en dårlig idé at tage dem med længere ind på hestemarkedet. Minotaurer red ikke på heste - det var de alt for store og tunge til, og dyrene var tydeligvis utrygge ved tyremændene. Ikke, at man kunne bebrejde dem.
Drakhan så, at Nia havde fået øje på en hest, og han fulgte forsigtigt efter mens han med et nysgerrigt blik vurderede vallaken. Den så ikke nær så skræmt ud, som flere af de andre heste på markedet, hvilket Drakhan vurderede som værende et godt tegn. Afventende sigøjnerens vurdering, betragtede han selv dyret.

Nia havde nær endt med at gå direkte ind i Drakhan, idet han uden videre stoppede op og så tilbage imod hende, mindende hende om en eller anden streng og stram lærer.
Et kort øjeblik tog hun sig selv i at himle med øjnene af ham, placerende en hånd på hoften.
" Jeg har sagt til Dem at jeg ikke har noget behov for at stjæle, især ikke her, folk har været overraskende rundhåndede i forhold til resten af landet."
Et lille irriteret fnys forlod hende, hun var træt af at høre om hans nærmest konstante beskyldninger om at hunskulle være langfingret.
" Men siden De bliver ved at påstå at jeg stjæler, må jeg jo uvidende være ved at stjæle Deres hjerte, hvilket absolut ikke er min mening. "
Fortsatte hun, kort for hovedet og med et kækt smil, idet de satte i gang igen.

" Og De behøves ikke betale mig overhovedet. De gav Deres hjælp og beskyttelse på slavemarkedet, hvilket er mere end rigeligt for mig. "
Selvom udsigten til at kunne blive betalt for 'sine ydelser', følte hun et stik af skyld ved tanken om at skulle tage pengene det var jo ydelser for noget hun ikke selv mente hun ville have gjort sig fortjent til.

Hun nikkede som hun fortsatte med at lytte til ham. Hun havde ikke megen forstand på krig, og den erfaring hun havde med den havde ikke været den bedste, men forhåbentligt kunne hun holde sig i ørkenen indtil det var ovre og der var balance i tingene igen. " Krige er nu engang tåbelige.. Det er næsten som at se to teenagere der står og måler deres manddom og praler af hvor meget de nu engang har brugt den til at nedlægge kvinder med.... Men de har da den fordel at de altid sørger for at man som healer har et arbejde, selvom det økonomisk tager hårdt på den almindelige befolkning."
Lød det tankefuldt fra sigøjnersken imens hun så sig om.


Hun skævede kort til Drakhan som an valgte at holde sine minotaurslaver på vis afstand, hvilke nok var en fornuftig ide. Intet i hendes ansigt tydede på om hun kunne lide hvad hun så i hestens mund, ej heller var der tegn på at der var noget hun ikke kunne lide. Faktisk havde hendes ansigt lagt sig i overraskende neutrale folder for en kvinde der ellers altid lod til at have et smil på læberne.
Hun slap hestens mund og begyndte istedet at tjekke dens muskulatur, øjne og hove ud.
Endelig slap hun den sidste hov inden hun endelig henvendte sig til hestehandleren der stod og diskret gned sine svedige hænder i bukserne, faktisk virkede han en del mere nervøs ved Drakhan end hans hest gjorde. Med et lille smil på læberne, fik hun ham overtalt til at trække rundt med hesten et par gange så hun kunne se den i bevægelse.
En meget vag nikken forlod hende som hun spekulativt betragtede hesten inden den igen blev bundet til rækværket hvor flere andre heste også var bundet til.

Først nu lod Nia til overhovedet at give Drakhan nogen opmærksomhed idet hun sendte et langt vurderende blik på Drakhan, inden hun skævede til vallakken.
Med smidige bevægelser fik hun sig ført hen til ham igen, nok lige lovlig tæt på ham for hans smag, som hun rakte en hånd op for at måle hele hans arm i dens længde.
I samme bevægelse fik hun fremhvisket sin bedømmelse af vallakken: " God alder, tvivler på han er tilredet, godt gebis, muskulaturen er god, men kan stadig give Dem noget at arbejde på. Højden er også stor nok til at Deres ben ikke vil være i vejen under ridt. Har en mindre byld i venstre baghov, men det kan hurtigt klares med et søm, en hammer og mine evner. "
Hun sænkede armen igen og trådte let et skridt tilbage i tilfælde af at han skulle finde på at stikke hende en på skrinet for at nære sig så tæt på ham, holdende hænderne foran sig så han stadig kunne se hun intet havde i hænderne.
" Jeg fornemmer at handleren er klar over den lille fejl, men han ved ikke at jeg kan heale. Så denne vallak ville være et godt bud, medmindre De vil se flere heste an? "
Hendes stemme forblev dæmpet nok til at det kun var de to der kunne høre stemmen over vrinsk,skridt og generel larm fra markedet. De varm brune øjne søgte op imod hans imens hun forsøgte at bekæmpe den underlige instinktive lyst til at gyse, se væk og komme langt fra ham, som hun lod til at få hver gang hun så ham i øjnene.
Det eneste han nok ville kunne bemærke var en vag dirren i hendes ben. Som hun afventende mødte hans blik overvejede hun for guderne måtte vide hvilken gang, hvad race han tilhørte, for selvom han mindede om et menneske var de instinkter han lod til at frembringe i de fleste, noget der mindede om noget helt andet, noget nærmest dæmonisk..
Men hvad ville en dæmon dog lave i en by som denne?
Omgivet af så mange civile?
Var det de gratis sjæle eller kødelige lyster? Måske noget helt tredje?

Drakhan havde allerede vendt sig om, før Nia kunne nå at svare, men nu slog han en latter op. Det var morsomt, at menneskekvinden forsøgte at charmere sig ind på ham - en dæmon, der havde levet i flere årtusinder. For hende måtte han jo blot fremstå som en menneskemand: stadig ung og med flere krystaller på hænderne, end et normalt menneske nåede at se i løbet af en hel livstid.
Jo, han forstod godt, at hun forsøgte at få en fod indenfor døren. "Beklager min mistro.. som De tilsyneladende allerede ved, er min erfaring med sigøjnere ikke den bedste." Han lød ikke særlig beklagende. En let undren sås dog i hans blik, som han kort skævede mod Nia. Folk, der ikke var interesset i at modtage penge, var altid besværlige at have med at gøre - til gengæld lod det til at være beskyttelsen og muligheden for at gemme sig bag Draggs brede ryg (hvis hun da ikke fik gjort sig alt for meget uvenner med ham) der trak i sigøjneren.

Med et let træk på skuldrene fortsatte han sin vandring. Det måtte hun selv om - så længe der var noget, hun var interesseret. "Javel, lad mig det vide, hvis De skulle ombestemme Dem."
Nia lod til at have oplevet krigen fra den lidt mere ubehagelige side, selvom han spidsede ører ved ordet "healing". Healere var altid nyttige at have ved sin side, selvom han næppe ville lade hende bruge sine evner på sig af frygt for, at det ville afsløre hans dæmoniske identitet: noget han i den grad havde tænkt sig at holde hemmeligt. Ikke bare for Nia, men for alle - det var hans erfaring, at de fleste i langt højere grad var interesserede i at gøre forretninger med en simpel menneskemand, end en dæmon.

Som de stod ved den nervøse hestehandler, lyttede Drakhan tålmodigt til Nias forklaring, da hun var færdig med at undersøge hesten. Perfektionistisk, som han var, brød han sig ikke helt om snakken om bylden, og en let rynke viste sig mellem hans bryn, men glattedes dog ud igen, da hun var færdig med sin forklaring, og han havde haft tid til at tænke. Blikket, som han sendte hende, var dog en smule advarende: hun tog sig lige lovlig mange friheder.
Nu handlede det dog om hesten. Overvejende betragtede han vallaken, inden han tog et skridt frem og lod den snuse til sin hånd. Dyret blev stående på stedet - noget, Drakhan kunne lide at se. Han nikkede kort mod sigøjneren. Han brød sig ikke helt om den tænksomme måde, hun betragede ham på, men han lod det ligge for nu.

"Jeg ønsker ikke at spilde mere af min tid her. Det er et udemærket dyr - jeg køber den." Støjen fra omgivelserne og de mange mennesker var ved at trætte Drakhan. Der var mange andre heste på markedet, men denne her var god, og Nia lod til at vide, hvad hun snakkede om. Skulle der vise sig at være andet galt med dyret, kunne han sandsynligvis sørge for at hestehandleren fik en passende straf..

Nia blinkede let som hun så op imod den leende Drakhan. I det mindste kunne han le, hvilket jo altid var en positiv ting. Hun trak let på skuldrene til svar. " Jeg forstår Dem skam godt med henblik på at være på vagt overfor sigøjnere, men ikke alle er tyve og tiggere. Truppen jeg voksede op i gjorde sit bedste for at leve efter bestemte regler om at gøre sig fortjent til krystaller, og ikke stjæle.. At vores leder så alligevel ende med at være lidt for grisk har jeg absolut intet med at gøre. "
Hun havde en mindre trang til at lære denne mand om opvæksten i en nobel sigøjnertrup, ikke dem der kaldte sig sigøjnere som blot stjal og solgte ulovlige og dårlige varer. Nia anså ikke sig selv som værende falsk, selvom hun så godt vidste at grunden til at hun nu stod alene i verden var fordi hun havde forbrudt sig mod de 'noble sigøjneres' regler..Det havde været en temmelig pinlig affære, ikke desto mindre havde det dog gjort hende stærkere.

Hun nikkede let som de fortsatte. " Skal jeg nok~ "

Som de stod ved hesten og hun havde forklaret sig sin plan overfor Drakhan kunne hun ikke helt undgå at dukke nakken en smule ved det advarende blik han sendte hende. Hun var egentligt ikke helt sikker på hvorfor hun dukkede nakken, og kort undgik hans blik, noget virkede bare ubehageligt, en smule ved siden af hvad hun så foran sig. Normalt holdt advarende blikke hende ellers ikke fra at fastholde øjenkontakten.
Hun nikkede igen let inden hun gik over og begyndte at forhandle med den let nervøse hestehandler. Startprisen fik hende til at krænge indevendigt. 6½ safir! Hun skævede imod hesten inden hun let demonstrerede og viste bylden frem, ligeledes som hun prøvende lænede sig op imod dens ryg indtil den stod med spændte muskler, tydeligt på grænsen til at ville lave et bukkespring. Da slap hun og klappede den istedet beroligende på halsen, inden hun igen vendte sig mod handleren der var begyndt at få svedperler på panden. Forhandlingerne og buddene lød frem og tilbage imellem de to indtil de endelig blev enige om en pris. Nok lige i underkanten af hvad man reelt kunne få en god hest for, men Nia var nu godt tilfreds med det endelige bud på fire safirer og en halv jade.

Først nu kastede hun sin opmærksomhed tilbage imod Drakhan.
Han mente ikke at en kvinde som hende ville have råd.? Havde han selv tænkt sig at betale for hesten eller forventede han at hun gjorde det bare for at vise at hun rent faktisk havde krystaller nok..?
Et kort fnys, fulgt af et kækt smil forlod hende idet hun lod en hånd glide ind under bunden af korsettet, for at løsne op for de små knapper der holdt bunden lukket. For selvom det kunne ligne ethvert andet, havde hun selv haft en finger med i spillet og givet den et hulrum således at hun kunne gemme værdier og sine penge deri, i tilfælde af langfingrede tyveknægte.

Med den anden hånd fik hun løsnet sin pung og begyndte langsomt at løsne og skubbe rav og nogle få jader ud af korsettet, ned i pungen.
Hun vidste hvad hun havde i pungen og talte sig frem til de 4 safirer og halve jade, alt imens hun komplet ignorerede det glanende blik fra hestehandleren, der nok ikke lige havde regnet med at hun gemte penge sådan et sted.

Da pungen havde den rette værdi, og korsettet var næsten tømt, talte hun igen krystallerne op inden hun gav dem til hestehandleren, der måbende tog imod inden hun fik hestens reb.
Med hesten ved hånden gik hun tilbage over til Drakhan med et måske lidt for selvsikkert smil.
" Hvad var det med at jeg ikke ville have råd til en god hest..? "
Hun strøg hingsten let over mulen, mens hun skiftevis betragtede rigmanden og hingsten.

" Hvis De kender et godt og roligt sted kan jeg ordne hans hov imens De finder betalingen for ham. Prisen vil være det samme. "

Om han overhovedet havde tænkt sig at betale hende havde hun ingen ide om, men hun havde følt et behov for at vise at bare fordi man måske er fattigt klædt betyder det ikke altid at man rent faktisk er fattig. At hun rent faktisk havde råd til en hest. Om end den hest hun lige havde betalt for ikke var den type hun selv søgte var det stadig en udemærket en.