Det var en forbandelse at være større end mennesker når man var i deres byer. Deres døre var alt for lave og lykkes det endelig en at komme ind af den var der alt for lidt plads til hele ens krop. Trapper var også umulige at have med at gøre, fordi hvert trin var så smalt, men heldigvis var der nogle der havde butikker i snuskede gyder, hvor det hele var meget letter. Det var sådan et sted Thelex havde fundet da han skulle købe sig en ny omgang pile. Nogle ville måske tro, at man ikke kunne finde fine våben når mørket var faldet på, men det var langt fra sandt. Flere gange havde han oplevet at kunne få både billiger og bedre pile og våben om natten fordi handlen ikke nødvendigvis var lovlig efter byens krav, men det bekymrede ham aldrig. Han var alligevel videre dagen efter. Imodsætning til visse kvinder var han hurtig til at beslutte sig, få betalt og så være væk igen. Han skulle ikke fanges i en eller anden by, hvor han knap kunne gå rundt om sig selv.
Efter at have været inde i hjertet af byen begyndte han at sno sig ud imellem de smalle gader. Han brød sig ikke om at være de tætte steder og det blev ikke bedre af, at han ikke rigtig kunne finde rundt. Han kunne derfor sikkert være kommet meget hurtigere ud end det egentligt var sket, men det var ikke let at se noget på stjernehimlen når der ikke var meget himmel at se i første omgang. Til sidst lykkes det ham dog at få sig arbejdet ud til hvor gaderne var breder og hvor himlen kunne ses bedre. Hvilken lettelse.

Ja der var en lang liste af besvær man risikerede at støde på som umenneske - overmenneske, foretrak Aella. I dette tilfælde havde hun forsøgt at sælge sine mediciner til en apoteker, men selv med vingerne fremme var det tydeligt at han ikke tog hendes barnlige udseende alvorligt nok.
Selv efter hun langt om længe fik overtalt ham til gøre handel, var alle hans bud så håbløst lave at hun til sidst havde forladt butikken i forarget frustration.
I baggyderne var folk ikke helt lige så fordomsfulde, men der var til gengæld andre farer. De var lige nået frem til en pris Aella kunne stå ved, pengene var blevet talt op og i øjeblikket de blev rakt over imod hende, kunne hun se da den fedladne købmand indså at intet forhindrede ham ikke bare at tage hendes varer, uden at betalte. Desperat havde hun flået pengepunge ud af hånden på ham og kom nu spænende for fuld hammer rundt om et hjørne med et par lejesvende i hælene. Hun var hurtig og smidig, og kunne løbe mellem benene på folk, men hendes skridt var uundgåeligt kortere og de vandt ind på hende. Hun havde brug for et sted der var åbent nok til at lette eller.. En stærk fyr. Aella smilte.
"Hjælp!" Udbrød hun skingert og cirklede omkring den udsete kentaur så han var mellem hende og forfølgerne, "..Der er mænd efter mig."

Takket være nattens stilhed opfangede Thelex hurtigt lyden af hastige skridt der var på vej imod ham. Han standsede op og kiggede rundt efter kilden til lyden. Pludselig kom den spændende. Noget forvirret kiggede han efter den jagtede og efterfølgerne til de standsede omkring ham. Pludselig fandt han sig selv placeret i midten af de to partner. En placering han egentlig ikke brød sig om.
Eftersom efterfølgenderne syntes at være de mest truende holdte han frnten imod dem også da han snakkede til pigen. "Er du sikker på, at det ikke er selvforskyldt?" Det var sjældent sådan at alle partner var uskyldige og selvom hun var en lille pige så betød det jo ikke at hun var blid som en engel. Han måtte dog indrømme han havde sin tvivl omkring hvor mange farlige ting hun kunne udrette. Så stor og farlig var hun alligevel ikke. Man måtte dog heller ikke skue hunden på pelsen, selvom han lige i øjeblikket gjorde det.

Aella vippede vægten fra den ene fod til anden og holdt nøje øje med bøllerne. Herude på de bredere veje havde hun muligheder. Hun kunne enten flyve væk eller gøre sig usynlig, men indtil videre spillede hun på kentauren. Alle disse tanker blev dog afbrudt det han talte til hende.
"Årh!" Aellas mund faldt åben i forargelse. Han var ikke så lidt fræk, den hestemand, "for din information var vi ved at afslutte en ærlig handel da deres boss besluttede sig for at han lisså godt kunne røve mig."
Hun stak hænderne i siden (bevidst) og pustede kinderne op (mindre bevidst) mens hun forsøgte at nidstirre den væsentlig højere kentaur.
"Så har du tænkt dig at gøre noget, eller er du typen der overlader søde små forsvarsløse piger til tilfældige voldsmænd?"

Et bryn skød i vejret da tøsen viste sig at være ikke så lidt næsvis. Det hjalp ikke just på hendes chancer for at blive reddet, som hun ivørigt ikke lignede en der behøvede. "Aha ... og hvad ville du sælge?" Eftersom forfølgerne syntes at se lidt mere passivt til vendte Thelex sig lidt om, omend ikke helt så han stadig kunne holde styr på de egentlige fjender. Hendes endelige spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. "Hvad ville jeg få ud af at redde dig? En næsvis unge?" Det var ikke ligefrem noget han lige stod og manglede. "Ellers tak, måske du skulle fise hen til din mor i stedet." Han havde ikke meget til overs for folk der tog for store bider over ting de ikke selv kunne kontrollerer og styre. Kun hvis folk virkelig var i knibe gad han hjælpe, men alt havde sin pris. Intet i livet var jo gratis.

"Urter." svarede hun tvært. Hun begyndte at tro at hun havde valgt forkert hvad angik redningsmand. Især kommentaren om hendes mor fremskød hendes utilfredse underlæbe i hvert fald en centimeter.
Det lod dog til at hun ikke var ene om sin voksende utålmodighed. De to håndlangere sendte hinanden et sigende blik og mens de bankede sig selv i hænderne med deres køller - en handling der var rimelig meget universel for deres slags - nærmere de sig kentauren.
Aella nikkede advarende imod dem og imens hendes hestemenneskelige skjold vendte sig mod den nærmende fare, dækkede hun sine øjne med hænderne, og sank i et med baggrunden - i den mest bogstavelige forstand.

For en stund var Thelex meget optaget af samtalen med pigen, hvilket overraskede ham selv. Han blev dog opmærksom på deres 'seer' da de begyndte at bevæge på sig. Havde han han ikke været opmærksom fik han samtidig også et lille tegn fra tøsen, som åbenbart ikke havde i sinde at hjælpe ham. Det erfarede han i hvert da hun aldrig kom. Det bekymrede ham heller ikke rigtig. Køllerne ville ikke blive noget problem. De kunne slå hårdt, men det kunne han skam også.
Han tog et kort tilløb før han så stillede sig på bagbene og lod sine to forben flyve igennem luften og forhåbentligt ramme de to efterfølger. Hvis det ikke lykkes kunne han skifte så han stod på forbene og sparkede med bagbene. Samtidig gjorde han buen klar så i samme øjeblik han havde alle fire hove på jorden kunne han ridde lidt derfra og vende overkroppen og sende pile af sted, skulle de første angreb ikke båret frugt. At pigen pludselig var forsvundet ud i den blå luft bemærkede han ikke. Han var for koncentreret om kampen, som han nu havde rigelig tiltro til nok at kunne vinde.

Aella havde, et eller andet sted, en fornemmelse af at hun burde hjælpe kentauren her, siden det var hendes problem han var blevet rodet ind i. På den anden side lod det til at han havde rimelig god fod - eller det vil sige hov - på situationen. Det var ganske rart at vide, at hun ikke havde fejlvurderet hans kapacitet, kun hans motivation.
Hun havde ikke tænkt sig at stikke halsen ud for ham, men foden kunne dog måske lige gå an. En af de beskidte mænd havde flanket hendes hestemands håndlanger (hestelanger) og Aella sparke nøje til hans fod i det han tog et skridt. Lømlen væltede så lang han var og Aella trådte atter tilbage og betragtede hurlumhejet. Den flig der var hendes samvittighed, bød hende ikke bare at fordufte fuldkommen fra stedet.

Desværre splittede to mænd sig ad så Thelex pludselig skulle til at fokuserer to steder. Heldigvis var den næsvise tøs alligevel til lidt hjælp, selvom han ikke helt kunne finde ud af, hvordan hun havde gjort det. Uanset hvad var hendes hjælp værdsat og han fik hurtig et par hove ned over den stakkels mand. Hvis det ikke dræbte ham skulle det i hvert fald nok få ham til at blive liggende det næste stykke tid. Da gaden var ryddet for forfølger havde Thelex igen tid til at tage et syn på pigen, hvis han da lige kunne finde hende. Tydeligvis forvirret kiggede han rundt og drejede flere gange rundt om sig selv i et forsøg på at finde ud af, hvor tøsen pludselig var forduftet hen. Da han ikke kunne se hende på jorden, hverken tæt på eller mellem hans ben, forsøgte han at kigge rundt ved sine omgivelser. Ikke ligefrem begejstret ved tanken om, at hun måske pludselig kunne komme angribende.

Pludselig hørtes der klappen fra bag kentauren (et sted hans blik allerede havde været forbi adskillige gange). Siddende på en stak af trækasser, fandt man Aella. Det opmuntrende bifald fortsatte i adskillige sekunder efter de endte ansigt til ansigt - lidt lettere, nu hvor højdeforskellen var stort set udlignet.
"Flot." Sagde lo hun og lod tilsyneladende ikke til at have nogen kvaler med hvor lidt hun havde bidraget til en kamp. Hun rakte en finger op, gjorde tegn til at han skulle vente og stak hånden i lommen. Med skråt ud af munden i koncentration rodede hun lidt rundt i de tilsyneladende rimelig dybe lommer, før hendes ansigt lyste op.
"Grib." sagde Aella og kastede en jade til kentauren, "for dit besvær."

Noget forvirret vendte han sig om imod den klappende lyd og kiggede på pigen der sad og klappede som om det hele var den rene form for underholdning. Tavst hvilede hans øjne på hende til hun syntes at være færdig. Der var ingen grund til at hidse sig op over det, selvom han bestemt heller ikke fandt det morsomt - som visse andre. Han undlod derfor at bukke, men greb bare ud efter klumpen der pludselig kom flyvende. Kort kiggede han på det. Ikke helt sikker på, hvad han skulle med det. Det udgjorde dog en form for værdi, så han valgte at beholde det og så måske bruge det en dag når tiden var inde.
"Fik du dine penge?" Det kunne være, at hun nu skulle tilbage og forsøge at anskaffe dem. Det kunne hun få lov til at gøre selv, for han havde ingen interesse i at følge med hende. Måske ville det være det bedste for hende, men det var jo hende selv der havde valgt at handle med nogle større end hende selv. Det var også svært den anden vej, selvom hun virkede meget fattet. Underlig meget. Hun havde i det mindste ikke sat sig ned på røven og begyndt at hyle, hvilken lettelse. "Smut du hjem til din mor nu ... og hold dig der."

Aella rynkede lidt på næsen, men derudover ændrede hendes udtryk sig ikke det store i takt med at hendes mistillid voksede. Var det hans sag om hun havde penge på sig? Havde han tænkt sig at røve hende? På den anden side havde hun været ganske gavmild med betaling, måske var det ikke det det handlede om..
"Min mor er død.. For længe siden." Informerede hun nøgternt. Det havde været en hård indsigt at nå frem til og hun havde da også været ulykkelig. I ti år. Nu kunne hun tillade sig at være lidt apatisk omkring det og hun skiftede da også hurtigt emne.
"Leder du e'ntlig efter arbejde?" Spurgte hun nysgerrigt og kløede sig i et dybt imaginært skæg. Hun kunne bestemt se nogle muligheder hvis han håndterede alle lignende situationer med samme finesse, "har nemlig brug for en stor stærk fyr som dig til at løse et.. problem."

Nå for pokker. Det kunne måske forklare lidt om, hvorfor hun befandt sig med de forkerte folk. "Jamen så smut hjem til der, hvor du er." Han gad ikke hænge på tøsen, men selvfølgelig kunne han heller bare sende hende i armene på de næste problemer. Måske var han ikke en lille buttet engel, men han fortrak nu at der var fred og ro. Hvem fortrak ikke det? Sikkert nogle, men Thelex var ikke en af 'nogle'.
Før emnet nået sin naturlige ende var pigen dog klar med det næste emne: Et jobtilbud. "Det afhænger af, hvad du tænker på. Jeg kommer ikke til at lege hest." Det syntes at være den eneste funktion børn kunne se ham som og det gad han virkelig ikke. Hvis han endelig skulle lege hest skulle der være en dybere mening med det ... og selvom han ikke havde noget direkte problem med at folk sad på ham, så var det stadig ubehageligt. Han var jo ikke en hest.

Aella rynkede lidt på næsen, hun syntes umiddelbart ikke at hun blev vist den respekt hun syntes hun fortjente. Især af så ung en kentaur, men det taget i betragtet så kunne man måske tilgive ham en smule naivitet. Hun satte sig i skrædderstilling på kassen og lænede sig alvorligt frem.
"Der' en urt jeg er ude efter.." Forklarede hun og kløede sig i nakken, "Vokser stort set kun på en ruin ikke langt herfra.."
Nogle ville antage at urtekunst blot var at vide hvilke planter der gjorde hvad, men hvis de skulle bruges til magi, kom der pludselig en helt ny dimension ind over. Hvor de havde vokset, hvornår de var plukket, hvordan de var plukket. Der var astrologi at tage højde for, ritualer at udføre og nogle gange var der bare ikke den nødvendige plads til at gøre det.
"Men en gruppe slyngler har gjort ruinen til deres røverborg.." Sagde Aella tvært, hun var tydeligvis ikke glad for situationen, "..Så jeg vil hyre dig til at dræbe dem."
Måden det sidste blev sagt på, næsten ufølende, var på en måde rigtig barnlig.. Mindre barnligt var det tænksomme udtryk den unge engel anlagde der resulterede i at hun eventuelt tilføjede:
"..Eller bare drive dem bort."