Det havde været en dårlig ide lige fra starten og intet kunne gøre den til andet. Det var ikke fordi det var gået galt. Tværtimod! Det havde været en af de mest vellykkede og elegante opgaver til dato for Caitlin, men det ændrede bare ikke på hvem hun gjorde for. Ellere rettere hvem hun gjorde det for at slippe af med.
Baron Grant var tilbage i hovedstaden.
Hun havde ellers nærmest glemt hans eksistens efter alt det andet der var fulgt efter hans forstyrende indtræden i hendes liv året før. Amy og hun havde snuppet en pung fra ham der og hun var uheldigvis blevet husket godt nok til at han senere havde pudset sin snuser på hende. Dengang var hun blevet reddet fra en snak med Baronen af en lysets kriger og havde derefter forladt hovedstaden for en stund. Dengang havde Baronen forladt hovedstaden også, men han havde ikke glemt hende eller den pung hun havde været med til at tage.
Det havde Amy fået at føle en sen aften i gården bag kroen hvor hun arbejdede. Hun havde været sammen med Caitlin den dag og snuseren fangede den yngre piges færd på hende. En ting han ikke havde ladet gå fra sig, men ladet gå ud over Amy. Det var hvad havde ført til et løfte om at levere tilbage hvad de havde stjålet og for Caitlin til at fremskaffe det fra hvor hun havde gemt det før hun forlod Hovedstaden.

Caitlin balancerede smidigt hen af havemuren og hoppede så ned i haven, der omgav huset bag Baron Grants palæ. Han behøvede bestemt ikke vide at det var i hans have hun havde gemt hans papirer og aftrykket af nøglen. Det morede hende stadig at han med al sin magt og alle sine folk ikke havde sporet det til dets gemmested. Hvad ikke morede hende var dog de trusler han gennem sin snuser havde sendt efter både Amy og hende selv. De var grunden til hun havde taget på nattevandring og genoptaget lidt af det ellers fjerne håndværk i at snuse rundt på andres enemærker.
En lyd fik hende til at stivne på stedet, mens hun lyttede efter dens oprindelse, blot for så at sætte i let og lødløst løb gennem haven. Træer og buske skjulte hende, som hendes mørkegrønne sweater og koksgrå, posede bukser gjorde det. Hun stoppede ved muren i den anden ende af haven og lyttede igen. Lyden var væk, men hun alt andet end overbevist om at det var en god ting.
Slet ikke som hun så en skikkelse mellem træerne i haven og at den var klædt mørkt som hun.
Det fik hende over muren i skjul af et egetræ i en fart. Let landede hun på gaden på den anden side og sank i knæ, som hun så sig varsomt omkring efter nysgerrige blikke, mens hun forbandede sin egen nervøsitet der havde gjort hende uforsigtig. Hun skal have stoppet på toppen af muren og set sig om, ikke hoppe ned med det samme som en amatør! Tanken var nok til at få hende på benene og i let løb ned af gaden mod hjørnet hvor den sluttede sig til en større en af slagsen. Jo hurtigere hun kunne lægge afstand til hvem end der var i haven, jo bedre.
Tanken fik hende til at se sig over skulderen som hun nåede hjørnet og tabe tråden helt, som hun genkendte det ansigt der et øjeblik sås over muren. Henry. Så ramte hun noget hårdt og solidt, der bestemt ikke burde være på gaden eller havde været der før. Sammenstødet bragte hende ud af balance, hun kun halvt genvandt, som hun fik blikket rettet fremad og op, op, op mod den hun var løbet på. "Vuups... Undskyld. Jeg så mig vist ikke for..." Hun forsøgte med et afværgende smil.

Aften og nattepatroljen var faldet til Cyraneus denne uge, som efterhånden havde vænnet sig til at blive sendt ud på alle tider af døgnet. Alligevel var det nemmere at arbejde efter, hvis man havde haft tid til at vende sin døgnrytme bare en anelse, inden vagterne begyndte.

Denne aften var stille. Kroerne summede af hygge og liv bag de lysende vinduer, mens at gaden lå mere eller mindre øde hen. Der var et par enkelte fulderrikker som banede sig vejen hjem til en velfortjent lang nattesøvn. Som noget nyt var Cyraneus endnu ikke løbet ind i nogle af de mere skumle typer. Kunne være begrundet med at hans rute denne aften lå i det rigere og mere rene område. Hovedstaden var tydeligt opdelt, og den var ikke blevet mindre opdelt af at flygtninge var strømmet til fra nær og fjern. Noget der bragte unoder i den mere tætte og fattige del af byen, samt et utal af folkemængder.
Alle de tanker var nogen som Cyraneus slet ikke burde tænke over, som han gik ned af gaderne, da lyde af løbende, dog relativt lydløse fødder nåede hans følsomme øre. Efter hans bedømmelse, var kom disse fødder tættere på. Længere nåede Cyran ikke at tænke, som han nærmede sig hjørnet, før en spinkel og langt lavere skabning braste direkte ind i fronten på ham. En let forskrækket lyd undslap havmanden, som han greb ud efter hendes arm, da hn så ud til at miste balancen. Han holdte stadig fast, som han forsøgte at hjælpe hende til at genvinde balancen.

En smule tomulten så han på hende, med en smule usikkerhed på hvad der foregik. Men han fik et bedre syn på mennesket, som var af hunkøn og efter Cyrans mening, var alt for ung til at løbe rundt på dette tidspunkt af døgnet. Alene for det første, og dette sted. "Det kan ske for selv den bedste. Er du okay?" havmanden holdte stadig fast i pigens arm, selvom det ikke var hårdt og brutalt. Det var mere et forsikrende tag om at hun ikke smuttede og ikke mistede balancen som hun var løbet ind i ham. Det måtte ikke ligefrem havde været rart, selvom Cyraneus ikke bar nogen rustning. Det kunne godt havde givet en mindre hovedpine til pigen. "Hvad laver du dog ude på gaden på dette tidspunkt?"

Som om det var slemt nok at Caitlin løb hovedkuldst ind i en mand, så var hun også ved at miste balancen af det. Som hun fik blikket drejet tilbage om mod den retning hun havde været på vej i og fulgt mandens krop op til hvor hans ansigt befandt sig, havde hun også ndset endnu en ting til at gøre situationen særdeles ufordelagtig for hende. Han havde fanget hendes arm i sammenstødet. At det muligvis var eneste grund til hun stadig var på benene og ikke lå på ryggen på brostenene og så op på ham havde slet ikke samme interesse for hende som det faktum at taget forhindrede hende i at komme væk.
Og han slap hende ikke!
Caitlin vaklede let til hun havde fødderne solidt plantet - eller rettere nærvøst plantet med tydelig hensigt af at hun ville løbe ved mindste mulighed - og trak så vejret dybt for at finde en form for ro frem i sit sind. Det var også omkring der mandens påklædning ramte hendes sinde og gjorde hende klar over hvad hun havde torpederet. En af lysets krigere. Gedemøg!

Hun fik dog fundet et lidt usikkert smil frem, som hun fik samlet tankerne efter den bratte opbremsning og fik blinket prikkerne fra øjnene. "Helt okey." Det kom måske lidt for hurtigt og lidt for glat, men der var for hende ingen grund til at gøre et større nummer ud af sådan en lille gang knubs. Slet ikke hvis det betød hun kunne nå at komme videre før han... Caitlin sukkede indvendigt som krigere med det samme slog ned på et af de spørgsmål hun helst ikke ville have stillet. Et af dem hvor hvert eneste svar hun kunne give ville være løgn, halv sandhed eller sandhed med modifikationer og som ville lede til flere spørgsmål. Hun havde prøvet det før, men ikke siden hun var flyttet ind hos Gidion.
Så hun rettede sine blå øjne op mod krigeren og forsøgte ikke at ligne en på gale veje. Hvilket hun tydeligvis var. Det var bare hvilke der var tale om hun helst ville sløre. "Ehm... Jeg var på vej hjem, hr."
Hun vippede blikket ned mod hans hånd om hendes arm, før hun så tilbage op på ham. "Jeg kan godt stå selv..."

Hele hendes holdning efter at havde genfundet balancen, frembragte en undrende rynke i havmandens øjenbryn. I dette øjeblik virkede hun alt for hoppende og bange for sine omgivelser til blot at gå roligt hjem. Den første tanke der strejfede ham var at noget måtte være efter hende. Ikke nogen betryggende tanke.
Hendes lette nervøsitet og usikkerhed der svagt var at spore i stemmen, gjorde ikke hans mistænkelighed mindre. Alligevel løsnede han grebet om hendes arm som hun påpegede at hun godt kunne stå selv. Han havde ikke tænkt over at han stadig havde fast, da den bevægelse næsten var blevet frosset som hun lignede en som var ved at vælte. "Er der noget efter dig?" det var et direkte spørgsmål og et han tydeligt ønskede at få svar på. Enten var det det, eller også ville hans erfaring fortælle ham at hun ikke hørte til i dette kvarter og enten var faret vild eller ude på noget langt værre. Cyraneus lod hende alligevel forklare sig først. Det mindste han kunne gøre og på den måde også undgå at lave en konklusion uden at høre hendes historie. Så retfærdig var han trods alt.

"Hvor bor du henne?" han havde sluppet hendes arm, men kiggede stadig på hende med et roligt, men let mistænkeligt blik. Det var en mærkelig situation at stå i, og de fleste børn han mødte her, var ude på ballade eller endnu værre, kriminalitet. Hendes tøj vagte heller ikke ligefrem tanken om at hun hørte til på disse kanter.

"Noget efter mig?" Krigerens spørgsmål, der ramte lidt for tæt på sandheden efter Caitlins mening, overraskede en gentagelse ud af hende. Hvad værre var at hun fulgte den op med et blik over skulderen, før hun fik tænkt sig op. Det slog hende dog hvor dumt og afslørende det havde været så snart hun så den tomme og mørke gade bag sig. Noget tøvende, og en smule opgivende over sig selv, vendte hun sig tilbage mod manden. "Nej... jo... måske? Jeg er ikke sikker..." Hun gav gaden et lille blik mere, før hun fortsatte med så troskyldige hun kunne få sine øjne. "Det er nok bare mørket og skyggerne der spiller mig et puds..." Med lidt hel godtog han hendes forklaring og borede ikke dybere i lige det. I det mindste havde han da sluppet hendes arm, som hun havde trippet rundt og det i sig selv fik hende til at falde lidt mere ned og stå stille.

Så fortsatte han dog med et andet ubehageligt og potentielt farligt spørgsmål. Sandheden var bedre end den havde været i mange år, men havde også et væsentligt problem. Gidion vidste ikke hun var ude og rende og hun havde ikke haft tænkt sig at han skulle vide noget om det. "Ikke så langt herfra." Hun tog et enkelt skridt forsøgsvis baglæns for at se om han ville lade hende smutte uden videre tiltale. Hans mistænksomhed gjorde ham dog ære hvor ubelejlig den end var for hende. Så hun holdt hans blik som hun alvorligt fortsatte. "Det er der virkelig ikke! Og her er jo ganske sikkert med Dem på vagt."

Et øjenbryn steg let og sikkert op som pigen gentog hans spørgsmål. Noget der tydeligt afslørede spørgsmålets overraskelse for hende og ligeledes hvor vigtigt det var at han stilte hende spørgsmålet. Ikke at Cyraneus så nogen glæde i at trænge en pige op i en krog, eller udspørge hende. Det var et arbejde, og han gjorde det ligeså meget for hendes egen skyld. Han fulgte hendes blik roligt, som hun kiggede over sin skulder, og så som forventet ingenting. Hvad end det var, mente det ikke at være en god plan at dukke om som der stod en lysets kriger i gaden. En ting som forsikrede ham om at det ikke ville være godt at efterlade hende alene. Ikke endnu i hvert fald. "Måske. Det kan de gøre, selv for mig.. Desværre kan det lige så nemt være noget der er efter dig. Denne tid på dagen er ikke sikker for en ung pige at rende rundt i." det kom let til at lyde som en lektion i opdragelse og sikkerhed, men der var også en bekymring at ane i hans øjne. Han havde set konsekvenserne af nattevandringer før.

Havmanden fik et kort skævt smil på hendes læber, og et svagt opgivende rysten på hovedet over hendes ord. Det var smigerne ord hun havde sagt. At han gjorde gaden sikker ved at være vagt, og havde det været en anden mand hun var løbet ind i, havde tricket nok virket bedre. Hendes desperation for at slippe væk var dog alligevel ikke overdreven, selvom den svagt var at ane ved udtryk som denne. "Så bliv i nærheden af mig.. Jeg følger dig hjem. Og nej, det kommer ikke til at spolere min vagt. Det er hvad jeg er her for." svarede han roligt og kiggede afventende ned på hende. Denne udtalelse ville nok ikke være det som faldte i bedst jord hos pigen, men det var det svar hun fik. "Dertil, så må dine forældre savne dig."

Caitlin nåede ikke se det hævede øjenbryn over hendes udtagelse, men det var heller ikke nødvendigt for hende. Som hun så tilbage op på lysets krigeren efter så afslørende at have set sig tilbage over skulderen kunne hun tydeligt se han havde truffet sin beslutning om det. At hun forsøgte at slå det hen havde kun en virkning og det var at bekræfte hans antagelse. Hun forsøgte dog at beholde det troskyldige udtryk selvom hun indvendingt bandede sig selv og hendes nervøsitet langt væk. Mellem Henry og snuseren så hang hendes nerver en smule i laser og det gjorde hende åbenbart farligt uforsigtigt. Nok til at svare ham igen, hvor hun nok bare burde have givet ham ret. "Så ung er jeg altså heller ikke!" Som ordene forlod hendes mund vidste hun det var en fejl, men der var ingen måde at tage dem tilbage på.

Så i stedet prøvede hun med smiger for at aflede ham fra hvad han ellers meget hurtigt kunne finde på. Det skæve smil hun modtog sammen med det let opgivende suk var dog ikke hvad hun havde håbet på. Han virkede så heller ikke det mindste interesseret i at lade hende løbe videre gennem mørket alene. Noget han bekræftede med sine ord og fik hende til at stivne let igen, før hun forsøgte at skjule det bag et skævt smil. "Jeg troede det var for at holde gaderne sikre? Fange mørke krigere og den slags? Ikke for at beskytte tåbelige tøser mod deres egen fantasi?" Afledning for en hver pris! For hvordan skulle hun lige få ham rystet af sig nu?
Så kom han dog med et argument der endnu engang fik hende til at ligne billedet af en ung pige på gale vegne og ude uden tilladelse. At hun ingen forældre havde der kunne bekymre sig om hende - eller havde gjort det da de/moderen levede var så en helt anden sag. Hun bakkede dog let et skridt længere fra ham, som hun endnu engang forsøgte at afslå hans ønske. "Som sagt, De behøves virkelig ikke ulejlige Dem med at følge mig på vej. Jeg klare mig ganske fint selv!" At hun slet ikke svarede på det sidste var så en anden sag. Det ville bare give endnu flere ubehagelige spørgsmål - så som hvor gammel hun var og hvorfor hun ikke var på Tywing skolen.

Stædige og ekstrem næsvis var ungdommen på landjorden! Ikke så forskellig fra havets dyb, men alligevel imponerende hvordan unge mennesker opholdte denne tilstand af hele tiden at mene at omverden var imod dem. "Mennesker.." kom der svagt opgivende fra ham, mest af alt til sig selv som han rystede let på hovedet af hende. "Så ung kvinde. Det gør ikke den store forskel for din tilstand lige nu, for at være ærlig." sandfærdig som Cyraneus var, og han havde ikke i sinde at danne net omkring sandheden. Hun var i en lettere uheldig situation, men det kunne ændres.

Cyraneus så alvorligt på hende med rynkede bryn og en langt mere alvorlig tone forlod hans mund. "Mit arbejde er at beskytte folk.. Det kan betyde at fange mørkets krigere, forbrydere og andre problemer der burde opstå." han så alvorligt på hende og håbede inderligt at hun ville forstå det bedre på denne led. Mange stilte spørgsmålstegn ved hvad krigerne gik og lavede i hovedstaden. Hvorfor de ikke alle brugte alle kræfter på at finde Mørkets krigere og bekæmpe dem. Men faktum var, at forlod de hovedstaden, var den i for stor fare og den sidste styrke de holdte her, ville forsvinde. "Det indbære også at følge tåbelige tøser, som er ældre end de ser ud, hjem i sikkerhed fra deres egen fantasi." han blødte op i et mindre smil og så afventende på hende, da hun igen begyndte at at afslå og skubbe opmærksomheden væk fra sig selv, så hun kunne stikke af.
Årsagen kunne udemærket være at hun ikke havde tilladelse til at bevæge sig rundt udendørs på denne tid, hvilket ville give god mening, spurgte man Cyraneus. "Hør, det går meget hurtigere hvis du blot følger med, så du kan komme hjem. Det er alligevel den vej ud skal, og jeg har hele natten til at stå og have denne diskussion." ting som Tywing skolen var endnu ikke nået hans sind. Lige nu var hun en pige på afveje fra sine forældres hus, og ikke en gadepige. Dette kunne ændres, såfrem et eller andet vækkede hans mistanke.

Caitlin hævede et øjenbryn af krigerens opgivende brug af den mest udbredte race i krystallandet. Det tændte hendes nysgerrighed med hvad han så kunne være, for mørket og hans påklædning gav ikke de store ledetråde for hende. Selv ikke hendes forbedrede nattesyn var til nok hjælp der, men det gjorde dog at hun holdt op med at trippe og faldt en smule til ro. Nok til at se nærmere på ham, men ikke nok til at varsomheden forsvandt. Det forhindrede hende heller ikke i at smile skævt til ham, som hun så flabet som nogensinde fortsatte med at svare igen. "Det gør da bestemt en forskel! Og da især lige nu!" En ung kvinde var trods alt nærmere atten end en ung pige var det og han skulle ikke begynde at spørge til hendes alder.

Hendes afledning virkede tildels, skønt hans alvor var mere end hun havde forventet. I det hele taget tog han hende mere alvorligt og mere venligt end hun havde forventet nogen ville være. Af samme grund nikkede hun alvorligt tilbage, som hun godtog hans rettelse af hendes opfattelse. Så måtte hun dog skære en grimasse af ham, før hun sænket blikket for at se op på ham gennem mørke vipper. "Du kan ikke overbevises om andet, kan du?" Hun troede det ikke, men det var altid et forsøge at spørger alligevel. Det gav nogle problemer hvis han sagde nej, som hun ikke helt havde en plan for at løse endnu, men det måtte hun så finde på vejen.

Hans næste ord var da også mere end svar nok, skønt det havde været til noget andet og fik hende til at sukke opgivende, som hun modvilligt virkede til at give efter. "Jamen så okey da..." Der var ikke den store begejstring at spore hos hende, som hun så op på ham og så væk. Tydeligvis slået - om ikke andet så på overfladen. Indvendigt skannede hun sin hukommelse for de bedste muligheder på vejen tilbage mod Gidions hus hvor hun kunne smutte fra krigeren og forsvinde i skyggerne.

Der gik ikke mange sekunder før et øjenbryn skød en anelse overrasket i vejret over hendes fortsættende flabethed som syntes at være en ret stor karakteristika for pigebarnet. Pigebarnet, som tilsyneladende ikke brød sig om at blive kaldt yngre end hun var. Ikke at hun lignede en pureung teenager, men teenager var hun ligemeget hvordan man vendte at dreje situationen. Alligevel lykkedes det pigen at ramme en nerve, der trak op til et skævt smil over hendes opførsel. Alligevel valgte havmanden at ryste let på hovedet af pigen i stedet for at fortsætte diskussionen. "Nej.. Ikke rigtig, nej." gav han hende ret og kiggeed med et let løftet øjenbryn ned på hende.

Det var faktisk en befrielse at han vandt diskussionen så nemt. Alligevel føltes det som en for let sejr, til at han ville lade alt mistænkelighed falde og give hende frit løb. Det var simpelthen et for sent og farligt tidspunkt at løbe rundt på. Nok havde hun haft et formål, men at mærke øjne der kiggede ham i nakken, var rigeligt til at holde øre og øjne på stikkerne. Det førte også til at begge parter begyndte at gå i stilhed det første stykke tid, som Cyran kiggede diskret fra den ene side til den anden. "Er du sikker på at der ikke var nogen efter dig?" hans stemme var ganske rolig og lavmæl. Tiltrak sig ikke nogen videre opmærksomhed, andet end fra de øre der var ment til at hører orderne. Han kiggede ned på pigen med et spørgene blik, som holdte sig til at være neutralt i alle andre sammenhæng.

Caitlin startede med at forsøge sig med en let skulen, før hun bare opgivende så væk og trak på den ene skulder. Hun havde ikke rigtig forventet at krigere ville lade hende forsvinde ud i skyggerne efter at havde set hende trippe nervøst rundt og se sig over skulderen. Dybt afslørende og slet ikke hvordan hun gerne ville opføre sig. Noget ved at have tag over hovedet, en seng at sove i og faste måltider havde åbenbart taget kanten af hende. Hurtgere end hun havde troet mligt også, men så igen - så havde hun altid været god til at opstille sig og passe sig ind i nye situationer. At glemme fortiden var mindre heldigt.

Det var da også grund til at hun lidt nedslået slog følge med lysets kriger og gav udtryk for at være slået. Det var hun langt fra og hendes blik gled da også søgende over omgivelser. Efter flugtmuligheder så meget som velkendte skygger. Stilheden var kun brudt af støvler mod sten og metal i bevægelse. Om ikke andet så til manden valgte at bryde den. Lidt for hurtigt så hun op på ham, før hun så tilbage ud til siden og trak på skuldrene. "Ikke helt... Men hvem er nogensinde det?" På gaden var det altid en mulighed og noget hun altid havde behandlet som en sandsynlighed. At skygge andre var trods alt en god måde at finde deres skjul og derved deres ting. Ikke at hun troede et øjeblik på det var grunden til hun følte sig overvovet i aften.

Så fangede hun et glimt af en mulighed og satte i bevægelse væk fra krigeren og mod skyggerne der skjulte indgangen til en passage mellem to havemurer. Små stier lavet for at affald kunne fragtes uset fra de riges huse og væk. Lige nu også alt hun havde kunne håbe på at finde og forsvinde i. Hvis hun var hurtig nok altså.

Cyraneus vendte blikket ned mod pigen som han havde stilt sit spørgsmål og så afventende på hvad hun havde at sige, selvom den neutrale tilstand der lå over hans sind stadig var der. Hendes lettere forskræmte hoppen med blikket i ny og næ var nok mere afslørede end hun havde håbet på, og fik Cyran til at være en smule mere forsigtig. Både hvad pigen angik, men ligeledes også hvad der var i omgivelserne. Hendes svar var lige så flyvsk som ventet, og Cyran tog en dyb indånding.

Han vidste at børn generelt var forsigtige med deres oplysninger. Både unge og ældre børn, alt efter hvordan de var opvokset. Om det var gaden eller et fattigt distækt, gav mere eller mindre samme udfald. Cyran kan ikke helt beskrive hvorfor, men han føler sig altid set som en skurk i natten når han løber ind i dem, og en helt i dagstimerne når nogle af drengebørnene løber glædestrålende efter krigerne i håb om at dele den skæbne engang. "Det er der nok aldrig nogen der rigtig er. Men du virker alt for omkringsøgende i dine bevægelser til at du kun har en svag fornemmelse af forfølgere." påpegede han, som han fulgte hendes blik let, og ellers blot tog lyden af vejrtrækning, skridtene og den lette vind gennem gaden ind.

Dette kom også til fordel, som lyden af fødderne satte i bevægelse i en helt anden retning. Instinktivt vendte han blikket i hendes retning og satte i bevægelse efter hende. Dette var nærmest som at komme med en erklæring om at man havde lavet unoder eller andet forbrydelse. Hvor trættende det end var. Passagerne var smalle og selvom Cyraneus ikke besad den mest bredde størrelse, var han stadig besværet i at løbe igennem dem og måtte indse at pigebarnet havde nemmere ved at slange sig igennem selv ved den mindste udfordring. Irriteret løftede han hånden og sendte en lyskugle afsted, fremadrettet der nåede foran pigen og oprettede et lysende skjol der dækkede hele udgangen fra bund til tagene. "Jeg vil ikke våve at påstå at det nummer gavnede din sag i den gode retning!" kom der irriteret fra Cyran som holdte sin hånd op for at bibeholde skjoldets styrke, mens han gik tættere på hende. Samtidigmed lyste skjolet passagen op og badet dem begge i lys.

Caitlin hørte krigerens svar før hun løb, men hun gav sig ikke tid til at sige noget, da hun så muligheden for at smutte væk åbne sig. Passagen var som skabt til flugt fra en langt større person og hun udnyttede det til fulde. Henstillede kasser, tønder eller sving var intet for en der var vant til at springe fra hustag til hustag, men heldet fik hende ikke til at sænke farten. Kunne hun komme frem kunne andre også og havde hun ikke krigeren efter sig - noget hun kunne høre på følgende skridt at hun nok havde - så tvivlede hun ikke et øjeblik på at hendes anden skygge var i nærheden et sted. Værst af alt så visdste hun ikke helt hvem hun frygtede mest skulle fange hende.

Valget blev dog aldrig hendes for som hun sprang let og elegant over endnu en kasse strøg et hvidt lys forbi hende og fik hende til instinktivt at kaste sig til jorden. Der lod hun sig rulle med faldet og var på benene i en glidende bevægelse igen, men kun for at stå næse til flade med et lysende skjold. Rystede strøg hun fingrene over fladen kun for i en fart at hive dem til sig og med store blå øjne vende sig mod manden der spærrede vejen tilbage. Den lysende flade afslørede nu mere ved ham end at han var kriger af lyset. "Dit hår er grønt." Hun sagde det før hans ord overhoved trængte ind til hende og før hun fik blikket sine øjne tilbage til at have runde pupiller frem for aflange.

Der var dog ingen tvivl om at manden hun nu havde foran sig var irriteret eller om at han var ved at tage en del beslutninger hun ikke ønskede han skulle tage. Så hun blikkede igen og slog blikket ned samtidig med at hun trak let på den ene skulder. "Nej, det gjorde det vel ikke." Hun flyttede atter lidt uroligt på sig, før end hun fik samlet sig nok til at møde hans blik igen. "Men det er der vel ikke noget der kan gøre nu, vel? Gavne altså." Hun var og blev oppurnitunist til det sidste. Kunne hun sno sig uden om ballade ved at gøre et eller andet så var det ofte værd at forsøge.

Reaktionen fra pigen om at kaste sig mod jorden da lyskuglen skød forbi hende, var skam også helt forventet. Det kunne nemt som ingenting ligne et angreb, og det kunne havde været tilfældet hvis Cyraneus havde været en anden mand. Men Cyraneus var mere rolig hvad lige netop det angik og han mente ligeledes at han var i udemærket stand til at stanse pigebarnet uden at gøre skade på hende. Det var i hvert fald hans plan!
Cyraneus sænkede langsomt farten, indtil han stod foran hende og så hårdt på hende. Det havde ikke gavnet noget at hun var løbet, kun vækket mere mistanke. Kommentaret om hans hår fik ham til ganske kort at kigge op på en hårtot, inden opmærksomheden var tilbage. Han var udemærket klar over at hans hår havde en mørkegrøn mosfarve, men han hørte ikke ligefrem folk nævne det overfor ham særlig tit.

"Jo, det vil gavne din situation at besvare spørgsmål. Sandfærdigt!" svarede han stadig en smule præget af irritation over at hun var begyndt at stikke af. Det hele var meget nemmere hvis blot de hørte efter fra start af, i stedet for at man skulle ud og være den hårde og trælse person som måtte hæve hånden. "Og nu jeg endelig har din fulde opmærksomhed, bliver det også spørgsmål du får." tilføjet han derefter i et lidt mere roligt tonefald, selvom hårdheden og bestemtheden over hans stemme var tydelig og øjnene veg ikke fra hende et eneste sekund.
"Et. Hvor gammel er du helt præcis? To, hvor bor du og dine forældre? tre, Hvorfor foretog du dig en nattevandring i det kvarter som ikke er din hjemegn? og fire, Hvem fulgte efter dig?" Der var ingen grund til at pakke noget ind, og derfor blev alle spørgsmål også stillet på en gang. Krævede han større uddybelse, ville han spørge ind. Men nu var det hovedkonteksten som var vigtigst.

Caitlin holdt mandens blik som han svarede hende så vast som nogensinde. Så blinkede hun og blinkede igen, mens hun forsøgte at bearbejde hvad det var han forlangte af hende. Sandfærdighed! Det var nærved noget af det værste han kunne komme med, men der var ikke ret meget andet for hende at gøre end at nikke samtykkende. Med hendes held denne aften så var han sikkert også en af de der irriterende personer der kunne se løgne. Til nu havde hun mest snakket udenom, men han ville nok ikke blive ved at give hende den slags åbninger. Slet ikke med den tone han brugte.

"Ja, sir." Det kom mere prompte end hun havde troet muligt, mens hun rettede sig en smule og forsøgte at holde blikket på ham frem for at lade det flakke efter mulige smutveje omkring ham. Noget det stoppede med som hun hørte hans spørgsmål og bare stod et øjeblik og så på ham. Han havde skåret ind til benet og af de fire spørgsmål var hun lige ved at mene det sidste var det mindst bekymrende at skulle give et svar på. Men svar skulle gives, så hun flyttede sig let til hun havde muren bag sig i stedet for den lysende flade. "Det er en gammel bekendt der følger efter mig. Vi havde en ting for en tid og han mener den skal blive ved, så jeg forsøgte at smutte fra ham gennem nogle af haverne."

Det var kun en let omskrivning af sandheden og vinkling af nogle af tingene, som hun håbede ville være nok for krigeren. Især som hun fortsatte lidt forsvarende. "Og jeg er altså seksten!" Ikke at det var et særlig godt forsvar, men det var bestemt en alder tættere på voksen end hun for ofte blev taget som. Så trak hun vejret dybt for der var næppe nogen god vej uden om det sidste spørgsmål, men alligevel besvarede hun det kun halvt. "Jeg bor i Cranes tømmerværksted. Det ligger ikke så langt fra krydset mellem møllevejen og flintegade." Meget behændigt undgik hun delen om forældre, som hun havde forsøgt at snige sig udenom at hun var ude hvor hun ikke burde være det.

Cyraneaus sørgede for at holde sig fuldt fokuseret på pigen foran sig som ganske tydeligt ikke var tilfreds med situationens udvikling, men fandt alligevel en mere anstændig tone frem. Nok var Cyran til dels et godtroende væsen, men hans grænsen blev nået hurtigt og lige nu var han fast besluttet på at finde frem til hvad der egentlig foregik denne sene aften, og hvorfor hun befandt sig ude efter mørkets frembrud.
Skeptisk lyttede han til den første besvarelse der kom fra pigen, som hans øjne fulgte hendes bevægelse væk fra lysmuren. "Jeg tolker det, som at denne bekendt ikke forstår et nej." svaret var godkendt til det sidst stillede spørgsmål, i hvert fald indtil videre og fokus faldte til de andre.

En dyb indånding blev indtaget ganske træt, efterfulgt af et let suk. "Seksten er stadig et barn." ikke ligefrem noget han regnede med at hun blev tilfreds af at høre. Dertil, så virkede forældre heller ikke så begejstret for at deres 16 årige datter, eller søn for den sags skyld, rendte rundt i natten.
Ved den sidste besvarelse rynkede Cyranues eftertænksomt på brynene og begyndte at guide sig selv igennem gaderne, for at huske placeringen som blev nævnt. Han havde ikke befundet sig i denne afdeling besynderlig meget, ud over ved almindelig vagt. Dertil forekom tømmerværkstedet ham ikke voldsomt bekendt, men han huskede trods alt at der boede en der.
"Så langt så godt. Men dit hjem ligger stadig langt fra dette område. Hvorfor løb du så langt væk fra at undgå denne bekendte?" han havde svært ved at forstå hvad dette skulle gavne. Det var en alt for stor omvej til at det gav en sammenhæng.

"Godt.. Jeg vil sikre mig at du kommer hjem, og at dine forældre høre om hvor du har været.." tilføjede han til sidst, som han gik hende nærmere. Han ragte hun efter hendes arm, uden at virke voldsomt truende, selvom det selvfølgelig ikke var et godt scenarie som pigen stod i og det kunne godt stadig virke skræmmende. Som han lukkede hånden om hendes underarm, lod han lysmuren falde, og omgivelsen blev dunkel og alt for mørk. Det ville tage alt for lang tid for Cyraneus øjne at vende sig til dette, så derfor ankom der hurtigt en lyskugle i Cyrans anden hånd, som lyste op foran dem. "Og hvis du opføre dig ordentlig, vil jeg måske undlade at fortælle om denne bekendte. - Selvom jeg synes at du burde fortælle det selv. Det faktum er du er nødsaget til at flygte, tyde på at denne bekendt ikke ligefrem er venligsindet." han kunne ikke bestemme om hun ville gøre det. Han havde mest af alt lyst til at sige det, men ærligt, så var det ikke hans område at dække. At børn havde hemmeligheder for forældre var intet nyt, og Cyraneus kunne ikke bedømme om hun var i fare eller om den bekendte blot var træls at løbe ind i.

Caitlin startede med at nikke samtykkende, før hun lidt tøvende også svarede krigeren. "Desværre ja..." Hun var ikke helt sikker på om han var den type der ville have sagte svar eller hovedryst og nik ville være nok, men hellere sikker lige til en start. Om ikke andet til han var faldet lidt ned igen og havde genvundet noget tålmodighed. Hvilket hun håbede han gjorde, før end han satte hende af ved værkstedet.
Af samme grund lukkede hun hurtigt munden da hun havde åbnet den for at protestere mod at blive kaldt et barn. Hendes blik var dog stadig prosterende, hvilket næppe havde den store effekt. Krigeren så stadig træt ud og at han havde fået bekræftet at hun var yngre end hun forsøgte at bilde ham ind så ikke ud til at hjælpe det mindste på det. Han var sikkert fra en god familie når han havde haft muligheden for at blive en af lysets krigere. Så han kendte næppe meget til livet på gaden eller klare sig selv fra man kunne.

Hun holdt blikket på ham, som han tænkte over hendes næste svar og sukkede så som hun så væk. Det var særdeles ubehageligt som han blev ved med at bore i tingene og især at han virkede til at vide hvor de nævnte veje lå. Der var dog ikke så meget vej udenom at svare for hende og hun fandt da også krigeren endnu engang med blikket som hun gjorde det. Hendes ene hånd havde samtidig fundt en løs lok af hendes hår og snoede det. "Han fandt mig over ved templerne og det her var den sikreste vej jeg kunne komme på..."
Hans konstatering som han begyndte at komme nærmere fik hende til hurtigt at se sig om efter en udvej, mens hun skar en lille grimasse over den udsigt han satte hende. Lyset spærrede stadig vejen videre gennem passagen og han den vej hun var kommet fra. Hun forsøgte alligevel at undvige hans greb, men ikke med specielt stor vilje eller overbevisning. Af samme grund mærkede hun hans hånd lukke sig om hendes underarm, som lyset forsvandt fra hans lysmur. Det fik hende til at blinke, men dårligt havde hun genskabt sit nattesyn før han havde tændt nyt lys.

"Der er intet at fortælle!" Kom det lidt for hurtigt og lidt for betstemt benægtende fra Caitlin. At fortælle Gidion at Henry endnu engang havde været ved at få fingrene i hende var ikke ligefrem noget hun havde lyst til. Tanken om hvad der kunne være sket havde dog gjort hende en smule blegere og mere sammenbidt at se på. Desværre også mere opsat på at smutte fra krigeren før han kunne sladre om hende.

Det var desværre set ofte, og oftes var det blandt unge piger. Cyraneus var ikke meget for at se hvordan landgængerne tog dette an med at kræve så meget af deres artsfæller at de ikke engang godtog et nej. Det var naturligvis ikke noget der kunne generaliseres, men desværre havde havmanden stadig oplevet det tit. Oftere og oftere jo længere man kom ned af menneskets rangstie som den var blevet kaldt gennem årerne. I havet var de opdelt også. I distrekter, men stadig var de et samlet folk som sørgede for at ingen led voldsom overlast. Overlast var en del af at leve, men gensidig respekt var også med på listen. Cyran kiggede diskret over på pigen et øjeblik for at modtage den meget åbenlyse reaktion på at blive kaldt et barn, endnu engang. Måske var hun ikke et barn, andet end af alder. Endnu en grusom tanke som blev fremtræden des flere mennesker som havmanden lærte at kende.

Lysten til at spørge videre var på kanten af tungen, men den tunge tålmodighed som normalvis prægede Cyrans sind, vandt endnu engang til at give en pause efter pigens udtalelse og tænke over hvad hun sagde. "Jeg forstår. Men et sent tidspunkt at besøge templer, synes du ikke?" svarede han og vendte sit blik fuldt mod hende, af flere årsager.
Cyran ønskede ikke at være den uretfærdige hårde negl som kom på tværs af en piges udflugter i nattens mørke. Men hovedstaden var ikke hvad den havde været. Faren var piplet frem fra undergrunden i en alt for farlig fart og ragte sin krumme negle op for at hive folk med sig ned i dybet. Hovedstaden var intet paradis, og med det stigende antal flygtninge og manglene mad som truede byen, var alle efterhånden i fare i nattetimerne.

En dyb indånding blev draget og et let opgivende suk blev ligeledes trukket. Pigebarnet var da heller ikke til at tale fornuft til! Ikke at Cyraneus havde tænkt sig at stoppe, men hans mål blev svære og svære at nå som han forsøgte at få hende let i tale som vejen mod hendes hjem blev lagt. "Okay, lad os vende dette til et nyt synspunkt." begyndte han roligt, som han tog omgivelserne ind endnu engang, før blikket vendte sig tilbage til pigen. "Du ønsker at blive behandlet som en voksen og selvstændig pige, det skinner ud af dig. Men du opføre og svare som et barn. Et fornægtende barn der har været ude på narestreger som man nægter at stå ved. Prøv at sæt dig i dine forældres sted, blot et kort øjeblik." han fastholdte hendes blik nogle sekunder, før han det flytte så pigen kunne tænke lidt over hans ord før han fortsatte. "Det var ikke rart vel? Det var ikke rart at forestille dig frygten og tyngelsen over ikke at vide hvor dit barn befinder sig. Om de har det godt, om de er i problemer, eller hvad der er hændt dem, mens du er fuldstændig magtesløs." En svag skyldfølelse ramte ind i hans mave ved at tænke tilbage på sine egne forældre og hans pludselige forsvinden fra deres varetægt. Et barnligt valg han selv havde taget og mærket konsekvenserne er. "Så mit råd til dig, unge dame, er at tænke mere voksent og på hvad dine handlinger gør, end at fornægte og gemme dem væk som var intet hændt. Du er ikke den eneste dette påvirke. Og jo før du indser det, des hurtigere vil folk anse dig som værende en voksen kvinde, og ikke et vildfarende pigebarn." De orange øjne var alvorlige og slog fast hvor alvorligt han mente det han sagde og hvor meget han egentlig også ønskede at hun forstod hans ord.

Caitlin undgik så vidt det var hende muligt at møde krigerens blik. Hun vidste at kun få fra de højere klasser ville finde hende gammel nok til at rende rundt alene ude om natten - og at disse ofte kun gjorde det fordi hun da var et lettere bytte. Selv så hun ikke alder så specifik. Hun havde trods alt levet på gaden i snart otte år og havde klaret sig fint der. Alderen havde kun gjort det sværere, som den tildelt hende anden form for opmærksomhed. En hun ikke tænkte det store over dog.
Det virkede dog til at den betød noget for havmanden, som tidspunktet gjorde det. Hun sukkede en smule opgivende, før hun udviddede sin historie lige så stille. "Jeg var der sidst på eftermiddagen. Det har været en ret lang tur rundt..." Det var som sådan sandt nok. Hun havde været ved Chance's tempel sidst på eftermiddagen og hun havde været rundt i byen siden. Noget hun først tænkte over nu og som fik hende til at stoppe lidt op mentalt. Havde hun givet Gidion besked før hun smuttede? Det huskede hun ikke, så forhåbentligt.

Det var stadig uvant for hende at skulle huske at sige når hun smuttede ud. Mest fordi det ofte krævede at hun havde en eller anden grund parat. 'Ud' var ikke helt nok hvis hun ville undgå rynkede bryn og det der udtryk hun ikke helt kunne blive klog på. Det var så også nok til at hun altid havde noget hun skulle nu. Som at mødes med Amy.
Caitlin var ikke sikker på at krigeren ville købe hendes forklaring dog. Han virkede til at være vokset op i et noget andet samfund end hende og det gjorde det lidt svært at binde ham en historie på ærmet han ville tro på. Han virkede så mindst af alt begejstret for at hun var ude på egen hånd og ikke ville have han fortalt hendes forældre om det. Den rolige tone han brugte trængte da også igennem til hende som de gik. Hun kunne godt se hvorfor han mente forældre ville være bekymrede. Problemet var bare at hun ingen forældre havde og at dem hun havde haft aldrig havde bekymret sig om hende.

Caitlin mødte hans blik kort og vendte det så væk igen med påtaget skyldfølelse. Hun vidste det var hvad han forventede, men det føltes falsk. Nok til at hun gav ham en sandhed hun nok burde have holdt for sig selv. "Ikke alle forældre bekymre sig om deres børn. Ikke alle bryder sig om dem." Hun så ikke på ham som hun sagde det, men betragtede i stedet stenene foran sine fødder. Så fandt hun alligevel hans blik og trak let på skulderen, før hun tilføjede. "Men okey, du har nok ret. Det er ikke særligt pænt at blive ude til så sent, selvom det ikke var min mening. Men behøver du sige noget om det?" Hun nægte med vilje ikke noget om den grund hun havde givet til det var blevet sent eller til hun havde været hvor hun havde. Kunne hun bare få ham til at føle hun havde lyttet til fornuft og ville tænke sig lidt bedre om, så ville hun være glad.
Især fordi de lige var drejet ind på gaden hvor Gidions værksted lå og hun gerne ville have lov at smutte det sidste stykke selv. Hendes blik søgte krigeren og vejede for og imod at gøre forsøget med at sige pænt tak for beskyttelsen her. Forsøget var dog altid det værd for hende. "Men vi er her og helt sikkert, så jeg vil smutte og ikke tage mere af din tid..."

Forhåbentlig ramte talen igennem. Frembragte en eller anden form for reaktion i den rigtige retning, hos den unge pige som havde valgt at strejfe om alene på denne tid af snart natten. Udtrykket viste skam også skyldfølelse, mens talen var noget langt mere sørgmodigt. Orderne var tydeligt af erfaring, da langt fra alle kendte til det faktum at ikke alle forældre havde ønskebørn. At nogle forældre blot ønskede at børnene forsvandt, så livet kunne gå videre. Egoistisk, var Cyrans første tanke. Havmanden vidste at ikke alle valgte at få børn og der var kedelige, for ikke at sige, forfærdelige episoder som kunne føre til afkom. Alligevel var det ikke barnets skyld. Man havde fået et barn, og måtte tage ansvaret derfor, eller i det mindste få sendt det til en plejefamilie eller børnehjem, i stedet for at være komplet ligeglad.

Den bedende stemme var tilbage, som førte til at Cyran måtte sukke let, som han lod blikket ramme pigen igen. I det de rundede hjørnet gjorde pigen også klar til at skulle smutte hen til huset uden at havmanden fulgte med. "De skal vide det. Og den bedste måde at jeg sikre mig at de høre om hvad der er sket, er hvis jeg følger dig helt hjem." hans stemme var fast og Cyran skiftede ikke mening denne gang. Det var en nødvendighed at han var der. Han vidste og kendte udemærket fra sine egne unge år, at man ønskede at slippe udenom enhver form for straf eller skæld ud. Men det betød ikke at det var det bedste valg.
Cyran genkendte noget af området og var heller ikke længe om at fæsne øjnene på tømreværkstedet, som måtte være hjemmet som pigen snakkede om. "Vil du selv, eller skal jeg fortælle hvor du har været?" han gav hende valget, men ville stadig være der til at afbryde hvis historien tog en forkert drejning hen i løgn og latin. Cyran ventede roligt på svar, inden hånden blev løftet til at banke tydeligt på døren.